Bibelen handler ikke om Gud

Hvis den ikke handler om Gud, hvad handler den så om?
Den handler om ‘de magtfulde’.

De bibelske fortællinger er baseret på sumeriske, babyloniske, akkadiske, assyriske blandet med egyptiske fortællinger. Disse fortællinger er ‘lånt’ af de, der senere kaldte dem for deres fortællinger. Elohim, Yahweh, Adonai er ikke Gud den almægtige skaber af Universet, Kilden til al eksistens. De er historier om interferens / indblanding eller intervention. Disse ‘guder’ er himmelfolk (sky people). I dag ville vi kalde dem for extraterrestriale, ET’s. De er de sumeriske anunna’er eller de babyloniske anunnaki, hvilket betyder ‘de mægtige’.

For folk med en kristen teologisk baggrund er oprindelsen til fortællingerne overhovedet ikke ubekendt. Eller burde ikke være det. Teologi på universitetet er ikke bundet op til kristen tro men udøver kildekritisk historieforskning af tekster. I Islam finder den slags ikke sted. En kristen teolog er ikke en præst. Det sker først i overbygningen på præsteseminaret. Og her får de at vide, at de godt kan glemme alt om den del af deres uddannelse, for ude i menighederne vil det være for stærk kost og vække bestyrtelse. Det gør de så.

På et tidspunkt i det 6-7. århundrede f.Kr fandt der et teologisk ‘statskup’ eller udrensning sted i jødedommen. Fra den oprindelige jødedom, hvor betegnelsen Elohim stammer fra, var der guder (pluralis) og ikke Gud (singularis). Elohim er en flertalsbetegnelse, hvilket skal tages helt bogstaveligt. Men som Yahweh, en af de underordnede Elohims / guvernører selv udtalte: ‘Din gud er en skinsyg gud’ og ‘Du må ikke have andre guder end mig’. Monoteisme baserer sig altså på jalousi, misundelse og herskersyge, lavpandede egenskaber sammenblandet med vrede og hævngerrighed, som vi i dag vil sige, at Gud var højt hævet over. Men nej, Gud opfører sig i Det Gamle Testamente som en bipolær despot, og hans folk er redskaber for hans stridigheder med de andre Elohims. Han er en voldelig, xenofobisk terrorist, og han slipper afsted med det … fordi han kan. Så Yahwehs præsteskab foranstaltede det 6-7. århundrede f.Kr en ødelæggelse af andre templer end hovedtemplet, og i dette sørgede de for, at alle afbildninger af andre Elohims og alle tekster, der beskrev disse, blev fjernet eller ødelagt.

Professor i semitisk filologi ved Sapienza-universitetet i Rom, Giovanni Garbini kalder hebræisk for en kanaanitisk, syd-fønikisk dialekt. Dialekten uddøde og blev først rekonstrueret mellem 700-tallet og år 1000 af den talmudiske Tiberias-skole som masoretisk hebraisk. Det var dem, der introducerede de vokale apostrofer, vi ser i skriftsproget i dag, men vi kan ikke vide, hvad der egentlig skulle have stået, og det kunne de heller ikke for 1000 år siden. De gættede. Ikke engang når de kloge hoveder i dag erklærer sig enige om en bestemt mening af et ord, er der garanti for, at det er rigtigt. Når vi læser Det Gamle Testamente, læser vi ydermere en tekst, der ikke følger grammatiske regler længere men er ideologisk motiveret. Derfor blev Elohim fra at være pluralis til singularis, og guder blev til Gud.
Dette var den monoteistiske udrensning.

Jødiske lærde indrømmer, at der i Bibelen, Talmud og andre jødiske skrifter ikke findes en benævnelse for Gud, som vi opfatter det i dag, altså et transcendent, almægtigt og spirituelt væsen, der skal tilbedes som sådan.

Elohim var guvernører, dommere og lovgivere ifølge beskrivelsen af dem. De var de lysende væsener fra himlen, som der står. Universets Skaber har ikke brug for hverken at herske, dømme eller lovgive. I de sumeriske-babyloniske afbildninger er de udstyret med vinger, hvilket er blevet til det, vi kender som engle. De har også langt skæg, deraf stereotypen som Gud i form af en patriark med langt skæg. De han altså flyve. De har en skikkelse, der kan afbildes, hvilket Universets Skaber ikke har, så det afstår billedskaberne som regel fra – bortset fra, når Michaelangelo får lov til at male Adams Skabelse.

Bibelen kommenteret for teologer betegner korrekt Elohim i flertal, mens familie-bibelen smækker en håndfuld+ navne for disse gudelignende skikkelser sammen til Gud, Herren, punktum. Gud er blevet en enevældskonge. Han opfører sig som de romerske kejsere, der skabte Kristendommen, og hvis ord var lov. Han opfører sig som Paven, hans søns stedfortræder på jord (Vicarius Filii Dei), hvis ord er lov. Gud opfører sig stadigvæk som en af de mange ‘guder’ efter undervejs at være blevet til den ene Gud.

En af de eneste masseudgivne bibeler, der – selvom den nævner Gud i singularis – i det mindste i noteapparatet indrømmer, at ordet for Gud er pluralis, er Jehovas Vidners bibel. Der kan man bare se!

I Salme 82 i Salmernes Bog tales der utvetydigt om en forsamling af Elohim, hvor præsidenten El-Elion taler til forsamlingen:

Gud træder frem i gudeforsamlingen,
 blandt guderne holder han dom:

Hvor længe vil I dømme uretfærdigt
 og tage parti for de ugudelige?

Skaf de svage og faderløse deres ret,
 frikend de hjælpeløse og arme,

udfri de svage og fattige,
 red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,
 de vandrer i mørke,
 jordens grundvolde rokkes.

Jeg har sagt: I er guder,
 I er alle sønner af den Højeste.

Dog skal I dø som mennesker,
 og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,
 for du har alle folkene som ejendom.

El er Elohim i singularis. I Sumer ville det være Anu, gudernes overhoved.
En anden form i singularis er Eloah. På aramæsisk er det Elaha.
På syrisk er det Alaha – bemærk ligheden med Allah, der kommer fra de arabiske Ilah.
Disse afvigelse skyldes netop fraværet af vokaler i skrifterne, der jo ikke var nødvendige, siden alle vidste, hvordan de skulle udtale ordene, ligesom alle tjekker og slovakker i dag ved, at Plzn udtales Pilsen. Det er næsten en form for konsonant-stenografi.

En af de fremmeste oversættere af Bibelen, oprindelig hyret på grund af hans kompetencer af Vatikanets eget forlag, Mauro Biglino, siger, at navnene for Gud derfor ikke bør oversættes. Det gælder også en række andre navne, som bliver oversat fortolkende-ideologisk. Eller politisk kunne man sige. Dette, siger Biglino, ville være det mest ærlige. Spørgsmålet er så, om de kirkelige institutioner er interesseret i ærlighed og kærlighed, når det kommer til stykket? Da Biglino begyndte at udtale sig offentligt om sine opdagelser, blev han ikke overraskende fyret. Business as usual.

Der var kristne kirkefædre i de første århundreder af den kristne tidsregning, der argumenterede for, at man burde afstå fra overhovedet at bruge Det Gamle Testamente som fundament for kirken, men de fik ikke det sidste ord, da den tidlige kirke var i færd med at blive katoliseret, og disse uenigheder blev banket på plads i skabelsen af en romersk statsreligion. Kirkefædrene pointerede med rette, at vi ville være nødt til at undskylde Gud for at begå grusomheder værre end de værste mennesker. De var altså fuldt ud klar over det moralske dilemma. Romerriget morfede ved dets undergang til den katolske kirke, kejseren blev til paven, Yahweh blev til Gud, Herren, kristendommen blev til jødedom light eller jødedom for hedningerne. Kristendommen arvede det teologiske statskup, som allerede havde fundet sted i jødedommen 1000 år forinden, og teologien skøjtede henover det moralske dilemma, som kirkefædrene fremlagde.
Ligesom med Det Gamle Testamente er der masser af problemer – endnu flere! – med Det Nye Testamente.
 Læs: Kongen der forsvandt

Man kan spørge, om ikke det skyldes dette blakkede gudsbillede og apologi for en despotisk Gud, der har medført de grusomheder, der er begået i kristendommens navn? Man bliver, hvad man tror på.

Den ultimative kirkefader for alle de tre abrahamiske religion var – deraf navnet – Abraham. Han bliver spurgt, hvorfor han flyttede fra byen Ur i landet mellem de to floder (Meso-Potamia), hvorefter han svarer: Fordi de magtfulde (Elohim) sagde, at jeg skulle gøre det. Dette er den oprindelig tekst, hvor Fader Abraham stadig siger det, han sagde. Med oversættelsen af Bibelen til europæiske sprog overlever det oprindelige gudsbegreb ikke, for Gud er nu katoliseret / ortodokseret og er blevet til én hellig og almindelig Gud, ligesom kirken er blevet til én hellig og almindelig kirke. Fader Abraham er censureret og siger ikke længere det, han sagde men er blevet politisk korrekset.

I Genesis står der, at Elohim udtaler: Lad OS omskabe menneskene, så de ligner en af os. Det er det udsagn, der har affødt forklaringen om, at ‘de magtfulde’ var inde og pille ved den menneskelige genetik. Det fortrød de så senere, for menneskene overtog dermed også deres magtfuldhed. Herefter får vi historien om Syndfloden, hvor ‘Gud’ aka de magtfulde prøver at destruere deres eget værk. Det er i århundrernes redaktion fra den oprindelige sumeriske kilde omskrevet til, at menneskene var ulydige mod Gud, de var syndige, og Gud var nødt til at straffe dem. De var altså selv ude om det i stedet for at blive mishandlet af despotiske gud(er).
Læs: Man pisser ikke ustraffet på guderne

De magtfulde ønskede altså ikke, at menneskene skulle være så intelligente som dem. Det er afsættet for historien om Kundskabens Træ i Edens Have og uddrivelsen fra haven for at spise af træet. Disse Elohim, der diskuterer indbyrdes, er en afspejling af konflikten mellem to af de mesopotamiske guder Enki og Enlil.

Vi finder historien endnu en gang i den græske mytologi, hvor Zeus straffer menneskene, fordi Prometheus stjal gudernes ild. Prometheus har mange ligheder med Mithras fra den persiske mytologi. Det handler om ulydighed med despoti, og at menneskene ikke har lov til at besidde deres selvskrevne suverænitet men skal forblive magtesløse. Er der noget nyt under solen?
Læs: Den udødelige sol

Det monoteistiske dilemma er både grammatisk, moralsk og filosofisk. Kun ved at tillade det oprindelige rum for pluralisme løses alle tre problemer med et anti-kunstgreb – i modsætning til de konstante kunstgreb, der skal begås for at fastholde ortodoksien. I tilgift bliver Bibelens historier langt mere interessante.

Man kan også spekulere over, om denne politiserede omgang med de oprindelige historier er en medvirkende årsag til, at de fleste mennesker i dag ikke orker dem. Fornemmer vi intuitivt, at der ikke tales sandt? Fornemmer vi, at denne vægring ved at beskrive, hvordan de magtfulde i fordums tid mishandlede menneskene, har en uhyggelig lighed med, hvordan de magtfulde i dag behandler os? Ortodoksien har skudt sig selv i foden og skræmt folk væk i stedet for at fastholde dem i sit jerngreb. Det er nærmest ligesom, da komikerne Monrad og Rislund lavede en LP-plade med titlen Øl er Gud, hvor de på cover’et stod og dinglede med to elefantøl. Det fik Carlsberg til via sagsanlæg at gennemtvinge et forbud mod billedet. Idioter – det var jo den bedste reklame! Bibelen kunne have fået en hel ny stribe unge læsere, hvis disse vidste, at de fik den bedste science fiction fra den virkelige verdenshistorie.

Vi kunne endog gå endnu et skridt videre og spørge, om de magtfulde dengang overhovedet forsvandt, eller om de forsatte med at mishandle menneskeheden til vor tid? Det ville give fuldstændigt mening og forklare karakteren af de umenneskeligheder, vi ser i vor tid. De skyldes simpelthen en bagskid af en programmering fra fortiden, der endnu ikke er slettet. Det forlyder, at der bliver arbejdet på sagen.

Vi kan blot konstatere, at vi fornemmer mere, end vi gør os klart.