Byen – en digtkreds

byen

der er mennesker, for hvem byen er fuld af liv
der er andre, der bor i dødens by

der er mennesker, for hvem byen er et sted fuld af muligheder
der er andre, der kører fast og ikke kommer ud af stedet

der er mennesker, for hvem byen er fuld af andre mennesker
der er andre, der oplever den største ensomhed blandt andre mennesker

der er mennesker, for hvem byen er en lukrativ indtægtskilde
der er andre, der pendler mellem socialkontoret og rendestenen

der er mennesker, for hvem byen er et sted til forlystelse
der er andre, der ikke har tid til den slags, for byen koster mange penge
og når de er færdig med at hive dem hjem, falder de udmattet om

der er mennesker, for hvem byen er det sted, hvor venner og familie er lige ved hånden
der er andre, der dagligt går en tur med hunden,
den eneste ven, der er altid er til at stole på

der er mennesker, for hvem alt er lige om hjørnet og ved hånden
der er andre, der er nødt til at bruge to-tre timer på transport hver dag

der er mennesker, for hvem byen er en evig velsignelse
der er andre, der er nødt til at nøjes med byens forbandelse

der er mennesker, for hvem byen det eneste sted, de kender og ønsker at være
der er andre, der tvunget af omstændighederne til at gå i eksil og landsflygtighed i byen

der er mennesker, for hvem byen er fart og tempo og herlig gang-i-den
der er andre, der ikke kan følge med og bliver kørt af i svinget

der er mennesker, ca. 1% med liv i gemyttet, der benytter enhver lejlighed til at bryde tavsheden
der er andre – de 99% med døde øjne, du aldrig får øjenkontakt eller taler et ord med

der er mennesker, for hvem deres opgang består af venlige naboer
der er andre, der ikke kender en sjæl bag de mange døre og vægge

der er mennesker, for hvem byen er bekvemmelig ro, regelmæssighed og renlighed
der er andre, der længes efter noget landligt snavs men aldrig får taget sig sammen

der er mennesker, for hvem byen er det første og eneste sted
der er andre, for hvem byen bliver deres sidste holdeplads

trafik

jeg kan se på dine øjne
din gangart, din sammensunkenhed
at dette sted ikke giver dig liv
du synker sammen af mangel på opløftning
du mangler en saltvandsindsprøjtning, et skud i røven
et spark af bekræftende energi midt i alt det enerverende

jeg kan se, at du er tynget
af forgængelighedens sammensurium
og fordærvelighedens sammenfald
dette sted er ikke længere bidragsyder
af fordums folkelige fortræffeligheder
men et gadebillede af fravær af egentligt liv

trafik er ikke liv, trivialitet er ikke liv
7/11, MacDonalds og stationscentre er ikke liv
midterstriber, lysreguleringer og parkeringspladser er ikke dit liv
asfalt, beton og flisebelægninger er kun indhegninger af dit liv
dit liv og vores liv består ikke i glasfacader og neonglimrende nihilismer
livet overlever kun med nød og næppe i asfaltens åbne fængsel

tilkørsler og afkørsler er ikke vores liv,
kabelføringer er ikke vore livsnerver
hovedfærdselsårer er ikke livets blodårer
omfærdselsveje er blot udsættelser af påkørsler
rundkørsler er trafikale selvsving
med politisk korrekte venstre- og højresving

du som vi er kørt fast i trafikken
i livets omfarselsveje og køforstoppelser i indfaldsveje,
hvor lysreguleringer har erstattet alle lyse indfald
og taler vi om konstaperet køkultur?
eller taler vi om en overordnet kulturforstoppelse
et decideret mangel på flow for selve livet?

nostalgi

jeg var væk en tid, jeg havde gøremål,
du ved, hvordan det er, pludselig er årene gået,
jeg havde fået et nyt liv, som man siger,
selvom det var det samme liv i en omplantning
det var egentlig tilfældigt,
jeg fik et påskud og tænkte hvorfor ikke
og så blev jeg hængende uden at se mig over skulderen

det var igen helt tilfældigt, vejen faldt forbi
et lille stik af nostalgi skal jeg ikke fornægte
gammel kærlighed ruster aldrig
minderne har man da lov at ha’
og hvad man ellers kan finde på at fyre af,

men allerede ved indkørslerne fik jeg bange anelser,
om at det ikke var det, jeg kom for
se hvad de har gjort ved dig
engang så livlig en ungdommelig gammel kone
du havde både til gården og til gaden, dengang,
men nu havde du lagt dig ud til ukendelighed

blot for at komme ind til din krop
skulle man mase sig igennem lag på lag af flommefedt
af tomme intetsigende kalorier
og var det blot gjort hermed,
så kunne man ha smidt indpakningen væk
men synet af brutale ansigtsløftninger,
plastikkirurgi og botoxbehandlinger
dette alt for glatte, glinsende, slet skjulte arrede,
levet og levende liv erstattet af livløshed,
ligegyldighed, laden-stå-til overfor det slikkede-smarte

du var en letlevende dame, dengang
men der var intet forstilt eller snavset over det
du tog dig gerne en svingom i de sene nattetimer
men du allerede i fuld sving i de tidlige morgentimer
du var utrættelig skøn i både arbejdstøj og festtøj
på torvet stod du hver lørdag og råbte op om nye kartofler
man kunne tage dig under armen og gå søndagstur langs åen

tilbage er der noget, der bedst kan karakteriseres
som en billig luder, i dyrt-moderne antræk
det plastikagtige er udtalt, du er besmurt med designer-dårlig smag
nogen har tjent mange penge på dig, din før så ældede ynde er nu renoveret ragelse

da jeg vender om og går gennem gaderne med de døde ansigter,
der har tilpasset sig de døde facader af steril normalitet
ved jeg, at der ikke er grund til at vende tilbage hertil

haven

haven, hvad skal den til for?
svaret kunne være, hvorfor spør du?
gå ind i haven, så du ikke
behøver at stille dumme spørgsmål
den er svaret i sig selv

men så let slipper du ikke
var det bare så enkelt, der er mere at sige om den sag
for haven er et mysterium, og der har du selvfølgelig ret i,
at dumme spørgsmål måske ikke rækker langt
for haven er en tilstand, den er jeg med på

så hvorfor går du ind i haven?
nåmennee, det gør jeg for at slippe
for al den støj udenfor og alle de grimme fjæs,
der hele tiden enten glor dumt på mig
eller ikke er til at få øjenkontakt med

jeg ved ikke lige med det dér mysterium,
men så synes jeg bare
at en enkelt eller to grønne pilsnere
smager bedre i selskab med lyddæmpende grøntsager,
pipfuglesang, køkkenternede duge og harmonikamusik

og se, nu kommer tjeneren med den rejemad
og kan vi ikke lige få to mere af de grønne, sågerne
og nu bryder de dunderfiseme ud i sang derovre ved bord 12
og det er, som om de grimme fjæs pludselig bliver smukke
og hvis de glor i vores retning, så glor vi bare igen og siger: skål!

altså frokost i det grønne, de har bare sat det i system her,
så lillemor ikke behøver at knokle i timevis med kurve,
service, små postejer og alle hendes hjemmelavede herligheder
og fuld respekt for dem og hendes kunstfærdigheder!
men det kan godt være, hun ikke har det store overskud den dag

her er det så dejligt, at de har efterlignet lillemor og mormor
og gjort det til noget, der ligner en kunstart
du slipper bare en passende stak slanter og vupti
er du transporteret tilbage i en tidslomme af tidløshed
til en verden, der ikke var af lave og et liv, der ikke løber om hjørner med dig

er det ikke sådan, det er?
sidder vi ikke i en kro langt ude på landet midt byen?
krostuen er med fuld udluftning, tapeterne er træbjælker med slyngplanter
gråsenollikerne er frisk på en krumme i forbifarten
men siden du siger det, er det faktisk lidt af et mysterium,
hvordan det hele går op i en højere enhed

opfindelse

det er en simpel men genial opfindelse
en ramme, en sadel, et styr, to pedaler
to hjul med gummidæk-og-slange, en trækkæde
og fem kuglelejer til det, der drejer rundt

hvis det ikke var fordi, det var så simpelt,
at det er til at dø af grin over,
så skulle man tro, at der var tale om hi-tech-sci-fi,
hvilket bestemt er en mulighed, hvis det skal være

denne 150 år+ gamle opfindelse giver mig mulighed for
nårsomhelst og hvorsomhelst at foretage et rejehop
med mine dertil indrettede røvballer påmonteret resten af understellet
at sætte mig i bevægelse og tilbagelægge afstande vha. en rugbrødsmotor

dimsen er lugtfri, støjfri og fri for diverse udledninger,
og er du ikke sød at stikke al globalfascistisk pc-snak om CO²
op i trækkanalen, hvor det hører hjemme?
for det næste, de vil have os til at sige,
er at vi skal betale skat for at trække vejret og drikke vand,
og at O² og H₂O de næste giftige afgiftbelagte designerstoffer

opfindelsen gør mig i stand til at tilbagelægge afstande ,
og det værdsætter jeg, men jeg ser ikke altid tilbagelægning som det fremmeste mål,
jeg lægger ikke blot lokaliteter tilbage, jeg lægger også som et skib til havn,
jeg lægger billet ind på alt, der ligger i sidelinjen

jeg er i stand til at bevæge mig i diagonaler
hvor byens færdselsårer ligger i horisontaler og vertikaler
jeg udfordrer ethvert offentligt transportsystem + samtlige taxachauffører
i myldretiden til at overhale mig i diagonalen – prisen er inkluderet i regnearket

jeg betaler ikke parkeringsafgifter, jeg er ikke forpligtet til vægtafgifter
jeg slipper afsted med at køre stang-plakat-fuld på opfindelsen
med mindre jeg skejer totalt ud i slingerhed,
og kører over for rødt lys for næsen af ordensmagten

når jeg glider gennem bylandskabet / landskabsbyen
er alting i real-time, det er aldrig en video, der afspilles gennem rudeglas
livet og landskabet er aldrig en film, jeg kan falde i søvn over
vinden puster mig i ansigtet, jeg er kun dér, hvor bentøjet bringer mig
afstanden er aldrig længere, end jeg kan fordøje

landsbyen

lad mig komme ud af byen
lad mig komme væk fra civilisationens komprimerede sammenstuvning
af kødkroppe i kvadratiske kasser
lad mig genfinde mit åndedræt af ind = 50.000 mikrober pr. indånding
og ud = et mindre antal mikrober og hey! hvad skete der med resten?

lad mig nedsænke mig i landlighedens snavs,
og hvad er det for noget, alt det snavs?
lad mig komme ud af byens overisolering imod snavs,
hvor visse kloge hoder efterhånden siger,
at børn får alt for lidt af det – altså snavs

andre kloge hoder siger,
at folk med hang til depression
har decideret godt af at nedsænke dele af deres legeme
i snavs og jordbakterier i form af grønne fingre,
hvilket i så fald giver begrebet jordforbindelse en ny og dybere betydning

storbyen er den perfekte enhed for en sammenstuvning
den er et kassedarium for kødkroppe i egen sovs
landsbyen derimod, er den naturlige enhed for et samfund,
bestående af jordlodder i spredt befægtning
hvor beboerne tilsammen ved og kan … ALT

landsbyen er den fødte enhed i modsætning til storbyens splittethed
der kan siges både for og imod, at alle kender hinanden,
og ingen landsby ligesom enhver skoleklasse er bedre end de toneangivende
for hvis ondsindet landsbysladder tager over, så er der intet, der kan stoppe den
men i bedste fald er den et sted, hvor folk holder øje med passer på hinanden

i storbyens opgange kender ingen hinanden,
og hvis du er en undtagelse for den regel så tillykke med det,
men generelt kan du som beboer i et standard opgangskvarer
tegne en boble med en radius på 25 meter fra dit sted, hvor der bor ca. 70 mennesker,
hvorefter du kan spørge dig selv, hvor mange du kender?

sidegaden

det kan ske, at jeg farer vild
jeg kan ad vanvare komme til at gå ind i en af de gyder,
hvor facaderne ikke er beregnet som boligspekulantiske udstillingsobjekter,
og hvor kalkulering af beliggenhed og investeringsydelse ikke endnu
har gjort stedet til et hipster-snobbe-areal med ubetalelige huslejer
dirigeret ned i lommen på hegdefonde og private equity-karteller
ejet af Blackrock, Vanguard eller lignende globalistiske parasitter

det kan ske, at der var en port til en baggård,
der stod åben, og som jeg lige fik lyst til at gå ind ad,
hvor det stærkt opreklamerede fremskridt ikke var ankommet
og ikke havde nået at sætte sine fodspor af designer-smartness
endsige udraderet ethvert menneskeligt aftryk af skønhed

det kan ske, at jeg tænker,
hvordan stedet har været i stand til at undgå
denne frembusende og dominerende trang til udtværing af alt,
der kan minde mennesker om forgangne tider,
deres historie, deres fordums fælles værdier, traditioner
og den ifølge fremskridtet og moderniteten
ubrugelige, uterlige hang til netop: skønhed?

det kan ske, at jeg kommer til at løfte blikket på min vandringsfærd
mens jeg gik og blev småtrist over,
hvor grimme eller i bedste fald anonyme butikkernes udstillingsvinduer er blevet
grundet at tre-ud-af-fire butikker er ejet af de samme kedelige kæder,
der er opkøbt af de samme grådige pengemænd i alle byer her og derude

her kan jeg så igen nærmest af vanvare komme til at løfte blikket
op langs en gammel facade, hvor jeg pludselig får øje på dekorative detaljer
fra en forgangen tid, hvor man ikke kunne undvære disse detaljer,
hvilket vi i realiteten heller ikke kan, men brutal-funktionalismen
har afskaffet den slags overflødigt ragelse af sparehensyn

og mens jeg benoves over den klassiske skønhed undrer jeg også over,
at der ikke er andre, der løfter blikket blot for en stund
der kan selvfølgelig være grunde til dette fortovstrafikale tunnel-og-nedadsyn,
man kan støde ind i en lygtepæl eller et vejskilt eller en vandrende mobiltelefonist,
der kun ser fire skridt fremfor for sig med sit perifære synsfelt,

eller man kan glide i en bananskrald eller jokke i en hundelort,
skvatte over en flisekant eller ryge i et mandehul
det kan også ske, at jeg stopper op for at undre mig over,
at der ikke er noget at undre sig over, længere

at jeg ikke længere kan huske og genkende nye husfacader
ligesom jeg heller ikke længere er i stand til at kende forskel på bilmærker,
forde de alle sammen har været igennem det samme vindtunnelforsøg
ligesom jeg efterhånden ikke bemærker ansigtstræk hos de forbipasserende
facadestykker på to ben, fordi de mimer og tilpasser sig det intetsigende

industri

det er lige før – men også kun lige før,
at industrikvarterets ultimative monotoni er at foretrække
fremfor den indre by i al dens opstyltede forlorenhed,
hvor monotonien blot konstantt væver sig ind i stort set alt, der kunne have lidt spræl,
eller som når det prøver at sprælle, gør det på den samme monotone,
designer-forudsigelige 1-2-3-spræl vi-lader-som-om-facon

herude på Industrivej er der ikke gjort noget ud af andet på frontpartiet
end det overdimensionerede firmalogo, der næppe har anden branding-værdi
end at fortælle lastbilchaufføren, at det er her, han skal dumpe eller afhente sin last

herude er der i det mindste en fornemmelse af, at der er gang i den
især hvis man har et ærinde og kommer lidt rundt om komplekset
for hey der var man lige ved at blive kørt over af en gaffeltruck, sejt nok
og træk lige maven ind, når en 20 tons lastbil med anhænger skal forbi
der sker noget, man kunne få lyst til at gå ind bag glasburet til receptionisten
og spørge, om man ikke kunne få en rundvisning – nå, det har hun nok ikke tid til

herude er der god plads, og mindre kunne måske gøre det,
og det er heller ikke, fordi man køber turistbillet for ligefrem at valfarte hertil
det er bare lidt interessant på den monstrøse måde

heroppe er der til gengæld mere interessant,
for nu er vi endt i et af de gamle industrikvarterer
i dag som for hundrede år siden en blanding af virksomheder og beboelse,
arbejderne behøvede ikke at rakke i timevis med det offentlige

facader, der er interessante, solide mursten, vinduer med underdelinger i støbejern,
næsten som et tidligt industriel sidestykke til palæruder
selv hospitaler, sukkerfabrikker, jernstøberier fra den tid
har en nostalgisk skønhed, altid en gesims hist og en hvælving pist,
du skal ind gennem et megaplankeværk eller en tung jernport for at komme ind

formlen er som følger for den slags kvarterer:
først bliver de lidt forfaldne og småsnavsede, både småfabrikker og beboelse
ligger i den billige ende af skalaen og ligner et håndværkertilbud,
så flytter alle de studerende ind og erstatter langsomt pensionisterne,
der stadig kan huske dengang, så kommer kunstnerne og flytter ind i baggårdsbarakkerne,
og til sidst ankommer hipsterne, spekulanterne ser det komme, og kvarteret er nu fisefornemt

formlen er Kødbyen ved Halmtorvet i København, den ultimative beliggenhed-beliggenhed-beliggenhed, solide murstensbygninger med både historie og sjæl – sjælen består i, at afsjæling og partering af kreaturer stadig hænger i væggene, som nu er endt som hipster-kulisser

derfra er der kun 750 meter til industriens monstrøse monument
det ultimative magtpalads beklædt med skudsikkert coated glas og rustfrit stål
hjemstedet for den industriel-økonomiske magtelite, der skriver deres egne love,
har sig selv og ikke almenvellet som mål, en borg af indemuret kapital-kynisme
klistret op af rådhuset, hjemstedet for industriens og globalisternes servicemedarbejdere
på de lokalpolitiske bonede gulve med tårn og verdensur i toppen

barakker

de er så langt øjet rækker
og når det ikke rækker længere, er det fordi
at barakstriben blot er vendt 90⁰
for at skabe afveksling, hvis man overhovedet kan bruge det ord,
for afveksling er nok det sidste, man kommer til at tænke på

byens lejekasserner er en stil, der fortæller om et formål,
der har påfaldende lighed med kyllingefarme, minkfarme,
svinefabrikker, et staldkompleks for afhumaniserede-humane kvæg
det er en udtrykt tanke, med en for så vidt kunstnerisk set
perfekt overensstemmelse mellem form og indhold

de snorlige opbevaringskasser med lagerhal-æstetik
fik sit første udtryk som barakker i brokvartererne i den industrielle indryknings tid,
da middelalderbyen fik vokseværk i form af tilrejsende horder
af dengang ny og billig arbejdskraft lokket af storstadens fristelser,
byens lys og udsigten til brød på bordet

Vesterbro, Nørrebro, Østerbro, Sønderbro, afarter af vokseværk, nogle finere end andre
deres charme ud til gaden skyldes udelukkende, at tidens bygningskultur
ikke endnu var ramt af modernitetens samlebånd og rippet for formildende krummelurer
og ind til gården ved ankomst til anden og tredje bagkompleks røbede retiradestanken,
at brokvartererne udenfor Middelalderbyen ikke var kommet ud af middelalderen endnu

den indre baggårds-slum er efterhånden forsvundet i postmoderne byfornyelse,
det tidligere klientel er presset ud i næste-næste-og-næste periferi
skabt af et next-level barak-kasserne-kyllingefarms-koncept
effektiviteten for slumdannelse er voldsomt forbedret,
for hvor det førhen tog hundrede år, tager det nu kun tredve år at forfalde

lad os ikke fortabe os i, hvad ikke-afprøvede, syntetisk-innovative, billige
og indeklimatisk betænkelige byggematerialer kombineret med
en intentionel håndværksmæssig degeneration har bidraget med i den forbindelse
NB! håndværkere, der er fuldt kvalificeret til at yde deres bedste,
er tvunget af bygherrer og investorer til at udføre en gang lort!

dengang i forrige århundrede ville den slags gå under navnet klampehuggeri
i dag hedder det totalentreprise med cost-benefit gevinstrealisering,
for blot årtier siden ville det gå under navnet byggesjusk,
i dag hedder det budgettering med fokus på bæredygtighed i forhold til ressourcer
og ingen forstår en hujende jante af det korporatistiske management-volapyk

kolonien

i en iltfattig, røgfedtet, overfyldt og støjende by
med alt for højt tempo, alt for megen asen og masen
og alt for meget ståen i kø er der brug for luftlommer

du finder dem i både første, anden og tredje periferi
bag grønne hække i noget der ligner små bydele
med legetøjshuse, dukkehuse, klondyke-huse, forvoksede hønsehuse

kolonien var det folkelige modsvar til stenbroen,
det var stenbrobeboernes mulighed for at have en have,
at have eller ikke have, en gave i en verden af lave

ikke at der var noget galt med de andre luftlommer
i baggårdene hvis der var plads, i parkerne, i kirkegårdene,
på Fælleden, på boulevardens midterstykke, langs havnekajen, ved søerne

arbejderpartiet sagde, at nu skulle den private ejendomsret afskaffes,
arbejderklassen sagde gu’ ska-den-ej fingrene væk fra kolonien,
der er vores private ejendom, når vi kun har lejekasserner at bo i

så de købte en lod for deres hårdt opsparede skillinger
og smækkede et skur op, der var stort nok til far og mor
onkel Alfred og alle fem børn om søndagen iført madkurv og flaskeøl

og sådan blev det hængende, der var eget æbletræ og måske et drivhus,
der var ærteplanter og kartofler, der var blafrende Dannebrog på stangen,
men først og fremmest var der fred og fornemmelse af frihed for hverdagens slaveri

det er ikke et eksklusivt dansk fænomen, for en tur gennem Berlin viser,
at der er tusinder af kolonier i periferierne
omkring det gamle Moskva lå der 10.000’er små datjaer med hvert sit jordstykke
de leverede grøntsager og fjerkræ til hele Moskva, det var det perfekte forsyningssystem,
selv kommunisterne, der smadrede det traditionelle agrare Rusland
og sendte bønderne til Gulag, formåede ikke at udradere Moskvas grønne ring

hvis vi tænker over det, kunne etablering af en sådan perfekt logistik
ramme pælen gennem et usundt, monokulturelt, giftbefængt og megamekaniseret landbrug
– hvilket selvfølgelig ikke kommer til at ske, for det løb er kørt

kolonien lever i (næsten) bedste velgående, omend spekulanterne også er ankommet her,
der nydes stadigvæk en stille pils bag de grønne hække, fornemmelsen af ro
og illusionen (måske) om frihed er stadig i live i de små haver med bræddehytter

de ventende

de gør det meget i byen – i at vente
der ventes på at komme frem, komme til, komme videre,
komme ud, komme hjem, komme igennem

på stationerne ventes på ankomst og afgang
der ventes på toge til tiden og evigt forsinkede toge
undervejs ventes der på signal, nedfaldne køreledninger og modkørende toge

indimellem ventes der på, at der var en, der havde stået
og ventet på i sidste øjeblik at smide sig ud foran toget,
og at beredskabet har fjernet uhensigtsmæssigt splatter på sporet

de venter ved vejkanter og i læskure,
de prøver at slå ventetiden ihjel, men den lever ufortrødent videre
de siger ikke et ord, de stirrer tavst ud i luften eller ned i mobilbamsen

de venter i kiosker, butikker og i supermarkedskøer
de venter i venteværelser hos tandlæger, optikere og fodterapeuter
de venter på apoteket som nummer 239 for at hente deres lykkepiller

de venter på socialkontoret på den forventede tid hos sagsbandleren,
så de kan få at vide, at deres længe ventede handligsplan vil blive iværksat
på anmodning af den tilforordnede arbejdsmarkedskonsulent

de venter for rødt lys, fuldt stop, hajtænder, fuldt optrukne striber
de venter ved fortovskanten på, at den evigt aggressive strøm af biler,
cyklister, knallerter og elektriske løbehjul skal efterlade et hul til overfart

de venter ved caféborde på, at at det bestilte skal ankomme
de venter i grillbaren på en pizza med shawarma, ananas og bernaise,
der ville ville få en pizzabager i Napoli til at falde død om af skræk

de venter bag bilruder på at komme frem til næste lyskryds,
for at vente på det næste grønne lys
de venter på ham dér stodderen foran skal flytte sin fede røv

de venter i børnehaverne på, at mor eller far skal komme og hente dem
de venter i skolerne på, at klokken ringer, så de kan komme af det hér sted
de venter på plejehjemmet i kørestole på at komme til at dø

de venter på, at klokken skal blive noget andet end det, den er lige nu
de venter under uret på Godaw-Do og på bedre tider
hun venter på, at han skal komme som aftalt og redde hende fra kedsomheden

de venter på arbejdet på, at de kan tjekke ud og komme hjem
de venter derhjemme på, at vækkeuret ringer, så de kan komme på arbejde
de skal nok ikke forvente det store, for så kan de godt komme til at vente længe

soveby

her sker der ikke en skid
det er et soveværelse, hvor der måles i km² i stedet for m²
der er altid nedrullede gardiner
på arbejdsdage er der tomt, fordi beboerne er væk
i weekenden er der tomt til langt op af formiddagen

her prøver beboerne at komme sig
ovenpå dagtimerne om aftenen
ovenpå hverdagen i weekenden*
der betyder midlertidig afslutning på de
mellem 37 – 50 timers slaveri + transport

sådan plejede det ikke at være
dengang ville det være utænkeligt,
at der fandtes hele byer,
hvor man ikke bestilte andet end at sove, æde og skide
eventuelt suppleret med begloning af fladskærm

det er så ikke helt rigtigt,
for her må vi skelne mellem flere typer af soveby,
og hvor det kan siges at gælde for de, der ligner et gigantisk reolsystem,
så er der også dem med ligusterhækkene i ét plan,
for her er der også mulighed for at slå græs

der er en forsovet lugt i sovebyerne
selv som udsovet bliver man døsig af stemningen
tilfældigt forbipasserende fodgængere er set falde i søvn på fortovet
lyden af en høne hører til yderste sjældenhen
og en galende hane ville blive skudt på stedet

lyden af klare glade børnestemmer hører ikke til her,
for de er interneret i særlige aflukker med opsyn
fra kommunalt ansat opsynspersonale
med særlig uddannelse og beføjelser til
at injicere de uregerlige størrelser med søvndyssende pædagogik

og efter endt indelukning vender børnene udslidte
og forskregede tilbage i en tilstand af udmattelse
med lyst til at lukke sig inde på børneværelset
i et computerspil eller social-digitalt flimmer,
så sovebyen ikke bliver forstyrret af glade, klare børnestemmer

soveby-mennesket forstyrrer ikke den offentlige gadeorden
og hvis de gør, er det ikke der, hvor de sover
men i særlige afreageringsdistrikter, legepladser, skaterbaner
og en eventuel forstørret vandpyt med ænder, så de, der har overlevet
et soveby-liv, kan sidde på bænke og fodre dem i deres otium

midtbyen

jeg kunne ikke drømme om at bo der undtagen i mit værste mareridt
altså bevares, der er steder og huse med unedbrydelig charme
der er baggårdskomplekser, hvor det-derude er på afstand
der er små oaser med mulighed for et pusterum

derudover er det bekendt for alle, der har spillet Matador,
at det er her, de dyre adresser befinder sig,
og man tør ikke tænke på, hvad den månedlige husleje er,
og hvor stor omsætningen skal være for, at den er tjent ind

man behøver ikke en højere handelseksamen i raketvidenskab for at regne ud,
at det i dag kun er de kæder, der har en globalistisk hedgefond i ryggen,
der har råd til at køre med underskud i de to år,
det tager for en nystartet butik at komme op at køre

hvilket udelukker du og jeg
og alle de andre underfrankerede plebejer,
der ikke har den skovl i røven eller som ikke har fået lov
til at sidde i den bulldozer-grab, der kører alt over på sin vej

i midtbyen op ad strøget, i sidestrøget, i caféerne,
på midtbyens catwalks flimrer de, pigerne med selvspejlende fotomodel-drømme
på udkig efter den mest glamourøse måde til at forøge
deres i forvejen overfyldte garderobe af dyrt designer-junk på – der er yt næste sæson

i midtbyen med solbriller, bøllehatte, plastiktasker, mobil-selfie-kameraer,
klæbende til de af brochurer, net-guides og turistforeninger
stærkt opreklamerede med-eller-uden grund sites med-eller-uden betydning
denne uendelige viljeløse strøm af glo-på-turister og hurtigt-videre

i midtbyen en stærkt optimistisk tro på,
at der selvfølgelig er plads til endnu en bil i gader,
der er beregnet til hestevogne i årene mellem 1219 og 1912,
hvilket igen – selvfølgelig- skaber en akut traffikal forstoppelse

i midtbyen om aftenen febrilske strømme af forstadsbeboere,
pubertære rast-og-rodløsheder, hvor drengerøvene synes,
at der er trendy-sejt at bære kniv, der er ingen der hører til her på Strøget,
for der er ingen, der bliver stillet til regnskab eller mener, de har et ansvar

i midtbyen omkring turistfælden i den gamle havn
horder af de, der er villige til at betale overpris
for pretentiøse lad-som-om-gourmetretter
skyllet ned med en fadøl til 100 kr., der burde koste 25

i midtbyen om natten ét stort udvidet Tivoli af lallende forlystelse,
liderlighed, laden-stå-til, ligegyldighed, lokkeduer og lummerkarle
storbyens farligste sted fyldt med stoffer, silikonebabser, stiverter,
stikvåben, stjålent gods og støjende stereotyper

hipster havnefront

det er ligegyldig, hvor du ta’r hen i den vestlige verden
én ting er sikkert: når du ankommer til havnen
er spekulanter og pengemænd ankommet før dig

hvad der engang var en levende havn,
hvor skibe lagde til, lossede og lastede,
og hvor man kunne skyde en Olsen Banden-film – glem alt om det!

jeg kører mig en tur langs med havnen, jeg må ned og se, hvad der sker,
småsnakkede Osvald Helmuth musikalsk henover Arvid Müllers tekst
glem også alt om det, for der sker ikke en skid

man kan nu sige tre ting om havnen:
byens dyreste lejligheder, byens mest skræmmende glasfacader
og byens hipsterlegeplads

arkitekterne vil fyre flomme-fancy udtryk af som:
åbne op ned til vandet, forbinde byrum via havnefronten,
skabe rekreative arealer og sociale byrum og bla-bla-bla …

her må vi så minde om, at det er de samme arkitekter,
der har været med til at skabe alt det ugly shit,
der danner bagkulissen for deres rekreative herligheder

de og byplanlæggerne har lukket adgangen til vandet,
de har skåret byrummet over med glaskasser og indfaldsveje,
de har har fjernet byens rekreative luftlommer med højmure af glas, stål og beton

mnjææ-men er det så ikke at gøre havnen levende igen
på en ny og cool måde i stedet for at … ?
i stedet for IKKE at gøre noget eller hvad?

man får meget nemt det indtryk, at når der nu er klasket
alt det business- og bolig-shit op i en vis fart, så er man nødt til
at pynte på det ved at belægge det med arkitektens hipster-trøst

og der udgik en befaling fra overborgmesterens kontor om,
at der var penge og prestige i globalistisk boligspekulation,
og har du penge, så kan du få, og har du ingen, så flyt til Lolland-Falster

det er nu den perfekte kulisse for joggere i stilsikkert fitness-sæt
med earPods afspillende maskinelle teknofrekvenser,
mens skridttælleren sørger for at holde øje med den korrekte kalorieforbrænding

havnefronten er et designer-dydigt dystopia,
hvor livet er blevet til et simulakrum, og hvor himlen spejler sig
i glasfacader for at skjule alt, hvad der foregår bag glasset

byen bag en bilrude

dette er ikke virkelighed, dette er en film
når jeg kører, er det en film, der kører
når jeg kører en fodgænger over i feltet, er det også en film

når jeg kører over for rødt, er det en kriminalfilm
når jeg kører for hurtigt, er det bare mig, der spoler i filmen
når jeg kører om hjørnet, er det min forrude, der panorerer

min forrude er både min optik og min fladskærm
på skærmen vises en scene fra Taxi Driver
min optik tillader ikke, at jeg ser hverken himmel eller jord

jeg sidder i en interaktiv biograf med visse muligheder for udluftning
hvis jeg føler trang til det, kan jeg rulle ned for sideruden,
give fuckfingeren og råbe: så se dog og flyt dit rustne skrog, din fucking [etellerandet]

jeg bliver min egen filmdirektør og -klipper og kan efter forgodtbefindende
tilføje et lydspor til filmen med en grundpuls af um-tji-um-tji-um-tji,
der næsten følger pulsen af forbipasserende pæle i autoværnet

min fornemmelse for tid og afstand bliver højest relativ
min fornemmelse for menneskekroppens skrøbelighed
bliver stærkt reduceret bag et panser af blik, glas og gummi

bag bilruden er det mig, der står stille og byen, der glider forbi
bag bilruden er alt udenfor en form for semi-slow-motion
bag bilruden er vind, vejr og vand ligegyldigheder af irriterende karakter

bag bilruden forsvinder fornemmelsen af virkelighed
uvirkeligheden føles behageligt afkoblet fra friktion,
modstand, smerte, insektliv og menneskelighed

bag bilruden er der hverken op- eller ned-ad-bakke
alt er bare et udtværet derudaf
servostyring og ABS-bremser sørger for afskaffelse af naturkræfterne

i byen er din forrude altid tilkoblet bagruden på foran-kørende og omvendt
du indgår som en passagervogn i en evig togstamme
af forvoksede sardindåser med benløse fisk i egen sovs

kupémennesket

når du træder ind i kupéen møder du – kupémennesket
hvad vil det sige at være kupéet?
vil det ikke sige at være beskåret, afskåret eller måske bare … skåret?

kupémennesket er tilskåret til kupéen
en hund, en gris, et lam kan få deres haler kuperet,
deres vedhæng bliver afskåret af en eller anden grund

kupémennesket er kuperet i både hale- og snudeparti
og alle de partier, der skønnes egnet til beskæring
kupémennesket skal passe ind i kupéens koncept

i kupéen udviser mennesket beskåret adfærd,
det stiger ind, det finder en plads,
og hvis det ikke er i overfyldte kupéer
i myldretiden i den indre periferi
søger det en plads så langt væk
fra andre kupémennesker som muligt

kupémennesket agerer efter en algoritme
med udregninger af omkreds, plads, antal, varighed,
det søger tilpasning til kupéens tilstand ift. kupétilstandens udstrækning

efter installation i kupéen søger kupémennesket at etablere distance
vha. sin position, sit blik, sit ansigtsudtryk, sit placering af bentøjet,
sin måde at klodse sin baggage op på

placeringen af blikket, det øjensynlige er særligt vigtigt,
og dertil har kupémennesket et særligt aggregat ved hånden
kaldet en smartphone, det perfekte instrument til skabelse af distance

instrumentet er så perfekt, at det i sit udsagn om skabelse af forbindelse
skaber den ultimative disforbindelse, distance, afkobling, afskæring, opdeling,
så den blotte befamling af aggregatet er i stand til at etablere afstand

ved indtræden i en kupé vil det opmærksomme blik konstatere,
at 8/10 kupémennesker i en given kupé
har deres blik stift fæstnet på det omtalte aggregat

hvilket betyder, at det i princippet ikke er muligt
at etablere egentlig kontakt med det aggregat-opkoblede menneske,
selvom det sidder i en afstand på under en meter

staden

det er her, det bliver interessant
for den døende by har også sit modstykke af et livstykke

det kan godt være, at livstykket ikke er fuldt emanciperet
det kan godt være, at der er visse ting, der er gået skævt undervejs
det kan godt være, at staden ikke er uantastet og ubesmittet,
men når dagen er omme – og det er den på et tidspunkt –
så er det ufuldkomne immervæk en kraftig antydning af noget,
der er gjort af et andet stof

staden er trods sin ufuldkommenhed et modbillede til byen
den er dannet af mennesker, der har insisteret på,
at livet er deres, og fordi det er deres, er det smukt
det er vildt og blomstrende, nysgerrigt og fantasifuldt

hvor ellers i byen kan man sige, at stedet i sit fulde udtryk
er skabt af de mennesker, der bebor stedet?
udenfor stadens mures ses allerhøjest et udhæng hist og en lomme pist
byens magistrat, samfundet, regeringen, den forpulede lov
er til for at sørge for, at kreativitet og livfuldhed IKKE FINDER STED
så enkelt kan det siges, så sandt som det er sørgeligt

staden var fra starten en udtrykt tanke
om den i sidste ende ukuelige menneskelige trang til at skabe og leve i skønhed
med streg under i sidste ende, for vi må konstatere
med udgangspunk i resten af byen og resten af byer overhovedet,
at denne trang for det første er ilde set og for det andet kan underkues
der kan gribes ind over for den, den kan straffes, den kan beskattes ihjel,
den kan nedrives, den kan nyrenoveres til ukendelighed, den kan reguleres,
den kan køres over med en bulldozer og laves om til en parkeringsplads
eller sandsynligvis og sædvanligvis laves om til beboelse for velhavere

der er tilrejsende fra nær og fjern, der kommer for at beglo staden,
og den kan holde til det, begloelse gør ikke skade på beboelse,
så meget har de forstået inde i magistraten, folk kan rent faktisk godt li’ alt det,
som de prøver at udradere eller lægge i spændetrøje,
og hvis det ikke er selve magistraten, der egenhændigt driver dødskulten,
så er det den fascistiske model med sammensmeltning af stat og privat,
så stat/kommune/myndigheder ikke længere arbejder for befolkningen
men for et klamt sammensurium af særinteresser,
der har taget apparatet på som sit tøj og dikterer magistraten, hvad den skal tillade

det er lykkedes staden i over 50 år at holde magistraten stangen
og uden tilladelse af hævde retten som menneske til frihed,
en ret der er så sjælden, at der findes museer for den
og det er muligt, at staden er gået lidt hen
og er blevet et slags frihedsmuseum eller frilandsmuseum
men så længe det holder og varer, har vi lov til at tage hatten af for,
at der engang var nogen, der bare gjorde det dér, du ved

café

lad det være sagt, der findes et spektrum her
ikke alt til hobe er standardiseret, stereotypiseret, steriliseret
men når det så er sagt, så er det skisme ikke langt fra

der hører en særlig stil og kultur til
oprindelsen ligger et sted i det fransksnobbede
café latte med en crossant til,
skal det være med eller uden chokolade
bare tag plads så kommer jer ned med den

vi taler om café 2.0, eller er det efterhånden 3.0 ?
for var der ikke også caféer dengang helt tilbage,
hvor det bedre borgerskab hang ud,
det var måske mere i Wienercafé-stilen i retning af kondittoriet
her så vi gerne lidt jugendstil / art nuveau

så røg den helt over i den anden grøft i det lavfolkelige
med cafeteriet, hvor man kunne gå ind hos Mutter Fit
og få et stykke franskbrød med ost
eller tre håndmadder, hvis det var med den på
og hvor mælken i kaffen ikke krævede en maskine til 7.000 kronos-banditos

i version 3.0 har der indfundet sig et design
og ikke at der også kunne tales om et design i den brune bodega,
frokostrestauranten, ølbaren, værtshuset, vinstuen, grillbaren
eller den irske pub hvor alt er færdigdesignet som et samlesæt klar til
at smække op hvor som helst i verden, der skønnes et marked for fake irish

vi taler om et design, der følger en bestemt nivellerende trend
en næsten anonym, ansigtsløs, sjælløs og muligvis meningsløs stil,
hvor alt er en klichée af uaftencitet, masseproduktion, simulation
der er en standard, der er opfyldt, og når besøgende ankommer,
falder de ind i standarden for adfærd

og hvad skal vi så bestille, når vi nu er kommet indenfor?
kaffen er, hvad den er, der er god og dårlig kaffe
og jeg kan aldrig huske, hvad en cortado er
men cafémad er et kapitel for sig, don’t get me started here!
stort set ALT er misforstået eller udgiver sig for noget, det ikke selv har forstået

alle afarter af pseudo-etnisk gøren-sig-selv-til kan optræde her
ja vi har en italiensk pastasalat, hvor italienerne vil sige,
at det ikke findes, for pasta skal serveres nykogt færdiggjort i sovsen,
og der levnes ikke noget til dagen efter, for fattigkøkkenets fattigfolk spiser op
og så har vi en thai curry, hvor en thailænder ikke ville genkende sig selv

og så har vi en mexikansk inspireret et-eller-andet, for caféen har hverken lyst
eller kompetence ejheller madvarer for hånden til at bruge alle de kogetimer,
der skal til for at lave en sådan madret – hvilket fører til det uundgåelige spørgsmål:
hvorfor uglen i hulen serverer de ikke mormormad fra denne verden
i stedet for fake-misforstået mormors rædsel fra et sted i verden, de ikke har forstået?

bænken

lad os lige sætte os ned og trække vejret
der er en grund til, at der står en bænk her
det er meningen at du og jeg – sammen eller hver for sig
skal slå røven i sædet og udøve et filosofisk kunststykke

bænken er en invitation til en stund af fordybelse
det pulserende liv kan for så vidt køre sit eget liv
for bænken sørger for, at du og jeg kører af sporet med vilje
og i en midlertidig tilstand af afsporethed ankommer til vores eget spor

det kan ved overfladisk betragtning synes, at bænken blot er et hvilested for endestykker
men der er mere på spil, for på bænken indgår betragteren og det betragtede en fornyet pagt,
hvor seeren og det sete ankommer til et fælles udsigtspunkt
og indser, at de sådan set er én-og-samme sag

Storm Petersens ubarberede bænkevarmere havde filosofiske navne
du Perikles, ka’ du sige mig, hvornår smager en Tuborg bedst? Hvergang!
der er undfanget mange fluer på bænken, de lander altid det rigtige sted
bænken har hilst på mange forbipasserende og båret mangen en bumsebag

de hører på en eller anden måde til på københavnerbænkene
med sortmalet støbejern påmonteret mørkegrønne planker
de var dem ovre på bænken på byens pladser, magistraten så dem gerne forsvinde,
så nu har de fået et væreskur ned ad Sydhavnen til

bænkebiderne er et misforstået folkefærd
folk var af en eller anden grund bange for dem,
de så underlige ud, de kunne være lidt højrøstede, de lugtede sikkert også
de drak øl i det offentlige, de havde måske en lille plim på, o skræk o rædsel

på Vesterbro led de samme skæbne som luderne, antikvarboghandlerne,
pensionisterne, fattigrøvene, de brune bodegaer, cafeteriaerne
de røg ud i næste eller næste-næste segment, de havde ikke råd
til det nyfine, hipsterramte byfornyelsesprojekt med tredobling af huslejen

der findes stadig bænke på pladsen, men der bliver ikke filosoferet så meget længere
det er der ikke tid til, mobiltelefonen tillader ikke filosofien at indfinde sig
skærmen udsuger alt potentiale for fordybelse i andet end navleregionen
bænkens nye bagdele bærer ikke tænksomhed og tilværelsens taknemlighed

seeren og det sete er gået hver til sit
betragteren og det betragtede er ude af diskurs og i disharmoni
distancen er i tiltag, hatten bliver ikke løftet til hilsen længere
bænkens beboere er blevet byfornyet

indkøbscenter

det sker det øjeblik, du går ind ad glasporten
du bliver til et indkøbsmenneske
du rammes af lydkulissen af ligegyldig men funktionel muzak
det store neonbelyste forbrugstempel har åbnet sine døre – kun for dig

der er bling-bling her og bling-bling der
der er ugens og dagens og månedens tilbud i 14 dimensioner
er det hele ikke et tilbud? er der nogensinde nogen, der har spurgt sig selv
om ugens tilbud er det samme som et godt tilbud?

så meget glas på én gang er overvældende
det er meningen, at du skal blive overvældet
i en grad så du bryder sammen og bare køber ind
hvis du kom for noget, så kommer du hjem med noget andet

når du går ind ad glasporten, bliver du til en akvariefisk
du svømmer rundt i et gigantisk akvariekompleks
du ser igennem glas af gennemskuelighed
til varer, hvis værdi er totalt uigennemskuelig

kvalitet er sekundært i indkøbscentret
det er den overvældende kvantitet, der er hovedpointen
der er så meget af det hele, at du i et ubevogtet øjeblik kunne få den tanke,
at det er meningen, at du skal glemme alt om kvalitet

indkøbscentret er en simulation af en by med handlende
der er gader, der er Store Torv, der er Lille Torv
indkøbscentret lader som om, at det er levende
alle butikker lader som om, at de har fundet på sig selv

indkøbscentret er uløseligt forbundet med fænomenet: parkering
du kan være fuldstændigt forvisset om,
at du kan parkere din blikdåse med plastikindræk på taget, i kælderen, på arealet
du kan trille din formodentlig fulde indkøbsvogn lige til bagsmækken

når du bliver udmattet af indkøbsoplevelsen og har fået indkøbsforstoppelse
når du har forbrugt og forkøbt dig på mere, end du kan forbrænde
så kan du tjekke ind i en dertil designet lomme af akvariet og tanke op med noget junkfood
vi taler om en totaloplevelse, der komprimerer æde-skide-sove-købe på én gang

jeg ved ikke med dig, men når jeg en sjælden gang forvilder mig ind i et storcenter
så er det med en intens lyst til at komme ud så hurtigt som muligt
inden jeg når den ubehagelige tilstand af nedbrud af forbruger-immunforsvar
mod grådig forspisthed af ligegyldige, overflødige kalorier

det være sig Bilka, Næstved Storcenter, Fields, Fisketorvet, Glostrup Røvballecenter,
Rosengårdscentret (i hvis nærhed jeg er vokset op), Lyngby Storcenter
hvad skal de overhovedet til for? nåjo de skal tage livet af det lokale handelsliv
de små butikker i centrum af alle de gamle købstæder, død over købmanden!

til fods

byen skal opleves tiil fods
du kan vælge at hoppe på en cykel,
men hey! er det ikke en form for til-fods?

du kan også hoppe ned i en båd i en by med vandveje,
hvis du mener, du ikke kan gå på vandet lissom Jesus

du kan selvfølgelig hoppe på en bus, et S-tog, en metro,
hvis du mener, at byen er mere spredt, end fodgængeriet tillader,
men når du så er ankommet, så er det ud igen – til fods !

du kan ikke fordøje indtrykkene i en by i up-tempo
fast-food i farten giver fordøjelsesproblemer

enhver rigtig byoplevelse skal gøres
ad myrens fodsti på apostlenes heste
hvis du er gangbesværet, så anskaf dig et elektrisk løbehjul

når du kører med S-tog, oplever du ikke byen,
du oplever en S-togskupé

når du kører med bus, kommer du hurtigt frem
men byen er en film, der glider forbi på et snavset glaslærred
når du kører med bil, er det for at komme fra ét sted til et andet

du kan færdes i byen, du kan tilbagelægge den, du kan få den overstået
men du kan ikke opleve den uden direkte kontakt med fortovet

du kan browse/gennemse byen, men du kan ikke se den i øjnene,
du er nødt til at møde den, for at den kan møde dig,
for at oplevelse kan opstå

jeg er stået af for at stå og gå på egne ben
jeg har ingen bagkant og deadline, gåafstand er defineret af længden af mine ben

jeg er et menneske, jeg er gående,
hvad der karakteriser mig som menneske er, at jeg går
mennesket er hverken skabt til at løbe eller sidde på sin flade røv

alle mennesker før mig har gået, og hvis de ikke har gået på egne ben,
er der en hest, et æsel, en kamel eller en elefant, der har gjort det for dem

og skulle du finde på at hævde, at folk gik i folkevandringernes tid for 2000+ år siden,
blot fordi Tesla-batteribilen, passagerflyet og højhastighedstoget ikke var opfundet,
så tager du fejl – folkene gik og vandrede, fordi de var skabt til det

nørre bronx

ikke langt fra Nordvestbredden (Nord-Vest-kvarteret) og Gazastriben (Nørrebroparken)
Nørrebrogade fra søerne til Nørrebro Station er nu etnificeret
flertallet af butikker i gadebilledet er drevet af anden etnisk herkomst
guds fred være med dem wa’Allah, men jeg har lige et par spørgsmål i forbifarten

hvordan kan det være, at ejerne af diverse butikker af anden etnisk herkomst
er ude af stand til at skabe en butiksfacade, der ikke ligner lort?
hvor svært kan det være, for dér, hvor I kommer fra,
ligner det jo ikke lort, vel – så hvad skete der undervejs?

og hvad skete der med madkulturen i de omkring 30+ shawarmabarer,
der findes på den nordgående stribe, og jeg kan via personlig afprøvning berette,
at det smager ad industri og nemme løsninger til det hele, så hvordan – er mit spørgsmål –
er det lykkedes jer at glemme alt om jeres lands og kulturs fornemme traditioner?

og hvad skete der med bazaren – now we are talking!
det etniske bud på livsfremmende kultur
det egentlige bidrag til bykulturen
her er der omsider noget, vi kan lære af og blive mindet om

men hvad skete der med Nørre Bronx?
gå en tur langs muren til Assistens Kirkegård
og se over på den anden side af gaden og oplev en fæl stribe af noget,
der ligner Beirut efter et israelsk bombardement

mit spørgsmål i forbifarten er: hvorfor gør I ikke noget andet
end at repetere og underbyde det trauma-helvede, I kommer fra?
og ja, når det så er sagt, så kunne jeg stille de samme spørgsmål
til de danske dum-kasketter, klaphatte, dorske torskehoder

for vi har jo gjort det, som I nu kommer og gør os efter,
men behøver I at overhale os indenom med 180 km/t
for hvor blev kulturen af, hvad skete der med traditionerne?
definér tradition: eksperimenter der virker !

vi har kedeliggjort det, der før var sjovt på en gammeldags måde
vi har erstattet sjæl med pænhed, slikkethed, smarthed, regelret normalitet
I har erstattet sjæl og lettere forfald med bad taste-grimhed og røvsyge skilte,
hvor I demonstrerer, at I ikke kan stave, og hvor svært kan det være at slå op i en ordbog?

de dorske danskere har forrådt deres traditioner,
de har solgt dem for en gang ligegyldig bling-bling
og hvad der er tilbage af dem er blevet til baggrundskulisse til turistfælder
vi er kun én generation fra den totale glemsel – hvis vi ikke allerede er ankommet

tillad mig IKKE at anbefale, at andre bruger det som eksempel til forfølgelse
lyt ikke til marketings-skrøner om, at danskere er jordens lykkeligste folkefærd,
og at måden vi har indrettet os på er den ultimative velgørenhed
vi har betalt en høj pris for pænheden, se og frygt og lad være med at efterabe

byens vand

hvad skulle byen gøre uden sit vand?
kanalerne, søerne, parkernes vandhuller, fontænerne
selv havnen i al sin forstemmende indemuring i glas, beton og aluminium
kan ikke ødelægge det faktum, at den trods alt består af … vand

vandet er byens blodårer, det er en del af dets nervesystem,
det er derfor byen ligger her, for dens navn var Havn
og i dag burde den tage navneforandring fra Køb-en-havn til Sælg-en-havn
for er det ikke det, de har gang i det besnakkede, bestukne bystyre ?

det er lidt sværere at sælge ud af kanalerne,
for husene langs kanten er fredet i klasse A,
men det findes der måder at slippe udenom på,
for så graver man bare en ny kanal og plastrer den til med boligspekulation

det er svært at ødelægge Frederiksholms Kanal og Christianshavns ditto,
det er svært at ødelægge omgivelserne ved Sortedammen og Skt. Jørgens Sø,
hvorimod Nordhavnen, Sydhavnen, Islands Brygge og Kalveboderne ligner alle de andre
brutale og opreklamerede rædsler, du finder i London Docks – og vi har INTET lært!

i de nye designerkanaler er der plads til velhavere
eller double-income-no-kids, der bruger den ene indtægt på at få huslejen overstået
og den anden på resten af de mange regninger, der hører bylivet til,
men så kan man også få egen mini-kaj + bådehavn som i designer-Venedig

der er intet som at stå og hænge på en bro og se bådene glide langsomt under,
de eneste, der så er tilbage i den funktionelt afmonterede havn og dens kanaler
er turistpramme fuld af mobiltelefon-knipsende, selfie-skydende, solbebrillede turister
akkompagneret af lyden af papegøje-guiden … og her til højre ser vi Jakkedi-Jakkenborg …

du skal langt ud langs Stadsgraven og Refshaleøen, før det er lykkedes byfuckerne
med magistratens blå stempel at komme til og plante en øjebæ,
og hvis det stod til byherrerne var hele Kløvermarken jævnet med jorden,
det var sket for længst, hvis de ikke havde haft Amager Strand at gå amok på

naturlige strande findes ikke længere på disse kanter,
så man er nødt til at bygge en kunstig strandpromenade til skateboardere og barnevogne
men hey – er det ikke det, man hele tiden har gjort på Lorteøen? skabt et kunstigt landskab,
for at slippe for byggeaffaldet, og en enkelt forsvunden samfundskritiker er nok også røget med

der er intet så krigerisk, at det ikke er godt for noget,
for se nu bare, hvor de bedste promenader findes i og omkring byen
i form af de gamle volde og befæstninger med plads til alle
inklusive ænder, karper, madpakker, cyklister, elektriske løbehjul og en milliard myg

Nordens Amsterdam er måske så meget sagt,
men der da en del hollandsk renaissance, der har overlevet tidens tand langs vandet,
og det var Christian IV, der … ikke byggede en skid, for det havde han folk til,
men han kan få æren for af ha’ fucket-op det meste af kongeriget med sin tåbelige krigsliderlighed

og for nylig var der nogen, der syntes, at de skulle sætte ild til Christian Enøjes Børsen,
ligesom andre satte ild til Proviantgården og Slotskirken … og Notre Dame,
og hvad det lige skulle til for, kan vi så gisne om,
men at Børsen drevet af dansk storfinans ikke havde råd til at tjekke deres elinstallationer
i et af de mest hæderskronede historiske bygninger i byen og det meste af verden,
den skal du edderdunseme langt udenfor byen og henover bøhlandet med

skovtur

hvis du ikke har din egen have eller baggård,
og lad os se i øjnene, det er der de færreste, der har i byen,
og selvom du har, kunne det godt tænkes, at du ikke havde lyst til
at sidde og glo ind i bagfacaden hos dine ellers udmærkede naboer
nåmen-så er der en fin tradition for at pakke kurven og tage på skovtur

det føles befriende, når byens murværker klemmer på kadaveret,
når du trænger til at pause for udstødningsgasser, trafiklarm,
skrigende rotter i bur og generel urban kedsomhed,
når du og din nye kæreste har lyst til at overdænge hinanden med mundvand
uden at de allesammen glor på jer og tænker deres små tanker

her kan vi foreslå følgende udflugtsmål:
Dyrehaven, Charlottenlund Fort, Fælledparken – hvis det skal være indenfor gåafstand
ligesom Frederiksberg Have, Assistens Kirkegård, Kongens Have og Valbyparken,
lidt længere ude Fælleden og Vestamager, Vestvolden, Vestskoven,
og hvis du er til rigtig skov så alt mellem Furesøen, Hareskoven og Søndersø

medbring efter forgodtbefindende madkurv, termokander, kølige pilsnere,
Coca Cola, hvis du kan li’ at sænke din PH-værdi til 2.8 og booste dit sukkerchok
+ alt til genren hørende picknick’ligheder og evt. en letvægts-rist til grill’ning
af pølser, koteletter, majs i eget hylster, peberfrugter, halve løg
og hvis man er til det sydlandske præparerede spyd med marinade

glem ikke variationen: en tur til stranden,
men her skal du sætte et lidt mere omfattende transportsystem i værk,
med mindre du er tilfreds med de nye designerstrande på Amager og ned langs Køge Bugt
eller op langs nordkysten, hvor du i begge tilfælde kan støde ind i de fisefornemmes kunsthaller
Louisiana og Arken, hvor madpakker ABSOLUT ikke må medbringes, da de fornærmer designet

lad mig lige spole tilbage til Dyrehaven,
for hvad er det, der har tiltrukket byens beboere i 200+ år ved dette sted?
og Bakken javel ja, Peter Lip, det er fint nok altsammen
med folkelig traditionel forlystelse som taget ud af en revuvise fra 1930’erne,
men der er noget andet på færde med Dyrehaven
det har både at gøre med dyr og have

i haven er der maksimalt højt til loftet
bøgetræer og egetræer har opnået en størrelse i en mængde,
der skaber et rum som i en katedral
du og jeg bliver små igen på den store måde i træernes vældige skygger
prægtigere kulisse for vores små og dog betydningsfulde sammenkomster kan ikke tænkes

det er svært at være smålig i selskab med storhed
den vældige og indimellem brølende kronhjort går lige deromme
læg dig i en landskabelig østvendt gryde op mod Eremitagen
og fald i søvn en sommernat til nattergalens vældige sangrepertoire
i månelys fjernt fra byens larm og overbelysning

arkitektonisk voldtægt

her er en teori, lad os undersøge om der er noget om snakken
jeg påstår, at arkitektur har en karakterdannende effekt på de,
der vokser op i denne arkitektur

SÅ
hvis du vokser op i et bymiljø, et kvarter, et sted,
der indgyder dig tryghed, variation, snoede gader, bevoksning,
naboer der snakker hen over hækken og ude på gaden,
børn der løber gennem hækken for at lege sammen,
så vil du som barn, som ung og senere som voksen danne en karakter,
der afspejler dette sted og det liv, du mødte dengang

hvis du vokser op i et bymiljø, et kvarter, et sted
bestående af beton, tunneler med aggressiv grafitti,
facader af kedsomhed og brutal afvisning,
lige linjer så langt øjet rækker, ingen variation,
ingen huller i hækken at kravle igennem kun mure,
mure og mure, asfalt, rustne jerngitre, grimhed og atter grimhed

så vil du og dit sind blive inficeret af grimhed,
og det eneste logiske svar på det er vold
vold kommer af voldtægt,
brutalitet kommer af arkitektonisk brutalisme
du bliver, som du bor, dit sind er
som det sted, du kommer fra

SÅ IGEN
enten er byplanlæggerne udmærket klar over dette forhold
og skaber bevidst boligkvarterer, der er dræbende for menneskelig trivsel,
kedsomhed, lammende for skabende bevidsthed, grimme med vilje,
eller også er der nogle i baglandet med indflydelse på planlæggerne,
der ved den slags – sammenlagt med at byplanlæggerne ikke ejer
eller har mistet evnen til at skabe livsfremmende steder for mennesker,

lad mig foreslå en kombination af disse,
og at der på den ene side er tale om både inkompetence
og samtidigt en duknakkethed overfor pres fra særinteresser,
hvis omtanke for menneskelig trivsel kan ligge på et så lille sted,
at du har brug for et mikroskop for at få øje på det

det er denne dødelige cocktail,
der har skabt, hvad der i dag udgør 80% af den samlede boligmasse,
og som er en medvirkende faktor sammen med den beskidte luft, vi indånder,
det forurenede vand, vi drikker, den tilsvinede jord, hvor der dyrkes det,
som vi derefter køber og indtager under betegnelse fødevarer
til at danne homo urbanus, det bygjorte menneske

definition – homo urbanus:
et menneske, der er voldtaget og forgiftet af snavs i alle ordets tænkelige betydninger,
der har lært at finde sig i et liv med en eller anden grad af vantrivsel
der er hjernevasket af beskidte medier og regeret af beskidte politikere,
der som et flokdyr gør og tænker som omgivelserne uden at spørge hvorfor,
og hvis mentale, intellektuelle og åndelige formåen er langt under, hvad det kunne være

magtens monumenter

rådhuset
førhen var kirketårnet det højeste i byen, for Gud var det højeste
sådan er det ikke i hovedstaden, landets regeringsby
for lokalregeringen, byrådet, magistraterne er det højeste på dette sted
Danmark – staten hvor der er noget råddent, rådhuset – huset med råd i træværket

industriens hus
som en vagthund, en fangevogter, der klæber sig direkte op af rådhuset
er industriens hus, måske det egentlige magtcentrum i byen,
hvor få, rige og mægtige udøver, hvad de mener er deres ret som de få fremfor de mange

Axelborg
i dette hus er udtænkt det nu forhenværende landbrugsland,
husets klientel har sørget for, at vores jord er i en ringe forfatning, at grundvandet er pesticidforurenet,
at afgrøder er blever hybridiserede og genmodificerede, og jorden for anden gang i Danmarkshistorien via milliardærklubben i Bruxelles er havnet i hænderne på de danske godsejere + en stak udenlandske hedgefonde, hvis interesse i landbrug, afgrøder, dyr og menneske er ikke-eksisterende

skat.dk
bemærk .dk der antyder, at der nu er lagt et digitalt lag mellem væsenet og borgerne,
skrankepavernes skranke er nu digital, men formålet er det samme som altid: at lænse befolkningen for alt overskud fra udført arbejde og kanalisere det over i den stat, der i dag har 1.5 millioner ansatte i en befolkning på 6 millioner, og som er en autonomstat, der har selv som formål

domhuset
de fleste vil hævde det samme, som retsvæsenet hævder sig om sig selv,
hvilket er at lov er til for at hjælpe borgerne til at komme overens med hinanden,
hvis de ikke selv kan finde ud af det, og det kan de som bekendt ikke ifølge staten
men hvis vi blot for en stund tager de forslidte sygekassebriller af, så vil vi muligvis opdage,
at det egentlige formål med lovgivningen er, at beskytte staten og magten MOD borgerne

politigården
set i lyset af det ovenstående er hovedsædet for den udøvende magt stedet,
hvor den blødgjorte politistat udøves og befæstes,
hvilket sker i den arkitektonisk lovpriste neoklassicistiske bygning, der er inspireret af klassisk romerske bygningsværker – tænk lige over den, romersk, imperium, Mussolini, … bare en strøtanke

nationalbanken
et stykke falsk varebetegnelse, for denne tudegrimme Onkel Joakims pengetank
armeret med skudskikkert røgfarvet glas for at signalere, hvad den står for: non-transparens
er ikke, hvad den siger, der er: national, for den har sammen med den danske nationaløkonomi siden 1818 været ejet af privat, supernationalt banksyndikat med hovedsæde i The City of London og Genève

frimurerlogen
som politigården og domkirken endnu et stykke neoklassik
med en mildest talt utilnærmelig og på underlig vis skræmmende facade
med en henvisning til Templet i Jerusalems to gigantiske søjler som portal
hvor ingen kommer igennem, der ikke er indforskrevet til udenomsparlamentariske rævekager

Christiansborg
eller bare Borgen, det befæstede murværk beregnet på at holde befolkningen så tilpas på afstand,
at der kan bestemmes hen over hovedet på den, efter at den ved et kremeringsritual har afgivet sin stemme og lagt den ned i en stemmeurne, hvorefter sofavælgerne i ordets egentlige betydning med bagdelen dybt begravet i sofastykket kan heppe på det skuespil, der kaldes for demokrati

tårnenes by

de står som pejlemærker i bylandskabet
man har kaldt det for tårnenes by, så lad os bare sige det,
mens vi foretager en guided kommenteret tur
og hvorfor ikke starte med at gå ned gennem Nørregade,
hvor byens ældste tårn står ved Skt. Petri Kirke,
der også overlevede Københavns bombardement i 1807

det kan man ikke sige om Domkirken lidt længere nede af gaden,
og hvis man vil vide, hvordan den så ud, skal man en tur til Malmö,
hvor dens søsterkirke endnu står – Domkirken fremstår nu som et kæmpe mausoleum,
en dødskiste i marmor og ligeså dødssyg steril som Thorvaldsens Jesus

så hellere videre og til højre ad Strøget til Helligåndskirken,
gå ind og se noget barok der basker, hør orgelimprovisationer af den byens bedste organist
og gå gerne ind i et af de unikke, intakte middelalderrum klods op af: Helligåndshuset

på vejen videre passerer vi Nicolai Kirke, hvor man har taget konsekvensen af,
at folk ikke går i kirke længere, så den er lavet om til et kunstmuseum – well

op ad Købmagergade kommer vi til Trinitatis Kirke med byens mærkeligste tårn
Rundetårn, det sandsynligvis eneste kirketårn, hvor man kan køre op med en hestevogn
– men det er måske også en tilsnigelse af kalde det for et kirketårn

ikke langt derfra er den Reformerte Kirke, med dens calvinistiske puritanske nøgenhed,
og Danmarks mest tuttenuttede legetøjsslot Rosenborg har da også et par legetøjstårne

drej til venstre ved Kronprincessegade og slå vejen forbi Skt. Pauls næsten-cathedral,
for stor er den, og her kan man opleve en herlig stjernehimmel i hvælvingerne

videre ned til Store Kongensgade, hvor vi finder Amalienborgs kirke, Frederikskirken eller Marmorkirken tungt overlæsset med netop marmor, hvilket sammen med kirkens Peterskirke-agtige kuppel og deraf følgende badeværelse-akustik umuliggør musik, der ikke er meeeget langsom

mens vi er på de kanter, foretager vi lige en afstikker til Kastellet
og stjernefortets lille smukke perle af en Kastelskirke, hvis akustik er fuldendt – og så er der ikke noget larm fra gaderne, for den ligger beskyttet bag jordvolde, der er højere end den selv; man kan også gå ind og hilse på Forsvarets Efterretningsvæsen, hvis man synes, dét er sjovt

tilbage op ad Bredgade finder vi de i Danmark marginale kirkesamfund, den katolske Skt. Ansgar opkaldt efter munken, der sørgede for at vikingerne fik et gok i låget med Hvidekrist og den russisk ortodokse Sankt Alexander Nevskij Kirke med dens løgkuppel af guld og syngende præster med langt skæg

længere oppe mod Kongens Nytorv passer vi Skt. Annæ Plads og Garnisonskirken med dens herlige teateragtige pulpiturer – masser af træ giver god akustik, og der skulle være plads til masser af soldater, der om søndagen var udkommanderet til at gå i kirke

vi passerer Kongens Nytorv og runder hjørnet, hvor Holmens Kirke sørger for noget solidt modspil til øjenbæen Nationalbanken – på den anden side: form skal jo svare til indhold

og et stenkast eller to derfra er Slotskirken, som en narrøv af en turist under et karneval syntes han skulle brænde af med en ulovlig affyring af en nødraket – at brandvæsenet så havde gjort idioten en tjeneste ved at sløse med sikkerheden i overdækningen af taget er en anden historie

vi slutter turen i Tårnenes By med en tur henover Knippelsbro, hvor byens anden teaterkirke Christians Kirke ligger langs kanalen overfor en anden af byens øjebæer, Udenrigsministeriet – igen form skal svare til indhold – og vi runder af med at tage en tur op i tårnet af Vor Frelser Kirke, hvis vi tør, og herfra er der udsyn til alle tårnene

hvis du ikke har fået nok af tårne, så tag til periferien af den indre by og besøg Skt. Hans Kirke på Nørrebro, Jesuskirken i Valby, Markuskirken på Østerbro og Kristkirken på Enghave Plads

du kan også tage til Bispebjerg og se byens anden domkirke Grundtvigs Kirke – og husk at den skal opleves ved at gå helt nede fra Rådvadsvej op gennem kirkegården for i gåtempo at lade den imponerende facade vokse til sin umådelige størrelse

grafitti

der er tre slags grafitti
der er grafitti med et ønske om, at gøre en grim væg mere interessant
så er der grafitti med et ønske om at gøre en grim væg endnu grimmere eller bare en væg grim
og så er der grafitti, der med et enkelt udsagn er en protest mod byens grimhed

der er selvfølgelig den fællesnævner, at de ikke har søgt ordensmyndigheden om tilladelse
men har opereret i nattens mulm og mørke beklædt med den obligatoriske hoodie og et tørklæde som afmaskering, for hvis de bliver fanget og genkendt, vanker der en megabøde

vi tæller med andre ord ikke de egentlige vægmalerier med her, der ofte er yderst seværdige på de facader, som byfornyelsen har efterladt som store grimme ar i gadebilledet – tak for dem!

den første type, den dekorative, kan være mere eller mindre interessant
som regel mindre, den kører en bestemt stil med sammenvævede megabogstaver
den er stort set lige så monoton og klichéefyldt som hiphop’en, hvor kun den bedste af slagsen hæver sig over gennemsnittet, og hvorvidt det er et plus for gadebilledet er sådan lidt til den ene eller den anden side – men kunne de unge mænd for fanden ikke lade være med bare for at blære sig overfor slænget og køre drengerøvs-manddomsprøve af på S-togsvogne, så folk ikke kan se ud af vinduerne og er nødt til at se priserne stige på grund af udgifter til rensning – få respekt ved at vise selvrespekt!

den næste type er fuldstændig uden kunstnerisk værdi eller værdi overhovedet
den er heller ikke tænkt som sådan – hvis ‘tænke’ overhovedet er et ord,
man kan bruge om de hjernedøde, bumsepillende, pothodede pattebørn,
der går og tagger op af husmurene som køtere og katte,
der pisser territoriet af, og i stedet for stanken af pubertær hankøns-hormonel urin
tværer vægstykkerne over med deres talentløse spray-pis – få jer et liv!

den tredje type er one-liner-grafittien med de store bogstaver,
der udsiger et protesterende slogan
og man tænker på, hvordan det er lykkedes for facade-akrobaterne
at få et skriftligt udsagn til at hænge i 25 meters højde
har de nedsænket sig i bjergbestiger-liner, har de rapellet ned fra taget,
hvordan er de overhovedet kommet derop?

til sidst en konstatering af, hvor nemme kunstsnobberne er at narre,
for grafittien er minsandten ankommet til de fimsede gulve
til kunstens hellige haller i Louisiana-Arken-ARoS og omegn
når Tal R bliver udråbt til en stor kunstner,
hvor æggehoderne står og falder i svime og vifter med deres glittede kataloger
og neej er det ikke forfriskende modigt at … grafitte som et skolebarn
og nøøj er det ikke overdådigt ‘street’ den der herlige krusedulle
og iiih er den ikke sååå cool den der ganske ufærdige streg, for det er jo netop det ufærdige,
der er så skøøønt, ikkesandt – så nu koster kradseriet kassen i galleriet
godt for Tal R, pinligt for den indbildske kunstklike med kejserens nye klæder på

parkering

grunden til at nævne et så banalt og – skulle man tro – selvfølgeligt fænomen
er, at det et big issue, et stort problem for storbyen

byer, gader, asfalt, afstribninger, kørebaner, kantsten, lyskryds, skilte,
parkeringspladser, parkeringshuse og -kældre, indfaldsveje, omkørsler, rundkørsler,
afkørsler, tilkørsler, udkørsler … ALT i byen er indrettet for bilernes skyld

så når der er akkumuleret så mange biler, fordi byen tiltrækker så mange med købekraft
til at købe en bil, måske to biler per familie, for både mor og far skal jo på arbejde
for at have råd til at bo et sted, der kræver en bil for at komme på arbejde,
så de kan tjene penge til at have et … vi ta’r lige afkørslen fra rundkørslen her

men altså, når der er ALT for mange biler, fordi ingen kunne drømme om
at tage på arbejde i den samme bil med plads til fem personer + baggage
så alle kører deres mellemklasse familiebiler ind med køforstoppelse om morgenen
og ud igen med køforstoppelse om eftermiddagen

så er der et problem tre steder:
i de boligkvarterer, hvor folk bor i lag men alligevel vælger at have råd til en bil
ved de arbejdspladser, der hører til i den indre by og nærmeste omegn
og ved de veje, der fører ind og ud og midtimellem i dagtimerne

hvis du ser i en bog med fotografier eller tegninger fra 1910-20’erne
ser du gadebilleder med fortove og vejtræer og … ingen biler
i dagtimerne sås hestevogne, cykler, gående, enkelte biler
og begrebet parkeringsplads var ikke et ord

hundrede år senere er alle vejsider plastret til med parkerede blikdåser,
og jo tættere du kommer på bymidten, jo mere utænkeligt er det
at finde en ledig plads i de endeløse rækker af blikdåser
fortætning af blik er direkte proportionel med nærheden til centrum

der er et behov for parkering, behov skaber en business case,
det handler om udbud og efterspørgsel, bystyret har lugtet penge,
parkering er blevet en pengemaskine,
det koster penge at parkere indenfor givne parkeringszoner, mange penge

politiet har deres egen pengemaskine, der fryder sig over de tilrettelagte fartfælder,
og som kører på overskridelser af hastigheden på vej mod parkeringspladsen
det eneste sted, du ikke betaler for parkering er omkring-under-over indkøbscentrene,
for her har de li’godt indset, at parkeringsafgifter ikke er fremmende for DERES business model

i de tæt befolkede brokvarterer kan følgende observeres:
hvis folk kommer hjem fra arbejde i deres bil efter slag-på-tasken klokken 16,
så kan de være nødt til at cirkulere i op til en halv time i totalkvarteret
for at finde en ledig p-plads, der meget vel kan befinde sig 300 meter eller mere fra opgangen

du sender ikke længere dine børn ned for at lege på gaden,
det ville være livsfarligt, skatere og rulleskøjter kræver særlige aflukker,
hinkeruder er ikke længere en realistisk mulighed på et stykke ledig asfalt
sjippetove og fodbold er umuliggjort af parkeret eller endnu ikke parkeret blikskrot

kloak

byen har et underliv, et tarmsystem
byens beboere skider igennem,
deres fækalier har brug for firsporede motorveje på vej ud af systemet
vi lever ikke fysisk i middelalderen længere,
hvor der blev tømt ud i rendestenen
– stanken må ha’ været ulidelig

der er gang i trækkanalen, den er som regel lugtfri
i Venedig tømte de bare ud i kanalerne
canalia betyder røvhul
den særlige ‘duft’ for ikke at sige stank,
der hænger over kanalerne har et navn: scifo’en, skidefimsen

byen er undermineret af kloaker,
hvilket giver liv til den underjordiske dyreart: rotterne
det siges, at i en by er du aldrig længere end ti meter fra en rotte
du kan leve dør-om-dør med dem uden at vide det

at der bor rotter i dit kloaksystem er et mindre problem, som du ikke kan gøre meget ved,
hvis det overhovedet er et problem, så længe systemet er intakt
hvad der derimod et er problem er en helt anden slags skadedyr, der er meget værre,
og som ikke står på den officielle liste over skadeligt kryb

skraldemændene larmer løs klokken 05:30 om morgenen
kabam-slam, det kan ikke være anderledes, de skal gøre deres arbejde
men vidste du, at skaldevognene opsamler oplysninger
fra smartmetre, der spionerer på ALT, der foregår i dit hus?

de har gang i noget beskidt lort, mens de har gang i noget regulært lort
uden at de udmærkede skraldemænd selv er klar over det,
for det er deres bil, der har gang i det på vegne af nogen,
der har gang i noget, uden af fortælle dig om det eller spørge om lov

det er en del af en globalistisk plan om at skabe, hvad de kalder the smart city
hvor alle devices i en husstand udsender et signal, der aflæses
af smartmeteret, der ulovligt er installeret i din entre eller på siden af dit hus,
og når skraldebilen kommer forbi, bliver alle målinger og registreringer sendt videre

at de ikke fortæller dig om det er i sig selv det,
der i retsterminologi og i forbindelse med kriminel efterforskning
kaldes for mistænkelig adfærd, hvor de direkte adspurgt vil sige:
jamen hvis du ikke har noget at skjule, hvad er du så nervøs for? hvilket ikke er et svar

for hvis de fik det samme spørgsmål i en let variant:
hvis I ikke har noget at skjule, hvorfor fortæller I os ikke, at I gøre det,
og hvad I gør med alle de data, som I tapper og registrerer?
vil vi få en gang ærkeævl om: det er for at gøre brugeroplevelsen bedre for dig … javel

der kan siges meget om den sag,
og hvad den overordnede agenda er for den slags lort,
og du skal ikke regne med at finde oplysninger om det i den store brune kloakstrøm,
der kalder sig for nyhedsmedier, for ‘nogen’ har også været inde her
og smide relevante oplysninger i affaldscontaineren

metropol

ifølge FN’s Agenda 2030 arbejdes der på
at alle mennesker skal tvinges til at bo i metropoler
i kæmpebyer, hvor der er styr på alt,
hvad menneskelignende væsener foretager sig

der er et ligeledes udtrykt ønske blandt denne verdens herskere,
om at der er væsentligt færre mennesker på planeten Jorden,
men disse herskere er ikke helt friske på at fortælle,
hvordan en reduktion fra 7 milliarder til 500 millioner skulle finde sted på så kort tid

disse metropoler er smarte byer med smart-power
elektronisk-digitalt udstyr og smart-metre skal sørge for
at alle menneskelignende væseners adfærd er registreret i real-time
for i metropolen er der ingen gemmesteder længere

i metropolen findes der ingen sunde, naturlige mennesker
alle er en smule syge og svækkede, så der ikke udfoldes mere liv,
end der skønnes brug for til de funktioner,
de menneskelignende væsener skal udføre

i metropolen er al adfærd nøje reguleret,
et særligt socialt pointsystem afprøvet i Kina sørger for,
at der altid er nok men aldrig for meget til alle
det kaldes for bæredygtighed

skulle nogen udvise asocial adfærd ifølge et algoritmisk skøn,
vil der omgående indfinde sig et klip i kortet,
og efter tre klip vil det asociale individ ikke have adgang til bankkonto,
transport, kommunikation eller fødevarer

de menneskelignende væsener, der ikke er plads til i metropolerne,
eller som af en eller anden grund skønnes hensigtsmæssige at placere udenfor disse,
vil være nødsaget til at bo i 15-minutters-byer, hvor muligheden for transport ophører
efter 15 minutter – hvilket de heldigvis heller ikke får brug for, da alt findes indenfor rækkevidde

alt i metropolen er hi-tech, skulle noget se gammeldags ud,
er det kun simuleret overflade for at tilgodese
et nødvendigt mindstemål af velbefindende i en overgangsfase
til det perfekte transhumanistiske individ er fuldt udviklet, som ikke har brug for velbefindende

penge som sådan er afskaffet i metropolen,
for i 2030 ejer du intet, og du er lykkelig
den monetære-økonomiske livsstrøm er nu en del af smart-systemet,
der sørger for at rationere Jordens sparsomme ressourcer (sparsom = som nogen har stjålet)

der er kun ét mindre problem med metropolen:
at den er udtænkt af syge afstumpede hjerner hos psykopater,
der, som landet ligger, er løbet ind i den forhindring,
at mennesker – det hedder vi faktisk – er begyndt at forstå omfanget af det ondskabsfulde megaprojekt

byens lys

der er lys i hoved og røv – inde i byen
der er lys på vej ind til byen
der er lys på vej ud af byen
der er lys på alle gader helt ud i sovebyernes ligusterhækbekransede veje

for sæt nu der kom en sort kat forbi midt om natten, der ikke kunne finde hjem
og sæt nu, der gik en fuld stodder, der faldt over et dødt pindsvin og kom til skade
og sæt nu, der var en bil, der kom kørende uden lys på … nånej det gør der jo ikke
og sæt nu, der var en cyklist, der ikke havde lys på … nånej de skal jo ha lys på

der er gadelys, der banker løs hele natten, for sæt nu der ikke var
og det banker ind af dine vinduer, så du er nødt til
at have mørklægningsgardiner for at falde i søvn for sæt nu,
at skorstensfejeren kom midt om natten i sort tøj og faldt ned af væggen

der er så meget lys i en gennemsnitlig provinsby,
at det kan ses på 30 kilometeres afstand, hvilket er nødvendigt,
for ellers ville man jo ikke vide, hvad vej Næstved ligger, vel?
der er så meget lys, at det kan ses fra månen, for ellers kan man jo ikke vide, om Jorden er beboet

der er lys i alle gyder og baggårde, for eller kunne listetyven ikke finde vej
der er konstant lys i butiksvinduer, for der er stort publikum for vindueskiggeri midt om natten
der er lyskegler på særlige bygninger, så rutefly og redningshelikoptere ikke flyver ind i dem
der er lys langs landingsbanen i lufthavnen – OK den er vi med på, den tror vi på

en ting, der måske kan undre, er at staten ikke selv skulle spare
på de enorme mængder af ubrugeligt lys midt om natten
da de de uden at blinke i 2024 gav grønt lys for,
at elkartellerne skruede elprisen op med 3-400%, fordi det var Putins skyld det hele

jeg spørger, kunne det tænkes – altså jeg spørger bare: kunne det tænkes?
at der var tale om den fascistiske business- og samfundsmodel,
hvor regeringen ser det som deres hovedopgave at servicere private særinteresser
så borgernes og samfundets interesse glider i baggrunden – og forsvinder?

kunne det tænkes at al den lysforurening og alt det elsvineri,
der kører for alle eventualiteters skyld, for sæt nu at …
var til for netop denne samfundsmodel og for at elselskaberne kunne tjene fedt,
og var det også derfor at Bjarne og Helle forærede DONG Energy til Goldman Sachs?

nåmennee … vi skal ind og se på byens lys i dag,
vi skal se hønen lægge æg nede ved Sortedamssøen
vi skal ind og se Politikens lysavis på Rådhuspladsen, som om det havde nogen betydning,
hvad den sprøjte havde af ligegyldige overskrifter

vi skal se lysshow og fyrværkeri hver lørdag kl. 24:00 fra Tivoli
vi skal i det hele taget se Tivoli med guirlander og kulørte lamper
med lyspærer, der nu udsender et forkert lys med forkerte blå frekvenser,
der tvinger hjernen og nervesystemet på overarbejde for at kompensere for skævheden

vi bader i forhørslamper: tilstå-tilstå, vi har noget på dig, men vi siger ikke hvad
selvom nervesystemet skriger på det regenerende-livgivende mørke
og den velsignede stilhed efter det mørkets frembrud, der ikke må finde sted
– jeg har ondt af det overbelyste bymenneske, for det ser aldrig en rigtig stjernehimmel