Folkets sange
Ravnen
Og ravnen den sætter fra træets top
den flyver fra grenene høje
Dens blik har beskuet den horisont
den kender sin rute så nøje
Hvad ser du min ven i den horisont?
en fugl ud af himmelens øje
Dens skrig er et varsel i vejr og vind
om menneskeskæbner og møje
hvem sendte den fugl i sin sorte dragt
for hvad skal den larme og støje?
Kan nogen berette hvorfor den begik
sin flugt i så fjeret en trøje?
Du spør, som du kan, du har din forstand
og tankerne fuld af misnøje
men valravnens færd, behov og begær
er alt vi behøver fordøje
Den flyver fordi, den tid er forbi
hvor andet er værd at tilføje
for mageres tegn og spåkoners kunst
vi ej længer hoved skal bøje
Den flyver på skov, den flyver på mark
hvor bonden den ager fik pløje
Den flyver i storm, den flyver i regn
den flyver, når vinden afløje
Den flyver på land, den flyver på sø
og sømænd i nederste køje
Den lander en stund på den tjærede pæl
derude ved yderste bøje
Da lyder et skrig af ravnemagi
som måge og søpapegøje
Den skriger om svig, den råber om håb
den varsler om tider så drøje
Tag vare i folk, bered jer på nid
fra magtens forpestede fløje
For vide I skal I godtfolk i strid
de ej længer skal jer forløje
Fat mod og fornuft, der tid er kun kort
hvor mørkets gespenster kan spøge
for tiden er her, hvor dagen er nær
storvanvid kan rejse og røge
Hyrden
Se – det er forår, sagde hyrden til sin hustru,
for hun var tro mod huset, hun var hus-tro.
Ja – det er forår, sagde den hustro,
for hun var med barn, og kun hun vidste det.
Se – dette er vore får og geder,
de skal bringe os velstand.
Ja – de skal bringe os mælk og uld og lam og kid,
og deres velfærd skal blive vores velfærd.
Se – dette er flokken, som jeg fører til grønne enge,
dette er vores rigdom i fattigdom.
Ja – du skal føre og vogte flokken,
og jeg skal værne i troskab om huset.
Og hyrden gik og vogtede,
og den hustro spandt sin uld,
og hyrden og hans hunde fordrev ulvene,
mens den hustro kærnede mælk og bagte brød.
Se – vi skaber et liv for os selv, sagde hyrden,
et liv mellem os selv og alle andre.
Ja – dette er vores liv, sagde hustruen,
og nu er et nyt liv undervejs.
Og hyrden gik blandt får og geder,
blandt hunde og ulve gik han i tænksomhed.
Og mens han gik, forstod han betydningen af det nye liv,
således forstod han, hvad slægt betød, han forstod sit liv.
Og mens han gik blandt dyr i det store åbne,
besluttede det åbne sig til en storm,
hvor både folk og fæ søgte ly.
I sit ly svor han atter at beskytte sit hus og sin tro hustru.
Det forår, hvor hyrden sagde alt dette til sin hustru,
var det samme forår,
hvor de fandt hende i søen
druknet med sit nyfødte-dødfødte barn i sin favn.
Se – det er forår.
Alt bliver født påny, alting lader som ingenting.
Livet lader som død, og døden lader som liv.
(hyldest til Anais Mitchell)
Kragehøj
Jeg gik mig bort til Kragehøj
Mit skridt var tungt, min vej var drøj
De sorte fugle fulgte mig
på vej mod højen op de fløj
Hvad så du på din vej min ven?
Hvad hørte du på vej derhen?
Hvad sagde vinden dig i nat
og stemmene i busk og krat?
Jeg gik mig bort og så et syn
Jeg hørte skrald og så et lyn
Jeg så ham dingle i sit reb
Vend om, vend om! og vinden peb
Hvad gjorde du, hvad tænkte du?
Der var vel tid at fly endnu
Hvorfor dog ikke vende om
og sky al mørkets sorte gru?
Jeg gik mig bort for ej at fly
fra skæbnens skygge i mit sind
Om det er land, om det er by,
den følger mig i vejr og vind
Hvad skete så i skyggeland?
Hvad skete der ved gravens rand?
Ved galgebakkens fod du stod
og samlede dit skøre mod
Jeg gik mig bort til Kragehøj
Fuldmånen lyste på mit tøj
Den lyste på min hånd og fod
og stiens grus var fuld af blod
Hvad hændte der? så sig dog mer!
Fortæl mig alt hvad end der sker
Fortæl mig hvad du ville dér
blandt dødemænd og onde feer
Jeg gik mig bort ej for at dø
og høre helvedshunden gø
men for fra dagens første stund
at se på solen lys og rund
Hvad gjorde du i nattens ly
før solen skinnede påny?
For skyggerne vel næppe lod,
som ingen sagde dem imod?
Jeg gik mig bort foruden frygt
For intet sted er mere trygt
end der, hvor lys har skygge fat
og råder selv i dødens nat
Jeg tror jeg ved, hvorfor du gik
Jeg tror din skæbne tog bestik
af al din færden og forstod
at intet står imod et mod
Jeg gik mig bort, som just du si’r
Mit mod var skrøbeligt papir
men kærlighed min eliksir
og tro og håb var mit visir
Lad sorte fugle flyve did
til Kragehøj ved nattetid
De bringer bud i mulm og mol,
at dur og dag bli’r mangefold
Jeg så det syn ved dagens gry
at alle skygger måtte fly
For illusionens tågesky
og Mørkets Magter måtte ty
til andetsteds og udenlands
og fly fra land og fly fra by
For Kragehøj er blot en knold
og intet hjem for heks og trold
Gravballemand
Eivar han gik sig over land
Han tog sig på alfarvej
Hvortil han kom, hvorend han for,
hans støvler var fuld af jord
Eivar han gik sig gennem by
Han travede vej og strøg
Hvorfor han gik, hvad vej han drog,
hvor mange kvinder han bedrog,
hans klæder var fuld af møg
ivar han gik sig udenom
Han gik blandt de skygger grå
Hvorhen han stredes, det ved vi ej,
hans færden var ej for dig-og-mig
hans tale var hø, hans mund var uld
hans lommer var fuld at guld
Eivar han gik sig bort i går
Hans liv var en stadig flugt
Hvorend de ledte, han var ej der
Han søgte de steder med mug og fugt
Til dagen i går, hvor han var ej mer,
og stodderen sank under mosens vand
Nu bli’r han til gravballemand
Runesten
Her ligger Storslem Halgrimsson
Han fælded’ mangt et bråddent kar
I Niddingland for blodigt ar
Fik du din banemand, min far?
Vil Helgrim Skallesmækkersson
bevidne her at selvforsvar
var årsag til det banehug,
der blev til Storslems banear?
Ved guders og profeters røv
min økse sagde aldrig tøv,
den råbte til mig: skalle kløv!
Ved Odins skæg – med overlæg!
Vil du så stortings-ombudsmand
nu skrive øje for en tand
om Storslem med det lille lem
han trak af brøndens klare vand?
Du Helgrim Skallesmækkersson
Din dåd ej uden nidding var
Du dømmes her til udenlands
at flytte bort – det er vort svar
For tand for øje, hug for gok
ej længer’ er en årsag nok
Så pak dit æsel, rul din sok
Hank op i selen, fat dit stok
Vi har af skallesmækken nok
Således hverken Helgrim fik
ejheller Skallesmækkersson
et medhold i at niddingskævl
var vellyd eller gudeskik
Ved guders og ved asers dåd
Ved tænders gnidsel, godtfolks gråd
Vi hylder ej enhver udåd
Kun mjød og mad er kæmperim
En hård silende regn
Min vej gik gennem sidegaderne
ind ad bagdørene, ud af nødudgangene
Hvad så du dér, min kæreste ven?
Hvad kan du fortælle, hvad kan du sige?
Jeg så en trængsel af fortabte fra fængslet
Jeg så en kvinde uden livmoder
Jeg så en mand uden stolthed
Jeg så børn uden forældre og forbilleder
En hård silende regn
væltede ned over mit ansigt
Min vej gik gennem sumpen
over affaldspladser og skrotdynger
Hvad så du dér, min betroede?
Hvad har du set, hvad kan vi forstå?
Jeg så, hvad jeg så fuld af vantro og gru
Jeg så, at de levendes land var fortabt
Jeg så, vi ej længer er dem, vi er skabt
Jeg så, at vor verden er fordømt og forgabt
Jeg så, hvad jeg så i et meningsløst nu
Og en hård silende regn
væltede ned over mit ansigt
Min vej gik gennem forstæderne
gennem sovebyerne, de mentale udryddelseslejre
Hvad så du dér, min ven?
Hvad tog du med dig på din vej?
Jeg så familier uden fællesskaber
Jeg så drenge uden fædre
Jeg så piger uden mødre
Jeg så gamle uden unge
Jeg så unge uden traditioner
Jeg så mennesker uden ansigter
For en hård silende regn
væltede ned over mit ansigt
Min vej gik videre ud i ørkenen
ind i skovene, op i bjergene
Hvad så du dér min broder?
Fandt du, hvad du søgte, fandt du så velsignelse?
Jeg så skyer af støv og søjler af ild
Jeg så olieplatforme og dødskaravaner
Jeg så kampvogne, vejbomber og tomme ruiner
Jeg så skovbrande hærge i tørke og vind
Jeg så vildnis og ugennemtrængeligt tornekrat
Jeg så stenskred, raviner og rivende elve
Jeg så øjne om dagen og skygger om natten
Mens en hård silende regn
væltede ned over mit ansigt
Min vej gik tilbage over stenbroen
ind ad hovedstrøget, ud ad omfartsvejen
Hvad så du dér, min elskede?
Var der intet formildende på din vej?
Jeg så en kvinde i bøn for sin søn
Jeg så en mand gå i krig for sin datter
Jeg så en dreng i fængsel for anerkendelse
Jeg så en pige i længsel efter kærlighed
Jeg så mennesker, der rakte hænderne ud
Jeg så de, der tog imod, og de der vendte sig bort
Jeg så sjæle i angst og søgen
Jeg så oprigtige ønsker om liv i velsignelse
Men alligevel væltede
en hård silende regn
ned over mit ansigt
(Hommage a Bob Dylan)
Vinden fortæller
Jeg hører en sang i vinden
Om den kommer fra skovens dyb eller gravhøjens underliv
om den har langt hår, et blakket ry og muligvis er af anden etnisk herkomst
er underordnet i den sammenhæng
man stiller ikke en sang til regnskab for dens udgangspunkt
en sang er en sang og dermed basta
Den synger, som vinden blæser
Hvad skulle den ellers tage sig til?
Den synger i vilden sky uden at vi har en jordisk chance
Den synger helt hen i skoven til land, til vands og i luften
Den synger solo i kor med sig selv, mens den spiller andenviolin
Den har sit eget akkompagnement og underforståede kontrapunkt
Jeg hører en sang i vinden
Den forstummer ikke, JEG forstummer, mens jeg fornemmer
at vinden har noget på hjerte, og den farer ikke med halv vind
glem alt om vindfrikadeller, vandede vittigheder og jord mellem ørerne
der er noget på færde, der er noget i gære
der bliver sunget igennem med fuld røst og diagragmatisk sangstøtte
Den synger om et billede af Verden i frit fald
Der er ikke tale om luftige beskyldninger men grangivelige skinbarligheder
Det drejer sig om et udspring fra ti kilometeres højde uden sikkerhedsudstyr
i håb om i sidste øjebiik at blive reddet af en høstak
eller en stak henkastet affald fra overskudslageret af en skumgummifabrik
så her kan vi virkelig tage om at tage et troens spring i vantro
Kom ikke og sig, at jeg er tonedøv eller umusikalsk
Jeg har måttet lægge øre til det, der er værre
Lad den køre igennem til den synger på sidste vers
Syng med på omkvædet men spar os fra engangslightere
Lad være med at synge i munden på hinanden, hvis I ikke kan ramme tonen
Det er ikke en fucking landskamp i direkte transmission fra hallen i Vester Smørelse
Hør efter når der bliver sunget til dig knægt!
Det er ikke for sjovt, at der bliver disket op med forblæst smørtenor
eller måske en fedtsopran eller en oliebaryton
Hør sirenernes sang, når brandvæsenet ankommer for fuld udrykning
Der vanker muligvis en lussing der synger
eller et smækkys, der får englene til at synge
Folket synger
Hør folket synger
Det har genfundet sin stemme
Det er ikke længere bange for lyden af sin egen stemme
det er ikke skræmt fra vid og sans af stemmer
fra højrøvede folkeforføreres og nedladne akademikersnuder,
politiske kandestøbere og journalistiske markedsudråbere
Det kan ikke længere tage trusler om jordens undergang alvorligt,
for folket er her endnu på trods af,
at undergangens overformynderi har råbt og truet
med bål og brand og klimaskatter
Hør folket synger påny
Det har genopdaget folketonen,
der kommer fra folkedybet
Den stiger op fra jorden
af brøndens klare vand og dybe grund,
op gennem kælderskakter, bagtrapper, fortrapper,
op gennem faldstammer og nedløbsrør
selv i kloaksystemet bryder den igennem som skønsang
ud gennem skorstene og tagvinduer
som himmelråbende røgsignaler i vilden sky
Hør folket synger på første vers,
mens Imperiet synger på sidste
Hør folket synger en ny sang,
der er den gamle sang
sunget af bondeknold i hendenold
Det er den allestednærværende alsang
i alvor og leg, langs alfarvej og i baggårde
Det er den nye sang, der har fået gamle versefødder at gå på
Lad os også synge Herren en ny sang
Den skal handle om herlighed og undere og skal være for hele folket
Hør folket synger
Det synger i højlovelse, det synger i protest
Det synger, fordi det er nødt til det eller ikke kan lade være
Det synger for at overvinde sorgen og fejre kærligheden
Det synger på den store scene med bravour
Det synger i det stille hjerte, hvor kun du hører det
Det synger sig fri af den kvælende forstummelse
Når folket trækker vejret, er det beåndet at synge
Sangen er flerstemmig, når hver fugl synger med sin stemme
Sangen er enstemmig, når den løfter sig i fælles forståelse og begejstring
Tågekongen
Jeg skuede i vandets mur
en rytter på et kreatur,
en skikkelse dér toned frem
fra skyggerne i Niflheim
Jeg sagde frem: Hold an du mand!
hvem er du fra det kolde vand?
Hvad er dit ærinde for sandt?
træd ud af tågens dunkle land
Jeg skuede endnu engang,
jeg vented’ hele dagen lang,
til manden fra det kolde gys
stod frem i dagens fulde lys
Hans ganger var den sorte hest
fra fordums tiders sorte pest
Hans hjelm og brynje var af jern
han svared mig: Du ved det bedst
Du kaldte, og jeg svarede,
jeg gik igennem vandets mur,
jeg byder dig, det er din tur,
dit kald har stoppet livets ur
Jeg skuede for sidste gang,
jeg mærkede en sidste trang
at følge med den ryttermand
til skyggernes og dødens land
Men se-og-mærk en stemme lød,
og stemmen mig med alvor bød:
Det er ej tid at drage did
den er ej her din aftenrød
Jeg standsed op, jeg stille stod,
jeg bied’ på min ene fod
og lod den rytter glide bort
bag vandet og de skyggers port
Oh vandrer og beskuer kær
hvis du går Tågekongen nær
så lyt till stemmen i dit sind –
gå ej i tågens mørke ind
Nationalsang
Du land som jeg med barnefod betrådte,
som viste mig en vej i livet frem
Hvor findes der et sted i denne verden
i øst og vest som bøgens fædreland?
Den høje, lyse skov
med trækroner så brede
en bøgens katedral med hvælv af grene
Dig kender jeg – landet hvor jeg er født
Du land som jeg i ungdoms vilde luner
forlod med længsel efter noget stort
Langt større bjerge, byer, vilde floder
og kæmpekål i stormogulens land
Jeg stod på verdens tag
ved verdenshaves kyster
og længtes til et sted, hvor småt var større
Dig kender jeg – landet hvor jeg er født
Du land som jeg med voksen alvor lærte
var ikkun fryd og gammen og idyl
Et lille land hvor storhedsvanvid hærger,
hvor noget galt i Staten Danmark er
Med kemisk industri
plovjernet guldmønt spinder
Gud nåde os, for landbrug er nu minder
Jeg kender ej – landet hvor muld er død
Du land hvor jeg i alderdommen ønsker,
at du som jeg med ynde ældes må
Lad intet muddermål vor moders stemme
med mislyd vore hjerterum forrå
Du land som jeg har kendt,
som lærte mig at elske
de grønne øer, min kærlighed til livet
Dig kender jeg – landet hvor jeg er født
Kællingen
Er det ikke forbløffende,
at der findes typer i lokalmiljøet,
man kan gå hen og spørge,
hvad man selv går og tænker og mener,
hvad man har tænkt sig at gøre og burde gøre,
hvem man kan regne med
og hvis man er lidt loren ved den besked,
fordi kællingen også har et horn i siden på dem,
så er man pludselig selv en af dem, man ikke kan regne,
hvilket man helt sikkert kan regne med.
Er det ikke forunderligt,
at de selvsamme typer er leveringsdygtige
af diverse fordomsbefængt sladder om denne og hin
fordi vidunderet stikker sin næse i alt
og gerne kigger ind over hækken
og hvis lågen står åben, eller hvis der ikke er en låge,
så vader hun gladeligt ind og kigger ind ad vinduerne
eller roder i skraldespanden eller endog åbner postkassen
og hvis der er nedfaldne æbler, så ryger de ned i hendes vadsæk
Er det ikke kedeligt,
at al den vidunderlige sladder
med et potentiale for at blive til nyttige oplysninger,
der kunne skabe et sundt og givende-blivende naboskab,
hvor alle kender hinanden på godt og ondt
men stadigvæk i fuld respekt, for hey – hvem kan sig sig fri?
bliver til befængte lumre nedlukninger, latterlige besmøringer,
jantelovsregime, sammenknebne øjne og lukkede døre.
Er det ikke besynderligt,
at der findes den slags typer,
der bruger andre ved at nedgøre dem
i den formening, at man kan løfte sig selv derved,
og som tror, at deres intrigante mellemkomst og mellemværende
i længden vil være i stand til at indgyde dem det liv,
som de ikke ved egen kraft er i stand til at skabe.
Er det ikke mærkeligt
i erkendelse af, at et helskabt liv ved egen kraft er en svær ting,
hvorimod et helskabt liv ved fælles kraft … now you’re talking
så hvis den selv-servicerende kælling dog for høvlan
blot kunne få sine selvtilfredsstillende finge ud af de nedre regioner,
så er der både plads til, brug for og respekt for damen
Er det ikke tankevækkende,
at der findes disse særlige gnidrede typer,
der gror som parasitter og blodsugere af andres liv,
som er psykiske vampyrer med et hul i ryggen,
eller hvor de nu er udhulede?
Var de i øvrigt ikke de egenskaber,
der blev tillagt elverkvinden?
Tag vare du vejfarende
dit liv og din sjæl står ikke til forhandling.
Træet
Der stander et træ i storbondens gård
med grene som vældige lemmer
Det griber i luften med fingre af løv
Det favner historiens stemmer
Det husker de ting, der hændte engang
i fordums velsignede stunder
Det glemmer dog ej forbandelsens år
mens gårdens beboere blunder
Det våger ved dag, det våger ved nat
En ugle i træet har rede
så ingen i skjul den menneskehed
fra visdommens vej kan forlede
Dets rødder er plantet i jordbundens dyb
Dets kundskab er rodfæstet viden
Dets stamme består traditioners forstand
Det ved både førhen og siden
Fortæl mig du træ, hvad lærte du dig,
hvad så du i tidernes lommer?
Hvad kan du berette om skæbnens bekomst?
Fortæl om de tider der kommer
Du spørger min ven, forstand som du har
om verdens betyngede tilstand
Men spø’r du dig selv med alvors forstand
om årsag til armod og velstand?
Så svarer jeg dig, din fremtid beror
på indsigt i fortidens klemmer
hvorvidt din bekomst er god, eller om
du havner bag fængslets tremmer
Dit valg er hvorvidt, du sørger for dit
og plejer dit ansvar i Verden,
men vælger du Magtens vej at begå,
så hjælpe dig Gud i din færden
Jeg så det i går, jeg ser det i dag
du høster, før kornet er sået
dit syn er forledt, din vej er forkørt
du tøver før målet er nået
Du menneskebarn, jeg gruer for dig
Du spørger om tider, der kommer
Tag hellere fat før dag blir til nat
bered dig før vinter blir sommer
Overhalingsbanen
Hvad så pige, har du det godt i den moderne verden?
Trives du i LaLa-land i en verden af overflade og laden-som-om?
Eller længes du efter noget andet og mere med en fornemmelse af,
at der noget, der er gået tabt i mellemtiden?
Hvorfor kalder du dig selv for en pige, når du er en kvinde?
Hvorfor kalder du dine mandlige bekendtskaber for boyfriends,
når du mig bekendt ikke har hang til erotik med midreårige?
Hvornår ankommer du til de voksnes verden med årtiers forsinkelse?
Så mange spørgsmål og så få svar.
Hvad så dreng, er du tilfreds med tomme gebærder?
Er det nok med i går efterfulgt af glemsel og tømmermænd i dag?
Eller længes du efter et sted med et rum, hvor der er tid til
at undersøge, hvor du kommer fra, og hvor du skal hen?
Hvornår bliver Peter Pan træt af stikke af og holde fester
uden fejring af noget af egentlig betydning?
Er det ikke på tide at forholde sig til,
hvad det vil sige at være en mand?
Så mange muligheder og så få veje.
Du er her. Jeg er et sted derovre.
Vi kører i fjerde gear i modsat retning.
Er der ikke en rasteplads i forbipasseringen,
hvor vi kan køre væk fra ydersporet og holde ind til siden?
Så mange overhalingsbaner og så få afkørsler.
Folkelige bynavne
I Helved blev beboerne tilbudt, at byen kom til at hedde Helleved, men det skulle de fanderme ikke nyde noget af! Der burde ha’ været en kirke i Helved som prikken over i’et, men det er der desværre ikke
Kagerup er især kendt for sit bageri og dets galopkringler
I Sæd meldes der ofte om for tidlig afgang med lokalbanen fra stationen, hvilket er et større problem end de vanlige forsinkede afgange, da folk, der kommer til tiden, konstaterer, at løbet allerede er kørt
I Lem fandt jeg i en antikvarboghandel et eksemplar af Charles Bukowskis ‘Stiverter, sjoferter, svinagtigheder og hverdagshistorier om almindeligt afsind’
Tarm og dens venskabsby Hørmesteder begge kendt for den friske landluft
Byerne Stenløse og Jordløse har indgået en ressourcemæssig udvekslingsaftale
– hvad de ikke har det ene sted, har de det andet
Sengeløse var oprindlig én stor campingplads med luftmadrasser og liggeunderlag
Pengeløse er et nyt bosted i den globale landsby iflg. World Economic Forum og annonceres som det nye normale i 2030
Bisserup er stedet, hvor kreaturerne går amok hver fredag kl. 16:00
Tullebølle – ikke at forveksle med stationsbyen Tyllefyllebølleby
Tappernøje – opkaldt efter det målerbæger, der sørger for nøjagtigt 2 cl alkohol i en udskænkning
Ballerup – her findes der rent faktisk en privatklinik, der tilbyder tarmskylning
Rungsted – dette snobbefine rigmandssted i whiskeybæltet er et gammelt dansk ord for svinesti – det kan man så filosofere over …
Røved – når man sværger ved sin kurfyrstelige bagdel, så begår man en røv-ed
Buddinge er bygget på gammel mosejord, så fundamenterne kan ha’ en vis blævrende karakter
Pikhede – muligvis en betegnelse for den friktionsvarme, der kan opstå ved kaninagtig coitus
Bækager – her skal man være påpasselig med den rigtige orddeling
Sædballe – det drejer sig om at stå af i Roskilde, når man har stået på bagperronen
Knepholt burde have landets største lokale befolkningstilvækst, men man valgte at lægge en kondomfabrik på stedet som led i den kommunale planlægning
Bøvl bærer navnet, fordi det er så besværligt at komme dertil
Boller er stedet med et unik bakkelandskab, hvor den kendte fastelavnssang blev opfundet
Karens Klit – et følsomt sted ved Vesterhavet, hvor der er et rigt natteliv
Svansbjerg og dens venskabsby Bøsserup har noget til gaden men især til baggården
Fokkenborg består at ét stort red light district, hvor tilrejsende kan få noget på den dumme
Boring er en jævnthen kedelig flække, eller som man siger: et hul i jorden
Gumperup blev til Højsted og Rumperup blev til Klinteby, da beboerne i begge tilfælde led under diverse platte vittigheder
Gummerup på Fyn blev tilbudt at hedde Tandløse, men man takkede nej hertil
Mormor
Ære være mormors køkken
Hun var trofast mod gryderne og panderne
hver dag hele sit liv
Hun var en kunstner, en håndværker, en videnskabskvinde
Hun var en økonoma, der kendte alt til husets økonomi
Hun var en husholder, der kendte sit ansvar for huset,
for familien, for børnene, for hendes trofaste og hårdtarbejdende mand
Lovpriset være mormors køkken
Hun var en dronning i sit eget rige
Hun kendte vejen fra såsæd, jord og spire
Hun vidste, når afgrøden ankom,
og hvad der skulle ske med den
Hun kendte husdyrenes nytte og rolle,
hun kendte deres æg, kød, mælk, uld, skind og trækkraft.
Respekt for mormors køkken
Hun stillede en skål med fløde til gårdkatten,
til gengæld holdt den huset og gården fri for mus
Hun syltede, saltede, røgede, tørrede, gærede
Hun bagte, kogte, stegte, dampede
Hun opfandt Danmarks unikke bidrag
til verdens-gastronomien: smørrebrødet
Til minde om mormors køkken
Hendes køkken er et nulevende køkken
så levende som nogensinde
Alt, hvad hun vidste og skabte, er dagsaktuelt
Alt, hvad hun lærte fra de gamle og lærte fra sig igen,
rummer overlevelseskvalitet og traditionsberigelse,
autencitet og hensigtsmæssighed, velgørenhed og god smag
Til ihukommelse af mormors køkken
Lad os ihukomme ved at gøre hende kunsten efter
Lad os lære af generationer af mormødres mormødre
Mormors opskrifter er håndgribelige, praktiske, anvendelige
Den gamle dame vidste, hvad hun gjorde og hvorfor, hun gjorde det
Bare spør børnene om, hvad de synes om mormors frikadeller og brune sovs
med tilhørende kartofler, agurkesalat og syltede asier
Halleluja for alverdens mormødre
Den store mormor-kogebog fylder 10.000+ sider
Den er spækket med kulinariske kernesunde kundskaber
Den er det eneste kompetente modsvar til industriel fødevarekorrumpering
Mormor svigtede aldrig sin flok, sit kuld eller sit ophav
Hun var en stenstøtte af påpasselighed og pålidelighed
Kære mormor, jeg giver dig et stort kys på din rynkede pande !
Køb og læs:
Det lille-store køkken – Opskrifter og tips fra mormors verdenskøkken
Landby Hede
Går din vej forbi Landby Hede
Persille, salvie, rosmarin og timian
Så bring min hilsen til en, der bor der
Hun var engang min elskede
Bed hende om at sy mig en ringbrynje
Persille, salvie, rosmarin og timian
Uden søm, syninger eller hækter
Da vil hun atter være min elskede
Bed hende om at bage mig et brød
Persille, salvie, rosmarin og timian
Uden mel og vand og salt fra havet
Da er min elskede atter hos mig
Bed hende om at koge mig en suppe
Persille, salvie, rosmarin og timian
Uden ben fra ko, svin eller hane
Da vil jeg elske hende for tid og evighed
Bed hende sy mig trøje af uld
Persille, salvie, rosmarin og timian
Uden får, ged eller dyrehår
Da er hun for stedse min dyrebare skat
Bed hende om at smede mig en rustning
Persille, salvie, rosmarin og timian
Uden jern, folder eller nitter
Da vil jeg anmode om hendes hånd
Bed hende om at finde mig et stykke land
Persille, salvie, rosmarin og timian
Uden sten, ukrudt eller mos
Da vil jeg leve med hende for tid og evighed
Går din vej forbi Landby Hede
Persille, salvie, rosmarin og timian
Så vid at ingen kan opfylde umulige krav
Da vil jeg opgive alle urimelige anmodninger
Bed hende glemme diverse tåbeligheder
Persille, salvie, rosmarin og timian
Bare spørg hende, om hun har det godt
Da vil jeg stille mig tilfreds for stedse
Min søn
vi gik hver sin vej
du gik den vej, du skulle – tænker jeg
jeg går den vej, der er bestukken
du tilhører din svorne stamme med sin lukkede verdensorden
jeg tilhører ikke noget præfabrikeret verdensbillede
du sendte dine klare signaler og afmeldinger
jeg sagde efter 5 års betænkningstid det, der skulle siges
for mig er alderdom en gevinst
for dig er det et stykke degenereret affældighed,
der savler, mimrer og lugter af tis,
for mig er det visdom, afklaring og ro,
for dig er det angsten for at dø – er det ikke?
for mig er det visheden om,
at vi ikke kommer til at dø
hvad så lille storebror og mors dreng-mofo?
har du det godt med,
at din daværende kæreste uvist af hvilken grund
på forhånd var hunderæd for din far
som hun aldrig havde mødt,
men hvor var du henne, måske?
måske du skulle ha’ fortalt hende sandheden og ikke løgnen
hvad så min forhenværende ven og søn?
har du det godt med
at du ikke længere har som mulighed
at hænge ud med den gamle,
fordi han blev idømt udlændighed i Udkants-Danmark
så du ikke længere kan snige dig ubemærket ud af bagdøren
i Nordvestkvarteret efter lukketid?
det skal i øvrigt siges
at den gamle har det udmærket i Udkants-Damnark
og stortrives med en dag fuldt af spændende projekter
og et liv fuld af mening, men glemte du ikke at spørge til det forleden?
hvor du havde det sådan-og-sådan, og din mor havde det sådan og sådan,
men her ville et normalt begavet-empatisk individ ha’ spurgt:
Og hvordan har du det så?
hvad så og hvis nu,
Peter Pan på flugt fra at blive voksen
går hen ved et uheld i et ubemærket øjeblik
og rykker op i næste division og bliver far til et barn, oh-skæk-og-rædsel,
og barnet en dag spørger sin far: hvem er min farfar?
hvad er denne fars svar så til sit barn
= det potentielle barnebarn til sin farfar?
hvad så, er du stadigvæk en tøffelhelt?
er dit liv styret af kvindelige luner,
eller har du overvejet at gro så meget hår på bollerne,
at du selv har lov til at ha’ en mening om livet?
så mange spørgsmål, så få svar
måske i et andet liv på en anden planet
måske i en dimension på den anden side af månen
Hvis
Hvis du kan holde hovedet koldt, når alle omkring dig
taber hovedet og giver dig skylden for det;
hvis du tør stole på dig selv, når alle betvivler dig
mens du stadig giver plads til deres tvivl;
Hvis du kan vente uden at blive træt af at vente;
eller udholde at blive beløjet – bland dig ikke i løgnene,
eller at blive hadet – giv ikke efter for hadet
og stadigvæk ikke poserer som hverken for god eller for klog;
Hvis du kan drømme – og ikke gøre drømmen til din hersker;
hvis du kan tænke – og ikke gøre tankerne til dit mål;
Hvis du møde sejr og nederlag
og behandle begge pralhalse på samme vis;
Hvis du har tåle at høre de sandheder, du har udsagt,
fordrejet af slyngler, der vil lægge fælder for tåber
eller se de ting, du skabte i dit liv gå i stykker
og bøje dig ned og bygge dem op igen med slidte redskaber;
Hvis du kan kan smide alle dine sejre i én bunke
og sætte dem på spil med blot et enkelt møntkast
og tabe og starte helt forfra
og aldrig ytre et ord om dit tab;
Hvis du kan få dit hjerte, dine nerver og dine sener
til at tjene din sag længe efter at de er borte
og holde fast, når intet andet er tilbage
end den Vilje, der siger: ‘Hold ud’;
Hvis du kan tale med folkemængder og bevare din dyd
eller omgås konger uden at glemme almenvellet;
Hvis hverken fjender eller velmenende venner kan skade dig;
Hvis alle mennesker tæller, men ingen tæller for meget;
Hvis du kan fylde det utilgivende minut
med tres sekunders hurtigløb –
Da er hele Verden din og alt det, den indeholder.
Og hvad mere er – da er du blevet til en mand, min søn!
[Oversættelse af Kiplings digt: ‘If’]
Det sidste tog
jeg sidder i det sidste tog hjem
der er ingen vej tilbage
der er ingen anden vej frem
der er lys derude i mørket
lysene kører forbi i den modsatte retning
hvilket er noget vrøvl
for det er mig, der kører i modsat retning af lysene
hvilket også er noget vrøvl
for jeg kører ingen steder
jeg sidder helt stille uden mulighed
for hverken vej frem eller tilbage
i håb om, at det sidste tog
vil bringe mig hjem
jeg sidder her med en tilkøbt bestemmelse,
og hvorvidt mit køb er ensbetydende bestemt med en leveret vare
er sandsynligt men i bund og grund ganske uvist
– en uvisheshed baseret på bitter-sød erfaring,
hvilket bringer mig tilbage til mørket i kupéen
med udsyn til de forbipasserende lys i mørket
og togrejsens tilstand af hengivelse til tidløshed
og rejsens uafvendelighed og endelighed
for måske lyden i højttaleren lige pludseligt siger,
at du er ankommet til det sted,
der kan bringe dig hjem
jeg sidder her, og nu står jeg af
for blot at ende i endnu et mørke
i endnu en tilstand af uvis venten
for er den sidste bus gået?
eller er jeg strandet i et hul i midten af ingenting,
hvor eneste mulighed er en gåtur på 25 km,
hvilket svarer til 5 timers ørkenvandring
med udbrænding af sko- og fodsåler
eller som alternativ: en taxatur til en pris af 600 dKr?
jeg står alligevel her efter de sidste muligheder
på busstationen, hvor min i forvejen parkerede cykel
er den sidste tur hjem,
hvilket er 9.5 kilometer i bælravende mørke
for jeg har valgt et liv udenfor lands lov og ret,
hvor kragerne vender og dagene ender,
hvorved jeg har forskrevet mig retten til at brokke mig
over både toge, busser og cykelafstande
Glæden
det var hendes ansigt
det var altid fuld af glæde
hver gang jeg mødte hende
var jeg nødt til at stoppe op og betragte hende
og i denne betragtning blev jeg ramt af noget,
der ikke var forelskelse,
for i forelskelse ligger der altid et stykke indkapslet begær
et skjult ønske om at besidde
men snarere en besmittelse,
hvis man kan bruge et sådant udtryk,
for siger man ikke, at latter er smitsom? eller hvad med:
der er stor fare for, at freden skal bryde ud
Gud velsigne det menneske
der på denne måde er fuld af glæde
eller snarere: Gud har allerede velsignet dette menneske,
for hvordan skulle denne gennemtrængende glæde ellers finde sted?
og tak til, at det vitterligt finder sted,
så glæden i det betragtende øjeblik kan ramme og smitte os alle
men hvorledes kan det lade sig gøre?
spørger jeg mig selv
i en verden af frygt og had
i en virkelighed hvor løgn og forstillelse regerer,
og hvor alt er forgiftet og glædesløst?
og hvordan bærer den glædesramte sig ad med at leve
i en beskyttet boble af velsignelse
og oven i købet tilsyneladende uden
at være lykkeligt uvidende om verdens fortrædeligheder
men fuldt optaget af denne verdens fortræffeligheder
i færd med at berige os med spontane livsytringer
uden tanke for på-trods-af-heden
må dette væsen være evigt velsignet på alles vegne
og må vi alle i opmærksomhedens øjeblik
synke ind i glædens øjeblikkelige øjensynlighed
i dette usandsynlige sandhedens øjeblik,
hvor eksistens, visdom og frydefuld fred
smelter samme i tre-enig enhed.
Noahs ark
Noah – du ved ham fra 1. Bog af Mosefund – fik et hint af Gud om, at den gamle var så pissed-off med menneskeheden, at han havde besluttet sig til at udrydde dem alle sammen. Altså bortset fra to af hver slags, hvilket galt både dyr og mennesker.
Det rejser selvfølgelig en række spørgsmål, der nok kan få barnetroen til at skylle ud med badevandet. Herefter historien om en redningsbåd på størrelse med en supertanker, der skulle fungere som en flydende zoologisk have.
Det første spørgsmål, der kommer op såen helt tilfældigt er:
Var Gud så også pissed-off med alle de stakkels dyr, siden de skulle massemyrdes ved samme lejlighed? Hvad har det røde egern, kamelen og silkeaben gjort for at fornærme Gud? Nånej, hverken det røde egern eller silkeaben stammer fra det samme sted som Noah, men det har vi sidenhen fået darwinismen til at bortforklare. Der er i øvrigt ikke noget specifikt, der fortæller om, hvor gubben stammede fra, men alle går ud fra, at det er et sted i bibelland, hvor der hverken lever røde pandaer, rensdyr eller pungrotter.
Det næste spørgsmål er til den grundlæggende logistik. Der står udtrykkeligt, at det var to af hver slags af samtlige dyr! Jeg ved ikke, om der nogensinde har fandtes rettroende fundamentalister, der har regnet på logistikken for en møgfærge, der skulle kunne transportere så mange dyrearter og under hvilke forhold? Det er muligvis klogeligt, at Biblen ikke går i nærmere detaljer om, hvordan et fartøj på størrelse med Bornholm skulle fungere. Jeg mener rovdyrene skulle fodres med andre dyr, og betød det så, at der måske var mere end to af hver slags til den lange rejse eller hvad? for nu er jeg en anelse forvirret. Og alle de store græsædere, der spiser deres egen vægt i hø hver dag, hvilket må have betydet aflukker af hangarstørrelse til foder… og skider ca. det samme rumfang dagligt.
Vi går selvfølgelig udfra, at de udrydningstruede hvaler + alle udstyret med gæller fik besked på at klare sig selv. Men hvordan blev Guds udvalgte dyr udvalgt? I to bøfler derovre, I kommer med os, resten er hajføde. Forestil dig en bissen af utilfredse medlemmer af flokken.
Jeg har ca. 138 lignende spørgsmål til fundamentalisterne, så jeg vil lige runde af med det sidste. Hvis Gud var så pissed-off med dyrene, og gerne vil give sin gode ven Noah de bedste betingelser, hvorfor høvlan var der så også to skovflåter med ombord? Nu er jeg virkelig fortørnet og forlanger et svar !
Og hvad med børneormen, var den nu også nødvendig? Hvortil den vakse fundamentalist nok vil svare: Jamen den sneg sig med som blind indvolds-passager, og det kan da ikke være vores ansvar at forklare.
Nåjo, vi glemte vist at nævne, at det hele fandt sted – og her menes der DET HELE – for mindre end 5.000 år siden, da den tykke bog fastslår det. Eller er det måske generationer af tykpandede læsere, der ikke forstår allegorier?
I ethvert hjerte
i ethvert hjerte er der aftryk
af alt, der har fundet sted
hjertet har sin hukommelse af det stedfundne
det er følsomhedens bibliotek,
hvor al bitter-sød erfaring er indskrevet
i ethvert hjerte er der et rum
rummet har sin egen rumlighed
det åbner og lukker sig efter evne og behov
det har sin egen termostat med en skala
fra inderlig varme til isnende kulde
i ethvert hjerte er der en radiostation,
hvor der sendes og modtages
i elektriske felter af sendbar modtagelighed
hvor resonante eller dissonate frekvenser
gør sig tilgængelige eller afbrydelige
i ethvert hjerte findes der sår
blødende eller størknede sår
sår kan forblive som sådan
sår kan heles og gro sammen
efterladende ar af hukommelse
i ethvert hjerte er der et fuldstændigt liv
et katalog og en katalysator
en samtalepartner og et samfund
i hjertet findes al samhørighed
alle sammenhænge findes her


