Godgørenhed – et multiproblem

Der er flere problemer med godgørenhed. Og de er alvorlige.

Det ene problem er selve motivet. Der er alt for ofte tale om at skabe feel-goodness. Vi føler os gode og hellige, og vi husker selvfølgelig at skilte med, at vi har givet penge til … whatever, det er bestemt ikke noget, vi holder for os selv. Det kaldes for dydssignalering (virtue signaling) – har I alle samme set, hvor gode vi er?

Det andet problem stikker endnu dybere. Det er motivet for motivet: skyldfølelse. Nogen har fået os til at føle os skyldige og skamfulde. Og for at kompensere for denne skyldfølelse, så kan vi købe os aflad = feel-goddness. Al puritanisme bygger på en evig følelse af skyld, hvorefter vi er villige til at gøre, sige eller skrive under på et-eller-andet.

Det tredje problem med godgørenhed og et væld af velgørenhedsorganisationer er, at de gaver, der gives, aldrig når deres mål. Her er der en gradbøjning, men de største af disse organisationer består af mennesker, der har et levebrød, og inden gaverne når frem til modtageren er der et helt apparat, der skal fodres. De Forenede Nationer er det grelleste eksempel herpå. Kun 1.3% af de donerede midler når frem, resten er ædt op af det gigantiske pengevaskeri, som FN er. Problemet er korruption. NGO-organisationer som Internationalt Røde Kors, World Life Foundation, Greenpeace, The Clinton Foundation er alle infiltreret og korruperet undervejs eller skabt sådan fra starten (Clinton). Tusindvis af mindre NGO-grupper modtager støtte fra særdeles skumle bagmænd og deres organisationer som f.eks George Soros og hans Open Society. Når man siger ja til den slags, er der strings attached, og man er et instrument for globalist-manipulation. De fleste, der har meldt sig til at deltage i NGO-arbejde i den slags grupper, er dog selv overbeviste om, at de arbejder for en god sag.

Når et stat yder bistandshjælp, er der altid handelsmæssige strings attached. For hvem har de store penge og kan yde de store bidrag? erhvervslivet. Og hvad gør de i erhvervslivet? de tjener penge – ikke overraskende. De giver ikke af et godt hjerte uden bagtanker, de investerer under forventning af at få mere tilbage, end de giver.

Her kommer så det fjerde problem: hykleriet. Disse organisationer, statslige eller ej, hykler godhed, men alt, de gør, er efter beregning. De udnytter folks skyld- og skamfølelse, de spiller på den, de opildner den. De fleste mennesker kender til nogen, der er døde af kræft, så når Kæmpens Bekræftelse kommer med raslebøsserne, vil man fremstå som et dumt svin, hvis man ikke spytter i bøssen. Men cancer er en gigantisk business-case worldwide, og på trods af 100 års forskning og ubegribelige pengesummer spyttet i kassen, er man ikke kommet op med en forklaring på, hvad kræft er for en størrelse, og hvordan den kan kureres. Hvorfor? Fordi så kunne jo ikke tjene penge, og så ville det kæmpe forslugne apparat blive overflødigt. Hele medicinalindustrien og det 20. århundredes lægevidenskab er skabt udfra den business-case.

Det femte problem er, at man ikke kan hjælpe folk, der ikke har et modtage-apparat. Hvis folk er helt nede med nakken, har de ikke overskud til at medvirke til en forbedring af deres liv. De skallede 1.3% af FN-midler, der muligvis når frem, er allerede dødsdømt pga. de lokale regeringer, der er korruperede. Og hvis de når frem til folk ude i landsbyerne, så ved de ikke, hvad de skal stille op med dem. De har brug for noget helt andet, som de direkte kan se virker. Simpel mekanisk vandteknologi kombineret med gamle og glemte dyrkningsmetoder. Den fattigdom, der findes i dag, skyldes ikke blot et barsk klima i f.eks Afrika men flere århundreders udplyndring. For 500 år siden var der måske et stort og velstående kongerige og en antik højkultur. Men så ankom de europæiske kolonialister, og så var det slut med velstand. Indien før Det Britiske Imperiums ankomst havde et GDP på 20% af verdens samlede omsætning. Efter kolonitiden var det nede på 5%.

Det knytter direkte an til det sjette problem. Det koloniale-imperialistiske megaprojekt, der skabte industrialismen i Vesten eller Det Globale Nord – eller hvad det nu kaldes for tiden – har skabt verdens fattigdom, sygdom og elendighed. Det har skabt enorme strømme af ufrivillig folkevandring, immigration og flygtninge. Dem får vi at vide, at vi skal være ubetinget gode ved og lukke ind uden at blinke. Men denne skyldbefængte ‘godhed’ er en overfladisk og dybt utilstrækkelig pseudoløsning. Kolonialismen og imperialismen giver bare et bagslag og vender sig om til indre kolonialisme og imperialisme. Vesten, der har skabt en velstand byggende på industrialisme, oplever nu det samme, som de har oplevet derude i Udkantsverden.

Det komplekse består i, at den skyldfølelse, der får folk til frivilligt at tillade nedbrydelsen af deres samfund – bare spørg briterne for tiden – har en kerne af sandhed i sig. Men en egentlig løsning ligger et helt andet sted. Den kan KUN finde sted ved, at Vesten holder op med at ødelægge livsbetingelserne for folk i Syden og Østen = Det Globale Syd, som det hedder det for tiden.

Det afslører det syvende problem. Vesten / Imperiet er opbygget efter den fascistiske model, hvor private interesser og stat er smeltet sammen. En sådan stat er ude af stand til at yde hverken beskyttelse eller retfærdighed for egne borgere såvel som for andre landes befolkninger. Systemet i sin kerne er misbrugerisk og tjener kun sig selv. Det har ingen interesse i retfærdighed eller velfærd / trivsel. Dette er den fascistiske autonomstat, og den holder aldrig på eget initiativ op med at ødelægge. Den skal tvinges til det via et kompetent modspil.

Det bringer os til det ottende problem med spørgsmålet: Vil Udkantsverden være i stand til at rejse sig selv og hive sig selv op ved håret? Det kan man som bekendt ikke, med mindre man begår en von Münchhausen, men så følger hesten også med. Udkantsverden er dybt inficeret af den koloniale syge og har brug for at ryste den af sig. Deres ledere er undervejs blevet indrulleret i det globalfascistiske projekt og har ofte forrådt deres egen befolkning for personlig vindings skyld.

Derfor er det store åbne spørgsmål: kommer det til at ske? Der er initiativer, der har potentialet, men som er på et begynderstadium, hvor alt kan gå galt. BRICS har i princippet et sådan potentiale, men initiativet slæber også rundt på en masse baggage. De signalerer, at de ønsker en multipolær verdensorden. Men er det blot en unipolær verdensorden 2.0? Globalisterne har røbet deres masteplan om at opdele verden i 9 regioner. Men der er en skjult 10. virtuel region, som de sidder på. Det er del-og-hersk 3.0.

Den russiske politiske filosof Alexander Dugin, der om nogen har budt ind med ideen om den multipolære verdensorden, er ikke afvisende overfor BRICS, men hans seneste kommentar til det nyligt overståede summit / topmøde i Brazilien er, at projektet endnu er uden den styrke og klarhed, der skal til for at slå igennem. Den fremragende brazilianske journalist Pepe Escobar kommenterede for nylig (juli 2025) på topmødets udmelding om bombardementerne mod Iran og folkemordet i Gaza, at de var alt for svage. Det er ikke nok at sige, at man fordømmer og tager afstand fra noget, hvis der ikke er reel vilje og slagkraft bag til konkret at imødegå det. BRICS’s potentiale ligger derfor ikke i egentlig politisk handlekraft men i det samtaleforum, der er skabt.

Efter denne tur rundt om ladebygningen og det store billede om Verden, så er vi tilbage ved begrebet godgørenhed og dets mange problemer. Hvis godgørenhed ikke er folkeeje og ankommer fra det, som de gamle kaldte for folkedybet, så glem alt om det! Ægte løsninger kan ikke være top-down som udgangspunkt men er nødt til at være bottoms-up. Hvis toppen så undervejs mener, at det er på tide at yde et seriøst bidrag, så skal den tages i ed på, at det er uden sjove agendaer – og hvor sandsynligt er det? Korruption ankommer altid fra toppen.
 Magt er i toppen, magt korrumperer, absolut magt korrumperer fuldstændigt.

Alexander Dugins filosofi er, at Den Fjerde Politiske Ideologi, som han kalder det, ikke er formuleret endnu. Den kan KUN formuleres af folk selv = bottoms-up. Den kan ikke formuleres af politisk-ideologiske spindoktorer som f.eks socialismen / kommunismen / marxismen blev formuleret. Den kan kun formuleres i et oprigtigt ønske om ægte multipolaritet og ikke kun fake-multipolaritet, der er del-og-hersk 3.0 med nye globalist-regioner.

Vi skal helt udover begrebet organiseret godgørenhed.
 Vi skal lære at være gode ved os selv.
 Vi har ikke brug for de, der sælger godhed på dåse.
 Vi skal genoptrænes i at være stærke, selvstyrende, suveræne.

Godhed og godgørenhed kan ikke organiseres og institutionaliseres. Der kan ikke lovgives om det, og regeringer har intet bud på det. Godhed er en menneskelig egenskab, og den er lige så gammel som Fanden og ondskab. Godhed er en spontan livsytring (Løgstrup). Hvis en sammenslutning af mennesker består af individer, der besidder godhed, har denne sammenslutning et umiddelbart potentiale for at kanalisere denne godhed. Det kræver imidlertid, at der ikke indfinder sig et overlay, et indskudt led, en hinde, et stykke mellemlægspapir.

Ondskab er et overlay. Gud, Kilden kan aldrig forstyrres eller korrumperes. Mennesket som et lysvæsen og dets sjæl kan aldrig ødelægges. Men der kan lægges alle mulige lag ind, der forhindrer mennesket i at eksistere uforstyrret i Lyset og være i naturlig kontakt med Kilden. Dette er det luciferiske projekt. Deraf kommer den forlorne ilusoriske godgørenhed, der gør udelukkende skade og ingen gavn.