Fremskridtet der blev til tilbageskridt

Vores kultur er en degenereret kultur. Alt, hvad imperialismens-kolonialismens-industrialismens såkaldte fremskridt bragte i første fase for kolonialistenerne og i visse tilfælde for de kolonialiserede, blev overhalet indenom af dets indbyggede forfald og kulturdestruktive mekanik. Årsag: den (u)menneskelige grådighed, kyniske opportunisme og disrespekt for menneskelige værdier, for menneskekontrol ofrer uden at blinke disse værdier og erstatter dem med junk.
ALT, hvad de rører ved bliver til lort.

Så er det sagt på en temmelig firkantet måde vel vidende, at det i virkeligheden er en serie af gradbøjninger. Dem lægger vi lidt til side i første omgang, mens vi tager en tur med helikopterperspektiv.

Dette er historien om, hvordan industrialismen skabte degenererede teknologier for kortsigtet vindings skyld, der er fortidens teknologier underlegne. Og ikke nok med, at de underlegne, de er ofte skadelige og giftige. ‘Mekanikken’ er altså ikke en mekanik alligevel men summen af kæden af menneskelige beslutninger, der hele tiden har tilgodeset visse særinteresser på næsten mekanisk vis. Lad os blot slå fast, at de, der skabte den industrielle revolution udgående fra England for 200 år siden, ikke gjorde det for menneskehedens skyld men udelukkende for deres egen skyld. De glemte i øvrigt at sige, at de havde stjålet hele konceptet fra dem, som de regnede for undermennesker: inderne. Opkaldt efter Indusdalen, hvor indus-trierne allerede fandtes. Som det er typisk for Imperiet fra Romerriget til Det Britiske, så stjal de altid fra dem, de foragtede og var misundelige på – foragten var altså en perverteret beundring – for dernæst at tage æren for selv at have opfundet tyvegodset. Et charmerende stykke psykologi.

Vi skal i det følgende dykke ned i en række eksempler, case-stories for denne skridende kulturdestruktion, dette forfald af værdi, denne stigende mangel på omsorg for værdiene og til sidst også manglende forståelse af, hvad værdi overhovedet er. Begrebet er afstumpet til alt fra: der er rigeligt af det til det er billigt som skidt. Værdiløsheden er vor tids herskende livsindstilling: nihilismen.

Der er skabt en hel hyklerindustri, der spiller på, at folk inderst inde godt ved, at de bliver spist af med lort. Varerne i butikkerne udgiver sig for at være hjemmelavet, fra den gamle fabrik, klassisk, fritgående, traditionel, velfærds-etellerandet, selv økologisk er som kvalitetsbegreb udhulet på trods af gode intentioner hos mange producenter, for udhulingen er sket allerede forinden slutproduktionen, og der er mange måder at omgås begrebet på. Eller også genopfinder man ilden, hjulet og den dybe tallerken ved at lefle for politisk korrekthed med floskler som bæredygtigt eller biodiversitets-fremmende. Det kaldes for dyds-signalering, har I allesammen set, hvor gode vi er? Hykleriet er grænseløst, for flosklerne kommer ud af de samme munde, som skabte de problemer, de påstår at ville redde os fra.

Vi taler ikke kun om industriel fødevareproduktion fra udpint-udvasket jord, kemificeret og mekaniseret landbrug til fabrikker, der spytter halvkogt, halvfærdigt eller ‘totalt færdigt’ junk ud kombineret med et transportsystem, der tillader bestråling af friske madvarer. Vi taler om hele spektret af håndværk, hvor menneskelig akkumuleret og forfinet viden bliver underdrejet og perverteret, fordi man springer over, hvor gærdet er lavest for at lave nemme penge. Vi taler om et mønster, der er genkendeligt.

Vi tillader os at være kategoriske og generaliserende her. Vi bruger den store pensel. Selvfølgelig findes der kvalitet og forfinelse, hvis vi leder efter det. Der findes stadig hårdnakkede traditionalister, og ikke alt godt håndværk og al god viden er uddød. Men den altdominerende trend er ikke til at tage fejl af. Vi skal ofte strække det tidslige sammenligningsgrundlag i halve og hele århundreder. Vi kunne også vælge at se på årtusinder. Andre gange kan forfaldet ses i løbet af årtier af årtier. Det ses i det store såvel som det små.

Det hele står i skarp modsætning til tidens hovedfilosofi om, at Verden konstant udvikler sig fra det primitive til det avancerede. Det er simpelthen en socialdarwinistisk løgn. En simpel og metodisk-konsekvent sammenligning kan totalt modbevise denne filosofi.

Lad os starte et tilfældigt sted blandt håndværkene.
Et meget konkret sted, hvor fakta er påviselige / beviselige:

Træbehandling

Eksemplet med klassisk træbehandling er blot én case-story blandt mange. Eksemplerne findes i næsten alle dele af vores kultur, hvor der er tale om metoder / teknologi. Bag disse forringende og degenererede metoder ligger der selvfølgelig et tankesæt: materialisme / nihilisme. Ofte kombineret med grådighed og stupiditet, en herlig cocktail, shaken not stirred. Tankesættet er nihilistens: Da vi bare lever her-og-nu, da vi ikke har nogen sjæl men blot et affaldsprodukt af kemiske forbindelser inde i hovedet, som vi oplever som bevidsthed – men det er det jo ikke vel, for bevidsthed er videnskabens ‘store problem’ – så gælder det bare om at brænde krudtet af her-og-nu og fuck efterkommerne. Og det er ikke engang blot efterkommerne, for vi betaler prisen for dårlig kvalitet allerede i vores egen levetid. Bare ikke lige i dag.

Vi kan selvfølgelig pege fingre ad en grådig og ryggesløs industri, men vi har alle væltet os i denne her-og-nu overfladiskhed. Vi bærer alle skylden for fremskridtet, der blev et tilbageskridt.

Dette er historien om, hvordan vore forfædre fik træ til at holde i århundreder.

Der er fem metoder / ingredienser, der var kendt verden over fra Norden i vikingetiden til Japan i 500-tallet:
 Svedning af træ i overfladen. Det danner et beskyttende lag af forkulning.
 Fyrretjære. Det var Sveriges største eksportvare i træskibenes tidsalder
 Linolie. Det trænger dybt ind i træet, hvor det størkner til en polymer.
 Terpentin. Hjælper linolien til at trænge dybere ind, hvorefter den selv fordamper.
 Bivoks. Danner en yderligere vandtæt coating i selve overfladen.

Derudover brugte man helst kun kernen af træet og ikke veddet / splinten. Man brugte ydermere hårde træsorter som eg, bøg og cypres og ikke hurtigtvoksende her-og-nu profitabelt træ, som træindustrien foretrækker. Kernen er skelettet af et træ, det er dødt træ og ikke porøst. Veddet er levende og porøst, og råd og insekter har frit spil. Det kan bruges men kræver så meget desto mere den rigtige behandling.

Der findes en opskrift til at blande de fire ingredienser. Processen skal varetages med stor omtanke, da det tre første er brændbare materialer i flydende tilstand. Det ophører, når de er størknet. Det er desuden vigtigt ikke at bruge billigere efterligninger af de oprindelige produkter. F.eks skal linolien være kogt på en særlig måde, som man gjorde i fortiden. Man kan købe linolie, der sælges under falsk varebetegnelse.

Moderne træ er ofte let og luftigt træ, der ubehandlet allerede starter med at gå i forrådnelse fra starten og kun holder 5-6 år. Det prøver man så at kompensere for vha. trykimprægnering. De første generationer af træbehandling (CCA) var supergiftige og indeholdt kobber-arsenik. Pæle af trykimprægneret træ kan forgifte jorden. De næste generationer (ACQ og QA) indeholder ikke arsenik men blot endnu mere koncentrerede kobberforbindelser, der får søm og skruer til at gå i opløsning. Det er stadigvæk giftigt, og holdbarheden for træet er ikke imponerende sammenlignet med de gamle metoder.

Det er et af mange eksempler på, at moderne teknologi er underlegen og degenereret ift. gammel teknologi. Vi opfatter også 1800-tallet som industrialismens tidsalder, og før den tid fandtes det ikke. Det er ikke rigtigt. I vikingetiden fandtes der anlæg i tjærefabrikker, der kunne producere op til 300 liter tjære i én brænding.
 Se den fremragende dokumentar her: 
 Why Medieval Wood Never Rotted While Yours Dies in 5 Years

Husene

Følgende er en hel række artikler om arkitektur i forfald:

Læs: De dødes by
 Læs: Skønhed i eksil
 Læs: Vi bor i grimhed og længes efter skønhed
 Læs: Menneskehuset
 Se og hør: How bad architecture wrecked cities

En tidligere kollega, der havde valgt at slå sig ned i bydelen Hyllie i Malmö sammen med sin mand, der var chef i et af de store mobilselskaber – så de boede der ikke af nød – sagde lige ud, at det nybyggede kvarter ville gå i forfald allerede efter 30 år på grund af dårlige byggematerialer.

Dette er en del af kernen i kulturforringelsen, for hey, om 30 år lever vi ikke længere. Vi har mistet omsorgen for de næste generationer. De kommer til at betale regningen for al den forurening, naturødelæggelse, kortsigtede investeringer eller mangel på egentlige investeringer, som vi medvirkede til. De må rydde op efter svineriet og råde bod på skaderne og uansvarlighederne.

Vi bygger ikke med stolthed – vi mangler ægte stolthed – med fornemmelsen af, at vi lever videre. Vi lever ikke med slægten længere, så hvem skal vi give videre til (trans-dition: at overgive, at videregive). Vi har fået at vide af prædikanter fra især venstrefløjen, at alle traditioner var noget lort, der skulle ned med nakken. De var progressive, de var medlemmer af fremskridtskulten, og fremskridt var et pseudonym for, at alt nyt per definition er bedre end det gamle lort. De glemte blandt mange andre ting, at der måske var en grund til, at noget var gammelt, og at tradition er eksperimenter der virker. Til de utopister og pubertære curlingbørn, der slyngede om sig med rend mig i traditionerne (titel på en bog af Jesper Jensen) kunne der eventuelt lyde et rungende: rend mig i røven!

Venstrefløjshoderne var børn af post-krigs-forbrugssamfundet, hvor de efter deres forældres smalle tider forspiste sig på det nye og moderne. De så det ikke komme, for siden 68-generationen, babyboomernes fede tider med fuld beskæftigelse og råd til det hele og frem til vor tids nihilistkultur, hvor trætheden har meldt sig, er det hellige fremskridt blevet til en vittighed.

Supermarkedet

Her kan du få det hele. Du får det til en god pris, hvis du benytter deres tilbud. Ugens tilbud står der. Javel, men er det et godt tilbud, blot fordi det bliver tilbudt? Er alle de andre ting i biksen ikke også noget, der tilbydes? Prisen kommer også med en pris. Et gennemsnits supermarked har et enormt sortiment. Men hvis du spørger en af medarbejderne, vil staklen kun være i stand til at sige dig, hvilken hylde en vare befinder sig på – hvis de har tid til det. og hvis varen ikke er udsolgt. De vil være ude af stand til at fortælle dig, hvad der gemmer sig i glasset, flasken, dåsen, pakken, posen. De aner intet om det bortset fra den titel, der står på etiketten. De administrerer kvantitet og ikke kvalitet.

Dette er kvalitetsforringelse af købmandsskab og handel. De handlende i supermarkedsbranchen holder ikke af de varer, de sælger, for varerne er ligegyldige for andet end deres salgbarhed. Kun i de i mindre grad discountede supermarkedskæder – de er stadigvæk kæder med det sortiment, der dikteres af kæden –  findes der særlige delikatesseafdelinger, hvor ekspedienten kan fortælle dig om varerne. De har selv prøvet dem, de har måske oven i købet selv færdiggjort dem. Slagteren, fiskehandleren og ostehandleren kan endog anbefale en vare. En traditionel slagter skal også kunne lave mad. En fiskehandler ved, hvad du skal – eller kan gøre ved fisken. Du kan spørge, og du får en hurtig opskrift til det, du lige har købt. Det er en fornøjelse på begge sider af disken. Måske vi skal disse delikatesseafdelinger som kædekoncernes dårlige samvittighed over at de skyldige i, at den lille handlende gik ned i butiksdøden – se de er her i nu, de er blevet spist af os. Men samvittighed er nok ikke en egenskab, man skal tillægge dem.

Men ellers er resten af supermarkedet en party-killer og endeløse rækker af monotoni anonymitet og ligegyldighed, for hvilket der må kompenseres med bling-bling-skilte. Hvem pokker har brug for 30 forskellige typer af en bestemt vare? OK vi forstår det, når noget efterspørges og kan sælges, så tilføjes det. Jeg spørger snarere og uden at pege fingre til egen barm: har JEG brug for alle de valgmuligheder? Altså ikke hvad jeg kunne have lyst til, når det nu er der, men hvad jeg egentlig har brug for. Er det overhovedet valg mellem forskellige varer, eller er det bare det samme i forskellig indpakning? Ville jeg lide nød, hvis jeg stod i en butik et sted i udkantsverden med én af hver slags? Jeg tænker ikke på steder, der er kunstigt forarmet af totalitære regimer som i sovjettiden eller steder, hvor en udenlandsk magt har taget kvælertag på landet og dets befolkning – f.eks Venezuela i dag. Jeg tænker på de fleste steder i det, vi nu har opfundet en ny eufemisme for i stedet for den gamle eufemiske udviklingslandene (hvor vi har være medvirkende til, at der absolut ingen udvikling fandt sted) eller tredje verdens lande (for de kom jo ind på tredjepladsen). Nu hedder de det globale syden (hør hvor det syder, og pas på det kan risikere at koge over lige om lidt). Her er så det sjove, at i Udkantsverden finder vi ofte markeder, hvor der er et kæmpe udbud. Og det gode ved dem er, at alting er frisk, for hvis man sælger fordærvede eller dårlige varer, så er man ikke længere markedssælger, for folk er kritiske overfor kvalitet, og hvis det ikke er i orden, så er der en anden bod 20 meter længere henne, der sælger det samme – der er i orden.

Du skal ind i de tiloversblevne små butikker i vores del af verden for at finde stolthed og kærlighed til det, der sælges. Men folk er selv ude om butiksdøden. Folk har selv valgt at køre 15 kilometer i bilen for at handle i den større by og dens supermarkeder og indkøbscentre i stedet for at støtte det lille bageri og den lille købmand i nærområdet. Så en dag lukkede de – bare ærgerligt?

Mnjææ, det er jo udviklingen, det er jo fremskridtet, det er jo konjunkturerne, det kan vi jo ikke gøre noget ved … Det er ikke bare noget svagpisser-ævl, det er totalt forkert. Det var FORDI vi ikke gjorde noget ved det, at det skete, og nu har vi ikke længere valget. Tillykke med det på den ufede måde. Javel, politikerne har været korrupte, men der er ikke noget nyt i det. Borgmester i Snolderslev blev benovet, da nogen ville plante en fæl virksomhed i et naturskønt område, som folk brugte til rekreation. Og så kom der lige et supermarked, og så kom der lige en kæmpe parkeringsplads, og så blev det zørme til et indkøbscenter, for det lå lige ved landevejen mellem Sønder Bøv og Øster Bævelse. Borgmesteren og hans slæng så det som udvikling og penge til området, så de tillod om man så må sige visse dispensationer for gældende etisk praksis. Sagde du forurening? Euw, det lugter af penge. År for år skred det i den retning, og folk glemte i mellemtiden, hvad der var engang. Ingen tog stilling, ingen stillede spørgsmål, er det ikke det vi har politikere til? De dum-dovne danskere blev velfærdsforstoppede.
Læs: Indkøbscentret sucks

Mnjææ, vi har jo et af det mest velfungerende demokratier i verden, har vi ikke?
Øh nej, lille ven, det har vi sådan set ikke, for et demokrati kræver aktive engagerede borgere, der er villige til at holde magthaverne i ørerne og stille dem til regnskab, og det gør folk som dig aldrig. Vores forfædre havde folkestyre, men vi er ikke i stand til at huske 1000 år+ tilbage til et land ledet af noget i stil med Altinget på Island efter nordboernes bosættelse år 874 – de tog en allerede eksisterende tradition og styreform med sig fra Norge i protest mod, at den daværende konge Harald Hårfager ikke respekterede denne styreform men ragede til sig med despotisk magt.

Disse udvandrere vidste, hvad demokrati var, for de opfandt det. Eller rettere, deres egne forfædre opfandt det, for det var sådan, samfundet var indrettet det sted, de kom fra engang i hedenold genfortalt om aser og vaner, og hvor var det? Det var Rusland, før det hed Rusland, landet øst og nord for Sortehavet.
Læs: Vikingerne
Læs: Staten

Indbygget forældelse

De fleste af vores forbrugsting bliver produceret af mega-koncerner. Disse er så store, at deres ledelse er uden nogen som helst kontakt med slutbrugerne. I finansialiseringens tidsalder er koncernernes / korporationernes ejerskab hedgefonds og private equity-foretagender, der intet aner om det, deres ejendom producerer. De har kun et kynisk regnestykke, som de går efter. Etik er herefter det, der i folkelig tale hedder ‘en by i Rusland’ i betydningen: et fremmedord, vi ikke kan udtale. Og da de ejer en hel branche med samtlige konkurrenter, så er udsagnet om, at markedet regulerer sig selv via konkurrence et falsk udsagn. Markedet findes ikke længere, vi har fået feudalismen tilbage i en tekno-version. Nogle kalder det også for teknofascisme. Konkurrence er et teaterstykke, for karteldannelse er ikke den ulovlige undtagelse, det er normen. Og den udøvende magt kan intet stille op mod firmaer, hvis omsætninger er 10 gange større end en given nation. Uuh vi må endelig ikke fornærme dem ved at stille krav til dem, for så flytter de bare til udlandet. Og de behøver heller ikke at betale skat, det klarer skatteborgerne for dem.

Kapitalisme findes ikke. Socialisternes smiden-om-sig med ordet som et skældsord viser kun, at de ikke har forstået begrebet. De har aldrig oplevet egentlig kapitalisme – ligesom de heller aldrig har boet under et socialistisk regime, for så ville de være løbet skrigende bort. At vi kan sætte k-ordet i enden på rovdyrs-kapitalisme, casino-kapitalisme eller monopol-kapitalisme gør det ikke til kapitalisme, der er: enhver mands mulighed og ret til at handle med andre uden indblanding fra stat, myndigheder, korporationer.

Kun for det syge hoved i kartel-verdenen giver fænomenet indbygget forældelse mening. Det er meningen at noget skal gå i stykker, for ellers kan man jo ikke sælge det samme bras igen-og-igen. Firmaer, der producerer hardware af alle slags, spekulerer i, hvordan de kan indbygge denne forældelse. Avanceret elektronik har gjort det muligt at indbygge en slags tidsindstillet bombe eller programmeret dødemandsknap, så dimsen går ned efter nogle år. Andre gange er der bare brugt så dårlige materialer, at de brænder sammen, men de kineserfabrikker, der udspyr billigt bras i en lind strøm til denne verdens discountede fattigrøve ved helt præcist, hvor dårlige deres produkter er. Og at de slipper afsted med det.

Et eksempel på denne beregnende kynisme er Apple, der i deres iPhone rent faktisk tabte en sag om det, da de blev grebet med bukserne nede. Det modvirker de så ved at skabe et opreklameret hype om, at man absolut må have den seneste model, der nu koster det dobbelte af modellen for tre år siden, der egentlig var lige så god. Eller dårlig, for den gik jo ned på grund af indbygget forældelse.

Printerindustrien var berygtet for det, og de var for selvsikkert-sløsede til at skjule det. En printer kunne printe nøjagtigt så-og-så mange stykker papir, hvorefter den pludseligt meldte om en fejl. En russisk ingeniør fandt en indbygget feature i en chip, hvor timeren var indkodet, hvorefter han udviklede et firmware-hack – og maskinen kørte ubekymret videre. Firmaet løj, for fejlmeddelelsen sagde hovsa-maskinfejl og ikke beregnet software-chip-blokering.

Det berømte-berygtede eksempel er selvfølgelig The Light Bulb Conspiracy. Dette var en konspiration i form af en karteldannelse mellem de konkurrerende selskaber Phillips, Osram, u-name-them om at udvikle en pære, der gik død. Før den tid brugte man kobbertråd af kvalitet. En pære på en brandstation i USA har brændt uafbrudt nat og dag i 100 år, og hvert år fejrer man dens fødselsdag med lagkager og hornmusik. Og ikke nok med at pærernes levetid er kraftigt forringet. Kvaliteten af det lys, de producerer er skadeligt for vores nervesystem, udmatter os og gør os syge. Og de skal nu kasseres som giftigt affald.

I det tidligere Østtyskland var der ikke materiel overflod, så der havde man ikke råd til det overflodsagtige brug-og-smid-væk. Et køleskab og en vaskemaskine kunne holde i 30 år.

En hypersmart Teslabil har kun den levetid, som dens batterisystem dikterer. Der kører næppe Tesla-modeller rundt fra 2011, hvor de første masseproducerede modeller ankom. Det er med garanti brændt sammen. Og når vidunderet bryder sammen, så koster et nyt batterisystem det samme som en ny bil. Derudover er det kasserede batteri at regne som ultra-giftigt affald, der skal lagres på samme måde som atomaffald, for der er endnu ikke udviklet en metode til at genbruge det. Læg dertil, at en batteribrand i en Tesla er brandvæsenets værste mareridt, og al den supergiftige lithiumvæske, der løber ud i den næsten uudslukkelige brand forurener den nærliggende jord i alvorlig grad. Sæt disse to skræmmende facts op imod al det opreklamerede hype om ren og bæredygtig, som medier og politikere tuder os i ørerne. Politikerne tror selv på det, for de er for dum-korrupte. Medierne tror selv på det, fordi de er for doven-korrupte. Og folk tror på det, fordi de er autoritetstro-korrupte og nemme at narre.

På en bil fra 40-50’erne kunne alt genbruges på en eller anden måde. Metallet kunne skrottes og smeltes om, glasset kunne smeltes om. Det var simple og rent faktisk bæredygtige materialer, og der var ikke noget elektronik i af betydning. De krævede ingen computere for at kunne vedligeholdes. Enhver dygtig mekaniker ethvert sted i Udkantsverden kunne reparere en sådan bil eller motorcykel, hvis de gik i stykker. En landmand i midten af forrige århundrede og årtier frem kunne selv vedligeholde sin traktor, og mange af dem kører stadig i dag, fordi de var lavet til at holde. Selv en cykel i dag er et stykke elektrificeret hi-tech, og hvis batteriet brænder ud, bliver den til en motionscykel med fuld belastning.
Holdbarhed = kvalitet.

Da nylontråden blev opfundet var den så stærk, at man kunne trække en bil med et sæt nylonstrømper. Strømperne begyndte ikke at løbe. Men det gik jo ikke, tænkte nylonfabrikanterne, vi må lave en tråd, der går i stykker. Det gjorde de så, hvorefter alle de moderigtige kvinder måtte se med ærgelse på strømper, der løb deres vej.

Sundhedsvæsen og lægekunst

Der skete noget med lægekunsten, da den blev til lægevidenskab. Det er ikke så svært at forstå, som det ofte påstås. Bortset fra, at det for det meste påstås, at det aldrig har været bedre, for den højhellige lægevidenskab er i sit klimaks af uovertruffenhed! Det er meget langt fra sandheden.

Denne videnskab bærer rundt på et sæt skyklapper, der blev påmonteret for ca. 115 år siden, da moderne lægevidenskab blev et biprodukt af en ny opfindelse begået af af en oliemilliardær og en jernbane-typhon. Deres navne var John D. Rockefeller og Edwin Carnegie, og opfindelse, de skabte, var en filial af den petrokemiske industri baseret på Standard Oils overskud. I de følgende årtier blev de lægevidenskabelige uddannelser og dermed lægevidenskaben omformet til at være et redskab for den nye medicinalindustri.

En videnskab opkoblet til en industri med industriens business case af udbud og efterspørgsel er dømt til at køre over på et andet spor. Og det gjorde den. Formålet var nu ikke længere omsorg for menneskeligt helbred. En læge i dag har ingen definition på sundhed som andet end fravær af symptomer på sygdom. Når business case’ens forudsætning er, at folk er syge, for ellers kan der ikke tjenes penge, så er lægers formål ikke længere at gøre folk raske men at sørge for, at de får en behandling, der midlertidligt lindrer, hvorefter kunderne efter et stykke tid kommer tilbage i butikken. Lægestanden har slået halv skade med industrien, og de står blot i hver sin afdeling af butikken.

Mange folk har erkendt det. Det har betydet en stigende interesse for såkaldte alternative behandlingsformer – desværre også leveret af svindlere. Men i lægekunst, der er 1000’er af år gammel og yderst gennemprøvet som f.eks den kinesiske og den indiske / ayurvediske er der en dyb forståelse af, hvad sundhed er. Her finder vi kure og ikke blot behandlinger. Også i vores del af verden er der et mylder i undergrunden, og noget af det er yderst lovende.

En gammel og afprøvet sundhedsrecept, der har vundet frem, er den midlertidige faste. En læge for 100 år siden ville ikke tøve med at anbefale den til de relevante patienter, for han vidste, at det virkede (det var altid en han dengang). En pioner i genoplivningen af denne kur er Jason Fung.

Et særligt betændt område indenfor medicin og medico-tech er, hvad man kunne kalde for cancer-industrien. Det er en trilliard-forretning og et slående eksempel på industriens business-case: Jo mere sygdom, jo flere penge i kassen. Cancer har kunnet kureres i et halvt århundrede, men industrien har gemt det af vejen. Al forskning er gået i en forkert retning, og det er stadig ideen om, at det er en genetisk fejl eller mutation, der er årsagen. Det er med cancer, som med samtlige kroniske sygdomme, der har plaget menneskeheden: i 100 år er der ikke fremkommet én eneste kurerende behandling for nogen af dem! Det svarer til de 100 år, medicinalindustrien har eksisteret. Tilfældigt? Næppe.
Hør hvad dr. Paul Maric har sige om det.
Hør hvad dr. Tom Cowan har at sige om det.

Mnjææ folk døde også af cancer i gamle dage, de havde bare ikke et navn for det.
… er der altid en-eller-anden der stiller sig op og siger. Er det rigtigt?

Det er i hvert fald ord, vi er blevet lagt i munden, og som vi gentager som små papegøjer.
Det er måske værd at overveje, hvem der kunne have interesse i, at siger den slags. Det 20. århundrede er kemiens århundrede. Der er kemi i alt, vi rører ved, næsten. Der er så meget kemi, at varedeklarationerne er nødt til at skrive det med ultra-småt for at få plads til det. Og for at vi ikke skal læse det.
Alligevel går vi rundt og bilder os selv ind, at når de rare mennesker og eksperter derinde i fladskærmen siger, at ‘grænseværdierne’ er overholdt, så der er fred og ingen fare. Men så har vi ikke længere en forklaring på den epidemiske stigning af cancer, der har fundet sted i kemiens århundrede. For de rare mennesker i skærmen glemmer at fortælle, at lige-under-grænseværdien + lige-under-grænseværdien + lige-under-grænseværdien + lige-under… som samlet daglig dosering er LANGT over grænsen. Og hvem har i øvrigt fastlagt disse såkaldte grænseværdier? Asbest var også helt i orden, indtil den efter et par årtien landede i luftvejene. Først når der er tilstrækkeligt mange lig på bordet, reagerer de dum-dovne lovgivere i stedet for at gå efter det sunde princip med at lade tvivlen kommer menneskene til gode. Giften burde OVERHOVEDET ikke være der fra starten, for den menneskelige krop er ikke gearet til så meget unaturlig kemi, der først er ankommet for 100-150 år siden.

Var det ikke det stik modsatte af ‘at lade tvivlen…’, der skete med ukritisk og storskala lancering af ikke-afprøvede experimentelle genmanipulerende pseudo-vacciner for et par år siden? Et krystalklart eksempel på det etiske tilbageskridt, der har fundet sted. Og lægerne indvilligede uden tøven i at forråde deres højhellige lægeløfte – det gamle bras fra antikken – om for enhver pris at spare menneskeliv + indvilligede at fucke op med den ellers ufravigelige regel om informeret samtykke – det billige lort – og ud røg det, for dommedag er nær, og vi skal alle dø af den sorte pest. Operation Nedlukning var en global terrorhandling.

Her er der omsider et område, hvor vi kan tale om fremskridt: Vi er blevet vældig meget bedre til at udøve terror.

Det tøj vi går i

Hvem tænker overhovedet på at arve et stykke tøj fra sine forældre i dag? For det er jo nok slidt op. Det er det måske, for dengang købte man ikke bare nyt tøj hver måned for sjov, og fordi man kunne. Man passede på sit tøj, man reparerede og lappede det, og man var gode til det, så det ikke kunne ses. Og hvis det ikke var muligt, så gjorde man en dyd af nødvendigheden og lavede en smuk lap, et stykke æstetik med en stil i sig selv. Men chancen for, at det ikke er slidt op, er bestemt også til stede, for man brugte kvalitetsmaterialer netop for at det skulle kunne holde, og fremstillingen skete enten i hånden eller i det mindste med streng kontrol af mennesker med hænder og hoved.

Materialerne var naturens egne:
 Der blev brugt uld, hår, brændenælder, hamp, bomuld.
 Der blev brugt skind og ikke plastik.
 Knapper var lavet af træ eller horn.
 Der indgik pels og fjer.
 Indfarvninger skete uden giftig kemi.

Tekstilindustrien i dag er en af det mest forurenende overhovedet og deres produkter er reelt giftige, indtil de har været vasket flere gange. Hvem gør det? Den globale allergi-epidemi skyldes forgiftning, og tekstilerne har en væsentlig del af skylden.

Uld har nogle egenskaber, som få andre tekstiler har. Der er en grund til, at dyrenes uld gør, at de kan gå udendørs hele året i al slags vejr uden at fryse. Hvis du omsider bliver gennemblødt i et sæt uldtøj – lanolinen i ulden er vandafvisende – kan du stadig holde varmen, så længe du producerer den indefra.

Et andet naturmatieriale silke har nogle lignende egenskaber. Dets varmeregulerende egenskaber er formidable og næsten mystiske. Det køler i varmen og varmer i kulden. Dets slidstyrke er stor, dets lethed uovertruffen. Det er selvfølgelig ikke billigt at ansætte et par tusind orm til at producere det.

Det siges, at hampen – og vi taler ikke om den sjove hamp, der går op i røg – siges at have vundet krige, for alle uopslidelige militæruniformer var lavet af et af det stærkeste af alle tekstiler: hamp. Det er derfor, at der findes et fænomen som militære overskudslagre. De lejlighedsvise men forholdsvis sjældne behov for militæret for at udskifte deres uniformer overhaler opslidningen af de aflagte uniformer.

Mens vi taler om hamp, så er det et af de mest potente naturmaterialer med de fleste anvendelsmuligheder. Du kan bygge huse af hampefibre vævet ind i byggematerialer, hvilket efter sigende skulle give den stærkest tænkelig konstruktion. Du kan lave tekstiler. Du kan spise det. Du kan lave reb af det. De indre paneler i biler er lavet af hampefibre + noget andet. Frøene kan bruges til at bage brød af. Og det gror med største fornøjelse som ukrudt. Der var i Danmark før i tiden bestemmelser udgående fra kongen om, at enhver bonde skulle have en vis portion pil og en vis portion hamp på sine marker.

Størstedelen af det tøj, som folk går i, er ikke lavet af kvalitetsmaterialer men billige, halv- eller hel-syntetiske materialer. Et sæt underhylere er kassable efter 15 gange i vaskemaskinen, en t-shirt revner under ærmerne. Syningerne er svage og går op.

Køb en skotsk tweedjakke, og du har den for livet.
Køb en frakke af heluld, og den kan gå i arv.
Køb et sæt læderstøvler, og de overlever en hel stribe forsålinger.
Køb en filthat, og dine børnebørn vil lege med den.

Nyhedsformidling

Et særlig sørgeligt og grelt kapitel i kultur-degeneration er det, der er sket med nyhedsformidling, journalistik, medier. I erkendelsen af, hvor vigtig denne branche og dette faghåndværk er, er det blevet udset som målet for den værste form for korruption, der kan beskrives i menneskehedens historie. Hverken mere eller mindre.

Både vores viden om verden i dag og vores fortid / historie er fundamentalt bevidsthedsdannende. Historieskrivning og journalistik er gradbøjninger af det samme.
 Løgnens og propagandaens interessentskaber har et fast greb i begge.

Nyhedsformidling main stream har aldrig været af lavere kvalitet. Der er masser af kvantitet, der strømmer ud gennem den store brune kloakstrøm af fabrikeret information, der er afkoblet fra virkeligheden. Der er nok af det hele, og det ankommer i en lind strøm. Kriteriet for denne formidling er ikke længere virkeligheden i sig selv men den ‘fortælling’, som interessentskabet har besluttet sig for. Der figurerer elementer hentet fra virkeligheden for at give det hele et skær af legitimitet og autencitet, men det er bygget på såkaldte ‘vinklinger’ i form af filtreringer, udeladelser, tilføjelser og fortoninger.

Med andre og mere simple ord: medierne af fulde af løgn.
 De er betalt for at lyve.
 De er truet til at lyve.
 Nogle er blevet til duknakkede kujoner for at overleve i en ryggesløs branche.
 Andre er derefter blevet til lystløgnere, der elsker at blive betalt for det.
 Der er de, der tror på de løgne, de formidler.

Læs: Dommedag for medierne

Madlavning

Følgende er en stribe artikler om mad:

Læs: Kursus i mormormad
Læs: Mad på bordet
Læs: Dansk mad – hvad er det?

I fast-food-kulturens æra er det gået tilbage for kvaliteten af madvarer og madlavning.
Det er gået tilbage for kulturen omkring fremstilling af mad, tilberedelse af mad og indtagelse af mad.
Spisebordet som det familiære samlingspunkt, hvor samtlige generationer – visse steder tre generationer – var fælles om måltidet og brugte tid på det, er gennemgået et forfald.
De vigtige og samlende ritualer omkring middagsbordet er gået fløjten.
Resultatet er tydeligt: splittelse mellem generationerne, ingen forståelse, ingen interaktion, ingen samtale.

Fast food i betydningen mad, der er hurtigt lavet og serveret, er ikke ensbetydende med dårlig kvalitet.
Men ofte er det hurtigt lavede kun set på overfladen, for der ligger måske en længere forberedelse til grund for den hurtige servering.

De bedste køkkener i verden er skabt af fattige mennesker. Glem alt om gourmet Michelin-stjerne cuisine. Det er den folkelige opfindsomhed med ofte små midler, der har skabt de klassiske madretter.
Det berømte italienske køkken stammer for en stor dels vedkommende fra cuisina povera, de fattiges køkken. Trange tider har lært italienerne at kompensere for rigelighed med opfindsomhed.

Fast food i industrialismens ånd er junk food. Det er industrimad.
MacDonalds er pervertering af et af Amerikas eneste originale bidrag til verdens-gastronomien: burgeren.
En MacDonalds-burger er industriel-gastro-lort. Alt er kompromitteret, og fornemmelsen efter indtagelsen af en et Big Mac Meal er … jeg gør det aldrig igen. Og alligevel gør vi det igen, for der er noget vanedannende over det. Det er som dope-junk. Det rammer os i begærs-feltet under behovs-grænsen.

En undersøgende journalist gjorde forsøget. Han udsatte sig selv for Big Macs daglig i et par måneder. Han blev så syg af det, at han måtte tilbringe uger på hospitalet for at komme sig. De troede, han skulle dø. Den eneste grund til, at vi ikke havner i hans grøft er – heldigvis – at vi ikke gør det dagligt. Vores organisme kommer sig.

Der er en grund til, at både englændere og amerikanere lider af en ‘smitsom’ folkesygdom, der hedder forspisthed eller fedme (obesity). Paradoksalt nok kan overvægt være et symptom på underernæring eller fejlernæring. Antallet af super-size-mennesker i USA er rekordhøj. Årsagen er en sønderskudt-perverteret madkultur. Igen-igen er det hensynet til industrien og dens produkter, der har ødelagt det traditionelle og sunde grundlag for folkesundheden kombineret med folks kasten-sig-i-armene på selvsamme industri og dens besnærende billighed og fast-ness.

En særlig snigende form for forgiftning er ikke akut med kronisk: sukker. Historien beretter om, at Richard Nixon før valgkampen til hans 2. periode i 1972 skulle fedte for vælgerne, så han godkendte, at fødevarindustien kunne forøge sukkerindholdet i fødevarerne. Det forlængede varernes holdbarhed og gjorde, at de blev billigere, hvilket kunne bruges i propagandaøjemed før og under valgkampen. Det førte til en kraftig forøgelse af sukker, fructose, sucrose i et stort spektrum af madvarer, der har være i industriens gryder. Resultat: en markant knæk af kurven i opadgående retning for fedme, sukkersyge og cancer – cancer holder meget af sukker.

Denne korrupte og uansvarlige beslutning har gjort stor skade på folkesundheden for amerikanerne i første omgang og derefter for resten af verden.

Videnskab og uddannelse

Ifølge det socialdarwinistiske koncept må videnskulturen og det deraf følgende uddannelsesniveau altid befinde sig i sit eget klimaks. Det er ikke tilfældet – langt fra.

Eksempel fra mit eget daværende fag: musik. Jeg bruger mit eget fag som case story. Og det var på universitets- og konservatorie-niveau, hvilket jeg ikke skriver med fisefornemme fornemmelser men for at sige, at jeg var i øjenhøjde med standarden i uddannelsessystemet til at kunne fortælle følgende.

For 35 år siden var en musikuddannelse på Musikvidenskabeligt Institut i København, hvor jeg studerede i 6-7 år, fuld af discipliner. Man havde valget mellem en lang række delfag / valgfag og semesterlange kurser i alt fra middelalder-renaissance-barok henover wienerklassik-romantik-senromantik til modernismens gennembrud og videre op gennem århundredet inklusive populære musikgenrer. Man skulle beherske sit brugsklaver, man fik sangundervisning, man blev trænet som korsanger, man blev trænet i rytmisk sammenspil, man lærte arrangement fra renaissancestil til fritonalitet. Hørelære var obligatorisk. Musikstudiet var nærmest holistisk, og der var ressourcer afsat til at uddanne en solid allround musiker og musiklærer, der kunne direkte ud i f.eks gymnasiet og undervise. Eller musikskoler, aftenskoler, daghøjskoler. Folkeskolen var beslaglagt af de seminarieuddannede, der havde lært at håndtere de årgange. Fair nok. Der var i princippet ingen huller i uddannelsen. Overvægten var på klassisk musik, da det beskrev en 1000 år lang periode men uden at glemme samtidsmusikken. En del af uddannelsen var også det studie-miljø, hvor man mødtes og dannede bands, grupper og sammenspil i alle genrer.

Allerede de sidste år, jeg studerede frem mod 1990’erne, begynde ormen at gnave. Der blev sparet og sparet igen. Hele valgfag forsvandt, for der var ikke råd til dem. Det var især den klassiske musik, der blev skåret ned. Lærerne begyndte at lefle for eleverne for at gøre sig populære. Det kaldes studietrinstilvækst. Eleverne leflede for deres egen dovenskab og umiddelbare behovs-tilfredsstillelse, for de var vokset op med popmusik. Et hjem med klaver blev til et hjem terroriseret af en wannabe trommeslager nede i kælderen eller på barneværelset.

I dag er den klassiske musik nærmest forsvundet på Musikvidenskabeligt Institut, har jeg ladet mig fortælle af folk, der har været deltidsansatte for ganske nyligt. Kravene til færdigheder er sænket væsentligt.

Hvis vi herefter forlader eksemplet, så skete det samme i gymnasiet. I 90’erne, hvor jeg var gymnasielærer (i musik selvfølgelig) blev det bemærket af kollegerne, at niveauet for karaktergivning blev sænket. Der skulle mindre og mindre til for at bestå. Udviklingen er fortsat. Den forplantede sig op til universitetsniveau, hvor lærerne meldte om, at eleverne nu ikke længere var i stand til at stave sikkert, hvilket man skulle men var en form for bottomline for akademisk uddannelse. Men allerede fra folkeskolen var alt dette forberedt. Det skyldtes den nypædagogik, der udgik fra især kulturmarxisten John Dewey, hvor uddannelse var et socialiseringsprojekt. Det gælder ikke om at vinde men blot om at være med. Alle skulle være med, javel det skal de da, men bagsiden af den filosofi i praksis var, at al excellence var bandlyst. De lyse hoveder røvkedede sig i det grå leverpostejfelt, hvor de aldrig kunne trykke den af. Udfordringer og krav blev set som skadelige for socialiseringen. Curlingbørnene begyndte at ankomme, for euww det gør ondt at blive udfordret.

Vi har i Vesten en ide om, at vi har det bedste uddannelser i verden. Det er helt forkert. Vi er for længst overhalet af russere og kinesere og andre nationer hvor der er benhårde krav. Og fordi man er enige om, at det skal der være for at udvikle den excellence, der er brug for, så er det accepteret af eleverne. Det betyder imidlertid ikke, at de mindre begavede og excellente er ladt i stikken, for det har et samfund hverken brug for eller råd til. Hermed er det ikke sagt, at det er evigt saligt at være skoleelev eller studerende i f.eks Kina, for socialiseringen af hele befolkningen er gået helt over i den anden grøft med et massivt-totalitært kontrolsystem. Men et faktum er, at Vesten er kørt helt bagud af dansen, når det drejer sig om at give eleverne en uddannelse, der fremmer kvalifikationer > kompetence.

Vi kunne gå videre og brede det ud til videnskab. Vi henviser i stedet til:
Læs: Videnskaben er død – del 1
Læs: Videnskaben er død – del 2
Læs: Videnskaben er død – del 3
Læs: Videnskaben er død – del 4

Og hvis du ikke allerede er bekendt med Rupert Sheldrake, så vil det være interessant at høre hans foredrag The Science Delusion – der blev slettet fra Ted Talks efter krav fra de pigefornærmede videnskabelige selskaber, der ikke tåler kritik. Jamen er det ikke det, der er kerneydelsen i al seriøs videnskab … spørger vi naivt? Nå, det var det så ikke. Sheldrakes foredrag er i mellemtiden omdømt til den rereferende titel (Huxley) Brave New World, og han starter med udsagnet:

Videnskabens selvbedrag bygger på antagelsen af, at virkelighedens natur allerede er fuldt forstået, og at det herefter i princippet blot drejer sig om at udfylde hullerne med flere detaljer.

Videnskaben er endt i en række stivnede dogmer, som den klamrer sig til. Nogle præmisser, som aldrig bliver betvivlet. Når noget forstener på denne måde og ikke tillader ny luft at ankomme, så leverer videnskaben ikke sit fulde potentiale men degenererer, og så bliver vi allesammen dummere.

Det er et sidespor og en dead end, som startede for 400 år siden med Oplysningstiden, endnu et begreb, der ligesom fremskridt har en bagside i form af sin egen modsætning. Igen-igen er vi groft generaliserende, men samlet set er videnskabens sprælske nysgerrighed og fantasi blevet tæmmet, hæmmet og inddæmmet af de samme særinteresser, som vi har set i det samlede felt af det store tilbageskridt. Oplysningstiden var samtidig en mørklægningstid. Blot to eksempler: Da astrologi blev til astronomi, (astro-logos: læren / logikken om stjernerne <> astro-nomos: optælling / navngivning af stjernene) hvad var det så, der blev smidt af i svinget? Svaret er: bevidsthed – altså videnskabens ‘store problem’. Universet blev slået bevidstløst med et ny-videnskabeligt knock-out. Da alkymi blev til kemi, hvad var det så, der blev smidt af i svinget? Rigtigt gættet.

Den tilbageskridende kultur er en bevidstløshedens kultur.

*

Listen er lang, men vi skal også hjem i dag.
Lad os derfor opsummere ved at konstatere et mønster, en underliggende fællesnævner.
Der ligger en livsindstilling bag hele tilbageskridts-projektet.
Filosoffen Nietzsche forudsagde dets ankomst: nihilisme.
Den har mange isme-navne: materialisme, nominalisme, positivisme, reduktionisme, kvantisisme.
Læs: Materialisme som ind i helvede
Nietzsche blev misforstået i retning af, at han hyldede den store værdiløshed i udsagnet: Gud er død.
Han forudsagde blot det, han allerede så ankomme og beskrev, hvad mennesker nu fremover blev nødt til at stille op, da Gud blev sendt på førtidspension.

Lad os ikke glemme rationalisme. Vi kan ikke undvære rationel tænkning. Men uden et afbalancerende modspil bliver rationalisme til tyranni. Det bliver grundlaget for det totalitære. Der er ikke langt fra rationalisme til rationeringsmærker. Det er et rationalistisk tankesæt, der ligger bag den absurde tanke om universet som én stor maskine. Hvad er det, der gør denne afstumpede ide så attraktiv?
Det har de to psykologer professor Mattias Desmet og Iain McGilcrhist et bud på.
Hør deres samtale: The Moderne World, Totalitarianism and the Brain
Det korte version er, at mennesket søger sikkerhed. En maskine udgør sikkerhed, for der er ikke noget uforudsigeligt eller ukontrollabelt over den. Men de bedste fysikere har aldrig købt den forklaring: Bohr, Boehm, Planck, m.fl. Matematikernes statskup af fysikken skabte den teoretiske fysik og dermed en falsk sikkerhed for kontrol. Fysikerne behøvede aldrig at svine deres hænder til ved at genskabe deres antagelser i laboratoriet, for tavle + tavlekridt er rent og uantastet af bevidsthed, følelser, sjæl/ånd og andre ikke-målbare størrelse, der hermed var kontrolleret ud af ligningerne. Det var rent rationale. Beviset var på tavlen eller på papiret og ikke i eksperimentet.

Efter Guds død flyttede det samtlige djævelskab ind, om man så må sige. Det skete ikke på én gang, for djævelskab har god tid. Det skete så langsomt, at ingen bemærkede det. Altså bortset fra filosoffen, der endte med at få knald i låget at af tænke på det – eller var det syfillis, der gjorde det? Anyway. Han havde i hvert fald ikke meget tilovers for oplysnings-projektet.

Det er det store skred i etik og livsindstilling, der har skabt værditabet. For ca. 20 år siden begyndte man i management-volapykken at tale om værdiskemaer, vi skal italesætte vores værdisæt her i firmaet / organisationen … du kan næsten høre alt det DJØF med løg, der bliver kørt i stilling og går i selvsving. Det var mest støj og tom tale, men det var også et symptom på: hovsa, hvor blev de værdier af, som vi tog for givet? Hvilket vi burde være i stand til, men nogen eller noget havde fjernet dem i mellemtiden. De var ædt op indefra og udefra på én gang efterladende et vakuum. Værdiløsheden var blødt igennem, nihilismen var blevet for tydelig, det må vi da hellere gøre noget ved. Det blev ved de fine ord deroppe på projektor-lærredet med powerpointen.

Jeg har før sagt og skrevet – læs: Temperatur på verdenssituationen – at vi ikke har en politisk eller økonomisk krise. Vi har en åndelig krise i verden. Vi er blevet syge i sjælen, vores indre. Det er smertefuldt og ganske pinligt at se denne verdens ledere afspejle tilstanden i hele dets væsen og alle dets gerninger. Det politiske lederskab er plumråddent, og det gebærder sig i form af små forkælede, dumme ondskabsfulde børn. Statsmandskab er også en by i Rusland, som vi ikke kan udtale. Visdom i politik findes ikke længere. Husk imidlertid, at vi har de politikere, vi har fortjent. Vi har forsømt vores demokratiske forpligtelser og er sunket ned i sofapuderne.

Jeg har også skrevet, at jeg ser tegn på, at vinden vender. Vi har ramt bunden, hvorefter det kun kan blive bedre. Dommedagsprofetier i den forbindelse er ubrugelige. En fuldbragt tillidstab til lederskab, politikere, medierne, beslutningstagere, korporationer, BigTech-fascister, organisationer og institutioner er desværre et nødvendigt stadium. De står i vejen for vejen frem, de er udenfor pædagogisk rækkevidde, for de er ligesom programmer, der kører, når der er trykket på startknappen. De er ligesom de blikkyllinger, der var et sjovt legetøj for 50 år siden. Der sad en nøgle i ryggen på dem, og når de var trukket op, spadserede de højlydt skrattende henover bordet og udover bordkanten.

If you want things done, do it yourself – som de siger derovre.
Vi kan ikke vente på, at det degenererede lederskab skal få fingrene ud af trækkanalen.
Jeg ser det ske. Det starter et sted ‘derude’, det flyver under radaren, for de dumme-dovne-korrupte propagandamedier har enten ikke opdaget det, de mener ikke, at det er umagen værd ELLER – og det er måske her, tampen brænder – de har fået at vide af deres opdragsgivere, at det skal de ikke bryde sig om at skrive hjem om. ‘At skrive hjem om’ er i øvrigt afskaffet, for skriverkarlene sidder derhjemme og skriver om det derude, som de aldrig har set med egne øjne. Hvem er i øvrigt deres opdragsgivere?

Der er simpelthen nedlagt generelt forbud om at berette om den egentlige forandring af Verden, der er startet. Etablissementet frygter den, de fornægter den, de bekæmper den. Deres verden af magt bygger på status quo. Som de arrogant udsagde fra talerstolen i World Economic Forum: I 2030 ejer du intet, og du vil være lykkelig. Hvad dette globalfascistiske milliardær-forum glemte at sige var, hvem der herefter ejer det, du mente, du ejede. Og betyder ‘lykkelig’ måske: … og du kan ikke gøre en skid ved det.
De glemte også at sige, at du i forvejen ikke ejede din ejendom. Ak ja, al den veltilrettelagte glemsel.

Jeg vil hævde, at dette forum og lignende fora for status quo har begået en millennium-brøler.
De har undervurderet menneskehedens modstandskraft.
Deres Nemesis er ankommet til implementeringsfasen.