Ad vandveje (roman)

Download og læs som PDF
(begrænset tidsrum inden udgivelse)

Havnen

Tunnelen er forude, men nedkørslen ligger i mørke. Hvis man ikke kender stedet godt i dagslys, vil man ikke tage den på denne måde henover græsset og udover kanten. De har taget turen mange gange og cykelhjulene har lavet spor i græsset. Ved kanten løfter Ras i styret og trækker forhjulene op. I to sekunder svæver han, inden hjulene rammer asfalten, det bagerste først, det forreste efter et splitsekund. Bag sig hører han lyden af hjul, der gentager manøvren.

Tunnelen er lang, og de fleste af lysene er smadret. Væggene er fulde af spray, og der ligger glasskår og fladtrådte dåser. Skralde-slalom. 50 meter længere henne ses lyset fra fabriksområdet langs kanalen. Jamie udstøder et hyl. Man skal ikke lade akkustik ligge ubrugt hen.

Stien går hen langs hegnet og de lave træer. Man skal vide, hvor hullet i hegnet er for at køre tværs gennem grenene, uden at sætte farten ned selvfølgelig. En tilfældig forbipasserende ville blot have set to personer på cykler med små hjul forsvinde ind i en busk og ud af syne.

Området er perfekt til off-roading, hvis man har den rigtige cykel. Det er oplyst af høje lamper fra holdepladsen ved siden af, som et stadion om aftenen, uden publikum og dommere. Det er en gammel skraldeplads for jord og byggeaffald, og der er stier med hjulspor i de små bakker. Op af siden til den tilter – ned igen – hen over toppen – op og svæve – et slag med baghjulet, hvis man har styr på det – landing og fuld fart ned.

Der bliver ikke sagt noget undervejs, de kender begge ruterne og følger bare efter. For enden af bunkerne går stien om bag den tomme fabrik og ned langs vandet. Udsigten er kraftværket på den anden side af vandet. Hernede flyder det med skrot, og man skal op og svæve flere gange. Jamie er først denne gang. For enden af stien svinger han enten op bag fabrikken for at tage en runde til eller videre over til træerne for at nå videre til den næste fabriksgrund. Ras ser Jamie forsvinde ind mellem træerne og følger efter. I samme øjeblik hører han lyden af bremser og et råb. Han hugger selv bremserne i. Inde i buskadset hører han lyden af grene, der knækker og et indædt: ‘Fuck!’

Ras har smidt cyklen. ‘Hvad sker der?’

Der er mørkt mellem træerne. Så er det, han falder over noget, der ligger på stien, og når kun lige at holde balancen. ‘Hej, var det dig?’

‘Jeg ligger her og ligger’. Lyden kommer længere inde fra, og Ras går efter lyden. Først ser han cyklen, der ligger ved træet. Så ser han Jamies ben stikke ud af busken.

‘Jeg tager mig lige sammen, ikke’, siger busken. Ras kan høre på tonen, at der ikke er sket noget alvorligt.
‘Så er det ud’, siger Ras og hiver i benene. ‘Hvad fanden skete der? Hvad var det, der lå på stien? Jeg var lige ved at ryge på røven selv.’

‘Fuck, hvor var det ulækkert. Der er en ræv, der har pisset derinde!’ siger Jamie. ‘Er der sket noget med min cykel?’

‘Spørg hellere, om du har to arme og to ben’, siger Ras. Jamie børster sig af og rejser cyklen op. Så får de øje på et andet ben, der stikker ud mellem træerne i lyset fra projektøren længere fremme.

Bøjen

Det uendelige blå hav. Mågerne. Passerende skibe. Solopgang. Solnedgang. Regn og blæst. Man skulle tro, at historien hermed var skrevet, men sådan er det ikke.

Da han for 2 år siden sagde ja til jobbet, vidste han, hvad han gik ind til. Dette ville blive det ensomste job i hele verden. Hver anden måned kom der en båd forbi med forsyninger. Det tog 20 minutter at smide et par kasser over. De kom ikke engang ombord, hvorefter han var alene igen.

Der var selvfølgelig radioen, hvor han havde kontakt med fastlandet og indimellem med et skib. Han forlod aldrig stedet. Der var ingen grund til det, og hver gang, han kom i nærheden af civilisationen og dens uro, blev har urolig og længtes tilbage. Derfor var jobbet som opsynsmand på en fyrbøje 75 km sydvest for alfarvej perfekt for Eik Eidarsson.

En fyrbøje er en konstruktion, der flyder på vandet fastgjort med kraftige ankre til bunden. Bred forneden og smal foroven. Selvom den er fastgjort giver den efter for bølger og strøm. Som fyrbøjepasser skal man sørge for, at alt virker. Især fyrlamperne, men man skal også tilse, at al maling er intakt, så der ikke kommer rust til. Herudover skal man bare sørge for at opretholde sit eget liv.

Det er stort set som at bo på et skib. Kahytten, eller hvad der svarer til det, ligger i to niveauer. Ét forfoven med vinduer beregnet til det vågne liv: et bord, en stol, et lille køkken med fryser og køleskab. Og ét forneden tæt på vandoverfladen beregnet til at sove. To små koøjer. I toppen er de store lamper i et kammer med gladruder, og udenom er en platform kranset af et gelænder. Elektriciteten kommer fra et stort kabel, der løber langs ankret og derefter på bunden 75 km ind til kysten.

Dette er hans kongerige. Man skal være gjort af et særlige stof for ikke at blive sær eller direkte gal. Altså et tilpas mål af særhed som en vaccination mod, at det kammer over.

For 10 år siden kom han hjem til sit lille parcelhus i forstæderne og fandt sin kone i færd med at kneppe en anden mand. Den anden mand kom slemt til skade uden at omkomme, mens konen løb skrigende og halvpåklædt henover markerne. Han gik herefter ud af døren, og kom aldrig tilbage. De følgende år tilbragte han ombord på diverse fragtskibe på en verdensomsejling om det Indiske Ocean og den afrikanske kyst. Senere Caribien og Sydamerika. Han kom endda til Sydpolen med forsyninger til forskerstationer. Da han kom tilbage, så han et opslag som fyrpasser og søgte den. Han var træt af bøvede bemærkninger, slagsmål, dårlig mad, dårlige film og ildelugtende sømænd, der gokkede den af i kahytterne og kneppede ludere i havnene. Men han var ikke træt af havet.

Havet er mægtigt, det er voldsomt, det er fredfyldt. Havet har sin egen tid, og det er ligeglad med alting. Havet er altid det samme og aldrig det samme. Når man er alene på havet, er man så lille, at man bliver stor.

Eik Eidarsson står på broen ved de slukkede lamper. Der er en time til, at de skal tændes, og solen er på vej ned i den sæk af skyer, der ligger i horisonten. Så er det, han får øje på båden, der nærmer sig fra vest med vinden. Han henter kikkerten nedenunder og stiller skarpt. Han kan ikke få øje på nogen i båden. Da den nærmer sig, er det tydeligt, at den mod alle odds har mulighed for at crashe med fyrbøjen, og han henter bådshage, krog og tov frem og går ned af trinnene på siden af skroget.

Der er et smalt fodtrin omkring skroget med et gelænder, man kan holde fat i. Lige før båden rammer siden, fanger han den fra med bådshagen og holder den stangen, indtil den er gledet rundt i modvindssiden, hvorefter han fanger den med krogen og rebet. Han sørger for, at den er forsvarlig bundet, inden han stiger ombord.

Han åbner døren ned til kahytten, og konstaterer, at den er tom. Den virker velorganiseret og rodet på samme tid, hvilket undrer ham. Der er tøj og redskaber, og noget er smidt på gulvet. I slagbænken ligger der en stor taske med ting og sager i. Han tager den med op.

Hans intention er, at finde tilstrækkelig mange oplysninger om bådens ejer til at kunne foretage et opkald som baggrund for en efterlysning. Noget tyder på, at skipperen er faldet overbord, kystvagten sørger for resten.

Han hælder alt indhold i tasken ud på gulvet. Det er usædvanligt på flere måder. Der er skydevåben, ammunition, fiskegrej og redskaber. Bestemt ikke noget dametaske. Han finder dog ikke noget, der kan identificere ejeren, og går over til radioen for at kontakte kystvagten. De kan være på stedet om en time med båd, mens en helikopter vil afsøge vandet.

Der er omgående forbindelse, og kystvagten er på vej. Han beslutter sig for at gennemsøge kahytten i båden en gang til, denne gang med en lygte. Der er noget, der virker bekendt ved stilen. Måske er det tøjet, måske er det redskaberne. Da han finder bogen i skuffen, ved han alene på omslaget, hvor han har set den før. Han ved også, hvem manden er.

Kysten

Lyset skinner kun ind igennem smalle sprækker på skodderne ved vinduet. Hun må have været væk i lang tid, og alle lemmerne sover endnu. Der går næsten en time, inden hun er i stand til at løfte sig ud af paralysen.

Det lykkes hende med besvær at sætte sig op på kanten af sengen. Efter yderligere 10 minutter er hendes øjne i stand til at fokusere på sprækken med lys, og først da tør hun rejse sig. Langsomt, et skridt ad gangen, hold ballancen, hænderne på væggen ved vinduet. Hun mærker beslaget i midten og kan åbne den ene skodde. Hun må knibe øjnene sammen, og lukker skodden halvt igen for at vænne sig til lyset.
Da hun endelig er i stand til se ud på hustagene, de hvide vægge, den blå kuppel og den blå himmel, og videre ud over vandet, går det op for hende, at det ikke er vendt tilbage. Hun husker simpelthen intet.

Hun rører ved sit ansigt og sin krop for at fremkalde noget. Hun ser sig om i rummet for at få øje på noget, der kan fortælle hende, hvem hun er, og hvad dette er for et sted. De få genstande, der befinder sig i værelset, fortæller ingen historie. Der er tøj i et skab, et par sko, en hat, forskellige dagligdags genstande. Ingen papirer, ingen billeder. I en skuffe i et bord ligger der en konvolut, da hun åbner den ligger der en mindre stak pengesedler. Hun tager et par stykker og lægger resten tilbage. Et pas havde været belejligt.

Hun er næsten klar i hovedet nu. Normal tænkning er på vej tilbage, hvis man kan kalde amnesi for normalt. Adrenalinen har vækket kropppen til beredskab, hendes hjerne kører i gear, tanker flyver igennem i forsøg på et holdepunkt. Efter at den første åndenød har lagt sig, falder hun lidt ned igen på en sær adskilt måde. Noget i baghovedet betragter afventende og undersøgende, hvad der foregår fremme i oplevelsesfeltet. Et beredskab er sat ind. Attituden er ‘Det var dog besynderligt, hvad oplever jeg her, hvad gemmer sig om hjørnet, dette kan jo ikke blive ved?’

Hun tager i døren uden at vide, hvad hun skal forvente. Hun ser ud i en gårdhave omkranset af en mur. Hun lukker døren igen. Fra skabet vælger hun det mest præsentable tøj af det sparsomme udvalg. Hun åbner døren igen. Der er en portal i muren med trappe ud til en smal vej. Fra udsynet gennem vinduet i værelset kan hun regne ud, i hvilken retning byen og vandet ligger, hvilket vil sige nedad. Disse byer er sådan.

Hukommelse er en besynderlig ting, meget selektiv. Hun kender ikke sit eget navn og sin egen historie, hun ved ikke, hvad hun foretager sig her. Men hun ved, at det er en by ved en kyst, at det er varmt, sandsynligvis subtropisk, og at der må findes mennesker på dette sted, der ved noget om det, hun ikke ved. Hun er nogenlunde klar over, at hun ikke er sindsyg, at dette ikke er en ond drøm men virkeligt. Hun er sig også bevidst om, at hun skal være forsigtig. Det kunne være, at det, der befinder sig bag skærmen, er noget, der ikke er hende venligt stemt.

Hun møder ganske få mennesker i de smalle gyder. En person hilser på hende. Hun hilser igen og tøver et øjeblik, men det går op for hende, at det blot er noget, man gør sådanne steder. Det er ingen stor by. Hun har forsøgt at observere sin egen indre monolog, men den synes at bestå af brudstykker af engelsk og noget andet, der er lige på læben, og som hun ikke kan navngive. Et vindue ved et hus har mørke, nedrullede gardiner og glasset får en spejleffekt. Ansigtet, hun ser i ruden virker både bekendt og fremmed, men det har intet navn. Hun ser en kvinde med et ganske smukt men samtidig blegt, lidt forskrækket ansigt. Hun lader hænderne glide over ansigtet, gnider sig i øjenkrogene og retter på sit hår, inden hun går videre.

En café på et torv er åben, og hun bestiller vand og kaffe. Hun kan ikke bestemme, om tjeneren har set hende før. Han virker venlig, imødekommende, uden at være intim. Stedet er rart, og hun beslutter sig til at slå sig ned her, for at se, om noget skulle dukke op. Jo senere og køligere det bliver, jo flere mennesker kommer der frem fra deres huse.

Der er ingen bekendte ansigter. Hun leger med tanken om forskellige scenarier. Hvad nu hvis det ikke vender tilbage? Hvordan ville et liv med en ny identitet være? Som et ubeskrevet blad. Ville det være muligt? Hvor mange penge ligger der i skuffen, og hvor længe ville hun kunne leve for dem? Skal hun gå til politiet og sige, hvad hun ved? Noget siger hende, at det ville være farligt, for hun ved jo ikke noget, og hvem siger, man ikke spærrer folk inde for den slags her? De ville tro, hun var gal. Hukommelse og identitet forsvinder ikke bare sådan.

Det slår hende, at hun burde have ledt efter dørskiltet på huset, hvor hun kom fra. Hun beslutter sig til at gå videre. Hun betaler regningen, den er ganske rimelig. I en biks ved havnen køber hun makeup, kun det nødtørtige, intet prangende. Nede ved kysten og den lille havn er der en promenade, hvor der serveres der fisk. Hun sætter sig og bestiller en ret sammen med lokal vin. Der er øer i horisonten. Til venstre ved kysten rejser sig en stejl klippe med huse, pinjer og kirke på toppen. Til højre ligger bådene. I den ene ende fiskerbåde, i den anden ende motorbåde, sejlbåde, både for millionærer. Et par små færger. Turister slipper man ikke for. Er hun selv en af dem, eller hører hun til her?

Skibet

Rygtet om forliset er nået helt op til bjerget. Eller rettere, på en af Alex’ månedlige ture ned til byen får han det at vide. Han plejer først at tage turen om grønthandleren, hvor han efter aftale afleverer indsamlede varer. Der er svampe, rødder og urter, der kun vokser højt oppe – nogle på ufremkommelige steder, hvor der ikke kommer mennesker. Der er en særlig tidselart, bjergtimian, bær, malurt, alt efter sæsonen. Dem bytter han til andre varer.

Derefter videre til provianten, hvor han køber hagl til jagt. Han kunne også have handlet med dyr, men han nedlægger aldrig mere, end han selv skal bruge. Til gengæld køber han fisk. Man skal have frisk fisk en gang imellem, ellers står den på tørrede og saltede fisk og de småfisk, man kan fange i søerne og vandløbene. Det er her, han hører historien. Han får ovenikøbet pakket fisken ind i en avis, hvor der står et referat.

Det er skæbnens ironi, er hans første tanke. For fem år siden var han kaptajn på det selvsamme krydstogtskib ‘Stella Maris’, som nu ligger på siden udfor øen, beskrevet som det mest spektakulære forlis i nyere tid. Den nuværende kaptajn forlader tilsyneladende broen under gennemsejlingen af det snævre farvand mellem de to øer for muligvis, som rygterne siger – og som man nu efterforsker – at have privat frokost og intimt samvær med et yngre kvindeligt besætningsmedlem med store attributter. Han havde kort forinden overladt styringen til en mindre erfaren kollega, der først opdagede, at han ikke ramte sejlrenden helt rent i det øjeblik, det var for sent.

En yderligere pikant detalje ved historien er, at den uheldige og uansvarlige kaptajn synes at være sporløst forsvundet.

Historien og hele dens atmosfære minder ham om, hvorfor han sagde sit job op. Som kaptajn er man en feteret, prestigiøs institution på et skib af den størrelse og type. Passagererne er stenrige, ofte pensionerede businessfolk, bankfolk, nogle med suspekt fortid, nogle med sammensparing til at realisere en drøm, samt en hel del, som har valgt at tilbringe det meste af deres otium om bord på en sejlende enklave af luksus, hvor de ikke behøver at omgås andre end de samme typer. De er snobberne, og her er ingen pøbel og ingen fattigrøve. Som kaptajn forventes man at indgå i diverse arrangementer a la ‘dinner with the captain’, hvor fruerne kappes om pladsen ved siden af manden i uniform, der som en lokal Vorherre regerer over det sejlende Univers af ødselhed og kedsomhed. Man forventes at berige deres i bund og grund indholdsløse, eskapistiske, ufuldbyrdede liv, hvor de udsætter døden på denne dekadente klon af Titanic.

Kedsomheden bliver der ikke talt så meget om, selvom det er en slags grundstemning midt i al glamour. En del af fruerne keder sig bravt, fordi de har giftet sig med ældre, velhavende mænd, der ikke længere evner få den op at stå. Deres oprindelige tiltrækning havde som objekt en mand med magt og potens, der nu er for aftagende, bortset fra pengene for de er gode nok – så længe de er gode nok. Kaptajnen bliver til en slags kompensation for en bunke uforløst erotik og længsel efter opmærksomhed i tilpas skinnende omgivelser.

En dag får Alex nok af dette forlorne og forløjede liv.
Skibet er grundet et sikkerhedstjek af maskineriet ankret op udfor en øgruppe med en vis afstand fra fastland og turister. Alex har været i land og brugt tiden til at gå op og ned at bjerget, mens kollegerne sidder ved baren i byen. Nogle har fundet et etablissement i en sidegade med kvinder, der ikke har problemer med at sælge særlige ydelser for penge. Den side af sømandsskabet har åbenbart ikke forandret sig i tusind år. Resten er ombord på skibet. Han er 2/3 oppe af bjergsiden, da det bliver uvejr. Det går hurtigt, når det sker i disse omgivelser. Regnen vælter ned, lyn og torden kommer ud af himlen, og han søger ly langs et udhæng i bjergsiden. Det er her, han opdager hulen.

Det er ikke en helt almindelig hule, det er nærmest en lejlighed. Der er et regulært stort rum lige bag indgangshullet, og der er ovenikøbet et slags vindueshul ved siden af. Der har tydeligvis boet mennesker, og de har gjort noget ved stedet. Der har måske oprindelig været en naturlig hule, som er blevet udbygget, væggene er blevet udglattet, et vindue er hugget ud. Da uvejret er forbi, og solen skinner ind gennem åbningerne, får han en vision. Da han går ud af hulen, ser ned over bjergsiden, mærker de intense dufte af vegetation og ser ud over det store blå hav, bliver visionen til en beslutning.

Han går målrettet ned i byen og forhører sig. Hulen er ubeboet, ingen ejer den, de lokale er ovenikøbet venlige. Han tager tilbage til skibet, kontakter firmaet og opsiger sit job med omgående virkning. Til efterfølger får han anbefalet sin yngre, ambitiøse anden-kaptajn. Som følge af sit kontraktbrud mister han visse tjenestelige privilegier, men det bekymrer ham ikke, for han har en opsparing fra 10 år som kaptajn på en kæmpe møgskude, hvor det stort set ikke er muligt at bruge penge. Den tid er nu slut, og det liv, han får i bytte, er på et sted, hvor det stort set heller ikke er muligt at bruge penge.

Alex sejler tilbage til byen, ordner formaliteterne, taler med den lokale borgmester. Han trækker latinsk på skuldrene og på smilebåndet, og er til fals for en flaske whisky lagret på fad i 25 år. Han køber et bord, en seng, nogle olielamper, noget køkkengrej + det nødvendige værktøj og hyrer et par lokale til at bære det op. Det bliver hans nye hjem – sommer og vinter med konstant temperatur uden brug for varmeapparater. Sådan er huler.

Da han nu 5 år senere med tasken fuld af haglpatroner og fisk står og ser nedover den samme bjergside, mærker de samme dufte af vegetation og ser udover det samme store blå hav, ved han som dengang, at beslutningen var rigtig. Også selvom – og tanken strejfer ham – at det groteske forlis ikke ville have fundet sted, hvis han havde ført skibet. Men det er uden dårlig samvittighed, for man kan ikke som menneske tage ansvar for den dårskab, andre vælger at leve i. De, der af diverse motiver vælger at blive hængende motiveret af empati eller egennytte, bliver blot filtret ind til ingen nytte for hverken dem selv eller de stakler, de enten forsøger at frelse fra sig selv eller identificerer sig med. Ikke at forveksle med det ansvar, man har, når man befinder sig i en situation, hvor man har reel mulighed for at hjælpe nødstedte.
Gad vidst, tænker han, hvor mange han kender af dem, der var ansat på skibet under forliset? Det er trods alt kun fem år siden. De fleste er mennesker, han aldrig relaterede til andet end professionelt. Det hele er jo fortid. Men at skibet så skulle strande netop her!

Jo, der er faktisk én person, han har tænkt på indimellem. Burde han have undersøgt, om der er offentliggjort en liste over omkomne eller savnede? Han går over og banker på hos Filometti. Han har en computer med internet via sattelit.

Kanalen

Dette er Klondyke. Folk bor i alt, der på nogen måde kan beboes. Den indlysende forskel mellem denne endetarm af storbyen og det store guldgravereventyr er, at her findes der ikke noget guld. Til gengæld findes der bræddeskure, sønderskudte campingvogne, en udrangeret togvogn, en afdanket turistbus uden hjul, et par frønnede husbåde, en gammel færge, en flodpram – og flere bræddeskure.

Nogle af de, der lever i denne udkantcivilisation, er folk, der har valgt dette sted og dette liv på grund af en overbevisning og hang til det anderledes. De tilhører det såkaldt ‘alternative’ samfund, de udmeldte, dem med et sæt politiske attituder om det samfund, de har meldt sig ud af.

Andre lever her på grund af strandede livssituationer. Direkte adspurgt har de ofte de samme motiver som de såkaldt alternative, men en smule vedholdende udspørgen vil vise, at de snarere har gjort en dyd ud af nødvendigheden. Det er samfundet, der har meldt dem ud, og en del af dem har i mellemtiden opdaget, at de ikke ville bytte.

Andre igen, et fåtal, er blot stratenrøvere med bekvemmelighedsflag fra både sig selv og folk, de har taget røven på – og fra de myndigheder, der kunne tænkes at repræsentere deres ofre. Jacques er en af dem.
Der er i øvrigt ingen, der kender hans rigtige navn, men det er, hvad han selv siger. Han har gang i alt muligt, og han er, om man så må sige, ikke helt åben omkring det. Han bor i øvrigt i en af de mere usædvanlige bygninger, hvis man overhovedet kan kalde den slags for en bygning: en udrangeret gastank. Den har siddet på en togvogn. Den har dobbelte vægge, som nogen har skåret hul i og sprøjtet isolationsskum ind i. Der er desuden to vinduer og en indgangsluge. Den kan på sin vis minde om en ubåd, for den ligger med en tredjedel ude i vandet og resten på land. Det er selvfølgelig her, indgangen findes.

Den oprindelige ejer blev en dag fundet død, hvorefter Jacques flyttede ind. Det var i øvrigt en af hans bekendte. Der er gisnet om, hvorvidt han havde en finger med i spillet med hensyn til den tidligere ejers død, men et faktum er, at han aldrig blev anklaget for noget, og at han nu bebor gastanken. Han er ikke egentlig vellidt af sine naboer ved kanalen, men de fleste her passer sig selv, og andre er derfor som grundlag tolereret, så længe de ikke generer nogen. Og har vi ikke alle en suspekt fortid, når det kommer til stykket?

Selvom det er småt med guld i det lokale kanal-klondyke, så er denne aften måske en undtagelse. Jacques har ventet til det blev mørkt med at komme hjem, og proceduren med at låse op for døren til tanken er en anelse hektisk. Da han er inde, låser og lukker skodderne, inden han tænder lys. Den taske, han har medbragt, stiller han på bordet. Den indeholder forskellige ting af værdi, bla. bundter med pengesedler. Og noget endnu mere værdifuldt.

Han havde i et stykke tid holdt øje med båden. Det var tilfældigt, at han havde opdaget den, for det var bare et af de steder, hvor han kunne finde på at sidde og ryge sin joint. Manden i båden havde lagt til i den forladte havn bag kraftværket et par gange. Han gik til og fra sin båd, og næste dag var han tilbage igen. Så var selve båden væk et par dage, og så lå den der igen. Jacques sad og røg, da manden kom tilbage langs kanalen. Det var blæst op fra nord, og nede ved kanten foran båden tabte manden en taske, som han slæbte på. Nogle papirer fløj væk i vinden, og manden fik travlt med at samle op fra jorden. Han løb frem og tilbage og samlede flere papirer op.

Et af dem fløj i retning af Jacques og landede tæt ved ham.
Jacques slukkede sin joint og skulle til at rejse sig og fange den, da han så, at det var en pengeseddel. I stedet for at rejse sig, blev han siddende, til manden var færdig og gik ombord på sin båd. Så kravlede han gennem græsset og samlede den op. Den lød på 100 €. Han stak den i lommen. I stedet for at gå videre, som han normalt ville have gjort, blev han siddende.

Det var næsten mørkt, da lyset blev tændt i kahytten. Senere blev det slukket igen, og han kunne se manden komme ud af båden med en lommelygte og gå ind ad vejen langs kanalen. Han rejste sig og fulgte efter ham. Da han følte sig forvisset om, at han var fortsat langs kanalen, løb han ned til båden. Kahytten var låst med en hængelås, men Jacques havde værktøj ved hånden. Et enkelt ryk var nok til at hive hængslet til låsen fri af dørkarmen. Han vidste nogenlunde, hvor han skulle lede i det lille rum, og i bænken fandt han tasken med bundter af pengesedler og andet indhold. Der var ikke tid til at sortere indholdet, så han skyndte sig ud af kahytten og op på landjorden. I erkendelsen af, at han nok have efterladt fingeraftryk overalt, besluttede han sig til at løsne båden fra fortøjringen. Det var blæst yderligere op, og båden gled væk fra kanten.

‘Hvad fanden laver du her?’ En lyskegle ramte ham. Han prøvede at slippe væk med tasken, men der udviklede sig et klammeri. Han havde stadig sit værktøj ved hånden, og han pandede manden med lygten i hovedet. Manden faldt om på jorden. Han burde have smidt ham ud på båden, men den var allerede drevet flere meter ud. Et øjeblik overvejede han at smide ham i vandet, men manden begyndte at røre på sig, så han valgte at forsvinde fra stedet.

Søpromenaden

Færgen sejler afsted. Efter middag og i gang med det andet glas vin, synker hun ned i den meditative sydlige stilstand, hvor tidløsheden indfinder sig. Når man kommer under under en vis breddegrad, har denne særlige tilstand det med at indfinde sig. Nord for breddegraden har folk travlt med at være produktive og tjene penge. Til gengæld er de ikke rigtig tilfredse med deres liv. Syd for breddegraden er folk mere dovne, de producerer ikke mere, end de har brug for og har tendens til at være lidt småfattige. Til gengæld synes de selv, det går meget godt. Det er i dette forlængede øjeblik, hvor hendes egen glemsel forenes med breddegradens glemsel, at hun mærker, at hun bliver betragtet. Det kommer fra højre side af hendes synsfelt. En herre med hat og en stok er standset op ved siden af restauranten. Hun kan ikke se hans øjne men fornemmer tydeligt, at det er hende og ikke menukortet, han betragter. Er der noget bekendt ved ham?

Da han ligeledes mærker, at hun betragter ham, træder han frem fra skiltet og letter på hatten. På den ene side vil hun ikke indlade sig med en tilfældig forbipasserende charlatan, på den anden side er hun modtagelig for alle potentielle indput, der kan få noget til at dukke op i hendes hukommelse. Manden med stokken er ingen hurtigløber, hvis det skulle komme til det. Ansigtet virker dog stærkt bekendt.

Han kommer hen til hendes bord. ‘Sidder du der? Har du noget imod selskab?’ siger han.

Uden at tænke over det, svarer hun ‘Nej, sid bare ned’. Det er i det efterfølgende sekund, at hun bliver sig bevidst, at hun forstod, hvad han sagde, og at hun har svaret på det. Hendes indbyggede observatør er parat, og hun overlader initiativet til ham.

Han går direkte til sagen. ‘Hvordan går det?’

‘Det går fint’, siger hun. Svaret kræver mindre forklaring end ‘Det går ad helvede til’. Næste tanke er: ‘Hvordan ved han, at hun forstår og taler det sprog?’ Det irriterer hende stærkt, at hun ved, hun kender ham.

Han løfter brynene. ‘Jamen, hvornår gik du ud?’

‘For et par dage siden’ Hun bluffer. Hun aner ikke, hvad han spørger om, og hun tør ikke give sin uvidenhed til kende. Hun træder vande. ‘Hvad kan du selv fortælle?’ Hun smider snøren langt ud i vandet og håber på bid.

Han ser på hende med undersøgende forundring. ‘Vi kom jo allesammen i land. Senere. Det hele var jo et kaos. Tænk ikke mere på det. Hvordan kom du overhovedet i land?’

Så giver hun slip. ‘Jeg ved det ikke. Vær så rar at fortælle noget mere.’

‘Det kan jeg godt. Du kan ikke huske? Jamen, da skibet begyndte at vælte om på siden, og vi ikke var blevet reddet endnu, så brød vanviddet løs. Alle forsøgte at komme fri, men hvor skulle vi løbe hen? Folk holdt fast i alt, hvad de kunne: gelændere, trapper, tove. Nogle fik fat i redningsbådene men kunne ikke få dem fri.

‘Kan du ikke huske, at du sprang overbord?’

‘Jamen, så gik der jo en halv time eller noget, og så begyndte bådene at komme.’

Han tager et tørklæde op af lommen og tørrer sig i ansigtet og på halsen. Så ser han, at hun begynder at ryste over det hele.

‘Kære pige, du gik ikke ud for et par dage siden. Kan du slet ikke kende mig?’

Så hører hun ikke mere. Billederne vælter ind over hende. Hun husker sit navn, hun husker den ældre herre, der nu har taget hendes rystende hånd. Og hun husker de voldsomme billeder med mennesker og vand.

Hun falder langsomt til ro. Tjeneren kommer forbi og spørger, om alt er vel, og den ældre herre siger, at de lige skal sidde en stund. Men de sidder i flere timer og taler om alt muligt. Så går de op af gaderne til huset.

Voldgraven

Ras og Jamie kører hjem langs volden. Det er den gamle fremskudte befæstning til byen, der forbinder mosen med kysten.

Politiet havde været der. Der var hunde og blå blink og stribede afspærringer. De havde spugt om alt muligt, som de ikke kunne svare på. Hvem de var, hvor de boede, hvorfor de cyklede rundt her, om de havde set ditten og datten. De var sådan set flinke nok, men alligevel irriterende.
Det er Jamie, der tager hul på emnet. ‘Så du den bule, han havde i hovedet? Han var jo fuldstændig smurt ind i sit eget blod!’

‘Det var lidt svært at undgå at få øje på. Så hvad tænker du?’ svarer Ras.

‘Jeg tænker for det første, at det nok ikke er ham selv, der har gjort det. Så skal han i hvert fald løbe frontalt ind i en lygtepæl.’

‘Og hvad mer?’

‘Så tænker jeg, at det var et lidt underligt sted at ligge sig til at dø. Det virker mere, som om han enten er blevet smidt dér, eller også var han på vej et sted hen og nåede ikke længere.’

‘Du har simpelthen en slags teori. Nu skal jeg fortælle dig noget mere. Jeg ved godt, hvem han er. Det er ham, der lagde til nede ved udmundingen af kanalen. Han har boet der et par uger.’ Ras er gået i detektiv-tilstand.

‘Du har sgu da ret. Han stod of fiskede ved havnen forleden. Har du flere gode ideer?’

‘Det har jeg da. Du kender godt ham stodderen, der bor i tanken. Han er en rimelig klam fætter. Han har også gået og lusket dernede.’

‘Hvad er det lige, du antyder dér? At han skulle have gjort noget?’

‘Altså, jeg siger bare så meget, at jeg ikke bryder mig om hans facon, og at han lusker.’ Ras er småindigneret.

‘OK, men det er altså ikke helt det samme, som at han har gjort noget. Det er også en teori, du lige har lavet.’

‘Selvfølgelig. Men hvad siger du til den her? Min storebror kender én ovre fra kolonihaven ved siden af, og der går et par rygter om stodderen. Blandt andet at han har nakket den forrige ejer af tanken. Men de har aldrig kunnet bevise det’.

‘Så har vi rygter og teori. Så mangler vi bare nogle isklunker og noget grøn frugtfarve, og så ryster vi den vildeste cocktail.’

‘Det ved jeg da godt. Men se lige på de spader i uniform, der stillede spørgsmål. Ligner de ikke nogen, der kunne have brug for lidt hjælp? De kan ikke finde ud af en skid!’

‘Det har du muligvis ret i. Og det er ikke noget teori, det er simpelthen en objektiv sandhed! Så hvad har du i tankerne?’

‘Jeg kender et sted, hvor man holde øje med tanken uden at blive set. Men vi er nødt til at vente til i morgen tidlig, og du skal tage din fars superkamera med.’

‘Og hvad er tidligt? Jeg kan ikke komme op så tidligt.’ Jamie er nærmest forfærdet ved tanken.

‘Så hold dig vågen hele natten og spil computer, jeg henter dig’.

Orlogsmanden

Turen ind til fastlandet tager en time. Skibet tilhører kystvagten og er ganske effektiv, men der er et pænt stykke ind. Denne gang havde de sendt et mindre skib med en kran, så de kunne løfte den strandede båd ombord.

Eik Eidarsson havde ringet til selskabet og bedt om en uges orlov. De virkede nærmest glædeligt overrasket og havde i løbet af et par timer fundet en afløser. Livet på en fyrbøje er så ensomt, at manden ombord kunne tænkes at blive skør i hovedet.

Det var nu på ingen måde tilfældet. Han var særdeles klar i hovedet. Han havde to bøger med sig, bogen fra båden og hans egen bog med notater. Han vidste, at han muligvis ville være nødt til at aflevere bogen, da den var bevismateriale, så han havde skrevet en række oplysninger ned. Johans bog – for det var hans gamle kollega fra Atlanten, hvis båd havde forstyrret hans ensomhed – var både logbog og dagbog. Den var tydeligvis ikke den første bog, for selve loggen gik ikke mere end 7-8 år tilbage. Alligevel var der oplysninger i den, der beskrev tiden før.

Af bogen fremgik det, at han havde en søn, som han kun sjældent så. Han havde sejlet for sig selv i over 15 år, og det meste af tiden var det andre steder på kloden. Sønnens mor havde han ingen kontakt med, da hun havde forladt ham allerede før, han stoppede med at sejle på Atlanten. Omstændigheder var ikke nærmere beskrevet, men der var antydninger om, at hun havde været i fare og havde været tvunget til det. Hun havde i hast overladt drengen til noget familie, men det er tydeligt, at aldrig holdt op med at tænke på hverken drengen eller hans mor. Han havde sendt drengens plejefamilie penge, men han vidste ikke, om de var blevet modtaget. Der var også et avisudklip med en kvinde. Af noterne på samme side fremgik det, at han havde tjekket op på, hvor hun befandt sig. Hvorvidt han havde brugt den oplysning til noget, fremgik ikke.

Der blev ikke skrevet meget om den tid, men pludselig på side 183 læser Eik sit eget navn. Hændelsen står stadig klart i hans erindring, for det var her, at Johan og han blev mere end blot kolleger. Et par særdeles kedelige typer ombord havde været grove ved Eik og havde truet ham med at blive smidt overbord. Her havde Johan blandet sig og havde stukket den dominerende af dem en regulær ørefigen, så han faldt et par trin ned af en trappe. Han havde åbenbart ikke fået nok og kom tilbage, hvorefter Johan resolut stak ham én til. Ikke noget med knytnæver, ikke en dråbe blod, ingen brækkede lemmer, bare en sviende flad. Den anden type var bare medløberen, og der var ingen problemer med dem siden. Begge typer afmønstrede i næste havn.

De havde sejlet sammen i et par år, og deres veje var skiltes. Han havde tit tænkt på ham, og det op gik for ham, at det var gensidigt. Desværre var det for sent. Eik havde hørt i radioen, at Johan var blevet fundet ved havnen ud for kanalen. Der var tydelige tegn på vold. Det bekræftede det umiddelbare indtryk han havde fået, da han gik ombord på båden. Der var sket noget usædvanligt.

Nu sidder han her for at gøre sin kammerat en sidste gestus. Han er ikke helt sikker på sin beslutning, for hvem siger, at hans indblanding vil blive vel modtaget. Det kan ikke vides, hvis det ikke er forsøgt.

Skibet ankommer til kajen kl. 16. Der er stadig tid til at foretage en udflugt. Han har to ærinder. Det ene er at aflevere bogen til sønnen. Hans adresse står i den. Den hurtigste måde er at leje en cykel, for bådehavnen og kanalen ligger afsides udenfor selve byen. Det er mange år siden, han havde siddet på en cykel, og landjorden gynger under ham. Han har været på vand uafbrudt i halvandet år.

Han finder adressen og ringer på klokken. Der bliver ikke svaret. Han skal lige til at gå, der der kommer en ung mand, der skal ind. Eik er ikke i tvivl, for ansigtet er en ung Johan.

‘Undskyld, men er du Rune? For så har jeg noget til dig.’

Den unge mand ser undersøgende og tøvende på ham uden at svare på spørgsmålet.

‘Jeg kender din far fra lang tid siden, hvor vi sejlede. Han var min ven. Jeg ved, du ikke så meget til ham, men dette er hans dagbog, og hvis du vil vide noget mere om ham, så står der mange ting. Der står også, hvor du måske kan finde din mor.’

Rune tager mod bogen, stadig uden at sige noget. Eik kan se, at han er både forskrækket og forvirret. ‘Jeg skal ikke opholde dig længere’, siger han og vender sig om for at gå.

‘Lige et øjeblik…’ En unge mand går et skridt frem. ‘Tak. Jeg vidste bare ikke lige …’ Eik nikker og smiler diskret. Så var det ikke forgæves. ’Vent ’ Den unge mand tager et stykke papir og en kuglepen op af lommen og skriver noget på det. ’Her, tag det.’

Der står et telefonnummer på papirlappen. Han beslutter sig til at vente med udflugten til havnen til næste morgen og tjekker ind på et billigt hotelværelse. Tre dage med morgenmad. Måske en tur ned på det lokale værtshus. Han er ikke vant til at drikke, så bare en enkelt. Eller to.

Floden

Der er så meget vand, at det er umuligt at sige, hvor det kommer fra. Men det er ubegribeligt langt væk.

Folk, der bor her, har sjældent mulighed for at vide med sikkerhed, hvor floden engang er startet. Det er i et helt andet land, hvor de ikke har mulighed for at tage hen. Det er mere sandsynligt, at de lader sig skylle med strømmen og ender i en af de kæmpestore byer, hvor de har hørt, at man kan blive rig, men som regel ender med at krepere eller på alle tænkelige måder synke til bunds.

Her tjener man ingen penge. Til gengæld kan det være svært at bruge dem, og det er med den rette viden ingen grund til at savne dem. Hvis man kommer tilstrækkelig langt op af sidegrenene til floden, kan man være sikker på, at der ikke bor nogen, der ikke er født og opvokset her og heller ingen, der skulle få lyst til at se, hvor floden springer ud. De ville sandsynligvis ikke engang overleve mødet med et sneklædt bjerg mod vest flere tusinde meter over havet. De færreste har på den anden side lyst til at søge til storbyerne og deres enorme slum, medmindre et eller andet skrupuløst mulitinationalt selskab har sanktioneret fordrivelsen af deres slægt for at hive olie op af jorden eller fælde alle træer for at score kassen.

Derfor set på den baggrund et usædvanligt syn at møde en hvid kvinde på dette sted. Hvis man er så heldig at møde hende, for der er ikke noget, der umiddelbart røber tilstedeværelsen af menneskelig beboelse for den forbipasserende. Stedet er som en organisk fæstning med stejle overgroede klippevægge helt ned til vandet, og man skal bevæge sig flere kilometer i hver retning før siderne bliver tilgængelige igen.

Båden, der nærmer sig, er lastet med varer i sækkelærred. Manden i båden søger ind mod kanten, hvor der er en kløft, der borer sig ned i siden af klippen. Han lægger til ved en gruppe store sten, der rager op og danner en platform. Båden kan kiles ind mellem to af stenene og bindes fast. Da han er kommet op på stenplatformen tager han en fløjte frem, som han bærer i en snor om halsen og blæser i den. Det lyder som en fugl. Efter et stund høres en anden fugl ovenfra. Han sætter sig ned på stenen og venter.

Efter et stykke tid høres en svag hvislen, og der ankommer en lukket krog for enden af et reb. Set nedenfra forsvinder det op gennem grenene og bladene, så man ikke kan se dets udgangspunkt. Manden rejser sig op og trækker en sæk op af båden, som han fastgør til krogen. Han rykker tre gange i snoren, hvorefter rebet strammes, og sækken forsvinder langsomt op gennem bladene. Lidt senere ankommer den igen, og endnu en sæk bliver ekspederet. Sidste gang, den ankommer, han manden monteret en slynge rundt om sit skræv og sit liv. Hvis nogen stod på platformen, ville de se en skikkelse, der forsvandt op gennem bladene på grenene.

For enden af rebet sidder et hjul på en konstruktion, der rager ud over kanten. Det ligner en stor arm, der kan svinge indover afsatsen, hvor der er en platform. Et spil med et stort hjul er koblet til svingarmen. Bag spillet ses bygninger mellem træerne. Bag træerne rejser sig endnu en stejl klippevæg, så stedet synes indesluttet på alle sider. Det er som en hylde.

Manden sætter fødderne på platformen og frigør sig fra sin slynge. Kvinden, der kommer ham i møde har langt opsat hår. Hun er iført shorts, skjorte og en kasket. På ryggen har hun en mashete i et hylster.

‘Kom indenfor’, siger hun til manden. De går over mod halvtaget ved bygningen, hvor de sætter sig på en bænk ved et bord. Hun henter to glas med varm væske, en slags te lavet på blade.

‘Der er også et brev’, siger han. Han overrækker hende en konvolut.

Hun åbner konvolutten og læser brevet. Der bliver ikke sagt noget i et stykke tid.

‘Hvem fik du brevet af?’ spørger hun.

Manden svarer ‘Det var en ung mand, der kontaktede mig i byen. Han sagde at han var kommet fra et land langt væk fra. Han spurgte mig om alle mulige ting. Han spurgte, om der måske boede en kvinde et sted oppe af floden. Jeg er åbenbart ikke den første, han har spurgt. Jeg sagde, at jeg ikke var sikker. Han gav mig brevet alligevel. For en sikkerheds skyld, hvis jeg nu mødte hende. Han spurgte, hvornår jeg kom tilbage og sagde, at han ville være der igen. Hvis jeg mødte kvinden, skulle jeg give hende brevet. Hvis ikke, skulle jeg blot bare tage det med tilbage. Han ville vente en uge.’

Hun sidder et stykke tid uden at sige noget. På dette sted er der god tid, og man træffer ikke beslutninger på et par sekunder. ‘Er du klar over, at jeg bliver bedt om at svare på brevet?’

‘Det ved jeg ikke noget om. Jeg har jo ikke læst det. Hvor lang tid skal du bruge?’ spørger han.

‘Et par timer. Er det OK?’ svarer hun.

‘Så er jeg nødt til at vente med at tage videre’ siger han.

‘Jeg finder et sted, du kan sove, og du bliver kompenseret for forsinkelsen. Der bliver et traktement senere, og der er en ny portion vin klar. Den skulle være uovertruffen’.

Han smiler for sig selv og lukker øjnene et øjeblik.

Broen

Det er aften, og han sidder under broen og ser ud over vandet. Det har været et hårdt løb, men han har det altid godt bagefter, selvom han er fuldstændig smadret. Løbet startede lige inden solopgang, hvor det var så køligt som muligt. Når det går op ad bakke hele vejen, og bjerget befinder mellem krebsens og stenbukkens vendekreds kaldet æquator, så gælder det om at få mest mulig kølighed.

Bjergløbet var hans seneste udfordring. Et bjergløb starter i byen – hvis der er en by – i bunden af bjerget og ender på toppen. Vi taler ikke om bjerge, der skal bestiges men om bjerge, hvor der er en gangsti fra bund til top, som kan transformeres til en løbesti. Det andet ville være rent selvmord.

Det hele startede for 11 år siden. Rune var bare en stor, overvægtig skoledreng, der flyttede ind på et værelse på den større ø. Den lille ø havde kun skoler til 10. klasse, og hvis man ville mere, måtte man flytte hjemmefra. Der var ingen bro mellem øerne. Det faldt ham ikke svært, for hans hjem havde været uden forældre det meste af hans barndom, og han var aldrig fuldt ud accepteret hos sin plejefamilie, faderens halvbror, der supplerede deres husholdning med de tilskud, de fik ved at have ham boende.

Men den lille ø havde i det mindste været en form for stabil ubalance, normal i sin abnormitet. På værelset i byen sad han en dag og måtte erkende, at han var havnet i en blindgyde. Han kendte ingen. Han skulle have startet på gymnasiet men udeblev. Han lukkede sin dør og kom aldrig udenfor værelset. Hans kropsvægt havde nået et trecifret tal. De eneste, der bankede på døren, var tilsynet. Han havde fået en diagnose: skizofreni.

Men den dag – han husker den tydelig – ramte erkendelsen ham med al sin vægt. Han mere end husker den, han hylder den. Han kan stadig finde på at kaste sig på knæ og takke hvem-eller-hvad-det-end-er, der har skabt Universet og tilrettelagt skæbnen med alle dens ironier og labyrinter for, at han imod alle odds for sin diagnose var i stand til at gøre denne erkendelse og ikke mindst at handle på den og oven i købet være i stand til at vælge den rigtige handling. Han var klar over, at andre i hans situation havde valgt andre handlinger, fx at tage deres liv – eller andres – for at slippe for deres eget indre helvede.

Den dag for 11 år siden blev han ramt i panden af en forhammer med følgende inskription: Det kan ikke være rigtigt, at jeg skal tilbringe resten af mine dage på den her måde, og at disse dage ikke skal udregnes i tusinder, men blot i hundreder. Nogen havde fortalt ham om, at han måske kunne få det bedre ved at løbe en tur. Det lå ham meget fjernt, men han besluttede sig til at gøre det. Hvis han faldt død om undervejs, var det meningen, og han ville byde det velkommen som ‘den store bagdør’. Hvis det ikke virkede, kunne han se bort fra det. Hvis det virkede, var det værd at prøve. Han havde på det tidspunkt intet at tabe, men alt at vinde, for han havde ramt bunden, hvor der kun er to muligheder: total destruktion eller optur.

Den dag for 11 år siden var lige så hård for fysikken og især for psyken som turen op af bjerget i dag. Da han igen den dag for år tilbage sad i sit overgroede værelse med dårlig lugt, nedrullede persienner og snavset tøj overalt, gennemsvedt med ondt i lemmerne og hjertebanken havde han det underlig nok meget bedre. De ubehagelige loops i hjernen, stemmerne, angsten var rent faktisk væk. For en stund, for de vendte tilbage næste morgen, efter at han for første gang i flere år havde sovet hele natten.

Næste morgen, da han vågnede tog han straks løbeskoene på og tog en tur til, og det blev ved næste dag og næste dag. Efter et halvt år havde han tabt 25 kilo. Så var det, han meldte sig til sit første marathonløb. Han gennemførte, og det blev ikke sidste gang. I mellemtiden var han startet på gymnasiet i byen. De næste tre år bestod af lektier og løb. Han var kendt som den sære løber, der scorede topkarakterer i matematik og fysik. Han var en outsider, for han deltog ikke i fester og andet studenter-halløj, men der var alligevel respekt omkring ham. Blandt andet fordi han ved flere lejligheder fik læreren på skideren, når han ikke kunne svare på spørgsmål. Det var her efter at have løbet 15 marathonløb, at han hørte om ‘the Iron Man’. Det måtte prøves. No-need-to-say: han gennemførte.

På sin 18-års-dag møder han op i det psykiatriske dagcenter i byen. Under mødet med sin tilsynsførende og psykiateren, overlæge på den lokale galeanstalt, fortæller de ham, at de er nødt til at slette hans diagnose, for han udviser ikke længere symptomer. Han sporer nærmest en slags beklagelse og skuffelse hos psykiateren, der tilsyneladende ikke har set noget lignede.

Efter Iron Man hører han om Ultra Man og skal også prøve det – og gennemfører. Her er det så, at han en dag af en eller anden grund får lyst til noget ganske andet: at tage et fly-certifikat. Livet er i færd med at åbne sig for ham i alle dets udfordringer, og han gemmer sig ikke længere for dem. Han bliver afvist allerede i ansøgningen. Så går det op for ham, at han aldrig kan slippe for diagnosen, ikke en gang selvom den er slettet. Den er brændt fast i panden på ham. Så meget magt har den såkaldte videnskab altså, psykiatrien. I stedet for at tage det som et nederlag, beslutter han sig til at flyve på en anden måde.

Han springer i faldskærm. Han begynder at klatre og løbe op af bjerge.

Nu sidder han og tænker på hele forløbet. Det nøgne bjerg ved kysten ligger der og skuer ud over havet. Det har han besejret. I den anden retning ligger der andre bjerge, som han endnu ikke har overvundet. Det er bjerge med tætte grønne bevoksninger adskilt af floder, der ankommer fra vest, og der er mentale bjerge, der ligger østen for havet og vesten for solen. Hans far blev fundet omkommet i et buskads ved en havn. Det var for ganske nylig, to drenge fandt ham, og der var tegn på vold. Hans mor har han ikke set, siden han var otte år.

Nu sidder Rune mellem vest og øst og ser ud over søen. For nylig havde skæbnen ramt ham endnu engang. Inden han tog afsted var han blevet opsøgt af en mand, der sagde, at han kendte hans far. Han havde givet ham en dagbog, som hans far havde skrevet på i flere år. I bogen var der noteret alt mellem himmel og hav. Indimellem var der dagbogsagtige notater, opskrifter, ruter og logbogs-notater. Pludselig var der et digt. På en af sidste beskrevne sider i bogen er der klæbet et avisudklip ind af en kvinde. Han genkender hende straks fra billeder hos farens halvbror. Hun er selvfølgelig ældre, men det er helt tydeligt. Der står også en adresse.

På denne tur var løbet mest et påskud. Hans egentlige mission var adressen i bogen. For to dage siden ringede han på døren til en hus i den gamle bydel. Han var temmelig nervøs ved tanken om måske at skulle konfrontere en person, som ikke vil have noget med ham at gøre. Men på den anden side havde han ikke mere at tabe, end han allerede har gjort. Det var på 4 sal, og ejendommen bestod efter opgangen at dømme af store og herskabelige lejligheder. En kvinde lukkede op, men det var ikke hende på billedet. Han spurgte efter Riina Lorentz, men kvinden rystede på hovedet og sagde, at hun ikke kendte det navn. Så tog han sin bog frem og viste hende avisbilledet. Hun lyste op og udbrød ‘Hende kender jeg! Hun boede her for et par år siden. Vi lejede jo værelset ud.

‘Ved du hvor hun er nu? spørger Rune.

‘Hvem er du egentlig? spørger kvinden.

‘Jeg hedder Rune Lorentz. Min far er lige død, og hun er min mor. Jeg har ikke set hende i 9 år, for hun forsvandt, og jeg fik at vide, at hun var død’, svarer han.

‘Kvinden smiler til ham og tager fat i hans hånd. ‘Ina er ikke død .. ja jeg kender hende som Ina Gonzuela. Kom med ind. Hun bor oppe ad floden. Jeg ved ikke hvor. Hun har fortalt noget om det, der skete. Hun sagde, at hun havde et barn. Hun sagde, at hun ikke havde noget valg. Jeg kender én, der sejler op ad floden en gang hver måned. Han tager afsted ..’ hun tøver lidt ‘lad mig se, jeg tror det er i overmorgen. Eller er det allerede i morgen. Skynd til ned til floden og spørg efter Federico. Sig at det var mig, der sendte dig.’

Der er tre grunde til, at han nu sidder her under broen: det fysiske bjerg, det mentale bjerg og sporet, der blev lagt. Han har givet skipperen på flodbåden et brev i hånden, og nu sidder han her og venter. Han ville have taget med, men skipperen sagde, at han ikke havde lov til det. Desuden var det farligt område. Han ville ikke engang sige, om han kendte kvinden på billedet. Noget sagde ham, at han kendte hende. Hvorfor havde han ellers accepteret at tage brevet med? Der ville gå tre dage, før han fik svar – eller ikke fik svar.

Fontænen

‘Kære Anna!Jeg lovede at skrive, da vi ikke fik talt så meget forleden. Jeg har været lidt træt ovenpå det hele. Nu har

jeg talt med Mina. Hun var pludselig vågnet og selv gået ned i byen. Jeg fandt hende på den lille restaurant, der ligger på søpromenaden ved færgerne. Du har jo selv været der, husker du måske. I var begge unge dengang. I holdt altid sammen som søstre, det var, mens din mor stadig levede. Selvom du var den ældste, var I altid jævnaldrende.

Det er meget mærkeligt, at det var hér, det skete. Mina skaffede den billige tur med skibet, fordi hun arbejdede der. Jeg ved ikke, hvordan hun bar sig ad, jeg tror, det var et slags afbud. Vi kunne tale sammen, når hun havde fri. Det var på turen hjem, det gik galt. Jeg glad for, at din mor ikke behøvede at opleve det.’

Hans stok er parkeret ved stolen på fortovscafeen. En stor palme skygger for de ganske få borde. Overfor på den lille plads høres en sagte plasken af vandet fra fontænen med de fire løvehoveder. Vandets maritime voldsomhed finder her sit kontrapunkt, og det ene synes at være i stand til at udligne det andet. Tør man tale om en form for helbredelse?

Han tager sin tid og ånder stedets og vandets ro, før han skriver videre.

‘Jeg må sige, at jeg var heldig. Midt i al panikken var der folk omkring mig, der hjalp. Jeg nåede dårlig nok at blive våd. Jeg så hende springe overbord. Jeg råbte, men det var nyttesløst. Men det fortalte jeg vist.

Jeg troede jeg havde mistet hende, men jeg fandt hende igen. Alle blev bragt til skolen, hvor de indlogerede folk. De havde et lazaret foroven. Hun lå dér og var uden bevidsthed. Jeg fortalte dem, at jeg var hendes far, og de lod mig sidde på en stol ved siden af. Næste dag vågnede hun, men hun kendte mig ikke. Jeg fortalte dem, at jeg var tidligere overlæge, og at jeg havde et sted, hvor hun kunne bo. De havde ikke lægere plads på skolen, hendes fysiske tilstand var stabil og de accepterede. Jeg var mildest talt ikke imponeret over deres formåen, så det havde jeg det bedre med. Vi fik en aftale om, at jeg kunne tilkalde hjælp.

Jeg hyrede Angelina som til at sørge for mig og Mina. Du ved, vi mødte hende, da vi sejlede til Vulkan-Øen. Hun var ikke længere sygeplejerske, men boede blot i byen med sin familie lidt henne ad gaden. Der er så smukt lige nu. Bourgainvillean hænger udover muren, og der er figner på træet.

Mina sov hele tiden, og jeg lod Angelina gøre det hele.

Hun er vældig dygtig.

Han er en ældre herre, han bærer stok på grund af sin hofte, og han er nødt til at rejse sig for ikke at understellet skal falde i søvn. Han er nødt til at gå lidt, så han vælger at gå indenfor og finde toilettet. Ældre herrer kan godt få lidt tid til at gå der. På vejen ud bestiller han endnu en kop kaffe.

‘Jeg var gået ned i byen, og Angelina havde forladt huset for en stund. Da hun kom tilbage, var Mina forsvundet fra sit værelse. Det fortalte hun senere. Hun var også gået ud for at lede, men jeg fandt hende jo. Hun så helt normal ud, hun havde taget tøj på, og hun sad der på restauranten. Først kunne hun ikke huske noget om skibet, og hvad der var sket. Det gik hurtigt op for mig, at hun ikke huskede noget, og at hun ikke vidste, hvem jeg var. Jeg har prøvet noget lignende før med en patient.

Tjeneren kommer med kaffen. ‘En kaffe til Monsignore. Er alt vel? Hvordan går det med deres datter?’ Han er blevet stamkunde på cafeen, og alle i byen taler om hændelsen, nogle har et familiemedlem, der har været involveret i at sætte både i vandet og hente folk op, andre har medvirket til at indkvartere folk.

Jeg havde håbet at det var sket på værelset, men nu var det så, at det blev her på Promenaden, at det hele kom tilbage. Hun kaldte mig far og var i stand til at fortælle alt, hvad der var sket. Vi sad der i flere timer. Så fulgtes vi op ad bakken. Hun talte også om dig. Jeg tror, hun ville være glad, hvis du havde mulighed for at komme herned. Jeg betaler selvfølgelig billetten.

I morges var Mina forsvundet igen. Jeg var lige ved at blive forskrækket, men hun var så betænksom at lægge et kort brev om, at hun havde det fint, og at hun var taget med den lille færge over til øen. Du ved, hun har altid været meget for sig selv, når hun ikke arbejdede, og jeg tror, hun kender nogen derovre. Hun har et sikkert instinkt, og har altid klaret sig. Din mor ville have været ude af sig selv af bekymring, men det holdt jeg selv op med, da hun døde.

Jeg tror ikke, at hun har tænkt sig at arbejde for firmaet mere. De får vist en pæn erstatning, da det var kaptajnen, der var skyld i forliset. Du har læst og hørt om det. Hun kan bo hos mig, til hun finder ud af, hvad hun vil.

Du må hilse Ian og Ras. Ian har vel travlt med forretningen, og Ras gør sikkert landskabet usikkert med sine sjove cykler. Der er nu noget særligt ved den dreng.

Kærlig hilsen, Theodor

Vandværket

Kort efter hændelse ved havnen valgte han at flytte nogle af sine nyerhvervede ejendele – hvis man kan kalde noget for ejendele, der tilhører andre.

Han gik først ud, efter det var blevet mørkt. Han var klar over, at politiet muligvis på et tidspunkt ville komme anstigende og begynde at udspørge folk i området. Der ville være hunde. Han måtte skaffe sig af med tasken. Det undrede ham egentlig, at de ikke allerede var kommet. Nogen måtte bestemt have fundet manden, hvis han var død. Måske var han slet ikke død. Måske var han ikke død straks. Han havde overvejet helt at forsvinde fra området et stykke tid. Eller permanent. Der ville have været penge nok til det. Men han havde en vis affektion for stedet, han havde opbygget et slags liv her.

Jasques vidste, at selv det mindste duftspor kunne fælde ham. Politihunde var ikke til at spøge med, og ejendele indeholdt små men tilstrækkelige spor af ejeren. Han pakkede taskens indhold ind i flere lag plastik. Han brugte engangshandsker, som blev destrueret bagefter. Tasken ligeså og det tøj, han havde haft på. Det hele ned i et kar, overhældt med syre og ud i kanalen. Rengøring rundt omkring med skrappe midler. Taksen var en gammeldags lædersag uden nitter, hvor alt var bundet sammen med tråd, hvilket gjorde det lettere. Derefter disinfektion af hele kroppen med håndsprit stjålet fra hospitalet. Det sved ad helvede til på de bløde steder.

Hvordan var han endt sådan. På sin vis og i bund og grund var Jasques ikke et ondskabsfuldt menneske. Afstanden ned til bunden og grunden var blot vokset med årene. Hændelser var indtruffet. Der var som modtræk truffet dårlige valg. Disse valg havde konsekvenser og medførte nye dårlige valg og nødløsninger – og nye dårlige hændelser. At han ikke var bukket under for vægten af hændelser og dårlige valg, skyldtes ene og alene hans instinkt for overlevelse. Og evig paranoid intelligens, som de fleste ville kalde for snedighed eller udspekulerethed.

Han var ikke psykopat. Han brød sig ikke egentlig om sine valg, men han var fanget i de tråde, de havde spundet og havde efterhånden accepteret dem. De var nu de spilleregler, som han måtte overholde. Han hoverede ikke over, at andre mennesker var kommet i vejen for hans færd. Det var bare sket, han havde tilpasset sig, og havde indtil videre snoet sig udenom at betale regningen. Ikke desto mindre var det ham, der havde truffet alle valg. Han klynkede ikke over det, han udlevede det. ‘Går vi ikke alle sammen den store planke ud?’ var hans grundfilosofi.

Han vidste godt, at der gik et rygte om, at han havde hjulpet den tidligere beboer af tanken med at stille træskoene. Bogstavelig talt ville det have været et passende billede, for Odderen gik altid rundt i træskostøvler. På det seneste havde de hængt ud, spillet skak, fyret den fede og lidt mere end det. Jasques havde dengang boet i en skurvogn, men den var brændt og han havde fået lov til at bo hos Odderen, indtil han fandt noget andet.

En dag var Odderen kommet hjem med noget, han syntes, de skulle prøve. Det viste sig at være noget bad-shit-heroin, som de begge reagerede kraftigt på. Jasques overlevede, det gjorde Odderen ikke. Efter at være kommet ud af trippet, efter at have reddet sin lever og sine nyrer og efter at være blevet afvænnet, vendte han tilbage til tanken. Der var den kerne af sandhed i rygtet, for det var Jasques, der havde anbefalet den dealer, der solgte bad shit. Han havde altså reelt medvirket til Odderens endelig og sit eget bad trip og reelt havde han overtaget hans sted som følge af det. Han havde både et moralsk problem og de skrupler, der fulgte med. Ingen af disse var dog kraftige nok til at overtrumfe hans overlevelsesinstinkt.

Shit happens, bad shit too. Men man kan ikke løbe fra sine valg og det er ikke samfundets og de andres skyld. Jasques vidste, at han levede på lånt tid. Han ønskede bare, at det var et livslangt lån, siden han alligevel røg i helvede bagefter – ifølge Jehovas Vidner. Han var ikke utilbøjelig til at mene, at de havde en pointe her, en slags ét-livs-version af Hara Krishna’erne, hvor man blev sendt sendt tilbage til et nyt liv – som så var lig med helvede. Den tid, den sorg.

Klokken var ca. 4:30, da han kravlede ind på den gamle vandværksgrund. Stedet var blevet lukket ned, efter der var blevet konstateret for højt indhold af pesticider i vandet, og nu lå det øde hen. Det særlige ved grunden var, at den stadig var effektivt afspærret. Altså med mindre man kendte til det svage punkt i det ene hjørne af hegnet, som han havde opdaget ved et tilfælde. Man kunne hægte hegnet af og på, så det virkede intakt bagefter. Han havde oven i købet privatiseret hemmeligheden ved at montere en hængelås forneden, der var skjult af bevoksningen. Han kunne selvfølgelig ikke gardere sig mod, at en eller anden akrobat kravlede over hegnet, men vedkommende skulle også have mod på de ubehagelige spydspidser, der var monteret foroven plus det ligeså ubehagelige brombærkrat, der voksede på den anden side.

Og vedkommende skulle have forstand på låse. Jasques vidste et og andet om låse. Man kan sige, at han havde gjort det til sin levevej. Han havde endog været ansat i et mindre låsefirma, men han var blevet fyret, da smeden havde mistanke om, at brugte sin viden på anden vis og dertil lidt – skal vi sige – uautoriseret. Da han først havde fået døren op, kunne han tage låsen ud og fremstille en nøgle.

Så med mindre myndighederne en eller anden dag skulle finde på at rive bygningen ned eller bruge den til noget andet, havde han et sted, hvor han kunne opbevare det gear og de penge, han kunne blive knaldet på samt det shit, han solgte videre. Da pusheren, der havde solgt bad dope til Janus, blev knaldet for det, havde Jasques overtaget hans tjans. Han holdt sig selv fra dopen, og han eksperimenterede ikke med sjove blandinger. Det ville blive opdaget, hvis folk blev syge eller kradsede af.

Derfor kom det også meget ubelejligt, at han var blevet opdaget forleden og havde pandet til manden på båden. Han var i et dilemma. På den ene side håbede han på, at manden overlevede, for han hadede tanken om at være morder. På den anden side måtte han gerne dø, for han havde måske set ham og ville være i stand til at kende ham igen.

En halv time senere, da han kravler ud, er det ved at blive lyst. Han låser omhyggeligt sine låse efter sig og bevæger sig væk fra området. Han aner ikke, at han nu kan skrive et nyt punkt på sit lange CV som medvirkende i en dokumentarfilm om sig selv. Titel: Luskeren fra Kanalen, scene 5: Vandværket. På den anden side af diget er en diskret kameralinse rettet imod ham, type Olympus, 75-300, 1:4.8-6.7 II. Den følger ham, til han lukker døren til tanken.

Båden

‘Vidste du, at Bruno Dietz er død?’

‘Hvad siger du!? Hvorfor har du ikke sagt det noget før? Hvornår?

Det er tidlig morgen. Flodskipperen, Federico, er ved at gøre klar til at fire sig ned til båden ved floden. To unge mænd er ved at gøre spillet klar. Disen er ikke lettet endnu. Man skal kende floden godt for at manøvrere så tidligt. Om en time er disen væk.

‘De skød ham for to uger siden’ svarer skipperen. ‘Ingen vil savne ham. De nakkede hele hans slæng inklusive kronprinsen, der nåede at stikke halen mellem benene. Ren massakre. Det betyder desværre ikke det store, for de andre overtager bare hans gesjæft. Gribbene har ventet på at kaste sig over ådslet.’

Riina – herude kendt som Ina – går et skridt frem. Hun tager fat i vesten på skipperen. ‘Ved du, hvad det betyder? Det forandrer alting. Du er nødt til at vente med at tage afsted. Giv mig et par timer.’

‘Det kan jeg ikke. Jeg er nødt til at nå frem til stationen, inden det bliver mørkt. Jeg har ikke noget lys. Jeg sejler kun om dagen.’

‘Det har vi. Du bliver kompenseret. 10 flasker, hvad siger du? Jeg tager med, jeg skal bare have pakket mine ting.’

Skipperen tøver lidt. ‘Det er svært at sige nej til. Men tag også en riffel med. De satans reptiler er temmelig aktive efter mørkets frembrud.’

Hun drejer om og går hurtigt op mod huset. De to unge mænd ved spillet stopper deres aktivitet og går efter hende. Efter blot en time kommer de tilbage. Hun har en stor lærredssæk med stropper over skulderen. En af de unge mænd bærer på en projektør og en generator.

‘Vi laver vores eget alkohol. Batteriet kan brænde i 4 timer og så lades op. Det skulle være nok?

‘Hvor er riflen?’ spørger skipperen.

‘Mon ikke den her kan gøre det? Den er nemmere at slæbe på’

Hun peger på en af de unge mænd med en rem over skulderen. Skæftet fra en Bersa Thunder 9 mm High Capacity Pistol stikker frem fra hylstret.

‘Vi får besøg af de store kattedyr. Vi kan høre det på fuglene om dagen, det er værre om natten. De har både taget svin og høns’.

Turen ned ad floden er rolig og monoton. Man falder ind i en særlig tilstand af uendelighed. Hvis det ikke var for den vegetative overflod, den konstante variation og det evige ‘hvad kommer der om det næste hjørne?’, ville monotonien være kedsommelig. Som fast beboer i eksotiske landskaber ophører det eksotiske med at være eksotisk og bliver normalt. Samtidig bliver landskabet til en indre tilstand, og man bliver en del af landskabet. Ikke noget romantisk ét-med-naturen her, bare en tilstand. Det romantiske består i civilisationens mere eller mindre urealistiske længsel efter det, den har mistet.

For Riina er det snarere omvendt. Hun har mistet. Det er længe siden, men i den sammenhæng er tid ikke en svækkende faktor.

De fik ikke brug for projektøren denne gang, for de nåede frem til stationen lige før solnedgang. De fik heller ikke brug for shotguns, for reptilerne havde fundet andre byttedyr, eller også var de bare ikke sultne og lå i krattet og bøvsede. I modsætning til mennesker er den slags kryb i stand til at æde på forhånd.

Turen ned af floden kommer i bedste fald til at tage to dage. Turen op ad strømmen tog 3 dage. Ved stationen er der sovepladser og kogepladser til at lave mad. Et sådant sted er en del af netværket og grunden til, at der kan bo mennesker herude, der har kontakt med det andet liv for enden af floden. Den udgør en tynd omend stabil tråd til civilisationen, for dette sted bliver aldrig civiliseret i ordets betydning. Her er ingen bystat, ingen ledelse, ingen andre love end de uskrevne. Disse bliver til gengæld strengere overholdt end de nedskrevne i civilisationen. Her bygger alting på aftaler. Overholder man ikke det uskrevne, vil det rygtes som en skovbrand og flodbølge, og man vil ikke kunne sætte hverken ben eller båd her mere.

Det står i grel modsætning til civilisationens evindelige fortælling om, at alle mennesker er som små, uansvarlige, uselvstændige børn, der ikke kan eksistere uden love og lovgivere. Flodens netværk er en direkte benægtelse af påstanden om, at mennesker er hjælpeløse får, der blot bræger højt om at bliver hyrdet, pelset og slagtet. Det største mareridt for fyrsten er, hvis fyrstedømmets undersåtter i samlet kor erklærer fyrstens dømme for overflødigt.

‘Er du sikker på, at han venter på dig?’ De sidder foran bålet i mørket ved flodstationen. Der er kun ganske få rejsende den aften. Efter at have hørt og fortalt nyt, går de hver til sit. De rejsende er nødt til at tale med hinanden i et vist omfang, for et sådan sted kan man ikke sove, hvis man ikke har set de folk i øjnene, man sover sammen med. Folk herude kan læse øjne.

‘Der er ikke noget, der er sikkert.’ Skipperen gør sig klar til sove. ‘Men hvis du spørger mig, så siger jeg, at han venter. Vi starter, før solopgang i morgen.’

Kajen

Som sømand kender han sine lokaliteter, ligesom han har sin enegang. Det var ikke svært for Eik at finde havnen. Det var ikke helt som dengang. Det virkede forfaldent og rodet.

Han vågnede før solopgang og sprang morgenmaden over. Det var nemmere at snuse rundt, når der ikke var mennesker. Der var i det hele taget alt for mange mennesker her i denne by, og alting gik for hurtigt. Især trafikken og den dårlige luft var svær for ham at udholde. Den slap han for her om morgenen.

Stedet er som en labyrint. Der er overgroede voldanlæg i flere etager ovenover kanalen. Der er små broer. Der er skurbyen bag volden. Og så er der selve udmundingen af kanalen med det mærkelige klondyke af fritgående fantasi og klampehuggeri. Man kan i lange stræk bevæge sig ubemærket gemt af træerne.

Voldene har været effektive dengang, de var byens fremskudte befæstning. Fjenden skulle først blotte sig på vandet, hvor de ville blive beskudt af artilleri med rækkevidde på en kilometer. Dernæst på åben strandeng, hvor de stadig blev beskudt af artilleri, og hvor det ikke ville være muligt selv at bringe tungere skyts i land. De kunne så vælge at gå i land langt fra voldene, men alligevel skulle de forcere en voldgrav.

Til sidst skulle de kæmpe sig op af siderne på volden, der var forstærket af palisadeværk. Her ville de blive heftigt beskudt uden at kunne svare igen. Hvis det mod al forventning skulle lykkedes dem at gennembryde den fremskudte befæstning, ville de skulle gentage forceringen én gang til foran byen, blot endnu værre. Der er ikke eksempler på, at det rent faktisk er lykkedes. Hvad der derimod er lykkedes overfor selve byen er et tungt, massivt brand-bombardement fra sø-imperiets flåde og al dens overmagt indsat fra vandsiden.

Hvis man er til ‘voldeligt’ roderi, er området ret charmerende. Det bliver brugt som udflugtsmål på gode dage af gående og cyklister. Eik kører med sin lejede cykel på den nederste voldsti. Sømandens gyngende grund er blevet stabil efter et døgn på fast grund – de siger, at det skyldes et biologisk måleapparat, der sidder bag øret. Hvis han skulle bo andetsteds end midt på havet i en forvokset flaskepost, ville det muligvis være her.

Nede på kajen ved bådehavnen er der ikke andet end skrammede skuder og flydende lig. Han husker, at der førhen var fiskere, der brugte stedet. Der var også en vis trafik til fabrikken, som fik forsyninger hertil ad søvejen, og der er stadigvæk en række fortøjningspæle fra den tid. Her havde Johan altså ligget med sin båd.

‘Johan. Du er jo ikke bare faldet om på kajen uden at fortøjre din båd. Du har jo ikke bare ravet rundt i blinde og smidt dig selv i et budskads for at dø. Der er jo sket noget andet. Aviserne skriver ikke noget om det, myndighederne siger ikke noget. Hvad fanden skete der?’ Eik går og mumler for sig selv, en vane han har udviklet som eneboer. Efter at have gået rundt på kryds og tværs i havnen, går han op ad volden og sætter sig under et træ.

Det er her, han hører lyde i baggrunden. Ud af budskadset og ned af volden drøner to cyklister, der som var det aftalt standser på et bestemt sted ved havnen. De lægger deres cykler og begynder at tale. Han hører noget, andet forsvinder. ‘.. her med sin båd .. gik rundt og fiskede .. ham luskeren .. hvorfor .. ikke noget til politiet ..’

Eik fatter en beslutning, rejser sig op og går ned fra volden og nærmer sig de to drenge med cyklerne. Da de ser ham, springer de hen til deres cykler. Han standser og råber: ‘I skal ikke være bange .. I kan hjælpe mig .. jeg kendte ham .. vent lidt ..’ De sørger for at passere ham, så de ikke er lukket inde, og så stopper de. Mand og drenge står et par sekunder og ser hinanden an. Han kan se, at den ene af drengene har en taske med fotoudstyr over skuldren.

Han fortsætter ‘Tak fordi I stoppede. Jeg kunne bare høre, at I talte om noget, der interesserer mig. Jeg havde en meget god ven, der døde forleden. Han blev fundet hernede. Jeg tror, I ved noget om det. Er det rigtigt?’

Drengene har læst situationen og den person, de står overfor. De kan se, at han ikke er ude på noget. Det er Jamie, der tager ordet: ‘Så hvem er du, og hvem er ham, du fortæller om?’

Eik er glad for spørgsmålet. Han beslutter sig til at smide de store kort på bordet: ‘Jeg hedder Eik Eidarsson. Jeg er sømand. Jeg havde en kammerat, der hed Johan. Vi har kendt hinanden i 25 år. Forleden fandt jeg hans båd langt ud på havet, og den var tom. Herefter hørte jeg, at han var død. Jeg har en masse spørgsmål, men jeg har ikke fået nogen svar. For eksempel har jeg ikke fået at vide, hvorfor han døde. Det ku’ jeg godt tænke mig at vide noget mere om. Hvad siger I?’.

‘Du er jo ikke politimand, er du?’ Jamie er næsten overbevist.

‘Skulle jeg være politimand? Hvornår har du mødt en politimand, der har langt skæg og ikke lader som om, han har styr på det hele?’

Eik kan fornemme, at han står overfor mulige allierede. Han ser også, at de er mistænksomme, men at de venter på et udspil. Han beslutter sig til at satse og fortælle hele historien om, hvordan han fandt båden, kendte manden, og afleverede logbogen dagen forinden. Han fortæller kort sagt og i korte træk hvad han ved til to drenge, han lige har mødt på en forladt havnekaj i udkantsland.

Ras reagerer på hans sats. ‘Hans båd lå ved den pæl dér.’

‘I ved også noget mere, kan jeg se. Hvad tror I, der skete?

Ras ser på Jamie. Han nikker med hovedet. ‘OK, hør så her. Vi fandt ham derovre mellem træerne. Vi kan ikke vise dig stedet, for de har spærret det hele af. Hans hoved var totalt smurt ind i blod.’
‘Har I fortalt politiet det hele? De virker jo ikke, som om de er villige til at kalde det et mord. Ja, for det er vel det, der er tale om, eller …?’

‘Vi har kun fortalt politiet, at vi fandt ham. De ved selvfølgelig godt, hvem han er. Men vi kom først i tanker om det bagefter.’

‘Nu spørger jeg så om noget, jeg står her og tænker på. I må selvfølgelig helt selv afgøre, hvorvidt I vil svare på det. Hvem laver sådan noget svineri? Altså, en af de ting, jeg ikke nævnte, er at kahytten i hans båd lignede noget, der var gennemrodet. Johan havde total orden på alting, og sådan ville der ikke se ud, hvor han boede.’

Ras tøver og drengene ser igen på hinanden. Denne gang er det Ras, der nikker med hovedet.
Jamie holder fototasken frem. ‘Vi kender en type herude .. altså vi kender ham ikke, for vi hænger ikke ud med den slags .. men han holdt altså øje med båden. Så vi besluttede os til at tjekke ham lidt ud.’

Der synes at være opstået en vis grad af tillid og dermed grundlaget for gensidig udveksling af informationer. Eik har lagt alle sine kort på bordet, og nu lægger drengene deres frem. ‘Prøv lige at se ham her.’ Jamie har fundet stedet i filmen, hvor han kommer ud af døren i vandværket. Filmen er lidt grov i teksturen, for der er ikke så meget lys. Man kan dog se manden, der låser døren bag sig og kravler ud gennem hegnet.

Ras kommenterer. ‘Vi fulgte ham også hjem. Men det er lige meget, for alle ved, hvor han bor. Det er mere interessant, at han havde en taske med. Så enten afleverede han noget, eller også hentede han noget. Eller begge dele.’

‘Nu skal I høre. Enten gør vi noget ved det ved at smide det hele i hovedet på politiet. Eller også gør vi noget ved det ved at kigge ham typen efter i kortene. Hvad var det, I sagde, han hed?’
‘Det sagde vi ikke, men han hedder Jasques, og han er en bad hustler. Alså, det kunne være ham, men vi har ikke andet på ham, end at han lusker, altså temmelig meget lusker.’ Jamie pakker kameraet ned i tasken.

‘Vi skal simpelthen ind og se, hvad han gemmer i huset. Hvad er det for et sted?

‘Er du sindsyg, mand. Det er jo indbrud. Det er et nedlagt vandværk!’ protesterer Ras.

‘Men det er bedre, at vi gør det sammen. Og hvorfor er det dét? Hvad nu, hvis jeg finder en masse penge? Jeg kunne jo bare løbe med dem. Hvad nu, hvis jeg finder noget andet? Jeg kan love jer for, at politiet nok skal få det hele at vide, men jeg har på fornemmelsen, at de kan finde på at nosse det hele op, og det vil jeg ikke se finde sted.’

‘Hvordan gør vi det. Det er lyst nu, og vi bliver opdaget. Og hvordan kommer vi ind?’ spørger Jamie.

‘I er fucking grazy!’ siger Ras. Han ser på den ene og så på den anden. Han fnyser. ‘Det skal være mørkt, hører I. Og så skal vi være sikker på, at ham stodderen ikke dukker op.’

‘Så I vil gerne vide, hvordan man kommer ind sådan et sted? Først vil jeg godt tjekke hegnet ud. Og det skal være nu, inden folk er stået op. Hvad var det for eksempel, han lavede i hegnet, da han kravlede ud? Har I mobiltelefon? Jeg har ikke nogen, for der hvor jeg bor, kan man ikke få forbindelse med sådan en. Kan en af jer finde ud af, om han er hjemme. Vi har ikke lyst til at løbe ind i ham, vel? Og så skal jeg nok finde det rigtige værktøj.’

‘Jamie skal hjem og sove, for han har ikke sovet hele natten. Jeg holder øje med tanken. Ja, han bor i en tank oppe ad kanalen. Mener du seriøst, at du ikke har mobil? Nå men, så afløser Jamie mig, når han vågner. Og så kommer jeg op til vandværket i aften.’ Når Ras først er kommet op i omdrejninger, tænker han strategi. En af fordelene ved at have spillet strategispil på computer og spillemaskiner.

De følges ad op til vandværket og skilles indtil videre. En uforudset og sær alliance har fundet sted.

Øen

Før i tiden lignede en færge en færge. Sådan lidt klodset med masser af solide rælinger, så børn og gamle tanter ikke faldt overbord. Redningsbåde, porte i bov eller snude og et solidt kompressorhorn, der kunne tude. Færger tuder. Men de små færger, der sejler ud til øerne ligner mest forvoksede lystyachts. De sejler hurtigere end de tudende færger. Effektivitet har afløst tradition.

Udsigten er, som den altid har været, og fornemmelsen af at svæve over vandet. Mina står på det øverste dæk og svæver. Det er den tidligste båd, og disen har ikke lagt sig endnu. Den hænger i fine striber i alle lommerne op langs bjerget. Da hun var kommet til sig selv efter den store ulykke, vidste hun, at hun var nødt til at sejle igen for ikke at udvikle en fobi. Hvad ville en sådan i øvrigt hedde? Aquafobi, navifobi, velofobi? Hun havde altid elsket at sejle, og hun nægtede at blive traumatiseret.

Traumer kan ikke tales væk, for de er ikke psykologiske, de er neurologiske. Det havde hun lært af sin far. Han var en af de sjældne psykiatere, der nægtede at proppe folk med piller. Han havde heller ingen respekt for psykologer. Piller og psykologi gør folk afhængige og bliver til deres eget formål. Piller forgifter folk og skaber abstinens-afhængighed. Psykologer snakker folk et øre af eller lader folk snakke sig selv samme legemsdel af og skaber dermed afhængighed af opmærksomhed. Samtaleterapi er et livslangt projekt, og ligesom psykofarmaka er det afhængighedsskabende og allerhøjest symptombehandlende. Du kan terapeutisk uddanne til at være professor i din egen neurose, dit eget traume, men du slipper aldrig fri. Begge er derimod formidable forretninger for udbyderne.

Hvad gør en fugl, der flyver ind i en vinduesrude, den ikke har set? Altså udover at få et chok? Den flyver afsides og sætter sig på en gren, hvorefter den begynder at ryste. Dyr ved simpelthen, hvordan de ryster et chok af sig. Vi har det stadig i sproget: at være rystet, at ryste det af sig, det var en rystende oplevelse.

Hvad er det for noget, dette rysteri? Det er et fundamentalt fysiologisk-neurologisk fænomen, som har at gøre med en bestemt muskel kaldet psoas. Alle dyr med ben og mennesker har en sådan muskel. I tilfælde af ekstrem fare trækker den sig sammen og låser. Den hæfter mellem den nederste del af rygsøjlen, hoften og øverste del af låret. Den ligger så dybt, at man ikke kan røre ved den. Massage er nyttesløst.

Hvis et traume ikke bliver forløst, sidder det i muskulaturen indtil du dør. Det slipper dig aldrig, medmindre .. Hendes far havde haft et langvarigt samarbejde med nogle folk, der havde udviklet fysiske teknikker til at løsne denne muskel ved at genaktivere rystelsen. For hende skete det spontant, da hun sad på den lille restaurant på promenaden. Herefter var det et spørgsmål om at vedligeholde. Hun vidste hvordan.

Det gamle ordsprog foreskrev: stig på hesten, hvor du er faldet af. Hun steg på skibet, hvor hun var kastet i havet.

Hverken i byen eller på færgen havde hun kunnet undgå at bemærke, at det store samtaleemne lige nu var forliset af luksuslineren, der lå på siden i bugten. Hvordan kunne det være anderledes? Alle medier roterede om egen akse, og selv uden mediespin var historien ganske forrykt. De samtaler, der udspandt sig havde i sagens natur et moralsk islæt. De drejede sig især om den uansvarlighed og inkompetence, der var udvist af skibets ledende besætning og i særdeleshed den kaptajn, som nu var forsvundet fra jordens overflade.

Hun havde ganske kort mødt kaptajn Belincampo, da han var blevet ansat, og det umiddelbare indtryk var ikke sympatisk. Han havde en mærkelig måde at se på folk på, eller var det især kvinder, der følte sådan? Han virkede som en charlatan. Rygterne sagde noget lignende, men hun var ikke meget for at tillægge rygter for stor vægt, hun stolede mest på sin fornemmelse. Derimod bekræftede hele hændelsesforløbet, der førte frem til skibets forlis, hendes fornemmelser og mere til. Om det var rigtigt, at han havde forladt posten for at kurtisere Ilona, ‘kavalergangen’ som de kaldte hende, var svært at blive klog på, men ifølge avisoverskrifterne var han forsvundet og eftersøgt.

Det var anderledes, da Alex Johnsen var kaptajn. Ham kunne man tale med uden at føle, at man blev overhørt. Han havde ikke bagtanker, han var ikke karismatisk, han førte sig ikke frem på den måde. Der var respekt men ikke frygt omkring ham. Mina havde arbejdet på den del af skibet, hvor den ledende del af besætningen befandt sig, og det var blandt andet hendes job at sørge for at alt fungerede rent logistisk på broen. Det var her, hun udviklede et slags venskab med Alex. Han holdt altid en vis afstand til både kolleger og passagerer, så det var hverken et dunke-på-ryggen-venskab eller et antydningsvis erotisk forhold. Der var ikke noget flirt, snarere en forbundethed, en slags genkendelse af noget, de havde tilfælles, et syn på livet.

Hun blev ked af det, da han pludselig forsvandt, og overrasket som alle andre. Han blev erstattet af et par intetsigende typer uden samme format, og til sidst ankom så typen, Raimondo Belincampo, der skulle vise sig at være en rigtig dårlig investering for firmaet. Det var sådan set kun gået nedad, og hvorfor man ikke havde set det fra ledelsens side, var ret ubegribeligt. Der var ikke styr på tingene og personalet trivedes ikke. Som med alle psykopater galt det om at holde afstand.

En psykopat er også en traumatiseret person. Men psykopatens traume har indfundet i de første to leveår, hvor hjernen udviklede sig, hvorfor der er sket en varig skade på hjernen. Noget med frontallapperne. Psykopati er derfor i princippet irreversibelt. Der var engang psykiatere, der eksperimenterede med at helbrede, dvs reorganisere eller rettere ‘genføde’ en psykopat. Det lykkedes dem at foretage en regression af vedkommende, hvorefter en kvindelig psykiater måtte være hans funktionelle mor 24/7 i de to år, det tog at gendanne de dybe og beskadigede lag. Hvem orker lige det?

Hvor forsvandt Alex i øvrigt hen? Mina havde en kollega, som havde set ham flere gange på øen og hun havde en ide om, at han enten havde boet der eller stadigvæk boede der.

Båden lagde til i den lille havn på øen. En del passagerer var lokale, resten var turister, der søgte et mere afsides mål for oplevelse. Der var et par hoteller i den lille by, og så var der den Stille Vulkan. Den lå midt i en stor naturpark. Den frugtbare jord havde skabt grubund for skovbevoksning. Hvis stedet ikke var blevet fredet, ville det have været opdyrket land. Selve vulkanområdet var bart og afsvedet. Der havde ikke været udbrud i hundreder af år, og den regnedes for at være inaktiv uden helt at være udslukt. Hvis man havde bil, var det muligt at køre ad en vej, der førte op langs siden til man havde udsigt over krateret.

Der var ikke meget at se i byen, så hun spadserede ned til automekanikeren, der også ulejede køretøjer. Hun lejede en scooter i fire dage. På denne måde kunne hun nå over til den anden by på øen, hvor der ville være mulighed for overnatning. Der fulgte ikke hjelm med, det brugte man ikke herude. En tur hos købmanden for at fylde tasken op og så afsted.

Vaskeriet

Andrea Filometti er blikkenslager. Det lyder ikke af meget, men han har også et autoværksted, som han kører sammen med sin svigersøn. Han har desuden en udlejning af køretøjer til turister. Når man bor på en ø af den størrelse, er man nødt til at udbrede sin gesjæft til en blanded landhandel.

Øboere er et særligt folkefærd. Visse af dem siges at have kuller, men det er i egentlig ikke et øfænomen, for det findes på alle steder, der er isoleret. Det er lige så meget et kulturelt fænomen, for i visse islamiske samfund sker det via fætter-kusine-ægteskaber – hvilket ved nærmere eftersyn viser sig ikke at have noget at gøre med Islam. Det findes blandt bjergboere i isolerede dale, det findes i landsbysamfund i bondekulturen. De klogeste af fortidens kulturer vidste, at der var et problem her. Erfaring sagde dem, at der skulle nyt blod til. Selv den degenererede europæiske adel erkendte problemet, muligvis efter at det var for sent.

Der er dog ingen tvivl om, at indavl var mere almindeligt på landet før i tiden. Fænomenet landsbytossen kan meget vel være et produkt af det. Man kan selvfølgelig sige meget dårligt om krig, men intet er så ondt, at det ikke er godt for noget, og der blev trods alt tilført nyt blod til en befolkning, der blev overrendt af fjendtlige soldater. Sørgeligt, men når det ikke kunne være anderledes.

Mens vi taler om krig, så var Andreas far veteran fra 2. Verdenskrig. Han har ikke noget mod at tale om, at gamle Ottorino kæmpede for Moussolini mod de forbandede britere og franskmænd, der ligesom de højrøvede amerikanere mente, at de ejede hele verden og konstant påstod, at de frelste verden – mens de ødelagde den … det gav meget lidt mening! Der var på den anden side visse ting ved fascismen, han ikke brød sig om. Det var for meget en opdatering af Romerrigets højrøvede tankesæt, og hvem sagde, at Staten blev ledet af mænd med rent mel i posen. Han vidste meget vel, at mafia-familierne hurtigt forelskede sig i den fascistiske tanke og så en stærk stat med en stærk leder som deres redskab. Men heller ikke her, var han lukket for tanken, for familiestyre i hans kultur har altid været ensbetydende med storfamiliens, altså klanens ret til selvstyre, hvilket er en helt naturlig – eller man skulle måske sige kulturlig måde at styre det samfund på, som han og hans slægt og hans ø altid havde anerkendt. Industrialisterne og de norditalienske og venetianske bankfamilier var selvfølgelig stærke modstandere af den slags, for det stod i vejen for deres store plan om at rage hele verden til sig.
Gamle Ottorino døde d. 12. september 2001 i en alder af 92. Hans sidste ord var: De gør det igen, pas på, de gør det igen! …

Andrea ligner ikke og ligner alligevel sin far. Han startede sin karriere som elitesoldat for den italienske hær. Det stod i kortene, at han skulle fortsætte i det spor, men han valgte at springe fra. Måske var det under pres fra rørelser og vækkelser i tiden i stil med den infamøse Operation Gladio, hvor fascistgrupper i Italien blev brug til at udøvere terror-mord på civile for at smøre det af på kommunisterne. Han brød sig ikke om de naive kommunistiske socialromantikere, der konsekvent benægtede kommunismens gigantiske folkemord, men han brød sig endnu mindre om at blive misbrugt til et slet spil, hvor mord på civile var det, vi i dag ville kaldet politisk korrekt. Så han valgte at forlade militæret og fortsætte i det civile liv med de færdigheder, som militæret havde givet ham. En ting, han dog aldrig slap, var våbenførlighed. Han er i dag lederen af den lokale liga for skytter, jægere og våbensamlere. Noget af en old-boys-drengeklub, men interessant på mange måder.

Glemte jeg at sige, at hans hustru, Maddelena, driver et vaskeri. De lokale kommer ind om morgenen med deres poser af vasketøj. Over middag er det færdigt. Hvorfor, spørger du, vasker de ikke bare deres eget tøj? Det skyldes Maddelenas vaske-café, hvor der bliver serveret kaffe, te og kager, mens vaskeriet kører, og hvor man kan få en sludder om alt, der rører sig i byen og på øen. Vaskeriet er så billigt, at man næppe kan gøre det bedre selv. Sladdercentralen, derimod, er ubetalelig.

Internet-forbindelse er ikke en del af gesjæften, men Andrea fik besøg af Alex i går. Han bad om hjælp til at søge på internettet. Alex kendes som en eneboer, der bor oppe ad bjerget i en forladt hule, der engang husede fårehyrder. Han har aldrig før spurgt om den slags, men da det store samtaleemne, skibsforliset, åbenbart er nået helt op ad siden på bjerget, og da Alex tilfældigvis har ladet sig pensionere som kaptajn fra det selvsamme skib, der nu ligger underdrejet i bugten sydvest for øen, er hans fortid uungåeligt vakt til live. Det stod ikke på ønskelisten, men fortider har det med ikke at respektere den slags ønsker.

Cisternen

Det er næsten blevet mørkt. Ras står oppe på volden, hvor han kan holde øje med stien, der går forbi vandværket. Så hører han lyden af en knirkende cykel og aner en skikkelse i mørket. Han bærer på en stor sæk i en strop over skulderen.

’Ras, er du der?’ Han tænder forlygten og kører end fra volden.

’Tag din lygte med, vi får brug for den. Hvor er det hul i hegnet?’

’Kom med, det er omme på den anden side.’ Ras går hen langs hegnet. Der er fuld af hybenbuske hele vejen rundt. ’Vi skal ned og kravle.’

Rundt om hjørnet er der et hul i buskadset, og Ras kravler igennem. Hegnet er hægtet fast med et stykke snoet ståltråd. ’Havde du værktøj, sagde du?’ Eik rækker ham en fladtang fra sin taske, og han vikler tråden op og løfter trådhegnet til side i en trekant stor nok til at komme igennem.
De er snart inde på grunden og går rundt om bygningen. Der er kun én dør, og der sidder en hængelås på den. De små vinduer sidder højt oppe, og der er tremmer for dem. ’Hvad gør vi ved den her?’

’Vi har udstyret i orden. Jeg regnede med en hængelås som en mulighed’, siger Eik og hiver en svær boltsaks op af tasken. Han klipper låsen midt over i første forsøg. ’Det er ikke helt præcist lovligt, det her. Men lad os bare sige, at vi har loven på vores side, for det har vores ven Luskeren nok ikke.’

Metaldøren glider op, og de går indenfor i værket. Det er ikke noget stort sted. Der går en gang rundt om cisternen i midten. En rusten jernstige fører op til en gangbro under taget. De undersøger området både foroven og forneden uden at finde noget. Det gamle pumpeværk i det ene hjørne byder heller ikke på hemmeligheder.

’Hvad er der inde i det store rum i midten?’ spørger Ras.

’Der kan vi ikke komme ind. Det har aldrig været beregnet til andet end vand. Det går garanteret helt ned under gulvet til en hel etage, der er lige så stor som hele grunden.’

’Vent lidt’, siger Ras. Er der så ikke en åbning foroven?’

’Måske, men du vil ikke ønske dig at kravle derned. Så kommer du aldrig op igen. Der er sikkert stadig gammelt vand dernede.’

Ras er kravlet op af stigen til gangbroen. ’Der ligger en planke heroppe.’ Han skyder træplanken fra broen og over på toppen af cisternen og kravler ud på den. Han lyser ned i hullet. ’Der hænger noget på et stort søm. Men det er for langt nede til, at jeg kan nå det. Det ligner en taske.’

’Er der ikke noget, man kan fange den med? En stang eller en krog eller sådan noget?

’Er det den her, du mener?’ Eik står og vifter med en lang stang med en krog i enden.
I samme øjeblik ringer Ras’ telefon. Det er Jamie. ’Ham stodderen har forladt sin tank og er på vej over. Se at komme væk i en fart!’

’Giv mig stangen.’ Ras rækker ned mod tasken og fisker den forsigtigt fri af sømmet på indervæggen. ’Jeg har den.’ Han rækker den ned til Eik uden at tage den fri af krogen.

’Skynd dig ned, vi har travlt nu.’ Inden Ras er kommet ned, har Eik allerede åbnet tasken. Der er poser med hvidt pulver og poser med piller. Der er også en pose med bundter af penge. I bunden af tasken ligger der forskellige genstande. En bestemt genstand fanger hans opmærksomhed.

’Vi har ikke tid til det her, vi skal ud nu’, siger Ras og trækker i ærmet på Eik. De bevæger sig hen mod døren men bliver stoppet af en lyskegle.

’Giv mig den taske!’ Personen, der holder lygten sørger for, at hans anden arm bliver synlig, hvor han holder holder en pistol. Eik smider tasken på gulvet, og personen samler den op. ’I bliver her.’ Døren lukker i, og de hører lyden af metal, der sættes i hængslet. Selv om det er den hængelås, de klippede over, er den alligevel i stand til at blokere for døren. De hører personen forsvinde gennem hegnet og løbe bort.

De prøver at skubbe til døren, men den er lukket. ’Hvad faen gør vi nu, er det hele forgæves?’ Ras lyser over på Eik. Det er for underligt, står han ikke der og smågriner? ’Hvad griner du af, mand? Vi er fucking låst inde!’

’Jeg tror du skal slappe af. Ring til din kammerat. Vi har, hvad vi kom efter.’

’Hvad mener du?’

Eik tager en tung guldkæde frem fra sin lomme. ’Han fik ikke den her med. Og den ved jeg godt, hvem tilhørte.’ Der er en plade midt på kæden med inskriptioner. Et temmelig kostbart hundetegn. ’Med mindre han slipper helt væk, så har politiet deres mand. Bare ring til din makker nu, så han kan løfte stumpen af hængelåsen fri.’

Søen

Hun har tre steder, hun skal hen på øen. Det ene er de gamle stensætninger ved kysten. Det andet er vulkansøen. Det tredje er den lille fiskerby på den anden side af øen. Her ville hun overnatte.

Fiskerbyen var et af de steder, hvor der absolut ingen turister var. Hvem ville også opholde sig et sted, hvor folk levede som for hundreder af år siden, uden TV og radio, uden internet. Signalerne nåede simpelthen ikke frem. Eller rettere: folk på stedet havde aldrig syntes, at det var interessant og havde ganske simpelthen frabedt sig, at der blev stillet master op. Der var generelt heller ingen elektricitet, så hvad skulle de med fjernsyn? Hvis man havde brug for det, kunne man koble sig op på byens generatorstation. De brugte olielamper i stedet for lyspærer og radiatorer. Til gengæld var der masser af rindende vand, der kom ned fra bjerget. Byen havde ingen hoteller og restauranter, men Mina havde fået en adresse af damen i vaskeriet, hvor hun havde lejet sin scooter. Her kunne man banke på og hilse fra Maddelena og Andrea, og så var man sikret kost og logi for en pris, der måtte siges at være konkurrencedygtig.

De gamle stensætninger var ret besynderlige. De sagdes at være etruskiske. De bestod af kæmpe stenblokke på op til 50 tons, der alle sammen var uens og alligevel passede sammen som et puslespil, hvor man ikke kan få et barberblad ind mellem dem. Hvordan havde de båret sig ad med det, og hvem var dette underlige folk, som blev udryddet af romerne? Man får den fornemmelse, at menneskenes historie ikke er fortalt endnu.

Mina gik rundt i flere timer i de gamle stensætninger og kom i tanker om Alex’s fortællinger. Hun kunne godt bruge en follow-up, men det kom nok ikke til at finde sted. Hun steg på scooteren og kørte videre til den udslukte vulkan. Der var tre timers kørsel gennem det frodige landskab. Al gammel vulkansk jord er frodig. Det har fået folk til at leve sådanne steder i fare for at blive overskyllet af hed lava ved et vulkanudbrud. På naboøen er der en vulkan, der stadig er aktiv. Det består i, at der altid brænder en ild i den krater. På sin vis mere betryggende end en vulkan, der er foruroligende tavs i længere perioder, hvorefter helvede bryder løs og ødelægger en stak bosteder op af dens sider. Etna og Vesuv for eksempel, de imponerende men lumske kæmper.

Hun finder vejen op til krateret, som kun går til under toppen. Her parkerer hun sin scooter på et plateau, hvor der kommer et vandfald ned. Hun smager lidt på vandet, der har en umiskendelig smag af svovl. Turen op til udsigten er kun farbar til fods og tager en times tid. Hun har medbragt sin mad og drikke og har tænkt sig at tilbringe resten af eftermiddagen her. Turen hen til fiskerbyen vil tage et par timer, og hun skal blot være der, inden det bliver mørkt.

Der er ikke en sjæl på dette sted. Da hun når toppen og ser ud over krateret, går der et gys igennem hende. Forneden ligger en rund sø af smaragdgrøn farve. På den anden side ser hun ud over havet fra 6-700 meters højde. Det var lige, hvad hun havde drømt om. Dette er et sted beregnet på at få tiden til at gå i stå.

På turen tilbage indfinder der sig en underlig fornemmelse. Der kommer billeder op fra forliset. Hun ser folk, der springer i vandet. Hun genoplever panikken i gangene og på dækket. Hvornår vil hun slippe for det? Hun har allerede indset, at det nok aldrig vil slippe hende helt men beroliger sig selv med, at det vil aftage gradvist.

Da hun kort før plateauet med scooteren træder om et skarpt hjørne, står han der. Hun genkender ham på et splitsekund, og han genkender hende. Han er ubarberet og snavset, og hans skjorte er gennemhullet. De står et øjeblik og ser hinanden an. Så vender hun om og begynder at løbe tilbage ad stien. Han løber efter hende og indhenter hende hurtigt.

’Du skal ikke løbe nogen steder. Jeg kender dig. Du kommer med mig!’

Da hun forsøger at gøre modstand, slår han hende i ansigtet med sin flade hånd, så det synger for hendes ører. Hun mærker hans hånd om hendes nakke og bliver skubbet ned ad stien.

’Jeg har brug for din scooter. Giv mig din taske!’

Hun håber, at han bare tager tasken, finder nøglen og forsvinder med scooteren. Men det er ikke nok for ham. Da de kommer til parkeringsstedet, fortsætter han ned langs skråningen ad en anden sti. De ankommer til et sted under et klippefremspring, hvor et bål er ved at brænde ud. Han slæber hende hen til et træ og tvinger hende til at sætte sig ned, hvorefter han flår hendes tørklæde midt over på langs. Med den ene flig binder han hendes hænder til et træ, og med med og den anden binder han en stak knuder, som han propper i munden på hende og surrer om hendes nakke. Så forsvinder han op ad stien. Efter nogle minutter hører hun lyden af scooteren, der starter og kører ned ad vejen. Hun mener kort forinden at have hørt lyden af et andet køretøj, men det kan have været en lastbil nede i dalen.

Hun har ikke tænkt sig at sidde her hele natten, så hun begynder straks at slide løs på tørklædet om hænderne. Der kan i bedste fald være tale om et par timers arbejde. Det er anden gang i løbet af to uger, at svinet har forsøgt at tage livet af hende. Heller ikke denne gang skal det lykkes for ham.

Havneknejpen

De er fremme ved byen ved flodens udmunding. Det er eftermiddag, og der er en doven stemning, selvom der er folk overalt i gaderne.

’Jeg går ud fra, at du skal med tilbage. Jeg sejler i morgen kl 6.’ Federico vil give hende tasken.

Riina har et dilemma. Hun ved ikke, hvor hun skal finde Rune. ’Behold tasken. Jeg skal rundt i byen, så jeg kan ikke slæbe på den. Desuden kan jeg ikke gå rundt med skydevåben herinde. Jeg skal nok være der. Om ikke andet så for at hente tasken.’

Hun starter med at gå op ad boulevarden. Hun har mere end et dilemma. Hun ved ikke præcis, hvordan han ser ud. Han kan have forandret sig så meget, og hun har kun beskrivelsen, som Federico har givet.

Hun tror dog mest på sit instinkt. En mor vil altid kunne genkende sin søn, ville hun ikke?
Hun er stadigvæk udstyret med et stænk af paranoia. Kunne hun stadig risikere at løbe ind i ubehageligheder? Her måtte hun stole på Federico, der sagde, at de typer, hun måtte flygte fra, var forsvundet. Typer som disse ville altid findes, men nu var der åbenbart nye rovdyr på banen. Hun foretrak til enhver tid dem med pels og hugtænder. De var farlige, men de var ikke psykopatiske, og der var gensidig respekt mellem mennesker og rovdyr i junglen.

På vejen passerer hun sin ydlingspark. Den ligger i sidegaden lidt væk fra boulevarden på vej hen til fru Flores’ hus. Man skal op af nogle trapper, og der er nogle fantastiske og meget gamle platantræer, der snor sig i kæmpe knuder og gevækster. Og andre træer og buske, hvis navne hun ikke kender. I midten er der en smuk dam med karper. Der er noget særligt meditativt og beroligende ved at betragte dem glide gennem vandet mellem åkanderne. Men hun har ikke tid i dag.

Da hun banker på hos fru Flores, er der ingen der svarer. Hun får et stik i hjertet, for hun er den eneste i byen, der har set noget til ham. Butikker har lige åbnet efter siestaen, så hun kan selvfølgelig være gået ned for at handle. Hun begynder at cirkle omkring i byen og spørge sig for. Hendes handicap er, at hun kun kan beskrive ham andenhånds, og at der ikke var oplysninger nok i brevet til at beskrive hans færden og vaner.

Hun var også på den lokale politistation og posthus. Hun var inde i det lille rådhus. Hun spurgte handlende på gaden. De fleste rystede på hovedet. Der var et par stykker, der nok mente, at de havde set en ung mand af det udseende. Hun gik efter de steder, hvor han skulle være set men uden resultat. Et par timer efter vender hun tilbage til fru Flores, og denne gang bliver der åbnet.

Den rare dame er rørt og oppe at køre af gensynsglæde, hun vil lave te og servere kager, men Riina – eller Ina, som fruen kalder hende – har ikke tid. Fru Flores er vældig ked af det på hendes vegne. Og jo, hun har set den unge mand et par gange til, hvilket er et godt tegn. Sidste gang var et par dage siden.

’Han er sådan en, der løber hele tiden. Du skal sige til folk, at han har sådan nogle sko på, som man løber i. Men vent lige lidt. Der er jo sådan et løb op og ned af bjerget. Folk kommer fra mange lande for at være med. Der var vist et billede i avisen med vinderne. Hvor har jeg den henne? Det må være for en lille uge siden.’

Fru Flores roder i bunken med aviser i sit køkken. ’Her er den minsandten. Ih du godeste, det er da den unge mand på den tredje skammel. Han er blandt de hurtigste, det var da utroligt!’ Hun river siden ud af avisen og rækker den frem.

Jeg forstår så sandelig, hvis du har travlt med at finde ham. Hvis det ikke lykkes, kan du altid komme og overnatte.’

’Tak fru Flores, men jeg skal tilbage med Federico i morgen tidlig.’

’Men søde, du har jo slet ikke sagt, hvor du bor henne i verden. Det må jeg vel høre om en anden gang. Jeg håber, der bliver en anden gang.’

’Tak, kære fru Flores, der bliver en anden gang, for nu behøver jeg ikke at gemme mig langt ude i junglen længere.’

Hun går ned på gaden igen og fortsætter sin færd. Denne gang har hun et billede omend ikke alt for tydeligt. Igen er der et par stykker, der mener at have set personen på billedet, men resultatet er det samme. Hun beslutter sig til at gå ned til båden for at tale med Federico.

Båden er tom, og den store kasse i midten af båden er låst. Hvor er han nu henne? Hendes chancer synes mindre og mindre. Hun går en tur langs havnen og kigger ind ad vinduerne i de mere eller mindre obskure knejper, der altid findes ved en havn. Hvad er der med søfolk, siden de altid skal hænge ud sådanne steder? Sømænd er ensomme typer. Hun vidste, hvad det vil sige, for hun havde selv været gift med en af dem, og det var årsagen til, at hun var her i dag. De har svært ved at opretholde en familie, så de får deres enegang, som der står i sangen. Men ensomheden skal brydes en gang imellem, så hvad gør det? Hænger ud med lignende typer og udveksler ensomhed i hinandens selskab. Evt. køber de sig til noget af det, som ikke findes på verdenshavene eller på floderne, et stykke nærvær med det andet køn.

Der sad han så. Hun får øje på ham bag vinduet i knejpen med det herlige navn Papegøjereden. Sikke noget sludder, for papegøjer har ikke reder. Det skal nok tages som en vittighed. Hun går indenfor. Rottereden ville have været et mere passende navn. Der bliver gloet på hende fra typerne i baren. Hun ligner selvfølgelig heller ikke kvinderne her i byen. Et par af dem kommer med lumre opfordringer. Hun styrer lige over til vinduet, hvor Federico sidder fordybet i sine regnskaber eller noget i den stil. En stor kleppert med tatoveringer og pels på overkroppen og daggamle skægstubbe spærrer vejen for hende og begynder at befamle hende.

’Hvad så, snuske. Giver du en god pris i aften?’

Klepperten er svær at komme udenom, selvom hun forsøger at vride sig løs. Der bliver grinet sjofelt fra barrækken af underklepperter.

’Lige et øjeblik. Jeg tror du glemmer Il Presidente!’

Nogen har prikket klepperten på skulderen. Han vender sig langsomt og kleppert-fornærmet om for at se den formastelige undermåler i øjnene. I stedet for en formodet formastelig undermåler ser han direkte ind

i løbet på en Bersa Thunder 9 mm High Capacity Pistol.

’Hun er ikke din i aften, Gonzago. Det er mig, der har bestilt hende. Vi stjæler ikke hinandens bestillingsvarer, gør vi vel?’

Klepperten bliver perpleks, han er ikke vant til at nogen står i vejen for ham. Men på knejpen gælder følgende regel. Den, der har de største næver, har altid ret. Lad os bare kalde Il Presidente, eller hvad tingesten nu hedder, for en forlængelse af næverne.

’Nej, nej, selvfølgelig Federico. Jeg var ikke lige klar over det. No problemo.’

Federico samler sit gear sammen, og de går ud af knejpen.

’Hvad var det, du sagde derinde. Skal jeg ikke være en lille smule fornærmet nu?’

’Overhovedet ikke. Jeg taler bare det lokale sprog i dagens anledning. Du burde måske også vide, at når kvinder går ind sådanne steder, så er det i erhvervsøjemed. Hvad var det, du ville? Nå jo, jeg har forresten en besked til dig, så den kan du lige så godt få med det samme.’

Hendes hjerte springer et slag over. Hun ved allerede, hvad han har tænkt sig at sige. Hele turen har været forgæves, så nu kan hun tage tilbage til sin jungle med uforrettet sag. Det lå ligesom i kortene, hele denne frustrende dag med ørkenvandring fra Herodes til Pilatus. På et eller andet plan har hun selv været uden om sin situation, for hun stak jo af fra det hele. En rigtig mor stikker ikke af men dør for sine unger og bliver i sin rede. En rigtig hustru bakker op om sin mand og bliver ved hans side. Skomager bliv ved din læst, kvinde bliv ved din hest. En hel stribe af selvbebrejdelser skyller ind over hende.

’Du skal mødes med ham i Parc General Oliveira i aften. Eller ved båden i morgen kl. 6. Og husk vi sejler præcist.’

En bølge af forløsning skyller ind over hende. Hun slår sine arme om ham.

’Det er meget godt med det krammeri, kvindfolk. Men se at komme afsted, han venter på dig, og du er allerede for sent på den.’

Vandfaldet

Andrea har fået besøg i sin gesjæft. Det er ikke en af kunderne, der skal have fikset sin gamle Toyota eller sit lave skyl på lokummet. Det er eneboeren.

’Noget nyt på vulkanen?’ spørger han og tørrer sine olierede fingre af i en klud.

’Siden du spørger, så er der faktisk nyt. Der sker jo aldrig noget ellers. Hvad siger du til røgsignalerne her på det sidste?’ Alex stiller sin rygsæk fra sig. Han har provianteret.

’Ja, det ser ud som om, vi har fået en ny beboer. Skal vi gøre noget ved det?’

’Jeg tror, det vil være en god ide. Jeg tror også, jeg ved, hvem det er. Jeg har ikke lyst til at have eftersøgte kaptajner boende lige om hjørnet.’

’Hmm, det tænkte jeg nok. På et tidspunkt bliver han vel også desperat og begynder at overfalde folk eller fæ. Han er ikke ligefrem en overlever-type, der kan leve af kildevand og bladgrønt i længden.’

Andrea finder sin telefon og går ud på gårdspladsen. Efter en 2-3 opkald kommer han tilbage igen. ’Gå ind til Maddelena og få en kop kaffe. De andre er på vej. Jeg skal lige sætte et hjul på.’

I løbet af en halv time er der ankommet tre mænd. Alle bærer på et våben. Maddelena kommer ud i døråbningen. ’Skal I på jagt i dag? Det har du da ikke sagt noget om.’

’Det er lidt ud over det sædvanlige. Jeg skal nok fortælle om det, når vi kommer tilbage.’ De smider deres ting ind i baggagerummet på Landroveren. Fruen i huset har sine mistanker. Hun driver ikke en sladrecentral for ingenting. Har hun grund til at være bekymret i så fald?

’Hvad skal vi regne med? Hvis det er ham, vi tror, og hvis vi løber ind i ham, er han så farlig? Skal vi regne med, at han er bevæbnet?’ spørger Franco, en af de tre mænd fra byen.

Andrea tygger lidt på den. ’Noget siger mig, at han ikke er bevæbnet. Så ville vi have hørt skud ud over at se røg. Jeg kender lyden af din, Alex, den er jo ikke til at tage fejl af. Hvad siger du?’

’Jeg har ikke hørt noget. Men vi tager ingen chancer.’

’Der blev stjålet en sæk varer fra Basiglios garage oppe i dalen. Og hans hund lå og stensov, sagde han. Det kunne være ham slynglen’, siger Franco. De andre kommenterer på det. De er enige om at være forsigtige.

Gianluca, den fjerde mand, har sig søn Ezzo med. Derudover han han et tingest, der ikke er helt efter bogen i forhold til et jagtselskab. ’Mon ikke både synet og lyden af den her kan få visse folk på andre tanker?’ Han har medbragt en velpoleret Beretta Model 3, en automatisk riffel. Det er egentlig et museumsstykke fra 50’erne, men den virker stadigvæk. ’Der er bare løst krudt i det ene magasin. Jeg regner ikke med, vi får brug for det andet.’

De drejer fra ved vejen, der gå op til vandfaldet. Den snor sig fire kilometer op ad siden på vulkanen. Lidt spinn her …

Kort før de når til afsatsen ved vandfaldet, hører de lyden af en scooter, og i svinget kommer en mand på en rød scooter imod dem. Han gør ikke mine til at standse op, og i sidste øjeblik foretager han en desperat manøvre for at slippe indenom. Andrea når ikke at spærre vejen for ham, og han slipper med nød og næppe forbi uden at kollidere med stenene i siden.

Bilen standser og Gianluca er den første, der springer ud af bilen. Han trykker på aftrækkeren på sit museumsstykke, og en øredøvende salve lyder ud i dalen. Manden på scooteren bliver befippet et sekund og ser sig over skulderen. Han er ikke nået at finde balancen efter sin hasarderede manøvre, og det bliver ikke bedre af, han åbenbart befinder sig i en skudlinie. Scooteren rammer en sten i vejkanten og han mister styringen, hvorved han bliver smidt af og slynget et par meter hen ad vejen. Ikke noget behagligt sted at lande. Inden har når at komme på benene, hører han lyden af et enkelt riffelskud og et projektil, der rammer ved siden af ham.

’Jeg har over hovedet ikke lejet ud til den stodder. Det kunne jeg aldrig drømme om!’ Han ved ikke, om han skal være en smule småfornærmet. På steder som dette har folk en vis gammeldags æresfølelse. ’Det var en kvinde, der havde lejet den i fire dage for at køre til fiskerbyen.’

’Så ved du godt, hvad vi skal gøre nu’, siger Alex.

’Kør op på afsatsen. Gianluca og Ezzo, I bliver ved bilen. Vi andre går videre.’

Alex går i forvejen langs stien, der fører nedad. (tjek beskrivelsen af stedet). Mellem træerne ved klippefremspringet, står der en kvinde med et iturevet tørklæde og børster støv af sit tøj.

’Er De OK, frue?’

Da han nærmer sig mener han, at han kender hende.

’Jeg har det fint nok.’ Hun ser sig omkring. ’Scooteren, hvor er den? Han har taget mine nøgler. Hvor er scooteren?’ Som det hæderlige og ansvarsfulde menneske hun er, er det det første, hun tænker på.

’Mina? Er det dig? Hvad laver du dog her?’ Hun genkender også ham, selvom han har fået langt skæg i mellemtiden. Måske var det stemmen, der gjorde det. ’Scooteren skal du ikke tænke på. Vi har både den og tyven, der stjal den.’

’Er den ødelagt?

Alex kan ikke lade være med at trække på smilebåndet. At hun bekymrer sig om den slags efter sine strabadser. Han kan se, at hun har hudafskrabninger på både arme og ben, og den ene side af hendes ansigt er lettere hævet.

Andrea er kommet frem til stedet. ’Signora, De skal ikke tænke på det med scooteren. Den skal bare fikses lidt, og det er bestemt ikke Deres ansvar . Vi har en anden last, der skal ned til byen. Kom med hjem til Maddelena, hun vil sørge for Dem.’

De går sammen tilbage til afsatsen. Mændene venter ved bilen.

’Han begyndte at skabe sig fuldstændig åndsvag inde i bagagerummet, så han fik et par på kassen, og så holdt han kæft. Vi skal jo ikke have ødelagt inventaret.’ Gianluca trækker på skuldrene. Drengen Ezzo står og smågriner. Den røde scooter er rullet op på afsatsen og parkeret bag ved bilen. Minas taske sidder stadig på baggagebæreren.

’Lad os komme afsted nu. Ezzo, kan scooteren stadig køre? OK, kan du så ikke køre scooteren ned.’

’Jeg beklager, at jeg ikke kan byde på et glas forfriskende vin i mit bjerghotel. Men jeg får måske æren en anden gang.’ Alex lukker døren for Mina, inden han sætter sig om på forsædet.
På vejen ned fortæller hun noget af sin historie. De aftaler, at hun kommer tilbage efter et par uger. Alex lover at hente hende nede hos Andrea.

’Medbring et ordentlige sko og ikke de dér balletsko, du har på. Og en god sweather til om aftenen. Så finder vi ud af det.’

Mina har det allerede bedre. En af mændene havde lidt cognac i en lommeflaske. Da de når ned til byen, har hun allerede fået en lille plim på.

Akvariet

Hun går op af stentrappen til Parc General Oliveira. Solen er gået ned, og det er kun gadelygterne og et par lygtestandere omkring akvariet eller dammen med fiskene, der oplyser stedet. Det er rigeligt. Der er stadig mennesker, for folk her lever i to zoner, før siesta og efter siesta. Den sidste strækker sig til over midnat.

Der sidder et par ældre mennesker på bænkene. Et ungt par sidder og ser hinanden dybt i øjnene. Duerne vandrer rundt og pikker efter krummer og insekter. En enkelt fortyndet strejferkat sniger sig gennem sin egen miniature-jungle. Riina går et par gange rundt i parken, der er absolut overskuelig.

Hun sætter sig ned på en ledig bænk, hvad skal hun ellers gøre? Dette er hendes sidste håb, denne gang dog med en vis forhåbning. Medmindre hun er kommet for sent, som Federico antydede. Al denne lige-ved-og-næsten, og kvinde, bliv dog ved hesten!

Med jævne mellemrum er der forbipasserende.
Der er en ældre herre med stok. Med latinsk gentleman-galanthed løfter han sin hat og hilser på hende. Mænd i denne kultur holder aldrig op med at yde deres opmærksomhed overfor det andet køn, også selvom det kun er en formalitet og et ritual. Der er hjerte bag, noget som den kulturmyrderiske trend i modernitetens asfaltjungle ikke anerkender.

Der er de unge elskende, som ikke ænser andet end sig selv. De er midlertidig opslugt af den narcissistiske, viruslignende tilstand, der går under navnet forelskelse. Én ting er sikker: det går over. En anden ting er: hvad kommer herefter?

Der er en ung mand med en taske over skulderen. En studerende. Han sætter sig på bænken ved siden af og tager en bog op af tasken. Kan man læse til eksamen sent om aftenen i en park? Åbenbart.

Der er damen med hunden. Hun er et par hoveder lavere end gennemsnittet. Til gengæld har hun valgt en irsk ulvehund som sin bedste ven. Det betyder, at hun stort set ser sin hund direkte i øjnene. Klichéen om, at hundeejere ligner deres hunde passer på ingen måde her.

Der er noget galt her. Hun er åbenbart kommet for sent til sin aftale – som hun ikke vidste, hun havde. Hun ser sig omkring. Den unge mand på bænken ved siden af – er det et afventende spil om den rette opmærksomhed? Hun beslutter sig til at teste situationen. Hun rejser sig op og går bort fra stedet. Hendes veludviklede jungle-intuition svigter hende ikke denne gang, og hun mærker ganske tydeligt et sæt øjne bag hendes ryg, der betragter hende. Hun standser og vender sig om. Den unge mand på bænken ved siden af har rejst sig op og ser på hende.

Der findes øjeblikke, hvor Verden kommer til sig selv. Filmindustrien har parasiteret på dem og drevet dem ud i ekstremer, så vi enten svælger i dem eller afskriver dem som forlorne og forfalskede. Øjeblikke behøver ikke at være filmiske for at være autentiske, og vi behøver ikke at svælge for at være hengivne. Hollywood er ikke Gud.

De går hen imod hinanden. De kender hinanden nu. Hun ligner sig selv bortset fra overlevelseskostumet. Han ligner sig selv bortset fra den voksne krop.

’Du er Rune, er du ikke?’

’Du er Riina, er du ikke? Så er du måske min mor. Er du ikke?’

Ikke at situationen er ubeskrivelig. Hollywood ville uden tvivl have tværet den ud på den anden side af klamhed. Vi skal her blot nævne, at mor og søn havde et og andet at tale om, og at de brugte hele natten i Parc General Oliveira på at indhente det forsømte.

Da solen stod op over bjerget, hvor løberne fra alverdens lande havde dryppet deres masochistiske sved, er vi atter ved båden, hvor Federico er ved at laste de sidste kasser og sække beregnet på at sejle op af floden til de samfund, der har valgt at holde afstand til civilisationen og dens udyder.

’Har vi stadig en aftale, Federico?’

Han hører en stemme oppe fra kajen og ser op.

’Vi har den aftale, vi har.’

’Har du plads til en ekstra passager?’

’Det kommer an. Har du mere junglevin på lager?’

Regnskoven – epilog

Der er en grund til, at det hedder en regnskov. I perioder er det en gang om dagen. Så vælter det ned i tove, og der høres ikke andre lyde end regnen i et par timer. Så holder det op lige så pludseligt, som det er startet. Solen stikker hovedet imellem grenene på træerne, fuglene begyner at synge og insekterne begynder at summe.

Den unge mand er den første, der hører fløjten og skynder sig over til hejseværket og læner sig udover gelænderet. Det er bådskipperen, der kommer tilbage efter en hel måned.

Der er post med denne gang. Fra den anden side af kloden. Han hjælper først med at læsse af båden, hvorefter han sætter sig over i den lille hytte, hvor han har indrettet sit nye hjem. Det hele var et stort sats for ham. Efter hans fars død var der tilfaldet ham en portion penge. Han havde desuden sagt sit værelse op og solgt de fleste af sine ting. Bortset fra et enkelt loftværelse, som han havde lånt hos en ven. Han havde taget højde for, at tilfældet kunne overraske ham. Kan man tale om planlagt tilfælde, er det ikke en selvmodsigelse?

Jungleposten fungerer sådan her. Man skriver til det lokale posthus i byen ved broen og mærker det med Federico. Han ved, hvor en række navngivne personer bor. Nogle af dem har adresser, andre bor steder, der måske har et navn, men da der ikke er ejerskab og matrikelnumre i hele junglen, så kræver det, at postmanden kender stedet.

Han åbner brevet. Det er fra manden, der kom og afleverede Johans logbog.

Til Hr. Rune Lorentz!

Jeg har fået til opgave at informere dig om den seneste udvikling i sagen om din far. Tillad mig endnu en gang at kondolere. Tillad mig dog også at lykønske dig med, at det er lykkes dig at få kontakt med din mor. Så har det hele ikke være forgæves. Jeg glæder mig på dine vegne.
Måske det vil interessere dig, hvad der skete med resten af din fars ejendele og den person, der ombragte ham. Det viste sig at være en subsitensløs person kendt som Jasques, men hvis virkelige navn var Jerome Götz. Han boede i det havnekvarter, hvor din far ankrede op, og det hele drejede sig øjensynlig kun om ussel mammon. Vi vidste til gengæld, hvor han boede. De to drenge, som du har hørt om, havde holdt et vågent øje med hans aktivitet, og derfor var vi sammen i stand til at skaffe de afgørende beviser for, at det var ham.

Han nåede imidlertid at stikke af og krydse grænsen over vandet. Der var ingen spor af ham i flere måneder. Men for en uge siden skyllede der et lig i land på vestsiden af klippeøen, og en motorbåd blev fundet drivende udfor kysten. Båden tilhørte ikke den tidligere beboer af liget, og det viste sig at Jasques, for det selvfølgelig ham, havde stjålet den og fyldt den op med benzindunke nok til at komme langt væk. Hvor han var på vej hen er usikkert, men sikkert er det, at han havde valgt at stjæle den forkerte båd. Båden var lastet med smuglervarer. Da den ejerne opdagede det, blev båden sporet på deres GPS og de satte efter ham. De kommer imidlertid for sent, da han på det tidspunkt er løbet ind i kystvagten. Et skib i farvandet har meldt om, at der kom sort røg op fra en båd. Det er åbenbart lykkedes ham at sætte ild til dele af båden, så han har være nødt til at springe i vandet. Strømmen har taget ham, og han har ikke været i stand til at svømme fem kilometer ind til øen.

Båden er tiltet om om siden, da kystevagten får sat en line til den, og ilden er slukket af vandet fra bølgerne. I kahytten og de vandtætte rum finder man udover smuglervarer for millioner en taske, der har tilhørt din far. Der er forskellige genstand i, som du sikkert vil være interesseret i. Derudover et ganske stort pengebeløb i kontanter samt kontonumre til et par banker. Din far var tilsyneladende ikke nogen uformuende mand, og der er intet, der tyder på, at han ikke har tjent sine penge på ærlig vis.

Tilbage står så gåden, som i hvert fald jeg som gammel ven af din far spekulerer lidt over. Hvorfor valgte han ikke at bruge eller investere sine midler. Måske var det, for at give dem videre den dag, hans søn eller måske hele hans familie blev genfundet. Pengene er nu indsat på en nyoprettet konto, som jeg hermed vil give videre til dig. Du skal blot bruge nummer og legitimation og den fuldmagt, der medfølger for at overtage den.

Jeg ønsker dig al mulig lykke fremover. Ære være din fars minde.

Din hengivne, Eik Eidarson.

Rune lægger brevet fra sig. Et kapitel er nu lukket, og han kan komme videre. Det er ofte de færreste kapitler, der på denne måde bliver afrundet, men vi evner som regel altid at komme videre uden.

Der er gået hul i skyen over junglen og regne er kommet efter en tid med halvtørke. Det er en lun regn, men den har en stor styrke. Den skyller alt støv og snavs væk. Træerne bader sig i strålerne og glæder sig allerede til at suge det op med deres kraftige og vidt forgrenede rødder. Nogle af træerne gror helt ud over klippesiden. Hver lomme af mulighed for vækst bliver udnyttet.

Han har allerede planer for sin nye tilværelse. Men det har intet hastværk.