Essay,  Filosofi,  Historie,  Religion

De ti bud – de rigtige bud

Første bud:
Du må ikke have andre guder end mig

fik vi nogenlunde på plads forleden
De ti bud – 1. bud
og hvad med de andre bud:

Andet bud:
Du må ikke misbruge Herren din Guds navn

Jeg har fået at vide, at jeg fyrer bandeord af, når jeg sigert s’gu.
Det vil jeg stille et par spørgmålstegn ved.
For hvad er det, s’gu eller så’gu står for? Det er Så sandt Gud lever!
Og det kan vel næppe heller være midsbrug af Guds navn at sige for fanden!
… med mindre man går i den kirke.

Hvad med gud-bedre-det, er det ikke en lille indskudt bøn om en håndsrækning?

Til gengæld siger man ikke: Det skal Gud vide, men Det skal guderne vide,
så er vi lige pludselig blevet hedninger, når vi betror os til de højere magter?
Eller er det fordi, det er for pinligt at betro sig til selveste Gud, når han nu ved alt i forvejen?

Førhen kunne man høre sætninger som: Jeg tager Gud som vidne på, at …
Men det er jo blot en omskrivning af det oldnordiske Jeg sværger, at …
og når man har sværget og aflagt en ed, så invilliger man i at stå til regnskab for det.
Hvorfor var det så, at fyre en ed af, når man stillede røven i klaskehøjde?
Er der ikke sket en grundlæggende misforståelse og sammenblanding af edsaflæggelse og forbandelse,
for undskyld mig, det er ikke det samme

Islam har en lignende frase med flittig brug af wa hu’Allah forkortet til w’allah.
Det betyder Om Gud det vil, hvor man lægger dagens udkomme i hænderne på Gud.
I rigtigt gamle dage sagde vi farvel ved at sige: Gå med Gud.
I kirken siger vi Herren være med dig.

Vi kalder altså edsaflæggelse for at bande. Det er jo noget vrøvl.
At bande er ovre i en helt anden alvorlig boldgade, der har at gøre med
at smide en forbandelse i hovedet på folk: Må Guds straf ramme dit usle legeme!
DET vil jeg regne som misbrug af Herren din Guds navn, for her har vi ikke noget at gøre.
Vi kan fyre af: Jeg ska-gi-dig-skaja og vent til JEG får fingre i dig …
Hvad den formastelige, der åbenbart har fornærmet os, har af mellemværende med Gud og andre højere magter, rager ikke os. 

Hvis vi ser bort fra deciderede forbandelser – reelt en slags update af sort magi taget lige ud af oldsuppen – så har jeg absolut ingen problemer med alt andet. 
Hvad jeg har problemer med er derimod alt det beskidte street-snak og med fuck-fuck og atter fuck
i hver sætning, hvor man i flæng og uden anden mening end at være streetsmart kalder alle og enhver
og selv sine venner for en fucking luder, bitch, hoe, og gør dit shit og gå hen og knep dig selv.
Jeg indrømmer gerne, at jeg har en udtalt afsky for rapper-kulturen, og det skyldes, at jeg ved noget om, hvordan den blev weaponized i kommercialiseringen af det amerikanske fængselsvæsen.
Jo flere dysfunktionelle sorte familer, jo flere sønner uden en far,
jo mere vold, jo flere mord, jo flere penge i kassen, og vi taler om BigBusiness her.

Tredje bud:
Du skal holde hviledagen hellig

De er lidt platte de her nyoversættelser. Jeg kunne bedre lide:
Kom hviledagen ihu at du holder den hellig.

Måske er det lidt nyttigt at huske på, hvad et bud er for en størrelse.
Et bud er en anbefaling. Men lovreligionerne kører den helt ud i hegnet og siger, 
at det er påbudt i betydningen, at det er forbudt og dermed strafbart at lade være.

I den jødiske tradition er det simpelthen forbudt at udføre dagens arbejde under sabbaten.
Men man kunne også se det på en anden måde.
Ved at sige til folk, at nu skal de saftsuseme holde fri, og det gælder også dig og dig,
så sætter man en stopper for den glidebane, som industrialismen i 1800-tallet indledte,
hvor der ingen grænser var for, hvad arbejdsgiveren kunne forlange af sine ansatte,
og hvor et slavesamfund og en feudalisme 2.0 sneg sig ind. 

Der er de, der tilskriver det den protestantiske, den puritanske arbejdsmoral,
der var decideret masochistisk i sit uvæsen. Det betød også, at når de stakkels arbejdere endelig fik fri fra trædemølleriet – og det er fortsat i weekend-kulturen – så havde de hulens travlt med at dope sig med forlystelse, druk og udskejelser for at overkompensere for, at de havde knebet ballerne samme i 5-6 dage i træk og var faldet døde om på madrassen, når de var fodret af. I det hele taget er det en usund arbejdsdag, der ikke indeholder en siesta. De har forstået mere sydpå. Og det har de vel ikke engang, for vi skal helt ud på landet for at finde sand forståelse for en morfar efter frokost – der hedder middagsmad derude.

Fjerde bud:
Du skal ære din far og din mor

Det var det ene bud, der blev smidt i skraldespanden af babyboomerne, 68’erne, de såkaldt ungdomsoprørere. De omformulerede det til:
Du skal undsige, foragte og forstøde dine forældre for deres forstokkede livssyn, deres traditioner og deres værdier er enåårmt undertrykkende! og Rend mig i traditionerne skrev de kulturradikale og op i røven med småborgerligheden hylede de nyfrelste kulturmarxister, og ned med manden og familien skreg feministerne
… de glemte lige at spørge børnene, hvad de måske godt kunne tænke sig, før de tog dem som gidsler i kønskampen og hengav sig til en pandemi-agtig skilsmissekultur.

Senere fik babyboomernes – historiens mest forkælede-fucked-up generation – børn og børnebørn travlt med at kompensere for det samfund, som 60-70’er-narcissismen havde skabt, for nu skulle der være kvalitetstid mellem 17 og 19:30, når børnene fik fri fra børnefængslet. I weekenden var den forcerede kvalitet på speed, når skilsmissefar havde lov ifølge forældremyndighederne til at se sin søn en gang hver 14. dag, efter at drengen havde trukket sin alenemor rundt ved næsen i 12 dage i uformuleret og uforstået vrede over at få stjålet sit faderlige forbillede, uden hvilket ingen dreng bliver til en mand.
Børn har brug for en far OG en mor. 

Så pas lidt på her, boomerbørn og -børnebørn. I kunne risikere et nyt og baglæns kultur-forældreoprør i den stik modsatte retning vendt mod det egotrip, som I valgte på jeres børns bekostning.
I er allerede vidne til det, luk øjnene op.

Femte bud:
Du må ikke slå ihjel

Man kunne fristes til at sige hurtigt videre, for hvem kan være uenig? 
Men så nemt slipper vi ikke.

Først og fremmest: Hvilket hyklerisk udsagn fra en mellemøstlig stammekultur, der i kapitler forinden og efterfølgende storpraler af – jeg nævner i flæng – at Samson massemyrder 10.000 filistre! Så måtte han det, eller måtte han ikke? Måtte Jerichos mure blive sænket af et supersonisk masseødelæggelsesvåben, måtte David smadre Goliath, og nej: den assyriske konge Assurbanipal måtte selvfølge ikke smadre Jerusalem, for det var jo indbyggerne i Jerusalem, det gik ud over, og det var dem, der forinden havde formuleret budene i deres hellige skrifter.
Moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt.

Alle tre abrahamiske religioner deler dette hykleri. Man må gerne gøre alt det mod de vantro, der er ildeset at gøre mod de rettroende. Det er slet og ret stammeideologi. Kristendommen holder af at tænke, at budet gælder universelt, men kristenheden, historiens gang viser noget andet. Bare sig korstog.

SÅ:
Der er altså en forskel på at gå hen og slå et andet menneske ihjel for et godt eller ondt ord og at slå ihjel som en krigshandling – er det sådan, det er? 

Er det så i orden ifølge budet at slå ihjel som en aggressiv krigshandling eller kun som en krigshandling i selvforsvar? Det er i hvert fald sådan, som vores retssystem ser det. Men det er også sådan med retsvæsen, når det kommer indenfor søgelyset og måske endog i hænderne på magthavere, at disse ofte søger mulighederne for at omgå lovens og budets intention. De søger via alle mulige falske argumenter at begrunde og retfærdiggøre politisk betingede blodsudgydelser – den onde diktator, han mishandlede sit eget folk, vi kommer hans eget folk til hjælp, de er terrorister, de truer vores eksistens, det var dem, der begyndte, vi har en hellig ret til at beskytte, vi gør det for demokratiets og deres egen skyld, vi gør det af sikkerhedsårsager for jeres skyld … og hent mig en spand, for jeg tror aftensmaden kommer op igen, og vi kender alle udsagn og har hørt dem igen-og-igen. Vi har set glorier af højglanspoleret snydeguld.

De mindre kendte og sjældent udsagte udsagn er: Vi gør det for at reducere verdensbefolkningen, for der er alt for mange ubrugelige grovædere derude, og Planeten Jorden kan ikke bære, at der er så mange på én gang. Dette er rent faktisk, hvad man kan læse i skrivelser begået af FN. Eugenikerne dækker sig gerne i fine fora bag forstillende floskler, der fremstiller dem som frelsere for fællesskabet – men når dagen er omme er de bare skinhellige folkemordere.

Sjette bud:
Du må ikke bryde ægteskabet

Endnu et bud, som babyboomerne smed i affaldscontaineren. 
Der var fri hor og fri sex og forloren frigjorthed over hele linjen i de fede tider.
Udslettelse af al tradition var kulturmarxisternes hoveddogme.

Kultur er tradition. Tradition er kultur. Uden tradition ingen kultur.
Man kan ikke skabe en kultur from scratch i hver generation,
og forsøget derpå ifølge det kulturmarxistiske bud medfører infantil ynkelighed.

I Holly-Bollywoods medievirkelighed bliver familieinstitutionen konsekvent perverteret.
Familie-faderen bliver altid fremstillet som en dysfunktionel narrøv,
og alle interne konflikter bliver iscenesat forstærket, for det er så sjooovt!

Pornokulturen er de separerede og fjendtliggjorte køns narresut.
Kærlighed er reduceret til dyrisk knep, den hellige forening er nu sperm-i-bæ.
Mand og kvinde er nu LGBTQIA-knepper-ged-knepper-lig-knepper-barn-æder-menneske.

Og så omdøbte de som bekendt budet fra at hedde Du må ikke bedrive hor.
Hvis man gjorde, var man en horekarl eller en hore.
Det var også en i virkeligheden befriende bramfri formulering fra en tid,
hvor der blev sagt til den unge mand, der gjorde en pige gravid:
Så har du som minimum at tage det som en mand og gifte dig med hende!

Ulig i dag blev ægteskabet taget alvorligt – vi undskylder selvfølgelig til jer derude,
der er så forstokket gammeldags og u-progressive, at I stadig tager det alvorligt i praksis.
Man må spørge, om modernitetens frigørelse fra det sjette bud ikke blot er frihed for ansvar?

Syvende bud:
Du må ikke stjæle

og det er så ikke rigtigt, 
for det må man godt, hvis man kan kalde sig Staten, myndighederne, banken
EU, et multinationalt syndikat-kartel, skattevæsenet, finansministeriet, de rige onkler i Davos.
Man kan bare omformulere og kalde det for beskatning, beslaglæggelse, ekspropriering, afgifter, gebyrer, omfordeling, centralisering, finanskrise, undtagelsessituation, sikkerhed, et holdingselskab med adresse på Cayman-øerne og andet, der skal dække over tyveri.

Især kombinationen at slå ihjel og at stjæle er en yndlingsret hos de rige onkler.
Krig og udplyndring går vældigt gerne hånd-i-hånd.

En fællesnævner i forhold til alle bud, der gælder mennesker som helhed, er, at de ikke gælder for oligarkiet. De har ingen regler andet end omertà: hvis du bryder tavsheden om, hvad vi har gang i, og hvad du selv er fedtet ind i, så er du dødsens. Det er mafiaens interne regelsæt, og denne verden køres af mafia på højt niveau.

Reglen eller dogmet for dem er: Alt, du kan slippe afsted med uden at blive knaldet for det, er tilladt. Skulle du blive opdaget, så benægt det, lyv om det, snig dig ud af bagdøren. Vi lover dig, at du ikke bliver knaldet, for du er en af os, og vi er for store til at blive knaldet. 
Too big to fail, too big to jail

Ottende bud:
Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste

Skal vi ikke bare kalde det: Du må ikke lyve. Man lyver vel for at at redde sit skind og på andres bekostning. Man kan selvfølgelig lyve overfor sig selv, men så er vi vel ovre i patologien, og lidelsen hedder selvbedrag.

Vi lever i tider, hvor løgnen er sat i system, den er institutionaliseret, den er overalt.
Og når den er overalt, bliver den ikke længere betragtet som løgn men bare business smart, konkurrence-relevant, servicerende for de, der betaler for det. 

Journalistik er blevet til ét kæmpestort sigen falsk vidnesbyrd købt og betalt af annoncører, interessenter eller slet og ret ejerne. Det er den ene hånd i den store løgn.

Politik er den anden hånd. I oligarkiets politiske filosofi kaldes det oven i købet for den ædle løgn og fordi du ikke kan håndtere sandheden. Løgn er en forbrugsvare i et forbrugssamfund, og den er efterspurgt. Som man siger: Folk vil bedrages.

Eller skal vi betragte det i historisk kontekst som endnu et af de abrahamiske religioners snoen sig udenom at universalisere – på dansk at tage sin egen medicin, på engelsk walk the talk. Du må altså ikke bære falsk vidnesbyrd imod din næste, hvilket ifølge sund fornuft er usmart, for han bor jo henne om hjørnet. Men imod alle andre end stammens medlemmer må man lyve så vandet driver.

I en retssag regnes det for strafbart af afgive falsk vidnesbyrd.
Man sværger ved en bibel – som de færreste regner for noget i dag, hvorved eden bliver til en tynd kop te – at sige sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden. 
Voldtægt skal straffes. Men hvad nu, hvis en eller anden bitch – og der er lidt for mange eksempler – stiller sig op og påstår, at hun er blevet voldtaget, hvilket så viser sig at være usandt eller umuligt at bevise, for hun ville bare ramme ham ved at køre en offerrolle – bliver hun så straffet for det? Nej, hun får lov til at gå. Enhver tvivl kommer hende til gode, han derimod har fået påklistret en tvivl, som han aldrig slipper af med.

Spørg, hvordan Julian Assange er endt som livstidsfange uden at have begået anden ‘forbrydelse’ end at afsløre de helt store forbrydere? Ved falske anklager for voldtægt ved en svensk domstol.

Niende bud:
Du må ikke begære din næstes hus

Den gammeltestamentlige klausul imod boligspekulanter, eller hvad?
Lad os bare oversætte hus med ejendom, for er det ikke her, man opbevarer sine ejendele?
I dag kunne det lige så godt være digitalt og ude i skyen. Cyberbegær af din næstes hus.
Lad os i samme åndedræt oversætte begære med stjæle

Jeg ved godt, at visse puritanske teologer siger, at man allerede har syndet i begæret, men så synes jeg, at man fornærmer folks intelligens. Man kan godt være misundelig på den non-destruktive måde, hvis man får den impuls, at man kunne tænke sig at eje noget, som andre ejer i forvejen. Man behøver jo ikke at blive en tyv, for der findes måske noget magen til.

Den destruktive misundelse er kernen i Imperiet. Som i det første bud – det mest problematiske af dem alle – har Imperiet i sit oppustede væsen gjort sig selv til den skinsyge gud, der ikke tåler andre guder. Imperiet tåler ikke andre rigers storhed, og det er ikke nok for dem at eje en hel masse og være store og mægtige, de er nødt til at se, at andre mister deres ejendom og storhed. Det perfide Albion er nødt til at se tilintetgørelsen af dets lige.

Det siges, at imperiernes prototype Romerriget ved sin ankomst til Egypten og ved synet af hypostelehallerne i templerne og synet af pyramiderne blev gule i fjæset af misundelse, for intet i deres rige kunne stå mål med det. Da spanierne og deres jesuittiske følge så byerne i Inka og Mayariget, har de oplevet den samme nidrige følelse: det må vi ødelægge … men forinden må vi konfiskere deres rigdomme. Det samme gjorde briterne, da Imperiet ankom til Indien.

Tiende bud:
Du må ikke begære din næstes hustru, folk eller fæ eller noget, der hører din næste til

skal vel nærmest betragtes som en uddybning af det niende bud, for i din næstes hus bor der folk og fæ. 

Mon ikke vi skal regne begæret af din næstes hustru for et af det bud, som kulturmarxisterne afskaffede? Og begik feministerne ikke deres største og mest absurde fejltagelse ved på den ene side at kræve fuld respekt og opmærksomhed og – skal vi ikke bare sige – forgudelse (det handlede aldrig om ligestilling men om særstilling) og på den anden side forbeholde sig fuld ret til foragtende disrespekt, brug-og-smid-væk af mandekøn og utroskab som en pirrende mulighed. Men hvor er det så sørgelig at se hende med håret i postkassen på et tidspunkt, for han ældes med værdighed og hun ældes med tab af tiltrækningskraft. Sådan burde det ikke være, men sådan er det.

En hel generation af yngre kvinder oplever i dag det fænomen, at mændene ikke gider dem. De går med den hemmelige drøm om den gode familie, men samfundet har givet dem det blå stempel til at smadre den og gå efter de hurtige gevinster. Internet-datingkulturen og de sociale navlepillermedier har sat strøm til det. Scenariet er ved at gå op for samme generation af yngre mænd, der fravælger det forpligtende forhold, for han ender statistisk set altid som taberen. Igen, sådan burde det ikke være …

Men fæet da, dem skal vi da ikke glemme. Hestetyveri blev i gamle dage i visse kulturer regnet for en så stor forbrydelse, at man blev henrettet for det. Det tror jeg godt, vi kan regne som fortid – jeg har i hvert fald ikke hørt om hestetyveri for nyligt. 

*

De ti bud er en samling af moralske udsagn, der er regnet for universelle og nødvendige for sammenhængskraften i et menneskeligt samfund, dengang som i dag.
De er en slags bottomline: Hvis ikke vi kan blive enige om det, hvad laver vi så her?
Vi ser her bort fra det første bud, som jeg forinden har argumenteret for er politiseret og ideologiseret i helt særlig grad. Det stikker ud på en sær måde og hører egentlig ikke hjemme i en samling af rettesnore taget ud af den fælles folkelige fond om, hvad det vil sige at være et værdigt og hæderligt menneske. Disse bud er egentlig ikke religiøse, så hvad skal ‘gud’ indover og blande sig for? Man sidder med en mistanke om, at det kun er ‘gud’ med lille g, der har sparket den fodnote ind.

Det er ikke udsagnene, der er problematiske, det er omgangen med moralíteten.
Vi lever i et felt, der er gennemsyret af dobbeltmoralt og fordækt amoral
– hvis ikke amoralen er direkte smack-in-your-face og bryster sig af det.
Vi lever i en verden, der er okkuperet af nihilisme og noget, der – hvis vi skal bruge den religiøse terminologi – kun kan kaldes satanisk. Men vi lever også i en verden og i tider, hvor efterspørgslen af moralitet er vendt tilbage. Ikke den store ophovnede pegefinger og fy-skamme men rettesnore om, hvad det vil sige at være et menneske. Opskaleret til verdenspolitik ser vi samtidigt en venden tilbage til traditionalisme og patriotisme og genkomsten af civilisationsstaten. Som et gammelt ordsprog i Østen siger: Et velholdt rige har Himlens mandat.

Jeg hælder mere og mere til den anskuelse, at disse tider er, hvad de oldpersiske tekster beskriver som den store kamp mellem Ahura Mazda og Ahriman, skaberen og tilintetgøreren, som vi i en mere forsimplet form ville kalde for det godes kamp mod det onde. Jeg kan bedre lide den persiske, for så slipper vi for al den ovenfor beskrevne forloren, der altid sniger sig ind i omgangen med moral.

Det minder mere om drengen Balthazar Bux i den smukke børnefabel Den uendelig historie (Michael Ende), hvor han i sit traume over tabet af sine forældre forsvinder ind i Fantasien (tryk på anden stavelse), et mentalt eskapistisk univers. Som alle road movies eller historier om helten med de tusind ansigter (Joseph Campbell). Der er en dissonans i det fantastiske univers, der på et tidspunkt bliver så tydeligt, at det revner og Intetheden truer med at opsluge hele verden. Først ved verdens ende vender drengen tilbage og genkender sig selv. Dette er sandhedens øjeblik, når alt kommer til alt.

Den egentlige betydning af det græske ord apocalypse er tæppefald eller afsløring.
Lever vi ikke i voldsomt afslørende tider?
Er tæppet ikke ved at gå ned for den tragikomiske forestilling, vi alt for længe har befundet os i?
Maskerne falder og alle de grimme fjæs står der og plirrer med øjnene.
Bag skærmen hos den store troldmand i The Wizard of Oz står der en lille gnidret mandsling og rykker i tangenterne på sit store Wurlitzer-orgel, der kan udspy røg og damp og cirkusmusik med torden og løvebrøl.
Var det det hele? Fup og svindel og show-off.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.