Slavens fortælling
Mit navn er Azib. Jeg kom hertil som dreng fra Anatolia for mange år siden. Jeg har billeder i mit hoved fra en lille by, en landsby. Jeg husker min storebror, når han prøvede at lære mig at fange duer og kaniner. Jeg husker min mor, der plejede at synge for os om aftenen. Jeg tror også, jeg havde en storesøster, men hun blev gift med en mand, der boede ovre på den anden side af bjergene, så hende har jeg aldrig kendt. Min far døde, da vi blev hentet og ført bort, mig og min storebror. Vi blev smidt på vogne og kørt væk. Senere var vi ombord på et stort skib, der sejlede os til Italia. Jeg husker, at vi var mange i skibets lastrum, og at jeg blev meget syg, for jeg havde aldrig sejlet før, og det blev rigtig dårligt vejr.
Da vi kom i land i Alsium, måtte vi gå i mange dage. Da jeg var den mindste og ikke kunne følge med¸ var der nogle unge mænd, der måtte bære mig et stykke af vejen. Jeg har den dag i dag ikke forstået, hvad de ville med så lille en fyr, der havde for korte ben til at følge med, men sådan var det, og sådan kom vi frem til villaen i Careiae. Her er jeg vokset op og har tilbragt min ungdom. Jeg har udført alt muligt arbejde for både min herre og min frue, og jeg fik ry for at være dygtig til mit arbejde. Jeg kender alt til dyr.
Jeg startede med at passe hønsene og gæssene og duerne. Senere lærte jeg, hvordan man passede heste. Som slave måtte jeg ikke bære våben, men da jeg blev 17 år blev jeg hentet til at passe på hestene i en kohorte af den 9. legion, og så var våbenføring ikke længere forbudt men påbudt. Jeg var med legionen i hebræernes land, i Afrika og i Britanien.
En dag i en af de østlige provinser, nærmere bestemt i nærheden af Kabyle, kom der en befalingsmand hen til mig og spurgte mig, om jeg kendte til løver. Jeg sagde, som det var, at jeg ikke kendte meget til løver, men at en af mine kolleger formodentlig blev overfaldet og ædt af en løve på vejen til Dalmana. Det var sådan, at jeg blev overført til en mindre deling bestående af soldater og slaver, der havde til opgave at indfange løver og bringe dem til Colloseum i Rom.
Jeg kan forsikre om, at det ikke er nogen nem opgave at fange en løve. En af måderne var, at at binde en ged til en pæl i en indhegning, hvor vi vidste, at der var løver. Det kunne tage uger, før der var fangst. Når løven var gået gennem porten for at slagte geden, var der et snoretræk, der sørgede for, at et gitter faldt ned og lukkede for indgangen. Herefter kunne det godt blive farligt. Løverne i Dalmatia er et helt hoved større end dem i Afrika og meget stærke. Det var derfor, de ville have dem i Colosseum. Vi var syv mand, der gik ind i indhegningen og drev løven over i det ene hjørne. Der var tre mand i midten med spyd med påmonterede fakler, og to gange to mand i hver side med store net, der blev holdt oppe af lange stænger. Vi gik frem som en mur, der lukkede sig om løven, og når først nettene var kastet på den rigtige måde, sørgede den selv for resten, for jo mere den prøvede at slippe ud af nettet, jo mere viklede den sig selv ind. Så kunne vi sy netklumpen sammen, stikke pæle igennem maskerne og bære den ned til stedet, hvor buret på hjul var stillet. Der var en anden deling, der overtog herfra og sørgede for transporten til Rom.
En dag var det svært at finde flere løver i området. Man sagde, at de var udryddet, og at det kun var i Afrika, man kunne finde løver. Da der manglede mænd til transporten, blev jeg sat på opgaven. Transporten var en vogn trukket af heste. På ladet var der en stort bur med tre rum i, hvor der lå en løve i hvert rum. Vores opgave var at se til hestene, beskytte transporten og sørge for, at løverne fik noget at æde undervejs. Mellem os sagt, så behøvede vi ikke at passe på løverne men på de sølvmønter, der skulle bruges til at købe dyr undervejs til at fodre løverne. Vi bragte dyrene til havnebyen Epidaurum, hvor de blev sejlet til Portus i nærheden af Rom. Herfra blev de sejlet op af Tiberen og landet i nærheden af bestemmelsesstedet, Colosseum.
Det bekom sig således, at det blev besluttet fra højere sted, at løver fremover skulle indfanges i Libya og Aethiopia, da der ikke var flere tilbage i de østlige provincer. Det var grunden til, at jeg ankom til Rom med besked om at forblive ved endestationen for dyretransporten, og at andre folk, der opererede i Afrika overtog opgaven. Jeg så det på det tidspunkt blot som et ikke ubehageligt skift, for hvis du spørger mig, så ville jeg for det første helst være blevet i Anatolia med min familie, og dernæst være forblevet i villaen i Careiae med dens høns, gæs, duer, geder og heste, hvor min herre og hans frue bestemt ikke var uvenlige mod mig, og hvor jeg i acceptabel grad blev betragtet som en del af familien – indtil jeg blev hentet. Men som slave, forstår du sikkert, er valg ikke en valgmulighed.
Et underligt sted var endestationen, Colosseum. På sin vis imponerende, på sin vis skræmmende og på sin vis sørgelig og ynkelig. Det var flavianernes amfiteater, og navnet var opkaldt efter Kolossen fra Rhodos, den kæmpe statue, Nero lod opføre af sig selv i samme kvarter. Da denne ondsindede caesar var død, lavede man om på hovedet, så det lignede hans efterfølger eller guden Apollon, hvilket på sin vis var det samme, da caesarerne betragtede sig selv som solguder. Men lige så snart solguden ankom til Rom, blev der gjort politik, og politik var teater. Flavianernes amfiteater, Colosseum, var en sådan teaterscene, og det blev min nye arbejdsplads.
Det var ikke kun løver, der var stuvet sammen bag scenen, der var alle mulige vilde dyr udvalgt efter, hvor farlige for mennesker de var. Eller du kunne også sige, hvor farlige mennesker kunne være for dem, for det er aldrig de vilde dyr, der udgør en trussel for mennesket. Den egentlige trussel er mennesket selv, der er en trussel både overfor dyrene og overfor sig selv. Hvem har for nylig hørt om en flok på tusinder af løver og bjørne, der overfaldt en by og flænsede dens indbyggere? Nej vel, men det har jeg været vidne til i mine år soldat, for det var, hvad jeg var, selvom jeg passede dyr. De, der overfaldt en by, var ikke dyr men mennesker. Dyrene passer sig selv, hvis de ikke bliver trænet til noget andet, og den dag, de bliver sluppet fri, bliver de til vilde dyr igen. Luk en stak hunde løs i en skov, og de vil straks blive til en stak ulve og begynde at jage hjorte i flok. Det fortæller noget om, hvordan hunden betragter mennesket: som en stor hund i sin flok. Hvordan opfører mennesker sig, hvis de sættes fri? Se, det er jo et interessant spørgsmål.
Jeg drømte mange gange om at lukke dyrene ud og sende dem tilbage til deres bjerge og skove og stepper, for jeg holdt ikke af at se dem gå rastløst at vente på … ja vente på hvad? For det vidste de jo ikke, før gitteret gik op i deres dystre katakomb, og skræmmende fakler blev viftet rundt bag dem, gange blev åbnet, som de selvfølgelig straks løb igennem, og lyset for enden med denne underlige lyd af, ja hvad var det for en lyd? Men stadig med fakler og spyd i halen på dem, som de skulle væk fra, hvorefter de løb ud i lyset, hvor de for første og garanteret sidste gang i deres liv befandt sig på det mærkeligste sted i hele verden og med deres sikre instinkter fornemmede et helt umuligt antal øjne hvile på dem – hvis man kan bruge ordet hvile om de liderligt, forventningsfuldt flakkende øjne fra titusinder af blodtørstige tilskuere til det makabre spil, der nu var startet. Det var her den underlige lyd at tusinder af mumlende stemmer rejste sig og blev til en hylen som en orkan, der fik en bladene på træerne til at synge deres klagesang.
Her må jeg fortælle, hvad publikum ikke er klar over, at der under siddepladserne til de, der kom for at se gladiatorer kæmpe mod andre gladiatorer eller vilde dyr – til enten døden eller sejren vel at mærke, og sejren var for de flestes vedkommende blot var en udsættelse af døden, for meget få overlevede i længden – at der underneden befandt sig et labyrintisk system af gange, rum og mekanismer til at åbne og lukke og forbinde disse rum og gange, et system bemandet af hundredvis af folk med hver deres særlige opgave. Min opgave var som overopsyn at tilse, at alle samarbejdede, at logistikken fungerede, at der ikke var grus i maskineriet.
Selv søslag kunne opføres, og hvilket fråds af midler og mandskab var det ikke? Portene blev tætnet med et tjæret pæleværk og i flere dage forinden blev der ledt vand ned i arenaen fra akvadukterne. Skibe var blevet bygget som små kopier af de rigtige krigsskibe bare med flad bund, og så gik det løs med reb og flammende pile og kastemaskiner med ildkugler og stiger og sværd og skrig og skrål. I det mindste kunne man sige, at det var rent skuespil, hvor ingen omkom. Det var jo historiske slag beregnet på at fejre Roms storhed, og så kunne intet overlades til tilfældighederne. Sæt nu at karthagenerne gik hen og vandt slaget!
Jeg tænker på bagefter, at der var en plan med mit liv, en entellegentia som filosofferne kalder det, en indbygget bestemmelse og retning fra den dag, jeg blev taget bort fra min familie og sendt på denne ufrivillige rejse, hvor jeg blev uddannet fra bunden og opefter til at varetage mit hverv. Jeg ved, at min skæbne har bragt mig her, men hvad er skæbnen andet end en endeløs række af tilfældigheder med et indbygget forsyn, hvor meget er tilfældigt, og hvor meget er forsyn?
Jeg kan ikke sige det, men det eneste jeg kan siger er, at det ikke synes at være tilfældigt, og at forsynet har set i forvejen. Måske ikke i alt, men i det mindste så meget, at det har været op til mig selv at vælge den rette vej, min arèthe, et begreb jeg lærte at forstå af en lærd mand, jeg mødte i Epidaurum. Jeg ved, at det lyder selvmodsigende, for min ret til at vælge i mit liv har været yderst begrænset, men jeg valgte alligevel undervejs, hvad jeg tænkte og følte om de valg, der var truffet for mig, og jeg så på et tidspunkt, at der var en retning. Det er svært at forklare, og jeg beder dig om at have tålmodighed med mig, til jeg har fortalt resten af historien, men jeg er fuldstændig overbevist om, at mit forsyn, min entellegentia, mit retning var stærkere end de magter, der med reb og lænker og bure og skibsladninger og senere indhegninger, kohorter og murværker hev mig bort fra min familie og ind i en maskine ved navn Det Romerske Rige.
Tillad mig at fortælle historien om løverne. Du tror mig næppe, og jeg troede ikke selv på, hvad der skete, for ingen havde oplevet noget lignende før. Lad mig dog først fortælle lidt mere om løver. Grækerne var vilde med løver, ja undskyld udtrykket. Alle kender historien om Herakles, der slog en løve ihjel med de bare næver i Nemea. Vi har set det på billeder og hørt det som godnathistorier. Der er løver overalt som figurer og malet på vægge. Der er løvehoveder på væggene af høje og betydningsfulde bygninger. De kalder løven for dyrenes konge, men løven er blot en måde at fortælle historien om kongen og kejseren på. Alle er bange for løven, for den er umulig at tæmme. Geparden kan tæmmes, for den er halvt hund, se blot på dens poter. Den kan blive til et tamt husdyr, indtil man slipper den løs på marken, og så ville jeg nødig være en kanin eller en hjort og kun håbe på som medlem af flokken, at det ikke er mig, som den indhenter først. Men løven …
Løven har sin egen vilje. Fortolkningen af løvens vilje og magt skiller det gode kongedømme fra det onde. I det gode kongedømme fortolkes løven som folkets beskytter via sin selvsikkerhed og urørlighed. Dens tænder og kløer vil blive brugt uden tøven, men kun hvis løven via sit repræsentantskab for folket bliver truet. Løven er lig med selvsikkerhed, der ikke har brug for at vise hverken tænder eller kløer, for løven har i princippet ingen fjender, kun konkurrenter.
I det onde kongedømme vil tænder og kløer blive brugt som redskaber til at underkue. I det onde kongedømmer er løven ikke sikker på sin egen styrke og er derfor nødt til hele tiden at vise, hvad den mener er sin egen styrke. Dens eget folk er dens bytte. Dens ellers gode naboer er dens fjender. Den frygter snarere end at hvile i sig selv, den føler sig ikke sikker. Den fører politik for en sikkerheds skyld. Den føler sig ikke engang sikker på sin egen usikkerhed og søger derfor bekræftelse på sin egen usikkerhed ved at påføre andre sin egen usikkerhed – for derigennem at føle sig sikker. Er du ligeså forvirret som mig, for så føler jeg mig tilpas uforvirret forvirret.
Tilgiv venligst min spøgefuldhed. Løven er altså et kongeligt dyr, og drabet på løver i Colosseum var med andre ord et rituelt kongemord. Selv kejseren, når han var tilstede, må have vidst det.
Men tilgiv mig igen, for nu kom jeg bort fra min fortælling om løverne. Det var blot for at tilrettelægge den sammenhæng, som jeg nu vil fremføre. For en dag skete der noget mærkeligt. Verden blev vendt på hovedet. Vi siger, at man risikerer at blive smidt for løver. Men fra løvernes synspunkt ville de nok have sagt, at man risikerer at blive smidt for gladiatorer, publikum og kejserligt opsyn.
Så en skønne dag – og jeg husker, at det var særdeles dårlig vejr, og at alle sejlene var hejst som afskærming for publikum på rækkerne, og at Colosseum indenfor lignede et kæmpestort telt – en skønne dag nægtede alle løverne simpelthen at flytte sig. Det kunne have noget at gøre med det dårlige vejr, men de kunne umuligt have vidst noget om det dybt hengemt i deres aflukker. Jeg mener ALLE løverne, for det var, som om de havde aftalt det på forhånd. Da vi kom for at hente dem, var de ikke til at drive ud af hulerne. Nogle af dem lå bare ned og gloede dumt. Andre stod op og gloede dumt. Andre igen stillede sig op og viste tænder men nægtede at flytte sig, mens de gloede dumt. Da det endelig lykkedes os at drive et par genstridige bæster ind i arenaen, lagde de sig bare ned på den anden side af gitteret og … gloede dumt.
Jeg vil ikke komme nærmere ind på problemerne med det forventningsfulde publikum på rækkerne men blot hæfte mig ved, at samtlige løver i Colosseum den dag nægtede at lade sig slæbe for gladiatorer og publikum. De kan muligvis tænkes, at de ville have bidt fra sig, hvis nogen var gået ind og slået en knude på deres hale, som man gør med en genstridig ko, der ikke vil flytte sig, men den slags kom i sagens natur ikke på tale. Der var intet at gøre ved det.
Jeg skal indrømme, at jeg frygtede for mit eget liv på det tidspunkt, for det ville have været nærliggende at lægge hele skylden for løvernes kollektive vægring over på netop mig, der var ansvarlig for at få det hele til at hænge sammen. Det ville have været passende på sin egen imperiale måde, hvis jeg havde lidt damnatio ad bestias, at blive smidt for løverne som dødsdømte forbrydere og folk, som de kaldte for kristne, og som havde fået skylden for at sætte ild til Rom. Men det skete ikke.
Noget skulle der ske i situationen, og i stedet for løverne lykkedes det os at lukke en blanding af bjørne, vildsvin og en enkelt halvgammel sur elefant ind i arenaen, hvilket skabte uventede situationer. Og en halvfuld elefant vel at mærke, for den havde først fået lov til at drikke en spand vin, som den elskede, hvorefter den blev frygtløs, en metode romerne havde lært af Hannibal fra Karthago. Publikum troede, at det uannoncerede spektakel var meningen og følte sig behørigt underholdt. Bjørnene begyndte at jagte vildsvinene i stedet, og elefanten galloperede efter et par af bjørnene, mens gladiatorerne stod og så på i forbløffelse. Alt det menageri for udadgående fik også de sidste vrantne løver til at komme ud af gangene ved indgangsportene, men de lagde sig blot i en klump, hvor de blev liggende, og bjørnene skulle bestemt ikke have noget af en hel løveflok, så de holdt sig væk. Det gav os selvfølgelig et uventet problem efter optrinnet, for normalt ville der ikke være levende dyr tilbage. Altså bortset fra elefanterne, der normalt blev brugt til genoplivelsen af historiske slag fra de puniske krige eller historien om Hannibals nederlag ved Zama, men elefanterne blev sparet, for de var svære at erstatte.
Som sagt, jeg troede, at jeg ville blive beskyldt og muligvis henrettet for løvernes adfærd, men i stedet besluttede man sig fra højere sted til, at dyrene skulle sættes fri med den begrundelse, at tiden var løbet fra løvekampe. Den besked har jeg senere haft svært ved at forstå, og jeg mener snarere, at ledelsen af Colosseum havde tabt ansigt ved, at en stak rovdyr havde besluttet sig til at gøre oprør mod … ja mod selveste Imperiet. Og da den slags rovdyr ikke kunne sættes fri i omegnen af Rom, fik jeg som opgave at bringe dem til det nordlige Italia ved foden af de store bjerge, hvor det blev sagt, at der fandtes løver engang i fortiden. Det har næppe båret frugt at sætte fem hanløver ud, hvor der ingen hunløver var i forvejen, men deres otium var velfortjent efter min mening. Det var en udsøgt fornøjelse at se de store dyr springe ud af burene og sætte afsted mod den nærmeste skråning i retning af deres nye opholdssted med rigelig plads uden gitre og murværker.
Måske er det min fortolkning, men da den store løve, som jeg kaldte for Hannibal – det vidste mine forordnede ikke, for det var ikke korrekt at hylde den kriger, der som den eneste havde angrebet Romerriget med succes – men altså hanløven Hannibal løb hen over marken og fandt den største sten i udkanten, som den satte sig på. Herefter kiggede den på mig et stykke tid, som om den tænkte: Hvad skulle alt det postyr til for? Det var på tide, at det kom så vidt. Men jeg ved, at du ved, at vi gjorde det med vilje, og at du var på vores side hele tiden. Jeg sidder her en stund for at sige tak.
Men at tillæge et vildt dyr den slags tanker er antropomorft. Vi skal ikke gøre dyr til mennesker. Vi skal heller ikke gøre mennesker til dyr, men det synes der ikke at være lydhørhed overfor i Riget.
En aften på vejen tilbage kom vi tilfældigt gennem byen Careiae, og vi beluttede os til at gøre et ophold i området over natten. Helt tiffældigt var det ikke, for jeg havde overtalt vognføreren til at ændre ruten en smule, da et rygte ville vide, at den sædvanlige vej var plaget af landevejsrøvere. Vores last var to sorte bjørne, som trængte til at blive fodret, og jeg vidste, at jeg kunne købe mig til den slags i villaen. Min første herre var ikke længere i live, men det var hans frue. Til gengæld var husets herre nu Antonius, den ældste søn, som jeg var vokset op sammen med. Vi lærte sammen at ride heste og jage, og han blev som en erstatning for min storebror, der var kommet væk fra mig for mange år siden i Alsium. Mødet var hjerteligt. Da vi drog videre næste dag, spurgte han mig, om jeg ville tillade ham købe mig tilbage, hvilket jeg selvfølgelig ikke sagde nej til. Tillade, som om en herre behøvede at spørge en slave om den slags, men det sagde han. Som I måske begynder at forstå, så spillede mit forsyn endnu engang en rolle, og en måned senere blev jeg købt fri. Altså fri fra Colloseum og hele den syge verden af blod og liderlighed, hujende masser og svedige muskelmænd i læder og jern, korrupte senatorer og labre skøger i loger med forhæng, så for mig var det som at blive fri.
Jeg genoptog mit arbejde i villaen med at opdrætte heste. Careiae er landligt, det er det egentlige Italia. Her findes der ikke noget, der er imponerende, fordi nogen ønsker at imponere nogen anden. Det imponerer, fordi det er så smukt og så rigtigt, og fordi det altid har været der. Det var min lykkeligste tid. Jeg var stadigvæk en slave, men jeg nød de samme privilegier som herskabet.
Heste er meget anderledes end løver, for de lider ikke i fangenskab, og de får lov til at gøre alt det, som er skabt til, løbe stærkt, æde græs, have et familieliv. Selv med seletøj på kommer de til deres ret. Løver i fangenskab er afskåret fra deres natur, og det var muligvis det, som var begyndt at dæmre for de forlystelsessyge romere, siden de ikke længere ønskede deres tilstedeværelse.
Muligvis var det også derfor, at de så villigt gav afkald på min tilstedeværelse, for jeg kunne jo fortælle om den dag, hvor løverne gjorde oprør mod Romerriget og nægtede at lade sig smide for det værste af alle rovdyr: det blodtørstige publikum.
—– o —–
