Janushoved
Sværdet har en æg, der skærer brød i skiver og træ i facon.
Den anden æg er indsmurt i blod fra afhuggede menneskelemmer.
Hjulet sidder på hestens og æslets kærre, der bringer de rejsende over sletten.
Hjulet kører på stridsvognen, hvorfra en regn af pile bringer død til landsbyen.
Ilden i bålet holder mørke, kulde og onde ånder ude og gryden i kog.
Røgen i horisonten stiger op fra byen, hvor kanonen har holdt sin tale.
Selv et æble i hånden på en misdæder, vil blive anskuet som et muligt våben.
Rebet hejser det hvide sejl på skibet og fylder det ud med Vestenvinden.
På en bakke udenfor byen hænger tre kroppe hver med et reb om halsen.
Ordet er stærkere end sværdet, det er løftets bånd mellem mennesker.
Ord er gift i munden på den ormetunge, der hvisker dig besnærende løgne.
Salven heler dit sår, dulmer din smerte og holder dig i live i dag og i morgen.
Medicin er den snigende gift, der sørger for, at er syg igen i overmorgen.
Det, der kurerer i rigtige doser, slår ihjel i forkerte doser.
Stokken lader oldingen og krøblingen stå på benene et årti endnu.
Dens drøje slag falder på slavens rygstykker som straf for hans vilje og utugt.
Husets vægge er værn mod vinterkulde, sommerhede og vindenes sus.
Kun bag murene på den lukkede afdeling høres skriget fra de vanvittige.
Tårnet tillader for en stund fra byens tage et udsyn kun en fugl forundt.
I borgtårnet sidder fangen for at have talt borgmesteren imod.
En soldat beskytter sit eget land, en lejesoldat ødelægger de andres land.
Guld og sølv er som solens stråler og månens skin om den kvindelige hals.
Mænd er villige til at slå ihjel for at besidde mere, end de har brug for.
Videnskab er skabelse af viden og viden om skabelse.
Viden er magt, og folkets uvidenhed er magt for magtens indehavere.
Suppeskeen og den dybe tallerken, kniven og krukken, øksen og øsen.
Den batteridrevne peberkværn, æggpølsemaskinen og bladstøvsugeren …
Fandens grundlov: Hvis noget KAN misbruges, VIL det blive misbrugt.
Road kill
Jeg ser dem næsten dagligt. De døde dyr ved vejkanten. Nogle gange midt på vejbanen. Med hovedet eller bagkroppen skilt fra resten af kadaveret i en blodig, udtværet klump, et hjulspor med aftryk af slidbane tværs over indvolde og rygsøjle.
Endnu et stykke unødvendigt spild af liv, et offer for det samlebånd, den maskinkæde, den myresti af plademetal og hårdtpumpet gummi påmonteret et interiøre af plastik, kunststoffer og hvis man har råd til det blødt læder med radioen kørende for fuld um-tji-um-tji med 120 i timen på almindelig landevej.
Og hvad skulle den møgkat, den hare, det pindsvin også lige midt på kørebanen, når den har resten af det pesticidbefængte, gylleoverhældte, plovfuregennemslidte landskab at stæse rundt i? Kan de små svin ikke snart lære at overholde færselsreglerne, se til højre, se til venstre, se til højre igen – eller var det omvendt? – og så gå lige over, som far sagde? De kunne også overveje at bruge en gul vest med selvlysende Pas på mig og Fasanens første skoledag med hvidt.
Men selv her træder naturens fødekæde i kraft og mobiliserer både skraldemænd og dovne jægere. Kragefuglen patruljerer strækningen for at se, om der ikke skulle være en nyligt overkørt luns, et let tilgængelig måltid der som en skive bøfkød har fået en på lampen med en gummi-kødhammer, så den er tilpas mør. Falken sidder oprejst på grenen, hvor der er størst chance for vejdrab, eller også basker den som en sort helikopter (Black Hawk Down) over vejsiden ved motorvejen, så man tænker: Er de stolte flyvende rovdyr også blevet korrupt-dovne i det rovdyrkapitalistiske pendler-produktions-helvede? Åbenbart.
Det ultimative road kill må være at få et rådyr op på køleren.
Jamen hr. betjent, skovfoged, dyreværns-inspektør, jeg kunne ikke gøre for det, for den kom pludselig hoppende ud af ingenting og landede på min forskærm og se nu, hvordan den ødelagde det hele, og det kommer til at koste mig 8.000 kr. i pladearbejde, og så kan jeg ikke engang bruge det skide møgdyr bagefter, for det haltede jo ind i skoven og forsvandt, inden jeg kunne nakke det med armen fra min donkraft.
Og hertil må vi sige: Det er sådan set IKKE ingenting som den slags væsener springer ud af, for det hedder faktisk vejsiden, og det er tilladt at betragte den slags perifære fænomener som en del af den vej, du kører på, når du befinder dig i et landskab, som disse væsener betragter og befærder som deres .. hjem.
Det er vel de færreste billister, der mener, at de har ret til at give den fuld gas ned at villavejen, der passerer børneinstitutionen og skolen og derefter mene, at de små svin i kedeldragt og hue bare har at flytte deres klamme blebalder, når Speedy Gonzales skal nå et vigtigt møde.
Mnjææ … men det er noget helt andet, for det er jo strafbart.
Javel ja.
Trolls, Shills, Bots – og ordinære buttnakker
BEEEP! – der er gået en rotte i fælden.
Der er lige lagt en blogpost ud med et profileret og måske et lige lovligt skarpt profileret indhold, og straks er der bid i rottekassen. Mere skulle der ikke til.
Jeg ser dem både på FaceBook og som blog-kommentarer.
En bizar udveksling kom forleden, hvor jeg lige havde publiceret blogposten ‘Maskulin’ – en analytisk-historisk gennemtrevling af feminismens fallit. Straks var der en stupid-kommentar. Jeg spurgte først helt neutralt: Ja, interessant, har du så læst artiklen? Svaret var: Det behøver jeg ikke, jeg ved hvad der står, for jeg er et menneske!
Wow! Er det, hvad en bot er programmeret til at svare? Båt-båt! Eller er det, hvad en arrogant, selvoptaget, åndeligt doven nitwit af en fordomsfuld spade svarer? Eller et dum-arrogant bot-nakke, der mener at have en fuld flyvefærdig mening om noget, som han ikke har læst, og som er lige så dum som en bot?
Jeg svarer forsøgsvis tilbage: OK, men det vil så sige, at du også er et analfabet, siden du har en mening uden at læse. Jeg tror så efterfølgende, at det muligvis var en bot, for i det næste svar viste sig, at den heller ikke kunne stave, hvilket jeg gør den opmærksom på. Svarene kom måske lidt for hurtigt.
Når min blog først bliver angrebet af bots eller trolls, så har jeg ramt en nerve. Når mit FaceBook-site først bliver taget ned, så har jeg ramt en nerve hos data-mafiaen. Mit tidligere site paradigmet.blogspot blev sortlistet af data-mafiaen i perioder, hvor russere ikke måtte læse den, fordi vi skrev om Rusland i ikke-hadske vendinger – og det SKAL man jo! så også her ramte vi klart en nerve. Det tager jeg som et kompliment og et tegn på, at jeg er på rette spor. Tak for det! Jeg tager det også som et kompliment, når en eller anden – som regel akademikerspade udstyret med åndelig dovenskab, intellektuel uhæderlighed og civil inkompetence + civil non-courage opgylper hold-kæft-bolsjet: mnjææ, er det ikke bare sådan noget konspirationsteori-noget? Så ramte jeg nerven med vil-ikke-kende-til-sammenhænge. Du skal ikke tro, at … (jantelov).
En anden kommentar, der indrømmet ikke var aggressiv lød: Du tager helt fejl, for Jorden er 100% flad. Den blev slettet. Årsag: Jeg orker ikke at deale med fladpande-flat-eartherne, som spilder menneskehedens tid med deres Cass Sunstein-hoax. Tiderne, vi lever i, er ALT for vigtige og kostbare til den slags neo-middelalderlig PSYOP-tidsspild. LET’S GET REAL!!
Og så må jeg nok tillade mig at mene, at der er seriøst meget støj derude for tiden. HOLD DA HELT FERIE! Folk taler i klichéer og prefab-vendinger som aldrig før. Der er sat en debat i gang, hvilken måske er bedre end ingenting. Men altså: niveauet, NIVEAUET for pokker!
OK, det må vi så gøre noget ved.
Bægeret er fyldt
Hvor meget lort skal der på lagkagen, før den ikke længere kaldes for en festlig delikatesse men regnes for et stykke giftigt affald?
Hvor mange lig skal der på bordet, før det ikke længere er beregnet til mad, møder og munterhed men at betragte som et stykke retsmedicinsk udstyr?
Hvor meget løgn skal der dænges ovenpå løgn, før detektoren når det røde felt af sandhedsforurening og udløser den globale fabriksalarm?
Hvor mange sandhedsvidner og fløjteblæsere skal der til for at trænge igennem dynen af selskabstømmere, skyldsmagere og snorksovere?
Hvor meget svindel og humbug skal der bedrives, før tydelig tale bliver tilgængelig for både tryghedstanter, træmænd og trallende trunter?
Hvor mange ugerninger skal der begås, før underbevidstheden eksploderer af overtryk, og skabsskeletterne stiller op på dansegulvet til Vild med dans?
Hvor meget kloakvand med journanalastisk fæces skal der løbe ud gennem mediehullet, før folk fatter, at lort skal ud i kummen og ikke op på tallerkenen?
Hvor mange gange skal realiterne rotere om egen akse, før skidtet rammer viften, tålmodigheden rammer bunden, og accepten rammer muren?
Hvor meget grus skal der i maskineriet, for at få den store kødhakker til at stoppe med at massakrere sine millioner af menneskeliv?
Hvor mange finansbobler skal der til for at tømme den sidste statskasse for den sidste dinar og vride den sidste basseøre ud af hr. gud-og-hvermand?
Hvor meget lidelse, død og ødelæggelse skal der til for at forsøge at tilfredsstille olimaner og kleptogarker, før de hører ankomsten af høtyve?
Hvor mange forkerte fjender, forfuskede fortrædeligheder og forlorne frygtscener skal der gennemspilles, før vi fravælger spillets falske regler.
Hvor meget had, hvor mange offerroller, hvor meget selviscenesættelse, hvor mange karaktermord, hvor meget forstillelse, hvor mange hyklere?
Hvor mange afsløringer af korrupte politikere, krak’o’file bankstere, klynkere, kokainpushere, kønsterrorister, kollaboratører, krigsgalninge, klimaidioter?
Hvor meget gift skal der forekomme i det vand vi drikker og hvor meget industrielt nonsens i den mad vi spiser, før vi kræver svineriet bragt til ende?
Hvor mange gange skal vi spørge om lov til at spørge om lov, før vi indser, at vi ikke har for nød at spørge andet end Kilden til Alt Liv om lov?
Babel ugjort
Vi lever i forunderlige omend bekymrede tider, hvor vi har det privilegium at være vidne til noget, som vore forfædre aldrig fik lov til, og som myriader blot har drømt om, troet uopnåeligt og for længst opgivet.
Vi er vidne til, – det vil sige, hvis vi ikke har taget huen helt ned over hovedet, da det i så fald er svært at bevidne noget – at denne verdens herskere, der også beherskede vore forfædre og forfædres forfædre, er begyndt at sprælle i det net, som de selv har spændt ud. For første gang nogensinde seriøst er de på skideren, på røven.
Javist, der har altid været revolutioner, men dem havde de jo selv arrangeret, så dem frygtede de ikke.
Javist, der blev altid talt i smug om alle deres ugerninger, men når folk begyndte at tale for højt, var der hundrede måder at lukke munden på dem.
Javist, de er altid sluppet for at stå til ansvar, for de lavede jo selv lovene, indsatte dommerne og svævede over vandene som Gud i Genesis.
Javist, de var altid i absolut mindretal, men folk kunne aldrig blive enige om, at de var i flertal, så de sad og puttede sig bag deres plankeværk.
Men en dag udløb kontrakten. Der lød et klik i det fjerne i Det Store Urværk, og et nyt tandhjul begyndte at rotere, langsomt og dog sikkert. Da det skete, var der ikke rigtig nogen, der bemærkede det. Særligt sensitive fornemmede måske en ny grundtone, en ny frekvens, men det var svært at sige, om det skyldtes indbildning. Men det tog til, og efterhånden var det svært at se bort fra, at der var noget under opsejling, som vi udtrykker det i vore forfædres maritime sprog.
Der blev selvfølgelig gjort store anstrengelser for at mane det i jorden, som vi udtrykker det i vore forfædres agrare sprog. Herskerne gjorde alt, de på noget måde kunne, med deres højt betalte og vidt udbredte overtalelseskunst for at sprede det rygte, at … det kun var et rygte. De fik undervejs uventet hjælp fra et segment af konspiranoide muldvarpe-eksistenser, der indtil videre havde formået at være kritiske overfor herskerne, men som nu grundet deres tilbøjeligheder til pessimistisk sortsyn foretrak den negative tolkning af det, de mente at bevidne. Hvorefter de også trak huen ned over hovedet.
Det viser sig, at Spartacus er vågnet som en anden Holger Danske – der stadig snorksover i kassematterne – og har slebet sit gladiatorsværd blankt igen. Denne gang står han ikke alene mod en overmægtig romersk hær, for han har fået følge. De kommer fra Øst, de kommer fra Vest, de kommer ned over bjergene, de samles i gaderne. De taler sammen, og de er begyndt at tale det samme sprog igen. Måske er det ikke fuglenes sprog, måske er de ikke helt på samme bølgelængde, endnu, men signalet går igennem, og det bliver stadig mere tydeligt.
Babel ugjort.
Dark Force Syndrom
Du indser efter et par årtier granskning af ondskabens labyrinter, magtens korridorer og konspirationernes koryfæer, at VERDEN ER AF LAVE! Heureka! Du har fundet, du har fået en åbenbaring, der er hul igennem for dig, det sidste af de syv slør er faldet – eller var det kun det første, anyway: Det står lynende klart for dig i al sin tågethed, at DET HELE er noget fucked-up shit, og at vi alle er doomed! Bemærk, hvordan det for understregningens og effektens skyld udtales i anglo-smartass-post-hippie-lingo.
Enhver forhutlet bums i sit forhærdede ly af plastiksække og mølædte vattæpper kunne have fortalt dig det på stedet. Han udlever den fucked-up-ness, som som velfærdssamfundet har budt ham. På hans papskilt står der i øvrigt ikke Verdens Ende Er Nær! men bare Hjemløs – på forhånd tak!
Et øhh-spørgsmål:
Hvis verden er af lave og enden er nær,
er vi så ikke alle hjemløse – lige om lidt?
Her er det så, at typer af forskellig observans har forskellige fantasier og utopier og ideologier og udkaster forskellige strategier i deres respektive periferier. Lad os endelig ikke gå for meget ud af strenge og blindgyder såsom at rave til sig, mens tid er, holde det vildeste distortion-rave-party på dækket af Titanic, junke-ryge hjerne og rygmarv ud men blot spørge os selv: Hvad ville være det ABSOLUT FEDESTE at gøre i en verden og virkelighed af maksimal absurditet og destruktion. Og nej, det er ikke at overveje som ungdomsafdelingen af Liberal Alliance, hvorvidt det ville være fedt at æde din nabo eller have sex med din nyligt afdøde kusine. Jeg ved ikke med dig, men jeg troede, det var en for tidlig aprilsnar, da jeg hørte om den sag, men de mente det sgu!!
Det helt fede og aldeles udenfor det for tiden herskende land-og-bykort ville være – og hold nu helt fast i stolesæderne, spænd bæltet og tag hjelm og skudsikker vest på, hvis det føles bekvemt – det fedeste deluxe ville være AT GØRE MINDST TRE GODE GERNINGER HVER DAG I RESTEN AF DIT LIV!
WHAAT??! Her troede jeg lige, at du ville sige: At bygge en bunker isoleret med sølvpapir og fodret med konserves, automatvåben og overlevelsesudstyr i en afsides provins af Utopistan, hvor biodomes med økologisk hamp vil hjælpe med at ascendere til den 5. dimension af off-grid, bæredygtig, CO2-neutral biodiversitet – hvis du forstår, hvad jeg mener?
Det gør jeg så ikke, men det var heller ikke lige det, jeg prøvede at formidle. Vi prøver igen. Hvis du seriøst mener, at vi er endegyldigt idømt alt det deep shit, du siger – hvilket jeg i øvrigt ikke modsiger lodret, læg venligst mærke til det! – hvor fedt er det så at sidde i dit lummerkammer for nedrullede gardiner og gokke dine apokalypse-visioner af? Skal du ikke ud på gaden og stå med et skilt på hjørnet som i en klassisk vittighedstegning, hvor der står Dommedag er nær!? De plejer bare strege datoen over, hver gang den bliver udsat.
Nånej, vil du nok sige, for det er det samme jeg gør bare for nedrullede gardiner så’en virtuelt, du ved.
OK, så prøver vi på en anden måde. Er det, du præsterer ikke en slags non-performing brokkerøvs-passifisme, der sjældnere og sjældnere bidrager med andet end stigende irritation? Du lider, så vidt jeg kan se – jeg kan jo tage fejl, jeg er ikke kliniker – af forfølgelsesvanvid + en række psykiske bivirkninger, der muligvis kan navngives ved at ende på -oia eller -oid, og selvom du anklager resten af menneskeheden for at lide af Stockholmssyndrom. De hylder deres bødler, siger du. Hvad hylder du selv? Du bruger al din energi på at være imod, så jeg tænkte, om der egentlig ikke er noget, du går ind for?
Vi kan jo udskrive en syndrom-konkurrence. Hvem lider af det mest uløseligt sammenklumpede, uigennemskuelige mental-syndrom? YES, jeg vandt, for mit syndrom er ikke blot sammensat af to begreber, men kræver en hel fucking paragraf i kæde-forbundet opremsning for at udtales! Noget i henretning af: non-workaholisk fragmentations-cerebral realiserings-psykoid analytomanisk konspiraholisk per-omgående-tilfredstillofobisk offerrolle-klynkologisk oversprings-handlingslammet traumafikseret skyggeboksende flugtskildpaddekompleks. Eller noget i den mol-toneart.
Disclaimer: Skildpadden Speedy Gonzales eller andre dyr kom ikke til skade ved ovenstående overhaling i inderbanen. Den SAGDE, den kom til skade. Den havnede allerhøjest i den skildpaddesuppe, den selv havde kogt på.
Er komplekset ikke i sig selv et Stockholmssyndrom? Bødlen er i flugtskildpaddens optik over tid blevet til dette vidt og bredt besungne-beskrevne sorte felt af Dark Force Empire, hvor beskriveren-belureren i sin benovede befamlelse har tilladt sig at blive indfanget via en sær fascination, af det store landgående bæst på en måde, der i betænkelig grad minder om forelskelse. Heraf navnet: Dark Force Syndrom. En sådan hengiven dyrkelse af the Dark Force, hvor man tildeler den ALMAGT, virker en anelse … usund, ja jeg prøver lige at finde det rigtige ord. Måske er depressiv mere passende, og hermed mener jeg depressiv på vegne af sig selv OG andre på samme tid.
Hvis man kunne lave en scanning af en person med DFS, ville man kunne se, at hjernecellerne ikke er grå men stærkt røgfarvede på en særlig sortgul måde af at gruble 24/7 over alle tænkelige og utænkelige muligheder for menneskeligt og umenneskeligt fortræd og modbydelighed. Ud fra en grundfilosofi om, at disse emner ikke har godt af at blive gemt af vejen – NB! hvilket i sig selv er et prisværdigt princip – er syndromisten ikke desto mindre røget helt ud af en streng, hvor det ikke engang er muligt at undgå at undgå emnet. Med andre ord har emnet og den tilhørende synsvinkel på omverdenen overtaget styringen, så der ikke længere er plads til andet, for alt andet opleves som ikke-stimulerende, ikke omgående-tilfredsstillende og irrelevant.
Som Lady Gaga synger: Caught in a Bad Romance.
For meget grubleri og for lidt frisk luft gør Janus til en kedelig person.
—– o —–
