Pandæmonium A-Å
Pandemonium A-Å
Ahrimanske algoritmer til afbenyttelse
for aristokratiets almenvoldelige afsind
og Aftenlandets amoralske afmontering
Bestialsk beregning i bureaukratisme
bebuder bankerot for bankstervælde
betalt bestilling af bondefangeri
Citronsure citadellers centralisering
Civilstatens cyanidbefængte cirkusmanege
Corona i cykliske cirkler
Dårernes deliriske dagdrømmerier
Dummkopfenes degeneredede dydsignalering
Drakonisk dekonstrueret dagligdag
Egomanernes endeløse elendighedsfilosofi
Ejendomsranernes erigerede epicenter
Eskalering af eurokratisk egennyttighed
Finansielt fribytteri i frihjul
Frimurernes fraterniserende frizoner
Folkenes fratagne frihedsret
Grådighedens gargantiske galleri
Gribbegebyrer, gældsætning og globalisme
Galge, guillotine og gabestok?
Herskerklassens hedonistiske høstfest
Hyklernes hoverende højrøvethed
Hjernedød, hovedløs hjerteløshed
Indspiste iglers ideologi
Indavlede idioters indkøbsliste
Infame illuminatiske implantater
Jordslåede jernnævers jubelscener
Jackpot for jokere og justitsmordere
Jasigernes og juntaernes Jerusalem
Kannibalers og kabbalisters karneval
Kommissærvældets korrupte konsekvensløshed
Kinas knusende kommunisme
Lige lovlig lovløs
Likvid-liderlig liberalistlakaj
Lokumsaftalernes lobbyland
Management af millionernes muligheder
Minimering af menneskemasserne
Makulering af medbestemmelse for menigmand
Nihilisternes negerende narrativ
Nullo, nihil, nada
Nix, njet, nemo
Ordmanipulatorernes ominøse ondskabsfuldheder
Ordensmagtens odiøse omstruktureringer
Oligarkernes oldgamle omertà
Pandemiens pandæmoniske pandoraæske
Papnæser og platugler i pandelampelys
Pralende pædofile på prøveløsladelse
Qualmende, qualitetsløse quizprogrammer
Masser af Q men ingen A
Quid pro quo og quick-fix
Rovdyrkapitalistisk, røvpulerisk råddenskab
Regeringstro, ritualiseret rygklapperi
Røverbaroners ryggesløse røgslør
Satanisk, sodomistisk sindskontrol
Skinhellig, skabagtig socialmanipulation
Skingre skrighalses simulationsfest
Tonedøv, transhuman tidsmaskine
Tonsetungt, totalitært trusselsscenarium
Tag-selv-bord for tusindårsrigets talmagikere
Underverdenens undslupne uhyrer
Utopismens og umulighedernes undfangelse
Uterlighedens uspiselige undskyldninger
Venstrekultens verdensfjerne virkelighedsforstyrrelser
Vanetænkningens vildførte voldsorgasmer
Videnstab og voldtaget videnskab
Wå war det, wi started?
Won ær’et, wi har det?
Wa will de, de smarte?
Xklusiv Xpropriering af Xistensen
Xpanderende Xenofil Xpatriering
Xit, BREXIT, perplexit
Yderligtgående, ynkværdige ydeevner
Yrsas yversvingende yndlingsperversion
You-too, mee-too, Y2K-too
Ætsende æddike på Æsopstængel
Ærkebiskoppens ækle ærindedrenge
Æggehoveder i æresløs æblekrig
Ødselhedens øjensynlige ønskebrønd
Øgleynglets øredøvende øvrighed
Ødelæggelsens østrogenforstyrrede økofascisme
Århundredelang åleglat ågerkarlevirksomhed
Ådselsædernes åbenlyse åbenbaringer
Åndløse åreladninger ved åstedet
Stream of consciousness
Selvfølgelig kan det lade sig gøre at sætte sig ned og bare skrive det, der dukker op hovedet lige her og nu. Ikke at det bliver til James Joyce af den grund, men han skrev heller ikke via sin egen bevidsthedsstrøm, han genskabte fiktive personers bevidsthedsstrøm.
Spørgsmålet er, om det umagen værd at prøve at fange sin egen bevidsthedsstrøm, før den bliver censureret. Det vil jeg nok sige, at det er, men det handler i så fald om at undgå den selvcensurerende overdommer, der hele tiden stopper og anklager dig for at vrøvle. Lad vrøvl være vrøvl, og vend så tilbage som din egen dommer i anden omgang. Der er censur nok på de sociale medier, lad være med at være din egen Google Gestapo. Du er ikke til eksamen, når du er kreativt skrivende. Elsk dit værste vrøvl, som en forælder elsker sine børn og opdrag på dem senere.
En del af metodikken må være ikke at se sig selv over skulderen. Du kører på vejen, der var et bump på vejen, kom videre, der løb et pindsvin over vejen, skid hul i det og fortsæt, det overlevede alligevel ikke. Vi taler i billeder her, og jeg vil ikke tilråde det, hvis det var en hund eller en ældre dame i virkeligheden, der selvfølgelig fortjener lidt mere empati end i Grand Theft Auto.
Måske går du død. Lad være med at forvente, at strømmen er ubrudt og lad være med at blive angst over, at der ikke hele tiden ankommer noget nyt og spændende. Læg det hen og vend tilbage. Rejs dig op og gå en tur. Det siges, at Søren Kierkegaard skrev filosofiske værker i hovedet på sig selv, mens han gik tur i byen, og at Mozart komponerede symfonier, mens han spillede billiard. Mindre end det geniale kan vel gøre det, tænker jeg.
Orangeblå time
Der er noget fuldstændigt enestående over solnedgange.
Ikke at der er noget galt med solopgange.
Hvor skønne de end måtte være, så er vi som regel på vej et sted hen.
Vi har ikke tid til dem, for morgenstunden har en anden energi end tilbagelænet nydelse.
Det er en sådan orange-blå aften. Jeg sidder i halvskygge under mit halvtag.
Jeg må have siddet meget stillet i et tænksomt øjeblik.
Pludselig lander den på gelænderet blot et par meter væk.
Det er et af de øjeblikke, jeg husker efterfølgende.
Den har ansigtet i min retning, men den synes ikke at have bemærket mig.
I selve øjeblikket er jeg ikke klar over, hvorvidt den har set mig eller ej.
Det er meget usædvanligt, for de gør ikke den slags.
Jeg taler om en stor rovfugl. Et majestætisk dyr, et smukt dyr.
Et lidt foruroligende dyr, men det er kun fordi, jeg ved, hvad det er i stand til. Pludselig bliver det lidt mere foruroligende, for den letter fra gelænderet og flyver lige imod mig.
Jeg ved ikke lige, hvad jeg tænker i det sekund.
Noget i retning af: sidder der et sæt dræberkløer i parykken på mig i næste sekund?
Men så får den øje på mig, og så vender den på en meter midt i luften og flyver hen til mit valdnøddetræ, hvor den lander.
Så er det, jeg kommer i tanker om, hvad det er for en fugl.
Det er min nabos tårnfalk. Eller rettere: det er en af dens store unger.
De har forladt reden, men de hænger stadigvæk ud.
Den er ikke heltvoksen, så den er ikke erfaren nok til at undgå situationer med mennesker.
En voksen tårnfalk ville have scannet området med sit falkeblik og set mig.
Mens jeg skriver, går det fra orange til blå time. Ikke et blad rører sig.
Emojimennesket
Det er næppe muligt.
Altså at føre en egentlig samtale med emojimennesket.
Men det er sådan set heller ikke meningen.
For det er emo, det hele handler om.
At give det indtryk, at man har et udtryk, så man kan efterlade et aftryk.
At gøre sig selv læselig for aflæserne. Hvem er de i øvrigt?
Hvordan har du lige nu, skatter?
Det menneskelige udtryksregister som tegneseriefjæs.
Hvordan har du lige nu, skatter? Det ryger ind i databasen
Akronymmennesket har forstået lidt om, hvad det handler om.
Det har at gøre med reduktion af alt det, der tager tid.
I stedet for at tale færdig og skrive ud,
kan vi reducere titler, navne og begreber til alfabetstumper – hvis vi kan finde ud af det.
Vi skal herefter kende koden for at lukke den op.
Det giver akronomisterne en sorteringsmekanisme for de indviede og de udstødte
Soundbitemennesket, en lignende vanskabning.
Der er ikke tid længere, lydstumper er rigeligt.
Lydstumper er afstumper. Meningsfragmenter er ikke-meninger.
Informationsfragmenter er non-information.
Et samlesæt, der aldrig bliver samlet, en dannelse der aldrig finder sted.
Journalistik på dåse, pølsesnak i skiver, tungetale på tube.
Det fører os direkte til SMS-mennesket.
I stedet for at vente til det rette øjeblik til at føre samtalen,
Så smider vi den og løber fra den – akronymmennesket kan ikke længere huske, hvad SMS betyder, men tilføjer lige en lol og en asap
Soundbitemennesket bruger en MMS i stedet – og kan heller ikke huske, hvad det betyder.
Emojimennesket husker lige at tilføje en smiley, en blinkey og en thumbsup.
Det kønsløse menneske, hen’en eller skal vi bare sige den’en,
tingesten på to ben, mennesket der hverken smager eller lugter af hun og han,
det hormonforstyrrede soyamenneske
aka det transhumane forsøgsmenneske,
har også en soundbite at indskyde – hvad er emojien for ‘nu er jeg virkelig krænket’
…ahr honey, kan du ikke lige droppe ‘virkelig’, for det mener du nok ikke – ‘i virkeligheden’,
du er ikke reelt krænket, men fordi du er kønsløs, er du så tyndhudet, at det ikke længere er muligt ikke at krænke dig.
Socialmediemenneske vil gerne bekræftes.
Og gerne elskes og gerne have et lille klap på skulderen,
og hvad pokker, det vil alle jo gerne en gang imellem,
men er der også et stabilt liv mellem alle bekræftelserne?
Altså er det nødvendigt at blive bekræftet hele tiden,
kan du ikke bare stole på, at du er god nok?
Mobiltelefonmennesket, et sært studie i det offentlige rum.
Det var forstudiet til det socialdistancerede menneske.
Vi kan nu jaywalke i trafikken med hovedet i dimsen.
Vi kan nu sidde i S-toget uden at tale med nogen.
Vi kan endog sidde til middagsselskabet, i mødelokalet og på cafeen
med hver sin mobilbamse-sut-dildo-dims og ikke-tale med hinanden,
og sende kønsløse emojier, soundbites, akronymer over de asociale sociale medier.
Maskemennesket, det seneste ynkelige skud på stammen.
Det ansigtsløse menneske, mundkurvsmennesket, det kneblede menneske,
karantænemennesket i husarrest, mundlænke fodlænke,
det forsamlingsforbudte menneske, det håndsterile menneske
eller måske bare det sterile menneske, for det kan heller ikke få børn længere.
Måske vi bare skal kalde det for umennesket.
Mennesket under afvikling, ude på sidesporet, i grøften.
Mennesket ved vejs ende som menneske i menneskelig forstand.
Menneske som komponent og affaldsprodukt i en industriel maskine
skabt af hårde og bløde industrier, materiel-personel.
Mennesket som et programel i et gigantisk softwareprogram
Mulebinds-Mette
Så ankom den. Den globalfascistiske statsminister har på sin egen charmerende måde udgivet påbudet: hvis du kører med offentlige transportmidler, skal du have mundkurv på. Du skal medvirke i dette stykke virkningsløse symbolpolitik, hvis hovedformål er at signalere underkastelse. Du er tvangsindlagt til mundble og pottetræning for voksne. Du er indrulleret i de ansigtsløse og udtryksløses rækker.
Statsministeren har dermed valgt at synke i knæ for globalisterne. Hun er herefter difinitivt ikke længere herre eller frue i eget hus, og Danmark er solgt til lavestbydende, DONG Energy 2.0. Jeg er sikker på, at der venter hende en højtlønnet stilling i det private, når sædet bliver for varmt. Spørg Helle og Bjarne.
Boykot det offentlige, op på cyklen eller køb en bil og brænd noget benzin af. Danske automobilforhandlere har i hvert fald ladet champagnepropper springe, da de hørte nyheden, og cykelbutikkerne får kronede dage. Velkommen til det nye iltfattige, bakterieophobende Danmark.
Jeg har et bud på nærmeste fremtid. I mulebinds-Mettes regeringstid vil danskerne blive tvangsvaccineret (tvangssteriliseret) med Bill Gates’s giftsprøjte.
Institutionsscener
Jeg ser det for mig, og jeg kan ikke lade være med grine i skægget.
Social distancering i vuggestuer og børnehaver – jeg siger held og lykke, for der bliver brug for det. Altså held og lykke. Den globalist-leflende danske regering har nu skabt et absurd problem, som jeg godt gad se dem prøve at løse. De kommer nu til at stege i eget fedt.
Naarj Alexander, du har bare at blive siddende på din stol derovre på to meters afstand og ikke hive Josefine i fletningerne, og nu har du bare at gå ud i tissehuset og desinficere hele din lille socialt grænseoverskridende krop med 92% afspritningsvæske og gurgle din mund i klorin.
Den hennabehårede pædagog taber sit mundbind af bare befippelse. Med den normering for kvadratmeter i daginstitutioner og krav til social distancering er der ca. 4,18 cm for hvert barn at bevæge sig sidelæns på.
Og hvordan løser den globalist-pikslikkende regering sit dilemma med gennem årtier at have proppet 33+ individer ind i klasseværelser i folkeskoler og gymnasier m.m., når de nu skal holde 2 meters afstand? Nåja, det betyder så, at de uterlige poder kun skal i skole hver tredje dag for at give plads – seriøst! det er, hvad der bydes ind med! Det skal nok hjælpe på statistikkerne for eskalerende dårlig standard i skolesystemerne.
Så held og lykke, siger jeg bare.
—– o —–
Babel
