Krigen om alt eller intet

Uden at have forstået, hvad krig har været, og hvad krig er blevet til,
vil vi ikke være i stand til bedømme, hvorvidt vi lever i fred og fordragelighed.

Et af det spørgsmål, vi er nødt til at besvare, er: Hvad er krig overhovedet? For hvis vi ikke har gjort os klart, hvordan krig skal defineres, så vil vi ikke opdage krig, den dag vi bliver ramt af den. Altså med mindre krigen svarer til, hvad vi har læst og set på film og falder ind i kategorien konventionel krigsførelse, eller med andre ord: med mindre billedet i vores bevidsthed svarer til billedet på vores nethinde. Hvad nu, hvis det falder udenfor? Hvad nu hvis midlerne har forandret sig og bredt sig til hele kulturen i alle dens former! Hvis vi ikke har ord for det, så er vi lost in translation.

Der kan hurtigt opstå paranoia her – ALT er potentielt fjendtligt? Er det det, du siger? Det er ikke en rar tanke, men vi slipper ikke uden om at tænke den. OG når og hvis vi ikke slipper for det, så lad os i det mindste holde hovedet koldt og gå i historisk analyse-mode, mens vi tænker tanken.

Dette har to sprænglærde tyskere, Charles Fleishhauer, der kører kanalen Geheimnisvolle Geschichte, og militærhistoriker Frank Köstler begge gjort sig en del tanker om. Begge opererer udenfor hjernevasker-mainstream – Gott sei dank! 

Hvis du forstår tysk på et betydeligt niveau, så se-hør: 
Hybrider Krieg – Sind wir mittendrin? Im Gespräch mit Frank Köstler
Eller læs videre.

Forestillingen om krig

Hvis man spurgte folk lige nu, om de ser en krig, når de ser ud af vinduet, så ville svaret være nej. Den er ikke til at få øje på. Visse steder i verden ville svaret måske være anderledes. Spørg folk i Hong Kong. Spørg australierne og new zealænderne. Spørg dem oppe i Canada. Spørg israelerne. Spørg de 100 millioner+ mennesker på gaderne i disse dage i de europæiske hovedstæder. Spørg amerikanerne mens Antifa og BLM smadrer butikker lige om hjørnet. Men hvis du spørger hr. og fru kartoffeldansker, så er svaret NEJ.

Som minimum vil mange mennesker svare, at deres samfund og virkelighed bliver lavet om lige nu til noget, der måske minder om en krigstilstand, men de har bare fået at vide, at det er en undtagelse, og at det er forbigående. Det fik danskerne også at vide, da tyskerne besatte Danmark 9. april 1940. Måske det undervejs går op for en del flere, at det for det første hverken er tilfældigt eller endog naturligt-motiveret – det er heller ikke undtagelsesagtigt eller forbigående. Det er ‘det nye normale’, og det er tænkt som permanent. Hvad folk glemmer eller aldrig har forstået er, at en undtagelsestilstand altid underforstår ordet militær. Vi udsættes for en krigshandling, en ikke-erklæret krigserklæring, og vi ser det ikke. Vores fjende har bevæbnet sig med et dødelig våben kaldet nysprog (new speak), hvor ord kan betyde det modsatte af deres egentlige betydning. Sproget bliver sønderkneppet for tiden.

Vi har med andre ord forestillinger om, hvad krig er. Folk i Centraleuropa tænker på stillingskrige med fronter, der er trukket op. Der tænkes på fronter, skyttegrave, kanoner, håndgranater, soldater, nødrationer. Vi tænker på uniformer, rangordninger. Vi tænker på involverede stater og diplomati bag kulisserne. Vi tænker på panserkøretøjer, skibe, undervandsbåde og fly.

Forestillingen skrider

Skredet fra konventionel i historisk betydning til noget andet har fundet sted på flere områder. Atomfysik blev til et våben, da de to første atombomber blev kastet. Forinden var medicin og biologi blevet til våben med giftgasser og virus – The Army Flue, den spanske syge, der var et biologisk våben udviklet i amerikanske militærlaboratorier og spredt i 1918 via en inficeret deling af amerikanske soldater fløjet til Spanien – en deling af uvidende biologiske selvmordsbombere. 100 millioner mennesker døde efterfølgende under og efter 1. Verdenskrig. 

For at foregribe pointen, så er skredet i dag fuldført. Men det er fuldført, uden at den generelle forestilling om krig har fulgt med i svinget. For de, der er klar over, at det er sket, og som er aktivt medvirkende i disse grænseoverskredne krigshandlinger, er dette en lomme for deres operation, inden virkeligheden går op for folk, og modstanden eksploderer. For de, der ingen anelse har, er det i denne lomme, i dette vakuum, hvor de bliver taget på sengen og bukker under.

Den Kolde Krig var et gearskifte, en normalisering af lurende angst. Her blev befolkningerne i Europa og USA vænnet til en evigt tilstedeværende krig på lavt blus med en evig trussel om, at en ny verdenskrig ville bryde ud. På psykologisk hedder det løbende gentraumatisering. Russerne kommer lige om lidt, atomtrussel, oprustning, propaganda, gigantiske bevillinger til det militærindustrielle kompleks, jerntæppet med halvdelen af Europa under totalitært lockdown – folk, der har levet i østblokken før 1989 kan ikke undgå at bemærke ligheden med lige nu.

Omkring årtusindskiftet virkede psykologien med gentraumatisering ikke længere, for de, der huskede 2. Verdenskrig var efterhånden få, så der var brug for en ny-traumatisering. Den energi, der havde drevet den kolde krig, var brændt op, og folk trak efterhånden blot på skuldrene, for ulven kan jo ikke blive ved med at komme. Det kunne man ikke have, men så kom 9/11, og den sag var klaret, mente man. Den kolde krig var afløst af krigen mod terror. – hvilket var intet andet end en iscenesat terrorhandling imod befolkningerne i Vesten. I udkantsverden bestod ny-traumatiseringen af en ny serie krigeriske overfald med sønderlemmende konsekvenser for en række nye brudte samfund (broken states) – Irak, Afghanistan, Sudan, Libyen, Ukraine, Syrien.

Den usynlige krig

Så længe, vi ikke kan få øje på krigen, mener vi, at der er fred.

Efterkrigsgenerationerne i Europa har ikke oplevet en varm krig – hvis vi undtager et område af Balkan. Vi har ingen direkte erfaring. Til gengæld har vi et kompleks af mainstream historieskrivning skabt af sammenslutningen af sejrherrer i WW2, der har forklaret os, hvorfor det var det godes krig mod det onde, og at vi skal evigt taknemlige for, at de ofrede sig for vores skyld.

Efterkrigsgenerationerne en hel masse krigsbilleder i hovedet, der hovedsageligt stammer fra Hollywood. Sekundært har vi billederne fra historiebøger fra skolen, TV-doku osv. Det var ikke tilfældigt timet med en bølge af emotionel holocaust-narrativ skabt primært af Stephen Spielberg. Der var hele tiden brug for vedligeholdelse. En historie, der ikke er i overensstemmelse med sandheden skal hele tiden vedligeholdes, og historien om ‘den gode krig’ er så langt fra sandheden, som tænkes kan.

Alle har set billeder i historiebøger og medier af en tigertank. Men det er en bleg affære i forhold til de voldsomme billeder fra Hollywood, hvor det er som at være der selv – with a certain twist. Om det var bevidst eller en bivirkning kan diskuteres, men dette over-opbud med følgende overforbrug af krigsbilleder har medført en udbredt forventning om krig. Vi er marineret i Hollywood krigsporno. Læg mærke til, hvordan disse krigsbilleder nu har skiftet til hitech sci-fi-krigsbilleder. Der er nu en forventning om krig i et transhumanistisk starwars-scenarium. I begge tilfælde er tilstanden allerede indtruffet, mens forventningen, tilvænningen skabes. 

With-a-twist er der altid et propagandabudskab, der følger med billedkataloget. Hollywood har ikke sparet på lonesome neo-cowboys, der redder verden fra de onde. Enhver James Bond-film er en remake af den samme historie. Rambo, Independence Day … you-name-it. Scifi, ikke sci-fi, hele tiden det samme. Før var helten helt clean. Så blev han i tvivl og blev til en antihelt.  Som den ensomme soldat i knibe, James Ryan i Saving Private Ryan. På det seneste er det blevet populært med den beskidte helt med en dark side. Batman begins … Men kernebudskabet er det samme: Vi kommer med vores helt og redder jer, for det kan i åbenbart ikke selv finde ud af. Find lige ud af DET!

De konventionelle billeder går på mand-mod-mand, mand mod maskine, geværer, kanoner, seksløber, sværd-og-skjold. Hvorfor ikke flere stenalder-krigshistorier med kølle mod kølle? Hollywood-helten skal følge den klassiske berettermodel også kaldet eventyrmodellen. Hollywood er godnathistorier for voksne og voksenhistorier for børn. 

Uniformeret krig

I de seneste 250 år har det været stater i Europa, der har ført krig mod hinanden. Ikke bare fyrster og klaner men nationalstater. Hvis der var borgerkrige, var der altid stater involverede som iscenesættere. Der var imidlertid visse regler for krigsførelse. Der skulle bæres uniform. Krige skulle erklæres. Krigsfanger skulle behandles efter aftaler. Civilister skulle behandles anderledes end soldater. Man ødelagde ikke steder, hvor der blev produceret fornødenheder til befolkningen, fabrikker var ikke legitime militære mål. Man måtte ikke angribe en fjende på tilbagetog. En våbenhvile var til for at skulle overholdes. En kapitulation var en kapitulation og ikke en invitation til et folkemord. Selv i krigens grusomhed var der en etik. Regler og etik blev brudt, javist, men de var ikke som i dag TOTALT fraværende. Regler og etik og konventioner fandtes i den ‘mørke’ middelalder og hundreder af år frem, det er vor tid, der er den mørke tid.

En krig er altid en bevidsthedskrig. Uden bevidsthed, ingen krig. Sagt på en anden måde: uden propaganda og forberedelse af den særlige perverterede bevidsthed, som er forudsætning for al krig, ingen opbakning til krig og derfor: ingen krig. Efter en krig er der mange, der husker den. Men der samtidigt mange blandt fodfolket, der er dybt traumatiserede. PTSD, posttraumatisk stress-syndrom er ikke undtagelsen, det er den gradbøjede norm. I dette efterkrigs-blackout spørger hjernen i det traumatiserede nervesystem: Hvad var det egentlig, jeg blev udsat for, hvad var det egentlig, jeg oplevede? Og i det traumatiske vakuum vil der straks ankomme nogen, der er rede på forhånd til at udfylde hullet: Det var DET, du oplevede. Det var DERFOR, du gjorde det. Dissonansen mellem tvivlen, angsten, alle de andre negative følelser, skyld, skam osv. OG den virkelighed, der var derude dengang, og som har brændt sig permanent ind i soldatens bevidsthed, får en gang valium og en bortforklaring. Soldaten lades i stikken, for nu har han jo fucket sit menneskeliv op for en sag, han i bund og grund ikke forstod.

Det er på tide at træde et skridt tilbage og undersøge det mentalt-ideologiske – eller spirituelt-filosofiske om du vil – bagland for krig. Krig som overfladefænomen kan forandre sig konstant, ulven har en hel garderobe at iklæde sig, men baglandet er det samme. Vi taler om krigsfænomenologi – et svært akademisk udtryk. Se på det sådan her: Hvad du ser, er hvad du får (what you see …). Fænomenologi er en sammenligning og sammenskrivning af synlige fænomener, det er mønstergenkendelse af fremtrædelsesformer. Det er et forsøg på en fordomsfri undersøgelse af oplevet virkelighed. Et system er, hvad det gør (ikke hvad det siger om sig selv). Stol aldrig på, hvad systemets talende hoveder siger om systemet og sig selv. Stol kun på, hvad du kan se, at det-de gør og sammenhold det så derefter med, hvad de siger, at det-de-gør. Er der overensstemmelse eller ej? Du vil ofte opdage en udtalt mangel på overensstemmelse.

Opstandsbekæmpelse

En hovedingrediens i al krigsførelse er angsten, frygten. Derfor er Bush-administrationens misbrug af begrebet krigen mod terror absurd. Krig ER terror – slut! 

Da Djengis Khan invaderede byer – og husk hans hære trængte helt ind i Europa – så lod han befolkningen i en by offentligt henrette. Men han lod altid folk overleve, så de kunne fortælle andre om, hvad der var hændt. Det var en terrorhandling mere end et folkemord. De overlevende skulle flygte til nabobyerne og annoncere på forhånd, hvad der ventede dem, så de ville overgive sig uden modstand. I stedet for at slæbe rundt på alt muligt tungt belejringsudstyr, så brugte de terror, der allerede havde gennemtrængt. befæstningsmurene.

Angst er en trussel på livet. I samme kategori falder udsultning. Når man lukker for forsyningerne, er det kun et spørgsmål om tid. En belejret befæstning kan kun overleve så længe, de har forsyninger. Folk kan ikke længere forlade deres hjem. Ringer der en klokke? 

Det hedder opstandsbekæmpelse, og det bliver praktiseret lige nu mod de millioner af civile, der enten er gået på gaderne eller ytrer sig hjemmefra. Der findes militære håndbøger om den slags. Herskere langt ned gennem verdenshistorien har erkendt, at deres eget folk er deres primære fjende. Sekundært befolkningen i et okkuperet territorie. Britisk kolonikrigshistorie er fuld af eksempler på, hvordan nutidens håndbøger blot afspejler datidens praksis. Undertrykkelse via opstandsbekæmpelse var deres speciale, og at de kom til kort, da inderne smed dem ud af kronkolonien, er heldigvis en god gammel nyhed om, at undertrykkelse har sin grænse. At de så udklækkede et bøllefrø ved navn USA, der i 100 år har gjort det samme, er den dårlige gamle nyhed.

Det hedder kolonikrige, ikke bare kolonier, husk det lige. Kolonikrigene var altid en krig mod det siddende styre i et område udset til kolonisering + landets befolkning. Denne befolkning uanset legitimiteten for deres hidtidige lederskab indså fra starten, at der ikke var noget at stille op mod en overmægtig invasionsstyrke. Stort set samtlige lande i Afrika har oplevet dette. Afrika er et af de mest ressourcerige kontinenter kun matchet af lokalområder i andre kontinenter, hvor dets indbyggere burde leve i velstand, men hvor ALT er taget fra dem og overført til koloniherrerne, hvorefter de lever i armod.

Et katalog af beskidte tricks er listet op i manualen for opstandsbekæmpelse. En af dem er: hiv kvinder og børn ud og tæv løs på dem. Det sås så sent som sidste år ved store demonstrationer i Berlin, hvor kvinder og børn blev targetted af det kampklædte politi. Tyskerne oplever nu det tredje totalitære overgreb i 110 år. 1. Verdenskrig, der gik ud på at smadre kejserdømmet og ødelægge den økonomiske ‘trussel’ mod det britiske imperium. 2. Verdenskrig, der var Tyskland, der rystede lænkerne fra Versailles af sig – og blev ødelagt og lagt i lænker for anden gang. Og nu, hvor den medicinal-industrielle apartheitstaat som overgang til et globalt techno-tyranni etableres.

Udmattelsestaktik

Folk bliver møre, når de hver dag lukker op for medierne og hører corona-corona-corona, du-skal-dø, du-skal-dø, du-skal-dø, 24/7/365, på hver kanal, i hvert udsagn, fra alle sider. Ingen, der siger noget andet eller maner til omtanke, får taletid i denne medie-tsunami. Det har stået på i 21 måneder nu, og befolkningen er udmattet. En konstant terror-hjernevask er stået på.

Bevidst udmattende er også den måde, hvor regeringen presserer og presser og pludselig slipper presset. Så tænker folk: at nu er det endelig forbi, nu bliver de nok gode igen. Men den midlertidige våbenstilstand bliver blot brugt til at komme op med noget nyt og endnu værre. Hvad bruger befolkningen stilstanden til: at ånde lettet op i god tro, hvorefter BANG! Det er vældigt udmattende for folk med alt det her åh nej ikke igen!

I skrivende stund december 2021 – dette er et forsøg på en prognose – giver regeringen folk tid over julen til at komme sig. Så kan folk ikke sige, at nu ødelagde statsministeren julen endnu en gang. Men så lige efter jul vender hun tilbage, og denne gang bliver det med krav om egentlig vaccinetvang. Danskerne skal nakkes denne gang.

Gaslighting – virkelighedsterror

En særlig form for terror-metoder til at bringe fjenden/befolkningen i en tilstand af konstant usikkerhed om, hvad der er virkeligt og uvirkeligt. Hver dag laver regeringen om på deres hjemmelavede regler. I samme sekund folk har vænnet sig til ét regulativ, trækker de tæppet væk under det. Alle udmeldinger trækkes i land og erstattes af nye og værre. Slutstadiet er rablende galskab og sygeliggørelse af dissidenter, hvilket er foregået i ALLE totalitære regimer. Det er derfor, at man nu bruger udtrykket: en samfundskritisk sygdom. En meget bizar glidning af et udtryk, der for blot få år siden gik som et adjektiv til en kritiker af et totalitært regime. Nu går det på en sygdom, der åbenbart har sin egen vilje + de, der nægter at anerkende den gældende historie om sygdommen. Benægterne vil blive betragtet som dissidenter, der skal udpeges, isoleres og i sidste ende fjernes. Deraf navne C-O-V-ID, Certification Of Vaccination IDentification = udpegelse/identifikation via vaccinen/implantatet. 

Krig er blev asymmetrisk. Krig er blevet hybrid. Krig er blevet flydende. De kalder det for 4GW, Fourth Generation Warfare. Preusserne kaldte det for den totale krig (det var ikke nazisterne, der opfandt udtrykket), men det havde ingen anelse om, hvor total krigen kunne blive halvandet århundrede senere.

Symmetrisk krigsførelse

I middelalderen fandtes der rytterhære, hære med riddere i panser som fortrop for infanteri. Der fandtes ærekodeks’er for ridderstanden. Mand-mod-mand-krig krævede mandsmod, og var man succesfuld, høstede man ære for det. Tvekampen er kopieret i en række sportsgrene. En boksekamp er en slags simuleret krigshandling. Kampsport i det hele taget er krigskunst taget ud af en egentlig krigssituation. Men selv en tenniskamp har ligheder med tvekampen, og en fodboldkamp er to hære mod hinanden. 

I højmiddelalderen forstærkes krigsteknologien med armbrøster, kastemaskiner, stormtrapper, murbrækkere. Som modsvar mod rytterhærene i rustning opstår der startende i Schweitz bondehære med hellebarder og lange lanser og en succesfuld taktik på slagmarken, der kunne holde en rytterhær stangen. Infanteriet kunne nu besejre kavalleriet, og ridderens tidsalder forsvandt. 

Krudtet tidsalder ankom med arkebusen. Bøsse kommer fra busen, der betyder bryst, altså en brystkanon, et håndholdt ildvåben. Kineserne havde de før europæerne allerede fra 1200-tallet, og de opfandt som bekendt krudtet. Senere kom geværet. Afstanden mellem de kæmpende øgedes, tvekampen blev sekundær og de gamle æresbegreber galt ikke længere. Den nye krigsteknologi havde maksimal gennemslagskraft med maksimal distance. Det startede i 13-1400-tallet med krudtslam og flintebøsser og endte med interkontinentale ballistiske missiler. 

På slagmarken dannedes nye former for symmetri, altså opstillinger hvor man kunne danne en landbaseret bredside mod fjenden, ligesom en maritim bredside fra en fregat med kanoner i op til tre lag på række. De romerske legioner og de græske falankser havde noget tilsvarende men med en anden teknologi beregnet på nærkamp. Billeder af slagmarker fra fx 1700-tallet viser disse nærmest matematisk-geometriske opstillinger og linjer. Helt frem til-og-med 1. Verdenskrig opererer man i linjer, nu i form af skyttegravslinjer. For eksempel Maginotlinjen, hvor fronten gik i stå og frøs i en lang periode. Her lå man så og åd dåsemad, mens gulashbaronerne blev fede bag fronten. På slagmarken dannedes nye former for symmetri, altså opstillinger hvor man kunne danne en landbaseret bredside mod fjenden, ligesom en maritim bredside fra en fregat med kanoner i op til tre lag på række. De romerske legioner og de græske falankser havde noget tilsvarende men med en anden teknologi beregnet på nærkamp. Billeder af slagmarker fra fx 1700-tallet viser disse nærmest matematisk-geometriske opstillinger og linjer. Helt frem til-og-med 1. Verdenskrig opererer man i linjer, nu i form af skyttegravslinjer. For eksempel Maginotlinjen, hvor fronten gik i stå og frøs i en lang periode. Her lå man så og åd dåsemad, mens gulashbaronerne blev fede bag fronten. 

I 2. Verdenskrig har man stadig linjer og formationer med kampvogne og fly. Distanceprincippet flyttes nu til et nyt og inhumant niveau. Kernen i det engelske luftvåben var ikke, som de holder af at prale af, jagerfly. Det var bombefly. Taktikken var at bombe tyske byer og deres civilbefolkninger ved at smide lasten, hvor der var lys. Ikke industriområder, ikke militære installationer, man gik direkte efter civilbefolkningen, når man sendte de store Lancastere indover fx. Hamburg. Det var en luftbåren terrorhandling. Som Churchill sagde direkte: This is not a war against the Nazis, this is a war against the German people. 

Den symmetriske krigsførelse blev amerikanernes katastrofe i Vietnamkrigen. VietKong-hæren bedrev asymmetrisk krigsførelse. Guerillakrig er i sit væsen asymmetrisk. Den kommer fra alle sider i organiseret spredt fægtning, og slagmarken er et naturligt stykke asymmetri i form af en jungle. Det er Sun Tsu’s The Art of War i praksis. Det var et mareridt for de amerikanske soldater, bedst beskrevet af Francis Ford Coppola i Apocalypse Now fra 1979. Det er værd at huske, at romanforlægget var Joseph Conrads Mørkets Hjerte, der foregår ikke op ad Mekong-floden men op ad Congofloden i et 1899’s kolonitidshelvede, det ‘mørke Afrika’. Eller som de siger: den hvide mands grav, for antallet af sygdomme, der ramte den hvide mand i dette dampende  fugthelvede, var utallige og unævnelige. Værd at bemærke er også, at Coppolas film er inspireret af Werner Herzogs film Aguirre, the Wrath of God fra 1972. Her er floden et gren af Amazonfloden, og bølgen af kolonialisme er prototypen for senere tiders kolonialisme med den spanske kolonisering af Sydamerika, conquistadorernes junglehelvede. De blev også junglefolkenes helvede, for conquistadorerne medbragte et af deres biologiske masseødelæggelsesvåben – med eller uden intention: infektionssygdomme som de lokale bukkede under for i milliontal. De store civilisationer blev totalt udryddet på blot 100 år, og de store hvide byer i junglen forsvandt på blot et par generationer under et tykt lag junglegevækst.

Asymmetrisk krigsførelse

Amerikanerne brugte Vietnamkrigen til at studere asymmetrisk krigsførelse. Distanceprincippet fik endnu et inhumant løft, da man sprøjtede Monsantos Agent Orange udover landskabet. Kemisk krigsførelse når det er mest perfidt, masseødelæggelsesvåben der burde have diskvalificeret amerikanske dumsmarte politikere til NOGENSINDE at bruge ordet sidenhen! Da Monsanto ikke kunne sælge deres dødelige gift efterfølgende, lavede de det om til RoundUp, så krigsførelsen kunne fortsætte, denne gang mod hele verdens menneskelige, animalske og vegetabilske sundhed. Glyphosat i RoundUp er som minimum en komponent hvis ikke HOVEDÅRSAGEN til størstedelen af de sygdomme, der i dag plager verdens befolkninger. Den findes overalt i miljøet, den har ingen grænser.

Mens vi stadig går rundt med et 15-1700-tals billede af krig, er krigsherrerne langt udover det koncept. Alle midlerne fra symmetrisk krigsførelse, alle strategierne er stadigvæk i brug, men teknologierne har skiftet radikalt. Informationsteknologien er nu en del af krigsførelsen. Videnskaben er nu en del. Journalistik er nu en del. 

Vi ved godt, at en drone i dag er et krigsvåben. Den er bevæbnet og fjernstyret – af en pizzaædende, bumsebefængt, Coca Cola-bællende computerspiller fra en bunker i USA, der sender død og ødelæggelse ned over civilister et sted i Mellemøsten, men han sidder og hujer og hi-5’er med sine buddies. Distanceprincippet har nået perverst-infantile højder = menneskeligt bundskraberiske lavder. Menneske- og mandsmod er totalt fraværende, kujonerne er de nye helte.

Den preussiske general

Carl von Clausewitz var en preussisk general og militærteoretiker, der efter napoleonskrigene skrev et filosofisk værk ved navn Vom Kriege (Om krig). Han var den intellektuelle strateg i Preusserriget. Herfra stammer den berømte sætning: Krig er fortsættelse af politik blot med andre midler. Der undervises stadig i hans teorier ved militærakademier men derudover også i virksomhedsledelse og marketing. Interessant ikke? Herfra bla. stammer alle de tituleringer i virksomheder, der henviser til et militært hierarki, fx CEO, senior executive officer. Her åbner sig et ormehul, en pandoras æske over ord, begreber, udtryk, der har indbygget krig i sproget. Rekruttering af medarbejdere, konkurrencedygtighed (man udkonkurrerer ‘fjenden’), erobring af markedsandele, ‘vi tager den up-front’. Virksomheder har deres eget efterretningsvæsen for at holde øje med fjenden/konkurrenterne. Der bedrives industrispionage. Virksomhedshierarkiet er opbygget som et militært system. Når der presserende opgaver, der skal løses i en fart, så siger de på direktionsmødet, at nu må der nedsættes en task force. 

Clausewitz’ udsagn om, at alle moralske og fysiske kræfter i en stat kunne indsættes som midler i en krig, ligger tæt på tanken om Total Krig. Clausewitz selv beskrev den såkaldte vekselvirkning af eskalationen, som fører til en totalisering af krigsførelsen:

Den, som hensynsløst anvender alle de ham til rådighed stående midler, må opnå en overvægt over sin modstander, ifald denne ikke gør det samme. Derved anstrenger de sig begge til det yderste.
Så længe man ikke har overvundet sin fjende, løber man en risiko for selv at blive overvundet.
Da ingen formår præcis at vurdere sin fjendes beslutsomhed, vil enhver forsøge at være så beslutsom som muligt.

Resultatet af en sådan udvikling var inddragelsen af alle statslige midler, hvilket Clausewitz betegner som Absolut krig. (ordlyd fra artikel i Wikipedia om von Clauswitz).

Det betyder så et par ting. 
For det første må vi forstå, at begrebet Den Totale Krig ikke er opfundet af Joseph Göbbels i 1943 ved en tale i Sportspalast i Berlin (Wollt Ihr den totalen Krieg?), som det normalt siges. På det punkt er det 3. Rige blot en forlængelse af Preussen. Göbbels var som bekendt historiker.

For det andet må vi forstå, at virksomhedskultur er et stykke civilt militær, der kender alt til begrebet total krig. Studér virksomheds- og managementssprog og opdag, at de vælter sig i militære udtryk. 

For det tredje må vi forstå med von Clausewitz, at hvis krig er en forlængelse af politik, og virksomheder tænker som en militær operation, så er alle tre gebeter sammensmeltet, og så har vi lige om hjørnet og til højrebenet – eller som i dag til venstrebenet: fascisme.

For grækerne i antikken var krig normaltilstanden. 
For de romerske kejsere det samme. 
Fred var en undtagelse. 

Krigens ideologi

Læg dertil det Britiske Imperiums kerneideologi: darwinismen. De ser grundlæggende sig selv som berettiget til overherredømme via en biologisk-racistisk ret. Deres klassesamfund er et globalt klassesamfund, hvor de ganske-ganske få via en postuleret biologisk (læs: ideologisk) ret hersker over resten af menneskeheden. Darwin brugte selv ordet den stærkes ret (survival of the strongest) – eftertiden har sløret udsaget til de egnedes overlevelse (survival of the fittest), men det var ikke det, han skrev i sin berømte bog om Om arternes oprindelse ved hjælp af naturlig udvælgelse. Og undertitlen: Bevarelse af de favoriserede racer i kampen for overlevelse – ja det hed den, og det har de også fjernet fra titlen. Det har de, fordi det siger, hvad det hele drejer sig om: Eugenik. Darwins halvfætter var selve stifteren af eugenik som berygtet disciplin: Sir Francis Gaulton.

Det var den selvsamme Charles Darwin, der udtalte: Der findes 72 racer på jorden, men lavest af dem alle er … Pause: og så tænker man, at imperialist-eftersnakkeren nok sagde hottentotterne eller halenegrene eller noget andet i samme genre, men nej, han sagde irlænderne. Det var lige i forbindelse med det irske folkemord, som de omdøbte til kartoffelpesten. Det var også lige før, briterne indfangede og deporterede de irske oprørere til fangeøen Australien for at slippe af med dem. Og minsandten om ikke den lokale regering downunder lige-nu-og-igen halvandet århundrede senere behandler deres egen befolkning som straffefanger! Du kan ikke opfinde den slags, vor tids virkelighed overgår den sygeste fantasi!

Når von Clausewitz dengang sagde med alle midler, så havde han ikke fantasi i sin 1800-tals-hjerne til at forestille sig de midler, som eftertiden fik til sin rådighed. Til eksempel: I dag kan du føre krig ved hjælp af vejret, eller som de siger hele tiden kli-i-i-maet. Du kan nedkalde seriøst dårlig vejr over et område og dets befolkning, hvilket de lige har gjort i Vancouver-området i Canada som led i den kunstige globale forsyningskrise. HAARP-teknologien er efterhånden alle med et minimum af intakte hjerneceller bekendt. Skulle du være skeptisk, så findes der websites, hvor du i dag – hvis du har råd til det – kan gå ind og bestille dårligt eller godt vejr. Regeringerne har venligst undladt at regulere svineriet, ligesom de heller ikke regulerer CIA, der gør som det passer dem, og som har kørt programmet til militære formål siden 1950’erne.

Partipolitik opfører sig som en krigshandling. Her findes der også masser af krigsord: partisoldater, meninge folketingsmedlemmer, politisk skyts, blokpolitik, en alliance af partier, politisk strategier, osv. I de fleste demokratier findes højre- og venstrefløje, der bekæmper hinanden med alt muligt snavs. I visse lande blever krigen til tider meget konkret. I USA’s historie har der fundet en række politiske attentatet sted. Alene Clinton-mafiaen har sluppet afsted med – og der er skrevet bøger om det – omkrig 30+ politiske mord uden at være knaldet for det. De er i det hele taget aldrig knaldet for noget som helst i det mega-opbud af forbrydelser, de har begået i over 40 år. Kennedy og hans bror blev myrdet. Reagan blev udsat for mordforsøg. I Afrika er der lige nu 7-8 – blot seneste melding – der er blevet myrdet for ikke at samarbejde med medicinalmafiaen fra WHO, og afrikanere har alle mulige grunde til at være dybt skeptiske overfor vacciner og medicinalfirmaer. Statskup er dagens orden i bananrepubliker med militære midler og kupgeneraler. I totalitære regimer bedriver man politik overfor borgerne med militær og militariseret politi. Der er en flydende grænse mellem politik og krig, og vandene flyder begge veje.

Krig er den geopolitiske norm

Udenrigspolitisk bliver det rigtig slemt. Man indleder handelskrige med fjenden. Man belejrer fjender = regimer, der ikke underkaster sig de stærke nationers diktater og spilleregler, med sanktioner og embargo svarende til belejring af en by eller en befæstning, hvor befolkningen tages som gidsler for at presse de ledere, man vil aflive. USA står igen højest på slyngelisten her og har igennem mere end 100 år ført politik ved hjælp af direkte krig. Sovjetstaten gjorde det i den kolde krig, og siden Mao Tse Dong har regimet ført en dobbelt krig: den ene var mod den befolkning, som psykopaten Mao gladeligt myrdede løs på. Den anden var mod deres umiddelbare naboer, som de invaderede og indlemmede i Kina – Manchuriet, Xinqian-provinsen, Sydmongoliet, Tibet. Hvis de kunne, ville de invadere Taiwan i morgen. For nyligt har de opført sig krigerisk over alle indbyggerne i Hong Kong. 

I vor tid har de åbnet den tredje front mod resten af verden, og som bekendt er de ikke generte overfor at bruge biologiske masseødelæggelsesvåben. Vi behøver blot at sige det kinesiske stednavn Wuhan, hvor deres hovedlaboratorium for biologisk krigsførelse ligger. I 2019 opførte de sig aggressivt overfor Indien i et af de nordlige grænseområder. I 2020 førsøgte de en invasion af Pakistan også her i et grænseområde mod øst. De blev stoppet af et mærkeligt våben, så deres udstyr holdt op med at fungere, hvorefter hele delingen måtte traske tilbage over grænsen. Man ledte forgæves efter omtale i medierne. Det samme medievakuum udeblev, da en stribe kinesiske krigsskibe blev sænket med lignende mærkelige våben i den mexikanske golf, i Panamakanalen og udfor vestkysten af USA + efter forlydende flere andre steder i verden. Nogen med store ressourcer havde efterretninger om aktionen og var trådt ind. Lige nu befinder der sig hele delinger af den kinesiske hær i Canada, hvor deres perverterede, landsforræderiske præsident bare har lukket dem ind. Igen er medierne helt blanke.

I von Clausewitz’ koncept er den totale krig den korteste. Alle ressourser er sat ind, alle fronter bliver åbnet alle midler blev brugt for at få det overstået. Vi kan derfor ikke tale om den totale krig i den forstand, for krigen er nu blevet uendelig. Den morfer videre fra den ene hændelse til den anden. Der tales om flydende krig (liquid war) i stedet. Det hænger selvfølgelig sammen med, at det militær-industrielle-finansielle komplekst kræver det i én uendelighed, og derfor må krig være accepteret – hvis man kan bruge det begreb – af befolkningerne som en normalitet. Den militære undtagelsestilstand sælges nu som det nye normale, som vi bare skal lære at finde os i. Derfor al den pottetræning for voksne, der foregår via medierne.

Lynkrig

Blitzkrieg er det udtryk, som nazisterne brugte om de operationer, der først var vendt sig mod vestmagterne. I løbet af ingen tid var de løbet over ende, Frankrig var besat, Nederlandene var bare kørt over, englænderne blev sendt hjem over kanalen i fiskerbåde efterladende sig alt deres udstyr. Fjenden var overvundet, inden han kunne gribe om skovlen og grave en skyttegrav. Besættelsen af Danmark og Norge var for at dække ryggen mod en tilbagevenden. England var i princippet slået, indtil Churchill – Franklin D. Roosevelts fætter! hvilket ikke kom med i historiebøgerne – på foranledning af Chaim Weitzmann*, præsident for den verdenszionismen lovede ham, at ‘de’ kunne gøre det samme som sidst, altså at involvere USA i en krig i Europa, hvor de intet havde at gøre. Husk svinestregen Lusitania. Husk også svinestregen Pearl Harbor, der skulle åbne fronten mod japanerne, der var blevet Tysklands allierede. Begge hændelser var et stykke militærpolitisk selvskade, en såkaldt stand-down operation false flag. 

* I 1933 fik Tyskland en krigserklæring i form af en avisannonce underskrevet en ikke-stat, der kaldte sig Judea. Det skete umiddelbart efter, at nationalsocialisterne havde proklameret, at de ville genskabe Tyskland som en ikke-slavebunden stat med eget militær, egen udenrigspolitik og især – hvilket virkelig fik de jødiske bankmænd op af stolen – egen nationalbank og økonomi. Husk at en centralbank ikke er en nationalbank men blot en filial af det globale centralbankvæsen, der som bekendt har en vis overvægt af jødiske bankfolk. Eller rettere: omvendte kryptojøder = khazariske mafiafolk forklædt som jøder. Det kan man så lide eller ikke lide, men det er ikke en teori, det er et konstaterbart faktum. Det er op til folk, om de elsker mafia eller ej. Hvad der heller ikke er en teori men et indiskutabelt faktum er, at Den Russiske Revolution og den bolsjevikkiske jihadisme, der smadrede Rusland, var azkhenaziske (khazariske) jøder importeret fra USA og Europa, og finansieringen var khazariske bankmænd fra Wall Street (Jacob Schiff). Igen: det kan man så lide eller ej – russerne brød sig bestemt ikke om det. Det kostede 145 millioner af dem livet.

Da alle de store spillere, repræsentanterne for medicinalindustrien, finansverdenen, medierne og udvalgte politikere – deriblandt en repræsentant for den danske regering! – samledes til den nu infamøse Event 201 i New York måneder forinden udslippet af det biologiske masseødelæggelsesvåben ved navn Covid-19, så aftalte de, hvordan de skulle håndtere en global blitzkrieg og nedlukning af verdenssamfundet, og hvordan de skulle sørge for, at der kun kom ét budskab ud i medierne, og at alle andre budskaber skulle myrdes i opløbet. Det totale i den krig var, at verdensbefolkningen ville blive bombarderet fra alle sider og med alle midler. Husk: businessledere har også studeret von Clausewitz. 

Alle fronter bliver brugt af globalisterne i deres totale krig mod verdensbefolkningen. Immigration er et våben og en front, finanser er våben/front, sundhed, fødevarer, vand, energi er våben/front. Og ikke mindst er medierne det göbbelske eller Ilya Ehrenreich (Stalins propagandaminister) propagandaapparat, der siden 1. Verdenskrig bid for bid er indkøbt af globalisterne og indrulleret i den store brune kloakstrøm af disinformation. Medierne er det ledeste våben og er brugt 24/7/365 i de forløbne 21 måneder til hjernevask og til at skabe denne lammelse, denne massepsykose via massehypnose.

Læs: Massehypnose – hvordan kunne det ske?

Industriens krig

Første Verdenskrig var først og fremmest den krig, hvor industrialisering og mekanisering slog igennem. Man tog springet fra kavalleri og fodtusseri til klodsede kampvogne og tungt artilleri. Maskingeværet kom på banen. Der fandt slag sted i luften. Ubåde var opfundet, miner med eller uden sennepsgas blev dumpet og minestrygere prøvede at stryge dem. Det er også her, vi ser de perfide krigsgasser gå i luften ved fronten. Den nye kunstform filmen blev brugt til propaganda. Bolsjevikkerne var de første til at bruge det effektivt som propaganda, og nazisterne var hurtige til at komme efter det 25 år senere. Radiokommunikation blev for første gang brugt. Krigen var en kæde af materialeslag, skrot-mod-skrot. Bag materialerne, krigs-gearet befandt industrialisterne sig. Bag industrien befandt finansverdenen sig. Det militær-industrielle kompleks blev som udtryk lanceret af Eisenhover efter WW2, men realiteten fandtes allerede i WW1. Det var en industrialiseret krig. 

Husk i den forbindelse, hvem industrialisterne var. Det var just de samme, der for at skabe industrialismen forinden var nødt til at skabe den klassiske imperialisme. Imperialisme bestod i at udplyndre udkantsverden for ressourcer. England var fødestedet for industrialismen, og det Britiske Imperium var fra starten af dannet via statsdrevet sørøveri. Så simpelt kan det siges. Deres globale dominans skyldes deres flåde. Det var det Britisk-Ostindiske Kompani, besættelsen af Indien, opiumskrigene mod Kina, MI5 som kompaniets efterretningsvæsen. Det var ødelæggelsen af de gamle strukturer i Mellemøsten i skøn samdrægtighed med Frankrig (Sykes-Picot-aftalen, hvor de skærer Mellemøsten op som en fødselsdagskage). Det var udplyndringen af Sydafrika + en række andre lande i Afrika. Husk også, at mange af de landgrænser, vi ser på kortet i dag, er skabt af imperialisterne/kolonialisterne. Læg dertil, at disse brutale snit ofte blev lagt bevidst, så de sønderlemmede etniske grupperinger. Når et folkeslag var skåret i småbidder, var de svækkede. Det hedder del-og-hersk.

Borgerkrig

En af de mest betændt-perfide former for krigsførelse. Det skyldes ikke kun, at det er borgere, der bekriger borgere. Det skyldes, at det ALDRIG er borgerne selv, der starter disse krige. Det skyldes altid, at nogen står og pisser ned i en myretue, hvorefter myrerne går grassat på hinanden af mangel på en virkelige fjende. Der er ALTID storspillere inde over, når småfolk slås. 

Verdenshistorien er fuld af eksempler, især indenfor kredsen af det Britiske Imperium, hvis hovedstrategier er strategy of tension og divide and conquer. Imperiets arvtagere har flere perfide udtryk for det. Den amerikanske mega-spindoktor kalder det for balkanisering. Det er taktikken med at sætte ild til krudttønden. Det var det, Pentagon, CIA og NATO gjorde på Balkan i Bosnienkrigen.

De to senere eksempler, der soleklart viser iscenesat borgerkrig er Ukraine og Syrien. Syrienskrigen blev hele tiden i medierne blev kaldt for en borgerkrig, hvilket den absolut ikke var. Syrien blev angrebet af en hær af lejesoldater udstyret af NATO og CIA, støttet af Tyrkiet, lappet sammen i Golanhøjderne på israelske lazaretter og finansieret af Saudiarabien. De falske jihaddister var overhovedet ikke syriske fredssommelige (mostly peaceful) oprørsstyrker mod en ond-ond præsident, der absolut ikke gassede sin egen befolkning. Alt var løgn fra ende til anden.

I Ukraine blev der skabt et statskup via amerikanske neocons i samarbejde med ukrainske fascister og en ganske modbydelig massakre i Odessa, hvorefter befolkningen i Lukansk og Donetsk undsagde kupregeringen. Herefter startede en regional borgerkrig, men hele afsættet var skabt udefra. Rusland sagde stop-hertil-og-ikke-længere angående deres flådebase på Krimhalvøen, og der foregik alle mulige under-radaren krigshandlinger, som er beskrevet andetsteds på nedersteetage.com.

Camouflage og propaganda

Tænk på grøn maling til en kampvogn, så den kan gemme sig fra jorden og fra luften. Det er sandsynligvis noget, man har lært sig ved at studere dyr. Jægere bruger også camo for ikke at blive set at dyr, men det kræver, at man står stille, for dyr registrerer al bevægelse. Hvis man sammenligner soldaters kampuniformer fra 1700-tallet med i dag, så er det bemærkelsesværdigt, at camouflage overhovedet ikke fandtes. En spejder bag fjendens linjer måske, men både menige og især officerer udviste en farvelade af prangende blåt og rødt og hele paletten, de var nærmest omvandrende skydeskiver. Hvis man skulle dø, skulle det være med stil. Farverne havde selvfølgelig også den funktion, at man kunne kende sine egne fra fjenden, så man skød på de rigtige i kampens hede, samt at man kunne kende soldater fra civilister. En soldat i dag vil forsøge at ligne et buskads med mørkegrønne og brune farver. En amerikansk soldat i Afghanistan skulle falde sammen med støvet, mens en Taleban-kriger skulle falde sammen med civilbefolkningen, som de ofte gemte sig iblandt. 

En camoufleret parallel er Hollywood. Eller TV. Det er forklædt, camoufleret som underholdning, men før du ser dig om, så sidder propagandaen i sulet på dig. De vil noget med dig andet end at underholde. De fucker med din hjerne. Hollywood er måske den mest betydende faktor i nedbrydelsen af de traditionelle livsværdier i Vesten og langt udenfor. Og dermed nedbrydelsen af et helt samfund. 

Jeg skal være den sidste til at afskrive filmen som en kunstform qua min uddannelse i Film & Medie og 20 år+ hvor film/video har været en del af mit fag. Men netop derfor ved jeg også en hel del om, hvordan mediet kan bruges til mind-fucking. De camouflerer deres budskaber, så de glider ubemærket ind. Og da musik har været mit andet liv – min egentlige uddannelse – så ved jeg alt om, hvordan musikken er den sovs, der skal få det til at glide ind. 

Et stykke filmhistorie er Hollywoods og en del kendte instruktørers medvirken til krigspropaganda und WW2. Det var en serie under titlen Why We Fight. John Huston blev også spurgt. Han leverede også varen, men en af hans tre krigsfilm fra perioden, The Battle of San Pietro, var en anelse ulden i kanten syntes man fra opdragsgiverne. Han viste billeder af amerikanske soldater i de sene dage af krigen i Italien – med billeder af body bags! Det brød man sig ikke om. Krigen skulle glorificeres, ikke vises i sin virkelighed. Den blev bortcensureret af militæret.

Da kampvognene rullede ind mod Baghdad i den 2. Irakkrig, var journalisterne blevet embedded. CNN-rapportere fik lov til at sidde med i en kampvogn og blive småliderlige over at være midt i kampens hede. Sandheden var, at det stort set var ufarligt, der var nærmest ingen modstand. I hjemlandet medvirkede journalister og medier til at gøde jorden for den folkelige accept. De løj beredvillig om påståede masseødelæggelsesvåben.

En af the grand old men i BBC (navnet er smuttet) stillede sig op efter Irakkrigen og skældte sine kolleger og virksomheden huden fuld for at lade sig gøre til ludere for krigsmaskinen. Luderstof er det journalistiske navn for, når en annonce er camoufleret som et journalistisk indlæg. Man kendte det, man havde en navn for det, det var begrænset, det var ikke velset. I dag er medierne ikke andet end propagandistisk luderstof! Det er kommet så vidt på blot 20 år. 

Den trojanske hest

Der er åbenbart nogen i ledelsessegmentet, der har brug for mærkater på mennesker. Ligesom stregkoder til dimserne i en isenkrambutik. De forbereder det nye globale ID. Hvordan gør man det? 5G-tech, mobiltelefoner, kreditkort, andre ID-kort, spionage via elektrogear, tracking af bevægelser, netsocial adfærd, overvågningskameraer, sagsmapper hos stat og kommune. Læg dertil at virksomheder opsuger personlige oplysninger. Det hedder ikke overvågningskapitalisme uden grund. Men er det ikke nok, skulle man mene? Nej, nu vil de have adgang til dine biometriske data, de vil trænge ind i hver celle i din krop. Og til det har de brug for en ny dims, et implantat. Hvordan vil de gøre det? Svaret er: vacciner. Husk igen, hvad C-O-V-ID betyder: Certification of Vaccination IDentification. Navnet siger det. Men de har ikke sagt, hvad det betyder, for de har dækket det ind under, at det er navnet for en virus. Det er nok, hvad det er, tænker folk, og så spørger de ikke videre. De fleste mennesker spørger i det hele taget meget lidt. Camouflage igen.

Det er den eneste forklaring på al denne maniske iver for at vaccinere alt og alle med en substans, som de indrømmet ingen beskyttelse giver for infektion af sig selv eller andre, nedbryder menneskers immunforsvar, koster samfundet kassen, ikke er gennemtestet og – som industrien selv angiver – aldrig har været meningen skulle beskytte endsige helbrede men kun midlertidigt smertelindre. Temmeligt midlertidigt viser det sig. 

Det er den eneste forklaring på, hvorfor alle effektive forebyggende og kurerende behandlinger er blevet angrebet, fortiet, latterliggjort, beløjet og blokeret. Lande, der har valgt at gå en anden vej, har udryddet !! virusen. Japan, delstater i Indien, flere lande i Sydamerika.

Den eneste forklaring er, at det IKKE handler om sundhed men noget helt andet. At vaccinationer i sig selv er formålet i første omgang, ikke folkesundhed. Og i anden omgang: Hvad skal vaccinerne til for? C-O-V-ID. Virusen var en trojansk hest, der skulle transportere vacciner indenfor forsvarsværket, hvor det væltede ud med fjendtligheder. 

Angriberne vidste, at der ville ankomme modstand, men de regnede med, at de via en lynkrig kunne overvælde modstanden og at de fleste ville være blændede af fyrværkeriet og kvalt i røgslør. De regnede med, at når folk vågnede op til virkeligheden, da ville det være for sent, for så var alle ramt af kuglen og gik rundt med den i kroppen. Et tryk på en knap ville være nok, for det var en interaktiv kugle. De vidste samtidigt, at der ville være aktive modstandere fra starten, folk der havde lugtet lunten og stanken af rotte, og som ville dukke sig og indtil videre undgå kuglen. Dertil havde de et andet historisk fortilfælde: det gule jødearmbind. Dissidenterne, de ikke-vaccinerede skulle hænges ud og stemples som samfundsskadelige. De lægger ikke engang skjul på det, for nu bruger regeringen ordet en samfundskritisk sygdom. De sammenkæder et udtryk, der indtil videre galt for systemkritiske dissidenter i totalitære samfund, med en sygdom. Men da folk i mellemtiden er blevet historieløse, så er der kun få, der bemærker dette stykke sort ordmagi.

Angriberne vidste, at de havde brug for flere historiske fortilfælde: koncentrationslejre. De kører nu i Australien. De er forberedt for længst i USA, og de er udstyret med guillotiner (30.000) og store lagre af kister i tilknytning de indtil videre tomme FEMA-lejre. Og! den danske regering har nu afkrævet politiet og militæret et samtykke om, at de vil medvirke til at indfange og internere folk. 

Skakspillet – manøvrestrategi

Krig er et skakspil med officerer og bønder. Interessant i øvrigt, at kongen er en slatten, impotent snegl uden egentlig magt, mens dronningen er den ledeste brik på banen. Officererne har tunnelsyn og skyklapper samt begrænset handlefrihed – enten kører de på langs, eller også kører de på tværs, de har ingen selvstændig vilje. Det er kun krikken, der kan hoppe i begge retninger, men dens rækkevidde er begrænset. Bønderne er nødt til at traske med tunge skridt i mudrede træsko og lade sig ofre i storspillet. Skakspillet er et genialt samfundsbillede. De geopolitiske stormestre, magt- og krigsgale folk som salig Zbignew Brzecinsky – må han stege i helvede – skrev endog en bog med titlen Det store skakspil. Reglerne i skakspillet svarer til manøvrestrategi i krig. Der findes i dag en hel genre af brætspil og computerspil, der hedder strategispil. 

Billeder af fortidens store slag ligner skakspil. Uniformer i 16-1700-tallet og i middelalderen heraldikken på skjolde og bannere var også til for at minimere tabet af liv. Genkendeligheden sørgede for, at blev sparet liv. Af menneskekærlighed? måske i mindre grad, men snarere fordi liv var en ressource. På samme måde som DJØF’ere, bureaukrater og HR-medarbejdere i dag anser de ansatte som håndterbare ressourcer (manageable ressources), civil kanonføde. Er det mennesker, de flytter rundt i regneark? Ikke for dem.

Der er en grund til, at globalisterne er interesseret i store virksomheder. I alle store sammenhænge er der mangel på nærhed og overblik set nedenfra. Og ovenfra, men de bilder sig selv ind, at de har det store overblik. Husk krigens distanceprincip. Når alt er på afstand, er det mentalt muligt at slagte løs på befolkningen/de ansatte uden at skulle se dem i øjnene. Du kan kaste en atombombe, mens du drikker champagne på afstand. Og myrerne på jorden i myretuen vil aldrig kunne nå de deroppe-derude, der står og pisser ned i hovedet på dem. I små uafhængige virksomheder er ledelse i øjenhøjde med alle andre. Hvad så vi under Finanskrisen i 2008-09, og hvad ser vi nu bigtime under Operation Lockdown? Millioner og millioner af små virksomheder bukker under, og deres ressourde bliver overført til globalist-kartellerne. Mønstergenkendelse bitte sehr!

Ungdommere i hele verden, drengene især og til langt op i voksenalderen – sidder og spiller krigsspil. Især er 1. person real time shoot out -spil dyrket. Hvis du går hen på hylderne – hvilket man efterhånden ikke gør, man går på Steam og downloader – så er det 9/10 spil, der falder i den genre. En hel generation af drenge og unge mænd har med andre ord siddet og øvet sig i at myrde folk på slagmarken, for 1-2-3 det er bare en leg. Eller er det? Hvad er forskellen på en fly- eller kampvognssimulator hjemme i garagen og i militær træning på forsvarsakademiet med den dyre model, der er et fuldt udstyret cockpit. Spilfabrikanter har været tvunget til at tilbagekalde spil, fordi de havde tiltusket sig for mange oplysninger om en bestemt flytype og var alt for realistiske. Jeg har selv deltaget i en træningssession på Force Technology i Lyngby med en fuldt udstyret bro og alt hardware-navigationsudstyr på et skib koblet til et computersystem + 3D simuleret oprørt hav ud af for- og bagruder i et simuleret uheldsscenarium, hvor sveden sprang fra panden af folk. Vil man kunne styre et skib herefter? Selvfølgelig ikke, men det indgår som en væsentlig bestanddel i i navigatøruddannelsen. 

Pointen her er ikke, om det virker, for det gør det. Det er super-effektivt og et eksempel på konstruktiv udnyttelse af teknologien. Spørgsmålet og pointen er, hvad det massive forbrug af spil med overophedede krigsscenarier i et hyperrealistisk miljø gør ved drengene hjemme i garagerne og på karlekamrene? Hvad er det, man vil med disse drenge mellem 10-18-40+ år, folk i den værnepligtige alder? Som med Hollywood og filmindustrien og i TV-nyhedsmediet, skabes der en grundtilstand af forventning og tilvænning på forhånd. 

En subgenre hedder lige nu The Hunger Game. En kvindelig helt a la Lara Croft i Tombraider bliver sluppet løs i et katten-efter-musen Robinson Crusoe-spil, hvor der sidder nogle onde game masters og vædder på, om hun vil kunne overleve derude i vildnisset. En slags hardball træningsbane med dødelige pile. En af Rambo-filmene havde det samme setup, hvor Rambo forsøger at overleve en ond sheriff i et naturparksområde, hvor de er efter ham med diverse gear. Ene mand mod systemet kan man sige, en filmisk subgenre. Hvad er det for et scenarie, vi skal øve os i som publikum? En iscenesat fødevarekrise, hvor vi bliver bombet tilbage til stenalderen? Hvad er det, vi ser lige nu under udrulning? Nøjagtigt dette!

Dyrets mærke

Hvad betyder det, når et system begynder at sætte labels og tydelige kendetegn på befolkningen? 
Hvad betyder det, når grupper af mennesker bliver tvunget til at bære et tvangskendetegn?
Set i lyset og forståelsen fra ovenstående, kan det kun betyde, at en krig er under forberedelse, eller at vi allerede befinder os midt i denne krig.

Hvem er det, der skal bære dyrets mærke?
Det er ikke kun dem, der er påtvunget det gule armbind, pariaerne, de nye-normale-spedalske, antivax’erne, den samfundskritiske sygdom.
Det er også alle dem, der passivt står og ser på, mens de put-put-putter sig.

Fra en kampagne, jeg som underviser på en medieskole i midten af 00’erne deltog i med foreningen Børns Vilkår, der handlede om mobning, lærte jeg lidt om mobningens psyko-sociologi:

Der er mobberne, bøllerne. 
Der er mobbeofferet. 
Og så er der det tavse flertal. 

Det kan siges helt kort: Mobning kan ikke finde sted, med mindre mobberen-bøllen terroriserer sit mobbeoffer OG det tavse flertal på én gang. Flertallet er bange for at træde ud af tavsheden af frygt for selv at blive det nye offer.

Men hvad psykologien også viser er, at der blot skal én forknyt ex-duknakke til at stille sig op i det offentlige rum og konfrontere mobberen og sige tydeligt fra, så falder bøllen sammen som et ustabilt konservesdåse-tårn i et supermarked. Og hvad tænker det tavse flertal? Endelig én der siger det.
Titlen på kampagnen var i øvrigt: Vær en helt!
Men psykologien / modelhistorien siger også, at frygten er indbildt, ubegrundet. Mobberen har aldrig den magt, han bliver tillagt, for mere skal der ikke til for at bryde forhekselsen. 

Det er det, som al terror går ud på. Altså det samme som de filmiske virkemidler i en gyserfilm. Det er ikke det, der foregår på lærredet, der er skræmmende. Det er publikums forestilling om alt det, der foregår uden for lærredet, der er skræmmende. 

Dette være ikke sagt for at minimere heltens rolle, snarere for at sige, at sværere er det heller ikke, og var der blot et par flere af slagsen i dagligdagen. 
Det siges også for at pointere, at det er frygten, der er den egentlige fjende.

Set i dagens lys: Det er ikke forkølelsesvirusen, der er … virusen. Det er det, som frygten for virusen får os til at gøre ved os selv og hinanden på foranledning af frygt-pornograferne.

Angrib den løse flanke

I en krig går man først efter de udsatte. Den løse flanke er de, der stikker ud og adskiller sig fra hovedformationen. De er krigens lavthængende frugter. Dissidenterne – nu udstyret med gule armbind – er det første, der bliver angrebet. Tvivlerne bliver karaktermyrdet. De bliver identificeret, registreret, isoleret og elimineret. 

Officererne har 1, 2 eller 3 sting på skulderen i uniformen. 
De systemtro har nu 1, 2 eller 3 stik i kroppen og opførerer sig uniformt.

Clausewitz talte om den lille krig. Med det mente han mindre operationer, guerillataktikker, stikmanøvrer, der gjorde livet usikkert for fjendtlige tropper, løse flanker fra egen lejr. 

Klassekrig – ikke som hos Karl Marx

Den middelalderlige ridderhær var også en klassekamp. Glem alt om det industrielle arbejderklassebegreb opfundet af en psykopatisk ideolog betalt af overklassen for at ideologisere og mobilisere underklassen til et statskup.

I middelalderen var det adelsstand over borgerstand over bondestand. Som brikkerne i skakspillet. Ridderne var ofte adelsfolk. Tænk blot på de udgifter der skulle til for at betale for en ridder i fuld udrustning og de år af træning, der gik forud for deltagelse i reelle krigshandlinger. Læg dertil forplejning og oppasning, for ridderen krævede en væbner på baglinjen. Vi taler om betydelige ressourcer.
Den samme kultur fandtes for samuraierne i Japan.

Højrøvs-klassesamfundet har altid problemer i randområderne. Der findes altid grupperinger, der slår igen. Sverige er et klassesamfund. Der er alle højrøvene i regerings-Stockholm, og så er der resten af landet. Det er grunden til, at sydsvenskerne den dag i dag ikke er så meget for Stockholm. Som beboer på Jungshoved er jeg tæt på et stykke dansk-svensk historie, for dette er Svend Pouelsen Gjønge-land. Disse dødsforagtende partisaner fra Skåne og Halland, gøngerne eller snaphanerne (opkaldt efter deres langbøsser) var den svenske despotkonges pain-in-the-ass. Svend Pouelsen trak regeringstropperne rundt ved næsen i partisankrig (asymmetrisk krigsførelse) og søgte efterfølgende tilflugt i Danmark, der i disse år var delvist besat af svenskerne på vej hjem fra 30-årskrigen dernede i Europa. Krigen der aflivede halvdelen af Europas befolkning og var et forstudie for det 20. århundredes verdenskrige. Svend gik i den danske konges tjeneste og var anerkendt som en genial strateg. Mine fjenders fjende er min ven.

I Sverige var de underhundene, der bed kongen i haserne. Det svenske samfund deler sig meget op mellem Stockholmsstyret og Undersverige, det enorme 2000 kilometer lange område med uendelige skove og småbygder. Interessant hvorfor Sverige blev friholdt som krigsførende magt under WW2 – mens de stadig producerede og solgte våben. Interessant hvordan udplyndringen af Rusland efter revolutionen foregik via Sverige. Interessant hvordan Sverige i dag ejes af en håndfuld familier. Interessant med al den råddenskab, der stak hovedet frem ved Palmemordet og senere sænkningen af Estonia.
Læs: Verdensforandrende skibskatastrofer
Eller hør Yüri Lina i et interview med titlen:
Jüri Lina om den nya skarpa kritiken från Estland mot Estonia-utredningen
Det korte version er, at esterne er rasende på den svenske regering, der med største sandsynlighed var medvirkende og løj om hele affæren.

I Schweitz var de mere velforberedte, dengang med bondehærene. Ikke at Schweitz i dag ikke har overklasse foroven og befolkning forneden. Men det er interessant, at landet både huser det vildeste overklassesegment, banksyndikaterne, BIS (Bank of International Settlement), WEF (World Economic Forum), hovedsæder for de store frimurerloger, Octagon-broderskabet (som de færreste har hørt om), og at Vatikanet stadig har Schweitzergarden som huspoliti. Samtidigt har de direkte demokrati, og folk har reel indflydelse på deres dagligliv. Måske sidder sidder bondehærenes lansespidser stadig et halvt årtusind senere i røvsulet på overklassen. Det kunne ske igen, pas på deroppe, for det sidder også i folkesjælen. I alpelandene Schweitz og Østrig har de også reele folkelige kontravalutaer: Virgeld og Nurgeld, altså lokale valutaer ikke-styret af bankerne men alligevel anerkendt og i samarbejde med dem. Det var de nødt til for ikke at blive undermineret.

Krigsgæld

Ordet gæld kan direkte udskiftes med skyld eller skam. Før, under og efter en krig vil man altid se skyld og initiativ smurt af på den angrebne nation fra den angribende nations side. Nation kan direkte udskiftes med andre udtryk: organisation, hær, militære pagt (NATO o. lign), entente, allierede gruppering, whatever … Vi er tilbage til skolegården her: Det var ham, der begyndte, ja det var! Hvis sejrherren er angriberen, så vil denne før-under-efter og af propagandahensyn fremstille sig selv som det uskyldige offer for et angreb og efterfølgende beskrive sig selv som den heltemodige sejrherre. Det var nøjagtigt, hvad der skete i forbindelse med 2. Verdenskrig. 

Det fører alt for vidt her at gøre fuldt rede for dette udsagn.
Den ultra-korte version er her, at Tyskland var udset af det Britiske Imperium til at blive smadret, pulveriseret, ødelagt. Det samme var det Østrig-Ungarske, det Russiske og det Osmanniske Imperium. Imperium kan udskiftes med Tzardømme, Rige, Kejserdømme eller Khalifat, same-same. Skudet i Sarajevo som optakt til WW1 var en britisk efterretningsoperation planlagt årtier forinden. Omkring 20 statsledere i Verden, fra Iran til Mexico henover hele Europa var forinden ‘taget ud’, altså likvideret af agenter for The Crown, dyret i kulissen i det Britiske Imperium. The Crown er ikke identisk med den britiske kongefamilie, så hvis du tænker City of London, så er du tættere på. Kongefamilien aka dronningen skal pænt spørge om lov, før hun træder indenfor i The City.

The Crown – vi kan også kalde dem The British Establishment, British Deep State eller bare: de store banksyndikater, især ét af dem – kalder WW1 for The Great War. Direkte oversat: den storslåede, den herlige krig. Great er mere en bare stor = voluminøs. 

Efter krigen, der blev tabt via introduktion af et biologisk masseødelæggelsesvåben ved navn The Army Flue (den spanske syge) på et tidspunkt, hvor krigen egentlig var afgjort og lukket via Bretsk-Litovsk-freden men genåbnet, fordi Dr. Merck – manden der udviklede virusen for militæret, ja ham med medicinalfirmaet – og general Mandell-House – præsident Wilsons spindoktor – lovede den amerikanske præsident, at de havde et hemmeligt våben, der kunne sørge for, at USA og de allierede ville være i stand til at smadre Tyskland og efterfølgende ommøblere Europa efter forgodtbefindende. Det syntes præsidenten efter kort overvejelse og muligvis et pistolløb for panden var en vældig god ide.

Efter krigen blev Tyskland pålagt skyld, skam og krigsskat i et omfang uden historisk sidestykke af alliancen af sejrherrer. Versaillesfreden – en ensidig kontrakt, der intet havde med fred at gøre men garanterede udbrudet af WW2 via traktatens perfide og fuldstændigt utålelige karakter, hvor Tyskland blev pålagt krigsgæld for tid og evighed, besat af franske styrker i Ruhr-distriktet, frarøvet store landområder, ikke måtte have en normal hær som forsvarsstyrke, osv. Derudover blev Tyskland som resten af Europa hærget af den amerikanske centralbanks, the FED’s iscenesatte Wall Street-krak, der skabte en mega-depression frem til 1933.

Palaveren i forbindelse med krige går på, hvem har retten på sin side, hvem er den gode. Det er den samme palaver, der kører, når begreberne terror, terrorisme, terrorist kommer op. Hvem har ret til at definere, hvad der er hvad, og hvem der er hvem? Eller rettere: hvem har MAGT til at definere det? 

Gruppestraf

Der findes en gruppe af mennesker, der ikke gør det samme som alle andre. Derfor bliver hele gruppen straffet. Indenfor militæret har det været strengt forbudt. Ikke desto mindre har det været praktiseret som afretningspraksis og intern terror. Det er præcist beskrevet i Stanley Kubricks film Full Metal Jacket, hvor en rekrut bliver udsat for diverse terroristiske ydmygelser fra sin overordnede for næsen af sine kammerater. Gruppen bliver straffet kollektivt, fordi han ikke klarer at kravle over en hurdle i en træningsbane, hvorefter hele gruppen straffes – for at  straffe ham, for gruppen vil straks bebrejde ham straffen.  

Tryk avler modtryk. Eskalation ligger indbygget, indprogrammeret i selve krigens væsen. Det er energier, som udsendes, der igen modsvares af energier, der kommer tilbage. Det er næsten hermetisk.

Hvad oplever vi lige nu i vores samfund, i flere samfund globalt? Rigtigt svaret: kollektiv afstraffelse. Ikke nok med, at det finder sted. Folk bliver nu direkte truet og straffet på arbejdspladser startende med de statslige.

Case Story

Jeg har det direkte på lydoptagelse fra et møde, hvor jeg konfronterer to ledere i hvert deres ledelseslag – nærmeste sektionschef og enhedschef (læg mærke til titlerne = militær rangorden), med deres ulovlige politik, hvorefter de siger: Folk derude er bange, og vi kan ikke tillade at nogen går derud uden coronapas og vaccination. VI bliver altså nu direkte beskyldt for at gøre folk bange, derude. Vi bliver med andre ord beskyldt for at gøre lige nøjagtigt det, som DE har bragt i stand via aktiv og entusiastisk medvirken til en frygtporno-tsunami, der har kørt fra morgen til morgen to år i træk. SÅ TROR DA POKKER, at folk er blevet bange, derude! Men hvem har gjort dem bange? Lederne projicerer nedad for tiden for at slippe for egentligt ansvar.

De fleste ledere i en statslig-politisk organisation er helt blanke, skal det siges. De er overbeviste om, at det må jo være den gode sag. Man skulle tro, at jo længere op man kommer i systemet, jo mere indsigt må man have. Sådan er det ikke. Vi skal helt op i cirkler i selve regeringen, embedsværket og visse folk fra fx. sundhedsstyrelsen, der som bekendt er dybt indfedtet i medicinalindstrien for at finde de virkelige skurke. De er industriens 5. kolonne, og de opererer via deres usynlige netværk. Hvis man kunne producere en netværks-analyse, så ville man se, at de går igen i de samme bestyrelser og samtalefora, de samme loger – frimurer eller ej. Du finder dem i Industriens Hus, Børsen, Axelborg, de grå mænd og damer i jakkesæt.

Læs: Psykopaten, støvleslikkeren og den virkelig klamme

Psykopaten, støvleslikkeren og den virkelig klamme

NB! Jeg regner ingen af dem for at være psykopater. De er bette mand og bette kone i knibe.
Det ubesvarede spørgsmål er: kan man forvente perfiditet eller inkompetence af ledere som disse?
Jeg vil mene det sidste. I skøn forening med kujoneri.

Hvad er navnet på denne krig?

Navnet er KRIGEN OM ALT ELLER INTET.
Det er den ultimative krig, for der tilbydes ingen mulighed for freds- eller kapitulationsforhandling. Menneskeheden har fået et ultimatum: fald på knæ eller dø. Og selv hvis folk falder på knæ, så dør de alligevel. 

Det minder om et historisk krigsscenarium, der er mere end 1000 år gammelt. Da den frankiske kejser Charlemagne, også kaldet kejseren over det Hellige Romerske Rige, Karl den Store rykkede frem i det germanske område, begik han en af verdenshistoriens største svinestreger. Han slagtede løs på bla saxerne på en ganske bemærkelsesværdig måde. Saxerne, en stamme der i øvrigt var kommet ned fra Jylland og havde bosat sig i Nordtyskland, havde en helligdom kaldet Irminsul. Det var en hellig lund med et kæmpestort gammelt egetræ. Da et par tusinde saxere var gået ind i lunden og havde lagt deres våben ved indgangen, blev stedet omringet af frankerne. Alle blev tvunget ned på knæ og forlangt omvendt til kristendommen. Da de nægtede, blev de tvangsdøbt … hvorefter alle blev halshuggede.

Den lader vi lige stå på skærmen et øjeblik.

Det skal så tilføjes som efterspil, at da de andre germanske stammer inklusive nordboerne så det, var de ikke i tvivl om, at de var nødt til at indlede krigen om ALT ELLER INTET. Det er det, som vi kender som vikingetiden. 
Læs: Vikingerne

Vikingerne

Skandinaverne vidste, at hvis de ikke svarede igen med asymmetrisk krigsførelse mod frankernes hærsymmetri og overvældende antal, så ville de blive rendt over ende og udslettet. Den danske konge Godfred forstærkede befæstningen Dannevirke. Modspillet startede med et kloster i Nordtyskland, hvor de stakkels munke led den samme skæbne som de saxiske mænd ved Irminsul. Vi skal spare jer for grafiske detaljer. Det næste var det berygtede overfald på det berømte kloster i England, Lindisfarne. Englænder havde lige indgået en aftale med frankerne om, at nu skulle skandinaverne nakkes. 

Hvad de havde glemt var, at skandinaverne også havde et avanceret efterretningsvæsen, for husk, at de hedder angelsaksere derovre på den anden side. Anglerne var et folk, der beboede Sønderjylland og Nordschleswig og saxerne var deres naboer. De var med andre ord allerede infiltrerede. Også her vedr. Lindisfarne skal vi spare jer for de grafiske detaljer, for det var ikke et kønt syn. Det var heller ikke meningen, at det skulle være kønt men sprede rædsel blandt konspiratorerne på begge side af kanalen. Som de siger også i dag: den bedste markedsføring er mund-til-mund. Herefter startende i det små eskalerende til kæmpe flåder af skibe bølgerne af togter indover både det frankiske rige og England. Franske historikere beskriver, hvordan Charlemagne på sine sidste dage stod ved vinduet i sit slot og græd over, at hans rige nu brød sammen. Det samme havde kejser Augustus gjort efter det voldsomme nederlag ved Teutoburg år 9, hvor tre legioner + diverse i alt 25.000 romerske elitesoldater blev slagtet af de germanske stammer. 

Hvad vi bør huske at sige er, at det ikke kun er et ALT ELLER INTET -scenarium for hele verdensbefolkningen. Hvis ikke vi rejser os NU og siger eftertrykkeligt fra, så mister vi ALT – forever!
Det gælder også for de, der har sat dette ultimatum op.
Hvis det går galt for dem, så mister DE ALT! De vil aldrig kunne vende tilbage til deres fordums storhed, AL tillid til dem vil forsvinde, et massivt krav om efterregnskab vil komme op. De skal prise sig lykkelige, hvis de undgår deciderede lynch-scenarier.

*

Kære læser! Tak for din tålmodighed.
Tak dig selv for din tålmodighed, for du kan ikke have undgået at lære lidt og fået stof til eftertanke.

Tilbage er her at sige, at vi lige nu står midt i et KRIGEN OM ALT ELLER INTET -scenarie. Vi har fået et ultimatum, og vi er tvunget til at fatte det. Der er ingen vej udenom. 
vil jeg stadigvæk anbefale denne samtale mellem to knivskarpe hoveder:
Hybrider Krieg – Sind wir mittendrin? Im Gespräch mit Frank Köstler:

—– o —–

Download OVERETAGEN som PDF