Det forbudte område (roman)

Download og læs som PDF
(begrænset periode inden udgivelse)

1

Det tilgroede jernbanespor har siden solopgang ført ham ti kilometer ind i Området. Eller mindre, det er ikke til at sige. De jævnlige forhindringer i form af ondsindet buskads kombineret med nedfaldne træer giver ham en slags muskulær fornemmelse af længere afstand end den sandsynligt-faktuelle afstand.

Han går og forestiller sig en mental ligning i stil med tilbagelagt afstand = kilometer x buskadstæthed / gåpåmod – forekomsten af møde med et rovdyr, hvilket potentielt vil sætte en stopper for ligningens yderligere fremskriden. Og så er der ikke taget højde for pådragelse af akut sygdom, fravær af drikkevand, et brækket ben eller bare et stort synkehul i jorden, der åbner sig og opsluger ham. Man har hørt om den slags. Han vil i så fald ikke være den første, der er forsvundet i Området med et stempel på sagsmappen: Årsag ukendt.

Han har allerede passeret den første forladte og tilgroede stationsbygning eller trinbræt, eller hvad det engang er kaldt. Bygningen er tom bortset fra diverse sammensunket møblement. Han undlader at bruge energi på at undersøge nærområdet vel vidende, at der i tykningen befinder sig beboelsesbygninger og industrielle konstruktioner. Området var i forrige århundrede aktivt med træ- og mineindustri, og gamle billeder viser, hvordan det kan have set ud. Han er bekendt med al tilgængelig men mangelfuld dokumentation om distriktet og ved, at han skal meget længere ind.

Han vælger derfor hurtigt at fortsætte. Det er dog ikke uden betænkeligheder, han vælger at starte på den næste etape. Han ved, at der forude venter en sammenfalden bro, hvor han vil være nødt til at forcere en kløft. Her vil der kun være vildnis og ingen vej, og der skal skrues op for de mere uheldige variabler i hans konstruerede afstandsligning. Det er tvingende nødvendigt, at han inden solnedgang når frem til den næste forladte station, hvor han kan regne ud fra højdekort og sattelitfotos, at der er stor sandsynlighed for rindende og derfor drikkeligt vand.

2

Delirium 1

Hvorfor al denne vegetation og alle disse lyde?
Hvorfor al denne fugtighed, denne trykkende stemning som før et uvejr?
Mit hoved synger en lang tone af sirene som en indre røgalarm.
Hvad skyldes al den larmende stilhed,
og hvorfor kan stilhed ikke bare være stille?

Jeg ser konstant røgfarvede skikkelser med lysende røde øjne.,
De virker ikke helt sunde efter min mening.
Jeg er efterhånden begyndt at tvivle på min egen mentale sundhed.
Måske jeg også har fået røde øjne af mangel på søvn,
eller er det af mangel på menneskeligt selskab?

Hold op med at stirre på mig på denne måde!
Vig bort røg, forsvind øjne, hvad vil I her?
Mener I, at jeg er en indtrængende?
Jeg har bare forsøgt at undgå selskab,
så hvad siger I? Det har I også …

3

Områdekontoret har besøg den dag.

Det er sjældent, der kommer andre forbi end de lokale med deres lokale problemer og forespørgsler. Der er byggetilladelser, der skal underskrives – det blev de som regel, for på dette udsted er der alligevel ingen, der brokker sig over noget. De bygger, hvad de vil, og så får de et stempel bagefter. Der er enkelte turister, der ønsker et 5-dagespas til naturparken. Det ordner de også her. Passet er med til at betale for minimal vedligeholdelse, og de fem dage er til for at folk kan melde tilbage, at de ikke ligger og er omkomne. Det er ikke alle, der gør det, så der ligger nok et par stykker derude, der omkommet og ædt af bjørne og gribbe, og hvem der nu tager sig af kadavere. De er ikke ligeglade med menneskeliv her, tværtimod. Men på den anden side, er det folks eget ansvar, hvis de vil sætte deres liv på spil.

Der var så lidt at se til, at stedet som regel kun er bemandet af én person. Som regel kontakter man kontoret på forhånd, så de nødvendige papirer kan gøres klar på forhånd, så man ikke skal køre forgæves over de store afstande. Placeringen af kontoret stammer fra en anden tid, hvor der var langt større aktivitet, for i dag ville man aldrig have placeret det her. Der er bare ingen, der havde taget sig sammen til at flytte det til nærmeste by. Større byer findes slet ikke her.

Der er kun én hæderlig vej herop, og den ender her. Der findes veje i skovene, men de er ret dårlige. Hun har overblik over næsten 15 km opkørsel henover bjergsiderne. Vejen følger det gamle jernbanespor, der nu er afmonteret. Hun ser køretøjet kort efter, at det kommer ud af dalen og tjekker, om der er en aftale, som hun har overset, men det er der ikke. Det må være turister.

En halv time senere kører den sorte firhjulstrækker ind på forpladsen, og fire mænd stiger ud. De to bliver ved køretøjet, og de to andre kommer ind. Den ene tager ordet og præsenterer sig som lederen af et forskerhold og fremlægger papirer med forhåndsgodkendelse til at gå ind i det nedlagte mineområde, hvor der normalt er lukket af for offentligheden på grund af sikkerhed. Det er sket efter hændelsen i forrige århundrede efterfulgt af en række tilfælde af personer, der forsvandt og aldrig bliver fundet igen. Papirerne stammer tilsyneladende fra landsdelsstyrelsen og dermed fra regeringen, men da hun ikke er vant til at se den slags papirer, ved hun først ikke, hvad hun skal svare. 

På den anden side kan hun heller ikke afvise dem, selvom der er noget truende over dem. Hun er vant til at gøre, hvad hun får besked på. Hun kan ikke sætte fingeren på det, det hele virker på plads og legitimt, det er bare en fornemmelse, noget med deres fremtoning. Og et par ting de spørger om, for eksempel, om der er andre for nylig, der har fået adgang. Hun svarer, som hun har fået besked på, at det har hun ikke lov til at oplyse om.

Fik vi nævnt, at kontorets opgave også er at inspicere hegnet og sørge for, at det bliver vedligeholdt. Et fem meter højt massivt trådhegn svarende til det, der findes omkring visse fængsler, og som strækker sig mellem kløften på den ene side og den næsten lodrette bjergvæg på den anden side. I modsætning til fængslerne knækker det udad i toppen, da det skal holde folk ude og ikke inde. Det er opført på forordring fra regeringen og militæret efter den store hændelse i forrige århundrede. De har ikke selv ressourcer til at vedligeholde, men de har til opgave at tilkalde folk, der kan. Der kommer en inspektion hvert år, men nu er det nærmere hvert tredje år. Når der bliver lukket folk ind i området, er der et system med to nøgler. Hun bliver nødt til at bede de fire mænd om at vente en time, til hendes overordnede ankommer med den anden nøgle, hvilket de modvilligt accepterer. Ikke at de siger noget om det, men hun fornemmer det. De er vant til at give ordrer, ikke modtage dem.

4

Bjergkæden strækker sig i uendelighed. De siger, at den danner grænsen mellem Europa og Asien. Der er steder, hvor der er meget langt imellem mennesker. Der er også steder, hvor mennesker helst ikke kommer, for som de siger: Der sker mærkelige ting.

Hvad mener du med mærkelige ting?

Vi har fået lov til at komme indenfor i lokalsamfundet, og via en kontakt har vi skabt den nødvendige tillid. Man kan ikke bare respektløst vade ind og fyre løs med spørgsmål, der berører folkesjælen og visse ømtålelige emner. De er vant til, at dumme journalister stiller spørgsmål, selvom de ikke er seriøst interesseret i at høre svaret. Eller også stiller de snedige spørgsmål, fordi de allerede har udtænkt svaret, altså deres eget svar, svaret der sælger. Vi er glade for, at vi ikke skal stå til regnskab overfor et mediebureau for de svar, vi får.

De to gamlinge, Petrov og Anna, har gæstfrit budt os indenfor. Det er skikken her, for vandrende folk er velkomne, men vi kender dem og har været her før. Der er te og kage, der er et glas af den lokale brændevin, der er hjemmebagt brød med ost fra gedemælk. Petrovs bror og ældste søn er der også. Den blåøjede gæstfrihed og tillid er det eurasiske menneskes store styrke. Det er også dets svaghed, for tillid kan misbruges. Det er en årtusinder gammel skik som udgangspunkt altid at have tillid til rejsende, for det var ganske nødvendigt for overlevelse i barske omgivelser med dybkolde vintre og store afstande. Moderniteten har desværre brudt denne ældgamle pagt. I dag er vi på dette sted så priviligeret, at vi genoplever den.

Forstår du, vi har set mærkelige ting. Oppe på bjerget er der nogle gange lys, der bevæger sig. 
Det sker på særlige tidspunkter. Vi går aldrig derop.

Hvorfor går I ikke derop?

Hvad skulle vi der? Vi lever her. De, der bor deroppe, blander sig ikke i vores liv. Vi blander os ikke i deres liv. Vi kender ikke noget til deres liv og har ikke brug for at kende til det. Om de kender til vores liv, ved vi ikke noget om. Men så længe de ikke forstyrrer os, så forstyrrer vi ikke dem.

Det er her, vi kommer i tanker om, at ideen om at bestige bjerge er en nyere foreteelse. Det er en 1800-tals romantisk ide, et sindbillede på sjælens løft fra sit jordiske fængsel og himmelflugt. Hvad skulle det jordbundne menneske på toppen af bjerge? Spilde en masse kostbar energi på at kravle derop, lade sig forblæse af vinden, fryse ihjel om natten, fordi man ikke nåede hjem igen? Eller opleve mærkelige ting, fordi der boede væsener deroppe? Som ude i ørkenen. Der er bygget religioner på, at en eller anden udhænger begav sig derop eller derud, og når man allerede har religion, hvorfor så gøre det hele en gang til? Udhængeren kom som regel tilbage og sagde, at han havde talt med Gud under fire øjne, og at det var ganske vist.

Har I gjort jer tanker om, hvad eller hvem det er, der rumsterer deroppe?
Hvad siger man hernede i landsbyen?

Petrovs bror tager ordet.

Det er dem, der var her før os. Det er, hvad vi ved. De kan gå ind og ud af bjerget. Hvordan de gør det, ved vi ikke. Det er ikke militæret og deres mærkelige flyvemaskiner, for min oldefar fortalte os om det, og dengang var der ikke flyvemaskiner.

Petrov nikker bekræftende og siger:

Oldefar fortalte, at hans bedstemor fortalte det samme. Men militæret holder øje med dem. Det ved vi, for de flyver nogle gange forbi med deres helikoptere. Der er rygter om, at en eller flere af deres maskiner er faldet ned deroppe. Men den slags hører man aldrig om, og vi blander os heller ikke i, hvad de foretager sig. Vi vil bare gerne leve i fred.

Men Anna, du nævnte også noget om andre væsener. 
Menneskelignende væsener der ikke er mennesker.

Menk. Den skal man holde sig fra. Man skal aldrig gå derop, hvor den bor. Min mors søster forsøgte at advare de tåbelige unge mennesker om dem, men de ville ikke lytte. Det skete for 42 år siden. Se bare hvordan det gik dem. De fandt dem flået i småstykker i deres telte. Det var ikke en bjørn, for den kan ikke gøre den slags. Bjørne angriber kun i selvforsvar, dette var noget andet. Et selskab på otte mennesker – det er helt utænkeligt, og bjørnen vil altid vælge at løbe sin vej. Vi ved, at menken findes, den har altid været der, og vi holder os væk fra dens sted.

Hvad er en menk?

Den er som et menneske men større. Den har hår over hele kroppen og store hænder og fødder. Men den er ikke et menneske, den går på en anden måde, dens ansigt er anderledes, dens krop er anderledes. Den er som de fortidsvæsener som de kaldte for neanderthalere, som heller ikke var mennesker, selvom de ønsker at fremstille dem som menneskelige. De var heller ikke aber, de var noget midt imellem. Men vi stammer ikke fra dem. Vi er mennesker og stammer fra mennesker. 

Snakken går frem og tilbage. Vi hører om den store mur ved Gornaya Shoriya, et vanskeligt tilhgængelig sted, hvor der ingen mennesker kommer til dagligt. Her findes der noget så ganske usædvanligt som en mur, hvor murstenene vejer mellem 3000 og 4000 tons! Der findes også besynderlige mega-skakter med samme dimensionalitet, der stikker dybt ned i undergrunden. De lokale ved, at de er der, men kun folk udefra med lange liner og kameraer har set, hvad der er dernede. Måske har de også været dernede med deres lange liner. De siges også, at der ikke er noget dernede, så spørgsmålet er, hvad der var dernede? Plus selvfølgelig en hel stribe spørgsmål om hvem, hvad, hvor og hvornår. Og når vi engang har de svar, så dukker der hvorfor og hvordan-spørgsmål op. Var det ikke en græske filosof, der sagde: Jo mere jeg ved, jo mere bliver jeg klar over, at jeg intet ved. Hvilket selvfølgelig var totalt polemisk, for han prøvede at lære ungdommerne i Athen den nødvendige ydmyghed, der skulle til for at erhverve sig egentlig viden. Det var derfor, at demokratiet slog ham ihjel.

Denne del af verden er fuld af mærkeligheder. Det siges, at der engang levede kæmper. De har endog fundet rester af dem i en hule i Denisova, og dateringen smadrer hele ud-af-Afrika-teorien. Vi hører også om Området, hvor alt liv blev ødelagt. Det er nu lukket for adgang. Det er det, vi er kommet for at høre mere om, Området. De kalder det også for Zonen. Tarkovskij lavede en film om et lignende sted, og han døde af at lave filmen. Lad det være dig en lærestreg.

5

Dagbogsblad 28. april

Motoren virker ikke. Alle beviklinger er tjekket, alle udregninger er på plads, alle kabler er forbundet. Hvad har jeg overset? Er næsten et års arbejde forgæves?

Min sidste chance er, at der er nødt til at være en ladning fra starten af. En slags startmotor.
Jeg er i så fald nødt til at tænke den med ind i processen, og det vil tage yderligere uger at installere den. Jeg er faktisk overbevist om, at det er der, fejlen ligger, og jeg er muligvis optimistisk.

Hulen er mit fængsel. Jeg blev placeret her efter flere års ophold i bunkeren sammen med de andre. Nu er jeg helt alene. De kommer daglig med mad og fornødenheder. Jeg får det materiale, der er brug for og de redskaber, der skal til. Toilettet er indbygget i gitterporten, så de ikke behøver at komme herind. Det er i det hele taget sjældent, de kommer ind. En gang hver 2. måned er der et slags kontrolbesøg fra den militære installation, hvor jeg bliver bedt om at fremvise resultatet og afrapportere, hvor langt jeg er nået, men det hele bliver sendt videre, for de forstår alligevel ikke meget af mit projekt. Jeg kan i princippet binde dem hvad som helst på ærmet ved at tale sort til dem.

En gang om ugen er der bevogtet udgang. Der er altid to mand, og det er næsten altid de samme. Jeg kender dem efterhånden, de gør bare, hvad de får besked på. I virkeligheden kan vi godt lide hinanden og har udviklet en form for distanceret venskab. De regner mig ikke som farlig, de har bare fået besked på, at de skal passe på mig. Jeg spørger dem om alt muligt, om tingenes tilstand, hvad der sker i verden. Der sker en del for tiden, hvilket giver mig en vis forhåbning om, at mit ophold her ikke er evigt. Spørgsmålet er, om de lader mig leve så længe.

Når jeg siger ‘de’, så mener jeg dem, jeg aldrig møder, ikke mine fangevogtere. På vores gåture er vi især glade for fisketuren. Det er faktisk mine ufrivillige fangevogteres opfindelse. De medbringer en ekstra fiskestang, og vi går de kilometer, det tager for at komme ned til floden. Man kan se på dem, at de glæder sig til det. De har et lortejob fyldt med kedsomhed og monotoni, jeg er spærret inde og har et job med mental udfordring og kreativitet. Det er et paradoks. Floden er rig på fisk. Vi har fanget kæmpestore laks og ørreder i højsæsonen. Vores konkurrenter er bjørnene. På en tur fangede vi ingen fisk men de skød en bjørn. Dagen efter var der bjørnesteg på menuen. Og ledelsen på den militære installation giver dem frihed til at bruge en hel dag på det, for de kommer hjem med rigelige forsyninger, som jeg også får del i.

Jeg ser ikke projektet som militært, men det gør de deroppe i systemet. Måske ser de det som en kombination, men det må bare ikke falde i hænderne på andre, for de ved, at det har militært potentiale. Sådan er psykopater. Hvis man giver psykopaten et æble i hånden, vil den første tanke være, hvor stor skade på andre han kan gøre, hvor hårdt han kan kyle det i hovedet på nogen, eller hvor meget det kan forgiftes, før han serverer det for dem.

Hvordan opdagede de hulen? Det må have været et rent tilfælde, at de nåede frem til den. De har boret og boret som mineskakt, og en eller anden dag var der tilfældigvis hul igennem. De kan ikke have kendt til hverken hulens eksistens eller nødudgangen foroven, for så havde de åbnet den og udvidet den forinden. Det er min lille hemmelighed. Forleden fik jeg anbragt den sidste murpløk og har set, at det er muligt at nå hylden foroven og kante sig ud gennem hullet. Alle pløkkerne er skjult af en sten med et hul på bagsiden.

Dagen er ikke kommet endnu.

6

Da han omsider står foran broen, er det ud på eftermiddagen. Det er lidt for sent ifølge den ideelle timing til at nå frem til den næste station, og selv med en heldig forcering af kløften og vandløbet forneden, vil det blive mørkt, inden han når frem. Der er ikke en fornuftig mulighed for at vende om, for det vi også blive efter mørkets frembrud. Det ligger heller ikke til hans stædige gemyt.

Begge ender af broen er faldet sammen, og der er et stort hul på midten. Han kan ikke lade være med forsigtigt at gå ud for at få et overblik over kløften. Ved kanten ser han nedad, og dernede gennem vegetationen ses omridset af et smadret lokomotiv og nogle vogne. 

Der er ingen tid at spilde, og han starter sin nedstigning. Han er nødt til at vælge skiftende skrå ruter for at reducere stejlheden. Der er træer hele vejen, og flere gange er han nødt til at gribe fat i dem. Han har en underlig fornemmelse af, at han bliver observeret. Tæt på bunden af kløften mister han fodfæstet, og der var ingen træer at gribe fat i, så han lader sig gå på røven og sætte begge hæle i jorden. Heldigvis er der ingen sten det pågældende stykke, hvilket kunne have været katastrofalt. Floden har udhulet brinken og trukket stenene nedad.

Da han sidder og ømmede sig og konstaterede sin uskadthed, hører han lyden. Det lyder som et spædbarn, der græder. Han ved med det samme, at det betyder problemer. Det er sådan, de store kattedyr i disse skove lyder, før de springer ud af tykningen og overfalder dig. Lyden har en dobbelt funktion. De skal narre fjenden og forvirre byttet til at tro, at det er et lille stakkels dyr, der kalder. Og hvis hun har unger, skal det hidkalde dem, så de kan deltage i festen efter et nedlagt bytte.

Han er forberedt, men der opstod alligevel sekunders panik, hvor han roder efter sin MP-443 Grach. Da han har den i hånden, råber han så højt han kan gentagne gange: FORSVIND – JEG VIL IKKE SKYDE DIG – FORSVIND !! … Samtidigt bevæger han sig ud i kanten af floden for at lægge afstand til buskadset i skrænten, hvor katten gemmer sig. Rovdyr bryder sig ikke om høje lyde og hurlumhej, så han ser dyret springe ud af tykningen og tage vejen langs floden. Han ved også, at det nu var på høje tid at krydse floden og komme op på den anden side, for nok er katten væk, men den er ikke … væk. Den bryder sig ikke om vand, men der er helt sikkert et sted med sten og træstammer, hvor den kan krydse.

Det tager næsten en halv time at arbejde sig op ad den modsatte flodbred til det afbrudte jernbanespor. På disse breddegrader og på denne tid af året går solen ikke ned før kl. 9, hvilket er til hans fordel. Præcis kl. 9 når han frem til stationen. Han sikrer sig et logi i et rum på 2. sal, hvor døren kan lukkes. Han har ikke lyst til at blive overrasket af kattedyr eller andre pelsklædte tand-og-klo-monterede rovdyr midt om natten. Det er slemt nok, at hans møde under broen har fået ham til at glemme at tanke op med vand, men det er for sent nu i mørket.

7

Delirium 2

Hvorfor disse syner om natten, når søvnen ikke melder sig?
Jeg synes, at væggene taler til mig.
Jeg synes, de lyser i mørket i blålighed med mærkelige tegn,
som jeg mener, at jeg burde kende,
for de ligner noget, jeg selv kunne have skabt.

Der er ingen, jeg kan spørge herinde og hernede.
Især ikke de røgfarvede med de røde øjne, for de er fulde af løgn.
Hvem har skrevet de blå tegn på væggene, der kun ses i mørket?
Er de venner eller fjender, eller er de udenfor dette stykke menneskelige begrebslighed?
Jeg vælger for min egen sjælefreds skyld at tro, at venskab er en universalitet.

Vig bort, I røde stirrende blikke, min krop er ikke tilgængelig som jeres bolig!
I er fulde af røg og gas, og I kan ikke skade mig, for så havde I gjort det for længst.
I er fantomer, hvis eneste magt er skræmsel.
I fodrer jer ved min angst, men hvad nu hvis jeg ikke agerer foder?
Jeres tarsachiske stirren vil falde tilbage til de skygger, I kom fra?

8

Hun lukker de fire mænd ind gennem porten i hegnet. 
Hendes chef bidrager med sit nøglesæt. 
De har ikke noget valg, men det føles underligt.

Alexei, hvem var de?

Alexei tøvede. Skulle han sige, hvad han vidste, havde hun brug for at vide det?
Han valgte, at hun skulle vide det, for han stolede på hende – også i sager, der var på kanten.

De kalder sig selv for Ordenen. De mener selv, at de ejer hele verden. Vi kan ikke gå imod dem, for de er for stærke. Der findes to slags ordener, men de agerer ligesom mafia, for de administrerer deres magt som mafia. Den anden orden kalder sig for Familierne. Det ene øjeblik myrder de hinanden, og det andet øjeblik laver de aftaler. Ligesom du og jeg har hver vores nøgle til porten, så har disse to mega-organisationer en nøgle, som de er nødt til at aktivere, hver gang de overfører deres enorme pengebeløb eller starter en krig eller udsteder en ordre om at begå deres ugerninger mod menneskeheden.

Hun er uforberedt på et svar af denne type, men spørger:
Det forstår jeg. Eller rettere: det forstår jeg ikke, kan vi tale om det bagefter?

Men hvad skal de her?

Nadzieja, du ved godt, at vi er sat til at bevogte området efter den store hændelse. Det var før vores tid. Det var ikke en naturlig hændelse, sådan som vi har fået det at vide. Allerede dengang havde udlændingene en særlig teknologi. Vi havde den også, og vi har siden lært at beskytte os mod den. Disse udlændinge opererer også i vores land og område via agenter og 5. kolonne-operationer. Vores regering i forrige århundrede var fuldstændigt infiltreret af dem. Det er dem, der igen er ankommet.

Jamen hvad leder de så efter, Alexei?

Nadzieja, du spørger om mere, end en mand kan svare på, og jeg bliver dig svar skyldig. Vi er ansat til at bevogte hegnet, ikke til at finde ud af, hvad der foregik bag hegnet. Jeg har mine stærke formodninger, men jeg kan ikke sige det med sikkerhed. Jeg kan sige så meget, at der foregik andet end mineindustri og træfældning, og hvad de skal der nu, kan jeg ikke fortælle dig. 

Så hvad skal vi gøre nu?

Giv mig resten af dagen. Jeg har brug for at spørge nogle folk, jeg kender.

9

Dagbogsblad 20. maj

Startmotoren virker heller ikke. Men der er noget, der har slået mig. 
Min store fejl er, at jeg har gået og troet, at jeg var nødt til at fremstille elektricitet med motoren. 

Jeg har overhovedet ikke brug for elektricitet. Ingen har brug for elektricitet. Vi har brug for at udføre et stykke arbejde med kinetisk energi, og indtil videre har vi kun kendt til energikilder som kul, damp olie, gas, kul, sol, vand, vind, bølgekraft, atomkraft med fission + en række lignende varmekilder. Jeg har gået og troet, at jeg bare skulle finde en ny måde at gøre det samme på.

Det hele handlede om ting, der kunne sige bang. Det var jeg klar over, og jeg var også klar over, at jeg var nødt til at vende logikken om. Termodynamikken var irrelevant, vi kom ikke videre ad den vej. Vi havde ikke brug for mere kvantefysik men kvalifysik.

Vi har overhovedet ikke brug for disse energikilder og elektricitet ligeså. Vi har brug for magnetisk energi, og det er det, jeg har arbejdet på hele tiden. Magnetisk energi opererer på et andet niveau end elektricitet. Eller rettere: elektricitet og magnetisme og tyngdekraft er samme naturkraft. Hvis Newton og Ørsted havde været samtidige, havde vi aldrig misforstået det. Maxwell og Tesla havde forstået det. Keeley og Reif havde forstået det. Homøopaterne har forstået det. Burchard Heim havde ret, for verden opererer via transcendent dimensionalitet. Einstein ville gerne forstå det, måske, men han nåede aldrig så langt. Københavnerskolen med Bohr og Heissenberg og alle æggehoderne forstod det ikke, for Einstein havde ret på det punkt: Gud spiller ikke med terninger. Kepler havde ret, og han tale aldrig om tyngdekraft men magnetisme, men der blev ikke lyttet til ham, og Newton havde travlt alt imens med at opkræve skat og uddele bøder på vegne af sine opdragsgivere. Alkymisterne havde ret, Jung havde ret, Reich havde ret. Alle, der havde ret på hver deres måde, blev forstødt i historien og af videnskaben. 

Man kan ikke andet end få den tanke, at der hele tiden har eksisteret en slags hemmeligt selskab, der har arbejdet systematisk og intenst, og som har haft opbakning fra de til enhver tid siddende magthavere til at forhindre, at ægte videnskab fik lov til at udspille sig. Det er en teori, og jeg er dermed en konspirationsteoretiker, som de siger, hvilket bekymrer mig meget lidt. Jeg ser, hvad jeg ser, og hvad der virkeligt bekymrer mig er, at alt, hvad jeg ser, understøtter denne teori. Hvad vil jeg helst være: en teoretiker eller en blindebuk? 

Er sund teoridannelse ikke kongsmærket for videnskab? Jeg ser massevis af usund teoridannelse, der i stedet for at blive omformuleret eller slet og ret skudt i sænk, når teorien ikke på forventet efterbevilling bliver afløst af et egentligt bevissæt, men er nødt til at blive ophøjet til et religiøst dogme efterfulgt af ankomsten af den spanske inkvisition: Bekend din tro eller steg på bålet!

Det betyder, at jeg fra nu af skal omtænke motoren. Den er ikke forkert, den er bare ikke fuldt forstået og dermed forkert anvendt. Det er ikke elektricitet men æterisk-magnetisk energi, der skal drive den. Jeg har haft disse mærkelige syner. De er blueprints, jeg forstår det pludseligt, hvor har jeg været blind. Det hele giver mening, og jeg skal nu til at indføre meningsfuldhed.

Jeg er nødt til at beskrive det i afrapporteringen. Kunsten bliver ikke at beskrive det fuldt ud. Min mistanke er, at når de skønner, at den færdige model er klar, så er der ikke brug for mig længere. Hvor er det sørgeligt, måden som dette regime har lært folk at lyve på.

10

Området er det tidligere så aktive mineområde, der blev lukket ned efter en besynderlig hændelse. Det var ikke en atomsprængning, for der var ikke en eksplosion med sky og larm, der tydede på det. Men alt liv i området forsvandt inklusive alle de, der arbejdede der. Det var under det gamle styre, så der var stram styring på al information, der kom ud. Faktisk kom der ingen information ud, før tyve år senere, og vi har først interesseret os for det for nyligt. Det siges, at der omkom hundreder, og at de, der overlevede, fordi de var langt nede under jorden eller inde i bjerget, forsvandt på mærkelig vis, da de kom ud igen.

Området ligger ved siden af naturparken men særdeles adskilt af sine steder lodrette bjergsider og kløfter. Man kan muligvis forcere bjerget, hvis man er professionel bjergbestiger, men så er der kløften og floden. Og hvis man skulle være i stand til at forcere den, så skulle hele udkanten være spærret af med hegn. Rygter siger også, at de har mineret hele udkanten, men Petrovs søn siger, at det kun er et rygte.

Hvad får dig til at sige det, Kolya Petrovitch? Du siger jo, at området er helt lukket.

Det giver jo ingen mening. De skulle i så fald have brugt tusinder af miner, og mon ikke de har bedre steder at bruge dem? Så ville der også lyde eksplosioner nærmest dagligt, når en bjørn kommer til at træde på dem. Der er et hegn, men det er ikke særlig godt vedligeholdt på det stykke.

Det virker nærmest, som om du siger, du har været der. Men siger du ikke, at det er helt utilgængeligt?

Kolya Petrovitch ser rundt på de andre i familien, og hans far nikker bekræftende.

Vi har været der, for vi kender en bagdør. Og så kender vi Alexei i områdekontoret, der ved, vi kommer der indimellem. Han siger ikke noget, for han ved, vi ikke gør noget, der giver problemer. Der er en passage i bjergsiden, og vi har en måde at kommer over floden på. Det bedste fiskested findes der, og bjørnene har svært ved at nå det. Alexei får altid en del af fangsten, og det kan han ikke sige nej til.

Den gamle Petrov tager ordet.

Der er dem, der kalder det bestikkelse, men sådan har vi altid gjort. Når vi får noget, giver vi noget. 
I skal bare vide, at I ikke skal skrive eller sende noget om det her, for så får vi problemer. Så vil de komme og spærre det hele af, og så kan vi ikke komme der mere.

Det kunne vi ikke drømme om. Men har I tænkt over, at en dag åbner de for Området, og så kommer der alle mulige folk der? 

Den tid, den sorg. Den dag har de sikkert også lukket minerne, for ellers forsvinder folk bare igen. Der er de, der siger, at de fandt nedgangen til Underverden et sted, men så forstyrrede de beboerne dér, og så gik det galt. Det er nok en skrøne for at skræmme folk væk. Men på den anden side kunne der være noget om snakken. Der er intet, der er utænkeligt på disse kanter.

Så hvis du siger, Petrov Ivanovitch, at noget-for-noget er måden at gøre det på, hvad vil du forlange til gengæld for at tage os med på … skal vi kalde det en fisketur?

Vi vil ikke forlange noget. I har gjort meget for os. Men da der skal ske en udveksling, så er I velkomne til at lægge en mønt i kassen for at dække vores udgifter og besvær. Jeg er for gammel til den slags, I laver en aftale med Kolya.

Vi lægger en mønt i kassen, og der er tydeligt, at den gamle og de andre er tilfredse med størrelsen af mønten.

11

Han vågner tidligt ved lyde. De kommer nedefra. Der er nogen, der lusker rundt i stueetagen af den overgroede, forfaldne stationsbygning. 

Han griber omgående ud efter pistolen, der ligger på gulvet ved siden af. En Grach-pistol af typen MP-443  har været standarden for militæret i 20 år. Den kaldes også Pistolet Yarygina eller PYa efter opfinderen. Den produceres stadigvæk i Izhevsk-fabrikkerne og indeholder et hylster med plads til 18 kaliber 9×19 mm-patroner. Det er ikke en kaliber, der nødvendigvis går tværs igennem kroppen på mennesker og større dyr, men stadigvæk en kraftig sag. En skarpsleben pil fra en jagtbue går direkte igen kroppen, hvis den ikke rammer en knogle. Der er de, der mener, at PYa’en har været en direkte katastrofe for militæret, fordi den ikke regnes for 100% pålidelig og ikke har den optimale slidstyrke men kun holder til omkring 20.000 skud. Det er en diskussion, der er sagen uvedkommende her.

Lydene er ikke menneskelige. Altså ingen højre-venstre lyd af støvletramp, det er ikke et tobenet væsen. Han har forudset situationen, og før han faldt i søvn, har han bevæbnet sig – hvis man kan tale om bevæbning her – med en tom metaltønde og en rusten blikspand. Visse gæster bryder sig ikke om pludselig larm. Da han vælger at åbne døren står den og kigger og af trappen. Bjørnen altså. Hvis han kan undgå at skyde den, vil han ikke vække opsigt, så han smider isenkrammet ned ad trappen efterfulgt af det bedste brøl, han kan præstere. Man skal være en meget sulten bjørn, hvis man ikke vælger at forsvinde med den velkomst. Det gør den så. Gennem vinduet ser han den forsvinde ind i skoven.

Bjørne har masser at leve af her, så der burde ikke være problemer. Man skal bare ikke komme i nærheden af en hunbjørn med unger. På den anden side, skal man sætte sig i respekt på en eller anden måde. De er territoriale dyr, og han er helt klart inde på bjørnens territorie.

Efter dette pelsede vækkeur, bliver han klar over sin hovedpine og tørheden i sin mund. Han er dehydreret og har brug for at finde noget vand. Han har til gengæld ikke brug for at løbe ind i bjørnen igen eller en af dens fætre, men her vil dens territorialinstinkt være en fordel, for dens fætre er ikke velkomne. Det samme med kattedyrene, for de holder afstand til bjørnene. Vi forstår måske ikke helt, hvordan de bærer sig ad, men det skyldes til dels, at vores menneskelige lugtesans er degenereret. En bjørn kan lugte dig på tre kilometers afstand i åbent landskab og en halv kilometer i skovlandet. Dens ører fejler heller ikke noget. Kattedyrene kan også se dig i mørket, så vi er helt til hundene herude. Men vi er heldigvis ikke deres foretrukne bytte. Muligvis smager vi ikke specielt godt – har nogen spurgt en kannibal for nylig? Muligvis er vi for besværlige at nedlægge grundet diverse isenkram, som vi slæber rundt på. Måske bryder de sig ikke om smagen af lærredstøj med metalknapper, hvem ved. 

Alligevel bliver turister overfaldet årligt af diverse rovdyr. Ulvenes farlighed er stærkt overdrevet, for de er decideret menneskesky. Til gengæld er bønderne og hyrderne ikke vilde med dem, for de er ikke fåre- og gedesky. Han er af den overbevisning baseret på erfaring, at det som hovedregel er menneskene, der agerer forkert i forhold til dyrene og ikke dyrene, der handler aggressivt. 

Hans hjemmearbejde er ikke forgæves, for vandløbet er der, hvor han har regnet med. Han tanker op både kropsligt og i sin beholder og begiver sig tilbage til bygningen. Han har brug for at komme videre, men han har også brug for at spise noget. En kop kaffe er heller ikke en dårlig ide. Hans mål i dag er hovedstationen i midten af området for derfra at finde den sikkert overgroede vej til udposten. Herefter vil han i princippet være på herrens mark, og det er her, det hele er officielt udokumenteret. Det er til gengæld så markant og påfaldende udokumenteret, at det nærmest kalder på en undersøgelse. I tasken har han imidlertid en tegning på et stykke papir, der viser, hvor han skal lede.

12

Delirium 3

Mit synsfelt er fuld af blå streger i en uendelighedsligning.
De glider ind fra højre og venstre, de flyder ned langs en væg fra et imaginært loft.
De giver ikke mening, og pludselig giver de fuldstændig mening
Hvem er I, der prøver at fortælle mig noget, som I antyder, at jeg allerede ved?
Hvad hedder det sprog, der ikke består af ord men af bogstaver, tal og billeder?
Når jeg vågner, har jeg tit drømt i blå streger.
Forleden så jeg de samme streger skrevet på mit papir med min egen hånd.

Når jeg ikke ser blå streger, hører jeg blå stemmer. 
De røgfarvede gespenster med de røde øjne er forsvundet, jeg ønsker dem god rejse.
Jeg hører tale om planetens magnetiske skift, og at vi er nødt til at gøre os klar.
Jeg hører, at elektricitet, som vi har kendt og forstået det, vil skifte betydning.
Jeg forstår, at mit arbejde skal den vej, og at jeg ikke skal spilde tiden.
Når jeg vågner, taler de blå stemmer stadigvæk til mig.
Forleden hørte jeg de samme ord komme ud af min egen mund.

13

Vi ankommer en uge senere og denne gang med udstyret i orden. Vi starter efter aftale flere timer før solopgang og passerer områdekontoret, før der er åbent. Andzrei, hans fiskekammerat er med. Kolya styrer videre ind i skoven og følger jordvejen, der løber langs foden af bjerget. Det er til at forstå, at det ikke indbyder til at kravle rundt på, for siderne rejser sig som en mur over trækronerne. Ikke at det ville være umuligt, men de, der kan finde på den slags, vælger som regel mere spektatulære steder, og toppen bjergene er ikke høje, de er bare afvisende.

Den 20 år gamle ramponerede Lada Niva er ingen komfortabel personbil, snarere en slags 4-personers traktor. Man tør ikke tænke på, hvordan en normal bil beregnet til pæn asfalt ville have opført sig her med de huller, der er i vejen. Efter et regnskyl skal man ikke komme her. Kolya viser os, hvordan bilen simpelthen er udstyret med en snorkel, så motoren ikke bliver oversvømmet af vand.

Vejen bliver tilsyneladende ikke brugt, for der er sine steder højt græs. En enkelt sted er der faldet grene henover vejen, og vi er nødt til at save dem fri dem med en motorsav og trække dem væk med bilkrogen. Turen tager flere timer, og vi er alle sønderbankede af turen. 

Så er vi der.

Kolya stopper et tilsyneladende umotiveret sted i et sving. Vejen fortsætter, og der er ingen sideveje eller stier. Men vi samler udstyret og smider det på ryggen og følger efter. Der er faktisk en sti, men den går et stykke inde i skoven. Dyrene laver deres egne stier, og de er bedre end mennesker til at finde den rigtige rute. Efter en lille times forfølgelse af sporet, der et par steder deler sig, er de kommet helt ind under bjerget, og her viser den skjulte passage sig. Den er helt naturlig og danner en slags trappe eller rampe, der skærer sig ind i bjergvæggen. Sine steder har et stort stenskred dannet en naturlig trappe, og det vil nok ikke være tilrådeligt at kommer her om vinteren på grund af frostsprængninger. 

På et tidspunkt begynder en nedstigning svarende til turen op. Lyden af rindende vand høres. Et vandfald med en række naturlige trapper ses til venstre. Kolya peger ned til højre.

Vi kan komme over der.

De går langs en afsats, til de kommer til stedet. To liner er spændt ud henover floden. Det ene har et fald mod den anden side, det andet falder tilbage mod dem, og der er en højdeforskel på ca. halvanden meter mellem endepunkterne, hvor rebene er fastgjort til en stor metaløsken, der er skruet ind i en revne i klippen. Kolya bruger skaftet på sin sammenfoldelige økse til at sikre sig, at det stadig sidder urokkeligt fast. 

Vi bruger sådan en her.

Han tager en slags talje op af sin rygsæk. Den består udover taljehjulet af en bøjle, der kan låses med en tap og to påsvejsede håndtag med omviklet gummi fra en cykelslange, der stikker ud fra hver side.

Jeg viser jer, hvordan I gør.

Han træder op på en sten og lægger taljen på den øverste line og låser bøjlen. Så tager han fat i håndtagene og sætter af. Han glider stille og roligt henover floden, og da han ankommer til den tilsvarende afsats på den anden side, støder han med begge ben imod siden af bjerget. Det foregår i ro og mag og uden dramatik. Ovre på den anden side flytter han taljen op til det anden line, sætter af og glider tilbage igen. 

Nu gør jeg det igen, og så er det jeres tur. 

Jeg er derovre til at fange jer, hvis I får for meget fart på. 

Ovre på den anden side løsner han igen mekanismen og placerer den på den anden line, men denne gang sender han den tilbage med sin egen vægt. Det er bestemt ikke uden nervøsitet, at vi lader os glide udover afsatsen. Der er kun en fire-fem meter ned, men der gemmer sig nogle brutale sten i floden, og strømmen er ret massiv. 

Det hele går som forventet, og da vi alle tre står på afsatsen peger Kolya ned mod kanten af floden hvor der er en lav afsats.

Det er dér, vi plejer at fiske. Når det er sæson, kan vi fylde flere sække.
Vi skal ikke på fisketur. Vi skal på skovtur. Var det ikke det, vi aftalte?

14

Dagbogsblad 3 juni

Jeg har ikke fået forsyninger i næsten en uge. Jeg har ikke været udenfor en hel uge, og jeg har snart ikke mere vand. Faktisk har jeg haft lyst til at komme væk fra dette sted et stykke tid, men jeg var så tæt på resultatet, at jeg havde svært ved at give slip. Faktisk regner jeg projektet for fuldført. Motoren kørte uafbrudt i 6 timer og producerede ifølge apparaturet over-unity hele tiden. Et halvt år til med optimering af konstruktionen, og den vil gøre alle kendte elgeneratorer på markedet overflødige og forældede.

Jeg tør ikke tænke på, hvad der er sket derude. Først er der denne ubehagelige oplevelse af at befinde sig i en bageovn akkompagneret af en infam hovedpine. Det er, som knogler og led gør oprør. Jeg har aldrig lidt af gigt, men jeg forestiller mig noget i den stil. Herefter kan jeg ikke andet end at ligge udmattet ned i over et døgn.

Så kommer skyderierne dagen efter. Hvem er det, der bliver skudt på? Det lyder ikke som skudvekslinger. Det er enkelte skudsalver enten som i et jagtselskab eller, hvilket jeg husker fra dengang i militæret: henrettelsesaktioner.

Allerede for år tilbage vidste vi, at regimet var tæt på et sammenbrud. Det var det seneste jeg fik at vide af mine vagter. De så frem til det på sin vis, men de var nervøse for, hvordan det ville blive bagefter. Den ene var optimist og havde den holdning, at det ikke kunne blive værre. Den anden var mere til: vi ved, hvad vi har, vi ved ikke, hvad vi får. De repræsenterer to typiske sider af det menneskelige sind. Når den slags sker, når det virkelig bryder sammen, så kommer der alt muligt slimet kryb op fra huller i jorden. Der er mange, der ved det på forhånd og har allerede kørt sig i stilling til at rage til sig med arme og ben. De har både været holdt nede af regimet men de har også suget til sig som igler og tæger. Alle er korrupte, for ingen kender til andet. Vi havde ikke noget valg.

Jeg har heller ikke noget valg. Jeg kan ikke lægge mig til at dø her. 
Jeg starter tidligt i morgen før solopgang. Jeg har allerede placeret rebet langs vægpløkkerne.
Jeg har kun mulighed for at tage ganske få af mine optegnelser med, så resten er placeret i en anden af mine hemmeligheder. I det bagerste hjørne af hulen har jeg hugget en niche, der er lukket med en falsk stenplade, en træplade med sten limet udenpå. Den drejer om et hængsel i top og bund, og hullet til håndtaget er lukket med en sten, når det ikke skal bruges.

15

Dagbogsblad 7. juni

Jeg var fuldstændigt udmattet i går, da jeg kom hertil. Folk her er orienteret om, at der er sket noget forfærdeligt, og at mange folk i Området er døde. Du gode Gud, nogle af minearbejderne er deres egne familiemedlemmer eller deres naboer! Folk er i dyb sorg men også i stor vrede over, at de ikke får noget at vide. På den anden side har de ikke regnet med at få sandheden at vide, for den har regimet vendt op-op-ned efter selvbehag i 70 år. 

Jeg har fortalt de rare mennesker alt, hvad jeg ved om Området, men jeg har ikke haft daglig omgang med hverken arbejderne eller folkene fra det militære anlæg. Mine to kontakter, der bragte mig forsyninger, har kun fortalt, hvad de vidste. Jeg tror ikke, de lever længere.

Jeg har indtil videre fået lov til at overnatte i et kammer, der ligger over enden af stuehuset, og hvor der før boede piger, der arbejdede på gården. Systemet med kollektive statsbrug nåede aldrig rigtigt ud i disse afkroge, så her findes stadig den gamle måde at leve og bo på. 

Den dag, jeg slipper ud af minen og hulen, er det hele dybt mærkeligt. Der er ikke en levende lyd. Ingen fuglesang. Har nogen nogensinde hørt en skov uden fuglesang? Et stykke henne af stien ned mod floden ligger der en død bjørn og dens to unger. Intet blod, ingen tegn på aflivning, de er bare faldet døde om! Et par steder ligger der døde fugle og et egern. 

Det er først, da jeg ser den døde mand ligge i en underlig stilling henover en træstamme med en motorsav tilsyneladende smidt fra sig på jorden, at jeg ved, at jeg er nødt til at komme væk fra Området så hurtigt som muligt. Ingen tegn på vold, manden er bare død. Dette er for markant, og jeg skal ikke være her længere. Jeg kan ikke vende om, jeg kan ikke gå op til jernbanen, og jeg har ikke tænkt mig at lade mig skyde ned af nogen. Regimet falder, og der foregår visse forudsigelige og – kan jeg kun formode – visse uforklarlige krigshandlinger, og det er min eneste chance at holde afstand til disse.

Kort før kløften ved floden ligger der et dødt dyr. Det er en ung buk, der lige har fået horn. Den er død for nylig og udviser samme underlige tilstand uden sår på kroppen. Jeg ved, at jeg får brug for forsyninger for at overleve, så jeg vælger at skære dets ene lår fri. Jeg lader skindet og pelsen sidde på for at mindste svineriet i min rygsæk. Et uskønt syn, for sådan vil man aldrig pelse og partere et dyr.

Hvordan skal jeg komme over floden? Jeg tjekker motorsaven. Der er stadig benzin på den, så jeg samler den op og går videre. Ved floden skal man kende nedstigningen. Jeg udser mig det højeste fyrretræ tættest ved det smalleste sted på floden. Det er desværre også det sted med den stærkeste strøm, så det er et risikabelt forehavende. Mit sats er at få træet til at falde, så dets top lander på den modsatte side. 

Træet knager og falder udover floden. Det knækker ikke i faldet, for fyrretræer er elastiske, når de er levende. Jeg prøver at rydde så meget af de underste grene som muligt med saven, mens jeg bevæger mig udover træet. Det skal gå hurtigt, for nogen kunne høre lyden. På et tidspunkt er jeg et stykke ude over floden og er ved at få overbalance. Jeg er nødt til at slippe saven, der falder ned i floden og forsvinder. Resten af turen over er som at bestige et træ sidelæns.

På den anden side søger jeg opad mod højre, for der synes at være mulighed for en opstigning. Det er her, jeg opdager passagen gennem bjerget. Jeg har vand og underligt nok et stykke frisk kød i sækken, så jeg overlever. Jeg går mod vest gennem skovene så længe jeg kan, jeg sover flere nætter på mos under et tag af fyrregrene. Hvis ikke situationen er så nødstedt og flugtagtig, er det at sammenligne med en spejdertur. Den ene aften sidder jeg og ser op på en fejlfri stjernehimmel og tænker, at hvis jeg skal dø, så vil jeg dø i dette øjeblik af ubegribelig lyksalighed.

Det er her midt i vildnisset nødsaget til at efterlade mit maniske livsværk, at jeg bliver klar over, at jeg har gemt livet af vejen. Jeg har ofret mig selv for mit projekt. Væk er nu alle syner med rødt og blåt. Tilstede er opmærksomheden på, at jeg stadig lever. Jeg har kun tak-og-tak-igen tilovers for de venlige men forpinte mennesker, der på generøs vis huser mig som en flygtning på deres loft. Jeg tænker med gru på, hvad der kan være sket dér og hvor mange, der har måttet lade livet.

16

Nadzieja Petrovska, ældste datter af Petrov Nikolaevitch, føler sig ikke tryg ved at passe områdekontoret alene, så hun bytter med Alexei et par dage. Et par dage efter vender hun tilbage, og de aftaler, at de i det følgende uger begge vil være der fra morgenstunden af. Alexei har medbragt sit sengetøj og installeret sig i annekset. Det skjuler sig 50 meter fra kontoret inde i skoven. Det er bygget for de arbejdere, der i princippet en gang om året er nødt til at bruge et par dage på vedligeholdelse af hegnet.

Det er et par dage siden, de lukkede det underlige forskerhold ind i Området. De starter dagen med rutinemæssig gennemgang af opgaver og henvendelser. Et stykke op af formiddagen er der ikke mere at se til. De sætter sig under halvtaget udenfor med en kop te fra den store vandkoger.

Alexei, hvad sker der for tiden? Det hele er så forvirrende. 

De var ikke forskere, var de vel? Det var det, du sagde i forgårs.

Tjae, det kommer an på, hvad man mener med forskning. De er militærfolk, der ikke tilhører os eller en anden stat. De opererer på vegne af den globale mafia. De har uden tvivl noget, de forsker i, men det er ikke det, de siger. 

Hvad kommer det til at betyde for os?

Du stiller altid de gode spørgsmål, Nadzieja. Som du ved, er de gode spørgsmål de, der SKAL stilles og besvares, men som vi ikke helt kan svare på endnu. Så lad mig sige dig, hvad jeg tænker.

Du ved selvfølgelig, at din bror Kolya er tidligere Spetznaz. Han kom til skade med sin arm ved aktionen i Syrien, og så kunne de ikke bruge ham længere ved fronten. De tilbød at placere ham bag linjerne i et kontor, men det sagde han nej til. Han vendte hjem og arbejdede for sin far et par år, og nu har han jo sin egen gård. Jeg tog derover for at spørge ham forleden, men de sagde, at han var taget på fisketur med sine venner, så jeg spurgte Petrov, din far, hvad han mente om det hele.

Min far og min bror har en mening om alt muligt inklusive verdenssituationen. 

Det er rigtigt, men de har også et netværk, som jeg selv kender og bruger, fordi det er pålideligt. Vi har været nødt til at køre vores eget … jeg vil kalde det efterretningsvæsen, for vi fik aldrig at vide, hvad der skete, og regeringen løj for os hele tiden dengang under Regimet. Nu har de flyttet løgnen mod vest, bare se på dem derovre for tiden. Folk i Vesten har troet fuldt og fast på, at deres regeringer talte sandt, mens de konstant løj. Vi vidste det trods alt dengang i regimet, for den gule presse løj åbenlyst så vandet drev 24/7/365, mens de derovre først er ved at finde ud af det. Stalin kaldte dem for nyttige idioter, for han var ingen idiot selv, han var bare en rigtig skidt karl. Idioterne i Vesten sagde, at hele ideen var god nok, men så kom ham Stalin bare og ødelagde den, ja han gjorde, og så kunne de benægte deres forfejlede kopi-ideologi.

Så – og det er grunden til, at jeg spadserer en tur rundt om laden for at ende samme sted – nu gentager Vesten alle de såkaldte fejltagelser, der ikke var fejltagelser men bevidste og beregnede overgreb og forsøger en ideologisk oversvømmelse af deres befolkninger. Samtidigt forsøger de at starte denne her krig mod os for endnu engang at ødelægge os, ligesom de gjorde for 100 år siden og prøvede igen for 30 år siden. Det var dengang hændelsen fandt sted, og det er derfor du og jeg sidder her og drikker te lige nu.

Nadzieja synes ikke at være helt tilfreds med svaret.

Det er meget interessant det hele, Alexei. Men jeg synes, du svarer lidt udenom, eller også er du ikke nået til svaret endnu. Jeg forstår i princippet det med det store billede, for Kolya og far talte om det, når de mente, at jeg ikke hørte efter. Det gjorde jeg så. Jeg kunne ikke helt tage det alvorligt, men jeg kunne heller ikke sige noget imod det. 

Jeg spørger bare: Hvad kommer det til at betyde for os?

Alexei ler. Han tanker op fra tepotten og retter lidt på kasketten.

Du er skarp som altid. Du minder mig om min datter. Du kan ikke lade være med at spørge, til du får et svar. Og selv når du får et svar, så bliver du ved.

Så nu siger jeg til dig: Det betyder, at vi endnu engang skal være forsigtige med, hvad vi gør. Ikke for at gøre dig urolig, men jeg skal bare sige til dig, at jeg her til morges hørte Kolyas gamle Lada køre forbi. Jeg kender lyden, og de starter altid tidligt om morgenen, når de skal på fisketur.

Hvad siger du!? Hvor fisker de henne?

Jeg har lovet ikke at sige noget om det. Det er også for din egen skyld, hvis du skulle blive spurgt under, skal vi sige, tvingende omstændigheder. Og for Kolya, for så kommer han i problemer. Også jeg kommer i problemer, for det er mit ansvar at sørge for, at der er helt lukket af. Og du vil komme i problemer. Men når du spørger direkte, så kan jeg ikke nægte dig et svar. De fisker ved floden bag bjergene inde i Området. Der er en bagindgang, som er kendt af meget få. Hvis de bare fisker, så er de ikke rigtigt inde på Området. Men jeg tror, de indimellem laver andet end at fiske.

Hun rejser sig op fra bænken og begynder at gå rundt på verandaen foran huset. 

Kolya, dit store fjols! Kunne du ikke have valgt et andet tidspunkt? Ved han så ikke noget om de fire mænd, der er gået derind, for så er hans liv jo i fare. Og hvem er de venner, du taler om, som han skal fiske med, eller hvad det er, de skal. Du har jo ikke talt med ham, siger du?

Jo, det har jeg faktisk. Jeg ringede straks til ham, og han sagde, at han godt vidste det. Han har Andzrei med, og de kender deres håndværk, som du ved. Hans to venner er journalister, og hvis han mener, at de er klar på opgaven, så er det hans vurdering. Husk at han kender Området som sin egen bukselomme. Vi har ikke haft lov til at komme der, for vi har haft som opgave at passe på hegnet. Men han er kommet der hele tiden, og derfor ved vi, hvad der er foregået.

Nå, og hvad er der så foregået?

Nadzieja, her går grænsen så for, hvad jeg kan tale om lige nu.

Hun er overhovedet ikke tilfreds med svaret og går indenfor med et demonstrativt smæk med døren. Alexei ved, at det ikke er nu, at han skal nærme sig. Men han ved også, at hendes vrede ikke skyldes ham men bekymringen for sin bror. Hun ved godt, at han ikke kan svare på alle spørgsmål, for han er ikke Gud eller profeterne. Han ved, at hun har brug for at være alene med den besked.

17

Han ankommer dagen før til den fjerde station. Den er tættest på bjergkammen i Områdets østside. Der er to-tre stationer herefter, som han ikke finder interessante, og her vil han komme ind i det forladte militære område med de underjordiske faciliteter. De er sikkert vældigt interessante men også vældigt afspærrede, og hvis han skal finde Janssens laboratorium, er det her og ikke der. 

Viktor Janssen ønskede ikke at vende tilbage efterfølgende. Han reddede sig ud af Området, mens det var allerværst, og hans indre daemon sagde til ham, hver gang han spurgte den, at fortid var fortid, nutid var nutid, og fremtid var fremtid. Nornernes tråde kan ikke klippes, flettes eller væves om. Lad være med at gå tilbage. En anden kan gøre det, men du kan ikke. Se ikke tilbage i skyggerne, husk Eurydike, husk Lots hustru. Du kan ikke ustraffet vende tilbage til dem, lad dem komme til dig, hvis de vil.

Hvordan vidste han, hvad Janssen havde tænkt? Fordi han ledte efter ham – længe – og fandt ham igen. Victor ønskede ikke at blive fundet, og da han blev fundet, havde han skabt sig et andet liv et andet sted med en anden identitet. Men han, den vandrende han (ikke Janssen), ved, at der et eller andet sted må være nogen, der har set manden og spurgt, hvad han hedder. Det lykkes ham at finde et par stykker, der har mødt en Viktor Yanov i området, der svarer til beskrivelsen. Han har et yngre billede af ham. En af dem, han spørger, er i starten tilbageholdende og spørger ham om forskellige ting. Han ved allerede dér, at de har set Janssen men må så fortælle dem sit rigtige navn og vise dem sit pas, der fortæller, at han har det samme efternavn. Da de føler sig overbevist, fortæller de, at Janssen før afrejsen – han har boet et stykke tid hos dem – har sagt, at han har slægtninge i udlandet. Det rigtige familienavn tilbage er Jensen, men hans oldefar tog navneforandring i 1905.

Så har han i det mindste et navn at gå efter, hvis han har beholdt det. Han finder også ad omveje frem til en familien Jensen i en landsby kaldet Øen Smidstrup i Danmark. Der er mange, der hedder Jensen i det land, for det er det samme som Yanovitch her og betyder søn af Yanov eller Jan. Men slægtsforskning er almindelig derovre, for de har ligesom os været udsat for omvæltninger, der har splittet mange familier. I Vesten har skilsmisser været nærmest en epidemi på grund af den stærke rolle, som feminismen har spillet. Vi har på mange måder og trods omstændighederne været bedre til det, men vi er også i bund og grund uhelbredelige traditionalister, hvilket var det fremmeste, som vores langlivede regime stræbte efter at ødelægge.

Han kan ikke blive klog på, om de ved noget eller ej, men de siger, at de ingen kontakt har haft med ham i mange år. Til gengæld tror de på, at han er Viktors søn Erik, selvom de aldrig har hørt om ham, for han kan fortælle dem visse ting, som kun en slægtning kan vide. Han fortæller dem alt, hvad han ved, og de lover at kontakte ham, hvis der er nyt. Der skulle gå langt tid, til han hørte fra dem – men da levede de ikke længere. En mand i Tyskland havde set Victor og havde fortalt ham, at han nu hed Jensen – igen.

18

Delirium 4

Dæmonerne er vendt tilbage og denne gang uden røgslør og røde øjne.
De ligner nu et dommerpanel i et tribunal eller en retssag,
de har iført sig sorte kapper og hvide parykker.
De er sortheden og hvidheden, den ultimative kontrast,
farverne på skakbrættet, det polariserede livssyn

Vil du Viktor Janssen sværge at undsige sandheden
hele sandheden og intet andet end sandheden?
Vil du forsyne Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen?
Tror du på Den Almægtige, Skaberen af Urværket, der gerne skulle gå til tiden,
og tror du på værkets ubesmittede undfangelse og vors bedste intentioner?

Og står der ikke skrevet, at du skal forlade din far og din mor,
selvom det før står skrevet, at du skal ære dem?
Der står også skrevet om den fortabte søn og hans hjemkomst,
men kunne der ikke have stået noget om den fortabte far
og hans hjemsøgning? Det kaldes vinkling af historien.

19

Dagbogsblad 12 august 2012

Jeg er forvirret selv i mit velgørende eksil. 
Jeg er nødsaget til eksilet, men det kommer med en stor omkostning.
Jeg er nu mere end nogensinde en eremit, en selvvalgt landsflygtig landsforvist.
Jeg lever blandt venlige mennesker, der ikke spørger til min landsforvisthed.
Hvad mere kan jeg forlange uden at være et utaknemligt skarn?
Jeg er hjemsøgt af min samvittighed over at have forrådt min familie.
Især fordi men familie her ikke forråder mig men hjælper mig.

Min familie derovre aner intet. Min søn har levet hos sin mor og bedstemor.
Hun døde, og hvad der er sket med ham ved jeg intet om.
Indtil for ganske nylig.

20

Det er sent på eftermiddagen, da han står foran døren. 
Turen med færgen varer 40 minutter. Der er ikke mange med båden.
Huset er et af de gamle landhuse med bindingsværk og stråtag fra slutningen af 17-1800-tallet, der ligger spredt i det danske landskab. Der er en gåtur på en halv time fra den lille havn til Omøs eneste by.

Det er med bankende hjerte, at han ringer på dørklokken, der er en gammel skibsklokke.
Han kan fornemme, at der er nogen derinde, men der bliver ikke åbnet.
Han banker igen, men der sker ikke noget.
Så er det, han råber: 

Виктор, открой. это я Эрик!
Viktor, luk op, der er mig Erik!

Da døren åbner, står der en mand med hvidt fuldskæg og sorte briller.
Skægget er en overraskelse, men han er ikke i tvivl om, at det er Viktor.

Viktor ser ham og er ikke i tvivl om, hvem han ser. Hans øjne blinker, hans ansigt trækker sig sammen, og han overvældes af følelser, gamle hengemte følelser. 

Følelser er både fysiske og neurologiske. Traumer er ikke psykologiske, og du kan ikke tale dig ud af dem. De er neurologisk-fysiologiske. De sætter sig på din rygrad fra din psoas til din atlas, fra hofte til hals. Da far og søn omfavner hinanden, er det svært at sige, hvis nervesystem, der ryster mest. Når du er rystet, kan du ryste det af dig. Hvis det er et gammelt traume og savn, sker det aldrig på én gang. Erik bor i Viktors hus en hel måned. 

Samtale for den traumatiserede kan ikke gøre det i sig selv, men samtale ovenpå rystelse grokker i fylde. Først da bliver samtale til et stykke terapi. I vores menneskeliv udenfor et egentligt traume er samtale derimod forebyggende for mentale forstyrrelser. Det er selve fundamentet for et menneskeligt samfund. Intet samfund uden samtale. Hvis nogen har en ondsindet agenda om at ødelægge et samfund, så søger de først og fremmest at ødelægge al samtale.

En velgørende posttraumatisk samtale finder sted mellem sønnen og hans fortabte far dagen efter ankomsten til dennes eksil.

Viktor, var du bange for, at de skulle komme efter dig?

Ja bestemt. Jeg kender deres metoder og deres rækkevidde. Min bedste chance var at komme ud af landet og helst uden at efterlade spor. Og dernæst at håbe på, at regimet havde så travlt efterfølgende med at komme på plads og redde deres egen røv, at de ikke havde overskud til at tage sig af folk som mig. 

Men du var vel nødt til at krydse grænser, og så er der jo et spor. 

Det var ikke nemt. Der fandtes et netværk, der var dedikeret på at hjælpe kunstnere, videnskabsfolk og dissidenter ud. Det er stadig aktivt i regimets sidste dage, og jeg krydser grænsen til Hviderusland i skovene ved Krasnaya Gora. Hvordan jeg blot kommer så langt fra Perm er alt for lang en historie og involverer lastbilchauffører, godstoge, og bagsædet af en bil, der viser sig at være stjålet. Selv en hestevogn har jeg kørt med. Og lige så mange mærkelige steder til overnatning, hvoriblandt en stribe høstakke. Der er også et par ubehagelige oplevelser, som jeg helst ikke snakker om. Kun med Guds og forsynets hjælp slap jeg med livet i behold. På et tidspunkt er jeg nødt til at tage et liv, for ellers bliver mit taget fra mig. Som sagt, vil jeg helst ikke tale om det – lige nu. Men det bertyder så, at resten af turen er endnu farligere, og min grund til at komme ud af landet er endnu større.

Sikkerheden mellem Sovjet og Hviderusland er svækket på det tidspunkt, da det stadig er en sovjetprovins. Fra Minsk finder jeg en lastbil, der kører til Riga. Ved grænseovergangene bor jeg i en kasse i ladet sammen med et sortiment af konserves. Fra Riga får jeg en ledig køje i en fiskerbåd. Det er især her, hvor netværket for dissidenter er effektivt. Båden lægger ind i havnen i Neksø på Bornholm for at tanke op, og her bliver jeg sat af med mine jordiske ejendele, der ikke er mange. Jeg har et sæt ekstra tøj og nogle papirer. Jeg har en portion penge og et par andre nødvendigheder, hvad der kan være i en rygsæk. Især penge vil have været problematisk at bringe over grænsen, for myndighederne konfiskerer alt, hvad man har, hvis man vil ud af landet. Og hvor jeg har de penge fra, vil jeg heller ikke snakke om. 

Som du nu ved, bor jeg et stykke tid hos min farbror på Sydsjælland. Han fortæller mig om det hus på denne ø, som de har ejet og lejer ud. Lejeren er død for nylig, og huset står tomt, så jeg får lov til at bo der. Jeg er dem dybt taknemmelige. De var gamle, og de lever ikke længere. Det lykkes mig at få opholdstilladelse på asyl, og i dag har jeg et dansk statsborgerskab. Jeg har været i stand til at erhverve mig selv ved at programmere for et firma skabt af en anden eksilrusser. Jeg har sparet en del penge op suppleret med de penge, der efter det egentlige regimeskift bliver frigivet fra mine konti. 

Så de kommer aldrig efter dig sidenhen?

Jo det gør de. Men de er på udebane på dette sted. De kan ikke bare gå ind og for eksempel bortføre eller likvidere en dansk statsborger, eller hvad de nu kan finde på at gøre, for så får de alvorlige problemer med diplomatiet. De kan banke på, og de skal spørge om lov til at komme indenfor, hvor de kan stille spørgsmål og komme med frække tilbud. De kan muligvis true folk, men det kommer de ikke langt med. Jeg ved øjeblikkeligt, da de står udenfor, hvad de er for typer. Jeg har en god nabo, som jeg straks ringer til og beder om at komme over. Han ved, hvad han skal gøre, og han banker så på, da de er kommet indenfor. Han har oven i købet taget sin hund med, en Grand Danois ved navn Frederik den Niende, der ligger og småknurrer og ser skummel ud i det ene hjørne. De ved nu, at de er set. De stiller deres forskellige spørgsmål i den korte version uden at få meget ud af det, og jeg har ikke set dem siden. De er også nogenlunde klar over, at jeg har lagt det hele på hylden med projektet, og de har jo haft adgang til faciliteterne i hulen og har sikkert taget den derfra. Hvad de ikke ved er, hvor færdigt, det i virkeligheden var. Medmindre de har fundet min hemmelige niche med alle optegnelserne. Det skal jeg fortælle dig om en anden gang. Men jeg tror faktisk ikke, de har fundet den, for hvorfor ville de ellers komme her?

Jeg har også haft besøg af dem på den anden side. De er så venlige, at de melder deres ankomst på forhånd, men jeg laver det samme stunt med min nabo. Han synes efterhånden, at det er ret underholdende, og han falder helt ind i rollen som den naive intetanende nabo, der bare kommer forbi ‘og giver du lige en kop kaffe? og jeg har taget Frederik den Niende og hans kødben med og neiij, hvem er I så? oh I have also been to America’. Da de er gået igen, får vi os et grin over et glas Brøndum – det er sådan en slags dansk vodka. Jeg finder efterfølgende to mikrofoner i huset, som de har været så smarte at placere. Jeg beslutter mig til at lade dem sidde et stykke tid. Så skriver jeg et lille manuskript til min nabo, som vi lirer af en dag, han er ovre. Altså en samtale, hvor det fremgår, at projektet i princippet var et flop og skulle helt omtænkes, hvis der bare var en spinkel chance. Alt det opstillede gear var helt ubrugeligt og bla-bla-bla. Herefter ‘går mikrofonerne i stykker efter en uge. Nåjo, jeg sidder også et par dage efter og lader som om jeg er vodkastiv og snøvler med mig selv. Jeg har jo fået det rygte, at jeg er blevet til en særling, så jeg kan lige så godt spille rollen. Og her smider jeg en hel masse andre vildspor ud. De skal da have noget at beskæftige sig med i de lange vinteraftener.

Og det må jeg så sige. Jeg savner ikke de russiske vintre, for herovre falder der højst ligt hyggelig sne et par uger om året.

Men Erik, nu handler det alt sammen om mig-og-mig. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg har været umådeligt selvoptaget eller optaget af mit projekt. Jeg er også blevet lidt af en særling og har virkelig lidt af paranoia og har til tider troet, at jeg skulle blive vanvittig. Sig noget om dig selv. Jeg hørte først et år efter om Anastasias død. Jeg var på det tidspunkt spærret inde forskningscentret eller bunkeren, som vi kaldte den, i Perm. Det var en slags koncentrationslejr for videnskabsfolk, hvor ingen havde lov til at se deres familie. Det var før, vi blev flyttet, og jeg blev placeret i hulen i Området.

Erik retter sig op fra stolen og ser Victor dybt i øjnene.

Er det så ikke på tide, at du hiver den dér flaske Brøndum, som du ævlede om, ud af skabet!

Ja for pokker, hvad tænker jeg på!? Da vi sås sidst, var du kun en stor dreng, der ikke måtte drikke den slags giftigheder. Jeg skal lige vænne mig til tanken om, at du er en voksen mand. Det må du undskylde.

Men Viktor, vi var alle dybt ulykkelige, det kan du sikkert forestille dig. Vi flyttede ind hos bedstemor, for bedstefar var borte. Vi prøvede at holde sammen og holde lav profil. Jeg fik min uddannelse, for jeg var jo så klog, som de sagde. Hvis man skal sige noget godt om det gamle regime, så var det, at man ikke kunne købe sig til karakterer i skolen eller en uddannelse.

Men så falder regimet, og det hele går i kaos. Jeg ledte efter dig dengang, men det var umuligt at få pålidelige oplysninger, og du var jo forsvundet ind i systemet. Og så døde mor for elleve år siden. Hun var meget syg, så det var en lettelse.

Jeg var af den overbevisning, at du også var død ligesom mange andre på den tid. Der var ingen tilbage, jeg kunne spørge. De var alle sammen døde, så jeg følte ikke længere, at jeg havde noget at gøre i Sct. Petersburg. Jeg fik et job på universitetet i Heidelberg i Tyskland. En studiekammerat fortalte mig om en ledig stilling i russisk sprog, der ville blive slået op, og som han mente, at jeg var den helt rigtige til, så jeg besluttede at bruge mine sidste penge på en ferie, hvor jeg boede hos ham. Vi har jo altid talt tysk i familien på grund af mor. Han havde fortalt fakultetet om mig, jeg endte med at få stillingen, hvilket stadig undrer mig i dag. Det var kun en deltidsstilling, men jeg var ikke vant til at leve i luksus, så jeg klarede mig i fem år. Så fik jeg en lignende men bedre stilling i Berlin og til en bedre løn.

Jeg var der i næsten ti år. Jeg havde sparet den del penge op, for jeg vænnede mig aldrig rigtigt til storbyens forbrugerliv. Jeg havde besluttet mig til at søge orlov et år for at se nogle steder i Europa, som jeg altid havde ønsket mig. Så var det, at der kommer en gæstelærer fra Odense i Danmark, som jeg taler en del med. Han kender til min historie og ved, at jeg nok ikke længere har en far. En dag viser jeg ham mine familiefotos, hvor der er et billede af dig. Så siger han: Jeg tror, jeg har mødt den mand for et par år siden. Han hedder Victor Jensen, og taler dansk med noget, der kan opfattes som russisk accent. Jeg ved ikke, hvor han befinder sig henne. 

Jeg startede på min orlov, men jeg kom ikke så langt, for jeg brugte en hel måned på at finde dig. Jeg havde før kontaktet din farbror og hans kone på Sjælland, men dengang vidste de ikke noget. Jeg fandt også ud af, at de ikke levede længere, men jeg fandt et af deres børn, der vidste noget om deres tidligere sommerhus, som de solgte til dig. Hvis agenturerne kan finde dig, så kan jeg vel også.

Der bliver lidt tavst. Det er gået over til tusmørke i den lukkede have. To flagermus er startet på en flyveopvisning, for insekterne svæver med på den opadstigende varme. Når svalerne er gået til ro, er luften ledig. Der er her om aftenen, at den tunge parfumerede duft af blomstrende syrener er stærkest. Det er, som om duggen udløser disse duftstoffer. 

21

Der har sovet nogen her på gulvet for nyligt.

Den ene af de fire mænd, ham de kalder for kaptajnen, har sat sig på hug. 
Et medlem af hans team kommer op ad trappen.

Der er spor af bjørn nedenunder. Det ser ud, som om nogen har smidt en tønde ned af trappen.

Det er ham, siger kaptajnen.
Vi har en forgænger. Han har skræmt bjørnen væk ved at smide en tønde efter den.
Det er sådan, I har lært at håndtere bjørne og andre rovdyr med larm og rabalder, hvilket de hader. Han er muligvis samme slags som jer.

Et andet medlem af kaptajnens fire-mands team spørger:

Hvem er han? Hvad skal vi regne med?

Han er en indtrængende, som vi ikke har regnet med. Når vi indhenter ham, skal vi passivisere ham, pumpe ham for oplysninger og likvidere ham. Kun hvis han kan være til nytte, sparer vi hans liv indtil videre. Afvent ordrer. Vi skal videre med det samme, der er ingen tid at spilde.

Javel kaptajn, forstået.

22

Nadzieja, jeg har noget, jeg skal fortælle dig. Kom lige ind, når du er klar.

Hun er lige ankommet i sin bil nede fra dalen. Efter et stykke tid kommer hun ind og sætter sig på sin stol.

Alexei, du må forstå, at jeg er bekymret for Kolya. Men han har jo altid gjort som han ville, og jeg ved også godt, at han kan passe på sig selv. Det har han jo lært. Du må undskylde min opførsel i går, men han er jo min bror.

Det skal du slet ikke tænke på. Jeg ved udmærket, hvad du tænker, og det er helt naturligt, og lige som det skal være. Det første, jeg skal sige er, at han har Andzrei med sig, og han er lige så god til at passe på sig selv, som du siger. Jeg har også fået bekræftet, hvem de fire sorte mænd er. De tilhører ganske rigtigt Ordenen, nærmere bestemt den fraktion, der går under navnet Trinity. Deres opgave er at opspore og konfiskere alle former for avanceret teknologi, der enten er efterladt af den glemte civilisation, der fandtes i en fjern oldtid eller alle senere forsøg på at rekonstruere den via baglæns ingeniørkunst. Vi taler om det sidste her. De er den samme gruppe, der i nazitidens Tyskland gik under navnet Ahnenerbe, hvilket betyder forfædrenes arv. De rejste i rutefart fra Tibet til Egypten til Provence for at opspore den slags. Det lyder som en science-fictionfilm, men for disse folk er det skinbarlig virkelighed.

Før den store hændelse var området både mineindustri og militært område. De holdt videnskabsfolk indespærret i aflukkede faciliteter for at genskabe og videreudvikle den tabte teknologi fra den glemte civilisation. En af dem hed Victor Janssen, og ham holdt de spærret inde i et minekompleks. Vi ved ikke, hvad der skete med ham efter hændelsen, men vi formoder, at han overlevede og rent faktisk slap ud. Det er der i hvert fald en del efterretninger, der bekræfter.

Nadzieja rykker på stolen og siger:

Nu lyder du som min far og min bror og alle deres venner på én gang.
Og jeg er faktisk begyndt at tage det alvorligt.

Det er jo fint. Men vi har også en dark horse, en ubekendt person. Vi fandt hans efterladenskaber forleden, for hegnet var klippet oppe ved det store kastanietræ på skrænten. Jeg siger ham, for sporene fra hans støvler er af maskulin størrelse, og der er kun én person.

Så hvad siger du nu, Alexei, hvem er han?

Jeg ved det ikke med bestemthed. Jeg kan kun sige, hvad jeg fornemmer. Denne person på den sorte hest er ikke Victor Janssen, men han har en forbindelse til ham. Det er, hvad min fornemmelse siger mig. Når jeg scanner mit intuitive felt, så siger det, at denne ubekendte ikke tilhører de suspekte grupper af Ordenen, og at han har udsat sig selv for stor fare uden selv at være fuldt klar over det. Når han klipper sig med en boltsaks ind i et sådant forbudt område, ved han godt, at der er problemer, men han er nok ikke klar over problemernes omfang. Især ikke med den seneste udvikling.

23

Erik er fokuseret på at følge Victors anvisninger. Han drejer fra til højre og følger stien langs det første vandløb fem kilometer efter den sidste forladte station, hvor han tilbragte natten. Denne gang uden pelsklædte vækkeure og smiden-rundt med olietønder. Det første stykke er overgroet til ukendelighed, senere åbner stien sig, og det fornemmes, at der også er dyr, der har brugt den – inklusive vækkeure med fire ben og pels.

Stien er konstant stigende kilometer efter kilometer. Der er indimellem udsyn forude til bjergkammen mod øst. På et tidspunkt munder stien ud i en overgroet vej fra vest. Det er tydeligt med dens bredde og to spor, at den har været beregnet til køretøjer, men at det er længe siden, nogen har kørt her. Han følger den. Der er brug for macheten hver halvtredsindstyvende meter og brug for at kravle over væltede træer hver hundredende meter. Men vejen er et tydeligt landemærke. Victor beskrev afkørslen som et skarpt sving til venstre og op gennem en kløft ved næste sving til højre. Han synes på et tidspunkt, at det svarer til den beskrivelse, og at der fornemmes en sti i beskrevne retning. Så han drejer fra.

Efter endnu en kilometer åbner landskabet sig til et plateau, og foran ligger klippevæggen. Det kunne meget vel være her. Det er også her, problemerne starter, for langs klippevæggen ligger der et konstant bælte af uigennemtrængeligt tornekrat. Efter at have gået frem og tilbage i lang tid uden at finde synlige tegn på en indgang ender han ved stien, hvor han kom op. Han ønsker, at han kan se det hele fra oven, for det forbandede tornekrat dækker for det hele. Han sætter sig under et af de store træer og … falder i søvn. Da han vågner, er det sen eftermiddag, solen er gået om i vest, og han synes at ane en struktur langs klippevæggen. Men hvorfor ikke kravle op i træet, for grenene er tilgængelige fra bund til top.

Lad mig lige sove på det, siger vi. Hvad er det for en besynderlighed? Det må betyde, at der er en del af hjernen eller bevidstheden, hvad det så end er, der aldrig sover men arbejder videre på uløste problemer. Hvis det er tilfældet, kunne man så forestille sig, at det kunne udvikles som en egentlig metode? Altså: du går i seng og giver en lille mand i blå kedeldragt besked på at tage sin stige og gå hen langs de uendelige rækker af hylder på det store bibliotet og finde lige netop den bog på næstøverste hylde, som du ikke kunne huske titlen på, hive den ud, gå tilbage og lægge den på udlånsskranken til afhentning næste morgen iført et æseløre på side 238, hvor din specifikke oplysning er at finde.

Omkring 15 meter oppe i det store træ aner han en struktur i buskadset i forhold til klippevæggen og noget, der kunne være en åbning. Det er her, han skal gøre sit indhug på den naturskabte befæstning. Det betyder, at han går i krig med sin skarpslebne machete med det genstridige tornekrat på dette sted og arbejder sig ind mod klippevæggen. Det skal siges, at det tager resten af eftermiddagen afbrudt af gentagne genforsyninger af vand fra vandløbet. 

Da han tidligt på aftenen når igennem, ser han … klippevæg! Hvad havde han også regnet med – at skudet gik rent ind ved første forsøg? Åbningen må enten befinde sig til højre eller til venstre for hans position. Han vælger til højre uvist af hvilken grund. Det er her, han rammer indgangen.

Det er ved at blive mørkt, men hvad betyder det, for der bliver hurtigt mørkt som ind i helvede, da han bevæger sig indad i bjerget via mineskakten. Det er her, han har brug for sin batterilygte. Strukturen er omfattende. Der er talrige sidegange, der ender blindt. Der er sammensynkning og nedstyrtning af hovedgangen. Han begynder at gennemskue forskellen mellem hovedspor og sidespor. En halv kilometer inde i bjerget rammer han muren så at sige. Stenblokke ligger i vejen. Det ligner mere en eksplosion end en naturlig forekomst, og da det er hovedsporet, så må der befinde sig noget på den anden side, tænker han. De relativt mindre sten i toppen lader sig flytte og rulle ned af stendyngen. Det er nok til, at han kan klemme sig igennem i toppen. Gangen fortsætter, hvorefter han rammer den næste mur: jerngitteret. Og døren er låst. Det er nøjagtigt, som Victor havde beskrevet. Han har ikke muligheder for at komme igennem her, for det ville tage seriøst save-gear. Han kan ikke se ind i selve hulen, for den ligger længere fremme i mørket. Han aner noget men skakten tager et let sving mod højre.

Videre med Plan B. Udenfor vil der være meget mørkt, og der er ingen bygninger at forskanse sig i imod eventuelle natlige rovdyr. Han har mødt et af kattedyrene og ønsker ikke at gentage succesen, så han vælger at overnatte i en af de sidegange, der er tættest ved indgangen i håb om, at nattedyrene ikke finder den nyligt ryddede passage gennem tornekrattet.

24

Vi er på skovtur. Ifølge Kolya og Andrzei, som vi har hyret som guides til vores udflugt. Mit navn er Gennady og min kollega er Nadia. Vi er på vej til det nedlagte militæranlæg vest for minefeltet i det forbudte område. Vi er klar over, at det er ulovlig aktivitet, men vi regner med tilgivelse fremfor tilladelse. Faktisk regner vi med, at ikke engang tilgivelse er nødvendig, for ingen vil nogensinde vide, hvordan vi bar os ad med at entrere med dette sted.

På vej op fra floden passerer vi generatorbygningen. Der er stor kraft i floden, så blot denne ene installation har forsynet en stor del af området med elektricitet. Det er en moderne vandmølle uden mølle. Kolya siger, at der findes to lignende installationer nede langs floden. De fylder kun halvdelen af floden, så fiskene har stadig mulighed for at svømme op af strømmen.

Det er stadig en gåde, hvordan fiskene bærer sig ad med at foretage denne umulige rejse med disse helt umulige spring. Det er indtil videre kun den mærkelige østrigske forstmand Victor Schauberger, der har givet noget, der ligner en forklaring. Han så energien i vand, der var hans specielle studiefelt. udfolde sig i spiralske-torroide strukturer. I modsætning til den materialistiske videnskab så han vand som noget levende. Som han sagde: Der er mere liv og energi i en flaske kildevand end i bassiner af dødt vand.

Kolya stopper, da vi er kommet op fra slugten ved floden.

Vi bevæger os nu ind i det forbudte område. Det betyder, at vi herefter er på Herrens mark. Det betyder også, at der findes vilde dyr, der kan finde på at overfalde os. Det er ikke sandsynligt, da vi bevæger os i flok. Men det betyder også, at der ved sjældne lejligheder kan tænkes at være andre end os, der færdes her. Disse andre er ikke nødvendigvis velmenende. For alle eventualiteter vil jeg bede jer om at bære disse genstande.

Han fisker to pistoler op fra sin rygsæk samt to ekstra magasiner.

Jeg går ud fra, at I ved, hvordan en Makarov fungerer. Hvis ikke, så se godt efter. Her er sikringen. Her er udløseren til magasinet. Hold den altid i strakt arm og støt med venstre hånd. Andet er der ikke i det. Start med at tjekke sikringen, så I ikke skyder jer selv. Skulle det komme til en situation, så se, hvad vi gør. Med mindre vi kommer væk fra hinanden, så gør, hvad I mener er nødvendigt.

Med denne lidt overraskende og foruroligende instruks og ikke uden en vis bekymring bevæger vi os ind ad stien i vestlig retning. Efter en kilometer har vi nået det højeste punkt på stien, og i et sving er der et fladt område med store flade sten. Kolya stopper.

For de af jer, der interesserer jer for oldtiden, er der et par stenristninger her. De er ret overgroede med mos, for der kommer ingen her. Men hvis vi kratter lidt i dem, så kan vi se en bjørn og en jæger.

Vi går op på det flade stenplateau. Andrzei har taget pind og tegner i mosset. Ganske rigtigt er der en bjørn.

For mange år siden – det var lige efter hændelsen – fandt vi en død mand her. Vi tror, det var en skovarbejder. De arbejdede aldrig alene, så vi tror også, at der ligger en til eller flere i skoven, der aldrig er fundet.

Nadia spørger:
Hvad siger man om hændelsen. Vi har hørt alt muligt, og der er visse teorier og rygter i omløb, men hvad siger man her?

Det er det samme her blandt folk. Hvis du spørger mig, så siger jeg, at nogen afprøvede en ny type våben. Et år senere brugte de de samme slags våben i Irak. De irakiske soldater blev stegt levende i deres tanks på vej tilbage fra Quwait. Amerikanerne vil aldrig indrømme, at de gjorde det.

Så var det amerikanerne, der gjorde det samme her?

Så simpelt kan det ikke siges. Du må forstå, at hverken den amerikanske regering eller vores egen regering er herrer i eget hus. De styres indefra af en anden struktur, der er meget gammel og har stor magt. De er overalt, hvor der udøves egentlig magt. Du kan kalde dem for mafiaen eller det hemmelige militær. Og det er endda kun bunden af toppen af strukturen, for toppen er lidt for langhåret til at beskrive i detaljer her. Det er en omstændelig historie, så hvor meget vil du vide?

Vi vil vide så meget som muligt, det er jo derfor, vi er her.
Sagt med et smil.

Javel ja. Så slå lige røven i sædet, for det kan godt blive lidt langt i spyttet. Og tænd bare for diktafonen, for der bliver mere information end I kan huske bagefter.

Jeg har kendskab til 13 grupper af det hemmelige mafiøse militær. Deres virke går lidt udover, hvad man normalt regner for militær virksomhed, og den teknologi, de råder over, ligeså. Vi taler ikke om deres opdragsgivere her, for grupperne er, hvad vi kan kalde for kontraktørerne. Hvert år på et bestemt tidspunkt får de deres kontrakter og opgaver med sikkerhed for at blive aflønnet. Jeg kan sige så meget, som at deres overordnede, deres handlers tilhører en af to grupperinger. Den ene kan vi kalde for Ordenen eller Den Sorte Sol. Hvis I tænker på den okkulte del af nazisterne, så tager I ikke helt fejl, men det er meget større og meget ældre. Den anden kan vi kalde for Familierne. Nogle kalder dem for Dragefamilierne. Hvis I tænker på zionisterne som de kabbalistiske sabbatæere eller det, som nogen har kaldt for Den Khazariske Mafia, så tager I heller ikke helt fejl, men det er også langt større. De tilhører efterkommerne af Kong Salomons Segl.

Lad mig hurtigt forklare. Kong Salomon går for at være denne her viise konge og retfærdige hersker. Det var han på ingen måde, for han begik en meget stor synd. For at opnå fuldkommen magt i hans optik, indgik han en pagt med dæmonerne. Hvis I indimellem har fået den strøtanke, at al denne krig og nød og elendighed og menneskelig udnyttelse, vi ser overalt i verden, er dæmonisk i sin karakter og hvor den slags utøj kommer fra, så er det herfra. Han var Doktor Faust på steroider.

Kolya griner over hele hovedet.

Jeg kan se, at I allerede er ved at droppe ud, men I har selv spurgt om det, så I er selv ude om det. Dragefamilierne og Ordenen er igen underordnet 42 Konventer eller Covens. Hvis I her tænker på trolddom og sort magi, så tager I bestemt ikke fejl. Husk her, at hvad man i gamle dage kaldte for sort magi, hedder i dag avanceret teknologi. Forskellen er ens. Så disse Covens har Covenmestre, og over dem findes endnu en struktur kaldet Forældrene, hvoraf der var 21. Vi er for længst ude over, hvad vi forstår ved mennesker. Allerede på coven-niveau er der tale om besatte mennesker, altså personer uden egen sjæl. Forældrene er decideret aliens. Det vil sige, at de kan antage skikkelse af mennesker, men de er ikke fra dette sted. Ovenover dem findes her på planeten kun ét niveau. Vi kan kalde det for Slangens Hoved. Det bestod gennem alle årene af kun tre individer, der havde viden og kontrol med … alting. De gik under navnene eller titlerne, om man vil: Enlil, Enki og Marduk. Hvis I kender til sumerisk mytologi, så er navnene bekendt. Disse væsener har været her i flere omgange, og sidste gang, de ankom, var for 16.500 år siden. De ankom denne gang på opfordring af en stamme af mennesker, der brugte dem som hjælp til at bekæmpe deres fjender. Denne stammes efterkommere befinder sig i dag på New Zealand, og man kan ikke bebrejde dem for deres forfædres misgerninger og fejltagelser. Men denne hjælp og de midler, der blev givet til dem, kom med en meget høj pris for hele menneskeheden, for Jorden har befundet sig i en militær undtagelsestilstand lige siden.

Dette er selve styresystemets rygrad. Dertil er der brug for en forgrenet infrastruktur til at udøve styret i alle dets afskygninger, hvilket vil tage mig resten af dagen at forklare. Men det er her, det hemmelige militær, kontraktørerne kommer ind i billedet. I 2018, altså for fire år siden, gik det op for aktørerne i styresystemet, at toppen var forsvundet. Der ankom ikke længere informationer og ordrer fra deres hidtidige handlere. Slangen havde mistet sit hoved. Slangens hoved, forældrene og coven-mestrene var nu gået tilbage til Urkilden. De var ikke længere iblandt de levende. I stedet for begyndte de at bekæmpe hinanden i den antagelse, at de nu var det nye slangehoved. Men der kan kun være ét hoved, ikke sandt, så hvem skal det være? Og da disse grupper har været vant til at modtage alle ordre ovenfra, hvad gør de så nu?

Som sagt, der er 13 fraktioner, der nu delvist samarbejder, delvist bekæmper hinanden. Hvad er det man siger: Når krybben er tom, bides hestene.

Der en gruppe ved navn Kruger. Den blev skabt i 1815 efter napoleonskrigene. Her skal I også holde lidt på hatten, så den ikke flyver af, for stifteren var nazisten Gabriel Kruger. Han foretog derefter en tidsrejse frem til 1920. Den slags har fundet sted i lang tid, I har bare ikke hørt om det, og det skulle godkendes fra den øverste top. Er det ikke interessant, at Rusland først angribes af Napoleon og 140 år senere af Hitler. Begge begår de den samme fejl og bukker under for Kong Vinter.

Kruger-gruppens speciale var supersoldater. Den tyske hær i nazitiden var stort set på metamfetamin alle til hobe. Efterkrigstidens nazister, for eksempel CIA, har udviklet mere avancerede programmer for at skabe supersoldater. Hvis I har set Jason Bourne-filmene, så ved I, hvad jeg taler om. Altså alt fra genmodificering, spaltet personlighed ved tortur og traumatisering, særlige drugs og cyborg-installationer med indopererede chips. Hollywood viser det hele og kalder det for science fiction.

Den anden gruppe har i dag det moderne navn Cyberlife, men stammer tilbage fra 1650. Det er tiden efter den europæiske 30-årskrig. De specialiserer sig i skabelsen af menneskelignende robotter kaldet androider. Det kan ske på to måder. Enten skaber de dem fra grunden, eller også bruger de nano- eller femto-teknologi til at omskabe et menneske til en android-robot. Det kunne kaldes for zombificering men mere radikalt. De kan klone mennesker, så du ikke kan se forskel. Det vil måske komme som en overraskelse, men flere af de statsledere, I ser på skærmen i dag, er ikke de oprindelige personer. Det gælder også for vores egen præsident, der døde i 2016. Jep, lad lige den synke ind. Det gælder også for ham amerikaneren med det sjove hår, der blev valgt samme år. Det gælder for hans lækre og lysebrune forgænger, der blevet taget ud i 2019. Det gælder for hans stangkorrupte efterfølger, og det gælder for hende oldsagen med krone på hovedet ovre i England. De er alle døde, og det er androider, I ser.

Den tredje gruppe hedder Shoreline. Det er den ældste gruppe og er nævnt i ældgamle tekster, der går 5000 år tilbage. Deres opgave er at lave udtræk af information fra mennesker, medier eller arter af levende væsener. Vi kan også kalde det for spionage eller efterretningsvæsen. Det er bestemt ikke en ny leg, der leges her men gammel som Fanden selv.

Den fjerde grupper hedder Trinity og blev dannet i 1881. Deres opgave er at rejse rundt og opstøve gammel teknologi. I modsætning til, hvad vi har fået at vide i skolen, så er vi ikke den første civilisation på Jorden, der har været i besiddelse af hi-tech. Denne teknologi har at gøre med energierne i selve solsystemet. De prøver at forstyrre disse energier, visse mere velgørende grupper forsøger at stabilisere dem, hvilket jeg kan tale om senere. Hvis I tænker på en institution som CERN med deres gigantiske hadron-kollisionsanlæg, som taler vi om en kraftig forstyrrelse. Min ven Sergei på områdekontoret, hvor vi kørte forbi tidligt i morges kan fortælle jer en masse om dem. Min søster arbejder der i øvrigt. Han har også fortalt, at vi muligvis har besøg af et par af disse folk her i området lige nu, så det er derfor I har fået lidt isenkram til at beskytte jer selv med.

Nadia ser temmelig bekymret ud og spørger:

Det har du ikke sagt noget om før. Vil det sige, at vi udsætter vores liv for fare?

Ja selvfølgelig. Men vi har alle fordelene på vores side, for vi ved, de er her, og de ved ikke, at vi er her. Hvis jeg ikke totalt har misforstået jer, så er I ude efter direkte information om, hvad der foregår her på stedet for tiden, så nu har I chancen. Hvad jeg heller ikke har fortalt, så det gør jeg nu, er at der også er en ubuden gæst. Vi ved ikke helt, hvem det er, men Sergei mener, at det har noget at gøre med en videnskabsmand, der blev holdt som fange i en facilitet i et nedlagt minekompleks. Vi har fået som opgave at bringe ham helskindet ud af Området, hvis han er, hvad vi tror. Ellers gør vi noget andet. Så hvis I mener, at I ikke er til den slags, så er I velkommen til at vende om og gå tilbage til floden. Vi har vist jer, hvordan man kommer over, og I kan sikkert finde tilbage til bilen. Jeg kan se, at du har tracket hele ruten på din GPS, så det skulle ikke være et problem. Så kan I vente der.

Vi ser lidt på hinanden og fornemmer og bekræfter, at det ikke ligger til vores journalistiske nysgerrighed at stikke af på den måde. Nadia ryster på hovedet.

Undskyld, jeg skulle bare lige blive klar over, hvad vi har rodet os ud i. Selvfølgelig er vi med hele vejen, bare sig, hvad vi skal gøre. Du sagde Trinity, men hvad med de andre? Og har vi travlt i øvrigt?

Det haster ikke mere, end det javer. Jeg skal gøre det kort.
Den femte gruppe hedder Delphi og er stiftet i 1918 af en person, der hedder Peter Mason. Deres opgave er at tilgodese – hvis man kan bruge et ord, hvor ‘gode’ indgår – brugen af kemisk krigsførelse. Det er her, begrebet masseødelæggelsesvåben stammer fra. Det drejer sig især om udvikling af gasarter, sennepsgas, rød gas, brun gas, osv. Der findes også gasarter, der kan bruges til konstruktive formål f.eks at rense ud for radioaktivitet. Hele området omkring Tjernobyl kunne have været fuldstændigt renset for længst, men disse folk har valgt ikke at gøre det. Der var jo en grund til, at de valgte at sabotere anlægget i 1986. Jeg kan godt se, at I ikke var klar over, at det ikke var et uheld men et stykke perfid sabotage. For nylig var den nogen – gæt selv hvem – der var inde og ‘pille’ ved den indkapslede reaktor igen. Men vores militær syntes, at det var en dårlig ide, så de rykkede ind og sikrede det. Det er den samme gruppe, der har etableret MyLabs i 50 lande i Verden, forsknings-industrielle labs, hvor de udvikler og producerer de mest ækle substanser beregnet på at udslette mennesker. For nylig blev der lukket ned for 60+ af slagsen i Ukraine, hvilket vores regering og militær også syntes var en dårlig ide at have kørende. Det er ikke så svært at regne ud, hvem disse svinerestreger skal bruges imod.

Den sjette gruppe er Typhon. Her bliver det svært at forklare. Det er en tysk gruppe fra en anden tidslinje, hvor nazisterne rent faktisk vandt Anden Verdenskrig. Hele tidslinje-fænomenet er for lang en historie her på en gammel mosgroet sten i Ural, men jeg vil kort sige, at det er årsagen til, at nogle mennesker husker tidligere liv. Disse tidslinjer er nu ophørt med at fungere, ligesom dragens hoved ikke længere findes i sin hidtidige form. Menneskeheden er på vej mod en lysere fremtid uden denne ældgamle ballast. Men det gør den nutidige overgangsfase særlig ømtålelig og farlig.

Den syvende gruppe hedder Monarch og kan skrive deres CV så langt som 6000 år tilbage. Deres opgave er at skabe det ultimativt globalt-menneskelige – eller skulle vi snarere sige umenneskelige slavesystem. Så velkommen til pandemi-planeten, velkommen til det sociale pointsystem som i Kina, velkommen til kryptovaluta, en verden hvor du intet ejer men er lykkelig ifølge deres filial i Basel, Schweitz.

Den ottende gruppe hedder Mobius. Deres opgave er at forandre vores opfattelse af virkeligheden. Tænk mediemaskinen. Tænk historieforfalskning. Tænk The Matrix og verden som et simulakrum, en illusion, et videospil. Tænk sindsforstyrrende og -manipulerende substanser og psykedelika. Tænk hjernevasker-ideologier. Som russere kan vi ikke være i tvivl om, hvad det vil sige.

Og mens vi er i egne rækker så hedder den niende gruppe Murkoff opkaldt efter en russisk psykiater, der var værre end Dr. Mengele og nogen anden satanisk doktor nogensinde. Han udførte sine eksperimenter på bortførte mennesker og supersoldater. Et af hans projekter hed Skriften På Væggen, hvor han var i stand til at fange og fastholde et menneskes sjælelige essens. På baggrund af denne ‘skrift’ var han i stand til at fremstille et astralt væsen. Denne teknik var kendt i tibetansk buddhisme og kaldtes for en tulpa. Dette væsen var kontrollerbart af dets skaber og kunne bruges til diverse formål – ingen af hvilke var godartede, som I kan tænke.

Den tiende grupper hedder Paraplyen. Det er dem, der fremstiller alle de sjove vira, der har hærget verden siden den spanske flue, eller som den retteligt burde hedde: militærvirusen, udviklet i militærlaboratoriet i Fort Detrick, Maryland, USA, overført til en gruppe soldater og sendt til Spanien. Den slog undervejs 100 millioner mennesker ihjel for at vinde Første Verdenskrig. Senere fik vi SARS, AIDS, ebola, fugleinfluenza, svinepest, kogalskab og den sjove coronavirus. Alle sammen er de udviklet på laboratorier og spredt hos menneskeheden med det formål at udøve eugenik. Det går bare ikke så godt for dem, for menneskeheden synes at have en indædt evne til at overleve. Deres allerseneste virus, den næste efter coronaen og abekopperne, der var lidt af et flop, er udviklet i underjordiske laboratorier på grænsen mellem Mozambique og Sydafrika. Faktisk er det en slags svamp, og formålet var endnu en global nedlukning her til september. Denne underjordiske facilitet er i disse dage blevet destrueret af The Enforcer, der er en oprydningsenhed, der er kaldt til Jorden, efter at vi har indgået en ny fredsaftale som erstatning for den gamle militære undtagelsestilstand, hvilket disse 13 grupper ikke respekterer..

Shaw House, den ellevte gruppe, er ikke en korporation som visse af de andre ej heller et stykke militær. Det er snarere en familie eller en klub, der opererer i samme felt. De kører human trafficking, organhøst, produktion af adrenachrome – tænk Jeffrey Epstein – prostitution og slaveri overalt i verden.

Den tolvte grupper er japansk og hedder Arasaka og blev dannet i 1915. Tænk Yakuza på højeste niveau. De er ansvarlige for den teknologi, der har været indlagt i de snotpinde, der er blevet brugt til de latterlige PCR-tests, der har en usikkerhed på over 90%, men som myndighederne har hævdet skulle vise, om du havde virusen. Det kan de overhovedet ikke, og snotpindene har samme formål som vaccinerne, der ikke er vacciner men genmodificering, og som heller ikke virker plus alle de underlige striber, som de har sprøjtelakeret himlen med især over tætbefolkede områder i verden – hvis formål alle sammen har været at få den der ting ind i folks kroppe.

Den trettende gruppe – og nu skal jeg ikke trætte jeres overbelastede hoveder yderligere – hedder Tai Young og har som formål at digitalisere den menneskelige hjerne. I har sikkert hørt ordet digitalisering til bevidstløshed i en årrække, og dette er projektet. Tænk Elon Musk og Neurolink bare mere avanceret. De arbejder også med kryptovalutaer, en anden måde at fange fluer på. Så til alle de folk, der tror, at de har reddet deres sparepenge, har vi den dårlige nyhed, at det bare er et tryk på en knap den dag, de beslutter sig til at tømme deres konti, for krypto er ikke krypto uden grund, og deres bagdøre er også kryptiserede.

Kolya ser over på Alexei, der giver ham et tegn.
Nå d’herrer og damer, så er det på tide at komme videre. Der er muligvis gået en rotte i fælden.

25

Erik vågner alt for sent næste dag. Klokken er næsten ti. Det kan have være den dybe stilhed og mørket, der har gjort det. Eller den sene sengetid. Han må have trængt til det. Han skynder sig at samle sine ting sammen for at komme ud af hulen. Han har ikke lyst til at sidde her og varme gryde eller pande op med medbragt dåsemad vel vidende, at der kun er én vej ind – til en blindgyde.

Victor har beskrevet den vej, han selv slap ud af, og den kan bestemt ikke være ufarlig. Den var ikke plan A. Han har fået en så detaljeret beskrivelse af landskabet, som det er muligt, men det er på ingen måde sikkert, at han kan finde indgangen. I hvert fald ikke lige med det samme. Da han ankommer til det område, der svarer til beskrivelsen, beslutter han sig til at holde en pause og får blodsukkeret på plads.

Han minder sig selv om målet med denne mission. Kan man kalde det for en mission, for han har jo selv valgt det? En mission er noget, man er udsendt til, deraf ordet. Victor ved intet om, at han er taget hertil, og han ville uden tvivl have protesteret højlydt. Han er sin egen udsending, sin egen missionær, og hans mission er hans egen. Hvis missionen er succesfuld, og hvis den gamle lever så længe, at han får nys om det, kan han sige, at han gjorde det på vegne af nogen.

Victor lagde ikke skjul på, at han havde ønsket sig at tage alle sine optegnelser med, men at det ikke var muligt. Det handlede kun om at komme ud og redde livet. Han kunne heller give nogen garantier for, at hans gemmested i hulen ikke for længst var fundet og indholdet fjernet. Victor var udmærket klar over, at nogen havde brugt et energivåben mod området, hvor der foregik alt muligt udover det, han var spærret inde for. Han havde tit undret sig over, hvorfor han egentlig sad der, hvis de alligevel var i besiddelse af en sådan teknologi, som han sad og udviklede. Eller den samme teknologi misbrugt til destruktive formål. Det var selvfølgelig ikke de samme, der havde brugt det som ødelæggelsesvåben, for de ville ikke ødelægge sig selv.

I dag ved vi, at russerne har den samme teknologi som deres fjender. Et amerikansk krigsskib sejlede i 2014 ind i Sortehavet for at provokere. Det var i forbindelse med Syrienkrigen og nazist-fascist-statskuppet i Ukraine. De prøvede grænser af. En gammel bulet MIG-jager fløj henover skibet gentagne gange. Pludselig gik skibet helt dødt. Al elektronik gik ned. Amerikanerne ønskede at demonstrere, og de fik selv en demonstration. Adskillige af skibets besætningsmedlemmer tog efterfølgende deres afsked, for hvis de intet kunne stille op med alt deres dyre og højt bepralede isenkram, til hvad nytte var det hele så?

Så hvorfor er Erik her? Han er udmærket klar over, at teknologien med stor potentiale for menneskeheden for længst er på plads. Men han er også klar over, at menneskeheden ikke har set noget til den, for den er stjålet. Han er samtidigt klar over, at Victor hører til de, der på den meste minutiøse måde noterede ned og beskrev sit arbejde. Han husker fra sine helt unge dag, før hans far forsvandt ind i systemet, at han har set nogle af hans notater, og de var mildest talt imponerende. De tegninger, han gjorde var perfekte. Hans håndskrift var forfinet. Ikke at han dengang forstod meget af det, men blot tegningerne var rene kunstværker.

Det, der især motiverer ham, er Victors beskrivelser af sine delirier. Han viste ham sin dagbog, hvor de er beskrevet i en sær poetisk form men uden tegninger og tal. Han beskriver her, hvordan han får disse delirier eller lysende drømme i halvvågen tilstand om morgenen, og når han vågner, kan han skrive dem ned. Det er noget med komplicerede talrækker. Det er noget med primtal og sidelæns talregning, som han kalder det. Han siger, at han kun har set noget lignende i vedisk matematik, men at han ikke i dag er i stand til at rekonstruere det. Han siger også, at han blev så desillusioneret over at erkende, at denne viden allerede var i hænderne på de forkerte.

Jeg forstår ham, og jeg forstår fuldstændigt – det bilder jeg mig ind – hvorfor han oplevede, at døren smækkede efter ham, tænker Erik. Men jeg er oprørt over den uretfærdighed, der er overgået ham og det liv i formålsløs og frugtesløs lidelse, han har måttet gennemleve uden venner og familie og med en sidenhen traumatisk og uden tvivl livslang paranoia for det system, der ganske vist formelt er fortid, men som alle den slags systemer stadig findes i dybet.

En pludselig impuls får Erik til at rejse sig op. Et bestemt sted i udkanten af plateauet fanger hans opmærksomhed. Victor, hvad havde du gang i, hvor var det, du slap ud? Han samler sine ting sammen og lægger dem under et træ. Han tager sin pistol, sin machete, et sæt handsker, pandelygten og det lange reb + de nødvendig beslag med og går i retning af stedet. Hvad er der med dette sted? Der er intet usædvanlig over det, det taler bare til ham. Det er sikkert noget ævl, det siger, og han er forberedt på at bruge dage til at gennemtrævle området. Da han nærmer sig forhøjningen i klippen, husker han, at Victor beskrev stedet på denne måde. En klippe, der ligner hovedet på et dyr med to ører og en snude. Når du står lige foran dyret, så er åbningen nede i bunden. Han synes, sceneriet har en vis lighed med denne maleriske beskrivelse.

Der er ikke umiddelbart nogen åbning men et buskads. Han begynder at hugge fra forskellige vinkler. Det er her, at revnen viser sig. Det starter med en forsænkning. Dernæst videre med et løft, en bred kant med et hul indad. Han er i stand til at klemme sig ind og op i revnen og kan lyse ind. Der viser sig et stort rum underneden, men han kan ikke se bunden. Dette må være stedet. Det går op for ham, at han er nødt til at have en rygsæk med, hvis han skal have noget med ud og op igen. Han har været så forudseende, at han har en mindre sammenklappelig rygsæk med i den større rygsæk. Han har forudset denne situation. Han går tilbage til træet og henter den.

Næste problem er, hvor han skal fastgøre rebet. Der er for langt til det nærmeste træ, og han tør ikke stole udelukkende på det buskads, han for øvrigt har hugget i stykker. Han har et sæt pløkke til formålet, og han finder en sten af passende størrelse, der kan bruges som hammer. Da han føler sig sikker på, at rebet er gjort fast til både klippe og buskads og hans eget bælte, begynder han indstigningen.

De første 10 meter er til at have med at gøre. De består af en skråt faldende flade af klippe og et rum, der åbner sig mere og mere. Han kunne i princippet have kravlet ned her uden reb. Han havde forventet den ramme stank af flagermuse-ekskrementer og at han havde fået en sværm af dem i hovedet. Men det tætte buskads har åbenbart forseglet indgangen, så de ikke har kunne komme ind.

På et tidspunkt når han kanten, hvor den indre væg bliver lodret. Han drejer hovedet med lampen for at sikre sig, at han ikke er på vej ned i et bundløst hul, men der er helt tydligt et rum og et gulv forneden, og der er noget i rummet, der bestemt ikke er naturligt. Dette er stedet. Det er også her, han får øje på det sidste og sikre tegn. Der sidder i forvejen pløkke i muren, og der hænger stumper et gammelt reb. Foreløbigt koncentrerer han sig om at nå bunden.

Stedet er dybt mærkeligt. Stumper af maskineri og møblement er smadret og spredt overalt. Han husker, at Victor fortalte, at maskinen var livsfarlig og ustabil i den tilstand, han efterlod den i. Den var ufærdig og skulle styres manuelt på en helt bestemt måde, for der var ikke endnu udviklet en regulator. Er det det, der er sket her? Har nogen prøvet at starte den uden at vide, hvad de gjorde? Har troldmandens lærlinge i Disneys Fantasia sluppet samtlige forheksede koste med samt åg og vandspande løs, så de fortsatte deres amok-løb derudaf? Har de uheldige-uduelige lærlinge overhovedet overlevet deres pilfinger-eksperiment, eller er de også blevet smadret sammen med det løbske monster? Så mange spørgsmål, så få svar.

I hulens venstre hjørne er der som beskrevet starten på en mineskakt. Dette i sig selv er dybt mærkeligt, og Victor talte om, at hans fornemmelse var, at der gemte sig en nyt kompleks, der gik længere ind i bjerget, og som nogen havde muret til. Hvorfor skulle de gøre det, og hvor førte det hen. Flere ubesvarlige spørgsmål, ingen tid til at besvare dem. Erik samler en stump isenkram op og begynder at banke på væggene. Det løbske maskineri har åbenbart ikke nået at smadre løs på denne niche. Et bestemt sted har en anden lyd end den faste klippevæg, og da han tæver yderligere løs på den, begynder stenene at falde fra og røber en træplade bagved. Pilfingrene har ikke fundet hans nicheskab. Erik mærker pulsen stige, for kan dette være fuldbyrdelsen af rejsens mål? Endelig et spørgsmål, der kan besvares.

Træpladen bagved er ganske solid, og der er et firkantet hul til et håndtag. Han vælger ikke at prøve at finde håndtaget, der sikkert er et eller andet sted i rodet, men smadrer videre på træet, til det falder sammen, og han kan flå det ud. Bag det ligger der fem store notesbøger med hårdt omslag og snor til at lukke. Dette er troldmandens hemmelige bibliotek. Han begynder straks at fylde sin rygsæk. Herefter er der ikke mere at gøre her. En sær og umotiveret nervøsitet rammer ham, da han bevæger sig ud af hjørnet i hulen og hen mod rebet. Da han gør sig klar til at kravle op igen, hører han stemmer henne fra indgangen med gitterporten.

Den skal skæres over her ved låsen.

Javel kaptajn. Jeg gør skærebrænderen klar.

Hvem det end er, er han klar over, at det ikke er nogen, han har lyst til at møde. Han lyser op langs væggen med sin lampe for at få et overblik over opstigningen, hvorefter han omgående slukker for den. Han kan se lysstriben foroven fra revnen og håber på, at det er nok.

Der er et mærkeligt fænomen, når vi havner i den slags livstruende og tilspidsede situationer. Først rammer vi adrenalinmuren, hjertet går i højeste gear, sveden springer frem, tiden bliver anderledes. Så kan der ske det, at en iskold ro indfinder sig, og kroppen, hjernen, nervesystemet går i overlevelses-mode. Det er det bedste, der kan ske. Det er ikke en dødskamp med uhensigtsmæssige sidste-øjebliks-spasmer og skiden sig selv i bukserne af skræk men en dybt kalkulerende og alligevel hurtigt reagerende tilstand, der udelukker uhensigtsmæssig tankevirksomhed og fokuserer aktivitet til et og kun ét hensigtsbestemt mål. Det er det, der sker for Erik i de minutter, det tager at komme op af rebet. Da han når den skrå afsats de sidste ti meter ud mod revnen, hører han lyden af porten i mineskakten, der hviner i sine rustne beslag.

Han har overskud til at trække rebet op efter sig og samle det i et bundt, inden han tager de sidste kravlende skridt op mod revnen. Lige da han er i færd med at klemme sig ud, er der en sten, der river sig løs fra væggen og rutsjer nedad. Han hører stemmer nede fra hulen.

Kaptajn, jeg tror der er nogen deroppe!

Han mærker en stribe lygter, der lyser deropad, men han forsikrer sig selv om, at de ikke kan se selve hullet og revnen udad hulen, ligesom han ikke selv kan se bunden ovenfra.

Det løser imidlertid kun den akutte situation, for nu har han ingen mulighed for at gå tilbage ad den samme vej og følge jernbanesporet ud. Det gør ham til et stykke jaget vildt, der før eller siden vil blive indhentet af folk af den støbning og mentalitet, som befinder sig nede i hullet.

26

Jens, kom over med det samme og tag Frederik den Niende med. Jeg har fået besøg af nogle bureau-tosser igen. Du ved, hvad du skal gøre. Jeg sætter en flaske Brøndum på køl, inden jeg lukker dem ind.
Og tag din jagtgevær med, for vi skal jo på andejagt, du ved.

Da de er indenfor – de ankommer sjovt nok altid to mand – præsenterer de sig selv med en umiskendelig engelsk accent. Jaså, MI6 denne gang, interessant, fint besøg.

Jeg skal bestemt ikke klage over mangel på opmærksom. Nu har så haft den ære af at få besøg fra først jeres russiske kolleger. Ja jeg ved så ikke, om I kalder dem for jeres kolleger. Men så har jeg også haft besøg af jeres amerikanske kolleger – dem kalder I da for kolleger, gør I ikke, Five Eyes ikke sandt? Jeg troede, I udvekslede oplysninger, for er det ikke det, I har fem par øjne til? Så mangler jeg bare Mossad, så har jeg været hele raden rundt. Men de gider nok ikke at komme, for de er smarte nok til at vide, at der ikke rigtigt er noget at komme efter.

Vi tror ikke på dig Janssen. Eller må vi kalde dig Victor?

I må kalde mig Deres Kongelige Højhed, hvis I har lyst til det.

Vi kan forstå, at du har haft besøg af din søn for nyligt.
Vi har en formodning om, at du har givet ham visse oplysninger.

Jeg har fortalt ham min livshistorie. Det må da være det mindste, jeg kan gøre, når jeg ikke har haft kontakt med ham i et par årtier. Tænker I på, at jeg har fortalt ham om, hvad jeg sad og bedrev min tid med spærret inde i en mineskakt og en hule i Ural, for det ved I alt muligt om, ellers ville I ikke være her. Jeg går ud fra, at I også er klar over, at det var et ufuldendt projekt, da det blev afbrudt i utide. I hvert fald set fra mine fangevogteres synspunkt. Jeg for mit vedkommende var glad for at afbryde, mens tid var, for ellers havde jeg måske siddet der endnu. Og så havde I jo ikke kunnet besøge mig her i dag, vel?

Vi kan forstå, hvis du er lidt mistænksom, men du skal ikke bilde os ind, at du har siddet dér med al den viden og udviklet noget så usædvanligt, og dernæst bare har glemt alt om det bagefter.

Så I tror, at min hjerne er i stand til at rumme uendelige mængder af rå såvel som bearbejdet data. Men så skal jeg fortælle jer noget, som ingen af de andre agenturer har fået at vide. Betingelsen er, at I forsvinder ud af døren, når I har fået det at vide og ikke kommer igen. For der er nemlig ikke mere at fortælle.

Det vil vi tage stilling til, når du har talt.

I samme øjeblik banker det på døren.

Nå for pokker, det er nok min nabo, som jeg har en aftale med.

Du er nødt til at bede ham om at komme igen en anden gang.

Er I da helt fra forstanden?! Den slags gør man ALDRIG herude på landet. Det ville være helligbrøde. Mine venner er hans venner, hans venner er mine venner.

Englænderen har svært ved at sige ham imod. Måske det er et ældgammelt recessivt gen med indbygget frygt for at få en vikingeøkse gennem skalden på grund af disrespekt for de lokale, der får ham til at klappe i. Og hvis der oven i købet er genoplivet en gammel pagt mellem de skandinaviske og russiske vikinger, så er Valhalla jo løs. Ind fra entreen lunter en mildest talt stor hund efterfulgt af en herre med et jagtgevær over skulderen.
Hunden ser de to mænd bag stuebordet an og beslutter sig til at sende en dyb knurren i deres retning efterfulgt af et enkeltstående VOV! der får den grønne glaspendel over bordet til at småklapre.

Jamen dog, jeg var ikke klar over, at du havde fint besøg, Victor.
Læg dig ned Frederik, nu har du jo sagt pænt goddag til de rare mænd.
Jens stiller sit jaggevær af mod væggen ved entredøren og giver hånd til de to bag bordet.

Det er englændere, siger Victor, du må finde dit bedste engelsk frem.

Oh I am so sorry, det var da forfærdelig hyggeligt. Så skal I med færgen igen her kl. 16? ja for jeg skal lige sige, at det er jo den sidste, der sejler, men det er I sikkert klar over. Og Victor, de andre kommer her om 20 minutter og henter os.

Han ser over på mændene.
Ja, vi skal jo ud og skyde nogle ænder, det er jo lige sæson for den slags.
Frederik! hold nu op med at knurre ad de rare mænd.

Hvad vi har glemt at fortælle er, at Jens er pensioneret skuespiller med stor erfaring og mange roller bag sig. Deriblandt et par kriminalserier i DR. Faktisk taler han formfuldendt engelsk og ikke det gebrokne dangelsk, som han præsterer til lejligheden. Jens er umanerlig god til at læse en situation og improvisere.

Englænderen tager sin hånd ud af reverset på jakken. Han har åbenbart følt det sikkert at have fingeren tæt på etellerandet med aftrækker derinde. Han udveksler et kort blik med sin kollega.

Der var noget, du skulle sige til os. Måske du kunne følge os lidt på vej.

Jamen det er da ikke nødvendigt, for min gode ven Jens har hørt det hele før. Det er ingen hemmelighed blandt venner. Jens kender også min søn Erik.

Jeg var i gang med at fortæller jer noget. Hulen forenden af mineskakten er et både forbandet og velsignet sted. Man hverken tænker, føler eller drømmer på samme måde dér som andre steder. Der bor andre væsener der. Der er en indgang til Underverdenen der. Faktisk ligger hulen kun forenden af selve mineskakten, men den forsvinder uden tvivl ind i bjerget. Jeg har aldrig været der, for al videre færd var muret til engang i fordums tid. Det var de andre væsener imidlertid ligeglade med, for de kom og gik, som det passede dem.

De fortalte mig, hvad jeg skulle tænke. Da jeg først havde forstået og anerkendt deres eksistens, kunne jeg stå op om morgenen og skrive lange rækker af tal ned i halvvågen tilstand. Det var på baggrund af disse månedslange lucide drømme, at jeg var i stand til at konstruere den prototype, som jeg efterlod. Hvad det er vigtigt at forstå, er at disse lange komplicerede talrækker er umulige at rekonstruere. Jeg har downloadet dem, ikke konstrueret dem. De er efterladt i hulen, og hvis de er fundet af jeres kolleger, eller hvad I kalder dem, så må I pænt spørge dem. Ellers er de gået tabt. Jeg har dem ikke, for jeg havde ikke mulighed for at tage dem med mig. På det tidspunkt var det et spørgsmål om liv eller død, for jeg går ud fra, at I er fuldt klar over den ødelæggelse, der fandt sted. De hører til stedet og er blevet på stedet.

I tænker måske, at jeg har genskabt det hele her efterfølgende. I er velkommen til at se efter, for der er intet. Her ude på landet har vi ikke kældre og huler til at gemme ting og sager i. Jeg kan se, at I allerede har været rundt og snuse, så det er I klar over. Men sådan fungerer det ikke. De informationer, I er så vilde med at få fat i, hører til det sted, de har åbenbaret sig og er forblevet der. Hvis I vil have fingre i dem, er I nødt til at lade jer indespærre der.

Det var et overstået kapitel for mig for tredive år siden, d’herrer. Det er det stadigvæk. Dette er det definitive svar. Jeg vil ikke have noget med det at gøre, og jeg har et helt andet liv at leve. Hvis I ikke er klar over det, så har I ikke gjort jeres hjemmearbejde.
Nå Jens, hvad siger du, skal vi ud og skyde nogle ænder?

Seancen er tydeligvis overstået. De to agentører er langtfra tilfredse, men de har ikke længere noget at have deres utilfredshed i. De takker af og forlader stedet. De skal ikke risikere et helt jagtselskab af bevæbnede landtyper og endnu flere knurrende hunde. Hvilket i øvrigt er en skuespiller-løgn, som Jens kom op med til lejligheden. Og hvad Victor selv har sagt for at få det til at lyde meget okkult, er en tvivlsom sandhed. Det er rigtigt, at det hele er kommet til at i en tilstand af nærmest galskab. Det er også rigtigt, at der var tale om enorme mængde af tabt data, der ikke ville kan rekonstrueres uden videre. Det er også rigtigt, at der ikke er noget at komme efter her. Men i en tænkt og selvfølgelig ret utænkelig situation, hvor han står der igen og skal fuldføre det hele, vil han så kunne gøre det. Vil han ønske en sådan situation. Her er svaret nej. Der er så meget sandhed i hans udsagn, at de er nødt til at tro på ham. Folk som disse er selv toptrænede i at lyve, det er deres profession. Derfor er de også trænede i at gennemskue, om andre lyver, og det gør han heller ikke … næsten.

Da de er gået er Jens og Victor faldefærdige af grin. Men Jens siger:
Jeg ringer lige til Holger nede på færgen og bér ham om at melde, om de to typer er med tilbage. Vi gider ikke ha’ dem til at luske rundt, vel? Og hvor bliver så den Brøndum af?

27

Da Erik kravler ud af hullet og skal til at løbe hen til sine ejendele under træet, står der to mænd og betragter ham. I baggrunden står der endnu en mand og en kvinde. De er alle bevæbnede.

Den mindste af de to mænd træder et skridt frem mod ham.

Jeg tror, der er bedst, du kommer med os. Fik du det, som du kom efter?

Erik ved ikke, hvad han skal svare, men der er ikke noget umiddelbart truende eller militant ved mændene, og de synes ikke at have noget at gøre med dem dernede i hulen.

Så hvem er I?

Vi kunne jo spørge dig om det samme. Har du noget at gøre med en mand, der engang boede i hulen meget mod sin vilje?

Erik er tilbøjelig til at vælge troens spring. Enten er de i kahyt med de kortfattede, ordregivende- og adlydende militante typer, der just har skåret sig vej ind i hulen. I så fald er han ikke mindre fucked end ved at bevæge sig samme vej baglæns. Eller også er af en anden observans. Og de ved noget om ham, tilsyneladende. Det kan både være et dårligt og et godt tegn.

Inden jeg svarer på det spørgsmål, er I så klar over, at jeg lige er sluppet for nogle typer dernede, der har skåret sig gennem gitterporten til hulen med en brænder, og som taler til hinanden på kommandosprog?

Det ved vi ikke, men vi vælger at tro, at du taler sandt, for vi ved, at de er her. Du har været heldig, min ven, for de typer, som du siger, sparer ingens liv. Tal mere sandt, og så får vi måske en hurtig aftale. Hvem er du, og hvad er du her for?

Jeg hedder Erik Janssen, min far er Victor Janssen, der var spærret inde i hulen.
Jeg har, hvad jeg kom for. Er det også det, I kommer for?

Nej, og vi er heller ikke venner med de typer dernede i hullet. Saml dine ting sammen, så vi kan komme ud herfra. Som du sikkert er klar over, kan vi ikke gå samme vej ud, som du kom ind. Men vi kender en anden vej. KOM I GANG HURTIGT OG FØLG MED!

Erik samler sine ting op, og Kolya fordeler dem mellem de ledige hænder, så Erik kan koncentrere sig om sin nye last.

Kolya sætter i løb tilbage ad stien.

Jeg håber, I er i god form, for det er typerne nede i hullet.
Vi har et forspring, men det varer ikke for evigt. Vi skal tilbage til floden.

Det er så problemet, for det er kun Kolya og Andrzei, der er i topform, resten af den nydannede gruppe er i adventure-form = halvdårlig natur-turist-form. De sakker hurtigt bagud og hiver efter vejret, og de to er nødt til at vente på dem. Landskabet vender, og det går ned ad bakke. Med det nye tilpassede tempo når de frem til floden.

I to kender turen, så I starter oppe fra afsatsen med den nedadgående wire. Her er mekanismen – husk at vikle løkken om hånden. Erik, du ser nøje efter, mens jeg forklarer metoden. Andrzei, du følger efter og sørger for at dække baglandet. Erik, du er den næste. I starter turen op, så snart I er ovre.
Jeg følger efter. Andrzei, du følger Erik op til passet. Er boltsaksen på plads?

Andrzei: Den ligger derovre.

Rutinen er etableret, og de starter deres glidetur over floden.
Da alle er ovre undtagen Kolya, høres stemmer ovenfra og smældet fra et automatvåben bryder lyden af det brusende vand i floden. Andrzei er ramt og falder om bag et klippestykke. De andre er udenfor rækkevidde og allerede inde i slugten, der går op og ind gennem bjerget og væk fra Området. Kolya lader sig falde ned bag en stor sten. Et glid henover floden lige nu vil være ensbetydende med lerdueskydning.

Logikken i en hjerne trænet i den slags operationer er:
De deroppe ved ikke, hvor mange der er. De skyder, fordi de tror, at alle befinder sig på den modsatte side. De ved så meget, at der er passage over floden via wirer, og hvis de skal indhente gruppen, skal de også over floden. De har måske-måske-ikke set, at mekanismen er sendt tilbage over floden. Sandsynligheden er måske-ikke, da den er sendt over flere minutter før, de åbner ild mod Andrzei. De kender teknikken, og man kan glide over via et stykke bøjet metal. De bruger den slags i specialstyrkerne.

Kolya venter, til de er nede i niveau. Hvis han skyder en eller flere af dem men ikke dem alle, har han et alvorligt problem. Og jo tættere de er på hans skjulested, jo farligere er det. Det er et spørgsmål om timing for hans mulighed for overlevelse.

Hans våben er en PB med lyddæmpende forsats, også kendt som en 6P9. Han kalkulerer med, at de tror, at alle er ovre på den anden side, så de koncentrerer sig om det. De forventer ikke et baghold fra samme side. Samtidigt er han nødt til også at regne med, at disse typer er top-professionelle og dækker alle vinkler, når de rykker frem.

Bag sin sten under afsatsen med den nedadgående wire kan han på et tidspunkt se tre mand. Deres fokus er den anden bred. Hvorfor er der kun tre, der burde være fire? Den ene venter åbenbart deroppe for at dække området. Den ene nærmer sig afsatsen over ham, da han har opdaget den ene wire. Da har er så tæt, at han træder op på stenen, er han nødt til at reagere.

Det første skud rammer uhyggeligt præcist skråt nedenfra op gennem mandens hjerne. Han er død på stedet. Inden de to andre når at observere det, rejser Kolya sig fra stenen og rammer dem ved kanten af flodbreden. Det sker indenfor to sekunder, og de når ikke at reagere. Det første skud er præcist, det andet er sårende, så den tredje mand falder om og prøver at dække sig. Kolya tømmer sit første magasin med de seks næste 9 mm kugler, og manden er død.

Herefter den fjerde mand, og han er lige nu den farligste. Hvor gemmer han sig? Ved han, at hans kammerater er døde, og følger han blot de givne ordrer, eller har han valgt at tage flugten? Kolya skifter magasin og vælger at vente bag stenen. Han ringer til Andrzeis mobiltelefon i det tilfælde, at han stadig er i live. Det er deres aftalte kommunikationssystem i post-walkie-talkie’ens tidsalder.

Andrzei er du der?
Han taler i det lavest mulige stemmeleje.

Der kommer svar tilbage:
Kolya, jeg er ramt i benet. De fik mig ikke. Jeg kan ikke komme videre.

Hold øje med den sidste mand. Han er ovenfor. Og hold linjen åben.

Kolya bevæger sig væk fra sin sten og op langs kanten af klippen. Et våben med lyddæmper er aldrig helt lydløst. Forhåbningen er, at lyden af floden, der larmer på dette sted, har overdøvet den dæmpede lyd af skudene. For enden af den nordgående opstigning, før den knækker til sydgående et niveau over, hører han en en lyd fra sin telefon: Pas på! Han ser opad og får øje på manden der sigter på ham. I samme øjeblik hører han skudet. Et splitsekund tænker han, at nu bliver han ramt, men skudet kommer fra et andet sted. Manden overfor fryser, hvorefter han læner sig forover og falder. Han lander med en fæl benbrækkende lyd halvanden meter fra ham på stenene. På den anden side af floden ser han Andrzei vinke.

Han tager telefonen og hører Andrzeis stemme:

Er der flere?

Spaziba. Nej, ifølge Sergei var der fire. Jeg kommer over, men vent, jeg skal ordne noget først.

De fire mænd vil blive fundet før eller senere. Af nogen. Hellere senere end før, for det vil give dem tid. Derfor går han rundt til de faldne og indsamler deres kommunikations-device. Der er med garanti en tracker, der udsender signaler med jævne mellemrum og en GPS, der fortæller, hvor de er. På deres brystlomme er der et tredelt hagekors: Trinity. De kan ikke lade være med at skilte med det. De tror, de er så hemmelige, at ingen genkender deres logo. Han finder en vandtæt pose i sin baggage og placerer alle fire kommunikationsdimser dér. Derefter blæser han så meget luft i, at posen bliver til en ballon og binder en snor om så tæt, det er muligt + en knude på topstykket af posen. Så dumper han posen i midten af floden. Den vil forhåbentlig flyde så langt ned som muligt og derved gøre sporingen besværlig. Hvis posen punkterer på en skarp sten, vil den synke til bunds og gøre bjærgningen besværlig. De vilde dyr vil tage sig af ligene. Det bliver ikke et kønt syn.

Så lader han sig glide over floden med wiren. Andrzei har sat sig op og er i færd med at forbinde sig selv.

Vi skal væk fra floden. Lad mig hjælpe dig. Læg dig op på min ryg.

Andrzei er ingen stor mand. Han gik altid under navnet Lille And. Men 65 kg er stadig 65 kg. Da de når selve slugten, kommer Gennady ned ovenfra og hjælper ham med baggagen. De andre venter ovenfor.

28

Det er sent på eftermiddagen, da den bulede Lada svinger ind på pladsen foran områdekontoret. De er ventet, og personalet har forlænget deres arbejdsdag. Nadzieja er den første, der åbner døren. Hun går med anspændt attitude hen mod bilen med direkte retning mod sin bror, der stiger ud i venstre side.

Kolya, Kolya! Dit store fjols, hvad har du rodet dig ud i?!
Du har sagt, da du kom hjem fra krigen, at du ikke ville gøre den slags mere.

Hun slår armene om ham og kysser ham i hele ansigtet.

Og så trænger du til et bad. Og hvem er så dine venner?

Kolya smiler, lægger armen om sin søster og vender sig mod de andre, der dårligt er kommet ud af bilen.

Det er Gennady og Tanya, de er venner af far og farbror. De skriver på en bog, og jeg er deres guide.
Andrzei kender du jo, og han trænger til en kærlig hånd, for hans ene ben ser ikke så godt ud. Og ham der er Erik. Han er vores nye bekendtskab. Jeg tror, at Sergei har fortalt dig om ham.

Hvad mener du, guide? Du får det til at lyde som en turisttur. Vi ved da godt, at det er noget helt andet.
Kolya, hvad med os? Er vi nu også i fare?

Der ingen fare. Må vi godt komme indenfor, du overfalder os jo.
Ja undskyld min storesøster. Vi kalder hende vores lille mor.
Hun er et godt menneske. Hun har altid passet på os.

Nadzieja har allerede skiftet fokus fra Kolya til Andzrei.
Sergei er kommet ud på terassen og tager imod dem. De går indenfor og sætter sig om langbordet.

Trænger I til noget, er I til-øhh … ?

JA, det er vi!

Sergei henter et par flasker ildvand frem fra baglokalet med samt glas.
Den russiske tradition med at drikke sig i hegnet i vodka er ikke så gammel, som man skulle tro. Den stammer fra Sovjettiden, hvor den traumatiserede mandlige befolkning var så sønderbrudt af det dehumaniserde slavesamfund, som kommunisterne havde skabt, at de valgte at drikke hjernen ud. Det var så grelt, at selve genetikken var berørt, for mænd blev simpelthen infertile af druk. Javel, vodka, snaps, brædevin, whisky, hvad de nu har kaldt det, har altid fandtes, men det var traditionelt altid på et niveau før destruktion. Sådan var det ikke længere i Sovjetstaten, det gik helt over gevind.

I udkanten af Udkantsrusland i det herrens år 2022 i et områdekontor i Ural er vi langt fra drukstadiet og tilbage til det, som alkohol er tænkt som: En katalysator for fejring af usædvanligheder.

Der er et udtryk, som går igen i de brancher, hvor akut handling med menneskeliv som fareobjekt og stress som vilkår går igen. Det kaldes for debriefing. Dette er en sådan tingest. Der bliver spurgt ind til det hele, de involveredes historie gørest tilgængelig, de fire sorte mænds skæbne forklares, og der foretages diverse telefonopkald. Omdrejningspunktet bliver på et tidspunkt Erik og hans far. Han er nødt til at gå ud til bilen og hente det, han kom for og fandt: En stak notesbøger lægges frem på bordet.

I er velkommen til at åbne dem og læse. Jeg har kun haft lejlighed til det ganske kort undervejs i bilen, og jeg må indrømme, at jeg absolut intet fatter. Min far blev regnet som en farlig videnskabsmand i det gamle regime men var samtidigt beundret. De valgte en meget radikal måde at indkapsle hans geni på. Jeg tror ikke engang, de selv vidste, hvad han havde gang i. De regnede bare med, at han kom op med noget, de kunne bruge til deres formål. Disse papirer er hans notater, og som han selv beskriver det, så er det så kompliceret, at han ikke kan rekonstruere det.

Sergei har åbnet en af notesbøgerne.
Hvad er grunden til, at du har valgt at udsætte dit eget liv for fare og komme her?

Jeg skylder jer mit liv, for jeg var ikke klar over forinden, hvor farligt det kunne blive.
Jeg har aldrig hørt om Trinity før, jeg havde ingen anelse om det hemmelige militærsystem i Verden.
Jeg kom for at gøre min far ære. Ære er et begreb, som de har glemt i Vesten, hvor jeg har valgt at bo. Ære blev ødelagt i det gamle regime, og nu har Vesten overtaget vores fejltagelser. I virkeligheden var det ikke en fejltagelse, det var et design, og Vestens overtagelse er af et design, hvilket i sig selv er et design.

Min far har gennemlevet umådelige lidelser, og disse lidelser har også skadet mit og min families liv. Jeg har ikke været i stand til at skabe en familie for mig selv, og jeg erkender, at det skyldes denne nedarvede traumatisering, denne arvesynd, som det kaldes, et begreb der er meget dårligt forstået. Så jeg gør det også for min egen skyld.

Ikke alle spørgsmål kan besvares, når spørgsmålet bliver stillet. Således er det med disse.
Ting tager deres tid. Sådan er det også med spørgsmål og deres forventede svar.

Ude fra baglokalet høres en høj lyd af ed og forbandelse. Den efterfølges af en metallisk lyd af kuglen, der lander i metalskålen. Nadziejas fortid som sygeplejerske kommer til sin ret her, hvor hun lige har gravet et objekt ud af Andzjeis lårmuskel.

Kom nu for helvede med det glas vodka, jeg har brug for desinfektion.
Og Andzjei har brug for noget smertestillende.

29

Færgen over til øen har ikke så mange passagerer på dette tidspunkt. Der er kun de lokale på dette tidspunkt bortset fra en enkelt cyklist med oppakning, der ligner en forsinket sensommerturist. Det er 2. oktober, og det er en usædvanlig smuk efterårsdag. Det er tæt på at være vindstille, og havet spejler den første ø, de sejler forbi. Hver ø har sin egen færge.

Der har været en tendens til, at befolkningen på øerne blev gamle, og at der stod huse tomme og forfaldt. Eller også blev de solgt som sommerhuse, hvor de så også står tomme det meste af året. Men denne tendens er begyndt at vende de seneste år. Det er muligt at arbejde hjemmefra – også uden at få økuller. Men det er også noget helt andet, for ægte økuller er navnet for de mentale virkninger af indavl på øerne før i tiden.

Erik er på vej ud til en uægte økuller. En person, der i lange perioder har været tvunget i isolation. Måske var det derfor, han valgte dette sted at slå sig ned. Han lignede et par af de andre gamle øtosser. Nu vidste han mere om, hvad det var, manden havde oplevet.

Han tænker tilbage på den afgørende dag – og aften og ud på natten blev det til. Hans pilgrimsrejse, hvis man sige det om en valfart til et så uhelligt sted, der ikke i mellemtiden var blevet mere uhelligt. Det var bestemt ikke uproblematisk ejheller uden et faremoment i fremtiden at have været indirekte årsag til, at fire mænd mistede deres liv. Kolya og Sergei havde gjort deres yderste for at forsikre ham, at det ikke forholdt sig sådan. Det var en handling i selvforsvar holdt de fast i, og hvis ikke der var ageret resolut og kompromisløst, ville de alle være døde.

De forsikrede ham om, at han ikke havde noget at frygte. Han havde jo efterladt sin mobiltelefon i en boks på banegården i Ekaterinburg netop for ikke at blive tracket. Det var også der, han havde købt den pistol, som han valgte at efterlade hos Sergei. Han fik forhåbentlig ikke brug for den på vej hjem. Det ville heller ikke være muligt at rejse med den slags. Han havde blot besøgt slægtninge i byen, hvilket ikke var helt sandt, for han havde ingen kontakt med dem længere. Men han havde rent faktisk opsøgt dem på vejen hjem blot for at konstatere, at de ikke levede længere, og at deres børn var flyttet ind til Moskva. Det var hans alibi i tilfælde af, at han blev sprugt, men det var der ingen, der gjorde.

Sergei havde endvidere prøvet at forklare ham, at de var meget indforståede med det lokale politi. De ville i løbet af et par dage være nødt til at indberette, at de fire personer ikke var vendt tilbage og havde efterladt deres køretøj. I toget fra Ekatarinburg til Moskva, en rejse på 27 timer og en strækning på 1750 kilometer, fik han en email fra Kolya, der i lettere kryptiserede og bevidst misforståelige vendinger beskrev, at et forskerhold var blevet fundet i Området. Deres lig var ilde tilredt og stort set spist op af bjørne, ulve og rovfugle. De lokale myndigheder mener, at de er blevet overfaldet på en fisketur. Deres opgave var at kortlægge nedlagte miner på stedet. Og håber, at vi mødes en anden gang, når du kommer forbi Ekatarinburg, min ven, så vil min fætter og jeg servere friskskudt bjørnebøf for dig … plus diverse trivialiteter. Hilsen Kolya.

Der stod meget mellem linjerne. For eksempel at Sergei i indforståethed med de lokale myndigheder havde fabrikeret en histore til medierne. De havde taget skraldet så at sige ved hjælp af en lynafleder af en skrøne. Altså, der var selvfølgelig ikke tale om et forskerhold, men på en måde var de jo selv ude om det, da de ved ankomsten havde fabrikeret netop den historie. Den stod nedfældet i områdekontorets logbog for aktivitet. Der var endog papirer på det – omend forfalskede – men disse kunne Sergei og hans stab med sindsro sige, at de havde taget for gode varer, for der var jo myndighedsstempel og det hele, og den slags betvivler man vel ikke? Bolden lå på alle mulige banehalvdele, blot ikke deres egen.

30

Færgen er ankommet til øen. En lille halv times gåtur senere banker han på døren. Der er ingen hjemme tilsyneladende, men belært af erfaringen tager han ikke stilhed for gode varer og går rundt om huset, kigger ind af vinduerne og banker på dem. Da der stadig ikke er noget tegn på liv, går han en tur ned gennem bygaden og konstaterer, at der er en Bed & Breakfast med ledig plads. For en sikkerheds skyld tjekker han ind i tilfælde af, at han er nødt til at vente længe. Det er udenfor sæssonen, og værtinden er glædeligt overrasket.

På vej tilbage ser han to mænd og en meget stor hund komme slentrende i modsat retning. Over skulderen bundet op med snore i selskab med et haglgevær hænger der en stak døde ænder. Da han er helt sikker på, at det er Victor, råber han:

Это ли не жестокое обращение с животными?
Er det ikke dyrplageri, det dér?

Mændene stopper, og monstet af en hund udbryder et enkelt VOV! inden den anden mand tager den ved halsbåndet. Victor råber tilbage:

Вы не будете говорить, что когда это на вашей тарелке.
Det vil du ikke sige, når den ligger på din tallerken.

Vi springer alle velkomstceremonier over denne gang og springer frem til tre mænd omkring et bord i Victors stue. Som regel kan man ikke servere end vildand, der er skudt samme dag, men det forholder sig så heldigt, at de også var på jagt sidste uge, og fangsten derfra er klar til tilberedning.

Victor har ingen anelse om, hvad Erik brugte hans oplysninger til fra forrige besøg. Det var Eriks helt eget initiativ. Da det tiltagende muntre selskab er et stykke forbi andestegen og godt nede i en flaske Brøndum, siger Erik:

Victor, jeg ved, at du snart har fødselsdag. Du fylder 67 år i næste måned. Du er snart moden til at gå på pension. Jeg har noget til dig, der måske kan give dig lidt at lave, når du skal nyde dit otium. For du kan alligevel ikke finde ud af at sidde med hænderne i skødet.

Han tager en stak notesbøger frem fra sin taske og lægger på bordet.
Victor er målløs.
Hvor i hele den forbandede-velsignede verden har du fundet dem?!
Du har simpelthen været der, det kan ikke være muligt, kan det være muligt?

Victor tager en bog op og vender siderne.
Jeg forstår ikke engang selv, hvad der står.
Jo, den tekst forstår jeg, de dér tal forstår jeg ikke.
Hvad er det for noget?
Erik, hvordan kan det lade sig gøre. Har du sat dit liv på spil?

Det er kun en uge siden, vi sidst havde besøg af et af bureauerne. Det er netop dette, de er ude efter. Men hvis jeg ikke på stående fod forstår mine egne kragetæer, så ville de have forstået absolut intet. INTET! De ville have brug for at spærre mig inde i en ny hule endnu et år for blot at få mig til at komme i tanker om mine egne tanker, så de kunne bruge dem til noget.

Jens blander sig i samtalen.
Hvis jeg må komme med et forslag. Bøgerne skal affotograferes eller scannes så hurtigt som muligt. Vi kan gøre det inde hos mig, jeg ved, hvordan det kan gøres med et stativ og noget godt lys. Herefter kan de stjæle lige så meget, de vil, og du har dem stadig, for du sørger selvfølgelig for at tage backups. Og så kan du tage den derfra.

Victor tænker en stund.
Det er jo indlysende. Der er noget i det, du siger, der tiltaler mig. Og nu skal du høre hvorfor.
Der er alt for meget hemmelighedskræmmeri i denne verden. Der er så meget, at vi er nødt til at spille med på det og selv beskytte os med hemmeligheder. Jeg er træt af det.

Da jeg kom ud af den forbandede hule og så, hvad de havde gjort, vidste jeg, at de slyngler allerede havde den slags teknologi, og at de havde gjort det til et våben. Det første, jeg tænkte var, at jeg i så fald havde tilbragt så meget tid, så meget sved, blod og tårer for ingenting. Men DE er selvfølgelig ikke bare DE, for der er flere af slagsen, og selvom de fremstår som én stor skygge i baggrunden, så er de rede til at myrde løs på hinanden, når dagen kommer. DE er overhovedet ikke DE.

Senere har jeg leget med tanken. De har stjålet teknologien. De har stjålet den fra folk som mig, hvorefter de har lukket munden på os, når de mente, de havde, hvad de ønskede. I mit tilfælde har de jo aldrig fået det, så det er sikkert derfor, jeg stadig lever. I virkeligheden er det ikke folk, som mig, de har stjålet fra, for denne viden tilhører menneskeheden. De har i alt for lang tid beholdt den for sig selv. Og det passer ikke, at de har gjort det for at beskytte os mod denne farlige teknologi, for det er kun inde i deres syge hjerner, at de straks ser muligheder for destruktion og magt over andre. Misbrugeren tror, at enhver er en misbruger, ligesom tyven tror, at hver mand stjæler.

Erik afbryder talestrømmen.
Jeg kan godt høre, hvor du vil hen med det, men der kan vel ikke være nogen tvivl om, at det ER farligt? Du skulle have set, hvordan der så ud dernede. Det hele lignede helvede, der var brudt løs, for maskineriet lå overalt, som om det var gået amok. Ledninger var revet over, måleudstyr var væltet omkuldt. Det var ikke smadret som ved en eksplosion, for det ser anderledes ud. Det var maskinen, der havde gjort det.

Victor bryder ud i latter.
Det var mig, der havde sørget for det. Hvis der var andre end mig, der startede op uden at kende metoden til at kontrollere det, så ville det gå amok. Og det skulle ske manuelt, for jeg havde aldrig nået at udvikle en automatisering. Jeg får nogle meget livlige syner for mit indre lige nu, og de er ikke kønne.

Men hvad tænker du, spørger Jens. Ville du forsøge at genskabe det. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville føle mig helt tryg som din nabo, hvis du begyndte at fabrikere helvedesmaskineri.

Jeg tænker noget helt andet. Jeg har forhåbentlig lært noget i mellemtiden. Lige nu forstår jeg ikke mine egne noter, men det kommer jeg til. Jeg vil studere dem og omskrive dem, så de kan læses af andre. Lige nu forstår jeg dem ikke engang selv, men det kommer jeg til.

Alt for mange opfindere af den slags grænseoverskidende stof har begået en stor fejltagelse. De har holdt det tæt til kroppen i håb om at blive rige af det. Ingen andre end de kendte hemmeligheden. Ikke at de ikke havde fortjent at blive rige på det, men Systemet har ventet på netop det øjeblik, hvorefter de er blevet høstet som et stykke moden frugt. Eller aflivet som et dyr, der var moden til slagtning. Opfinderne har grundlæggende ikke forstået, at det internationale patentsystem aldrig var til for at beskytte opfindernes rettigheder men for at lukke deres livsværk ned i lommen på de globale tekno-lommetyve. Der findes 10.000’er af patenter, der er endt i skuffen hos de store syndikater og karteller. De er en mafia, og patentvæsenet er deres redskab. De skulle først have malket menneskeheden via de forældede teknologier, og sideløbende kunne de sælge de nye teknologier til de, der har stjålet menneskehedens penge og ressourcer. Det er en mangedobbelt forbrydelse, der er begået.

Det må simpelthen ophøre. Det skal ud i så stor stil med mulighed for at nå så mange, at løbet er kørt for tekno-parasiterne. Når det først popper op som svampe i skoven efter en uges regnvejr, så kan det ikke længere undertrykkes. Jeg vil gennemskrive det stump for stump og backe det op for hvert trin. Mange backups på forskellige måder. Jeg ved en del om, hvordan det kan gøres. Det hele skal foregå på en computer, der er isoleret og afkoblet fra nettet. Når du kommer med affotograferingerne, så skal de fysiske notater destrueres. Når det hele er klar, skal det skydes ud med tusind spredhagl. Jeg kender til netværk, der i løbet af blot én dag spreder sig eksponentielt. De skumle herskertyper er gode til at fremstille vira, både fysisk og digitalt, men denne virus er ikke en, de selv har skabt. Systemet monitorerer den slags, men de vil ikke kunne stille noget op, for det løber stærkere, end de kan holde øje med.

Victor har talt sig varm og lyder nærmest som en husprofet. Det er hans russiske temperament, det er passioneret på en gammeldags måde. Det minder Erik om hans farfar. Han kunne også tale sig helt op i skyerne. Det er imidlertid ikke fantasteri, hvad Victor har sagt, der er masser af benhård realisme. Manden er ikke naiv, han er nærmest småkynisk. Projektet er lige pludseligt blevet farligt igen. Han opfatter det også som Victors mulighed for at tage hævn over det onde system. Men det var jo det, der var Eriks egen bagtanke, det er essensen af det, som han kalder for sin pilgrimsfærd. Ikke til en helligdom, tværtimod. Snarere som en orfisk nedstigning til Underverdenen, hvor han var så uheldig at møde helvedeshunden Kerberos. Han kan bedre lide Frederik den Niende, som nu synes, der er OK at blive kløet lidt bag sine store ører, hvorefter den storsavler ham op ad armen. Man klapper ikke så stor en hund, man småtæsker den på ribbensstykket, ligesom man tæppebanker en persianer – og den elsker det.

Han ser bestemt ikke sin pilgrimsfærd som en heltedåd, for han havde ingen som helst styr på noget undervejs, og vidste ikke, hvad han gik ind til. Hvis nogen havde ageret heltemodigt, så er hans nye venner i Området. Kolya er hans helt, og han skylder ham sit liv.

Helte opfatter meget sjældent sig selv som sådan. De træder i karakter, fordi nødvendigheden kalder på det, og de følger kaldet. Der er intet kalkulerende over en sådan dåd. Forstå det ret: kalkulering finder sted i kampens hede som anvendt strategi, men det sker uden tanke om storhed og berømmelse. Vægten ligger på resolut, reaktiv handling snarere end på beregning. Helte er ikke frygtløse personer, de gør, hvad de har rodet sig ud i, uanset om de skider i bukserne af skræk, for de har ikke andre muligheder ifølge de allerede trufne valg. En helt og en kujon er ikke nødvendigvis en selvmodsigelse.

Inderne har to ord for handling. Karma er handling og dens konsekvenser. Hverken mere eller mindre. Hvad de fleste ikke forstår, er konsekvensernes subtile virkningsfelt, der ikke kan undslippes. Handling kan udføres bevidst og ansvarligt i erkendelse af dette virkningsfelt. Det kaldes for Dharma, den rette handling. Grækerne kaldte det for Areté. Det kommer fra indoeuropæisk Hhrat, som vi i Norden, Germanien og Anglo-Saxien kender som Ret, Recht eller Right. Tidens nihilist-prædikener gentager altid, at der ikke findes absolut ret-færdighed, der findes ingen universelle værdier, alt er relativt. Når disse nihilist-prædikanter og ideologer siger relativt, så mener de: Når det passer i deres kram. Etik er bøjelig ifølge deres tilbøjeligheder. Det kaldes også for dobbeltmoral eller hykleri. Verden er fyldt op af det til kvalmepunktet, ad nauseam! Menneskeheden er i fuld færd med definitivt at tabe sin uendelige tålmodighed med sine hykleriske herskere. Sammen med mødommen, barnetroen og generationers illusioner.

Snakken går frem og tilbage om farligheden i det nye projekt, Menneskeprojektet kunne man kalde det. En række strategier for som minimum at gøre det besværligt grænsende til umuligt at obstruere eller destruere bliver diskuteret. Alt mellem himmel og jord blivere diskuteret. Erik har stadig et halvt år tilbage af sin orlov. Han har selv et videnskabelig papir, han skal have skrevet. Hans lejlighed i Berlin er lejet ud et år med mulighed for forlængelse. Han er usikker på, om han ønsker at fortsætte i sin stilling i disse tider, hvor russisk, russere og russisk kultur lægges for politisk korrekt ideologisk-propagandisktisk had. Han har tilbudt sin far at speed-booste hans transformations-projekt. Det må ikke gå galt – denne gang.

Da han bevæger sig hen imod sit logi hos den søde værtinde, er det stjerneklar mørk nat. Herude på øen er der ikke forstyrrende gadelys, og det er, som om der fremkaldes endnu et bagvedliggende lag af stjerner i galaksen – for tiden anslået til 1.7 milliarder. Mælkevejen står som en gigantisk spray-paint på tværs af himmelkuplen. Mørket og stilheden er de to livsbringende parametre. Vi har alle brug for dem.

Da han falder i søvn i de tidlige morgentimer er det med følelse af at være kommet i havn.