Jordens frugt uden frygt
Leen, verdens første græsslåmaskine
Kroppens roterende bevægelser, skridt for skridt
Det lange græs lægger sig med aksene i samme retning
To kunstarter skal du kende
Bevægelsen, rytmen, vinklen, det mindst mulige forbrug af forceret kraft
Dernæst slibestenen foran-bagved-foran-igen
Ikke sært at leen var en del af bondeoprørets arsenal
sammen med den skarpslebne høtyv, øksen, macheten og den lange lanse
Et dødeligt meterlangt barberblad på kosteskaft med håndtag
Som græs er menneskets dage,
han blomstrer som markens blomster
Glem ejheller manden med leen
*
Mit skib har lagt sig for anker i en seng af grønhed
Under birk, ahorn, langs syren og liguster og spredte sommerfuglebuske
Det purunge kirsebærtræ plantet for to år siden bærer allerede hundrede bær
Hvidtjøn først, rødtjørn dernæst, husk valnødden
Brombær til sidst, den flår dig i laser, hvis du entrerer dens domæne
Hvid og rød rhododendron, fjorten dage og de er væk
Æble, pære og blomme akkumulerer
Det starter som en kronet klase af fine hvide blomster
og ender som en eksplosion af saft og sødme
Den runde pavillion af en bøgehæk, jeg har opgivet at kultivere den
Bøgen er ikke en busket hæk, den er et træ
Hvis man skal tæmme dens sande natur, skal der gåes til stålet
Vintræet – eller er det en busk? – har sin egen pavillon
Et glastempel hvor det i ro og mag og uden indgriben
ufortrødent har tænkt sig at producere sine 35 kilo årlige sødme
*
Syng bacchanter om vinens velsignelser
Vintræet i glashuset og sveskeblommen, der sår sig selv i hegnet
har indgået en hellig alliance om blåtonet vinøsitet
Spisedruen er ikke en vindrue – som sådan
Men i begæret selskab med blommen, hvis bestemmelse i livet var en tør sveske,
har den transcenderet sin begrænsning og efter blot et år på tønde
transformeret sig selv til velsmagende berusende drikkelighed (den holder 15.5%)
Vi ved ikke helt, hvordan de opdagede det, dengang i fordumheden
Mon ikke det bare var som grisen i Emil fra Lønneberg,
der drak sig selv i hegnet ved at æde gærede bær
Måske de bare observerede fugle, der ikke kunne holde sig på pinden for bar beruselse
Eller hvepsen, der blev rundt på gulvet midt i luften af alkoholiseret frugt
Som med alle andre opskrifter er det ikke sådan,
at det blot er en måde at bevare naturens gaver fra hurtig forrådnelse,
hvorefter simpel opbevaring med tiden kaldes for kulinarisk finsmageri?
Olie på krukker, øl og vin på tønder, kød i tørring, gæring, saltning, røgning,
grøntsager og frugt i syltning, urter og fisk i tørring, korn i luftig lagring.
Lær af bien, en krukke honning kræver ingen konservering men holder for evigt.
*
Moder Jord slæber rundt på et korset af planering, infrastruktur og beboelig eller ubeboeligt skrammel
Hun er gennemhullet som en gammel ost eller et plankegulv begnasket af borebiller
De har pisset overalt på hendes rendestene, midt på gaden og på græsplænerne
De har behandlet hende som en afdanket luder i stedet for som en dronning
De har indhyldet hendes sfære i giftige tåger og kemiske slæbespor
Hvor længe skal der gå, før hun ryster sig som en våd hund,
så lus og lopper flyver i centrifugale stimer fra hendes blågrønne pels?
Fader Sol ser på fra sit dipolære magnetiske kraftfelt,
sit plasmatisk-energetiske kraftvarmeværk med indbygget belysningsvæsen
Blot et enkelt retningsbestemt udslip, Zeus’s tordenkile, Thors Mjølner, Apollons scepter,
og lusene i den gamle kvindes pels må se sig om efter et andet bosted
Han tøver, han omgås sin livgivende-ødelæggende styrke med forsigtighed
Der er pletter i hans skin, skabere af kosmisk vind og vejr, han følger er urgammelt skema
De, der forstår at læse i hans kaldender, ved hvad han tænker
Søster Måne viser os kun sit sølvblege lysende ansigt
Hun bærer tre tørklæder, det lukkede slør, halvsløret og det åbne slør
Hun tiltager og aftager som den unge kvinde i den fødedygtige alder
og trækker i vandene når hun trækker sig knivskarpe sejl over mørket
I det åbne slør høres lyden af ulve i skoven oppe langs bjerget,
og galninge og følsomme gemytter går rastløse rundt i gyderne
Rygtet siger, at mænd i flyvende maskiner har udset hende til næste mineområde
*
Jeg forlader alfarvej og går ind ad den store port.
Jeg ved ikke, om templets bærende søjler
er den høje slanke bøg eller den brede muskuløse eg?
Hvordan kan man andet end rammes af ærbødig beundring i skyggen af deres mægtighed?
– er beundring ikke et bedre ord en ærefrygt? Eller hvad med ærefrugt?
Lang sidekapellerne ses den lysende birk, kandelabre i det grønne.
På min ejendom står en stor, gammel vestenvindskæv birk.
Jeg kan ikke sige, at den er min ejendom, for den synes uden tvivl,
at stedet er dens ejendom og mig, der er gæsten.
Den vælter først, når den bliver ældgammel, for dens rødder går ned til kineserne.
Ahorn gror som det rene ukrudt.
Har vi ganske glemt, at den som birken producerer den fineste sirup?
Hvidtjørnen sender sine stærke dufte ud for tiden.
Den er da et træ, er den ikke?
Dens storesøster rødtjørnen lader vente på sig.
De siger, at træerne ikke gror ind i himlen,
hvilket er noget gedigent vrøvl,
for det er da lige netop det, de gør!
De gamle forstod det, men de forstod lidt mere end det:
At træerne både gror ind i himlen og ned i jorden – på én gang.
*
Jeg skriver lige en inventarliste over levende væsener på min ejendom, hvis det er OK for dig.
Jeg udelader grøntsagerne denne gang vel vidende, at de så ganske afgjort er levende væsener, men jeg vil give bolden videre ved at citere mit birketræ, som jeg havde en snak med forleden, og som mener, at det er dets ejendom, som jeg bebor som langtidsgæst. Jeg havde svært ved at finde modargumenter. Den ved desuden, at den står der endnu den dag, gæsten stiller træskoene.
Jeg har gråspurvefamilier i mit tag. Tagrenderne er deres landingsbane.
I min hæk er der gærdesanger og gærdesmutte. På mit tag sidder solsorten og et par fede skovduer. Den små musvit er der også. Engang var der en, der i befippelse sked på min computerskærm.
Hr. muldvarp underminerer min græsplæne. Der er ikke så meget at stille op, og det er trods alt ikke Ordrup Golfklubs baner, vi taler om her.
Så er der Gokkelokken, en stor velvoksen hanfasan, der lyder som et bilhorn fra 1928. Den kender mig efterhånden, og flyver ikke forvildet op, når den får øje på mig.
Kom indenfor og hils på edderkopperne og mejerne – det er de langbenede, der sidder og småsover i loftshjørnerne. En enkelt jagtedderkop kan vi også byde på. Og korsedderkopper, men de får ikke lov til at komme indenfor. Jeg anser dem som en slags græsslå- eller støvsugerrobotter, der rydder op i det bioskrammel, som jeg ikke er interesseret i. Jeg står ikke på deres liste over spiseligheder, men det gør alt bioskramlet med seks ben.
Så er der de små søde mus – der kun er søde at se på. De er ikke noget, der ligner musestille, når de tonser rundt under mit køkkenbord, gerne kl. 3-4 stykker om morgenen. Ka-slam! sagde musfælden kl. 03:27:16 udstoppet med en rosin dyppet i jordnøddesmør.
Engang var det muldvarpens slægtning spidsmusen, der var sluppet ind på mit køkkenbord. Jeg kunne stå lige ved siden af den og betragte dens guffen løs på en løsreven madrest fra dagen i forvejen. Så tænkte jeg: nu snupper jeg den SNUP! og jeg havde den i nakkepelsen. Jeg nænnede ikke at aflive den, så jeg gik en aftentur i månelys med et stykke sprællende pels og dumpede den nede ved gadekæret ved frøerne.
Jeg har salamandere i mit bryggers. De lever nede i afløbet. De er kun tre centimeter lange og er mærkelige dyr.
Så er der alle gennemtræksdyrene. De bor her ikke, men de mellemlander med jævne mellemrum.
Der er tårnfalken, som til gengæld bor hos min nabo i en prægtig rødmalet kasse, han har bygget til den.
Der var to unger i år.
Der er krager og skader.
Jeg bliver overfløjet af gæs, svaner, måger, viber og langt oppe en havørn.
På min græsplæne ses råbukken og haren.
Naboens gamle hunkat er stadig i topform. Hvad den mangler i ungdommelig speed har den i alderdommens usvigelige sikkerhed. Mit sted er blot en lille del af hendes daglige jagtrute.
—– o —–
