Essay,  Historie,  Politik

NATO i forfald

Er NATO ved at gå op i limningen?
Det er der noget, der tyder på.
En stribe fiaskoer taler sit eget sprog.

Vi kan ved samme lejlighed stille kraftigt spørgsmålstegn til de operationer, som NATO selv betragter som succeser. Lidt retrospekt:

Hvordan var det med Kosovokrigen? Kom Serbien ud af det som en smadret duknakke?
NATO gjorde sig stor umage med, at oplysningerne med 25 års forsinkelse aldrig kom ud. Altså at den påståede massakre i Pristina, der startede krigen, var løgn fra ende til anden. I 2016 kom det frem, at menneskerets-kommisær i FN, Carla del Ponte, nu efter 25 års forgæves eftersøgning af de påståede massegrave måtte opgive, og at Slobodan Milosevic var frikendt for samtlige anklager, der bragte ham til domstolen i Haag – hvor han fik lidt hjælp til at begå selvmord i sin celle. Heldigvis var der valgkamp i USA, så meddelelsen røg om på side 27 i form af en notits på 10 linjer nede i højre hjørne, og så talte vi ikke mere om det. Altså: NATO startede en krig og smadrede Jugoslavien/Storserbien på baggrund af en løgn, hvorefter vi sad foran TV-skærmene og heppede * på dem.

Der blev heppet * videre i den 2. Irakkrig – der i virkeligheden burde hedde den 3. Irakkrig, for 1. Verdenskrig var også den 1. Irakkrig. Den officielt 1. Irakkrig var som bekendt under George H.W. Bush, hvor startløgnen til overfaldet på Quwait var, at de irakiske soldater hev babyer ud af inkubatoreren og smed dem på gulvet, så de kunne dø. Det viste sig så at være den quwaitiske ambassadør, der i samarbejde med et reklamebureau havde hyret sin egen datter til at tude for åben skærm. I den 2. Irakkrig var løgnen, at Saddam Hussein gemte masseødelæggelsesvåben, så derfor måtte USA invadere og smadre Irak. Sandheden var, som i den første krig, at det hele drejede sig om at ødelægge et lands oliproduktion. Det gjorde de så. Olierafinaderierne i Basra gik op i røg og området blev forurenet af beskidte bomber, mini-nukes. Der fødes – som i Kosovo, hvor de også blev brugt – i dag stadig ‘sjove’ børn. Hvorom medierne har fået tale og skriveforbud. En succes? Ifølge daværende forsvarsminister Madelaine Albright var mordet på 600.000 irakere det hele værd (det rigtige antal var over en million). Anders Fogh Rasmussen og Tony Blair erklærede sig enige, for selvom det var løgn det hele, så var Saddam jo en ond mand, der fortjente at dø. Husk i den forbindelse, at når såkaldt onde mænd går hen og dør i utide, så er det ikke på grund af deres ondskab, men fordi de ved for meget om dem, der kalder dem for onde.

* Note om hepperiet
Strategien er beskrevet af militæret og går under navnet enbedment. Det betyder forsænkning, indlejring. Journaister og deres medier blev indlejret i krigsmaskinen ved at blive inviteret indenfor. CIA lukkede dem inde i ‘beskyttede’ faciliteter i de grønne zoner og kontrollerede, hvad de skrev og sagde. Der sad journalister i førehuset på tanks, da de kørte ind i Bagdad. CIA sad med til bords i bureauernes hovedkvarterer derhjemme. Alt blev kontrolleret og manipuleret, og vi ved, hvad der sker med journalister og andre, der bryder informationsmuren. Deres liv bliver afkortet, de bliver måske selvmyrdet (being suicided) eller kommer til skade ved et ‘uheld’.

Embedded er det samme som ‘in bed with’. De fik denne lystige kildren mellem benene og bildte sig selv ind, at de begik krigsrapportage, men de bare vare en ny slags kanonføde og propagandakvæg.

Hvordan var det med overfaldet på Libyen og mordet på Gaddafi – endnu en ond mand ifølge Pentagon/NATO? Var det en succes? Et velfungerende land med høj levestandard og næsten 100% opbakning til deres ‘onde’ præsident, der i løbet af kort tid blev omdannet til et smadret land styret af terrorister, og hvor slavehandel blev genindført, var det en succes? Var 2 millioner libyere, der måtte i landsflygtighed en succes? Var bombningen af landet med strategiske nukes og brugen af hvid fosfor en succes? Var tyveriet af libysk olie og vandteknologi samt landets guldreserver en succes? Kun i syge hjerner som Hillary Clintons og Barack Obamas, der foranstaltede det falske flag i Benghazi og Vi kom, vi så, vi myrdede, ha-ha-ha!, kan den slags politisk svineri betegnes som en succes. Endnu engang blev der heppet * foran de små skærme.

Hvordan var det med overfaldet på Syrien? ISIS-horderne organiseret af CIA væltede ind over landet … og blev smidt ud af russerne på foranledning af en helt legitim invitation fra den syriske præsident. Russerne så, hvad CIA-NATO-Pentagon gjorde ved Libyen og vidste, at herefter kunne de ALDRIG stole på amerikanerne. De kaldte dem for nylig for non-aggreement-capable. Obama oplevede en decideret ydmygelse og fremstod som en inkompetent narrøv i selskab med Putin. ISIS blev inddæmmet og smadret. Var det en succes? Der skal seriøst meget post-propaganda til for at få det til at fremstå som succes. Eller glemsel, hvilket man valgte. Som ved Libyenkrigen holdt medierne på kommando op med at skrive om det, for Ude af øje, ude af sind. Hurtigt videre hep-hep, for man var allerede startet i Ukraine.

Hvordan var det / er det så med Ukraine-operationen? Er den en succes? Som sagt startede den simultant med, at det gik dårligt for amerikanerne og deres proxy-invasion i Syrien. Det var meget svært ikke at se det som en afledningsmanøvre for at tvinge russerne til at kæmpe på to fronter. Men russerne indkapslede dette angreb – et CIA-neocon-fascist-statskup i Ukraine i 2014 kan kun ses som et angreb. Et malaysisk fly blev skudt ned i Ukraine og smurt af på russerne. Men NATO konfiskerede vragresterne og den sorte boks og satte sig på den – fordi den uden tvivl ville røbe, at det ikke var russerne, der gjorde det. Så kom hændelserne i Odessa og Kiev med helt tydelige agent-provokatører og massakrer. Så begyndte Kiev-fascisternes overfald på Donbass. Så forsøgte man at stjæle Krim og benægte, at befolkningen enstemmigt afgav et memorandum om tilslutning til den Russiske Føderation. Så var der en besynderlig hændelse ved en bro ved Krim, hvor et skib (lastet med sprængstof?) blev opbragt af russerne. Så var der hændelsen med det amerikanske krigsskib, der sejlede ind i Sortehavet, hvorefter det blev overfløjet af en ramponeret gammel MIG-jager … og al elektronikken gik død på skibet. Sideløbende og allerede siden Murens fald rykkede NATO-CIA-Pentagon ind med våben og træningslejre og støtte til fascist-grupper som Right Sektor og Azov-brigaden. De fik Onkel Soros til at finansiere dem, for han var jo så god til det med regimeforandringer og farvede revolutioner. Det var i samme periode som optakt til den nuværende ‘succes’, at Biden-mafiaen og de andre gjorde deres investeringer og modtog deres bestikkelser i Ukraine. Det var også i perioden, at de infamøse biologiske laboratorier blev etableret, hvor der blev produceret sjove biovåben.

Allerede herefter var Ukraine-operationen på ingen måde en succes. Der måtte smøres så tykt på med propaganda, at det drev ned af væggene. Lidt ligesom med sminke og hørmen af parfume, når man ser en meget billig luder. Folk sidder stadig i dette øjeblik derhjemme med røven i sofaen og hepper på fascisterne i Kiev. Journalistisk embedment er det nye normale, for de fortæller til enhver tid og til enhver lejlighed det, de får besked på. Man skulle tro, at de havde aflagt en satanisk ed på bureauet: Sværger du at fremsige løgnen, hele løgnen og intet andet end løgnen? Hvorefter den betuttede stakkel, der gerne vil beholde sit job, siger: øøh det gør jeg da, når I siger det. Eller også er staklen fuldstændig uvidende og informations-hjernedød, og i så fald behøver vedkommende ikke at aflægge eden.

8 fakta om fiasko

En artikel i magasinet Helleniscope.com, et græsk online-magasin med politiske kommentarer, bringer en artikel d. 13 maj under titlen: The Global Cabal Starts Retreating on Ukraine and Asks for Negotiations. Forfatteren Nick Stamtakis lister 8 fakta op om krigens manglende succes for NATO og USA – og husk lige, at NATO ER en Pentagon-operation. 

  1. Krigen tabes i jordhøjde. Den ukrainske hær er på retræte. Alle de fine ‘donationer’ fra Vesten med våben er til ingen nytte. Byerne langs Sortehavet falder på stribe. Nick Stamtakis citerer den tidligere russiske søofficer, nu politisk kommentator Andrei Martyanov, der siger: Russerne kæmper på den russiske måde = samme måde, som de bekæmpede fjender langt mægtigere end de ukrainske nazister. Fx. Nazitysklands invasion, hvor tre millioner Wehrmachts-soldater tilhørende de mest veltrænede måtte lade livet, og Tyskland oplevede vendepunktet for 2. Verdenskrig og måtte trække sig tilbage. Russerne mistede til gengæld 27 millioner i WW2, og reelt set vandt de krigen for de allierede via dette enorme offer. Som tak fik de Den Kolde Krig, for nu var de fjenden.
  2. Det kombinerede Vesten – hvor kombinerede er de, når dagen er omme? – taber krigen finansielt. Det er en KATASTROFE for Vesten! Rusland og Kina kan mærke sanktionerne, men Vesten er i færd med decideret at kollapse deres økonomier med inflation. Og nu er de i sendrægtig erkendelse – det gælder 17 lande nu – gået med til at oprette konti i Gazprombank og følge de russiske direktiver for betaling via rubler. Fødevaremanglen grundet krigen betyder nu, at Rusland kontrollerer Ukraine, der leverer 40% af hele verdens kornproduktion samt store mængder gødning. For nylig meddeles der, at Rusland forventer rekordhøst i år = 130 millioner tons korn, og det er ikke medregnet Ukraine. 
  3. NATO viser tydelige tegn på splittelse. Som nævnt Erdogans veto mod yderligere udvidelser.
  4. Selv hyper-globalisten Macron – der lige har kringlet sig til forlænget tid på taburetten (hvordan var det lige, at han bar sig ad med det?) – har nu henvendt sig til skuespilleren, der lader som om, han er præsident, og sagt, at han bør opgive Ukraines suverænitet for at formilde Putin. Hvorefter dukkepræsidenten gik grassat. Men hvem tager det alvorligt, han er blot en marionet for neocon-globalisterne i Washington DC. 
  5. Den amerikanske forsvarsminister, som ingen har hørt om – han hedder Lloyd Austin – ringede til den russiske ditto Sergei Shoigu og bad om våbenhvile. Hvis russerne går med til det, så er det, fordi de allerede har opnået deres mål. Og når amerikanerne ber om det, så er det for det første en indrømmelse af, at Ukraine er deres proxykrig mod Rusland og for det andet for, at de kan slikke deres sår, reorganisere og vende tilbage med nye rævekager. Reglen i krig er, at områder vundet under en krig ikke bliver leveret tilbage efter en fredsaftale. Den tyske kansler Scholz talte med Putin, der blot meddelte, at Kiev er og hele tiden har været forhindringen for fred. Husk at det var Kiev og Zelinsky, der brød Minsk-aftalen, der VAR en aftale om at arbejde for fred. Overfaldet på Donbass fortsatte ufortrødent. Hvilket betyder, at amerikanerne direkte har pushet krigshandlingerne, da skuespilleren, der spiller præsident, udelukkende spiller efter deres manuskript. 
  6. Andre områder med russisk befolkning vil nu afholde referendum – man må ikke kalde det for valg – om at blive indlemmet i Den Russiske Føderation. Det gælder Sydosetien, udbryderrepublikken i Georgien, der på samme måde som Krim er ved at rykke sig løs. Vesten galper altid op om demokrati-åh-så-demokrati, men når det kommer til at lade befolkningerne selv bestemme – er det ikke det, som demokrati betyder? – så lyder der ganske andre toner. 
  7. En anden globalist-lakaj, den italienske premiereminister Mario Draghi, der ligesom Macron kommer fra den globale finansmafia, Goldman Sachs og ECB, hvor Macron kommer fra Rothschild-syndikatet, ringer Joe Biden op og siger, at nu bør han give freden en chance. Hvad det så skulle hjælpe er svært at få øje på, da Biden bestemmer nul-og-nix, for han er bare USA’s Zelinsky, en dukke der stiller sig op og simulerer, mens generalerne nede i kælderen fra SSP (Secret Space Program) sidder og trækker i trådene. Men det viser, at den europæiske filial af finansmafiaen har fået kolde fødder og må bide det usle faktum i sig, at deres aktion i Ukraine er slået fejl, og at de har ramt sig selv i panden og røven samtidigt.
  8. Øverstkommanderende for USA’s flåde, admiral Mike Gilday, udtaler, at USA ikke kan kæmpe to fronter på én gang. Altså USA, der hvert år bruger 800 milliarder $ på militæret i forhold til Ruslands 70 milliarder, kan ikke håndtere det, for Rusland er 4-5 år forud med deres missilteknologi. Et frontalt angreb på Rusland, som høgene i Washington har skreget på, vil give et uhyggeligt bagslag. Samtidigt er udtalelsen endnu en fortalelse (to fronter på én gang) og en indrømmelse af, at Ukraine er USA’s proxykrig mod Rusland – som de nu taber.

Davos

I Davos gør de nu klar til det årlige sammenrend af milliardærer, teknokrater, businesshoveder, finanshajer og mediemoguler. Det gør de ved at mobilisere et par tusinde paramilitære sikkerhedsstyrker til at ‘hjælpe det lokale politi’, som de siger. Så World Economic Forum er bange for tiden. Bange for hvad? Deres talerør inklusive den tingest, der er udkommanderet af SSP, og som spiller Joe Biden, har udtalt, at det er på tide at likvidere ham Putin. Den slags er hørt og forstået i Rusland, og hvis man vil spille det spil med russerne, må man regne med, at der er to spillere på banen, der kan spille det spil. De er simpelthen bange for, at russerne slår igen. Eller nogle andre derude?! Hvor bekvemt ville det ikke være at udradere hele toppen af globalistmafiaen og deres wannabe-hangouts i ét hug, mens de sidder og mæsker sig i caviar og champagne i Davos? 
Og tror vi, at der er inviteret russiske deltagere med til Davos i år? Rigtigt gættet, det er der ikke.

Men hov, var det ikke et spring i emne, og hvad har det med NATO at gøre? 
Finansvæsen og krigsmaskineri har ALT med hinanden at gøre. 
NATO har intet med selvforsvar at gøre og alt med angrebsvæsen at gøre.

Til sammenligning er CIA, der simulerer at de er et efterretningsvæsen, startet af Alan Dulles, der var en Wall Street-advokat. CIA er et efterretningsvæsen for Wall Street på samme måde, som britisk efterretningsvæsen MI5 og MI6 var efterretningsvæsen for British East India Company. De var den militære del af The Crown i The City of London. Husk at efterretningsvæsener af den kaliber’s hovedformål ikke er selve indsamlingen af efterretninger men anvendelsen af efterretningerne i form af counter intelligens = systematisk spredning af disinformation + undercover bekæmpelse af fjender = alle der står i vejen for finansmændenes og -konernes tag-selv-bord og fri bar. Alle midler er legitime ifølge den lov, de har givet sig selv, for de refererer ikke til landets lov, de er staten inde i staten. Det så JFK, inden de tog livet af ham.

Hvad lavede NATO i Afghanistan? De sørgede for, at heroinproduktionen blev holdt i gang, ligesom CIA kørte det samme show i Laos-Cambodia-Vietnam = Den Gyldne Trekant under Vietnamkrigen og en kokain-version i Syd-Mellemamerika. Bare spørg Bill Clinton, der tog imod i lufthavnen i Mena, Arkansas. Hvad handlede Kosovokrigen bl.a om (Clinton igen)? At beskytte landingsstedet for luftbåren transport af heroin fra Centralasien, den amerikanske militærlejr Camp Bondsteel, den største i Europa. Og så at smadre Europas stærkeste hær, den serbiske.

Bag militære operationer gemmer sig ALTID en finansiel svinestreg.
Bag finansielle operationer gemmer sig ofte militære svinestreger.

Husk NATO’s terroraktion 2. august 1980 i Bologna, hvor de hyrede italienske fascist-kommunist-grupper til at bombe hovedbanegården – 85 dræbte og 200 lemlæstede, navn: Operation Gladio. Eller hyrede de Nuclei Armati Rivoluzionari? De fik i hvert fald skylden for det og blev fængslet, selvom de benægtede. Hvad der ikke står til benægtelse er, at det var en NATO-aktion, for de var hårdt presset af journalister – ja der fandtes hæderlige journalister dengang, tro det eller ej! – nødt til at indrømme det. Det var i de samme år, som P2-logen (Propaganda Due ledet af fascisten og Grande Oriente d’Italia-frimureren Licio Gelli), bedrev deres spil med CIA som bagland. Operation Gladio var en stay-behind-operation, hvor NATO, der var dannet efter WW2, hyrede fascistgrupper til beskidt arbejde. Hvorfor fascistgrupper? Fordi det nu var kommunisterne, der var fjenden. Eller, lad os sige det på en anden måde: Fordi Det Tredje Rige aldrig forsvandt men blot gik under jorden.

Så, når angrebspagten NATO rykker ind i et land, er det for at bane vejen for globalisternes finansoperationer. Efter Kosovokrigen rykkede IMF ind i Ex-Jugoslavien og tog for sig af retterne, nøjagtigt som John Coleman beskrev i sin berømte must-read bog Confessions of an Economic Hitman

NATO er globalisternes militære arm. De er som mafiaens goons med maskingeværer, der render rundt i gadebilledet og truer kvarteret beboere, mens de lover beskyttelse mod beskyttelsespenge. Så afstumpet er det, intet gloriøst her. De er købt og betalt til at udøve terror ligesom Blackwater og FN’s såkaldt fredsbevarende styrker. Og ligesom de proxyhære af venligtsindede moderate oprørere, der bekæmper de onde-onde præsidenter (som USA ikke bryder sig om) og bringer velsignet demokrati til Udkantistan og dets underfrankerede befolkning, der ikke forstår at håndtere deres eget lands naturlige ressourcer.

Et par detaljer til overvejelse kære landsmand, når du nu går hen og stemmer om forsvarsforbeholdene og en reboot af Den Kolde Krig, der ikke engang var kold. Denne gang er det os, der befinder sig på østsiden af muren.

*

Appendix

I 1994 omkom 852 passagerer på færgen MS Estonia i Østersøen (Baltic Sea). I modsætning til, hvad medierne viderebragte, så var skibsforliset ikke et uheld men sabotage. Færgen transporterede avancerede våben, som NATO havde stjålet fra russerne, da de forlod Estland. På åbent hav eksploderede placerede sprængladninger i bunden af skibet, hvilket ubåds-fotos fra skibsskroget tydeligt viser. Mediernes forklaring var, at bovporten pludseligt og uden grund åbnede sig i åben sø under en voldsom storm. Virkeligheden var, at bovporten åbnede sig ikke, og der var ingen voldsom storm. Ombord på skibet var i øvrigt 50+ politifolk, der havde været på tur til Estland. De tilhørte ’tilfældigvis’ den afdeling af det stockholmske politi, hvor Olof Palme var blevet myrdet, og hvoriblandt der var folk, der vidste noget om den aktion, hvor der også befandt sig fingeraftryk af NATO (jf. Ole Dammegårds bog på fulddokumenterende 1.100 sider: Coup d’Etat in Slow Motion). Efter forliset blev skibsskroget indkapslet i beton og adgang til området blev forbudt. To svenske politikere med viden om aktionen opførte sig ‘mærkeligt’ efterfølgende: Mona Salin og Carl Bildt.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.