Politik er ikke, hvad det har været

Lige et øjeblik. Mangler der ikke et ord her?
Nåjo. Politik er ikke, hvad det ALDRIG har været.
Det var bedre. Nu kan vi i det mindste sove roligt om natten på grund af overskriften.
Derudover giver politik rige muligheder for at sove dårligt om natten.

Definér politik

• Politik er Hollywood med grimme mennesker. Virkelig politik er det, vi sjældent ser. Eller aldrig ser. Det, vi ser, er et skuespil.
• Politik er en afledningsmanøvre, så folk ikke begynder at bekymre sig om virkelige problemer og i særdeleshed ikke om at finde virkelige løsninger.
• Politik er en facade, der er velegnet til at dække over kriminelle handlinger.
• Politik er – hvis man skal tro politikerne – at de stiller sig til rådighed for befolkningen, fordi de er oprigtigt bekymrede for folkets velfærd. Hvis man derimod skal tro sine egne øjne, handler det om, hvordan politikere kan få befolkningen til at stille sig til rådighed for dem selv og deres gode venner, fordi de nu har fået fingre i råderetten.
• Politik er en metode til at udskyde beslutninger ved konstant at afgive løfter om i morgen og i overmorgen, selvom vi godt ved, at i morgen aldrig kommer. Af besynderlige årsager har vi indvilliget i at lade som om, at vi ikke ved.
• Politik og politi er det samme ord bortset fra ét bogstav. De er begge til for at sørge for, at vi opfører os som små englebasser, for hvis ikke, så falder mor og fars hammer, og de opfinder nye måder at hive penge ud af lommen på os og indfører flere love og regler, der siger hvad vi skal og ikke må og hvilket side at lokumspapiret, det er påbudt at tørre sig med. Måske ender vi for en sikkerheds skyld i husarrest med mundbind og gummihandsker på og tillader doktor Kanyle og M-industrien at pumpe os med gift. Vi må selv bestemme, hvad M står for bare vi ikke påberåber os retten til at ytre os om det eller blot at stille rimelige spørgsmål om, hvad der er i doktor Kanyles sprøjte.

Politik kommer af polis, den græske bystat. Det var dem inde i byerne, der bestemte over by og land. Om ‘de og dem’ bestod af rigmænd, aristokrater, oligarker eller generaler var underordnet. Om det var tyranni eller demokrati var også underordnet, for demokrati var ikke andet end flertalstyranni. Det er her demagogien ankom: Kunsten at få flertallet til at mene noget og derefter nakke mindretallet. Demokratiet var fra starten en popularitetskonkurrence. Det var bystaten, der førte politik på vegne af sig selv. Den kunne ikke længere andet i en verden af bystater uden at blive løbet over ende. Der er intet, der har forandret sig siden bortset fra facademalingen.

• Politik og demokrati er et udstyrsstykke beregnet på, at folk skal tro, de har indflydelse.
• Politik er et hold-kæft-bolsje. At vi i et valgritual afgiver vores stemme skal tages helt bogstaveligt. At den afgivne stemme bliver nedlagt i en stemme-urne, skal også forstås sådan. Et demokratisk valg er en krematorisk handling.

Case Story 1 + 2

Den bedste måde at lukke kæften på venstrefløjen i USA for fire år+ siden var at give dem, hvad de råbte på: deres præsident. Herefter hørte man ikke mere fra dem og deres såkaldte kritiske røster. Der var fortielser over hele linjen overfor fascistisk-psykopatisk absurd regeringsførelse og stigende dysfunktionalitet for det i forvejen hårdt plagede civilsamfund indadtil kombineret med en skinger-aggressivt neo-imperialistisk folkemorderisk udenrigspolitik, der endnu engang gik hårdt ud over undermenneskene derude i Udkantsverden.

Så hvad er den bedste måde at lukke kæften på højrefløjen i USA på fire år senere?
Gæt engang, inden vi fortsætter … tænke-tænke … med at copy-paste hele smøren:
At give dem, hvad de råbte på: deres præsident. Herefter hører man ikke mere fra dem og deres såkaldte kritiske røster. Der er igen fortielser over hele linjen over fascistisk-psykopatisk absurd regeringsførelse og stigende dysfunktionalitet for det i forvejen hårdt plagede civilsamfund indadtil kombineret med en skinger-aggressiv neo-imperialistisk folkemorderisk udenrigspolitik, der endnu engang går hårdt ud over undermenneskene derude i Udkantsverden.

De har skiftet et senilt-pædofilt-korrupt vrag, der sked i bleen, ikke anede hvad der stod på teleprompteren og hans nervøst trippende, absurd skrattende vice-trunte i røven, der i en valgkamp gjorde sig selv totalt til grin – og ikke kun fordi den amerikanske valgkamp ER totalt til grin – men nu har de skiftet ét sæt pinagtigheder ud med en tegneserieagtig ejendomsspekulant, der simulerer verdensmand med flotte armbevægelser, mens han fremturer med den mest selvdestruktive økonomiske politik, der tænkes kan og er i fuld færd med at rode USA og menneskeheden ud i nye perfide krige i øst og vest og især i Midtimellemland

De politiske egenskaber

Politik i det regi forsøger nu dårligt nok at lægge skjul på, at det bygger på alle de værste menneskelige egenskaber og evner: magtsyge, misundelse, grådighed, korruption, kynisme, løgnagtighed, manipulation, uvidenhed blandet med arrogance, overgreb iført hykleri, …
Men en egenskab, der om måde er endnu farligere er idealisme. Når politik bedriver idealisme og ideologi, er vi ude på skråplanet. Vi taler ikke her om at have en grundholdning eller endog en politisk filosofi som bagland, det er helt fint. Vi taler om at tage udgangspunkt i en fiks ide og så køre den igennem uden skelnen til ofre og omkostninger. Der er intet tydeligere eksempel på det end marxismen i det 20. århundrede – and beyond desværre. Når man fører politik på en abstrakt ide, bliver mennesket ladt i stikken. Mennesket er ikke en ide, mennesker ER, og når mennesker i flertal bliver kaldt for ‘masserne’ og håndteres med massepropaganda i massemedier, så er vi på vej mod massemord.

De dårlige menneskelige egenskaber gør sig godt i politik. Til gengæld er der fire egenskaber, vi ulykkeligvis er forskånet for i politik: Visdom, sandhed, samvittighed og kærlighed. Vi kan ikke sige, at vi er overbelastede med den slags pjat i politik. Det er også derfor, at rigtige statsmænd udgør en absolut undtagelse i verdenspolitikken.

Hvis der er et par begreber, der ikke kan undvære hinanden, og som alle begynder med P, så er det politik og patologi. Tilføj efter behov det tredje P-ord: psykopati. Det er psykopaterne, der stiger til tops som karrierepolitikere. Empatiske og sunde mennesker hører ikke hjemme i politik. De kan til nød få lov til at være med på vognen, hvis de følger trop og partidisciplin og accepterer spillet. Med andre ord: Accepterer at politik er en karriere, en lukrativ tjans og ikke et kald, og at de gerne må simulere, at de og befolkningen har indflydelse, blot de forstår, at alle vigtige beslutninger var truffet forinden, mens de sov.

Patologien indfinder sig om ikke før, så når de nybagte ambitiøse politikerspirer rammer Magtens Korridorer. Her lukker væggene sig om dem, og virkeligheden er pludselig en anden, end de troede. Der går ikke længe, før de har glemt, hvad de måske engang troede, og begrebet ambition har fået en anden betydning.

Vi må ofte høre på udsagn som, at det kræver politisk mod at gøre ditten og datten.
Det kræver med andre ord politisk mod:

• at sidde folket overhørigt
• at føre økonomisk politik i dag, der skider på almenvellet som kompensation for katastrofal økonomisk politik i går og i forgårs. Vi må spænde livremmen ind i dag og i morgen, fordi noget har været uansvarlige og brugt pengene i går.
• at skære igennem ligesom når en større virksomhed hyrer en stjernepsykopat som ny CEO, for at han kan fyre 10.000 ansatte uden at have det skidt med det.

Et ord er ikke et ord

Det er en anden ting, som politikere hurtigt får lært: newspeak. At ord som politisk mod, ansvarlighed, nødvendighed osv. sagtens kan betyde det modsatte af deres egentlige betydning. Fejhed bliver pludseligt til mod.

Når Trump’etismen i det betændte politiske USA lige nu kører en absurd og økonomisk selvmorderisk tarif-politik, protektionisme på steroider, er det en kompensation for, at parasitvældet, der har kørt den amerikanske maskine, er løbet tør for penge. De har brugt dem alle sammen og stukket dem ned i egne lommer. De har beriget deres venner i finansindustrien, medicinalindustrien og militærindustrien. Tariffen, der skyder på det hele, har blot aktiveret den store økonomiske malkemaskine-pumpe, så parasitternes interessentskab kan suge mere blod ud af den store udpinte krop. Når det hele crasher, ankommer de og tager for sig af retterne. Tænk iscenesat finanskrise 2.0.

Når et land som USA i frit faldende stats-bankerot, som ALLE vidste måtte ankomme men konsekvent har undladt at gøre noget ved, mærker at der bliver banket på døren, så er det alle de sociale programmer, der bliver slagtet. USA bliver til bananrepublik, fattigdom bliver til normen. Den har været der længe allerede, men nu bliver det slemt.

Politik er gangstervirksomhed

Den omtalte tarif-operation er et forsøg på pengeafpresning – af hele verden på én gang! USA tager sig betalt for at have hjulpet hele verden og uselvisk ofret sig for det højhellige demokrati og har reddet os alle sammen. Det skal hele verden nu forstå – og betale for. Og det skal nok være muligt at finde et par stykker derude, der er optændt af evig taknemlighed for, hvad USA har gjort for verden, men mon ikke den dér siddende regering har overset, at undermålerne i Udkantsverden ikke selv synes, at de har bedt om den form for serviceydelse.

Politik er et frontcover for gangstervirksomhed. Det er den måde, mafia er organiseret på. Det betyder, at stater og regeringer aldrig griber ind overfor kartellerne – det nye navn for gangstervirksomhed – som f.eks da de globale elselskaber begik karteldannelse og aftalte 3-dobling af elpriserne, fordi de kunne, og fordi de vidste, de ikke ville blive stoppet, og fordi de de bare kunne sige, at det var Putins skyld det hele.

Politikerne har ingen problemer med det, for de er i mellemtiden blevet en del af karteldannelsen. De politiske institutioner er spist og opslugt, og nu bliver de skidt ud i den anden ende. De kan ikke gribe ind overfor sig selv. Det ubrydelige bånd mellem private interesser og stats- og regeringsdannelse er nu på plads. Det hedder fascisme. Den går ikke med skrårem og stølvler længere. Den har fint jakkesæt på, den færdes på bonede gulve, og den får fuld mediedækning på egne præmisser. Om farven er sort, brun eller rød er underordnet. Som den klassiske fascisme dengang har den skabt en kult omkring sig, hvor der bliver klappet og tiljublet, når den ødelægger menneskeliv.

Den magtesløse magt

Politik lever højt på, at det ikke kan undværes. I en verden af etablerede storspillere, politiske parasitter, og hvad der i mainstream-økonomi hedder markedskræfterne, er et lands politik og staten den sidste buffer mod det totale overgreb. Staten har arrangeret sig, så vi ikke kan undvære den og dens politik. Men i den smarte moderne fasciststat er også dette sidste værn illusorisk, for det eneste, staten kan stille op, er at tilbyde at tilpasse omfanget af overgrebet og justere arten af duknakkethed, så vi undgår den totale udslettelse. Staten gør det ikke engang, fordi den vil beskytte samfundet og borgerne mod overgreb. Den gør det for at beskytte sig selv, for den er en autonomstat, der har sig selv som formål. Den medvirker gerne beredvillig til diverse overgreb, bare den redder sit eget skind. Den beskytter kun borgerne i det omfang, de ikke går til grunde som opretholdelse af Staten. For det er ikke kun Staten, der har gjort borgerne afhængige. Den er selv dybt afhængig af borgernes afhængighed uden hvilken, den ikke ville eksistere. Staten udliciterer, outsourcer, privatiserer og indleder public private partnerships for ikke at have siddende på sig, at den medvirkede til overgreb mod befolkningen. Det har vi folk til. I Det Britiske Imperiums start hyrede kongen eller dronningen (Elisabeth I) pirater, som de kaldte for privateers til at overfalde skibe fra andre lande.

Så ja, Staten er ganske rigtigt en buffer mellem overgreb og befolkning men ikke helt på den måde, vi går og forestiller os. Den er det smilende og forstilt-omsorgsfulde ansigt indadtil og det slesk-krybende ansigt udad- og opadtil. Det kan man selvfølgelig godt kalde et værn, men man skal lige løft blikket og bemærke, hvilken vej pigtrådshegnet vender.

Staten er som en klemmelus. Den ved godt – og nu lader vi som om, at den er en ‘person’ der har en bevidsthed – den ved, at en stribe overstatslige konstruktioner helst så samtlige nationalstater ryge ad helvede til. Føderalstaten USA var en sådan konstruktion, og nu hænger delstaterne på den. EU er en kopi af det amerikanske projekt, Europas Forenede Stater, hvor en ulovlig ‘stat’ lader som om, at den har statslige beføjelser og forventer afgivelse af suverænitet. Ursula van der Leyen og hendes venner i milliardærklubbren tror simpelthen, at EU er et land, en stat. FN er en sådan konstruktion. NATO lader som om, at den er en overstatslig hær, der har ret til at udkommandere medlemslandenes hære til at overfalde sagesløse lande derude, blot fordi USA befaler det.

Staten i klemme forsøger det ene øjeblik at klemme sig udenom og det andet øjeblik lovpriser den sin egen klemme. Den ved ikke længere, hvilket ben den skal stå på. Den er så parasitbefængt, at den ene del af dens krop rykker i én retning, mens en anden del rykker i en anden retning. Staten er bette-mand-i-knibe i Globalistan med Den Globale Landsby, hvor alle er bønder i det neofeudale projekt.

Det markedsløse marked – det retsløse retssamfund

I den neofeudalistiske globalstat findes markedet ikke længere. Markedspladsen er død. Ingen kan længere komme ind fra landet og sælge deres varer, for de nye herremænd i deres digitaliserede fæstninger tillader ikke den slags. De er disse nye herremænds markedtingsafdelinger, salgsafdelinger, regnskabsafdelinger og administrationgange, der fører landenes politik og som gerne ‘ansætter’ regeringer, politikere, medier og andre nationale organer til at føre deres politik. En politik, der kun har ét formål.

Det har i mange år været et dogme i mainstream-økonomi at tale om markedet, som om det var et stykke økologi. Det regulerer sig selv, lød dogmet. Når der er nogle, der tjener styrtende med penge, er det til gavn for os alle sammen, for det drypper nedad i systemt. Sagde dogmet. Begge udsagn er 100% bullshit. Ingen af delene finder sted. Millionærer er blevet til milliardærer, og milliardærer er blevet til trilliardærer, mens fattigdom globalt er steget og steget.

I den neofeudale retsopfattelse er retsbegrebet vendt på hovedet.
Begrebet hvad man kan tillade sig at gøre er nu erstattet af hvad man kan slippe afsted med at gøre.
Tilladelserne bliver ikke givet af lovgivende forsamlinger valgt af borgere i et land men af en stak højtbetalte jurister ansat af kartellerne. Disse jurister er ansat til at sørge for, at kartellerne ikke betaler skat, og at de ikke kan holdes til ansvar for overgreb, svindel, pengevaskeri, bestikkelse forurening af miljøet eller salg af skadelige produkter. Hvis vi hører om, at der et eller andet sted er kørt en retssag mod et af de store korporationer, så er det et udhængsskab, der skal similere, at der sker noget, og at det rent faktisk er muligt. Det er nul-komma-forsvindende-lidt af den kriminalitet, der burde retsforfølges. Ligesom politik er også retsvæsen et skuespil.

Politik er ikke, hvad det aldrig har været. Det er hvad det altid har været. En beskidt affære.