Sommerfugleeffekt
21. november 2016 kl. 16:32 lokal tid beslutter en sommerfugl af arten Rhetus Dysonii også kaldet Dysons Blå Doktor i den ufremkommelige region, Madre de Dios, på grænsen mellem Peru, Brazilien og Bolivia i en højde over havet på 1040 meter at flyve ind ad bageste siderude på et terrængående køretøj af mærket Nissan Patrol tilhørende en kurér for det lokale kokain-kartel, der sammen med Den Lysende Sti bruger de mudrede jungleveje til transport af deres fortolkning af El Dorado, hvor det pragtfulde blå insekt formår at sidde helt stille i flere timer i en krog, til den ved foden af bjerget kan se sit snit til at blafre rundt i den midlertidigt forladte bil, mens ejeren afleverer sit gods, slår en streg, drikker en kop kaffe og to glas boliviansk Singani.
Da han vender tilbage, står der foran bilen en argentinsk turist ved navn Ernst Hützinger, hvis passionerede hobby er lepidoktorologi, og som for den nette sum af 150 brazilianske real overtaler kokain-kuréren til at fange den blå flyver i sin bil, hvorefter han er i stand til at vende tilbage med en komplet indsamling af sjældne sommerfuglearter bestilt af en indkøber i Ingolstadt, Bayern, til sit landsted i Bariloche Rio Negro i det sydlige Patagonien, hjemstedet for udvandrere fra Det Tredje Rige efter 2. Verdenskrig, hvoriblandt befandt sig den mest notoriske udvandrer af alle ved navn Adolf Hitler + hans kone, hvis stab fingerede deres død i en bunker i Berlin vha. en af flere stand-ins, og sammen med en stak topvidenskabsfolk, finansmænd og Gestapo-officerer i en ubåd blev transporteret til dette afsides sted, hvor de levede uantastet til deres dages ende beskyttet af en ildmur af de omtalte Gestapo-spooks.
Opkøberen i Ingolstadt, Helmuth Weishaupt, bosiddende i hjembyen for stifteren af den infamøse loge af Bayriske Illuminati, Adam Weisshaupt, der selv er 9. generations-efterkommer af stifteren, modtager to uger senere en kostbar leverance fra Argentina, som han straks lægger om i det særdeles beskedne bagstykke i sin Audi TT Coupé fabrikeret i netop byen Ingolstadt og kører de ca. 50 kilometer i retning af Regensburg, hvor han har sit luksus-fristed med udsigt over Donaufloden, hvor han pakker leverancen ud efter afpropning af en Spätburgunder Rotwein Barrique trocken vom Weingut Leopold Schärtzle fra 2013 til den beskedne pris af 35 euro og udånder efter en uge grundet et uventet indhold i den tilsyneladende hermetisk tillukkede forsendelse af Strychnos Nux-Vomica også kendt som ’rævekage’ eller stryknin.
I efterforskningen af sagen kom det for dagen, at giften var blevet indført i den pakkede forsendelse via et ganske lille hul i bunden i kassen og så at sige sprøjtet ind med en slags kanyle, hvilket derfor delvist fjernede mistanken fra afsenderen, men til gengæld åbnede for spekulationer om eventuelle fjender indenfor forretningsforbindelser eller familie, og især blev der set nærmere på hans nyligt separerede og 32 år yngre kone, der efter hans død og overtagelse af formue, real estate og en Audi TT Coupé til en nyværdi af 55.725 EUR straks giftede sig med sin elsker, pakkede kufferten og kørte i retning af dennes families hjemsted i middelhavsbyen Bar i Montenegro, uden at politiet var i stand til at fastholde dem grundet manglende beviser endsige indicier for noget.
Da det nygifte ægtepar, der er på en slags eskapistisk bryllupsrejse og krydser grænsen mellem Bosnien-Herzegovina, hvor de over radioen hører nyheden om, at tidligere serbiske præsident, Slobodan Milosevic, der som alle i regionen ved, blev ’hjulpet’ lidt med at begå selvmord i sin celle i Haag, nu med 25 års forsinkelse er blevet frikendt for samtlige forbrydelser, der i sin tid slæbte ham til Haag inklusive de påståede massakrer ved Pristina, som FN-kommissær Carla del Ponte officielt har erklæret for en propagandaløgn fremsagt af NATO, får ved grænsen følgeskab af et par køretøjer, og da parret i deres labre Audi holder ind på en rasteplads 30 km øst for Dubrovnik lige før den montenegrinske grænse, bliver de overfaldet af medlemmer af den albanske mafia, det største forbrydernetværk i Europa og tæt allieret med CIA, verdens største forbrydernetværk, og da de forsøger at slippe væk, bliver de begge skudt og smidt i det tætte buskads, hvor de først bliver fundet halvanden måned senere, da der ikke foreligger nogen efterlysning eller grund til at søge dér af alle steder – alle smykker, kontanter, kreditkort og Audi TT Coupé er for længst forsvundet over grænsen til Montenegro og videre til Albanien.
I Albaniens hovedstad Tirana befinder sig en gruppe kinesiske handelsfolk, og selv om tiderne er anderledes og de daværende relationer mellem maoisterne og det maoistisk inspirerede styre under Enver Hoxha for længst er aftaget i og med Kinas tilbagevenden til konfuciansk meritokrati umiddelbart efter Maos død og udrensningen af hans enke og Firebanden på den ene side og Albaniens tilbagevenden fra kommunistisk regime til traditionelt omend uofficielt mafiavælde 2.0 på den anden side, så er der stadigvæk visse forbindelser tilbage omend af mere handelsmæssig karakter. Et medlem af denne delegation i Tirana, hr. Wu Shan, har særlig interesse i antikviteter og samlerobjekter og erhverver sig blandt andet en samling romerske guldmønter, 5 stk. blankvåben stammende fra Skanderbegs 18.000 mands store hær berømt for at marchere ufortrødent mod den osmanniske hær i 1444 – samt en kasse med sjældne sommerfugle fra Sydamerika, uden værdi i sig selv, men med den rigtige køber i Hong Kong, af potentielt anseelig handelsværdi.
Der går ikke mange dage – hvilket antikvitetshandleren muligvis skal være glad for – inden der i Hollywood Road 72, Hong Kong, under skiltet Oi Ling Arch Angel Antiques indfinder sig en hollænder, der ikke har pengepungen til andet end at se på varerne i eksklusive forretninger som Tai Sing i 12 Wyndham Street og dens ubetalelige udbud af jade og porcelæn fra dynastierne, men mere går efter sære rariteter, og som derfor i hr. Wu Shan’s mere beskedne antik-joint falder for en kasse med sommerfugle, der ikke engang er antikke, men til gengæld særdeles smukt konserveret, med alle farver intakte, hvis man da kan tale om konservering af et insekt, der har endt sit liv gennemboret af en nål og fastgjort til et stykke krydsfiner i indtørret tilstand. Bas van Houwen, som er mandens navn, er bosiddende i Pelambang, Sumatra, Indonesien, byen for enden af det brede stykke af Musifloden, den tidligere hovedstad i det store malayiske rige i det 7.-14. århundrede, besat af hollænderne i 1825, hvor skibe fra det Østasiatiske Kompagni udskibede krydderier og andre lukrative handelsvarer via et kunstigt skabt samfundssystem, med hollandsk militær, handel og overklasse, en lille privilegeret indonesisk overklasse som mellemlægspapir og resten af befolkning som slaver for imperialistisk udbytning. Hans familie valgte at blive boende efter befrielseskrigen mellem 1945-49, og omend det nu var på knap så selvskabt priviligerede betingelser, så var det stadig muligt at drive en hæderlig forretning, og derfor var det muligt for hr. van Houwen på sine ældre dage at trække på sin families formue og foretage de rejser, hvoraf en af dem bragte ham til Hong Kong. Hvad han skulle have gjort, var dog ved hjemkomsten at have lyttet mere til fru Nyoman, hans husholderske, der ind imellem kunne overaske med et klarsyn, der stammede fra hendes slægt, og som antydede, at hans nyerhvervelse med insekter fra Sydamerika bar på en forbandelse, og at han hurtigst muligt skulle skaffe sig af med den, og det var ikke, fordi han ikke lyttede til hendes udsagn, der før havde vist sig at holde stik, han tøvede blot en uge for længe. En fisker fandt hans lig flydende i Musi 20 km nord for Pelambang.
Det er ikke helt til at sige, hvad der skete undervejs med den uheldsvangre samling af insekter, men vi må formode, at den er blevet opkøbt ved den auktion, der blev holdt over hr. van Houwens ejendele bestående af kolonitids-antikviteter og diverse asiatiske særheder, hvoraf flere genstande uden tvivl har indbragt et betydeligt beløb, men et faktum er, at kassen et år senere dukker op hos en franskmand ved navn Jasques Petignan bosiddende i Adelaide, Australien, med speciale i jordbrug og terra preta, et fænomen, som han stødte på under sine rejser i Braziliens, Perus og Bolivias jungler. I stedet for at beholde samlingen, solgte han den til en lokal sommerfuglesamler, der var helt vild i den australske varme for at få fingre i den og betalte en mindre formue for den, hvilket for det første betød, at han kunne finansiere sin rejse til regionen Madre del Dio nordøst for Cuzco, den gamle inkahovedstad, og for det andet at han med sandsynlighed slap for at blive ramt af den forbandelse, der af uforklarlige årsager syntes at bebo kassen med insekter.
Formålet med rejsen var imidlertid ikke at udforske mysteriet om terra preta, den frugtbare sorte jord, der er fundet overalt, hvor den gamle junglecivilisation befandt sig, som er menneskeskabt ved hjælp af trækul – i modsætning til den primitive, destruktive afbrænding, der foregår i dag ved at blotlægge jorden i junglen, så regnen vasker al næring ud af den blotlagte, fattige, gule junglejord, hvilket tvinger folk til at forlade det stykke ørkenjungle, de har skabt. Folk, der boede her for 2000 år siden, kendte hemmeligheden om trækullets permanente binding af næringsstofferne i jorden og var i stand til at opretholde de omfattende kulturer med store hvide byer, som der kun findes beretninger om, og hvis beboere blev udryddet ved conquistadorernes ankomst, ikke kun fordi erobrerne var afstumpede imperialistiske fronttropper, men fordi de med sig bragte en række sygdomme fra Europa, som junglebeboerne ingen som helst resistens havde overfor, hvorfor de døde i milliontal.
Det egentlige formål var efter årelange studier og en nu sikker formodning om at være på rette spor bekræftelsen af genopdagelsen efter 500 års forvirring og tågesnak og disinformation om den forsvundne by, Paititi, også kaldet El Dorado. Da inkaerne så, hvordan spanierne opførte sig, og hvad det betød for deres befolkning, besluttede de sig til at trække sig tilbage til det mest ufremkommelige bagland, der var tænkeligt og muligt. Skulle nogen få den tanke, at det er utænkeligt at holde denne legendariske by hemmelig i 500 år, så skal man for det første forestille sig størrelsen af det areal, der skulle afsøges ved at tænke dig selv som en myre, der skulle gennemsøge et område på størrelse med 28 fodboldbaner. Læg dertil, at myren med sine seks ben har kæmpe bevægelses-fordele frem for mennesker, der i opskaleret version ville forsøge sig med noget lignende. Alle, der har forsøgt sig, er enten vendt tomhændede tilbage eller er aldrig vendt tilbage. Betænk til sidst, men ikke mindst, at man ville kunne kæmpe sig gennem junglen ovenpå selve byen uden nogensinde at opdage den, da den i dag ligger begravet under enorme mængder af særdeles uvenlig bevoksning. Husk at Machu Pichu var fuldstændig ukendt og uset, indtil en lokal inka-efterkommer i 1911 tippede en historiker fra Yale om, at der lå en hel by under heftige jungle-sedimenter.
Ikke desto mindre beslutter Jasques Petignan for sine sidste spareskillinger at lade sig smide ud med faldskærm på GPS-koordinaterne -12.045453, -72.125311 uden at vide, om han ville overleve springet endsige at være helt sikker på, at års studier i beretninger, kort, topografi og luftfotos kombineret med interviews og diskussioner med lokale, havde bibragt ham fuldstændig sikkerhed. Men han følte sig så sikker, at han var villig til at ofre sig for sagen. Hans udstyr var i orden som sådan, hans skills som udspringer via sin fortid som marinesoldat i den franske hær ligeså, hans kommunikationsudstyr var tjekket og klart og hans overlevelsesudstyr ville sætte ham i stand til at overleve en måned, inden han ville blive reddet – måske med kraftig streg under. Han havde efter møje og besvær indhentet regeringens tilladelse til det. og her kommer så det afgørende element: han regnede ikke med at overleve. Han håbede ikke engang på det, for han havde fået lægernes dom for, at han ikke ville overleve endnu et halvt år på grund af den sjældne sygdom, han havde fået konstateret.
Den 21. november 2017 åbner Jasques Petignan sidedøren i den propelmaskine, han har hyret som passager i Aeroporto Alejandro Velasco Astete hos en hovedrystende pilot, der stillede sig tilfreds med at modtage sin hyre, uden at spørge om, hvad hvad det hele skulle til for. Han ved nøjagtig, hvad han risikerer, han er fuldstændig afklaret og venter blot på, at maskinen skal vende om og overflyve stedet igen. Så slipper han grebet om håndtaget og glider ud i faldet.
*
D. 21. december 2017 går der et signal igennem til den lokale vejrstation, der efter afkryptering udskrives som følgende:
Mit navn er Jasques Petignan. Dette er mit testamente.
Jeg har fundet og betrådt den forsvundne by, og ved, hvorfor den forsvandt, og hvorfor det ikke var meningen, at den skulle findes.
Det er ganske rigtigt, at det er en gylden by, og at der findes uvurderlige skatte. Men dens egentlige betydning ligger ikke i gravrøverens våde drøm om bjerge af guld. Dens hemmelighed er dens dunkle skønhed. Når man først har fundet indgangen, kan man bevæge sig frit omkring i kilometervis, uden at se dagens lys. Jeg har set meget, men jeg ved, at jeg kun har set en brøkdel. Jeg kan kun drømme videre i min forestående drømmeløse søvn, som man siger, om, hvordan dette sted har taget sig ud i fuld solskin og uden de hemmelighedsfulde dynger af jungle til at afskære vejen for lyset.
Min største velsignelse i denne stund, hvor jeg gør mig klar til at forlade dette sted og lægge mig til hvile i en niche, der ellers kun er beregnet for de fornemste herskere af dette sted, er, at det endnu ikke er lykkedes den moderne, grådige og ødelæggende verden at bryde seglet netop på grund af dens egen grådighed og forblindelse.
Jeg tager denne hemmelighed med mig i graven, og hvis nogen en dag bryder seglet, vil de finde mit indtørrede, mumificerede skelet grine af dem samt med en forbandelse til de, der ikke er trådt herind med gode intentioner og respekt for den kultur, der evnede at undvige Imperiets morderiske galskab, dens dødbringende sygdomme – fysiske såvel som mentale – og skabe sig et beskyttet fristed omend blot for en stund, indtil den dødelige smitte på sandalklædte fødder en dag banede sig vej ad inka-stier gennem det ufremkommelige grønne paradis for de, der kender det og helvede for de, der frygter det, til kondorens rede og den hvide by med pyramider, paladser og hængende haver bag de kæmpe murværker af bjerge og floder til Paititi, for det navnet på den glemte by.
—– o —–
Krigen ingen aner hvad handlede om
