Poesi

Syv sange fra Underetagen

1. sang

Vi lever i Aftenlandet i undergangenes overgang
Hvem havde dog troet, at Apokalypsen ville være så urkomisk?
De fire ryttere hver på deres fortrampede øg
og helvedeshunden ikke andet end en mølædt møgkøter

Hør den første basun der knækker på det høje C#
mens basunisten smadrer sit tandsæt i tilbagetrækket
Hvor bliver kaskaden af rådne æg og tomater af for den dårlige udførelse?
Her gik vi og troede, at Armageddon i det mindste havde lidt gotisk stil

Vi er ikke underholdt, showet flopper, scenen skråner halvfems grader
Hvem havde dog troet, at Ragnarok med regneark
og teknokratiets tegne-regne-drenge var så fantasiløse?
De transhumanistiske tøsedrenge er gået på pension før overstået pubertet

Hør den anden basun og hvor blev vi bange denne gang
Kompressorhornet med tjener-vi-vil-ha-mere-øl for fuld udblæsning
Blinkende forlygter, hvinende dæk og asfaltrøg
180 km/t og hov – der stod et vejtræ lige i svinget

Vi lever i skyggen af en afdanket vampyr
Hvem havde dog troet, at Mørkets Fyrste var så ræd for en lysstribe?
Mere ræd for lyset end vi er for mørket
Se gespenstet krympe ved et sæt projektører, der peger den modsatte vej

Hør den tredje basun, båthornenes båthorn, basunenglenes buldrekor
De udbasunerer deres bravader i gysdur og gasmol
med fuld mediedækning på samtlige kanaler i prime time,
så den store brune journalistiske kloakstrøm må recirkulere sit eget lort

Vi er ved de tider, hvor den store babyloniske skøge
burde overveje lidt mere blånelse til parykken
Rynkerne slipper små pruttende skyer af pudder løs, når hun bevæger masken
Der er seriøse hængepartier både for og bag

Hør den fjerde basun, en festlig fanfare til farfars firsårsdag
Den nu tandløse basunist har denne gang glemt
at tømme røret for sit ukontrollerbare mundvand
hvorved en vis gurglende embouchure indfinder sig på festdagen

Vi, de måbende beboere af Aftenlandet er muligvis vidne til en finale
Det er bare ikke den Grand Finale, der var annonceret
Vi kunne med fuld ret kræve pengene retur men tøv en kende,
for en slut-prut-finale for det store illusionsmageri er immervæk ganske facinerende

Hør den femte basun, dyt-båt og hej-hvor-går-det-godt
Som man siger: Et dyt i bamsen er bedre end ti bjørne på taget
Messingsuppe med dommedagsboller er åbenbart hovedretten
Frøken Jensens rædselskrebinetter med brun sovs og surt er slettet af menuen

Vi må ikke glemme dyrevelfærd, når det drejer sig om Dyret i Åbenbaringen
ejheller de misligholdte kreaturer Behemoth og Leviathan til lands og til vands
Hvad siger du, er der nogen, der har glemt at fodre dem?
Vi må tænke på biodiversiteten, ring strax til direktøren for Zoo

Hør den sjette basun, er det ikke ouverturen til Lohengrin?
Og du dér på bagerste række kan godt tørre det lorne grin af fjæset
For dette er alvorlige sager, og du skulle bare vide, hvad det vil sige
at rende rundt i rustning og jernpatter og falde over alt det stjålne Rhinguld

Vi kan ikke undgå at bemærke det ironiske i uddelingen af messingstatuetter
for henholdsvis kedeligste basunengel på bagerste orkesterplads,
mest overspillede pauseklovn, værste stats- og sundhedsminister i mands minde
og klammeste scenografi på de skrå brædder nogensinde

Hør den syvende basun, så-tak for en helvedesmaskine, de har kørt frem!
En blanding af et asfaltkogeri og en boreplatform
Der meddeles nu, at tingesten er løbet tør for genmodificeret brændstof, og at det 
ultimative trut på den yderste dag er udsat, til de får reservedele hjem fra Kina

Vi skal videre, du gamle, verden venter
Den største bekymring er sådan set alt det skrot, de har efterladt
Festivalarrangørerne var ikke helt forberedt på efterregningen
og det kom lidt bag på dem, at de ikke ryddede op efter sig selv

2. sang

Jeg færdes hjemmevant blandt kældermennesker og undermålere
Er vi ikke alle undermålere vurderet og fundet for lette
af en eller anden overmåler med målerhjerne,
der har kvantiseret os ifølge sit udstukne regneark?

Målermenneskene maler menneskemasserne gennem deres kværn
Normalitetsbestyrerne ser det som deres opgave at administrere,
harmonisere, centralisere, rationalisere en kødmasse
forbundet med blod, nerver, tanker og følelser

Jeg færdes i min delvise tilstedeværelse i den administrerbare kødmasse
På slalomfærd blandt de allestedsnærværende kødhakkemaskiner
Undermenneskene har min medfølelse, jeg er en af dem
og med stolthed, for vi lever endnu, det er ikke ovre, før det er omme

Managementmenneskene har det ikke nemt med os
Hvem har i øvrigt sagt, at det skal være nemt
at pågribe organisk, intelligent liv og reducere det til rørt fars med tilsætningsstoffer?
Hvem har sagt, at det skal være en dans på roser at hælde livet på tabeller?

Jeg færdes fra morgen til aften blandt menneskelige ressourcer
HR- og ledelsesmenneskene tænker ikke på os som mennesker MED ressourcer
men SOM ressourcer i form af menneskemasser i flydende, fast, digital form
Alt er tilpasset et begærets behov for ressourcernes administrerbarhed

Teknokratmenneskene er påmonteret et nedadrettet tunnelsyn
De ser ikke, at også de er en ressource i en kød-hakke-ordnet fødekæde
At de langsomt men sikkert bliver ædt op, opløst, fordøjet 
og skidt ud af det store globalistiske røvhul

Jeg færdes i pingpongfart mellem menneskedesignerne
og hvad de anser for menneskeligt, disponibelt affald
Min undercoverstatus tillader mig at iføre mig en kappe af omvendt antropologisk deltagerobservation,
hvor de vilde studerer deres koloniherrer

Imperiemenneskene er ikke iført tropehjelm, khakifarvet hampetøj og knæbukser
De ankommer ikke længere i sejlskibe lastet med glasperler og fodlænker
Deres koloni er ikke længere blot gule-sorte-brune mennesker i Udkantistan
men det indre Underland af undermålte undermennesker 

Jeg færdes undercover i Underlandet af de-sandsynligvis-uegnede
Jeg har derudover det privilegium at spankulere blandt de selvpriviligerede
Jeg tager mig betalt for det, de skal ikke slippe så let
Silkepudemenneskene på deres taburetter ved ikke, at de bliver læst

Undergangsmenneskene i Aftenlandet er på retræte og deraf navnet
Og hvem er disse mennesker hvis ikke Imperiets ignoranter,
Privilegiets puddelhunde, Magtens mediemedløber, Oligarkiets opsynsmænd
Meningsmålernes middelmådige massefabrikerede misfostrede medskyldige

Jeg færdes til behageligt medskyldig blandt medskyldige
Der findes to slags medskyldige, de bevidste og de ubevidste
De bevidste mente, at de havde overtaget, fordi de kunne løbe fra al skyld
De ubevidste var ikke klar over, at de via skyld fik potentiel magt

Skyldsmenneskene opdeler sig i vandene mellem de, der løber og de, der påtager sig
Og nej, jeg taler ikke om at påtage sig personlig skyld for global opvarmning
ved at fratage solsystemet dets retmæssige ansvar for solsystemets klima over 4.5 milliarder år
Jeg taler om: Når du har skyld, har du ansvar, kan du gøre noget, har du indflydelse

Vi færdes for tiden og for stedet, vi ser nervøst mellem højre og venstre
vel vidende, at sindet er sløjen af røgen og støjen
Stat op du sløvne af møg! Fat din støjdæmper, din røgalarm, din møgsamler!
Stå op du sløjkæmper, bliv en højstamper, glem dine tøjkramper!

Magtmenneskene er ikke fuldt ved muffen for tiden
De har glemt, at man ikke skal droppe pokerfjæset og smide alle tyve kort på én gang
De har ikke forstået, at one-trick-pony ikke er bæredygtig – for at bruge deres eget buzzword
Når man overspiller sine kort på bordet, sker det modsatte af forventet

3. Sang

Det kan tænkes, at jeg er blevet et gammelt surt røvhul,
tænkte han, mens han med opmærksom vantro betragtede generationerne
inklusive sin egen skal der dertil siges, for omfanget af dårligdomme er konstant,
det er blot formen, der har forandret sig, vi begik vore synder i rigt mål,
det duer ikke at gøre sig hellig på andres bekostning (jeg skal nok betale min egen regning),
men jeg er sgu blevet for bedaget til at køre over i den anden grøft for at undgå den første.

Det kan undre, at verden er blevet så alderdomsforskrækket,
men hvis jeg tænker lidt over, tænkte han, hvad forskrækkelsen går ud på,
så giver det muligvis sig selv, der er måske visse brikker, der falder på plads,
for det er og har altid været alderdommens privilegium at blive klog på livets brikker,
erfaring tager tid, og vi er nogle, der er nødt til at begå den samme bommert
adskillige gange, før den hedengangne tiøre falder og forhåbentlig før, det er for sent.

Det er svært at undgå, at disse erfaringer, disse akkumulerede pisk ned ad ryggen
ikke på et eller andet tidspunkt bonner ud med en oplevelse af konklusion,
en nu-lukker-vi-lige-den-her og ser på, hvad der har samlet sig,
kunne der måske være en sammenhæng i hvad-hvem-hvor-hvornår-heden?
og burde disse mønstre af gentagelser, samtidigheder, sammenfletninger, påfaldenheder
ikke være i stand til at frembringe en hvorfor-hed inden lukketid?

Det er her, hvor alderdomsforskrækkelse – udover helt grundlæggende at være dødsangst –
kan oversættes med erfaringsangst, hvilket er en særlig dum form for vantro
bestående i, at vi ikke tror vore egne øjne, så selv elefanten i rummet forsvinder,
vi tror på det, de siger og det, de siger at de gør og vil gøre, og hvorfor – især hvorfor!
fremfor bare at observere, hvad de rent faktisk gør, og især 
hvad udkommet af deres gøremål er, for som der står skrevet: Et system er, hvad det gør.

Det er også her, jeg skal byde dig velkommen i de gamle sure røvhullers klub,
bestående af folk mellem 4 og 84 and beyound, der har fået nok af visse gøremål,
nok af at visse typer lyver fra morgen til morgen og hele vejen hen til banken året rundt,
nok af at visse karteldannelser sviner til uden nogensinde at rydde op efter sig,
nok af at visse instanser beskylder os alle for at begå DERES svineri og lærer os alle
svineriets kunst i en form for absurd medfølelse-slash-medmisbrug med svinskheden.

Det er mig imidlertid magtpåliggende at pointere – og lød det ikke surt og pegefingeragtigt?
at de gamle sure røvhuller muligvis også skal tage sig lidt sammen,
da det ikke er nok at have en mental pH-værdi på 2.8 svarende til saltsyre eller Coca Cola,
men at vi alle tilsammen er nødt til at tilføje en portion basisk afstabilisering og neutralisering,
og begynde – i det små, bevares – at formulere, fantasere, forestille os en nutids-fremtid,
en ny verdensorden, der ikke er DERES nye verdensorden men en orden for mennesker.

Det er mig samtidigt magpåliggende blank at afvise tidens typiske magtpålæggelser,
kompromisser er ikke længere mulige, vi overlever ikke at være medkompromitterede,
kompromitterede med de kompromitterede, kommitteret med kommissionerne,
i kommunion med kommunisme-3.0, kummerlighedens lokums-kumbayah-korrekthed,
og det kan kun fryde min gamle sure røv solidt plantet på brættet i et tidligt morgen-dump,
at ca. en halv milliard mennesker er gået på gaden i disse surrøvstider for at sige: NOK!

4. sang

Lad mig tage en tid til at eftertænksomhed sammen med dig, hvis du har lyst.
Lad det også være sagt med frygt for at være indbildsk.
Hvilket betyder at bilde sig selv ind i værste fald og at forestille sig i bedste fald.
Og hvad er så forskellen, kunne vi med rette spørge?
Er det så ikke noget med intentionen bag forestillingen,
som de fine kalder for visualisering, og de gamle kaldte for billedgørelse?
Skal der ikke finde en forestilling sted, før der kan finde en virkeliggørelse sted?

Hvis det er rigtigt, at billedgørelse er forudsætningen for virkeliggørelse,
så er det muligvis ikke helt uvæsentligt, hvad vi forestiller os.
Det er muligvis også grunden til, at der findes typer derude,
der er vældig optagede af at bilde os ind, at billedliggøre for os, at løbet er kørt,
at vi er fordømte og forlorne, at vi har fejlet i uafvendelig grad,
at vi ikke er værdige, at vi ikke er fuldbyrdede, da fuldbyrdelse er uopnåelig,
og at vi fortabte syndere er nødt til at acceptere, at det hele går ad Sortistan til.

Hvad ville der muligvis ske – og jeg siger muligvis, for det er mulighedernes felt –
at vi forestillede og noget helt andet?
Dette andet er ikke nødvendigvis det modsatte af,
hvad alle sortekunstnerne og deres sortseende sortebringere har solgt i deres butikker.
Vi kan godt lægge afstand til sortemageriet uden at være dets omvendte ekkokammer,
også selvom det sjældent slår fejl, at deres rådne butiksvarer er netop, 
hvad vi mindst af alt har brug for at leve et fuldbyrdet liv.

De sortsælgende repræsenterer det omvendte univers.
Derfor behøver vi ikke at være omvendingen af omvendingen,
for det er, som man sagde engang: at gå over åen efter vand.
Vi kan simpelthen springe det over og forestille os, hvad vi har brug for,
og hvad vi ønsker for os selv og vore efterkommere uden at stå på hovedet.

Vi kunne forestille os det, som vi drømmer om i en verden af muligheder.
De siger, at det er umuligt, men da vi begyndte at udfordre deres påstand,
rettede de det til, at det muligvis ikke var umuligt … men så var det ulovligt!
Det var aflyst, udsat på ubestemt tid, arkiveret lodret,
det var strafbart, idømt ukorrekthed, sendt i stuearrest og eksil.

Sortehandlernes negationsunivers består i fornægtelse-knægtelse af selve Livet.
Men Universet accepterer ikke negationer. Anti-manifestation er ikke-eksisterende.
Dette er – muligvis – hemmeligheden ved det poppet-udvandede begreb,
der er solgt under navnet positiv tænkning i en business-egnet pseudo-neo version,
en coach-medarbejderudviklings-fähig version af en førhen eksotisk buddhistisk praksis.

Omsat til vores kultur, vil det svare til, at vi i vores barnetroiske aftenbøn sagde:
Kære Gud, vil du ikke sørge for, at jeg ikke falder ned af trappen i løbet af ugen.
Og hvad sker der så fredag aften kl. 19:37:17? kaplonk! så ligger du der.

Hvad skete der lige der? Universets velvilje springer simpelthen ‘ikke’ over.
Alt, hvad der starter med u-, non-, anti-, dis- og ikke- samt () og “” forsvinder i posten,
og i den store kosmiske Google-translate bliver det til dit uønske – om vi så må sige.

Så vi prøver igen – Kære Gud, vær forsynet for min fod, så den står fast på sin vej,
så alle stenene på vejen minder mig om den vej, de ligger på,
og så alle trin på trappen bliver mit stå- og gåsted i mit hus og på min grund. 

Amen = Og tak for, at det allerede er sket.

Mnjææ – hører jeg negationen i foyeren mumle – hvordan kan det allerede være sket, før det er sket?

Se, det er den næste hemmelighed. For tiden er fra evighed og til evighed.

5. sang

Hvad siger du mere, min ven? Verden er blevet underlig tavs.
Eller rettere, larmen har fortonet sig til det fjerne, et akustisk reverb.
Der er nogen, der har skruet ned for højttalerne, forstærkerdelen er jammet,
vi skulle da nødigt blive forstyrret af lyden af vrede, råbende stemmer
af millionernes mylder manifesterende mishag mod magtens misbrug.

Jeg forstår, hvad du tænker, eller rettere: jeg tror, jeg forstår det.
Vil millionernes mylder finde et fælles fodfæste,
eller vil DE og dermed VI endnu engang lade os sønderbombe i splittelse?

Jeg føler med dig, min ven, hvis dette overhovedet er muligt.

De siger, at der findes en følelsernes intelligens.
Jeg siger, hvad skal vi med al den udspekulerede intelligens, 
hvis højintelligente psykopater styrer verden?

Jeg hører banken på vandrørene, der slipper lyde op fra kælderetagen.
De fortabte sjæle råber op til os gennem historiens nedløbsrør:
Så hold dog for høvlan op med at begå de samme fejltagelser, 
der sendte os ad Helvede, ad Limbo og Skærsild til,
den store parkeringsplads for forførte sjæle på rehabiliteringsophold!

Bank-bank, mens jeg sidder og skriver dette, banker det på min dør.
To venlige mænd fra det lille lokale vandværk vil gerne aflæse mit vand.
Jeg har ikke selv aflæst mit vand pga personbeskyttelse, sorry for that.
Den ældre af de to mænd er udstyret med to træben – altså seriøst!
Jeg siger: Det er godt gået. Han svarer: Jeg øver mig hver dag.
Jeg siger: Hvornår mistede du dine ben? Han svarer: for seks år siden.
Forestil dig at få savet begge ben af og få indsat et par stoleben i stedet.

Jeg hører på vandværket og vandrørene, at de har tænkt sig at skrue ned for vandet.
De har tænkt sig at skabe en kunstig krise af mangel på vand og mad.
Vores oplevelse af afsavn er deres installation af kom-til-far-og-mor.
Der ligger lige nu skibe udfor havnene i Europa fulde af last, der ikke bliver aflastet.
Nogen har givet havnekontoret i Rotterdam besked på, at de ikke må aflaste.
Tilstanden af mangel er tænkt som forlængelse af den operationelle nedlukning.
Min ven, hvis jeg var dig, så ville jeg sørge for,
at dit lager er fyldt op, for det kan lige pludselig blive meget grimt
som en by i Koldkrigens Østblok med køer og tomme hylder.

6. sang

altså, de vil gerne ha’, at vi skal gå og være bange hele tiden,
men er det ikke, som om at repertoiret for bangagtigheder
fremstår som en mellemting mellem barnagtigheder og bølleagtigheder
i stil med parodien på husmoderen fra forstæderne, der står skrigende på en køkkenstol,
mens der sidder en mus nede på gulvet og kigger nysgerrigt op under kjolen
eller fnisende skolepiger, der går i aaaad-mode ved synet af en edderkop
eller børn, der ligger og ikke tør trække vejret, fordi der ligger en ulden trold under sengen

altså, de vil ha’, at vi skal være bange for koprutter og forkølelse,
bange for håndtryk og selskabelighed, bange for at komme til at fornærme sarte sjæle,
bange for at ytre vores mening, bange for at gå på arbejde, bange for at rejse,
bange for at trække vejret, bange for naturlige luftarter, bange for bakterier
du skulle edderdulleme vide, lille ven, hvor mange bakterier, du er værtsdyr for
og uden hvilke, den organisme, som du kalder for din krop, ikke ville eksistere,
hvilket igen er kraftig tilsnigelse, for det er ikke din, det er bare en, du har lånt

altså, de vil ha’, og de vil ha’, og bagefter vil de gerne ha’, at vi betaler
for alt det, de gerne vil ha’, så det ville måske være en ide
at vi så småt begyndte at være bange for de rigtige ting,
de rigtige hændelser og de rigtige personer med de så ganske forkerte intentioner,
de rigtige institutioner, organisationer og andre operationer,
der sparkede sig vej ind ad fordøre og smadrede ruder for derefter at snige sig ud af bagdøren
og stak til søs med lig i lasten, katte i sækken, skeletter i skabet og lus i skindpelsen

altså, siden vi partout skal bruge en masse krudt på at være bange for uvirkeligheder,
kunne vi så ikke i det mindste være bange for det, vi i virkeligheden burde være bange for?
tabet af værdighed, frihed, folkestyre, civile rettigheder, ret til informeret samtykke,
tabet af helbred, sundhed, mad med næringsværdi, jord med vitalitet,
tabet af ytringsfrihed, købekraft, en fremtid for generationerne, forbindelse med naturen,
tabet af mental balance, samtaler mellem mennesker, tillid til ledelse og hæderlighed,
tabet af etik, samvittighed, sandhed, nation, mandlighed, kvindelighed og barnlighed?

altså, siden de vil have, at vi skal gå og være bange for vejret,
var det så ikke en ide, at vi blev lidt mere bange for det mærkelige vejr, som de fabrikerer?
og siden de vil have, at vi skal være bange for vores helbred,
var det så ikke en ide, at vi bekymrede os lidt for de laboratorieforsøg, som de har spredt?
og siden de vil have, at vi skal være bange for konjunkturerne i verdensøkonomien,
var det måske en ide at se lidt på, hvordan de håndterer deres egen bogføring?
det ville muligvis producere noget produktiv bangelse i bangebuksens baglomme

altså, hvad med teknokratforskrækkelse i stedet for teknologiforskrækkelse?
og hvad med at være lidt mere bange for den terror, de spreder inde fra Borgen,
mens de pendler mellem diverse bestyrelser og selvforherligende selvbestaltelser
i stedet for at tisse i buksen ved rygtet om amatørnazister fra Greve og mullaher fra Ishøj
og alle de skumle typer i Udkantistan eller måske en dag grønne mænd i flyvende køkkentøj,
og i stedet for at blive sur på alle low-life pusherne i gaden i Staden (stop med at købe lortet),
så var det lidt på tide at blive seriøst pissed på pusherne og giftblanderne i medicinkartellerne

altså, som du måske kan høre, at jeg med stor besvær prøver at fremstamme i stil med,
at alt det hejs med bussemanden og buh-en-tiger, hvor vi vitterligt burde trække på skulderen
og sukke opgivende med et åh-nej, den har vi prøvet, den virkede heller ikke sidste gang,
snart burde have lært os lektien, men her er det så også som om, 
at vi måske er en anelse fattesvage, og ikke har luret den gamle fortærskede bangeafleder,
dimsen som de stiller op alle vegne, hvor de kan komme til det med sytten pile, der peger 
i alle retninge med se-he-og-her-men-aldrig der, hvor tampen og lokummet brænder

7. sang

vi lever i en fortælling, en godnathistorie, en ammestuehistorie om virkeligheden skabt af et sammenrend af typer, som ikke burde være i stand til at være i stue sammen, jeg mener, hvordan kan psykopaten, opportunisten, hykleren og ignoranten blive ved med at køre dette Coloseum af en cirkusforestilling, for de må jo vitterligt være i stand til at bilde både sig selv og hinanden ind, at de får noget ud af det hver for sig og tilsammen

og hvaffor en kategori falder vi selv ind i – av den var værre! – og kan man godt tilhøre flere kategorier på én gang? (der nikkes bekræftende ovre i hjørnet), eller er vi måske ude i, at der skal oprettes flere kategorier til alle os, der er lukket ind på tilskuerrækkerne omkring manegen og hørte døren smække bagude? hvad med kujonen, slaven, dissidenten, overleveren?

vi har trods alt valgt at høre på en skrøne, et fantasifoster, en søforklaring, de har stukket en plade og alle er glade (omend der høres lidt mumlen krogene) men igen: hvordan kan de være i stue sammen? og så er det, jeg kommer i tanker om, at de nok i realiteten ikke er egentlig i stue sammen, men at psykopaten blot sidder deroppe i tårnet og sender rørpost-one-way til opportunisten og hykleren – der nok godt kan finde ud at være i stue sammen, da de er gjort af samme uldne stof – der så blink-blink-du-ved sender en ny post videre til ignoranten og hans fætter, der straks og uden at blinke begynder at koste rundt med kujonen, slaven, dissidenten og overleveren

her vil det så være uklogt at undervurdere henholdsvis en kugle for panden, en arm om på ryggen, en forgyldt gulerod i en snor for enden af en stang med løftet om i morgen og lidt håndører ned i lommen og her skal du se lille ven, her har du en tokrone til en iskage, og så behøver du ikke at sige noget til mor og far, vel? 

+ en anden overset detalje, som Djævelen har det med at gemme sig i, hvilket er den livsvarige, uopsigelige og uskrevne men velforståede kontrakt, der indgås i det øjeblik, funktionæren i tossefabrikken i et svagt øjeblik hengiver sig til en tilbudt perversion, en af de syv dødssynder på en måde, der af generationer er dømt ubetinget uacceptabel men med et løfte om, at her gør vi lige en undtagelse, siden du er sådan en god elev og SLAM! der smækkede også døren til medarbejderindgangen

og så skal vi ikke glemme den erotiske opstemthed, den rus der følger med tildelingen og udøvelsen af magt og den stærkt vanedannende effekt af dette drug indtaget i generationer i visse bedre familier, der tydeligvis ikke aner, hvad de skal bruge alle deres penge til, så det må jo være noget andet, det handler om, siden de bliver ved-og-ved ud over al proportion i selv den sygeste logik, men næsten værre og dét i pinlig grad er den ynk at bevidne, når de senest tilkomne i brugerkredsen savler over, når deres nytildelte magt i kunstige krisetider gør dem liderlige 

vi lever altså i en fortælling, en godnathistorie, en ammestuehistorie om virkeligheden skabt af dette maskineri af gensidig kannibalisme forlænget ad libitum ad infinitum, dette helvedeshjul af misbrug og genbrugt forrådnelse, hvor aktørerne i manegen smiler anstrengt af deres pinagtigheder og dårlige vittigheder, og publikum klapper på alle de tilrettelagte steder, når orkestret på balkon’en serverer pointen med en crescenderende trommehvirvel og bang! jaaa så klapper alle børnene mens de skæver usikkert til siden for lige at se, om de andre også klapper

ejheller at forglemme er vanens og gentagelsens magt over alle de gudsforladte sjæle, ritualets hypnotiserende magt, for de fleste måtte lige klø sig i håret første-anden-tredje gang, men så blev de bare ved-og-ved mens de skruede op for ved-og-ved, og når vi prøvede at skifte kanal var der den samme udsendelse, der blev ved-og-ved, og når vi holdt hænderne for ørerne blev de ved-og-ved inde i hovedet på os, for vi var allerede begyndt at vænne os til det, og en skønne dag virkede det helt dagligdags og tilforladeligt

endsige bangelsen, som vi allerede har afsunget, især bangelsen ved at komme bort fra flokken og at nogen i mellemtiden havde sat strømførende pigtrådshegn op, så vi nu ville høre til de udstødte og måske-aldrig-igen-egnede, som de ikke ville have noget med at gøre, altså med os, de nu bejantede, der måske endnu engang skal til at gå med gult jødebind, de berufsverbotede, de bort-eugeniserede, de euthanaserede og få aldrig den helt forkerte (læs: banalt indslysende) ide, at det forseglede cirkustelt er lavet af ganske tynd teltdug, hvor blot et enkelt velrettet snit med en skarp hobbykniv vil kunne åbne en udgang, hvorigennem alle de tvangsindlukkede på bænkerækkerne vil strømme ud under den stjerneklare nattehimmel frigjort fra tvangsvittigheder, tvangsskrøner og alle tvangsvaccinerede tvangstanker

lad orkestret trutte i baggrunden, lad mikrofonskrigeriet fortone sig på markedspladsen, og lad os sammen som emanciperet ekspublikum gå ud under nattehimlen og nyde synet af Orion, der bliver tydeligere og tydeligere for hvert skridt, vi fjerner os fra de kulørte lamper på illusionernes markedsplads, klovnerne og den pinagtige falden på halen – og se: elefanterne og søløverne har også fundet ud af, at teltet er gået op i sømmene og vælter ud iført orkesteroverdøvende trompettrut, der glædestrålende stilsikkert tilkendegiver, at nu er de satenædeme trætte af høballer, halballer og sure røvballer, for de vil have masser af grønt græs og rigtigt havvand fulde af fisk

___________________________________________________

Først udgivet på: UNDERETAGEN.DK

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.