Tidens tand
Vores Verden er fyldt med forunderlige opfindelser, hvis formål er at spare tid og kræfter. Især i sidste halvdel af forrige århundrede er det gået rigtig stærkt. De fleste af slagsen er forbrugere af elektricitet. Vi ville ikke være foruden dem, mener vi.
Her skulle man så tro, at det har frembragt en generel tilstand af overskudstid og -kræfter for menneskeheden. Hvilket så måtte betyde en generel tilstand af frihed. Mere fritid, mere frihed, større lyksalighed. Skulle man mene.
Det kontra-forunderlige er så, at mennesker har mindre tid end nogensinde til sig selv og hinanden, mindre overskud til gavn for sig selv og andre, mennesker er mere urolige og rastløse end nogensinde. Så hvad skyldes det? Hvad gik der galt undervejs, hvad har vi glemt og mistet?
En historie om en indianerhøvding antyder svaret. Vi taler om en nutidig repræsentant for en af de amerikanske stammer eller nationer, som de kalder sig, der var inviteret til en kongress for etniske folkeslag i London. Han tog selvfølgelig et fly, for hvem sejler dog i skib over Atlanten i disse tider? Da han ankom til Heathrow – og i god tid må man formode – satte han sig ned på et gulvtæppe. Her blev han siddende i tre dage, inden han rejste sig. Da nogen spurgte ham om, hvorfor han havde siddet der så længe, svarede han: Jeg ventede på, at min sjæl skulle ankomme.
Jeg skal lige have sjælen med mig, kunne en af de gamle i familien finde på at sige.
Det tager den tid, det tager, kunne bedstemor finde på at sige.
Hastværk er lastværk, tilføjede bedstefar.
I tidens fylde sagde vi, engang.
I Prædikernes Bog i Det Gamle Testamente står der:
Alting har en tid,
[Prædikernes Bog vers 1-8]
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.
På en eller anden dysforunderlig vis har moderniteten lært os at være utidigt utålmodige. Prædikerens eftertænksomhed og Tidens Fylde i rette tid er afstumpet til:
Nu ringer vækkeuret, og så er der halvanden time til, at du skal tjekke ind på arbejdet, hvor du befinder dig 7.27 timer inklusiv frokostpause, som du selv betaler for, bliver sluppet ud igen, hvor du så efter en halv times transport, der bliver forsinket pga. et trafikuheld på ringvejen, hvilket du bruger til at sidde og tromme på rattet og fyre forbandelser af mod de andre bilister, der heller ikke kan gøre en skid, så du herefter kan nå at smide nogle varer i indkøbskurven i superdøgneren, stille dig op i køen af lige så utålmodige typer som dig, så du kan komme videre og hente de overtrætte unger, der har været indespærret i institutionen i det samme antal dagstimer – så kan de lære, hvad der senere venter dem – hvorefter du har en time til at få maden på bordet inden TV-nyhederne prime time, hvorefter der er nedtælling til, at du falder utidig om på sengen, så du kan være bare nogenlunde udhvilet til, at …
Så industrialismen satte masseproduktion i system. Den skabte forbrugsvarer, der var værd at begære, for de kunne gøre livet nemmere. Javel, hvem ville i dag undvære en vaskemaskine eller adgang til én? Hvem ville undvære indendørsbelysning, rindende vand, gas på komfuret. Men gradvist forsvandt hele fordelen ved de tidsbesparende opfindelser, for både mor og far måtte arbejde fuld tid, så den lille familie kunne få råd til det hele, for det stoppede jo ikke med de basale bekvemmeligheder. I forbrugssamfundet ankom der hundredevis, ja tusindvis af mulige uopfyldte begær, der overhalede vores egentlige behov indenom. Nu kan vi ikke længere leve uden mobiltelefoner, computere, et arsenal af torturinstrumenter i køkkenet, som vi ikke bruger halvdelen af, vægge tapetserede med kæmpe fladskærme påmonteret spillemaskiner, en shitstorm af wifi-signaler gennem nervesystemt, family size køretøjer til en halv million, eksotiske sydfrugter fløjet ind fra troperne produceret af neo-imperialt underbetalte udkantsmennesker vha. diverse kemiske genmodificeringer. For det skal jo gå stærkt, der er ikke engang tid til at planterne kan gro færdig af egen kraft, og kyllingen når aldrig længere end at få overstået sin pubertet, før dens for tidligt voksne oppumpede krop mister hovedet.
Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget?
[Prædikernes Bog vers 9-14]
Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør.
Jeg erkendte, at intet er bedre for dem end at være glade og finde lykke i livet. Men at menneskene kan spise og drikke og nyde frugten af deres slid, det er en gave fra Gud. Jeg erkendte, at alt, hvad Gud gør, forbliver, hvad det er; der kan ikke føjes noget til, og der kan ikke trækkes noget fra! Sådan har Gud gjort, for at man skal frygte ham.
Det er ikke helt tilfældigt, at den kulturelle mangel på tid og overskud ankommer i takt med, at Gud forsvinder ud af det menneskelige synsfelt. Der er en nøje sammenhæng. Rationalismen havde en anden prædiken end Prædikernes Bog. Den lovede os, at videnskaben med tiden ville komme op med løsninger på alle menneskehedens problemer, blot vi indvilligede i at bekende os til det sansede og det målelige som den eneste virkelighed. De forløbne 400 år har været ét stort accelerando af dette løfte. Samtidigt har det være én stor negation af opfyldelsen af det samme løfte. Hvis folk for 400 år siden havde problemer, så har vi problemer i 10-fold i dag. Problemer af en tyngde og i et omfang, som de rationalistiske ‘kirkefædre’ ikke havde drømt om. Og hver eneste gang, videnskaben og dens præsteskab bliver tvunget til at indrømme deres blindgyder, så kommer de op med det geniale bud på løsningen til deres manglende løsninger: Så skal vi bare have mere af samme slags!
Det, der var, er der allerede igen;
[Prædikerens Bog vers 15-17]
det, der kommer, har allerede været.
Gud opsøger det, der svandt bort.
Dette har jeg også set under solen:
På rettens plads sidder uretten,
på retfærdighedens plads sidder uretten.
Jeg tænkte: Både den retfærdige og den uretfærdige dømmes af Gud.
For alt, hvad der sker, og for alt, hvad man gør, er der en tid.
Dér kom det så, indsparket fra måske 5. århundrede før vor tidsregning eller ældre – ingen ved, hvor gamle de enkelte afsnit og vers i Prædikernes Bog er, for bogen er blot en samling af i forvejen eksisterende skrifter samlet gennem et eller flere årtusinder bestående af eftertænksomme udsagn fra forskellige kilder, redigeret og nedskrevet i flere omgange.
For det første: Tiden kommer tilbage, den bevæger sig i cirkler. Cyklisk tid er den oprindelige, den organiske, den universelle tid. Lineær tid ankom først med Kristendommen, der trak en lang snor mellem Skabelse og Jordens Undergang.
For det andet: På retfærdighedens plads sidder uretten.
Dér kunne vi med rette og til tiden føle os truffet!
Retfærd er ikke længere formålet med ledelse.
Særinteresser er nu baggrunden for ledelse.
Er det ikke interessant, at en eller anden gubbe af en skriftklog engang for 2.500 år+ rammer vor tids hovedproblem så præcist? Hvilket ikke skal misforståes, som litteralisterne gør, bibelbaskerne der læser alting bogstaveligt, hvorved de går galt i byen. Og al teologi er på sin vis fundamentalistisk i en eller anden gradbøjet målestok. Gubben fra fortiden havde ingen som helst intention om at tale til andet end sin egen tid og sit eget folk. Dette er pesha. I jødiske skrifter brugte man fortidige hændelser som modeller for, hvad var der skete, og hvad der var ved at ske, for som der står:
Det, der var, er der allerede igen;
det, der kommer, har allerede været.
Gud opsøger det, der svandt bort.
Vi skal forstå det som: Der er intet nyt under solen.
Hvad de gamle oplevede som deres grundlæggende problem, har ikke forandret sig.
De så og vidste, at Magten satte sig på retfærdighedens plads og udøvede uretten.
Et tysk analysefirma lavede for 10 år siden en stor undersøgelse af, hvad der var tidens og samfundenes største problemer. De kom op med, at det altoverskyggende problem i Verden var: korruption. Husk i den forbindelse at korruption betyder: magtmisbrug. Ikke blot bestikkelse, som er det, som de korrupte indimellem bliver udsat for og falder i vandet på. Det er alt det, der sker efterfølgende, når de korrupte f.eks har modtaget bestikkelse. Men de korrupte er ikke nødvendigvis bestukne, de har måske fået en kugle for panden, de har måske fået en forfalsket verdensforklaring, de har måske fået en farvet klud viftet for næsen, de tror måske, at de gør noget godt for menneskeheden, de ser måske en karriere udrulle sig, de er måske egosvage individer, der tror, de opnår en identitet og en selvrespekt ved at hænge ud med Magten. Eller de lugter bare penge. Og en del af dem – ikke at undervurdere – får en erotisk ophidselse ved at deltage i udøvelsen af magt.
Venetianerne, de snedige bankfolk, diplomater (læs spioner) og intrigemagere beherskede allerede i middelalderen og renaissancen kunsten af forføre magthavere. Den beskidte kunst kan beskrives ret simpelt. De studerede først en person og lærte sig, hvad vedkommendes begær bestod i. Var han til dyre vaner, var han til dejlige damer, var han til herlig mad og drikke, var han til pomp og pragt og prestige … jamen det finder vi da ud af. Når først manden var hooket og havde modtaget opfyldelsen af sit begær – hvilket som bekendt ikke er langtidsholdbart men stærkt vanedannende – så kom den generøse giver tilbage og forlangte noget til gengæld. Der er skabt et mephisto-kompleks, den begærlige har solgt sig selv til djævelen i skikkelse af en venetiansk mellemhandler, og nu sidder han i saksen. Hvis han fortryder, har den generøse velgører magt til at ødelægge mandens liv.
Men hvad står der til sidst?
Jeg tænkte: Både den retfærdige og den uretfærdige dømmes af Gud.
For alt, hvad der sker, og for alt, hvad man gør, er der en tid.
Jeg tænkte er selvfølgelig prædikeren i Bogen. Men jeg – skriveren af bloggen – tænker herefter, at al denne ateisme, nihilisme, materialisme, rationalisme, positivisme … alle de filosofiske navne for det samme har en helt bestemt effekt rettet mod et helt bestemt segment: de korrumperbare, de korrupte. Rationalismen forsikrer os om: Der findes ingen Gud. Hvilket så betyder: Da der ingen Gud findes, findes der ingen højere retfærdighed, ingen universel moralsk standard, og så kan DU, korrupte håndlanger-kollaboratør ikke blive dømt for dine gerninger, hvorefter du kan gøre alt, hvad du kan slippe afsted med. Karma is cancelled – er signalet. Do what thou wilt, sagde satanisten og hippie-guruen Aleister Crowley. I 1666 sagde kabbalisten Sabbatei Zevi, der hævdede, at han var den Messias, som jøderne havde ventet på: Gud har skabt både godt og ondt. Så jo mere ondt, du bedriver, jo gladere bliver Gud. Millioner troede på og fulgte budskabet, ligesom millioner af ungdommere i de glade 60-70’er lod sig besnære af signalet i Crowleys motto og hengav sig til sex-drug-and-rock’n’roll sponsoreret af CIA.
Mnjææ siger skeptikeren, nu har vi jo rationel lov og retspraksis, der har overtaget, og som garanterer retfærdighed. Hvilket just er problemet. Husk hvad prædikeren sagde: På rettens plads sidder uretten. Hvem dikterer rationalet? Skulle intellekt være en garant for højere moralsk standard? De så det for 2-3000+ år siden. Rettens plads er udskiftelig, og når uretten korrumperer og okkuperer rettens plads, så findes retfærd ikke længere.
Og hermed er vi ankommet til Verden fyldt med forunderlige opfindelser, hvis formål er at spare tid og kræfter. Vi er ankommet til Teknokratiets Overherredømme, en verden styret af algoritmer, vidensfiltre, spinn, fake news, historieforfalskning, pseudojournalistik, købte-betalte politikere, købte-betalte medier, videnskab med en kugle for panden, global censur, folkemord forklædt som folkesundhed, gift forklædt som medicin, trans- og inhumanisme forklædt som humanisme.
Hvad der er gjort af tid og over tid,
det vil tiden respektere.
Auguste Rodin
Tiden er kommet.
Der er ingen tid at spilde.
Vi er ankommet ved Tidens Ende, hvor al tid starter.
Tid er ikke længere penge, og kærlighed kan ikke købes.
Tid er det nuværendes nærvær i evighedens perspektiv.
—– o —–
Et bål i luften
