Den leende Buddha (roman)

Download og læs som PDF
(begrænset periode inden udgivelse)

Prolog

Det er ikke til at sige, om der er gået et par minutter eller en halv time, måske mere. Da han åbner øjnene, er alt som forventet. Her fra bænken kan man overse hele pladsen og samtidig dække ryggen som en måge. Bortset fra at en måge ikke ville være så skødesløs at falde i søvn.

Skulle der dukke et irriterende selskab op af typer, han ikke lige kan identifice sig med, er det muligt at lette øjeblikkelig og bevæge sig videre med fuldt overlæg. Se nu den gruppe unge mænd med bodega-røst og ditto-humor – starten af 30’erne, tøj de også gik i som 14-årige, åndelig udvikling i samme liga, allerede lettere overvægtige af øl og fastfood, småbrovtende, et par med kasket, bukserne under niveau for røvens kavalergang. De passerer, ingen grund til at lette.

Næste hold, tøserne med mobiler, den ene i færd med at eksponere sit sexliv over hele arealet, den anden i færd med en højlydt betroelse om en venindes bagtalelse, privatsfæren hængende ud over det hele, hæse stemmer slidt rå af røg, happy hour og forsøg på at overdøve støjniveauet fra anlægget. Hærg er sexet. De to andre ligner tømmermænd, drenge i pigekrop, piger med drengeattituder. De passerer også.

Studerende bosat i lejligheder købt af deres forældre i den foryngede bydel, der har udviklet sig fra kaserneområde for industrialiseringens hærskarer, ludere, lommetyve, drankere og narkomaner. Og hoteller. Nu færre narkomaner og lommetyve, og luderne er fra østeuropa traffikeret hertil af menneskepushere i dyrt tøj og sorte biler. Til gengæld flere nyindflyttere, der klager over gadestøj, som om de troede, det var en etageudgave af de forstæder, hvor de tilgengæld fandt det for kedeligt. Make up your minds! Studerende i 100-vis, der hænger ud i en af de in-cafeer, der er væltet op af jorden sammen med tøjforretninger. Før var der en antikvarboghandel, nu sælges der designer-streetware.
Så er der skaterne. De er som sunket ind i sig selv, det er kun hjulene fra brættet og de konstante kollisioner med brædderne og asfaltet, der høres. De er nærmest at betragte som ambient støj. Gadelydende er også ambience for dem, flere af dem har øreplugs og en iPod i lommen.

Og den smarte by-professionelle af den kreative klasse, der stopper op med sin mobilbamse, dybt nedsunken i en forhandling om hvem, der er ansvarlig for casting, og nu må den fucking rykke, det er i hvert fald en 70 kg, vi taler om, jeg sagde det til ham, vi flytter ikke deadline, … endelig hiver han stikket ud, synligt irriteret, samtalen er afbrudt, videre mod den næste potentielle event.

Her kommer mødregruppen i selvsving over deres vidundere. Det hele handler om, hvor fantastisk en gylp, det første vidunder præsterer, hvor højt det andet vidunder kan skrige, hvor meget det tredje forsøgsdyr slår ud på vaccinen, hvor mange uforståelige ikke- ord, den fjerde basunengel kan udbasunere, hvor lidt den femte kolikramte terrorist sov forrige nat, hvor meganuttet den sjette princesse er i dyrt designerkluns, der er for småt om 3 måneder, hvor vidunderligt det syvende vidunder er … når det ikke skider som lige nu. Og så brokker han sig ovenikøbet over, at han ikke får sex! De passerer også. Han filosoferer et par sekunder over, hvor mange af de parforhold, der ligger til grund for de opskregne 7 vidundere, stadig er eksisterende om 2 år, eller om de til den tid har meldt sig på banen som generation pap 2.0.

Bumserne er, hvad de er. Det er egentlig dem, der har mest brug for bænken, for de hænger ikke ud på caféerne. De er en rest af den by, der var før indtoget af studerende, neo-yuppier og børnefamilier. De brovter og skælder ud på hinanden – konstant. De kan høres, men som en rest af den by, der var, har de tegnet en cirkel om sig selv. De vader ikke indover de andres cirkler, især ikke i dag, for Bjarne døde forleden.

Han begynder at resignere overfor irritationerne. Måske er det netop bumserne og bænkevarmerne, der gør udslaget. Han sidder jo egentlig selv og bumser den, og så er han ovenikøbet faldet i søvn. Hvordan kunne han det? Han husker en svag uro, lige før han vågner. Det var noget med …

Det er her, han opdager tasken, der står ved siden af ham. Den har helt sikkert ikke været der, da han satte sig. Hvad kommer den sagen ved? Den står der med vilje, ingen tvivl, den er ikke smidt på en tilfældig måde, den læner sig perfekt op af armlænet. Hvad bilder den sig ind? En let uro går igennem ham ved tanken om, at den er ankommet, mens han har et mindre blackout i solskinnet. Det går op for ham, at han har tænkt sig at åbne den. Det moralske påskud er, at nogen savner den, den egentlige årsag er snarere nysgerrighed. Og opportunisme. Den kan også være fuld af værdier, der i så fald bør udløse dusør. Model italiano, læder-hank- skulderstrop, ingen billig model.

Der er 3 rum i tasken, ikke meget indhold. Ret ligegyldigt, blyant, sammenklappet paraply, papirsservietter, en bog. Ingen guldskat, ingen ID-kort, ingen nøgler. Bogen har han hørt om uden at have læst den ‘Laotsi: Dao De Ching’, en klassiker. Ligesom alle har hørt i skolen om James Joyce’s ‘Ulysses’, men få har læst den. Eller Bibelen. Det mest interessante er de to teaterbilletter, der er stukket ind som bogmærke på side 44. De er dateret til dags dato kl. 20, aldrig hørt om stykket. Og så lige en pung med 500 kr. og et par tilfældige papirlapper. Det er alt, ingen ID, ikke noget navn at gå efter, ikke de store muligheder for spejderdåd eller amoral – bortset fra at negle tasken og de 500 kr.

Flere potentielt irriterende typer, tyrenakker-pikhoveder, tidselagtige tatoveringer helt op i nakken, sweatshirts med hætter, kamphund i snor, én stor fuckness i fremtoningen. Men også de er helt i deres eget univers, indtil man kommer i vejen for dem. Det gør man så ikke. Man blander sig i det hele taget ikke for meget, tolerancen er egentlig enorm, folk kan tæves sønder og sammen eller dø på gaden, uden at der reageres. Alle er ligeglade med alle, alle er småbange for alle. Og dog, bumserne fra bænken ville faktisk reagere. Er det for hård en dom? Det er det nok. En dag var han faldet på cykel, han skulle bare over et kryds, kæden knækker, han ligger på fortovet og ser op i luften, da en neger og en gammel dame læner sig ind over ham og spørger: ‘Er du OK, kan du rejse dig?’ Spontan empati findes.

Han rejser sig for at gå, men en sidste indskydelse, en ikke færdigtænkt strøtanke kommer i vejen. Hvad nu, hvis man gik i teatret, hvad ville der ske? Der sker i hvert fald ikke andet den dag, og så kan man altid gå til politiet dagen efter. Findeløn 50 kr. Stort.

Fredag aften

Han er forberedt på en fuser, alt fra et dårligt teaterstykke til ikke noget teaterstykke, hvis han løber ind i taskens ejer. Hvorfor skulle han i øvrigt det? Manden har jo ikke sine billetter, eller kan man møde op og forklare, at man har smidt dem væk og få nogle nye? Muligvis. Hvorfor tænker han ‘manden’? Der er noget med tasken, modellen, manglen på den type ragelse, der normalt vælter ud af kvinders håndtasker. Han vil overlade til tilfældet, om det bliver amoral eller spejderdåd. Hvis det er en fuser for amoralen, går der en film en halv time senere lige om hjørnet.

Forhallen 15 minutter før tid. Det summer af den sædvanlige opsathed, garderobe, billetkø, ryk-ud og -ind af toiletterne, duften af parfume. Der er par og grupper, meget få går alene i teatret. Enkelte står og venter på, at nogen skal dukke op, som så dukker op og ‘Guud, hvor længe siden, det var også på tide, og hvordan går det så?…’

Han placerer sig op ad væggen tæt på billetskranken med tasken på gulvet ved siden af sig, så den kan ses. Han betragter folk, der kommer ind ad døren og den selvfølgelighed, de ankommer med. Taskens ejermand bør i det mindste se sig omkring eller stå i kø for at forhandle om sine tabte billetter.
Klokken nærmer sig 20 og deadline. Køen er slut nu, og der er kun spredte folk i forhallen. I det øjeblik, han samler tasken op for at gå ind, mærker han, at han bliver betragtet. En kvinde, der har stået ved den anden væg, kommer over mod ham.

‘Undskyld, er du Jon, der læser filosofi?’ spørger hun. Den mulighed havde han ikke forudset. Han tænker på bogen i tasken, og tegner hurtigt en mental skitse: hun har en aftale med manden med tasken, hun har ikke mødt ham før, rolig nu ..

‘Nej, det er altså ikke mig.’ svarer han. ‘Men jeg tror nok, at jeg er indblandet’ Han forklarer hurtigt grunden til, at han er mødt op, beskriver sit fund og dets indhold og rækker tasken frem. ‘Vil du ikke give den til ejeren – det var Jon, du sagde – når du ser ham? Der ligger i øvrigt 500 kr. i den.’

Hun tøver og ser undersøgende på ham. ‘Jeg kender ham jo ikke. Jeg havde bare en date, og sådan set lader det jo til, at jeg blevet brændt af, så hvad skal jeg med den?’

‘Næ, det kan jeg godt se’, siger han.

Hun ser sig omkring, der tænkes. Så siger hun: ‘Det er jo lidt skørt det her, men hvorfor skal Jon ikke bare give en teatertur til den, han har brændt af, og den, der har fundet hans taske? Finders- keepers…’

‘Ja, hvorfor ikke. Hvis du ikke havde været der, havde jeg faktisk bare set stykket’. De smiler begge to, og det ringer for anden gang.

‘Kom, vi skynder os’, siger hun. ‘Tasken følger med, så får han da lidt for pengene…’

Stykket er … besværligt. Noget med parforhold, frustrationer. Alle taler i klichéer, sikkert med vilje. Man forlader salen med en irriterende fornemmelse af udmærket og sine steder muligvis fremragende skuespil – kombineret med tyngende skyldfølelse. Så præcis en beskrivelse af uautentisk liv og en alligevel en fornemmelse af ‘hvad skal vi med det?’ Vi kender det godt, ingen formildende omstændigheder, ingen der gør noget ved deres miserable forlorenhed. Er der ikke bare nogen, der bryder igennem muren og råber: NOK! Og så gør et eller andet, whatever, og det må gerne være underholdende. Bare vi kan blive fri for skyld og panderynker.

De står ude i forhallen. ‘Jeg glemte helt at spørge, hvad du hedder’, siger hun. ‘Jeg hedder Louise’.

‘Jeg hedder Tomas – uden H. Så hedder jeg Miśkiewicz til efternavn, det er polsk. Så jeg jeg er sådan set 4. generations indvandrer, og jeg føler mig vældig godt integreret.’

‘Ja, man kan ikke vide sig sikker i disse tider. Jeg har hørt, de har tænkt sig at stille forslag om en 124-års-regel. Men siden jeg er blevet brændt af, så kan jeg jo sige tak for teaterturen ved at
invitere på en øl eller noget, inden vi går hjem igen. Hvis du ikke var dukket op, var det jo ikke blevet til noget. Sagde du ikke, at der ligger 500 kr. i tasken? Så er det jo Jon, der giver både teatertur og night cap. Altså hvis du har lyst …’

‘Helt sikkert’, siger han, ‘jeg tænker bare på, hvad der lige skete med din date og hans taske. Men det ka’ vi ikke tage os af ..’

De går ned ad gaden. De taler om teaterstykket, som de begge er lidt irriterede på. På et hjørne ligger der et sted, der er ikke for bodega-agtigt og heller ikke for overbelyst. De går ind og sætter sig i et hjørne.

‘Jeg indleverer tasken i morgen, og hvis der skulle blive problemer, skal jeg nok klare den’, siger han. ‘Men det kan jeg ikke forestille mig, jeg fandt den jo på en bænk, og hvem lader en taske ligge med penge i?’

‘Jeg tror bare, jeg sletter profilen’, siger hun.

Der bliver talt om den ikke-altfor-intime del af privatlivet. Hun arbejder i forsikringsbranchen, kommer fra Jylland, har boet i England indtil for nylig, ror i kajak, fraskilt, kunne ikke få børn. Han er freelance journalist, halvt polsk, halvt dansk, har rejst og arbejdet i Østen, spiller bas i et band, småjobs her og der, mest til fester. De kunne have taget den derfra, da de havde drukket ‘findelønnen’ op, men de går hver til sit. Med telefonnumre.

Lørdag

Kl. er 11. Tomas har deadline for en artikel samme aften. Den er stort set skrevet, der mangler bare en afrunding og egen korrekturlæsning. Dem på redaktionen lader alt muligt passere. Stavenørder er efterhånden en sjældenhed i medierne. Selv i overskrifterne kan de finde på at stave forkert.

Lad os bare få afleveret den taske nede på stationen. For en sikkerheds skyld kigger han den igennem. Ingen hemmelige rum. Nå-ja, pungen med de 500 kr. skal jo tilbage, ud og finde den i jakken. Altså uden de 500. Der var jo ikke ID-kort i den, blot papir: en kvittering fra en sportsforretning, et business-card, et billede af en stak mennesker på en plads – Spanien, Italien .., en kvittering, en seddel med et nummer på – et telefonnummer?.

Der kører en indre dialog: ‘Hvad har du gang i, tror du, du er privatdetektiv?’ ‘Vil bare aflevere den skide taske’ ‘Så smid den ned på stationen, og kom videre med dit liv!’ ‘Skal bare lige tjekke, og så…’

Han prøver nummeret på dgs.dk, det giver ikke noget, for det er en mobil. En rå søgning på Google er en nål i en høstak, men det giver faktisk en præst i en kirke, nærmere bestemt kirken lige ved pladsen, det kan vist ikke være tilfældigt. Skal han ringe? Hvad pokker skal man spørge om: ‘..’øh kender du en, der måske hedder Jon og har glemt sin taske ovre på bænken?’

En halv time senere ringer han alligevel på sidedøren til kirkens kontor. Præsten er ikke kommet endnu, men det er til gengæld den kvindelige kordegn. Han viser tasken og dernæst turistbilledet til hende, men det er for utydeligt. Hvem siger også, at ejeren er på billedet, det ku’ være ham, der har taget det?

‘Du er velkommen til at vente, præsten er der om 20 minutter’. Han går lidt rundt. En dør står åben til kirken, og han går ind. Rummet er stort, belyst af de mange vinduer i begge sider. Der er farvede bånd på hvælvingerne, lysekroner, billeder, et skib i loftet. Og lyset gennem de store vinduer, og som skinner ind på søjler og hvælvinger. Det er ikke hver dag, han kommer i en kirke, der er faktisk ret meget at se på. Hvem går egentlig i kirke for at kede sig i dag, gamle tanter og særlinge? Men døbefonten f.eks, den ligner noget, der skulle ha’ været på et museum, en rå klump med figurer som ud af Grimm’s eventyr, der er drager og riddere.

‘Den er meget gammel, den dér.’ Han vender sig om. En kvinde med røde gummistøvler kommer hen imod ham. ‘Helt fra middelalderen. Faktisk skulle den ha’ stået i en landsbykirke ovre i Jylland, men de ville ikke at ha’ den, så de satte den ud på kirkegården, så der voksede mos på den. Og så fik vi den for 70 år siden .. ja, det er altså ikke noget, jeg kan huske selv …’ Hun griner over hele hovedet. Hun har en stemme som et værtshus. Der er noget ved hende, der er umiddelbart tillidsvækkende. Hun fortæller lidt om kirken. Den er kun lidt over 100 år gammel. Han er overrasket, for den virker meget ældre, tårnet er langt og spidst, ligesom noget fra Venedig, eller en moske.

‘Det er fordi, den er en kopi af en syditaliensk domkirke, og stilen er byzantinsk, du ved, lidt ligesom i Istanbul. Og englene på væggene er også …’ Han glemmer helt, hvorfor han var kommet. ‘Har du en aftale, eller sådan noget? spørger hun.
‘Jeg skal træffe præsten’, siger han. ‘Det er mig’, svarer hun, og griner lidt igen.

‘Nåe..’ Han skal lige have ommøbleret sit billede af situationen. Hun har gennemskuet ham. ‘Ja?’.

Han fortæller kort om tasken og indholdet. Han fortæller dog ikke, at han har benyttet sig af situationen og scoret en date og en teatertur med efterfølgende småbrandert. Det ville antage karakter af skriftemål – ganske passende i virkeligheden.

De ser på billedet. ‘Ham ude til højre kender jeg. Han kommer nogle gange til højmessen, og jeg tror nok, det er ham, der kan finde på at smide ret store beløb i kirkebøssen. Egentlig må jeg ikke sige det her, men det er jo sådan set ikke en synd at være gavmild. Til gengæld tror jeg nok, han går rundt med en depression, det var noget med en kæreste, der omkom.

Men nu har jeg vist fortalt rigeligt. Hvis jeg ser ham igen, skal jeg sige til ham, at hans taske er indleveret. Vi kan desværre ikke være hittgodskontor. Problemet er også, at han plejer at komme, efter at højmessen er startet og går, inden den er slut, men jeg kan prøve at sige det til kirketjeneren, han ved godt, hvem det er’.

Han siger pænt tak og går igen. I smøgen langs kirken står der en af de unge mænd i starten af 30’erne med tøj og åndelig udvikling som en 14-årig og pisser op ad muren. Han tænker et øjeblik på at spørge ham, om han godt må have lov til at tage et billede af hans lem i aktion til lokalavisen. Han vælger dog at gå forbi, det er pinligt nok for den blottede stakkel i forvejen.

Mødelokalet i kontorbygningen i stuen på Tsat Tsz Mui Road, Hong Kong er lidt udover standarden. Der er stil over lokalet, mere end man ville forvente i kvarteret. På væggene er der billeder i gammel stil, på en piedeslal står en figur, og der er blomster på et lille bord.
Der sidder fire mænd i alderen 45-60 år sidder i den ene ende af konferencebordet med plads til 12 mennesker. Den ældste i forsamlingen har taget ordet. ‘… og som vi forstår, er er taget hånd om sagen. Vi ved, at den må befinde sig i København, Danmark. Der er sendt tre medlemmer op fra Tyskland, som er vant til at ordne tingene. en ene kender I herfra, men han har også boet derovere og klarer dét med sproget. Det er et meget mærkeligt sprog, som kun få mennesker taler, og det kræver særlige eksperter. De er færre end i denne by. Det er svært at forstå, at de har lov til at have et sprog.’

En anden mand blander sig ‘Hvordan kan vi være sikre på, at der er noget at hente dér?’

‘Det kan vi heller ikke. Men vi har fået et tip om, at en bestemt dansker med en vis tilknytning til Sun Ye On og deres familier er rejst dertil. Vi husker allesammen hændelsen i Luk Yu’s Teahouse, hvor vi forsøgte første gang. Vi mener at have fundet manden. Medlemmerne skal alligevel lave forretninger i Danmark og Sverige, så de allerede i gang med at se på sagen – med størst mulig diskretion. Vi forventer en melding meget snart. Hvis de er dygtige, har vi herefter stukket endnu et øje ud på dragen. Og dragen har ikke rørt på sig siden Luk Yu’s, hvilket må betyde, at den er svag.’

Søndag

En ting er at snakke med en flink, kvindelig præst udenfor kirketid, noget andet er gå i kirke søndag morgen kl. 10. Klokkekimen, starinlys, orgelspil, salmebøger, ret overvældende og en anelse græseoverskridning for en udøbt hedning.

Han gør ligesom i bussen og finder en bænk med afstand til de andre passagerer på bagerste række. Herfra kan han også overskue, hvem der kommer og eventuelt går. Han holder især øje med en, der ligner manden på billedet, men der er foreløbig ingen, der kommer for sent eller sidder for sig selv. Dagens tekst: den barmhjertige samaritan. Korsang, aldrig hørt noget lignende, egentlig ret imponerende. Altergang. Han bliver siddende, det vil være for meget deltagende grænseoverskridelse på én gang og tilmed en opgivelse af voyeur-positionen på bagsædet. Udgangsbøn og mere orgelmusik.

Meget eksotisk altsammen, men også skuffende. For der er ingen, der ligner en Jon. Kirketjeneren er informeret om det hele, og han kan bekræfte, at han ikke har været der.

‘Jeg tror, du skal spørge fru Svensson derovre, hun kender ham.’ Damen har en underlig hat med blomster. Hendes tøj ser hjemmelavet ud, applikationer, strikning, hendes støvler ligner noget fra Lapland. Langt hvidt hår. En slags hattedame-pensionist- hippie. Billedet af Madam Mim kommer op på nethinden, paratviden fra Anders And.

‘Undskyld, må jeg spørge dig om noget ..’ starter han forsigtigt.
Hun ser ham i øjnene med et hvast blik. ‘Hvis det er noget med en brugerundersøgelse, er jeg ikke interesseret. Sidste gang jeg spildte min tid på den slags, fik jeg stjålet min taske og alle mine penge’.
Han kan ikke lade være med at smile. Der er noget ved hendes blik, der siger ‘just-testing’. Han har altid haft en svaghed for ældre damer, og han forlader sig på sin mormor-tække.

‘Nej bare rolig’, siger han. ‘Men det er lidt sjovt, for det har faktisk noget med en taske at gøre. Kirketjeneren siger, at du muligvis
kender ejeren til den her? Han skulle hedde Jon.’

‘Hvad vil du gerne vide? Han er her ikke i dag’, siger hun.

‘Du kender ham altså?’

‘Det kan godt være.’

‘Så kan du måske tage den her med til ham? Jeg fandt den ovre på pladsen i forgårs.’

‘Jamen, jeg er jo hans nabo.’ Hun tør op og lover at give den videre, når hun ser ham. Hun siger, hun ikke har set ham et stykke tid, at han er ret indesluttet, og at han har haft det svært. Han har kun boet i opgangen et halvt års tid. De følges ad ud af kirken og et stykke hen af gaden.

‘Nå, men jeg skal over og handle. De har åbent om søndagen.’ Hun vimser hen over fodgængerfeltet. Her ender karrieren som privatdetektiv. Al magt til hattedamerne. Hans mobil snurrer i lommen.

‘Hej, det er Louise. Hvordan går det så? Er Sherlock kommet videre med taskemysteriet?’

Han giver en hurtig briefing om sin debut som søndags-kirkegænger og sit møde med Madam Mim. Sagen afsluttet. ‘Og hvad med dig, sku’ du ikke ud og ro i kajak?’.

‘Jeg går aldrig ud ved vindstyrke over 5 ms, og jeg kan se små hvide skumtoppe på søerne. Jeg tænkte om du er til en kop kaffe?’ De aftaler at mødes om en halv time på en café.

Afstanden til aftalen er ca. et kvarter til fods. Han sætter sig på bænken på hjørnet. Så er vi her igen, ikke falde i søvn denne gang. Der er altid noget at se på. En cyklist er ved at køre en dame med barnevogn ned i fodgængerfeltet – begge var ved at tale i mobiltelefon. Ronni er kvarterets hustler, lille, tæt, hud som en lædertaske. Han råber overfriske bemærkninger til alle. Han kommer direkte hen til ham og siger ‘Gider du ikke og gøre mig en tjeneste? Og købe en klump hash. Du får den for 35, og så kan du ryge dig ligeså skæv, du vil.’

‘Ronni, du ved jeg ikke ryger tjald,’ siger han. Ronni hilser med honør og fortsætter sin inspektion af territoriet. Han har ikke sin Amstaff ved navn ‘Clinton’ med i dag. Han har før pralet af, hvordan den skamferede en pittbull tilhørende et par perkere og dernæst sørgede for, at de selv havnede på hospitalet. Well ..

Så dukker Madam Mim minsandten op igen ovre på den anden side, nu med plastikpose. Hattedame, posedame. Hun drejer om ad sidegaden til venstre, han kan ikke modstå fristelsen, han er nødt til at se, hvor hun bor. Eller rettere: hvor manden med tasken bor. Hun går ind i en smøge til venstre endnu engang, fandens til fart hun skyder, pensionister plejer at snegle sig afsted men bare ikke hende her. Han sætter farten op og når hjørnet tids nok til at se hende forsvinde ind i en opgang. Det er en anelse pinligt, en rockmusiker løber aldrig efter bussen.

Han studerer navneskiltene ved døren. A. Iljitch, Ö. Güner, P. & S. Martensen, kun forkortede fornavne, videre op til 4. sal en W. Jønsson – er det ham fra Gasolin? og T. Svensson, det må være Madam Mim og J. Ottesen, 5. sal th. Det er det eneste navn med J som Jon, og der er ikke andre navne på 5. sal. Han ringer på dér, han aner ikke hvad han skal sige, han aner heller ikke, hvorfor han gør noget så impulsivt. Tasken er jo så godt som afleveret og ‘sagen’ er afsluttet, for der er ingen sag, og han er ikke detektiv. Der er ingen, der svarer, ganske som forventet. Han hører hurtige skridt i opgangen, og to drenge kommer spænende ned og ud af døren. ‘Skynd dig, skynd dig, hvad skal du have for dine? Jeg skal have vampyrvingummilakrids…’ Drenge! Han griber i døren, inden den lukker og smutter ind.

Oppe på afsatsen er der stillet kasser med sko og en potteplante. På måtten ligger der en bunke reklameaviser, og der sidder papir fast i brevsprækken. Det hele gør nærmest opmærksom på, at der ikke er nogen hjemme. Værsgo at bryde ind, kære tyv, ingen hjemme, ingen naboer passerer forbi. Og heller ingen grund til at ringe på. Sagen er afsluttet for tredje gang. Det sidste, han gør er at tage i dørhåndtaget. Døren er åben.

Louise bor småt men stylet. Det siger veninderne altid. I virkeligheden er hun ikke nær så stylet som dem, de har bare kopieret deres interiøre fra diverse livsstilsmagasiner. Hun kan ikke fordrage rod og overflødige personlige ejendomme. Hendes minimalisme er skabt udfra behov og ikke så meget et stilvalg. Stil er der, men den er snarere en følge af, at hun er flyttet tilbage fra udlandet uden en masse møbler og ejendele. Og hvordan indretter man sig lige mest hensigtsmæssigt på 55 m2? Hun har fx. ikke 800 par sko i et skab. Hendes tjekkede køkken var sådan, da hun købte lejligheden. Hun hader plakatkunst på væggene, det larmer inde i hovedet.

Måske gemmer der sig også en viden om, hvor lidt man får for sit stjålne interiøre i en forsikringssag. Insiderviden. Udsigten fejler ikke noget, søerne, masser af lys, ænder og små bølger med skumtoppe, vindstyrke 6.2 ifl. Dansk Meteorologisk Institut. Mens hun er ved at trække støvlerne på, ringer mobilen.

‘Det er Tomas her.’ Han lyder lidt underlig, nærmest lidt oprevet. ‘Øh, jeg er altså lige blevet forsinket, eller rettere .. jeg ved ikke lige, hvad jeg skal kalde det. Jeg fulgte efter hende damen. Altså – har du ikke mod på at komme forbi i stedet for, at jeg henter dig?’.

‘Hvad er der sket, hvor er du? Han opgiver adressen ‘5. sal th, Jon Ottesen på døren, bare ring på. Ja, HAM Jon. Du kan selv se, når du kommer. Jeg bliver nødt til lige at snakke med nogen, inden jeg gør noget. Bare kom.’

Hun tager cyklen for at spare tid. Han havde virket meget insisterende, og hun burde have været ligeså insisterende på at få at vide noget mere om, hvad han havde gang i. Hun vil lade det komme an på situationen. Hvis det virker for mærkeligt på stedet, vil hun ikke vove sig indenfor i en ukendt persons lejlighed – og så Jon’s! Kender de i virkeligheden hinanden? Er det et setup, som jeg nu bliver en del af? Nej, drop nu det paranoia, det var jo mig, der ringede til ham … 1000 tanker. Han venter hende ved døren, da hun når op.

‘Lige inden, du kommer ind, skal du tage en dyb indånding. Altså, jeg har en fornemmelse af, at du ikke er sådan en, der er bange for edderkopper. Er du OK med det?’ Hun kan se på ham, at hans bekymring er ægte, der er ikke noget strategisk eller beregnet tilbageholdt ved hans fremtoning. Hun tøver alligevel lidt.
Udefra afsatsen kan hun se, at entreen flyder med breve, reklamer, aviser. Døren fra entreen til stuen ved siden af står åben. Hun kan se at alting roder, og der ligger bunker på gulvet. En kommode har fået flere skuffer revet ud.

‘Hvad er der sket? Det ligner indbrud, og hvordan er du kommet ind?’ Det er måske her, hendes forsikringsmæssige gen og kritiske nysgerrighed overtrumfer hendes mistænksomhed, og hun går indover dørtærsklen. Hun lukker døren efter sig, der er ingen grund til at blamere sig overfor naboerne.

Han forklarer kort, hvordan han er kommet ind, drengene, der løb ud, døren der stod åben. ‘Ja, du må undskylde. Det er for det første totalt indiskret, at jeg befinder mig her, hvor jeg strengt taget ikke har noget at gøre. Og der skal ringes til politiet, for der har selvfølgelig været indbrud, men det er ikke et helt normalt indbrud. Der er et par ting, der er anderledes.’

Han åbner dobbeltdøren til den anden stue i lejligheden. Der ligger en skikkelse på gulvet. Det rykker i hende. ‘Hvad er det hér for noget? Er det ham?’ Hun får lyst til at komme ud med det samme. ‘Hvorfor ringer du ikke til politiet med det samme? Og hvad med hende naboen, har du snakket med hende om det?’

‘Nej, hun sagde jo, hun ikke havde hørt mødt ham i et stykke tid. Hun ville nok have nævnt det, hvis hun havde hørt eller set noget. Det er ikke Jon, han ser ikke sådan ud. Der lå et billede af ham i tasken. Både præsten og damen har set det.’

Hun går alligevel nærmere. Det er en mand, han har et asiatisk udseende. Den ene side af hans isse og kind er smurt ind i blod og videre ud på gulvet. Han halvt griber om en lysestage i messing. Det er svært at tro, at den ikke har noget særdeles konkret at gøre med hans tilstand af livløshed. ‘Men hvem er han?’, siger hun.

‘Jeg har ingen anelse. Og jeg synes ikke, vi skal stå og se på det. Manden er død, som du ser. Men der er noget andet, jeg skal vise dig. Kom lige med ud i entreen.’

Entreen ligger imellem de to stuer og resten af lejligheden, helt
standard for en 3-værelses. Døren til køkkenet er brugt som opslagstavle til billeder.

‘Der er to billeder, der er interessante. Det dér og det dér. Hun ser på det første. ‘Hvad! Det er jo min kajakklub! Og der står jeg. Men hvornår er det taget? Hvad fanden laver det her?’

‘Og det andet er det her.’ Han peger på et billede fra en strand. ‘Det er Jon, ham der. Og pigen er hans kæreste, er jeg ret sikker på. Det underlige er, at jeg har mødt hende engang i Hong Kong. Og nej, det er ikke noget med, at alle kinesere ligner hinanden. Jeg husker hende af en bestemt grund, hun hedder Jing-Wei’

Der høres skridt og lyde udefra hovedtrappen, og nogen taler sammen. Det er ikke dansk. Brevsprækken åbnes og nogen prøver at kigge ind, hvilket ikke kan lade sig gøre pga. en metalkappe. Der tales igen, det er ikke dansk, det lyder som kinesisk! Så høres der lyde fra låsen, der bliver arbejdet med den. Nogen prøver at få den op. De ser på hinanden. Han skubber hende ind i køkkenet og peger over mod bagdøren. Hun går over og åbner den, han følger efter. Han standser et øjeblik, går et skridt tilbage og flår de to billeder ned fra tavlen, hvorefter han skynder sig efter hende. De løber ned at trappen, som er den forventede halvfarlige slags – stejl med færre trin end fortrappen. Folk har stillet alt mulig lort i form af trappestiger, gummistøvler, malerbøtter, sko, skraldeposer, der skal bæres ned. Han er ved at falde på næstsidste afsats og knalder ind i væggen ved vinduet. Videre! Der høres ophidsede stemmer oppe fra opgangen.

Nede i gården ser de sig om efter nærmeste udgang. De løber langs muren for ikke at blive set. De vælger porten på den anden side, og kommer ud i en anden gade end hoveddøren.

‘Fuck min cykel, lad os bare komme væk!’ Hun sætter i løb, og han har svært ved at følge med. Hun er simpelthen i god form, han spiller bare basguitar i et band, og det giver ikke nogen kondi, nærmest tværtimod, der er lidt for meget øl og røg. Han hiver efter vejret og følger efter.

Rundt om et par hjørner. Der er et par folk, der kigger efter dem. Mand efter kvinde, har han mon en kølle i hånden, eller er hun en kvindelig lommetyv på flugt? De flygtende har ikke tid til at overveje det pinlige i situationen.

‘Vent lidt, jeg kender en smutvej’, råber han efter hende. ‘Porten til højre.’ Inden han drejer ind efter hende ser han sig tilbage. Der er ingen efter dem, deres paniske flugt er ren over-kill. Ind gennem passagen med øvelokalerne, henover den større vej og ind i passagen til indkøbscentret. Først indenfor holder de op med at løbe.

‘Hvad gør vi her .. og nu?’ siger hun.

‘Vi går hen i bogcafeen og sætter os. Jeg er ret sikker på, at der ikke er nogen efter os,’ gisper han. Han er helt færdig nu.

Fru Svensson hører den summende lyd af dørtelefonen hos sin overbo. Hun har forinden hørt fodtrin ovenpå. Jon er hjemme igen, og hun er lige på vej op med tasken, men nu får han åbenbart besøg, så det må vente. Hun ser ud gennem dørspionen, og en ung kvinde går forbi. Der kan man bare se, han er måske på vej ud af sit tungsind igen. Det er lykkes hende at få aktiveret sit omsorgsgen for den unge mand.

Livet har ikke været venligt ved ham. Han er vokset op alle mulige steder i verden, sidste gang i Hong Kong, han er søn af en diplomat, de har flyttet rundt, snart hjemme, snart ude. Det er sådan, det foregår. Han havde fået en uddannelse fra College of Business i Hong Kong og havde allerede et job med høj løn. Hans kinesiske kæreste døde pludselig fra ham, og han ville ikke rigtig tale om det, men det var tydeligt, at det havde taget på ham. Han forlod sit job og flyttede til Danmark. Fru Svensson havde indtryk af, at han ikke arbejdede, men bare levede af en eller anden formue. Og så studerede han vist filosofi.

Mere trafik i opgangen på vej mod 5. sal. Ikke nok med at der er damebesøg, der kommer flere til! Hun åbner døren på klem og hører lyde, som om nogen prøver nøgler. Hvorfor kan de ikke bare ringe på? Der er stemmer, der taler et fremmed sprog. Hun går ind igen. Man kan ikke vide med Jon, så er han hjemme, så er han væk. Der er stadig lyde ovenpå, og efter en halv time beslutter hun sig til at gå op med tasken, mens han er hjemme.

Døren står åben, hun ringer på, hun råber ‘Er du der, Jon?’, ingen svarer. Hun går ind. Der ser ikke ud, som der plejer, alting roder, der ligger ting på gulvene. Hun står i stuen, da manden dukker op, kineseren. Han løber frem imod hende og skubber hende omkuld. Hun mærker smerten i hovedet og skulderen, mens hun ligger der med hovedet op mod væggen. Hun kan se en anden mand komme forbi. Så kommer de begge to tilbage med en stor pose mellem sig. Lyde fra bagdøren, og så er der stille. Hun kan ikke bevæge sig.

‘Er der ikke noget vampyrvingummilakrids? De plejer at hænge lige her.’ siger Malthe.

‘Det er ligemeget, vi ka’ bare købe noget vingummi og lakrids og blande det i munden.’ svarer Ivan. I Hassans kiosk er der ikke meget plads at vende på. Man skal passe på ikke at rage noget ned.

‘Du køber gummierne, jeg køber lakridsen’ siger Ivan.
‘Det er snyd, for lakridsen koster 2 kroner mere.’ siger Malthe. De bliver enige om, at han bare får lidt flere. Han er også den, der vejer mest.

Da de kommer hen til blokken, bliver de enige om at gå ind gennem porten. Så kan de også gå op ad bagtrappen til loftet, hvor de har indrettet sig i Ivans fars loftrum. Der står en gammel sofa i hjørnet ved vinduet bag ved høvlbænken og værktøjet, og så kan man sidde her og læse tegneserier Der er en batterilampe i en snor fra loftet, hvis der er for mørkt.

Inde i gården. Der kommer to mænd ud af døren til bagtrappen. De bærer på hver sin ende af en stor pose. ‘Jeg tror, det er en død mand.’ siger Malthe. ‘Det er sådan, man plejer at gøre, når man har nakket en af de andre.’

‘A, Ok, det tror jeg så ikke lige, du skal regne med.’ Ivan er muligvis den mindste af de to, men han er sværere at bilde noget ind. ‘Men hvis det er, så håber jeg, det er min storesøster. Hun er eddermame irriterende.’

De to mænd går over til den anden port med hurtige skridt. De har trukket hætterne fra deres sweatshirts over hovedet. Den ene ser kinesisk ud, den anden kan man ikke se ansigtet på. De bemærker ikke drengene.

De når op ad bagtrappen. Da de skal til at låse sig ind på loftet hører de nogen, der råber ‘Hallo … hallo!’ Bagdøren på 5. sal var ikke lukket, da de gik forbi. De kigger på hinanden. ‘Halloo … er der ikke nogen?’ lyder det igen. De går ned ad trappen. Der er ikke nogen inde i køkkenet.

‘Jeg tør altså ikke’, siger Malthe. ‘Kom nu bare, din kylling, jeg tror jeg kender stemmen’, siger Ivan og går hen ad gangen. Inde i rummet ligger fru Svensson på gulvet. Der er en masse rod.

Bogcafeen er en af bydelens små perler. Der er ikke så mange, der kender den endnu, for den er startet for et halvt år siden, og den ligger inde i midten af et boligkompleks, hvor der har været indkøbscenter. Oprindelig et af de socialdemokratiske misfostre fra 60’erne. Socialt boligbyggere, beton, allerede slum. Så kommer der byfornyelse og kvartersløft for at reparere mistaget. Men det går ikke så godt, og der er mange tomme butikker. Der er krise for branchen. Men bogcafeen er oasen. Der er bøger fra gulv til loft, genbrugte møbler af forskellig alder, ingen fælles stil, men det er så stilen, store grønne planter i hjørnerne. Der var Billy Holliday på højttalerne for at anslå nostalgien og kaffen er god. De sætter sig i den dunkleste hjørne inden de bestiller noget fra disken.

‘Hvad er det lige, vi har oplevet her?, spørger hun.

Han ser på hende. Så tager han de to billeder op af lommen og siger ‘Jeg er ret sikker på, de var kinesere. Lige et øjeblik, kan du ikke se på dem her, og finde ud af, hvad du tror. Jeg går lige op og bestiller, og jeg skal ikke have kaffe. Hvad med dig?’

‘Kan man få øl her? spørger hun.

Der er en særlig stil på stedet. Pigen i baren er opmærksom, omhyggelig, ustresset. Ikke som de tjekkede in-steder, hvor det tit er svært at få øjenkontakt, og hvor det nærmest føles som et irriterende indgreb i personalets frihed til at føre private mobilsamtaler, metro-smarthed, dårlig køkultur og apatisk betjening. Her er det på en måde uprofessionelt, men allgevel er der god stil. Der er heller ikke så mange mennesker. Stedet er perfekt til lejligheden. Det er ikke et udstillingslokale for folk, der vil beskues. Her kan man synke ned i en øreklapstol i rødbrunt, slidt læder bag en bogreol og en bregne og sidde og meditere. Man sidder ikke lårene af hinanden her. Det er for bogorme og stille eksistenser.

Han kommer tilbage med øl og to glas. ‘Det er fra Sct. Hans aften’, siger hun, ‘Man har lov til at invitere folk med i klubben, og der var ret mange derude. Jeg husker svagt noget om en fyr, der kiggede på mig. Men jeg snakkede ikke med ham. Han havde i øvrigt fuldskæg, og det ku’ muligvis godt være ham på billedet uden skæg. Men hvad var det for noget med, at du kendte hende på det andet billede?

‘Jeg synes lige, du skal gøre det færdigt, så skal jeg nok fortælle dig om Jing-Wei, det er en længere historie. Du laver altså en date på nettet med ham Jon. Hvad ved du om ham?’

‘Jamen, jeg ved ikke ret meget. Noget med filosofi, at han kunne lide at sejle, ligsom mig. Men det kan jo rent faktisk være løgn. Folk kan jo skrive hvad som helst i en profil på nettet, og hvis han har set mig i sejlklubben… men jeg tænkte filosof og sådan, han er nok ikke bare den hurtige scoretype, det kunne være, man rent faktisk kunne føre en fornuftig samtale, hvis der ikke var andet i det. Min ex-mand, du ved, hans venner i Bournemouth var sådan nogle fra Oxford og London, der vidste noget om alt muligt. Politik, Shakespeare, homøopatisk medicin, franske film, det var lige meget, der var altid noget at tale om. Man skal ikke undervurdere paratviden, hvis man kan sætte den samme til noget fornuftigt. Men det behøver jeg vel ikke at overbevise en journalist om.’

Hun taler ikke så hurtigt længere, adrenalinen er ved at dampe af. ‘Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg kunne forveksle dig med ham i teatret, altså I ligner på en måde hinanden, og alligevel ikke. Og man kan ikke regne med billeder på et website, det er altid fikset lidt. Ja, jeg taler af egen erfaring, for det er mit også. Jeg fik aldrig hans telefonnummer, han skrev, at han var lidt til en side på det punkt og ikke havde nogen mobil. Så han fik heller ikke mit nummer, men skrev, at han havde fået foræret to billetter, og om jeg ville med i teatret næste uge. Jeg regnede med, at det skulle bekræftes på dagen, men han skrev ikke noget. Jeg tog, som du ved, derind alligevel. Og nu sidder jeg her og aner ikke, hvad der ramte mig. Hvad fanden skulle vi i den lejlighed? Du har i øvrigt blod over øjet.’
Han kommer i tanker om sin kollision med væggen. ‘OK, så skal jeg altså også lige afsides’, siger han. ‘Skal du have en til med?’

‘Du vover på at stikke af, inden du har fortalt om hende kineseren’ siger hun. ‘Bare rolig’, siger han.

Bogcafeen har ikke eget toilet, ret usædvanligt. Man er nødt til at gå hen over strøggaden i arkaden og ind på et handicaptoilet. Han har en skramme med en mindre blodsamling i panden. Han hælder vand på, og det er først nu han mærker ømheden. Vandet får det til at svie, og der sidder ligefrem små stykker væg i såret, synes han. Der er ingen håndklæder eller servietter, og han er nødt til at tørre sig i sweateren.

Skjuler hun noget for ham? Det virker ikke sådan. Der er måske et svagt punkt i hendes historie, et missing link kunne man sige. Hvordan kommer en tilfældig forbipasserende ved en fest fra at se et glimt af en kvinde og få et tilfældigt – muligvis ikke tilfældigt – snapshot af hende og et sct. Hans-bål i nærheden af et ligeså tilfældigt datingsite, hvor folk har hjemmelavede profilnavne – og der er hun så igen? Altså selvfølgelig lade det lade sig gøre, hvis man tager alle … 50? Der er måske endnu flere. Men strengt taget er det mindre mærkeligt, end at han selv, og ret tilfældigt, kender en kinesisk pige på et andet billede. Det er stort set en nål i en høstak. Der er bare ingen connection der, i hvert fald ikke, hvad han kan få øje på. Men det er jo den promille af mistanke, der gør, at han står her og vasker blod af panden på et handicaptoilet …’

Tilbage i hulen ved bregnen. ‘Det er noget af en bule, du har fået.’ siger hun. ‘Nu er det din tur til at fortælle historie.’ Han tænker, at
det er godt gået, at hun kan tage det på den overskudsagtige måde. Han er faktisk mere rystet end hende.

‘Jing-Wei. Det betyder Lille Blomst. Hendes familie havde en restaurant i Hong Kong. Jeg kan ikke sige, at kender hende, men jeg har faktisk været i restauranten, og jeg ved, at det var hende, der serverede. Det var en oplevelse i sig selv udover maden. Hun kunne snilt have vundet titlen som Miss Hong Kong. Jeg var der i 08 for at dække en event for Denmark-Hong-Kong Trade Association og derudover at få et overblik over, hvad Beijings overtagelse af byen fra englænderne i -97 havde medført. Ja, og så Olympiaden selvfølgelig, men de skrev de jo allesammen om.’

‘Jeg boede der ca. en uges tid, og restauranten lå nede i gaden ved mit hotel. Jeg ville dog ikke have husket hende, tror jeg, hvis ikke – det var sidste dag, jeg var der – jeg sidder faktisk i lufthavnen og læser South China Morning Post, en Hong Kong avis med overvejende business-stof – her ser jeg så pludselig et billede af hende og hendes bror. De er simpelthen blevet skudt ned i restauranten, og det hele har noget at gøre med klaner og mafia. Artiklen er ret kort, man får aldrig noget at vide om dybere årsager, når det drejer sig om den slags, for så ville man ende et sted, som politikerne ikke ville bryde sig om. Og nu er det så to dage efter, det er sket, så der har nok ikke været den store efterforskning. Spørgsmålet er, om det nogensinde bliver gjort for alvor, men det er en anden historie. Hvis det er noget mafiarelaterede events, er det meget svært at trænge ind i. De får et stykke ad vejen lov til at passe sig selv, bare det ikke går ud over andre end dem selv. Et nødvendig onde, synes man. Men her går de klart over stregen. Jeg kan bare huske, at historien gjorde et indtryk på mig. Det gør det vel altid, når man kender nogen, der er omkommet. Og hun er tilsyneladende bare dér, da det sker, for det er hendes bror, det er målet for attentatet. Hun har bare prøvet at dække for ham, og så kommer de til at skyde hende også. Det er ikke noget folk bryder sig om. Til gengæld er det jo lige noget, tabloidpressen kan lide – ung smuk kvinde ofrer sig for at redde sin bror.’

Hun ser mere alvorlig ud nu end før. Det går op for hende, at det muligvis ikke bare er et game, hvor man skal løbe og undgå at blive fanget – og gemme sig i en hule. Hun er gammel spejder, og de havde sådan nogle lege med at tage armbånd fra fjenden og gemme sig i skoven. Dette var noget andet. Der er ingen, der har set dem, eller er der? Hvis der er, har de problemer. Måske.

‘Jeg kan godt se, hvad du tænker,’ siger han, ‘men vi er nødt til at være cool her. Jeg tror ikke, der er nogen, der har set os. Der er heller ingen der siger, at det vi har oplevet har nogetsomhelst at gøre med historien fra Hong Kong. Hvad siger du til at vente en halv time og så hente din cykel?’

‘Det tør jeg altså ikke i dag. Jeg tror jeg skal hjem om ikke så længe. Måske jeg simpelthen skal tage ud og ro, det blæser ikke så meget’ siger hun.

‘Hvad ved du om det? Du sidder inde i maven på et højhus?’ Han får et smil frem hos hende. De aftaler at tales ved. Og noget om politiet – svært komme uden om. Der er sikkert også fingeraftryk på dørhåndtagene, det er bedre at være forberedt på den slags.

‘Ja, ikke nok med at du kunne være en tasketyv. Du kunne også have nakket kineseren på 5. sal, og nu er hele den kinesiske mafia efter os.’ Hun finder en taxa ude på gaden. Han går videre.

Mandag

‘Godmorgen, fru Svensson. Har de sovet godt?’ Afdelingen for akut modtagelse. Reservelægen skimmer journalen, sygeplejersken og den unge studerende holder sig i baggrunden. ‘Lad os se. Der er fraktur på kravebenet en mindre hjernerystelse. De skal bare holde dem i ro et døgns tid, og så må vi se at få dem hjem igen.’

Stuegang er måske for stærkt et ord her, for der er ikke tale om en stue. Det er nærmest et gangareal med rullegardiner, et lazaret ville være et mere passende navn. Lægen skal til at gå videre, der er gået under et minut, siden de dukkede op. ‘Åh jo, politiet var og spørge, men jeg sagde, de skulle vente, til De kom hjem. Vi gider ikke have dem rendende her, hvis det ikke er strengt nødvendigt.’ Fru Svensson føler ikke trang til at kommentere.

Hvorfor er hun ikke blevet i sin lejlighed? For tre måneder siden blev hun bestjålet i opgangen af en, der påstod, han var avisbud, og nu dét her. Der er heller ingen grund til at brokke sig, når hun alligevel kommer hjem om et døgn. Hun har allermest lyst til at rejse sig med det samme, men der er jo de her bandager. Hvad hun ikke glæder sig til er hospitalets plastikmad. Hun hører til den type pensionister, der går lange ture, spiser grøn salat og laver gymnastik til et bånd med Helle Godtved.

Hun er ikke bekymret for sig selv. Hun er snarere bekymret for Jon. Og hvad er det også for noget rod i hans lejlighed? Er det de samme kinesertyper, der skubbede til hende, der har lavet sådan noget? Og hvad med hende pigen, hun så – hvad blev der af hende? Hun var godt klar over, at Jon havde boet i Hong Kong, og der var historien med den unge pige. Skal vi nu til at have den slags herhjemme, er det det, der hedder globalisering? Hun er ellers ikke til mistænksomhed overfor fremmede, hun kommer altid i deres butikker, der var aldrig problemer. Der ligger også en kinesergrill oppe på hjørnet, de er altid søde, de har gode nudler og forårsruller. Ikke noget med udbragt pensionistmad i doggybags her.

‘Og så er der sagen om Kevin. Han er stadig ikke dukket op, man ham finder vi nok i en af rygeklubberne. Og kamphunden, der bed en dreng i benet. Den ryger nok direkte i Ekstrabladet og BT. Vi kan bare ikke gøre noget ved problemet, for nu er de begyndt at omdøbe deres kæledyr til en anden race.’ siger Teis på den anden side af skrivebordet.

‘Ja, og så går den et par år, indtil politikerne får nosset sig sammen til et forbud. Imens skal vi gå og rydde op efter dem.’ Anders Stougaard er kriminalassistent. Født og opvokset i Viborg, elevtid i København, den største by i Jylland. Efter et år i færdselspolitiet søger han over i kriminalafdelingen, og nu sidder han ved sit kontor på 6. sal i strømersiloen. Det var for sygt at se på alle dem, der kom til skade på grund af sløseri i trafikken, nogle blev slået ihjel ganske meningsløst. Danskere kører ad h… til. I modsætning til grækere og spaniere, der har ry for at være nogle fartgale, ubarberede typer. Sagen er snarere, at danskere på turisttur på Kreta ikke kan finde ud af at køre i bjerge og små byer med plads til én bil. Det kan de lokale, og de kører fuldstændig normalt. De kan osså finde ud af at bruge hornet, hvilket en dansker opfatter som en personlig fornærmelse. Nogen skal have skylden.

I kriminalsagerne har folk i det mindste slået hinanden i hovedet med vilje. Altså som regel, for der er også rigtig meget vold, der ikke giver mening. I 90% af alle voldssager er der alkohol indblandet. Indimellem også sjove piller. De unge er alt for lette ofre for de hyæner, der lusker rundt på diskoteker og til skolefester. De leder efter en identitet, og så keder de sig røven ud bukserne i velfærdsstaten. Som børn var de henvist til legepladser, der var BUPL-godkendte, og hvor det var nærmest umuligt at komme til skade. Alt er pakket ind i vat i dette land, også i skolerne. Der har været over 100 tilfælde af ildspåsættelse af skoler i de forløbne år. Her kommer hyænerne så ind og tilbyder en nem udvej. Heftig druk og partydrugs er blevet en norm, jo mere de brækkede sig i går, jo flere seje-points scorer de på social-o-meteret. Der kunne muligvis gøres noget her, syntes Anders. Forældrene kunne fx. træde i karakter, men politiet skal efterfølgende ud og være opryddere og opdragere – når det i virkeligheden er for sent. Når de først er blevet teenagere, er en stor del af løbet kørt.

‘Ja, det ender med, at der skal lovgives mod puddelhunde, fordi de har opdøbt en pittbull til en puddel.’ siger han.

‘Jeg tror, at der er nogle politikere, der er for feje til at bakke op om et ordentligt forbud, fordi de er hunderædde for alle deres vælgerne ovre i Jylland. Du ved, alle dem, der har stående en bil i baghaven med klippede plader. Der er nogen, der kalder det Danmarks Afghanistan.’ Teis er i drillehumør.

‘Hovhov, du kommer fra Nørrebro. Det må så være Danmarks Beirut, hvis du endelig vil over i den genre. Nørre Bronx. Eller hvad med København NV, det kalder de for Nordvestbredden.’

‘Ok, nok om det, hvad blev der til med hende damen i lejligheden. Det var ikke engang hendes egen lejlighed, men ovenboens. Ambulancen havde allerede været der, da jeg var deroppe. Det lignede et indbrud, ejeren var der ikke, og der var ingen, der rigtig ku’ fortælle noget om ham. Tora Svensson, det er underboen. Hun bliver åbenbart overrasket af nogen i Jon Ottesens lejlighed. Vi ved ikke så meget, før vi har talt med hende. Lejligheden er afspærret, og der kommer teknikere på. Der er også blod på gulvet i det andet rum. De to drenge, der finder hende, har fortalt om to mænd med hætter over hovedet, den ene ser kinesisk ud, synes de – og noget med en stor pose, som de slæber ned.’ siger Anders

‘Der er jo ikke meget at gå efter. Sådan et par drenge har læst rigtig mange tegneserier og set børnekrimier på TV. Nogle af dem får også lov til at se voksen-TV’, siger Teis.

‘Jaah, man skal nu ikke undervurdere dem. Børn ser rigtig mange ting, man skal bare ikke lægge dem ord i munden. Nå, men lægen på Hvidovre synes, jeg skal vente til i morgen, hvor hun er hjemme igen. Vi tager det roligt, der er jo ingen lig på bordet.’ Anders gør sig klar til at pakke sammen. ‘Skriver du den rapport om møghunden?’

Der bruges rigtig meget tid på at skrive rapporter på stationen i stedet for at være der, hvor det sker, eller i det mindste lige efter, at det er sket. Det har Anders også et par meninger om.

Tomas havde næsten svidt det ud. Han burde være gået til politiet
med det samme, men der var den vigtige artikel til avisen, der skulle afleveres til tiden. Han når det, og går ned på pladsen for at købe smøger.

‘Rygterne går hurtigt her.’ Det er den kvindelige præst, der kommer ovre fra pladsen på vej mod kirken. ‘Jeg gi’r en kop kaffe og et skriftemål, og så kan du fortælle om, hvad du mener er sket med fru Svensson. Ja jeg går ud fra, at det ikke er dig, der har slået hende ned, eller hvordan er det lige med det?’

Han nikker bekræftende. ‘Et skriftemål, det er lige, hvad jeg kan bruge. Jeg var faktisk på vej til politiet, og det var ikke for at melde mig selv. Men nu kan du jo høre historien før, jeg fortæller dem den. Og i øvrigt var jeg ikke klar over, at der er sket noget med fru Svensson. Hvad er det for noget?’

‘Det er ikke så alvorligt. Jeg har jo mine informanter ovre fra bænken. Og så ringede Ivans far og fortalte om det. De bor i samme opgang som fru Svensson, og drengene siger, de har set nogle kinesere på bagtrappen. Men du snakkede jo med hende bagefter højmessen i går?’

De går ind på præstekontoret. Han ser hendes navn på døren: sognepræst Jonna Schmidt. ‘Ja, det er ikke som hos de pavetro, her har vi ikke bokse med forhæng, men der er stadig tavshedspligt. Du behøver heller ikke at falde på knæ eller bede Ave Mariaer.’ Han har en vis respekt for hendes direkte tone. Det er lidt som at få skældud af sin mor – allerede inden man har tilstået. Og som om hun kunne læse hans tanker siger hun ‘Ja, jeg kan se, du har en sort streg i panden, hører det også med til historien.’

Han fortæller så historien om, hvordan han smuttede ind i opgangen af nysgerrighed, om den åbne dør og om, hvordan han fandt en død mand i stuen. Videre om at han og Louise var blevet overrasket af nogen, der forsøgte at komme ind, om billederne på tavlen. Gennemgående noget med Kina. Og at de simpelthen var stukket af. Han turde ikke tage nogen chancer, og han ville også til at fortælle om Jon’ kæreste fra Hong Kong, men hun afbryder ham.

‘Den historie kender jeg godt, for jeg har også været skriftemoder for Jon. Men jeg tror, du skylder fru Svensson en buket blomster for ulejligheden. Hun ligger ude på Hvidovre med hjernerystelse og brækket kraveben. Nå, men nu skal jeg videre, for vi har begravelse om lidt. Det er Bjarne fra bænken.’

Han var lige ved at sige ‘Ja mor’, men tager sig selv i det.

Sun Tzu’s dim-sum restaurant ligger i en sidegade tæt ved Hovedbanen. Det er cantonesisk køkken med små retter, en gammel tradition fra de rejsende og arbejderne ved Silkeruten. Man tog ind på tehusene langs ruten, og det siges, at man oprindelig troede, at te fik én til at tage på i vægt. Da man så fandt ud af, at det faktisk virkede omvendt, måtte der kompenseres ved at servere små retter ved siden af. Hong Kong er Canton og dermed også hovedstaden for de små terute-retter, der i mellemtiden er blevet til solide måltider. Man bestiller blot en hel stribe af dem.

Hr. Li ejer stedet. Det med navnet Sun Tzu er lidt en familiehemmelighed. Det er en berømt miltær-teoretiker fra det 5. århundrede f.Kr. Det siges, at militærakademierne i de krigsførende nationer stadig studerer hans skrifter. Hr. Li’s familie kom til Danmark i 1916 og hans farfar var officer i det sidste kejserdømme, Qing-dynastiet, der faldt fra hinanden nogle år forinden. Det hele var kaos og splittelse i det tidligere kejserrige. Hans søn, hr. Li’s far, lavede først et firma for te-import, og i 1949 åbnede han på en af de første kinesiske restauranter i byen. Hr. Li har ført traditionen videre, og han opkaldte stedet til ære for sin farfar og hans militære forbillede.

Man kan kende de gode kinesiske restauranter på, at der kommer lokale kinesere. Det gør der her. Stedet er som regel fyldt op også på hverdage. I dag er der også kinesiske gæster fra Tyskland. De er i landet for at lave forretninger, og de har fået bordet ovre i hjørnet. Der er også en dansktalende kineser, en tredje yngre mand. Hr. Li er selv ude og tage imod bestilling sammen med sit barnebarn, hans datters ældste pige, der har arbejdet som tjener siden hun var 15. Han kommer ikke så meget ind længere. Han er en ældre herre og passer mest kontoret.

Han udviser den yderste høflighed overfor selskabet. Men han er samtidig forsigtig, for det huer ham ikke rigtig at få besøg af disse folk. Deres måde at lave forretning på er ikke efter hans hoved. For nogle år siden var de involveret i en sag, hvor to unge mennesker omkom i Hong Kong. De blev skudt ned, fordi sønnen i huset havde en vigtig kunstgenstand, vil ryget vide. ‘Huset’ var en kendt cantonesisk restaurant i Hong Kong, som tilhørte et familiemedlem.

Man skal passe på, hvad man siger, for vægge kan have ører. Og rygtet vil nu vide, at der der var tre mænd med flyveren for en uge siden. Man siger, at den tredje er rejst videre – officielt. Rygtet siger også noget mere – at det ikke passer.

Hr. Li ønsker i sit stille sind, at de skal blive færdig med deres forretninger og rejse hjem igen.

Telefonen ringer. Louise tager den. ‘Det er Tomas. Kom du godt hjem i går?’

‘Jeg ligger i badekaret, jeg har ligget der en hel time, og min hud er ved at falde af. Jeg var temmelig ukoncentreret på arbejdet i dag. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er lige ved at synes, at det var ret underholdende i går. Jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke er noget at spøge med, men … tak for sidst!’

‘OK, hør lige her. Du er stadig ikke bange for edderkopper, kan jeg høre. Ved du hvad du skal i aften? Du skal ud og spise dim-sum’s. Og det er på huset.’

‘Dim-sum, hvad er det lige, det er? Det er i hvert fald noget kinesisk mad. Er vi på sikker grund her?’ Hendes overmod er nærmest betænkeligt.

‘Sig mig, ligger du og drikker champagne i badekarret? Ja altså, det lyder nærmest sådan.’ siger han.

‘Du er nærmere på sandheden, end du tror. Hvad tid og hvor?’

De mødes i nærheden af banegården og går ned ad sidegaden. Han bemærker for første gang hendes særlige væsen. Der er en vis elegance over hendes måde at gå på. Støvlerne gør hendes ben længere, end de er i virkeligheden … hvad er virkeligheden? Det kan man ikke vide noget om, før den opleves i frit fald uden støvler. Ved indgangen står en stenløve med højre pote på noget, der ligner en stor fodbold. Han genkender den som en kopi af løverne ved hovedindgangen til den forbudte by. Fodbolden er jordkloden. Meget passende, tænker han, kineserne er ved at overtage verdensøkonomien for tiden. De opkøber ressourcer og betaler for varerne. Amerikanerne trykker bare dollar-sedler, ligsom de plejer. Deres økonomi bliver holdt oppe af kunstigt åndedræt. Hvor længe går der, inden den falder sammen, og hvad sker der så med verden?

‘Så går vi ind i løvens hule.’ Den lå lige til højrebenet – ligesom løvens fodbold.

Interiøret er … kinesisk. Billeder med anmarcherende hære med sværd, traner, skyer, templer og konkubiner. Et akvarium med karper og guldfisk. En drage i en krans i lofte udspyer en glaskugle med en lampe. Guld og rødt. Musikken over anlægget … en udvandet udgave af klicheer fra vestlig 70’er-pop fremført af sødmefyldte kvindestemmer, violiner med glidetoner. Hvorfor ikke bare kinesisk musik, hvorfor skal det ligne noget, der ligner?

De er heldige at få et bord for to langs siden, og det skyldes udelukkende, at nogen lige har forladt det, for alt er besat, på en mandag! Den kvindelige tjener er svær at fange. Egentlig er dim- sum et frokostfænomen. I London Soho holder de stilen. København er for lille, så derfor serveres der frokost hele aftenen. Danskerne og turisterne kan alligevel ikke kende forskel.

Risnudelsuppe med stegt and, risvælling med kammuslinger, dampede boller med rejer og svampe, pandestegte jiao zi, dumplings, der er det hele. Kortet er en lang smørrebrødsseddel af en menu, man krydser af, og retterne kommer i det tempo, køkkenet har dem færdig.

‘Jeg nåede aldrig ind til politiet, for jeg havde den ondeste deadline. Synes du det er uansvarligt?’ spørger han, mens de venter på, at den første ret skal ankomme. ‘Nej, egentlig ikke. Men lad det ikke gentage sig.’ svarer hun.

Og dér er tjeneren så med 2 Tsingtao, kinesisk øl, en tradition indført af tyskerne og englænderne starten af forrige århundrede. Det var også mindre forgiftende for folkesundheden og samfundet end den opium, englænderne landede forinden – dyrket og forfinet i Kensington Garden i London, udplantet i stor stil i Imperiets juvel, Indien, udskibet til Kina via British East Asian Company, hvor man helt bevidst gik efter at forgifte hele den kinesiske befolkning, så den apatisk ville lade sig udplyndre. Det hed ‘opiumskrigene’, og våbnet var intet mindre end et kemisk masseødelæggelsesvåben. Indianerne fik ildvand og missionærer, kineserne fik opium og missionærer. Og så fik de hæren og købmændene og bankmændene og endnu flere missionærer. Det både lykkedes og lykkedes ikke. Det skaffede bla. det engelske kongehus så enorme rigdomme, at de endnu ikke i dag kan få armene ned. Kineserne tabte den første opiumskrig, men senere fik de nok af slave- og opiumshandlere og smed dem ud. Så var der jo det maoistiske intermezzo, så den kolde krig, og nu er de så ved at tæve Vesten i kapitalisme. De satser ovenikøbet på grøn teknologi i et hidtil uset omfang, mens Vesten og USA kører i ring med deres forhalinger og tovtrækkerier. Kineserne er ved at vinde kapløbet om ressourcerne og det financielle overtag, mens amerikanerne og europæerne dårligt har opdaget, der der startet et kapløb.

Hun lytter opmærksomt til hans historiske udredning, hun elsker den slags historier, jo flere jo bedre. Viden er guld. Og omgivelserne er perfekte.

Der kommer tre mænd ind og sætter sig ved bordet i det andet hjørne. Der er en særlig niche med et rundt bord bag guldfiskebassinet, der er lidt v.i.p. over det hjørne. Mændene er velklædte, kortklippede businesstyper. Der er også noget andet over dem. De har en tæt, slank kropsbygning, de kunne sagtens være sportsmænd. De er afmålte i deres kropssprog, og de sidder ikke og storsnakker, som mange af de andre gæster. En ældre herre, kommer ud fra køkkenet sammen med tjeneren. Der tales kinesisk, den ældre herre er høflig på sin egen afmålte facon. Så går han og overlader bestillingen til pigen.

‘Lige et øjeblik, jeg skal lige en tur ud bagved, inden maden kommer.’ siger han.

‘Du bestiller ikke andet end at rende på toilettet. Sniffer du coke, eller er det bare din prostata?’ Hun er ved at udvikle et temmelig familiært sprog, synes han. Det er så OK.

Mens han er væk, tjekker hun mobilen for beskeder. Hun har taget lyden fra, så hun ikke behøver at sidde og pille ved den i andres selskab. Hun synes, at det er grotesk, at så mange mennesker sidder i hinandens selskab uden at tale sammen. De sidder med hver sin mobiltelefon. Det er lige før, de sender beskeder via satelit henover bordet i stedet for at åbne munden. Så opdager hun, at der er en besked fra Tomas, og at den lige er kommet. Nej! kører han også det game? Er det en joke, eller er det fordi han ikke tør sige, at hun er sød, hvor teenaget, kan det blive?

Hun læser beskeden ‘Jeg tror, vores hitmen sidder ovre i hjørnet. Lad være at snakke for højt om du-ved-nok. Og ingen panik.’ Det er en lidt anden snak. Hun skæver forsigtigt derover. Tomas kommer tilbage, og de første retter står på bordet.

‘Det ser godt ud. Jeg skal lige tage et billede af det, inden du ødelægger æstetikken’. Skal hun nu være fornærmet over det? Hun bemærker, at hans kamera peger helt skævt på motivet, og skal til at gøre ham opmærksom på det, da hun fanger hans blik. Det går op for hende, at motivet er et andet. Han tager også et par billeder af de små skåle på bordet.

De går tidligt. Der er stadig stuvende fuldt i restauranten. Udenfor siger han ‘Den der løve kan jeg også en historie om, men den kan du få en anden gang.’

‘Må man gerne snakke nu,’ spørger hun. Han nikker.
‘Du er ikke ked af det, hvad? Hvis det er dem, du tror, synes jeg, det er lige lovlig optimistisk at gå derind!’ siger hun.

‘Jeg sagde jo, det var løvens hule. I øvrigt ved jeg ikke noget. Det er bare forebyggende mistænksomhed. Måske er de bare businessfolk, men det er sådan en fornemmelse.’ Han mærker hendes arm, der griber indenom hans. Hun sætter i sin sædvanlige hurtige gangart, han bliver nærmest slæbt væk fra stedet. De går om hjørnet op med pladsen.

‘Altså det med fornemmelser. Den ene del af min hjerne siger, at det er fri fantasi, den anden har de her indfald i øjeblikket. Det er bare det, at jo ældre jeg bliver, jo mere respekt for jeg for de her fornemmelser. Det bør I kvinder da kunne tale med om.’ siger han.

‘OK, Tomas, hemmelig agent i Hendes Majestæts tjeneste. Nu tror jeg, du skal vise mig, hvor du bor. Det hører jo med til genren, ikke.’

‘Men jeg skal altså tidlig op i morgen.’ tilføjer hun.

‘Øøh, det skal jeg også. Jeg skal på sygebesøg.’ Da de drejer om hjørnet, ser han ned ad gaden, hvor de kom fra. Det hører også med til genren at gøre det.

Apropos fornemmelser, han havde nok mærket, hvad vej vinden blæste. Egentlig synes han ikke, han har bagt alt for hårdt på hende, han skulle egentlig bare have et påskud til at studere restauranten, og man går som regel ikke på restaurant om aftenen alene. Det er nok i virkeligheden hende, der er den mest ‘skyldige’, for at blive i genren.

De når op til hjørnet ved den anden kirke, hvor Tomas bor. Ingen af dem bemærker den sorte varevogn, der kører langsomt forbi.

Tirsdag morgen

Anton kan godt lide at køre sin runde tidligt om morgenen. Det er sensommer, og solen står op ved halvfem-tiden, sommertid. Han kan uforstyrret scanne området for containere. Han tager en ny bydel hver dag. Mindre ting af værdi ryger ned i cykelanhængeren. Hvis det er større ting, har han en aftale med sin nabo og låner hans ramponerede pickup, mod at han får en pose øl. Men han prøver at holde sig til de mindre ting. Hvis han ser flasker, ryger de også med.

Anton er ingen bums. Han er mere sådan en slags klunser med eget firma. Ikke at han betaler moms og har SE-nummer, men han har alligevel sin gesjæft kørende. Han lever på eksistensminimum, vil nogen hævde, men faktisk lider han ingen nød, og han ønsker ikke at leve på anden måde.

Når han finder en kasseret stol, en lampe, et mindre skuffedarium, tager han det ned i sit haveskur i Sydhavnen og sætter det i stand. Han er gammel snedker og ved, hvad der skal til. Efterhånden har han opbygget et mindre netværk af kontakter, hvor han kan afsætte det. Der er gået trend i 50’er og 60’er-ting.

Han har prøvet det med fast arbejde, lønarbejde, firmaer. En mester, en arbejdsgiver. Han kan ikke indordne sig. Og han gider heller ikke regnskaber og moms, det forgældede liv, banker, lån, investeringer, kundekreds, bindinger, slaveri. Han har faktisk kunder, men han har kun en bankkonto, fordi de sociale myndigheder forlanger det af ham. Christiania-flipper blev han heller aldrig, han har aldrig fyret fede, han interesserede sig ikke for 70’ernes politiske korrekthed. Han er ikke engang alkoholiker. Han faldt ved siden af både kulturen og modkulturen, men han har altid klaret sig.

Ruten i dag er industriområdet. Han har brug for nogle sten til en ny ovn i baghaven, og industricontainere med byggeaffald har det, han skal bruge. Der holder en sort varevogn ved en byggeplads, og et par mænd er ved at losse noget op i den. Han drejer ind bag en parkeret anhænger, for at undgå at blive bemærket. Den ene har en spade med. Han hopper ned fra containeren, og de kører igen. Et noget usædvanligt syn, han mindes ikke at have set noget lignende.

Containere kan bruges til meget, og de har ofte mere end én bruger. Han er selv at betragte som superbruger. Han beslutter sig til at slå to fluer med ét: at få styret sin nysgerrighed og finde det, han går efter.

Containeren er ikke fuld. Der ligger en bunke puds, gibs og smadret beton i det ene hjørne, og i det andet er der blik, pap, masonit og træstumper. Containeren vil blive fyldt op i løbet af de næste par dage, så det ryger ind på kalenderen bag øret. Hvad lavede mændene her? Der ligger faktisk et par mursten i puds-og- betonbunken, så han graver lidt i den med en stump lægtetræ fra samme sted.

En sort sæk kommer til syne. Han kommer til at lave hul i sækken, lidt med vilje. En hånd stikker frem.

Bus 1A kører lige til døren. Turen tager 20 minutter. Han er forbløffende vågen i betragtning af, at han ikke fik sovet meget den nat. Erotik er øvrigt en fremragende måde at komme i form på. Han havde engang set et TV-program, hvor to kändisser skulle kommentere dronningens nytårstale. Hun, en lettere afdanket fotomodel, mente, det var alletiders for nationen, at dronningen havde opfordret danskerne til at dyrke mere motion. Der har nok været meget i medierne om livstilssygdomme, siden det var et emne. Hans kommentar var noget i retning af ‘Jeg synes egentlig, det er nærmest ulækkert med alle de masochister med angst og skyld i øjnene, der driver sig selv rundt på gader og stræder. Det skulle hellere dyrke noget mere sex.’ Manden var præst.

Han smiler ved tanken. Det er sjældent at se en kondiløber, der hviler i sig selv med et saligt smil om læben. De ser allesammen ud, som om de løber væk fra noget eller er ved at komme for sent til noget. Og så er de fuldstændig stive i overkroppen, som om armene ikke hører med til at løbe. Han er ikke i elendig form, det sørger hans daglige QiGong for, et varigt souvenir fra Kina. Men han opfatter det næsten ikke som motion, det er mere i familie med at tage et bad.

Sagens uløste problemer. Hvad er der egentlig sket med Jon Ottesen? Man efterlader ikke normalt en død kineser på sit stuegulv, og løber sin vej. På den anden side, er det ikke netop det, man gør, hvis der er flere i farvandet? Alt taget i betragtning, hvis man kan bruge den vending, virker det heller ikke længere sandsynligt, at det bare var en tilfældig indbrudstyv. Det ville ikke være grund nok til at stikke af. Hvad var hans position i forhold til sin kæreste, der blev skudt ned – og hendes bror? Ved han selv for meget, og hvad er årsagen til, at han bliver opsøgt? Hvis han blot skulle likvideres, roder de ikke hans lejlighed igennem. Måske manden bare ville være forsvundet, hvis han havde fundet, hvad han søgte, inden ejeren kom hjem.

Sun Tzu’s restaurant var det eneste sted, han kunne komme i tanker om, der havde direkte forbindelse til Hong Kong. Der er et par steder til i København, der serverer dim-sums, men hverken den oprindelige ejer eller den nuværende kommer fra Hong Kong eller Canton, der i dag hedder Guangzhou. Der er selvfølgelig kælderbutikkerne bag hovedbanen, men kinesiske hitmen bruger ikke tiden på at købe ris og grøntsager. De hænger heller ikke ud med ambassadefolkene. Og hvis de går ud og spiser, så vælger de det bedste sted i byen med Hong Kong stil. Selv en hård banan længes vel efter mors kødgryder. Traditioner er kerneværdier for disse folk, selv i en verden af længst fremme-i-skoene modernitet. Det er ligesom rockerne. Når de ser en tallerkenfuld flæskesteg med rødkål, som deres mor lavede den, får de nærmest tårer i øjnene.

I virkeligheden kan han ikke vide noget med sikkerhed. Kinesere i Danmark er nogle af de mest diskrete indvandrere overhovedet. Vi glemmer helt, de er der, for de gør aldrig opmærksom på sig selv. De klarer sig selv, de har deres netværk, de brokker sig ikke engang over, at de ikke kan får pension, medmindre de har søgt om statsborgerskab. Og hvis de ville søge om det i dag, ville de sikkert få afslag, for de kan ikke klare de tests, de ville blive udsat for, som er indført af indvandrerfjendtlige politikere. Det ville de fleste danskere heller ikke kunne, forresten.

Brikkerne vendes. Hvorfor har han ikke værer hos politiet endnu? Det kan ikke vente meget længere, før han får et forklaringsproblem. Hans fingeraftryk sidder på døren, medmindre kineserne har tværet dem ud. Hans sko har sikkert også lavet aftryk. Det er journalisten i ham, der holder igen. Der er simpelthen en historie gemt her. En måde at kombinere hans viden om Østen og Danmark. Hvad nu, hvis det viser sig, at Hong Kong-bander også opererer her? Hvis politiet først vader indover historen, lukker dørene sig. Hvis de på den anden side ikke kommer indover, går han måske glip af det støv, de hvirvler op.

Bussen standser foran hovedindgangen. Han går direkte til informationen, og spørger efter en fru. Svensson. Ortopædkirurgisk, afsnit 310-315. Det ligger i midten af komplekset. Dette sted er som en stor virksomhed, en fabrik eller kontorlandskab for sygdomme. Sundhed tales der ikke så meget om, undtagen, når dronningen bruger ordet ‘danskernes sundhed’, og en ekspert bagefter modificerer det til ‘folkesundhed’. Det hedder sygehuse og ikke sundhedshuse. Vi har ‘den internationale kræftdag’ og ikke ‘den internationale kur-mod-kræft-dag’. Hvis man beder en læge om at give sin definition af det sunde menneske, viser det sig, at den slags opereres der ikke med. Der tales om ‘symptomfri’, ‘forebyggende’, ‘holde sig i form’.

Tomas er nødt til at bede sin indre monolog om at holde kæft. Han er vist lidt dopet openpå i nat. Inde på afdelingen bliver han bedt om at vente lidt, for hun er lige ved at ‘blive gjort klar’, som det hedder. Automekanikersprog. Hun er blevet udskrevet her til morgen. Men måske du kan sørge for, hun kommer hjem. Er du i familie, hendes søn måske? Der er bestilt en vogn til om lidt’ spørger sygeplejersken.

‘Nej, bare en bekendt fra kirken. Jamen, det vil jeg da gerne.’

Han tager plads på gangen ved vagten. Han kan høre en radio indefra deres sidelokale. ‘Der er her til morgen fundet en mand i en container i Københavns Sydhavn. Manden er af udenlandt herkomst, muligvis asiatisk, oplyser politiet. Der er omstændigheder ved sagen, der tyder på et mord. Det formodes at gerningsmanden har har anbragt sit offer på stedet efter selve gerningen. Politiet efterforsker sagen.’

Det er ham, uden tvivl. De har regnet med, at han bare bliver kørt væk sammen med affaldet. De fylder huller op med den slags, det kan ligge i flere år, og så er sagen glemt.
Han får lov til at gå ind. Hun sidder i en stol i hjørnet. ‘Godmorgen, fru Svensson. Kan du huske mig fra forleden?’

Hun ser på ham med sit hvasse blik. ‘Ja selvfølgelig! Godt nok er jeg gammel, men så let får de mig ikke. Ja vil du tænke dig, jeg ville bare aflevere den taske, og så er der ham banditten, der skubber til mig.’

‘Jeg synes lige, du skal have den her buket. For det er jo et stykke hen ad vejen min skyld, jeg skulle bare selv have afleveret den.’ siger han.

‘Sikke noget vrøvl, det sku’ du da ikke. Det kan da aldrig blive din skyld.’ Hun er oprigtig glad for blomsterne, hun er ikke vant til, at folk giver hende blomster. Mormortække. Jon har dog gjort det et par gange. Hun har en vis svaghed for yngre mænd. Det er den søn, hun aldrig selv fik.

Sygeplejersken kommer ind. ‘Nå, fru Svensson, deres vogn er her. Og jeg ser, der er en, der kan hjælpe dem.’

Øen har ikke noget navn. Den ligger midt i en sø, der er 15 km lang halvt så bred. Området er Svensk Lapland. Der er 10 km til den nærmeste flække i lige linie og 15 km til vands. Der kommer aldrig turister, for de foretrækker naturreservaterne i området. Det er yderst sjældent, der kommer lokale forbi. En enkelt jolle med en ældre lystfisker kan opleves, de unge gider ikke. Skovhuggere kommer her aldrig, de holder sig væk fra øerne, og træ er der rigeligt af inde på land. Der er faktisk helt enorm meget skov her. Man kan gå i en hel uge uden at komme ud af den. Til gengæld er det småt med mennesker. Der er meget langt fra dette udsted til regerings-Sverige.

Manden med jagtbuen har siddet helt stille i en time. Han venter på at dyret skal komme frem i morgendisen. Vinden er til hans fordel, hvis det dukker op, hvor det plejer. Hans jakke har kamouflagemønster. Hætten er trukket op over en kasket, og kun øjnene er synlige. Han falder i ét med baggrunden af grønne og brune farver.

Ved en svag lyd løfter han sin bue, og spænder den. Den ligner ikke en traditionel bue, og heller ikke en konkurrencebue. De færreste mennesker er klar over, at der findes sådan en anordning. Den er kortere, og der er en hjulmekanisme i hver ende. Skytten har en strop om håndled og rører ikke ved strengen. Der er alt muligt stabiliserende gear og et sigte med 5 nåle i siden. Hvis den er rigtig indstillet, kan skytten trække strengen helt op til øret. Mekanikken giver en udveksling, så man kan holde spændingen i længere tid, end hvis det var en traditionel bue, for ikke at tale om jagtbuer fra før krudtet. Det var kun for folk med gode overarme.

Dyret er fremme på stenen ved vandkanten og vender ansigtet i retning af skytten. Det betyder ikke, at dets øjne ser ham, i hvert fald ikke så længe, han står helt stille. Det er heller ikke i den position, dets øjne ser bedst, det er mere, når snuden vender sidelæns. Rovdyrets og jægerens øjne vender fremad.

Pilen rammer den lige bag skulderen. Det er ikke et hjerteskud, så ville den være død på stedet, men det er godt nok til at være et dødeligt sår. Indenfor et minut. Dyret drejer rundt i et spring, og forsvinder ind i skoven. Jægeren er efter det med det samme. Han sørger for ikke at skynde sig for meget, for han ved, at et såret dyr efterlader spor. Dets påpasselighed med ikke at knække grene og dets sædvanlige lydløshed er tilsidesat, det skal bare væk. Der er også blod på bladene. Han når ikke langt, før han finder det. Han behøver ikke at bruge sin kniv.

Dyret er en ung elg. Det er ikke ligesom et rådyr, man kan tage over skuldere og bære bort. Han fælder en par unge træer med sin kniv, afgrener dem og laver en slags slæde, som har trækker dyret op på. For- og bagben surres fast. I stedet for at gå den direkte vej vælger han samme vej tilbage til vandet og videre over stenene med mos. Efter et kvarter når han frem til en lille bugt. Inde bag træerne ligger der en kano trukket op på land under nogle grene. Bagved og helt usynlig fra vandsiden står et telt.

Han lægger anordningen med dyret på jorden, tager hætten af og bliver til Jon Ottesen, diplomatsøn, håbefuld businessmand i Hong Kong, filosofistuderende i København, nu eneboer på en øde ø i en øde sø i Nordsverige. Eneboerlivet var alternativet til at ende i en plastiksæk i en container i Sydhavnen. Eller i vandret stilling på sit eget stuegulv – containeren kender han endnu ikke noget til.

Det var kineseren eller ham, ligesom det var dyret eller ham. Selvforsyning er en nødvendighed her. Der er fisk i søen, og det er nødvendigt de næste 4-5 dage. Dødsstivheden skal ud af kroppen på dyret, og han gør klar til at hænge det op i en gren fra bagbenene. Oppe i træet hænger allerede en talje med et reb igennem. Senere kan det parteres, ryges og graves ned. Tørring duer ikke om sommeren. Han er ikke sart og han har prøvet det før. Han kender stedet. Han fandt det for år tilbage, hvor han dyrkede friluftsliv for udfordringens skyld – og for ensomhedens. Konkurrencemenneske og nørd med ekstremer. Nogen har kaldt ham grænseautist, men psykiatrien har opfundet 100-vis af den slags diagnoser med det ene formål at hive penge op af lommen på såkaldt ‘syge’ mennesker. Og alle vi andre går så og gentager deres pseudovidenskabelige type-prædikater. Han er blot enebarn og har altid haft et stort behov for at være alene i perioder, kombineret med høj intelligens og selvdisciplin. Han foretrækker i virkeligheden ødemarken fremfor storbyen, og businesskarrieren var mest hans fars projekt. Han har bare aldrig været tvunget til det som nu, og slet ikke i længere tid.

Bueskydning har han dyrket siden han var barn, og han har holdt det ved lige siden. Som dreng lavede han altid sine buer selv. Senere meldte han sig ind i en klub. Familien boede to år i Kyoto, her fik han træning af en tidligere munk. Typen var nærmest den japanske udgave af en langbue. I Hongkong lærte han at skyde compound. Det er navnet på den nyligt anvendte hi-tech-model, som er let, præcis og særdeles dødelig i rette hænder. Som jæger, skal man helst ikke ramme for meget ved siden af. Begrebet skamskydning går både på at skamfere dyret, men det går også på, at det regnes for en skam ikke at ramme ordentligt. Skal man slå et dyr ihjel, skal det gøres med respekt. Der findes selvfølgelig dem, der er ligeglade, ligesom der findes folk i alle fag, med lav moral. Politikere, læger og psykopatiske erhvervsledere. De sidste har han mødt i rigeligt mål i Hong Kong. Man kan så anlægge forskellige vinkler på at jage. De fleste gør det for sportens skyld, er det nødvendigt i dag? Og burde vi i øvrigt ikke være veganere allesammen? Sig det lige til en eskimo.

Da han har hængt dyret op, sætter han sig foran teltet for at lave kaffe. Klokken er kun halv seks, man jager i de tidlige morgentimer. Der er faktisk lyst det meste af døgnet for tiden, da det er omkring
660 nordlig bredde. Der står fiskegrej ved siden af teltet. Forleden fangede han en halvstor gedde. Der er både aborrer, laks og …. i søen. Der er også krebs, men de er svære at få fat på. I skoven er der Karl Johann og Mandelkremla. Han har sat 15 sodavandsflasker op på birketræer rundt om i skoven til tapning af saft. Han kender sit blåbærsted, sit smultronsted, sit skovsyrested, det vilde æblested. Der er brændenæller, kamille og hyld. Og så er der frysetørret mad og dåser fra provianten. Han kan overleve, til det bliver for koldt, og så må han evt. finde et andet og mere civiliseret skjulested. Han kan i princippet blive her, til det ikke går længere.

Han solgte sin bil ved handelsstationen sydpå og købte en kano for pengene. Der var også råd til noget proviant til de næste par måneder. Han kendte Rauno i provianteringen fra før i tiden, og han kunne også huske Jon. Heroppe skifter de ikke job hele tiden som i storbyerne.

Han er lidt bekymret for sin underbo i København. Hun har en genstand stående, som kunne bringe hende problemer. Alt var klart i forvejen, og han havde sit overlevelsesudstyr stand-by på loftet i tilfælde af hurtig udrykning. Han han prøvet det én gang før, så han han vidste, det var en mulighed. Det eneste, han ikke fik med var kort over området. Det irriterer ham lidt. Måske er det ikke kommet med tilbage sidste gang. Han har en forsænket vandtæt kasse i skovbunden, hvor han gemmer grej fra gang til gang, men der var det ikke. Det er ligemeget, for han kender området ret godt.

Jon kommer hjem den dag for snart 2 uger siden og låser sig ind i lejligheden. Da han åbner døren til det første stuerum, ser han, at det er raseret. Han når ikke at tænke sig yderligere om, inden manden kommer ud af det bagerste og hen imod ham. Han når at træde til side og løber videre ind i det bagerste rum. Han tror, at han har overrasket en tyv, der blot vil ud af døren og væk, men manden kommer tilbage med en kniv. Jon griber en lysestage fra bordet pander ham ned. Første slag får ham til at tabe ballancen og kniven, der ryger ind under en stol. Han prøver at rejse sig. Næste slag rammer lige i tindingen, og han falder om på gulvet.

Han er for længst klar over, at det ikke er en tyv, og at hans liv stadig er i fare. De arbejder sjældent alene. Han tænker kun på at komme væk, hvis han vågner igen. Politi er udelukket, for de kender intet til Hong Kong-mændene og deres metoder. Han tager den henover loftet, hvor hans ting står klar, og forsvinder ned af bagtrappen til den anden opgang. Bilen står i sidegaden. Han kører hele natten og næste dag med uden at standse.

‘Det er sørme godt at være hjemme. Kan du hjælpe mig med den vase til blomsterne oppe på hylden. Ja, min venstre arm er lidt optaget, som du ser. Og hvis du gider sætte vand over til kaffe, så klarer jeg resten selv.’

Da de sidder ned, siger han ‘Jeg har en tilståelse. Jeg har også, sådan omtrent, mødt din gerningsmand.’ Han fortæller historien om Louise og teaterbilletterne, om manden på gulvet og om flugten ad bagtrappen. Han fortæller også, at han tror manden på gulvet er blevet til manden i containeren.

‘Ih, du godeste, det fortalte de da ikke noget om’ siger hun.

‘Det tror jeg, er med vilje. Du har jo en mindre hjernerystelse, og du må faktisk ikke tænke overhovedet. I øvrigt er nyheden herfra i morges, og jeg tror ikke, sygehuspersonalet er klar over, hvad der er sket. De skal jo bare lappe dig sammen. Du må sige til, hvis du skal have hjælp til indkøb og den slags.

‘Hvis du gider købe mælk og kaffe, så klarer jeg mig. Men nu skal du høre. Hvis jeg ikke må tænke, så tænker jeg lige færdig, inden jeg slukker for tænkeapparatet. Den dér ovre i vinduet, må du gerne stille op på loftet for mig, for den vil jeg ikke have stående. Hvis det nu er den, de vil have fat i, så skal jeg ikke nyde noget.’ Hun peger på en figur af en fed sortlakeret buddha.

‘Hvad får dig til at tro, at nogen skulle være ude efter den?’ spørger han.

‘Det var noget, Jon sagde. Altså ikke at nogen var efter den, så ville jeg aldrig have sagt ja, da han gav mig den. Jeg kom engang til at sige, at den var flot, og så forærede han mig den, han insisterede nærmest på det. Den har tilhørt en kvinde, jeg har elsket, sagde han, og den skal tilhøre en dame, man kan holde af. Den ku jeg jo ikke stå for. Han sagde også at den bragte lykke, og den slags går jeg meget ind for. Men så lovede jeg til gengæld, at der skulle stå i mit testamente, at han skulle arve den, når jeg døde. Det er jo egentlig lidt underligt, når jeg tænker over det i dag. Skulle han have den ud af huset, selvom den bragte lykke? Når du nu fortæller om hende pigen og hendes bror, synes jeg jo nok, at den ikke lever op til sit ry. Jamen, det er da en frygtelig historie! Så kan jeg bedre forstå, ja du ved … men altså, jeg vil ikke have den stående længere, den bringer ikke lykke for tiden.’ Hun slår ud med hånden i retning af figuren og vinker farvel til den.

Han går over og ser på den. Han har altid synes, at den leende Buddha var lidt af et misfoster. Den er helt anderledes end den strenge figur, der skal forestille Gautama Buddha med sin klassiske håndstilling, slank og alvorlig, en kongesøn. Denne fede grinebider slæber på en hampesæk med gaver til børnene, en slags Buddha som julemand. Eller også sidder han på sin sæk og er ved at dø af grin. I dag synes folk, han har guld i sækken. At have den stående er at have en slags husgud for velstand, hvilket ikke har ret meget at gøre med buddhisme.

Den sorte figur er tung som en kanonkugle. I bunden er der et stykke forsænket tykt filt, så den ikke ridser et fint møbel.

‘Jeg har Jon’s nøgler i min taske, der er også til loftet. Når du kommer derop, er det rummet ved siden af mit. Der står navn på mit, men ikke på hans. Bare gem den godt af vejen. Nøglerne skal hænge på krogen bag køkkendøren. Og hvis du også tager skraldespanden med ned, så er jeg velforsynet’ Ældre damer er gennem-tjekkede med huslige detaljer, en ekspertise fra et langt liv.

‘Teknikerne har været derinde. Der er fundet forskellige fingeraftryk og aftryk af sko. Der er et par hår, og blod på gulvet. Så er der blodpletterne og en kniv. Hvad ved vi i øvrigt om Jon Ottesen?’ Teis sidder bag rattet, det er på vej fra stationen for at afhøre fru Svensson. Hospitalet oplyser, at hun er udskrevet.
‘Business College fra Hong Kong. Faderen er diplomat, han er
kontaktet. Indskrevet på Københavns Universitet, men det virker, som om det er proforma. Og nu er han forsvundet. Vi må lige se, hvad de siger efter dna-test? Hvad med fingeraftryk, kan de ikke bruges?’ siger Anders.

‘De kan ikke bruges til at identificere ham fra containeren. De har nærmest slettet hans identitet. Fingerspidserne er ætset væk, og ansigtet er ukendeligt. Han har stadig sine tænder, men det kan ikke bruges til meget foreløbig. Vi skal igennem hele systemet og ambassaden skal indover. Og så er det ikke engang sikkert, vi får noget ud af det.’ svarer Teis. ‘Der er ingen af os, der er gamle nok til at huske det, men jeg tjekkede arkiverne. For 25 år siden fandt de også en kineser i en container på Amager. Det er nærmest et mønster her. Den blev aldrig rigtig opklaret. … Nr. 28, det er her.’ Der er plads overfor opgangen. De ringer på.

‘Godmorgen, det kriminalpolitiet. Må vi få lov at komme ind’

Damen lukker op. ‘Er I klar over, at min læge har forbudt mig at tænke.’ Damen ser temmelig bestemt på dem. Blikket kunne få de fleste yngre mænd til at føle sig som skoledrenge, men betjentene har en professionel attitude til attituder.

‘Det behøver ikke tage lang tid, fru Svensson. Men jeg kan forstå, De kendte Jon Ottesen. Det fremgår også af vores oplysninger, at de var til stede i lejligheden?’ spørger Anders.

‘Ja det kan I jo se.’ Hun peger på sin forbinding. Hun fortæller det meste af det, hun ved. Om tasken, om det hun så i dørspionen, om tasken og om hvordan hun blev væltet omkuld. ‘Men jeg så ikke noget til en død mand.’

‘Hvis De ikke så en død mand, hvordan ved De så, at er var tale om den slags?’ spørger Teis. Hun er lidt forvirret over den mistænksomme tone. Skal hun fortælle om, hvad Tomas har sagt?

Loftrummet er ganske anderledes end lejligheden. Her er alting velordnet i kasser, reoler og et metalskab med hængelås. Tomas prøver nøglen fra den anden hængelås, og den passer. Han beslutter sig til at stille figuren ind i skabet. I skabet er der bøger, kort og tøj. Han stiller figuren på en af hylderne. Den mangler en tap i det ene hjørne, så den vipper, og der falder noget ned bag hylden. han stiller figuren i det modsatte hjørne i stedet.

Han samler det kort op, der faldt ned. Det er et generalstabskort med notater på. Han folder det ud og kan se, at det er et område med søer og skov. Lapland, Sverige. Han noterer sig en stor sø med en del mindre øer. Der er elve og højdekurver, og i mod venstre er der bjergsider. På en af de større øer er der detaljerede markeringer. Der er også et kryds ved en mindre by et stykke fra området. Der er tilføjet en adresse og et telefonnummer på den lokale proviantering. Han stikker kortet i jakkelommen og låser efter sig.

Inden han forlader loftet, prøver han lige at ringe til Louise, der som forventet ikke tager den, hun er jo på arbejde. Han sender en sms i stedet: ‘hej og tak for sidst 🙂 – tror måske, jeg ved, hvor vores ven Jon befinder sig – ses’.

Efter en tur hos købmanden går han ind i køkkenet fra bagtrappen. Han kan høre stemmer fra stuen. Der er besøg, og det er politiet. Så er det altså nu, han skal ud af busken. Han husker at hænge nøglen bag døren, inden han banker på stuedøren

‘Kriminalpolitiet. Anders .. og det er Teis Nygaard. Vi havde bare et par spørgsmål til fru Svensson. Hvor kommer du ind i billedet, familie?’

‘Jeg hedder Tomas Miśkiewicz, og jeg kender fru Svensson fra kirken. Jeg har hjulpet lidt til med at komme hjem fra hospitalet og sådan lidt praktisk.’

‘Vi er er faktisk også færdig nu. Fru Svensson, hvis der dukker noget op, så må De meget gerne kontakte os.’

‘Jeg smutter igen. Du skal hvile hjernen, sagde lægen.’ Tomas følger betjentene ud af døren.

‘Nå Tomas, har du mere og gøre her i ejendommen end at tømme skraldeposer?’ siger Anders.

‘Ja. Jeg ved måske nok et og andet. Gi’r I en kop kaffe på stationen. Jeg har også et par billeder, I måske har lyst til at se på.’ Tomas vælger den proaktive linie, hvilket plejer af afføde mest goodwill.

Tsat Tsz Mui Road, Hong Kong. Det er sen aften svarende til midt på eftermiddagen i Danmark. Telefonen ringer og manden på kontoret tager den. Det er long-distance-call med en forsinkelse i lyden.

‘Ja, det er forstået’ Han går over til væggen.

‘Vil det sige, at han er gjort tavs? Hvad mener du med ukendelig?’ Han står helt stille, urørlig, musklerne spænder i hans ansigt.

‘Det er jo uhørt! Et medlem begår ikke den slags fejl. Når han møder folk derude, ved han, hvad der skal gøres. Hvad siger du, en gammel kvinde!’ Han drejer om og går rundt om bordet i rummet.

‘Dette er ganske uhørt, dette er under al værdighed. At vælte en gammel kvinde er ikke noget, som medlemmerne bør gøre. I er idioter, I er inkompetente, I er … I har kun kort tid til at råde bod på denne vanære, forstår du, min herre?’ Han går endnu en runde om bordet og hører på en stemme, der forklarer sig.

‘Og nu er politiet på sporet. Hvad har I tænkt jer at gøre ved det? Hvad siger du … er der folk, der hjælper med at skjule genstanden? En gruppe med medlemer, det kan ikke passe! Russerne har den slags, serberne, albanerne, italienerne har den slags. Danskerne har ikke den slags. Du vrøvler, du er forvirret. Du må meget snart komme op med noget bedre. En Wo Shing Wo mand er ikke forvirret. Jeg forventer noget bedre fra Tyskland … hvad siger du Danmark, Den Lille Havfrue, jeg har hørt om det, H.C. Andersen, Nattergalen, jeg har læst den, det er godt altsammen, og du er stadigvæk en idiot. Farvel min herre!’

‘Du bruger ikke noget i kaffen? Nå, du har fortalt lidt i vognen herover, men lad os høre, hvad du ved.’ Tomas og Anders sidder i et mindre lokale ned ad gangen. Der er blot et bord og nogle stole. Det må vist kaldes et forhørslokale, selvom han ikke tænker på det som sådan.

Han tager den fra starten. Tasken, Louise – han vil helst blande hende udenom, men det holder ikke i længden – præsten, kirketjeneren, fru Svensson, lejligheden, turen ned ad bagtrappen.

‘Altså jeg skriver jo indimellem i avisen om de her ting. Jeg vil jo helst ikke skrive noget, der kan ødelægge en løbende efterforskning. Jeg skriver heller ikke om det dagsaktuelle, men mere overordnet. Jeg ved ikke, om der er noget i den her sag, men hvis der er tale om nærmere forbindelser til Hong Kong-miljøet, er der jo et helt bagland med en større historie. Jeg synes lige, du skal se et par billeder.’

Tomas tager sin mobiltelefon frem. ‘De er fra lejligheden. Her er manden, der lå på gulvet. Det var før, vi blev forstyrret. Jeg kan regne ud, at han nok ikke blev liggende så længe.’

‘Det er korrekt. Men sporene er ikke til at tage fejl af. Hvorfor har vi ikke hørt fra dig noget før? Og vi bliver vi nødt til at beholde din telefon som bevismateriale. Vi skal også tale med Louise Fromm. Du har et nummer på hende?’ Anders noterer på sin blok.

‘Jeg er helt klar over, at jeg har trukket den et par dage. Der har været nok at se til, og jeg skulle lige tørre sveden af panden. Det er egentlig for at forklare, hvad der ligger på telefonen, hvis I alligevel har tænkt jer at beholde den. Kan I ikke kopiere den, så jeg kan få den hurtigt igen?’

‘Det kan vi måske godt finde ud af. Jeg kan fortælle så meget, at nogen har slettet fingeraftryk og ansigt på manden fra lejligheden før han blev smidt i en container. Så dit billede kan vi godt bruge, det giver os i det mindste et ansigt, selvom det ser noget hærget ud. Du skal dog lige ned og ha taget fingeraftryk. Hvis vi finder dem på mere end dørhåndtagene, ser det anderledes ud.’ siger Anders.

‘Og så lige en ting til. Jeg kender godt dit navn fra avisen. Vi er jo ikke ligefrem kinaeksperter her. Sagen ryger muligvis over til PET, eller også bliver det et samarbejde. Hvis du har brug for oplysninger, kan du jo spørge, og så kan jeg svare, hvis jeg må. Ellers må jeg ikke. Og så regner jeg med, at du kommer med det, du ved. Noget for noget. Og jeg regner jeg heller ikke med, at du stopper her? Hvis du mangler noget at skrive om, har jeg en masse historier om kamphunde, der bider folk i benene.’

‘Det regner jeg ikke med. Og jeg er mere til katte’, svarer Tomas.

‘Vi har ikke lige noget med kampkatte for tiden. Jo, og lige én ting til. Hold dig væk fra suspekte typer i sorte varevogne model RAM. Den er blevet set ved containeren. Det står nok i avisen en af dagene. Og hvis der ovenikøbet er kinesere i den, så tag benene på nakken og ring med det samme.’

‘Tja, nu har du jo taget min telefon, så det kan blive lidt svært. Men hvis du siger, at det går hurtigt …’ Anders følger med ned til teknisk afdeling.

Da aftrykkene er taget, går han ned gennem sidegaderne. Han føler sig lidt nøgen uden mobiltelforn. Han har en nabo, der har et mindre lager, det må blive løsningen, indtil han får sin egen tilbage. Han har ikke fortalt noget om de 4 billeder fra restauranten, han slettede på telefonen efter backup. Det var hans egne gisninger, og han har ikke andet at have dem i end mavefornemmelser. Apropos mave, han kunne godt spise noget frokost lige nu.

Vejen går lige forbi Sun Tsu’s, og de åbner kl. 12. De ligger i hoteldistriktet, og der er kunder til det. Han kunne godt få lyst til at vade lige ind og spørge ejeren om alt muligt, men det vil sikkert ikke give noget resultat. Hvor meget ved han om sagen overhovedet, og hvor meget ville man kunne lokke ud af ham? Efter et øjebliks tøven beslutter sig til at gøre forsøget.

Der er kun kinesere i restauranten, og de sidder i det øverste hjørne og er i gang med en palaver. En af dem er den ældre herre fra forleden, der ligner ejeren. De kender alle hinanden, det virker som familie eller stamkunder, og deres diskussion er ivrig, nærmest lidt
ophidset. Måske diskuterer de politik, måske business. Måske noget med en mand i en container? Han sætter sig i den modsatte ende, og en dame, der ligner fruen i huset, kommer over.

Familierestauranter er selvforsynende med personale. I dagtimerne er det ejeren, datteren, sønnen, kokken – som kan være sønnen eller datterens mand. Senere kan det være den yngre generation, når de er færdig med deres skole eller studier. Kun større steder hyrer folk udefra. Sun Tsu er kun et mindre et sted i sidegaden.

Kvaliteten er til gengæld højere end de større steder. Hvis man ellers kan lide kinesisk mad. Selv i sin forfinede form er der noget bondsk og gammeldags over den, og de fedtforskrækkede storbydanskere går meget op i thai og sushi for tiden. Thaimad er cool, indrømmet, kinesisk mad kan være lidt overtilberedt. Thailænderne tager også et point til: de er æstetikere. Til gengæld er deres restauranter bad-taste-kitchede. Kinesermad har lidt lidt under grillbargenerationen, ‘ska-soya-på-rullen – spiser-her-med- hem?’. Det boomede i 70’erne, hvor danskerne lærte at spise en halv kylling med pommes frittes, og kinesergrillen har ikke flyttet sig siden. Tyrkerne og araberne er ved at begå den samme fejl. Deres shawarmakultur er for nedadgående sammen med kvaliteten. Shawarmakød er ikke skært kød, men noget affald, der er kørt over af en damptromle, så det ligner.

Fedtforskrækkelse. Nu har regeringen indført fedt-skat, fordi de tror, det er her folkesundheden ligger begravet. Ingen tør sætte fingeren på den egentlige synder, fødevareindustriens udpining og forgiftning af vores ernæring, der så får kroppen til at skrige på enten fedt, kulhydrater eller proteiner. Og deres konstante tilsætning af ekstra sukker for dække over den fade smag. Vi æder mad i plastik, der er bestrålet, gennemforarbejdet, pasteuriseret, homogeniseret, hormonpumpet, fuld af e-stoffer, transporteret tværs over jordkloden og nu også snart genmodificeret. Mælk direkte fra en ko er forbudt af hensyn til producenterne, der siger, at det er af hensyn til forbrugerne. Det boomer med allergier, astma, lactose- intolerance, gluten-intolerance, diabetes, autoimmundefekter, kredsløbsforstyrrelser, sterilitet og dårlig sædkvalitet. Børn render rundt med snot ud af næsen. Folk bliver federe og federe ligesom i USA og England. Ingen kæder det sammen med miljøet og maden, symptomer er Gud, og hvis folk bliver fede, så forbyder man fedt, hvis folk får åreforkalkning, så er kollesterol ondt og må bekæmpes, hvis temperaturen stiger, så er kuldioxid et giftstof og må bekæmpes. Eller endnu bedre: beskattes. Så sluger vi noget medicin anbefalet af en læge, og så bliver vi endnu sygere. Over halvdelen af alle sygdomme er medicinrelaterede. Vi bliver dummere og dummere og nemmere og nemmere at narre. Danskere vil ikke at betale penge for mad, lav pris er blevet det nye kvalitetskriterium. Man skulle tro, vi frivilligt stillede op i konkurrencen om Darwin-prisen – prisen for at på mest groteske måde at diskvalificere os selv til at føre vores gener videre ved at forgifte os selv.

Han afbrydes hans galopperende tankesæt af retfærdig harme af Fru Li, der kommer med en skål med to dampede kødboller og noget ris. Dette er ikke kinesergrillen på hjørnet. Fedtforskrækkelse – hvor mange smældfede kinesere går der rundt på gaderne i verdens storbyer? Den eneste fede kineser, han har set for nylig, var Buddha-figuren hos fru Svensson, der endte på loftet. Den skulle han egentlig ha taget et billede af. Hvad var der lige med den?

Der var tre ting, han ikke havde fortalt politiet om. Det ene var figuren. Det andet var kortet fra Sverige. Det tredje var nøglen til Jon Ottesens loftrum, som han ‘for en sikkerheds skyld’ havde taget ud af nøgleringen. Tyveri? Måske. Skriv det på regningen ved siden af de 500 kr., han havde ladet sig lokke til at stjæle. Det var Louises skyld, ja det var.

Da Fru Li senere kommer med den næste lille ret, Lo Mai Gai, dampet kylling rullet i lotusblad. Han gør et forsøg på en åbning. ‘Må jeg rose kokken for de dampede kødboller. Dem har jeg ikke fået så gode siden Luk Yu Tea House i Stanley Street.’

Fruen ser overrasket ud. ‘Åh, De kender Luk Yu! Meget berømt tehus. Hong Kong, ja.’

‘Findes den stadigvæk? Det er et par år siden, jeg var der.’ fortsætter han.

‘Ja den findes.’ Hun smiler og bukker let med hovedet. ‘Min mands fætter. Meget gammel restaurant.’ Kineserne i Danmark er meget diskrete, og der er aldrig nogen, der spørger til deres fortid og kultur, kun om maden. ‘Jeg skal fortælle min mand.’

Han ser, at Hr. Li lyser op i ansigtet, og han rejser sig og går gennem lokalet. Han har en let og spændstig gangart trods sin alder, 70 år?

‘Goddag. De spurgte om Luk Yu Tea House. Har de været der? Det er meget fint sted, mange gæster.’ Han er høflig på den behagelige, men uigennemskuelige måde, der er typisk for kinesere i hans generation. De udleverer ikke deres person, medmindre der er en særlig grund.

‘Ja, det var i 2008. Frygtelig historie med de unge mennesker.’ Det er noget af et sats. Hr. Li ser undersøgende på ham. Tomas benytter den lille tøven til et skridt til. ‘Var der ikke noget med en Buddha- figur?’

Hr. Li ser på ham med et intenst blik. ‘Må jeg præsentere mig. Mit navn er Li, jeg ejer denne restaurant. Jeg kan forstå, de ved noget. Men jeg må bede Dem om at være diskret. Vil De have noget imod at banke på ved mit kontor, når de er færdig?’ Tomas nikker. ‘Min kone vil vise dem vej. Jeg håber, at maden smager dem.’ Hr. Li har et udmærket dansk med et touch af accent. Han bukker og går ud gennem en dør ved køkkenet.

Louise har revet en dag ud af kalenderen. Det var ikke meningen fra morgenstunden af. Hun er sjældent syg, men det er bedre at tage en forebyggende sygedag end at være nødsaget til at rive en syg uge ud af kaldenderen. Hun trænger til at få klaret tankerne. Der er sket mange ting blot indenfor de seneste to døgn, og det er gået op for hende, at sjælen har lidt svært ved at følge med.

Vinden er lige på kanten af det acceptable, men det betyder bare, at hun skal koncentrere sig ekstra med kajakken for ikke at kæntre. Skulle det ske, er det ikke så galt. Så er det bare at søge mod land, og hun sejler ikke ret langt ud. De skrappe fyre kan både tømme båden og hive sig selv op i den, hvis de kæntrer. Men det kræver et særligt vrid nede fra vandet og direkte op i båden, og der er noget med kvinder og deres lave tyngdepunkt, der modarbejder det.

Formiddagene er gode til at sejle. Fars drenge med dyre speedbåde og deres forbandede kølvand er nødt til at gå i skole. Og dem der pjækker, mangler de beundrende øjne fra tøserne – der er nødt til at gå i skole. Og deres storebrødre er karrieredrenge, der jo har travlt med at gøre karriere. Dem, der stadig har sommerferie, sover branderten ud. Der er fri bane til at klare tankerne.

Inden hun tager ud, ringer hun til Tomas. Han svarer ikke. Så slukker hun og skyder båden i vandet. Hun har ikke valgt sin ynglingsmodel i dag, en gul Epic Legacy, slank lynhurtig. Den er til stille dage, fart har sin pris, det kræver perfekt balance. Marathon Swift modellen er bredere og nemmere at styre. To minutter senere er hun på vej ned langs stranden og har fundet rytmen. Tomas dukker op i hendes tanker. Det er mindre end 6 timer siden, hun forlod hans seng.

Fra en sort varevogn ved kystvejen bliver hun betragtet med en kikkert.

‘Hr. Miśkiewicz, det var navnet ikke? De er journalist og er interesseret i Kina. De skriver en historie om hændelser, der har at gøre med Hong Kong, Luk Yu Tea House og en gylden Buddha. Er det rigtig forstået?’

Hr. Li hælder te op i to kopper. Hans kontor er indrettet i en gammeldags stil, ingen computerskærme, et stort gammelt skrivebord, en lampe med glasskærm. På væggene et par akvareller med kaligrafi, i hjørnet et lille alter med en blomsteranretning og nogle frugter.

‘Det er rigtigt, jeg skriver om Østen generelt. Danskerne ved ikke så meget om om Kina. De ved heller ikke særlig meget om deres egne borgere, der stammer fra Kina. Og så leder jeg efter folk med stor viden. Om den omtalte Buddha er gylden, er jeg ikke klar over. Men mine kilder i Hong Kong har fortalt, at den muligvis skulle befinde sig her i landet. Hvad kan de fortælle om den?’ Tomas er overrasket over, at Buddha-temaet så hurtigt blev accepteret som en præmis, og han er nødt til at forfølge sporet, mens der er en åbning. Ordet ‘gylden’ overrasker ham lidt, men den var helt sikkert af metal under den sorte overflade. Han har i øvrigt ingen kilder som sådan i Hong Kong, men da journalister jo beskytter deres kilde, er det lige nu gavnligt og så at sige gratis at påstå det. Han kan jo sige, at han ikke må røbe det af hensyn til kilden.

‘De må forstå, at min familie er meget gammel. I dens eje har der været en meget kostbar figur af guld, der forestiller Pu-Tai. De kender Pu-Tai, den leende Buddha? Figuren er mere end 400 år gammel, og det er nedskrevet, at den har stået hos Zhū Yóujian, den sidste Ming-kejser. Den er uvurderlig, selvom den har en høj vurderingspris. Den kan kun sælges på det sorte marked. Den har stor symbolværdi. Den har også magisk værdi, men kun for den rette ejer. Mine forfædres slægt var i tjeneste hos kejseren og blev nødt til at forlade deres stillinger. Pu-Tai fulgte med, og den har fulgt os lige siden.’ Hr. Li ser undersøgende på Tomas. ‘Hvis vi altså taler om den samme figur, Hr. Miśkiewicz?’

‘Det tror jeg nok. Mener De, min kilde kan have ret i, at den kan befinder sig her i landet, og at der er sendt folk ud for nylig for at lede efter den? spørger Tomas.

‘Det er sandt nok. Der er folk, der leder efter den. Men disse folk har ingen ret til at efterstræbe den. Lad mig fortælle om de blå, de røde og de grønne. Historien beretter om en general i Ming- dynastiets hær, der var sat til at bevogte den nordlige grænse. Han havde en meget smuk kone. Oprørerne så det og kidnappede hans kone. De sagde til ham, at hvis han ville se sin kone i live igen, skulle han lukke dem igennem portene. Han havde ikke andet valg, syntes han, for han holdt meget af sine kone. Oprørerne slap igennem og dynastiet faldt, ikke ved oprørets magt, men ved sin egen svaghed. Efter et år var manchu’erne ved magten, og deres Qing-dynasti varede til begyndelsen af forrige århundrede.’ Hr. Li rejser sig op. Hans veltalenhed er nærmest aristokratisk. Han ser ham i kimono med langt skæg som en embedsmand eller lærd hos Ming-kejseren – i baglokalet i en beskeden restaurant på Vesterbro i København.

Hr Li fortsætter: ‘Da Ming-dynastiet faldt gik de blå, de røde og de grønne under jorden. De var hæren, flåden og de lærde. De vidste, at hvis de skulle komme tilbage, måtte de holde sammen. De planlagde at omstyrte Ching-kejseren. De blev de hemmelige selskaber i Kina, og de findes i dag også i Korea, på Taiwan, i Vietnam, i hele Asien. De har hørt om triaderne, men det englænderne, der kaldte dem det. De hed først Himmel og Jord Selskabet, så Tre Harmonier Selskabet. Senere kaldte de dem for Hongmen. Det er sådan en slags kinesiske frimurere. Nogle taler om den Sorte Drage og den Hvide Drage, men de laver politik og ikke kriminalitet. Når vi hører om triader, er det altid om gangstere og mafia. Men det er ikke hele sandheden. De er et netværk, og de har altid hjulpet folk. De har gjort mange gode ting. Men hvor der er hemmeligheder, kommer der altid folk til, der er korrupte. Og da Mao kom til magten var Qing dynastiet omstyrtet uden deres hjælp. Så ville folk ikke længere give penge til dem, og så begyndte de at lave kriminelle ting. I dag er der mange grupper, der slås om magt og penge. De truer hinanden. De kæmper om narkotika, de smugler mennesker, de sælger våben, alt det, der giver mange penge, hurtigt. Og de bruger alle slags metoder.

De har været i Hong Kong, Hr. Miśkiewicz, de har hørt om den slags. De ved, hvordan det er. På et tidspunkt blev det meget svært for de kriminelle at skaffe skydevåben. I stedet brugte de hakkere, hvad hedder det … køkkenknive, økser. De lemlæster hellere folk end slår dem ihjel, og så kan de gå rundt til skræk og advarsel for alle andre. Det er sand terror. Men dette er ikke Hong Kong, og den slags foregår ikke her.’

‘Det er rigtigt, hvad de siger, Hr. Li. Men måske er det ikke helt rigtigt, at den slags ikke foregår her. De må have hørt om en mand, der blev fundet død forleden.’ Tomas er forsigtig med at sige for meget. Eller for lidt, for så er chancen spildt.

Hr. Li trækker vejret og lukker øjnene et sekund. ‘Vi har hørt om det. Vi ønsker ikke, at disse folk skal komme her og lave forretning. Vi bryder os ikke om deres forretninger. Men lad mig spørge Dem om noget, Hr. Miśkiewicz. Hvis de kender noget til den omtalte figur, så er jeg sikker på, at min familie vil være meget interesseret. Vi vil også være interesseret i at betale for oplysningerne. Vi ønsker ikke, at nogen skal komme til skade, selvom det allerede er sket. Denne gang er det gået ud over en af dem selv, og nu leder de efter manden, der har gjort det. Jeg kan forsikre dem for, at de er meget vrede og vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at få fat i figuren. De må forstå én ting. De stopper ikke, før de har nået deres mål. Først når figuren er i deres hænder – eller sikkert i min families hænder i Hong Kong – da vil de stoppe. For så kan de ikke nå den længere. Den hændelse på Luk Yu’s, De har hørt om, kommer ikke til at gentage sig. Det kan jeg forsikre Dem om.’

‘Jeg ved kun, hvad rygtet fortæller, De ved meget mere. Og det er ikke noget med penge for mit vekommende. Jeg skriver bare historier til en avis, og jeg vil nødig skrive noget usandt. Jeg vil også nødig skrive noget, der kan bringe folk i fare, som ikke har noget med sagen at gøret. Jeg skal love at være diskret. Og nu skal jeg ikke tage mere af Deres tid, Hr. Li. De har været meget venlig. Skulle jeg støde på noget, der fører Dem på sporet af deres familie- klenodie, vil jeg straks give dem besked. Vi er allesammen interesserede i, at der ikke sker overgreb i dette land. Og alt, hvad der kan forhindre det, bør tages i anvendelse. Tak skal de have.’

Tomas rejser sig for at gå. Hr. Li følger ham ud i restauranten, hvor han veksler et par ord til sin kone bag skranken. Tomas gør tegn til, at han ønsker at betale, men hun smiler og ryster på hovedet. Og bukker let.

Louise tænder telefonen igen, inden hun går ind i badet. Da han er færdig hører hun den ringe. Det kan være, det er Tomas. Hun smider håndklædet om overkroppen og griber ud efter den i tasken.

‘Er det Louise Fromm. Det er Anders Stougaard fra kriminalpolitiet. Vi har fået oplyst, at du har opholdt dig sammen med Tomas Miśkiewicz i en lejlighed tilhørende Jon Ottesen for ca. 48 timer siden, er det korrekt? OK, så vil vi gerne tale med dig. Vi kan forstå, at du er sygemeldt, men vi har ikke kunnet træffe dig på din adresse. Han du mulighed for at komme ned på stationen indenfor de næste par timer, eller er der et andet sted, vi kan træffe dig?’

‘Nej, det er helt OK, jeg skal nok være der. Jeg går ud fra, I har talt med Tomas først, han kan fortælle mere end jeg.’

‘Det er klart. Skal vi sige kl. 13.30?’

Hun tager tøjet på og tager afsted. Der er medvind ind mod byen, og cykelturen er en del af modtionspakken. Hun plejer at tage skovvejen, hvor der er naturstier et stykke af vejen. Der er ikke noget trafik i dag bortset fra en enkelt varevogn. På det sted, hvor stien drejer væk fra vejen ind gennem skoven ligger der en mand på cykelstien og en anden mand bøjer sig over ham. Han vinker med armene for at tilkalde opmærksomhed, og hun sætter farten ned for at evt. tilbyde førstehjælp.

Det hele går lynhurtigt. Det er kun i det sekund, at hun spotter deres asiatiske udseende, at hendes mentale lamper lyser. Der er noget galt. Hun genkender ansigtet fra restauranten i går. Manden på stien er allerede på benene, den anden hiver hende af cyklen. Hun mærker hånden om munden, der kvæler hendes forsøg på at råbe, og armen, der låser hende fast. Den anden mand griber om hendes ben, og hun bliver båret i løb gennem budskadset til en sidevej ind i skoven, hvor der står en sort varevogn med skydedøren åben.

Hun lander med ansigtet mod en hård madras på gulvet af vognen og mærker vægten af en krop og sine håndled blive omviklet med tape. Døren smækker bag dem. En hånd trækker brutalt hendes hoved tilbage ved håret, og hun mærker den stikkende og strammende fornemmelse af tape om munden og en stofpose trukket over hendes hoved. Derefter lyden af døren, der åbnes igen og cyklen, der smides ind ved siden af. Døren skyder i og bilen kører.

Tirsdag eftermiddag

Tomas sidder 3 timer på avisen. Her er der adgang til diverse arkiver. Dernæst er der et møde med redaktøren for udenrigsstoffet. Han er ikke afvisende overfor ideen om en artikelserie med den lange arbejdstitel: herboende kinesere, de glemte indvandrere, DK’s forhold til den opkommende supermagt og globale økonomi-dynamo og organiseret kriminalitet med base i Hong Kong. Han føler sig dog ikke helt overbevist om sammenhængen i dette seriøst brede felt og slet ikke, hvad det har at gøre med hændelser i det forløbne døgn. Det er selvsagt heller ikke krystalklart, især fordi det ikke er muligt at røbe for meget, og fordi politiet ikke har oplyst noget, der peger i retning af disse sammenhænge.

‘Du må jo lige regne med, at vi bliver nødt til at være forsigtige. Jeg mener, du antyder jo, at kinesiske bander opererer i Danmark. Jeg snakkede med dem fra dagsredaktionen her til morges, og de mener, det hele er noget med jalousi, og at det måske er en fejltagelse. Og så længe politiet ikke har mere på sagen, er det en tynd kop te.’ Redaktøren signalerer, at mødet er slut.

Men set i lyset af andre vellykkede og roste artikler om Østasien og Danmark bliver Tomas opfordret til at gå videre med emnet og vende tilbage, når der kommer noget mere konkret på bordet. Fair nok. Han tager hjem igen. Men den med jalousi, den holder faame ikke! Skulle en eller anden jaloux ægtemand eller -kvinde fjerne fingeraftryk og ansigt på en mand og dumpe ham i en container? OK, den makabre detalje har de så ikke bragt noget om i medierne, men alligevel. Han tager hjem.

Det er begyndt at regne. Han tager bussen. Han ringer til Louise for at give det nye nummer, men der svares ikke. I hans taske ligger den obligatoriske taskemodel af en paraply. Det er den, som alle businessfolk i The City of London render rundt med i mappen, så deres sorte jakkesæt ikke tager skade på vej ned til cab’en eller metroen i byen, hvor det som regel regner, når man mindst venter det. Man siger, at alle handler og beslutninger træffes i denne bydel, der kaldes Den Romerske Kvadratmil eller Det Andet Vatikan. Et faktum er, at der er flere amerikanske banker her end i Wall Street. Der er også dem, der siger, at den amerikanske økonomi er ejet af de engelske banksyndikater. De siger også, verden styres fra dette sted. Hvis det er rigtigt, har de helt sikkert brug for paraplyer for tiden.

Lige ud for hans opgang på medsatte side af gaden ved gitteret ind til kirken holder en sort varevogn, model RAM. Hvad var det Anders fra politiet havde sagt? Han sænker sine paraply og går forbi den. Da han er lige udfor den, genkender han den ene af mændene fra restauranten. Han går over gaden og rundt om hjørnet. Han låser sig ind i den næste opgang, der også hører til hans andelsforening.
Han beslutter sig til at ringe til Anders. Han får fat i ham og beslutter sig til at stikke en føler ud. ‘Hej, det er Tomas. Det var mig, der var inde i formiddags og snakke om kinesere. Du sagde, at I måske havde min telefon klar senere i dag?’

‘Det er rigtigt. Du kan hente den efter kl. 17 i modtagelsen. Men det er godt, du ringer. Jeg har talt med Louise Fromm, og hun skulle have været her for flere timer siden til en snak. Hun er ikke dukket op, og hendes telefon er slukket. Har du kontakt med hende?’

‘Det synes jeg lyder meget mærkeligt. Jeg har prøvet flere gange i dag, men hun er helt væk. Jeg bliver faktisk lidt bekymret.’ Tomas har en fornemmelse af, at han ikke skal nævne noget om varevognen. Rent logisk burde han, men maven siger noget andet. ‘Jeg er sikker på, at hun er blevet forhindret og ringer inden længe. Men tak for jeres hurtige sagsbehandling med min telefon.’

Hans mave taler til ham igen. Tilstedeværelsen af den sorte varevogn og Louise, der har hevet stikket ud, hænger måske sammen. Hvordan har de fundet hans adresse? Hvad er der sket med Louise? Kan han stole på Hr. Li, eller er han en del af ‘the game’? Noget siger ham, at han ikke var fuldt opmærksom i går aftes, da han blev scoret af Louise. Kvinder er en distraktionsfaktor for mænds fokus – det gælder sikkert også den anden vej rundt.

I stuen bor der en nørd. Jesper har været ansat hos IBM og Nokia, han laver de mest okkulte ting med computere og telefoner, og forleden prøvede han at forklare ham, hvor let det var at spore lokaliteten på en mobiltelefon med et stykke frit tilgængeligt software. Jesper er arbejdsløs pga. sparerunder og fyringer, og da han i øvrigt har tjent kassen, har han ikke travlt med at komme i arbejde igen. Tomas står udfor hans dør, der lyder musik derindefra, så han ringer på. Jesper lukker op.

‘Jesper, du må hjælpe mig, og det haster.’ Jesper er en udfordringens mand og elsker at få en opgave. Når han først er på opgaven, glemmer han alt om, at han ikke tjener penge på det. Man kan se på hans øjne, at han tænder på det lige med det samme. ‘Kom ind, for pokker! Hvad er det, vi skal lave i dag?’

Der er faktisk lavet seriøs forskning på det med mænd, stress og kønshormoner. Der er mange, der tror, at testosteron og stress- aggression er direkte forbundet, men så simpelt er det ikke. Det er nærmest omvendt. Når mænd producerer testosteron, sænker de stress-niveauet. Og så bliver de mere kreative og træder for alvor i karakter som mænd. De bliver rolige og nærværende. Mænd tænder på udfordringer og nødssituationer. Kvinder derimod lider under det, og fungerer dårligt under stress. Det er derfor, de tit går ned, hvis de forsøger at ræse i erhvervslivet på mændenes betingelser. Deres afstressning hedder oxytocin. Kvinder tænder på relationer, intimitet og nærvær. Kvinder snakker sig fra stress, mænd handler og problemløser sig fra det. Når manden ikke handler og problemløser, ligger han i dvale. Jesper vågner med et sæt fra sin dvale og tænder sin problemløser-lunte.

‘Du sad forleden og snakkede om det med GPS’er og hvor let det var at lokalisere en telefon på nettet. Det er nu, vi skal lave det stunt. Kan du finde en mobil, hvis jeg give dig nummeret?’

‘Det er da bare det mindste. Kom med ind i førerbunkeren.’ Jesper finder en af sine mange reservemodeller frem. ‘Du kan bare låne den her, dén ved jeg, jeg kan finde.’ Der går mindre end 5 minutter, og de kan se den lille rød prik på det skalerbare kort på computerskærmen. Lige på adressen, og med zoom helt ned til opgangen. ‘Hvis den bevæger sig, kan du også se det med det samme.’ Jesper er både uimpoineret og faglig stolt på én gang.

‘Det er perfekt. Det koster en pose øl på min omgang, hvis det her nummer lykkes. Hold lige fast på indstillingen. Jeg kommer tilbage om lidt, og så tror jeg, den røde prik måske flytter sig. Jeg skal nok fortælle, hvad det hele drejer sig om, bare ikke lige nu. Jeg snupper lige bagtrappen, det er hurtigere.’ Tomas er allerede på vej ud af døren.

Han går op ad bagtrappen og lukker sig ind. Fra stuevinduet kan han se bilen og mændene. De har fundet et sted, hvor de kan holde øje med hans vinduer og hoveddøren på samme tid. I skuffen finder han en rulle sølvfarvet gaffertape. Den ryger ned i taske. Hans computer går samme vej.

Han åbner to vinduer ud mod gaden og ser, hvad der sker. De to mænd i bilen stiger ud og går over gaden. Han forsvinder ned ad bagtrappen og ud af porten til gaden. Inden han går over gaden, river han et stykke tape af rullen og sætter sin mobiltelefon fast i midten. Den er stillet på lydløs. Da han når frem til varevognen, ser han sig om. Folk passerer. Han sætter sit tape med mobilen fast på bagsiden af den bagerste kofanger, så den ikke kan ses.

Han går om hjørnet ind på kirkens grund. Der er en græsplæne, nogle buske og et bunker-anlæg fra krigen. Det er egenligt aflukket, men folk lufter deres hunde dér, og børnene leger en gang imellem. Bag bunkeren kan han ikke ses fra gaden, men han kan se varevognen. Han finder en sten på jorden og venter, til der er fri bane. Så kaster han den direkte mod førerhuset af bilen. Det er ikke en fuldtræffer, som han havde håbet på, men alarmen går alligevel i gang. Han sætter i løb om på den anden side af kirken og videre derfra.

Det tager en halv time at nå ned til politistationen og tilbage igen med sin frigivne mobiltelefon. Dimsen har været i varetægtsarrest. Louise svarer stadig ikke. Han er nu overbevist om, at der er sket hende noget. Da han nærmer sig opgangen, kan han se, at varevognen er væk. Han låser sig ind i opgang 2 og ringer på hos Jesper.

‘Det er rigtigt, den flytter sig. Kom indenfor. Det er skidesmart, hvis den bliver stjålet. Og hvis du har brug for det, kan jeg også slette hele softwaren på den herfra. Jeg kan også lave en alarm, der popper op, hvor man truer tyven med alle mulige ulykker, men det regner jeg ikke med, du vil ha mig til. Hvem har den i øvrigt – nå, nej, det skulle jeg ikke spørge om.’ Jesper har et højt niveau af testosteron ovenpå sin dåd.

‘Jo, det kan du godt få at vide. Den sidder under en varevogn, der køres af nogle rigtig onde mennesker. Og nu skal vi se, hvor de kører hen’, siger Tomas.

‘Cool’, siger Jesper. ‘Så skal vi have noget kaffe!’ De snakker om løst og fast, mens de holder øje med den røde prik. Tomas er også en tur oppe og tjekke lejligheden. De har ikke været inde, for det stykke tape, han satte fast på fordøren, klæber endnu.

Tilbage i stuen hos Jesper. ‘Jeg har min computer med ned. Og noget forskelligt udstyr, som jeg vil spørge, om du gider passe på.’

‘Jaja, klart. Men prøv at se, nu stopper den. Vi er i de skumle kvarterer med lagerbygninger og den slags. Du får lige et print.’ Jesper er i topform, og det er skyldes ikke kun en kop sort kaffe.

‘Du er en helt. Nu skal du høre. Gider du at holde programmet tændt et par timer endnu? Så ringer jeg og får en melding om, hvorvidt den har flyttet sig igen. Jeg har lige noget, jeg skal ordne.’ Tomas er på vej ud af døren.

‘Ja, og pas lige på dig selv. Det lyder, som om du har gang i noget, der kunne være lidt ulovligt. Du ved, aflytning og overvågning er vistnok for efterretningsvæsener. Altså, det er ikke ulovlig at spore sin telefon på nettet, men det er muligvis ikke helt lovligt at sætte den fast på andre folks biler.’ siger Jesper.

‘Ja, men det bekymrer mig ikke, for bilens ejer har gang i noget, der er 10 gange så ulovligt. I journalistik og kærlighed gælder alle kneb.’ siger Tomas.

‘OK, så er jeg helt rolig. We are the good guys!’, siger Jesper med et stort grin.

Fra Wellington Street er der en passage i retning af Stanley Street. Fra bygningen overfor stritter de typiske bambus-stillads-stivere ud. Nogle af dem når halvt over den smalle gade. Det er underligt at tænke sig, at man render rundt på en konstruktion lavet af en græsart. Selv på 60-etagers bygninger her i Hong Kong bruger man dem. Man bruger dem faktisk i det meste af Østasien. De vejer betydeligt mindre end de jernkonstruktioner, man bruger i Vesten og som slider stilladsarbejdere op.

De to mænd, der går ind gennem passager har mørkt tøj, de er begge i 50’erne, de ligner businessfolk. I passagen er der mindre charmerende end ude på gaden med de fancy forretninger, der mest har engelske butiksnavne: Covermark Beauty Galeria, Cotton Collection, Jewellery Flair, Karen Millen England, EQ-IQ, The Loop – blandet op med kinesiske navne og tegn. Der er små og store, lokale og internationale, der er skilte overalt i flere niveauer. I passagen derimod er der småsnavset med skraldespande og bunker af karton. Bag facaderne af business og mode er det nøjagtig som i Shanghai og Beijing, og rotterne finder også vej hertil. Hvem husker ikke den giftige, gullige sump af regn og undergrund i filmen Blade Runner? Rygtet vil vide, at miljøet et bygget over et nu nedrevet boligkvarter i Hong Kong kaldet Kowloon Walled City. Det var så forfaldent, at det regnede ned gennem det enorme bygningskompleks, hvor der var alle slags obskure eller hjemløse eksistenser i bunden af komplekset. En mellemting mellem den kinesiske mur og 60’er- beton-slum.

Mændene går ind af en bagdør sammen med et par stykker til, der kommer fra den anden side. De få vinduer, der er ud til passagen har tremmer for, og dørene er lavet af metal. De går igennem en mindre labyrinth af gange med døre ind til lagerrum, små kontorer og videre forbi et restaurationskøkken. Folk, de møder, bukker høfligt for dem. De går ind på et større kontor med et langt bord. Der er allerede ankommet flere herrer på samme alder eller ældre. Et par yngre mænd holder sig lidt i baggrunden.

Bagvæggen i rummet er beklædt med et stort billede, der forestiller en skikkelse med langt sort skæg, flagrende gevandter og et stort krumt sværd på en lang lansestav, et underligt hybridt våben. Hans ansigt er rødmalet og hans øjenbryn er kraftigt optrukne. Navnet er Guan Yu, en legendarisk skikkelse fra det andet århundrede i vestlig tidsregning. På et andet billede på sidevæggen er det samme sværd og en stor hvid drage.

De ankomne sætter sig og en ældre herre for bordenden byder velkommen. Efter en kort ceremoniel runde, hvor de hilser på hinanden indledes en samtale på kinesisk. Der er forskellige emner. Nogle af dem minder meget om typiske forretningssager: hvor mange pund for den forsendelse, hvor mange yen for den anden, prisen er for høj og bør forhandles, den og den forbindelse kan man ikke stole på, der er åbnet et kontor i Gouanzhou på Huifu West Road, en slægtning skal lede det.

En tjener fra restauranten kommer ind med te, og der bliver en lille pause. Derefter bydes der inde med kommentarer og nyheder. Den ældre herre for bordenden styrer samtalen, og ingen siger noget, før han har givet diskret tegn.

En herre ønsker at sige noget, og da der er givet tegn, tager han ordet. ‘Vi har i går fået en besked om at Wo Shing Wo har sendt folk til Copenhagen, Denmark fra Tyskland. Vi har også fået at vide, at en af deres folk er blevet gjort tavs. Der var tre, der tog afsted, og nu er der kun to. De leder efter noget. Hvad kan det være?’

Den ældre herre for bordenden lytter opmærksomt. Han giver tegn til en herre på den anden side af bordet. ‘Det må formodes at være noget værdifuldt. Det kan godt nævnes her, at den forsvundne figur ikke er dukket op. Den er i øvrigt uvurderlig. Wo Shing Wo har før været ude efter et trofæ, og vi formoder, at det var deres folk, der var medskyldige i udåden i dette hus. Vi udtrykker vores store respekt og bekymring.’

Der er endnu en herre, der byder ind. ‘Hr. Wong, vi ønsker at ære deres søn og datters minde, og udtrykker alle vores bekymring. Tillad mig at spørge, om De har haft kontakt med hendes tilkomne, der var søn af ambassadøren. Tillad mig også at spørge om, hvorfor der ikke allerede dengang blev gjort alvorlige foranstaltninger? De ved, hvad jeg tænker på. Bør den Hvide Drage ikke røre på sig?’

Herren for bordenden ser alvorlig ud og nikker langsomt én gang med hovedet. ‘Mine herrer, I må forstå, at dette ikke er let for mig, og vores sorg er stor. Hr. Jon, ambassadørens søn forsvandt, og vi har ikke set noget til ham siden. Dette er ikke et sted at være for en mand, der har mistet sin tilkomne. Vi har haft kontakt med hans far, og derigennem udbetalt ham en betydelig sum pund som en ringe kompensation for tabet. Det er et tab for os alle. Men husk: vi skal være som en trane, der står mellem en flok høns.’

Den første herre indskyder ‘Vi skal måske stjæle hønen, før den spiser vores såsæd? Det kunne tyde på, at nogen er kommet os i forkøbet. Hvem har gjort en Wo Shing Wo tavs? Det er ikke noget, vi har haft med at gøre.’

Han ser rundt i lokalet. ‘Jeg ved hvad I tænker. Handling kræver handling. Nogen har handlet for os. Men vi også, at hvis vi deltager, vil det betyde åben krig og meget blod. Vi er nødt til at være helt sikre, før vi griber til den slags. Vi må være forsigtige og holde os orienterede de næste dage og uger. Min fætter Hr. Li i Copenhagen vil holde mig underrettet. Han meget opmærksom på vores interesser, og han vil holde skarpt øje med udviklingen. Det er ikke tid til at gribe direkte ind. Husk hvad ordsproget siger: Hvis du er tålmodig i et øjeblik af vrede, vil du slippe for 100 dage i sorg.’

En anden herre tilføjer ‘Og en enkelt samtale over bordet med en viis mand er mere værd end flere måneders studie i bøger.’

Manden på den anden side af bordet siger ‘Der er mange veje til toppen af bjerget, men udsigten er altid den samme.’ Når ordsprogene først kommer ud af posen, går de tit i selvsving.

Den gamle siger ‘Måske har den unge hr. Jon et par overraskelser i ærmet. Min bekendte Shin Shen Feng, der blandt andet er mester i C-bue og Shaolin-stil, har lært ham meget, og siger, at han har talent og årvågenhed. Vi får se.’

En tid til ordsprog, en tid til business, en tid til at skyde hovedet folk eller hugge dem i småstykker. Samtalen fortsætter en halv time endnu. Så giver den gamle tegn til, at mødet er slut, og alle rejser sig.

Tomas ringer på hos fru Svensson. ‘Hvem er dér?’

‘Det er hjemmeservice, og vi skal ikke have noget.’ Han har luret hendes humor. ‘Det er Tomas. Hvordan går det, fru Svensson, er du til et stykke æblekage, eller skal du bare sove videre?

‘Frække fyr! Ja det skulle jeg da mene. Kom ind’. Hun render rundt i badekåbe og tøfler og lever op til navnet Madam Mim med morgenhår. Hun har sovet hele dagen, men nu gider hun ikke dét længere, og så er det jo godt med selskab. Snakke, snakke, snakke. Tomas er ved at have nået en OD af kaffe. Det ringer på døren.

‘Det er nok drengene. De skal bare have en skilling.’ siger fru Svensson.

Tomas lukker dem ind. De er hurtige at komme i snak med. De fortæller lidt om skolen. Havde det været deres forældre, havde de bare sagt, at der ikke var sket noget. Tomas får et par historier om, hvem der er de gode kammerater og hvem der er de dumme, der driller.

‘Hvad skal vi lave i dag?’ spørger Ivan. Noget for noget. De løber ærinder for eller tømmer skrald for fru Svensson for en skilling. Nogen gange støvsuger de eller tører støv af på øverste hylde, hvor hun ikke kan nå. ‘Jeg tror sørme ikke, jeg kan finde på noget i dag. Men det skal jo ikke komme an på det.’ Fru Svensson rækker ud efter pengepungen.

‘Fru Svensson. Hvor er ham manden på kommoden, har du solgt ham?’ spørger Malthe.

‘Nåe, den. Den var jo ikke rigtig min, så nu skal den tilbage til sin ejer. Foreløbig står den oppe på loftet.’

De følges ud af døren. Drengene er i snakkehumør, og de fortæller om deres hemmelige hule oppe på loftet. ‘Du må godt se den. Men du må ikke fortælle nogen om den.’ De går op ad trappen. På 5. sal er der to døre. Den ene er til Jon’s lejlighed, den anden er ind til loftet.

‘Vi tror altså, at det var en død mand, de havde i sækken. Vi så dem forleden.’ braser det ud af Malthe.

‘Hold nu kæft, din mongolabe. Det var nok bare et gulvtæppe eller sådan noget.’ siger Ivan. De er inde på loftet.

‘Det kan være, det var et gulvtæppe med en mand i. Så har I jo begge to ret.’ siger Tomas.

‘Det er helt nede i den anden ende!’ drengene spæner i forvejen. Det umuligt for en dreng, der er ivrig at gå, han skal løbe. Og hvis der er mere end én, skal han løbe om kap. ‘Det er her inde!’
Der er ganske hyggeligt på loftrummet. ‘Og se, vi kan også få lys.’ Ivan hiver i en strop i en lampe. Der er værktøj og arbejdsbord foran en skråvindue. Der er også en gammel sofa.

‘Det ser meget hemmeligt ud.’ siger Tomas.

‘Det er ikke særlig hemmeligt,’ siger Ivan ‘men dét her er hemmeligt’. Han småhvisker, mens han lukker døren ud til gangen. Ved siden af arbejdsbordet og høvlbænken står der en sort sæk, som han trækker til side. I væggen ud mod taget er der en lem ind til skunken. Ivan kravler ind og Malthe følger efter. Der høres lyde langs panelet, som forsvinder ind på den anden side af muren. ‘Du må gerne komme med. Der er nemlig et rum herinde’ lyder det derindefra.

‘Jeg tror altså, at jeg er for fed.’ siger Tomas. Der høres lyde igen, og lidt efter kommer de ud.

‘Og ved du hvad? Der er også et lille vindue derinde, men der er ingen døre. Man kan ikke stå helt op, for så slår man hovedet. Der var edder-snavset, men så fejede og vaskede vi derinde. Vi har også en kikkert, så vi kan udspionere de andre.’ Ivan børster lidt edderkoppespind af trøjen.

‘Jeg tænkte på, kan I holde på en hemmelighed? Den dér manden, der stod nede på fru Svenssons kommode, kan han ikke få lov til at bo i jeres hule.? Jeg er sikker på, at det er det helt rigtige sted. Det er i øvrigt en Buddha.’ siger Tomas.

‘Det ved vi godt! Det er sådan ligesom Jesus. Det er de gode, der tror på ham, og så kommer de i himlen … eller sådan noget.’ siger Malthe.

‘Men det er jo ikke fru Svenssons, det sagde hun selv. Må vi så godt ha’ den stående?’ spørger Ivan.

‘Ja, det er jeg sikker på. I gemmer den også bare, så gulvtæppe- mændene ikke finder på at stjæle den.’ siger Tomas.

‘Nåe, sådan. Så vil vi godt gemme den.’ svarer Ivan. ‘Og vi holder helt tæt. For ellers røber vi jo også den hemmelige hule.’ Malthe nikker.
Den er han med på.

Tirsdag aften

Området er kedeligt og forfaldent. Længere inde ved motorvejen ligger de større virksomheder. Det er mindst ligeså kedeligt, blot mindre forfaldent. Fabriks- og lager-funktionalisme, lange betonvægge uden vinduer. Metalramper og ståldøre, hønsenet og pigtråd. Kameraovervågning. Parkerede lastbil-containere. Græsplæner, logoer.

Men herude ender byzonen, og græsset bliver ikke slået. Hegnene er af grov krydsfiner eller blik. Der er grafitti overalt, det meste er rent crab, stadiet efter tagging, hundene pisser territoriet af. Men så pludselig en hel væg med et markant bud på et kunstværk. Hvis maleren blev opdaget og fik en agent, vil han ende på Arken, Lousiana og MOMA, og de intellektuelle ville sige ih-og-næ. Længere henne har maleren tilsyneladende provokeret til noget, der ligner et battle. Der er det ene wall-size-sceneri efter det andet, der har simpethen været en fest midt om natten her.

Men så bare tagging igen. Og forfalden trøstesløshed. Stedet er en nedlagt fabrik bag et hegn af plader. Det er den sidste matrikel, inden det bliver til sump. Tomas har taget cyklen med S-toget, og det sidste stykke tager over en halv time, lidt af en rejse. Han sad først nede hos Jesper til det begyndte at blive mørkt. Den røde prik flyttede sig ikke, så han besluttede sig til at tjekke lokaliteten ud.

Der er halvmørkt omkring bygningen, men gennem hegnet kan han se den sorte varevogn. Der er flere smadrede ruder end hele, og der er slået plader for vinduerne indefra. Tomas skynder sig at vende rundt. 100 m længere tilbage er der en bufferzone mellem to industrigrunde med træer budskads. Og affald. Af en eller anden grund synes folk, at bufferzoner betyder fri dump af aflagte køleskabe, forældede computerskærme og sorte sække. Der er sikkert også rotter. Han trækker sin cykel langt nok ind. Han giver den en time eller to, og så ringer han til politiet, han kan ikke tage flere chancer, hvis nu Louise stadig er udenfor kontakt. Han prøver at ringe til hende én gang til. Ingen forbindelse.
Han må være faldet i søvn, da han mærker den snurrende lyd af mobilen i lommen. Søvnunderskud. ‘Det er Jesper. Nu flytter den sig. Er du derude?’

‘Lige et øjeblik…’ Han hører den dybe lyd af en varevogn med et vist overskud af hestekræfter. En benzinsluger fra Guds eget land, hvor benzinen flød som mælk og honning. Indtil man introducerede ideen om ‘peak oil’ og skruede prisen kunstigt i vejret. Og sprængte olieplatforme i luften – altså i vandet, i Golfen. Ikke ifølge mainstream, selvfølgelig. Men kritisk journalistik bør ikke lade sig fodre af mainstream på den forkerte side af vidensfiltret. Problemet er, at det gør de alligevel. Forfatteren Carsten Jensen har på ubarmhjertig vis hudflettet den nosseløse politiske journalistik i DK. Tomas når frem i udkanten budskadset tidsnok til at se vognen køre forbi. Der er to personer bag forruden.

‘Fantastisk, det virker perfekt. Hør engang, jeg kan ikke snakke så meget lige nu. Gider du at holde mig orienteret om, hvor den kører hen?’ Tomas bevæger sig ud af sit skraldeskjul. Drengenes hemmelige sted på loftet var mere tiltalende end dette her. Og langt mere hemmeligt.

Det er mørkt nu, så mørkt, som det bliver på denne årstid i dette land. Han finder en måde at komme rundt om grunden på. På bagsiden er der trådhegn, og hvor der er trådhegn er der huller i et trådhegn, hvilket er en naturlov. Hvad vil han gøre, hvis der ikke er nogen døre åbne, eller vinduer – eller mulighed for diskret at smadre et par? Er det hele så forgæves? Så skal der selvfølgelig politi indover straks. Er ‘straks’ lig med nu, eller er det om lidt? Området virker helt øde, og der er ikke lys nogen steder. Straks er udsat. På bagsiden er der en jerntrappe og en dør – og mere grafitti. Døren er lukket. Så er der en stige, der er boltet fast til væggen, der fører op til taget. Der er tagpap og ovenlysruder, plexiglas i kupler. Det nærmeste af dem er smadret, der har åbenbart været folk før ham. Måske har grafittirødderne brugt det som festlokale og fyret et par fede. Han tænder for den indbyggede lommelygte i sin mobiltelefon. Han kan se ned i en hal. Der er tomme forhøjninger fra afmonterede maskiner. Et mønster går over gulvet af metalriste. Afløb og teknik? Der er noget ved stedet, der signalerer nedlagt trykkeri. Næsten alt bliver lavet digitalt i dag af langt mindre maskiner, eller måske i Polen. Det har betyder færre arbejdspladser, men også færre hjerneskader af usund trykkeriluft.

Han kan se, at den lukkede dør fra trappen fører ind til en hævet metalgang, der går rundt om hjørnet. Ruden befinder sig lige over, og det bør være muligt at komme ned på den fra vinduet. Nogen har stillet en tønde, grafittirødderne? Han sænker sig ned fra vinduet og mærker tønden under fødderne. Det er vigtigt for ham at vide, at han kan komme samme vej ud, hvis der er låst andre steder.
Der er en stejl jerntrappe ned til gulvet i hallen. Han sørger for ikke at sparke til løse genstande, samtidig leder han efter noget, der ligner et rør eller et bræt. Det finder han i hjørnet under trappen. Jern, 70 cm, mærker fra en vinkelsliber. Hvis han nu er nødt til at smadre en dør eller et vindue. Der står flere rør i samme hjørne, hvilket er godt at vide, hvis døren er for solid. Det bliver ikke nødvendigt foreløbig. Ovre i det andet hjørne er der en port til det tungere gods med plads til en bil. I det tredje hjørne står der ganske rigtigt en af de gamle trykkemaskiner. Den havde åbenbart ingen salgsværdi, da de nedlagde stedet. Der er forskellige kasser og en container.

Det fjerde hjørne består af et hus indeni huset. En dør fører ind til en gang uden vinduer. Indenfor er der yderligere en dør. Den fører ind til et lokale med udsyn til hallen. Frokoststue, vagtlokale? For enden af gangen er der et knæk til venstre ud mod porten og endnu en dør. Den velkendte og i situationen foruroligende lyd af en standard-Nokia-ringetone bryder stilheden.

Det havde han ikke regnet med. Selvfølgelig! Den tredje person fra restauranten, manden der taler dansk. Hvis Louise er her, har de haft brug for ham. Han hører en stemme indefra det sidste rum, der bliver talt kinesisk. Tomas trækker sig tilbage bag hjørnet. Skal han sætte i løb? Det er for sent, døren går op, og han hører manden komme ud, mens han taler. Kinesere taler … hurtigt, og højt. Han er typen – er vi ikke alle? – der går, mens han taler i mobil. Tomas trykker sig op af væggen. Det her må bare ikke ske. Han skal ud, politiet skal indover, og det kan ikke gå for stærkt. Lyset fra rummet og ud gennem døren får mandens skygge til at falde hen ad gangen i retning af hjørnet på gangen. Manden går nærmere, mens han nærmest råber løs i telefonen. Tomas knuger hårdt om metalrøret. Ikke nærmere nu – vend om! Han kan se på skyggen, at manden er lige om hjørnet. Knæene begynder at gå på ham. Han kan ikke gøre det her. Hvad sker der, hvis han bliver opdaget? Svaret er entydigt, hvis ikke man er komplet naiv. De har myrdet folk i Hong Kong. De ville have gjort det af med Jon, hvis ikke han havde haft sit lucky punch. De er berygtet for at lemlæste folk, og de har tværet kropsdele ud på en død kammerat. De ville have nakket ham og Louise i lejligheden. De har måske allerede gjort det med Louise! Det står først nu klart, i hvor høj grad, det er for hendes skyld, han er her. Lige nu gælder det simpel overlevelse.

Manden gør det, han ikke skal og må, han træder endnu et skridt frem, og Tomas kan nu se hans ansigt i silhouet. Så drejer manden ansigtet, gangsterrefleks, se dig altid over skulderen, se til højre, se til venstre, pas på hjørner og døde vinkler. Allerede inden de får øjenkontakt, svinger Tomas røret, som hermed i samme sekund er forvandlet fra en døroplukker til et våben, der rammer manden med stor kraft lige i panden – benene glider frem under ham, og han knalder direkte om på ryggen, telefonen flyver ud af hænderne på ham og tilbage i gangen.

Et sekund, to sekunder, rejser han sig igen? Han har en rem over skulderen med en pistolhylster. Dette er ingen spøg og heller ingen fejltagelse. Hvad er det man gør lige nu? Der lyder en ophidset stemme henne fra gangen, fra telefonen på gulvet. Så bliver Tomas helt klar i hovedet. Han tager sit rør, går hen til mobiltelefonen og smadrer den, så stumperne splinter til alle sider. Videre ind i rummet med lys. Det er tomt, bortset fra lagerreoler og et skrivebord. Satans! Måske har de ikke taget Louise alligevel. Eller også er hun i den sorte bil. Eller også …

Han skal ud, og det skal være nu! Han har seriøse problemer, han har slået en mand ned uden at være direkte angrebet, han er trængt ind på fremmed grund, han har placeret noget, der ligner tracking-udstyr på en bil, han har fjernet en kostbar figur fra dens ejer. Han er på skideren, og han er stadigvæk uhyggelig klar i hovedet. Han løber tilbage for at forsikre sig om, at manden ikke lever … eller rettere: at han lever, der er puls. Tilbage til rummet. Der er diverse lagerudstyr, papir, poser, ruller, tape. Så er det, han ser den på reolen: Louises taske! Nu bliver han nødt til at gennemse stedet, og det skal gå stærkt! Hvad stiller han op med manden? Ud på gangen, i rummet igen, tape, tilbage igen. Derefter tape rundt om hænder og fødder. Han lever stadig. Tilbage til rummet, det begynder at ligne panik.

På væggen hænger et sikringsskab. Han åbner det. Produktion 1, Produktion 2, Kontor 1, Kontor 2, Port / Indkørsel. Kontor 2 er sat til. Han slår alt til bortset fra Port / Indkørsel. Hallen er badet i lys, altså det, der virker. Enkelte lysstofrør står og blinker. Der er ikke noget i hallen bortset fra den ensomme maskine ovre i hjørnet. Gulvet er af beton, og der er ikke noget kælderplan i et gammelt trykkeri. Så er der containeren. Der er en stor hængelås på den. Containeren er den eneste mulighed. Tilbage til rummet, ingen nøgler, manden på gulvet, stadig ingen nøgler. Tilbage til containeren.

Tomas tager godt fat på sit metalrør. Så begynder han at smadre løs på låsen eller rettere den bøjle, låsen sidder i. Det bliver en kamp mellem smedejern og støbejern – og hans armkræfter. Metallet giver sig langsomt. Det samme gør hans rør. Han stopper et øjeblik for at trække vejret. Her er det så, han hører lyde indefra containeren. Det er ikke en nitte, det her! Med nye kræfter begynder han igen med at smadre løs på bøjlen. På et tidspunkt må han over i hjørnet og hente et nyt og større metalrør. Videre.

Så knækker bøjlen. Med hullet i enden af røret kan han vride det yderlige åbent, og hængelåsen falder ud. Han kan derefter skyde slåen fra containerporten fra og åbne døren. Hun sidder i det bagerste hjørne af containeren. Han kender hende på tøjet, selvom der er en pose over hovedet. Han hiver posen af, der er tape om munden og om hænder og fødder. Han starter med at løsne fødderne, så hænderne. Inden han når til hendes ansigt, mærker han hendes hænder om sin hals. Hele hendes krop ryster.

‘Kom, kan du gå, tror du?’ Hendes tape om munden er fjernet. Hun siger ikke noget, hun nikker bekræftende. Han hjælper hende på benene, blodet er ikke vendt helt tilbage i kredsløbet. Han orker ikke at smadre endnu en lås for at komme ud, så han styrer over mod trappen op til taget. ‘Vent lidt, jeg henter din taske.’ Manden i gangen ligger der endnu. Bevæger han sig ikke lidt? Ikke mere vold nu, for helvede! Afsted!

Hun er selv kravlet op af trappen. Oppe på metalgangen sikrer han sig, at hun kan stå selv. ‘Vi skal ud gennem vinduet. Du skal selv kravle op på tønden, tror du, det går?’ Hun nikker, hun har ikke sagt et ord endnu. Han hiver sig selv op og rækker hænderne ned. Hun prøver at komme op på tønden, men falder ned igen. Han skal til at springe ned for at hjælpe hende, men hun rejser sig og vifter med hænderne. Hun står på tønden og rækker hænderne op. Han tager fat og hiver hende op. Resten af turen går roligt, stigen, trappen, hegnet. ‘Vent her, jeg henter lige min cykel.’

‘Kan du sidde på baggagebæreren? ‘Hej Tomas, du er min helt. Nu skal vi hjem ..’

Han er lige ved at tabe underkæben. Siger hun det? Altså ikke det med ‘helt’, han er s’gu ingen helt, snarere en panikramt kryster. Det var den med ‘nu skal vi hjem, nu er udflugten forbi, det var hyggeligt så længe det varede, nu gider jeg ikke den leg mere …’. Det sagde hun selvfølgelig ikke, men tonen … Hun er rimelig OK!.

Så snurrer telefonen i lommen igen. ‘Det er Jesper. Den har flyttet sig igen. Og noget siger mig, du hellere må komme væk fra stedet, hvis du vil undgå den røde prik. Først var den på vej tilbage ad samme vej. Så stoppede den, og så døde den. Mit gæt er, at de har opdaget den.’

‘Jesper, du er den sande helt. Hvad skulle jeg gøre uden dig? Jeg er på vej væk nu. Vi tales ved.’

De cykler ud af industrikvarteret i mørket, gadelygter, plankeværker, grafitti-slides. Hun holder fast om livet på ham, hendes hovede hviler op af hans ryg. S-toget, retning City, halvtomme kupeer.

‘Hvad gør vi nu – de er efter os, er de ikke – de ved, hvem vi er, og hvor vi bor?’ Hun fortæller kort om skoven, køreturen, hvordan de har fyret spørgsmål af til hende. Ikke noget vold udover transporten, bare alle mulige spørgsmål. Hun har været nødt til at nævne hans navn. Ikke noget om fru Svensson, de spurgte ikke, og så fik de ikke noget svar. Han fortæller om Jesper og mobiltelefonen. Hun læner sit hoved mod hans skulder, mens de glider ind mod byen. ‘Jeg tror, jeg kender en, der kan hjælpe os.’ Hun retter sig op. ‘Det er bedst, vi slukker for telefonerne indtil videre. Nu har du jo lært dem et nyt trick, hvis de ikke allerede kender det. Vi skal på netcafé.’
Hun roder i sin taske. ‘Damn, min mobil er væk!’

Der er helt tomt på caféen. Det er tæt på Rådhuspladsen, og der næsten tomt.

‘Vi skal bare have to … hvad har du? det er i orden, to af de små. Nej vent, vi starter med en enkelt til deling.’ Det er ikke en egentlig netcafé, men der står en iMac i hjørnet til gæsterne. Louise tager sit headset frem og sætter det i udgangen. Efter 2 minutter er der forbindelse til hendes Skype-konto.

‘Det er Louise. Jeg har brug for din hjælp. Er det OK, at jeg låner dit hus et par dage? Du sagde, jeg bare skulle ringe, hvis jeg trængte til at se træer og høre fuglesang. Og jeg skal nok vande blomsterne. Hvordan går det i Buenos Aires, får du danset tango?’ De snakker et par minutter. Hun kigger ud af øjenkrogen, han kan se, at hun prøver at afslutte samtalen. ‘Det er jeg rigtig glad for, men jeg må løbe nu, ikke. Jeg ringer om et par dage.’

‘Kom vi skal finde en taxa, så skal vi forbi min lejlighed, mens der er chance for fri bane, og så skal vi skal ud i mosen.’ Louise er trådt i karakter. De drikker ud og går. I taxaen fortæller hun lidt om veninden, der har et stort hus ved Utterslev Mose, som har tilhørt hendes forældre. Hun arvede en masse penge, som hun bruger på at rejse. Og nu mener hun, at hun skal være tangodanser. Eller bare score en smuk argentiner med sort, fedtet hår, krøller og intenst blik.

Tomas går med op i lejligheden. Hun er effektiv, hun har tænkt færdig. Frem med en stor taske, ned med ekstra tøj, overtøj, toiletsager, computer, forbindingskasse, schweitzerkniv, en kikkert, noget fra køleskabet, noget fra fryseren. Ret tjekket, temmelig drenget på en måde, eller bare som man kan forvente af et erfarent friluftsports-menneske. Han kommer i tanker om det med hendes mobiltelefon. Hvad kan man med den? Man kan vel hacke den og læse telefonnumre, sms’er, se billeder. Hvad kan hun have liggende af betydning?

‘Vi er kørt igen, hjælp mig lige med de her ting.’ De skynder sig ned til taxaen, der venter.

Huset ligger ned til mosen. Det ligger forsænket midt i en overgroet have. Der er en tung hørm af syrenbusk. De lukker sig ind fra terrassen. ‘Det siges, at der bor en tudsefamilie under terrassegulvet. Mina har set dem flere gange om morgenen på græsplænen. De kan vist blive meget gamle sådan nogen, hendes forældre havde dem også boende.’

Efter et brusebad installerer de sig i sofaen med et stort uldtæppe. På et tidspunkt kommer han til at klemme hende lidt for hårdt om håndledet, og hun løfter overkroppen. ‘Det er i orden, jeg er bare øm af det skide tape. Jeg skal lige spørge – slog du ham kineresen ihjel, eller hvad?’

‘Nej, jeg er sikker på, han overlever. De er seje sådan nogle typer. Jeg ville heller ikke synes, det var sagen at ha’ slået nogen ihjel.’

Hun lægger sig igen ‘Og forresten, gider du ikke hive tøjet af mig, inden jeg falder om af træthed? Du må også gerne selv tage tøjet af.’ Erotik kan et eller andet med afstressning.

Onsdag

Tomas vågner ved 9-tiden på sofaen. Han har ikke bemærket, at hun er stået op. Hendes tøj og taske er væk. På borden ligger der en note på en A4-side. ‘Godmorgen. Køber ind, er tilbage ved 11- tiden. Politiet! Tænk lige over, hvad vi skal sige? Vi holder vel stadig telefonerne lukket? Der er kaffe i køkkenet. Ses :-)’

Det er overskyet og køligt for årstiden, men man kan sidde udenfor med jakke på. Han ville ikke være villig til at betale den høje pris for at bo i sit eget stykke naturreservat, men han er helt i stand til at værdsætte det, når det er gratis. Natur skal være gratis. En solsort, der hiver en orm op af græsplænen. Den enorme lyd af en gærdesmutte, vægt 10 gram. Syren og kaprifolie. I det fjerne ænder og blishøns fra mosen. Ingen trafiklarm, kun en humlebi. En af drengene fra bandet hævdede forleden, at man kan høre størrelsen af humlebien på tonen. Humlebiens grundtone – så er man en nørd! Det viste sig faktisk at være rigtigt, da de prøvede. En F-humlebi er kun medium-size, en C-humlebi er 4 toner dybere, den er en motherfucker!

Den Sorte Drage og den Hvide Drage. Hr. Li havde kort nævnt dem. Tomas husker sit møde i Japan med en kollega, Benjamin Fulford med særlig indsigt i Østen og i de skjulte agendaer, der har så meget indflydelse på samfundet, regeringerne og businessverdenen. Han skrev i mange år for Forbes Magazine og var deres Japan- korresponent. Han beskriver Black- og White Dragon Society, og hvordan de for tiden er en magtfaktor, der er i stand til at være storpolitiske modspillere til det, der er i gang med verdensøkonomien. Fulford har valgt at skrive om alt det, som mainstream ikke tør røre ved: ex-nazisterne, P2-logen, zionisterne og khazarerne, Trilateral Comission, Council of Foreign Affairs, Federal Reserve, Bilderbergerne. Han er ikke bange for at nævne navne på dem, han kalder banksterne, kleptokraterne, svindlerne og magtgalningene: Greenspan, Kissinger, Brzezinski, Bush-familien, Rockefellerne, Rothschilderne, zionisterne. Han bruger endda ordet satanisterne.

Det er ikke noget, han diskutterer med sin redaktør. Eller med andre mennesker i øvrigt. Han har prøvet. De ser straks underlige ud i hovedet og så kommer ordet, k-ordet, det magiske ord, ordet der
siger tabu-tabu, ordet der skal afslutte alle pinlige og uønskede diskussioner, the word to end alle words: konspirationsteori! Ja, selvfølgelig konspirerer den slag typer. Det er jo selv magtens væsen at konspirere, der gjorde romerne, det gjorde samtlige konger kejsere, paver, politikere i de følgende 2000 år, men af en eller anden mærkelig grund er det altså lykkedes den selvsamme magtelite at få indført fy-ordet, der latterliggør, nedgør eller dæmoniserer deres kritikere, så alle mulige mennesker nu går rundt og smider det til højre og venstre, fordi der har været en avisartikel om, hvor paranoide amerikanerne er. Og ja, på den anden side, selvfølgelig findes der paranoide teoretikere, der ser spøgelser overalt. Men det sjove er, at de er i mindretal, og at der er meget mere kød på deres historier, end man umiddelbart skulle tro. Internettet kan noget, aviser og TV ikke rigtig formår i længere.

Tomas fandt forleden et interview, som Fulford havde fået i stand med selveste David Rockefeller under et besøg i Japan, noget, der ellers ikke burde være muligt. Man får ikke bare et interview med den mand. Han har et bud på, at folk som Rockefeller’s dage er talte, og at vi kommer til at se store forandringer i Verden i den kommende tid. Den Sorte- og Hvide Drage er godt og grundigt trætte af det omfattende misbrug af Østen og Vesten, af folk overalt i verden, af kinesere i særdeleshed – de er jo kinesere – som disse topprofilerede gangstertyper udenfor lovens rækkevidde har udøvet. Kina er gamle kendinge af disse typer tilbage fra opiumskrigene, og typerne har ikke forandret sig i væsentlig grad siden. Hong Kong er grundlæggende et produkt af opiumskrigene og nutidige økonomiske teoretikere, der tænker på samme måde som fx. Milton Friedman siger ligeud, at Hong Kong er verdens største laisez-faire- kapitalistiske og de-regulerede eksperiment. Det var de-regulation – sagt på simpelt sprog: at regeringerne nægter at gribe ind overfor uhæmmet grådighed og efterlader deres befolkning ubeskyttede mod overgrebet – der skabte finanskrisen. Nu gør kineserne op med dem, for de sidder med de afgørende økonomiske kort på hånden.

Der er mange lag i virkeligheden. En lille kineserresstaurant i en sidegade er linket op til verdenskortet ved hjælp af en Buddha-figur. Han har selv lige slået en mand i hovedet, der efterstræber en genstand, der muligvis tilhører et fraktion af verdens mægtigste hemmelige organisationer, hvorom rygtet går, at de lige har ‘passiviseret’ Henry Kissinger og George Bush Senior som en advarsel til de amerikanske syndikater. Et ubekræftet rygte, men faktum er, at disse folk ikke er set siden. Et vink med en sommerfuglevinge skaber en tyfon på den anden side af jorden. Er det ikke det, kaosteorien siger?

Skal politiet have det hele at vide? I første omgang vil være kompromitterende for ham selv. Udspionering med GPS, indbrud, tilbageholdelse af oplysninger, tyveri eller noget der ligner, selvtægt, vold eller selvforsvar? I værste fald kunne det udlægges på denne måde, og så står han til en dom på …? Og selvtægt er vel ikke retfærdiggjort, fordi modstanderne er de onde, onde mænd. Djævelens advokat har bidt sig fast med nogle seriøse argumenter i hans hjerne.

En anden og mildere stemme siger noget om at redde et menneske fra ulovlig frihedsberøvelse og vold. At tyveri i den tunge ende var kinesernes gebet, at det rent faktisk var selvforsvar, da han ville være blevet skudt ned eller spærret inde i containeren sammen med Louise – og dernæst skudt ned, når han havde spyttet ud. Hvilke metoder ville de have brugt? Som Hr. Li sagde, de bruger kødøkser og lemlester folk, de likviderer, de har ikke respekt for nogen eller noget, og de stopper ikke, før de har, hvad de er ude efter. Er det bare en dårlig undskyldning, og foregår den slags ikke i Danmark?

Og indbrud? I det første tilfælde stod dørene pivåbne. Og den med fabrikken var under petitessegrænsen. Så står grafittimalerne jo også til fængselsstraffe for at fyre fede i en nedlagt fabrik, og for i ikke uvæsentlig grad at forskønne nogle af byens grimmeste kvarterer, hvis brutale funktionalistkedsomhed er voldsfremkaldende i sig selv. Han kan mærke, at den gamle studenteroprører kommer op i ham. Men det var dengang i Ungdomshusets storhedstid, og man hang mest ud for at få lidt fest og frihed fra studiet. Aldrig noget med at smide brosten gennem hjernen på en ung betjent fra Jylland eller smadre ruder hos en lokal handlende, fordi han havde formastet sig til at ligge ved siden af McDonalds. Ucharmerende symbolpolitik, gadefascisme. Og så bagefter undskylde sig med, at det hele er samfundets skyld. Den slags udsagn er ligeså reaktionære som den parlamentariker-racisme, der er blevet så populær i dag.

Han har en privat teori om, at de mest voldselskende typer i gadens parlament modtager penge under bordet fra høje herrer, der har brug for det samme gadeparlament til at foretage stramninger i forfatninger. Ligesom terrorfaktoren. Asfalten, der koger, er en del af det totalitære projekt, og hvis man kan få nogen til at gøre det for sig, behøver man ikke selv at få snavs på hænderne. En slags usandsynlig og uigennemskuelig alliance mellem korporatister og militante autonome. På samme måde er det lykkedes korporatisterne at hyre en verdenshær af tidligere og nuværende militante miljøaktivister, der råber ‘global opvarmning’. Hvorefter korporatisterne, kleptokraterne så råber: ‘CO2-kvoter nye heftige globale skatter og afgifter, betal straks til os, det bliver dyrt at gå i krig mod klimaet!’ Krig altid krig. Social-darwinismen når nye højder i disse tider.

Eller måske er der ikke kun penge involveret. Når han tænker nærmere over det, er det snarere en anden form for gensidig afhængighed ved navn: forelskelse mellem de høje herrer og de revolutionære. ‘I need you, honey, jeg har brug for dig. Jeg er intet uden dig.’

‘Hallo der!’ Han bliver afbrudt i sin politisk-moralsk-konspiratoriske tankelabyrint af Louise, der kommer med indkøbsposer. Mere skal der ikke til for at genetablere jordforbindelsen. Hun har åbenbart forlænget sin pjækkedag med endnu en.

‘Det kunne jeg godt høre, du tænkte. Jeg har officielt en uges ferie fra i dag af. Jeg har lige været på mit arbejde og fortalt lidt om mine hændelser. Ikke for meget, kun nok. Min chef forlangte nærmest af mig, at jeg tog en uge ud.’ Han rejser sig op og går hen og kysser hende. ‘Og så skal vi på Skype igen inde hos Mina. Jeg bliver nødt til at ringe og lave en aftale med politiet, for jeg brændte dem jo af i går.’

‘Det er jeg enig i. Og jeg vil gerne tage med. Det med at slukke telefonen, ehm, jeg tror nok, at det er OK at foretage et opkald, når jeg befinder mig et tilfældigt sted i byen og så hurtigt slukke igen. Under forudsætning af, at jeg bevæger mig væk fra stedet. Det tror jeg bare, vil forvirre dem yderligere. Det vil være godt at have som en mulighed.’ siger Tomas. ‘De har sikkert også andet at lave end at holde øje med en computerskærm. Ham fyren i går skal faktisk lige hvile sig lidt, inden han laver skærmarbejde.’ Han kan godt selv høre det, det er en virkelig dårlig vits.

‘Og så har du taget ferie. Hvis du ikke har planer, så har jeg. Jeg
kan ovenikøbet slå det sammen med mit arbejde. Så hvad siger du til at lære mig at sejle i kajak i en stor sø i Nordsverige med skov så langt øjet rækker?’ Han tager et kort frem fra jakkelommen. ‘Nærmere bestemt her.’

‘Slipper vi så for flere kinesere?’ siger hun med et skævt smil.

‘Det ved man så ikke helt. Der er jo 1.3 milliarder af dem. Men det satser jeg stærkt på. Er der nogen bestemte, du tænker på’ siger han.

‘Kevin er blevet set i en bestemt baggård i kvarteret tæt ved den nedlagte lokalstation. Der er altid nogen, der lader vinduerne stå åben i stuerne og folk glemmer at lukke bagdørene. Der har været en del indbrud i kvarteret for nylig, mest stuen og 5. sal, det ligner hans stil.’ siger Teis.

‘Stadig ikke noget om Louise Fromm? Så skal hun vel efterlyses eller hvad? Det virkede ikke som om, hun havde noget imod politiet, men hun kan være kommet på bedre tanker.’ Anders fordyber sig i papirstakkene på skrivebordet. ‘Og ham der Tomas, journalisten, jeg tror, der er noget han har glemt at fortælle. Det er ikke hans fingeraftryk på mordvåbnet. Dem fra lysestagen svarer til dem, der findes rundt om i lejligheden, lige fra badeværelset til køkkentøjet, der er stillet på plads.’

‘Hvad skulle han skjule? Har han kendt Jon Ottesen? nej vel. Han er efterlyst nu, og hans far fortalte, at han vistnok tog til Sverige indimellem. Hvor kunne han ikke sige. Rikspolitiet er underrettet. Det er 2 år siden, faderen har set ham. Vi har en henvendelse fra PET, der er i gang med at udrede visse hændelser i Hong Kong. Vi kan jo ikke gå dem i bedene, men hvad med forbindelser til herboende kinesere – er der nogen, han har haft kontakt med?’ siger Teis.

‘Det ved vi jo ikke. Altså det, jeg tænker er, at Tomas er på sporet af en historie, noget med nogle kinesere, han skriver om Kina og Asien. Og selvom de har tværet ansigtet ud på manden i
containeren, er de ret sikre ovre på retsmedicinsk på, at han er kineser. Jeg tror, det er dér, han ved noget, du ved, journalister og deres kilder.’ siger Anders.

‘OK, så er der noget her. Der var vist nogle unge, der holdt grafitti- party i nat ude i det sædvanlige kvarter, du ved ude bag Stockwell. Lokalpolitiet gider jo ikke og køre frem og tilbage og løfte pegefingre hele tiden. Jeg må indrømme, det ser faktisk ret cool ud noget af det. De fik jo lov til at køre løs på det lange stykke ved containerpladsen, men så har de åbenbart udvidet territoriet.’ Malthe hælder kaffe op.

‘Skal du have en kop?’

‘Ja tak, og hvad er der så sket?

‘Jamen, så var det en Securitas-mand, der var på runde i nærheden, og som havde set dem. De var åbenbart begyndt at kravle rundt på hegnene, og så havde han hørt et skud, hvilket så betyder, at rødderne flipper ud og råber op, og partyet går i opløsning. Der er ingen meldinger om nogen, der er blevet ramt, men der skal også noget til, før de går til politiet, for de hader os som pesten. Det korte af det lange er så, at der pludselig brager en sort varevogn gennem porten inde fra en grund, og den prøver nærmest at køre grafittimalerne ned på vej op ad gaden. Sort, model RAM. Securitas-manden ser ikke, hvem der sidder i den, men bilen har vi jo hørt om i vores distrikt, hvis det eller er den samme. Det er derfor, jeg har fat i historien. De var der fra lokalstationen, men der var låst overalt. Der er bestilt låsemand her til frokost, skal vi ud og kigge på stedet?

Telfonen ringer, og Anders tager den. ‘Ja, OK. Hvor blev du af i går? Og han kommer med? Ved 2-tiden. I må hellere dukke op denne gang, ellers bliver I efterlyst.’ Han lægger røret igen. ‘Vi kan godt nå derud.’

Malte og Jinx hænger ud i hjørnet af pladsen med deres brædder. Der er stillet ramper og platforme op. Der er nogle vittige hunde, der har afmonteret en ægte københavnerbænk, støbejern og grønt træ, og derefter skruet den fast ovenpå en af platformene. Kommunen har tilsyneladende ikke krævet den tilbage, så den har stået der et stykke tid. Stuntet går på at køre op af rampen og lande på bænken, inden man tager turen ned igen, op på skinnen, ned i hullet, op ad rampen i den modsatte ende.

De øver sig i at lave et synkront stunt og lander begge på bænken. De bliver siddende et øjeblik. ‘Hey, du var ikke ude på banen i går, der var jo party.’ Malte tager en slurk af flasken med vand, der står ved siden af bænken.

‘Jeg så godt beskeden, model, farve, bilnummer og sådan noget. Blev der rigtig skudt?’ siger Jinx.

‘Altså du kender det gamle trykkeri for enden, ikke, du har været med et par gange. Vi har før siddet derinde og fyret den, hvis det var regnvejr eller koldt, man kan altid lave bål af en palle. Og så Ben, han var på vej hen over hegnet – han gad ikke gå udenom – han ser den her fyr og en sort varevogn. Han bliver så – altså ham motherfuckeren – totalt psyko over det. Altså som om han tror, vi har tænkt os at slå ham ned med en jernstang. Og så hiver han en gun, og Ben når lige at slippe hegnet, inden han bliver ramt. Han sagde, han ku høre kuglen lige ved øret. Fuck!

‘Fuck dér! Hvad gjorde I så?’

‘Ja, så spænede vi. Men man skal et stykke ind, før der er passager, så man ikke behøver at hoppe over et hegn. Og inden vi når dérhen, tonser svinene ud af porten med deres varevogn og op af vejen. Dan og Tiger er de sidste, og dem i bilen går helt klart efter dem, men de får dem ikke.’ Malte har gang i gestikken for at understrege, at der action på.

‘Og så var det, I kaldte på tropperne?’

‘Jep. Vi havde den ude på hele netværket. Dem ude i Glostrup fandt den på en parkeringsplads. De fucking skød efter Ben! det gør man bare ikke ustraffet. Men de fik sig en overraskelse her til morgen. Altså bilen var sort, ikke, nu er den rød, sådan for det meste, ovenfra og ned i sjove striber. Der var nogen, der havde en hel spand stående. På forskærmen skrev de ‘Never mess with G-Gang.’ Dem inde bag i varevognen lå og sov som små grise. Og de opdagede ikke noget, gutterne er jo diskrete. Lige indtil brostenen kom væltende, 20-30 stykker eller sådan noget, alle vinduer røg. Og væk med det samme, selvfølgelig.’

‘Hvordan med Ben, han blev altså ikke rigtig ramt derude?’ spørger Jinx.

‘Næ, han er altid så hurtig. Og nu kalder vi ham Old Ben Gun.’ De griner. At løbe fra politiet giver street respekt, men næsten at blive skudt af en eller anden psyko-gangster, giver mega-respekt. ‘Du skulle ha hørt ham bagefter. I can dodge bulletts … I know Kung Fu …’

‘Cool, jeg gad godt ha været der!’ Ingen grund til at snakke mere om det. De tager en tur til ned ad rampen.

‘Lad mig lige få den igen. De smider dig ind bag i en sort varevogn. Er det dén her model?’ Anders tager et udprint frem fra bunken. Teis har styr på materialet. Tomas og Louise sidder på den anden side af bordet.

Louise ser på billedet. ‘Det kunne jeg ikke rigtig nå at se, men det kan det egentlig godt være.’

‘Jeg er så ikke i tvivl. Det var sådan en, der holdt nedenfor min opgang. Og som du sikkert husker, blev jeg advaret mod mænd i sorte biler.’ Tomas og Louise har besluttet sig til at fortælle deres version af historien. Sandheden, næsten hele sandheden og intet andet end sandheden.

‘Men du husker sikkert også, at vi havde en aftale om, at vi blev kontaktet, hvis du løb ind i dem. Hvorfor ringede du ikke straks?’ spørger Anders.

‘Jeg tænkte ikke nærmere over det. Der er mange sorte varevogne i byen. Jeg var henne om hjørnet i nr. 31 stuen th. hos Jesper Niemüller det meste af aftenen, han kan bekræfte det.’

‘Og du siger så, at de efterlod dig i bygningen og tog afsted. Og at du selv kom fri og slap ud? Jeg går ud fra at det ikke var dig, der smadrede porten.’ Anders roder lidt i sine notater. Louise har allerede fortalt om, at de har udspurgt hende om Tomas og om Jons opholdssted, men at hun ikke havde så meget at fortælle. Hun har vist dem mærkerne omkring sine håndled. ‘Og ikke noget yderligere vold. Som sagt, jeg havde hele tiden noget over hovedet.

‘Der er noget, der undrer os. Det virker, som om låsen til en container i hallen er blevet smadret for nylig, men du siger, at den aldrig blev låst.’

Det banker på døren. En kollega kommer ind og lægger en stak fotos på bordet. ‘De har lige fundet den her i Glostrup.’ Anders og Teis kigger billederne igennem. Anders ser over på Tomas. ‘Hvad siger du til den her? Er det noget, du har hørt om?’

‘Imponerende. G-Gang, det ligner da noget, der står rundt omkring på murene i forstæderne. Men de plejer vist ikke at smide med brosten.’ siger han.

‘Ja, det er jo rigtig nok. De har også malet ude ved trykkeriet. Og de er hurtige, når det gælder sociale netværk. Det hér er godt nok ovre i den særlige kategori. Grafittimalere mod kinesiske hitmænd! Nu skal I høre. Kidnapning er lige over stregen i vores optik. Jeg vil gerne advare meget kraftigt mod at køre solo på det her. Vi kan tilbyde beskyttelse foreløbig en uges tid, indtil vi er kommet videre med sagen. Hvad siger I?’ Anders og Teis samler deres papirer sammen.

Tomas og Louise ser på hinanden. Hun ryster på hovedet. Han siger ‘Det tror jeg ikke bliver nødvendigt. Vi har tænkt os at holde os langt væk fra farezonen indtil videre. Jeg holder også min telefon slukket det meste af tiden og bruger netcafeer. Jeg har hørt, at man kan spore GPS’en i en mobiltelefon, så jeg er lidt paranoid for tiden.’ Tomas peger på sin mobil. Så har han heller ikke sagt for meget.
‘Er der noget nyt om Jon Ottesen’ skyder Tomas lige ind, inden de går ud af døren.

‘Ved du hvad, det er ikke vores tur til at komme med oplysninger i denne omgang. Hvis I har yderligere på hjerte, kan vi måske snakke om det.’ Anders er ikke i gavehumør. Han synes ikke, han er kommet meget videre med sagen. For der er jo ikke noget nyt.

Ivan og Malthe sidder i den gamle sofa på loftet. Ivan er dødtræt af sin storesøster, som har veninder på besøg. Loften er et fristed fra både pligter og tøsefnidder, og her kan man fordybe sig i en eller anden tegneserie. Malthe har også et spil kinaskak med glaskugler, der har tilhørt hans far. De er blevet ret skrappe til det, og for nylig fandt de på at spille med to spillere hver på en gang. Så skal man holde ørerne lige i hodet. Ivan er den strategiske, men han vinder ikke altid, for Malthe har en god intuition og laver nogle uforudsigelige ryk indimellem, der giver ham fordelen. Og så er han stædig og giver ikke op. Han vil altid have revanche, hvis han har tabt.

I dag har de sat sig ind i det allerhelligste sammen med deres nye husgud, trofæet, figuren der griner. Det er med til at flytte alvoren ved kinaskak op i en højere liga. Der kommer aftenlys ind af det lille vindue, men de har også tændt en lommelygte, der hænger i en snor fra skråvæggen.

Det er vigtigt, at der ikke er nogen, der opdager dem, synes de. Ikke at nogen ville brokke sig, det er mere sådan et game med at være hemmelig. Så da de hører nogle lyde henne fra døren, sidder de helt stille for en sikkerheds skyld. Det er nok bare en af naboerne. Lyden af fødder på gangen, der er mere end en person. Så bliver der talt sagte. Det er ikke et sprog, der ligner det, de kender. Det er ikke ligesom familien Güner, de plejer også at råbe højere. Det er heller ikke hr. Iljitch, og han plejer heller ikke at snakke med nogen Det er nogen andre, der ikke plejer at komme der. Lidt efter lyder der en knirkende lyd og et smæld, som om nogen klippede med en stor saks. Flere lyde af ting, der bliver flyttet rundt. Så er der denne underlige lyd af et smæld af metal én gang til og en metaldør, der knirker.

Ivan og Malthe ser på hinanden. Ivan slukker for lommelygten. De er klar over, at der er ubudne gæster på loftet, det gælder om at sidde helt stille. Døren ud til gangen er ikke lukket, for det er jo en hængelås, og den er taget af og ligger lige indenfor døren. Dem, der er på loftet, er inde på et loftrum. Er det tyve eller sådan noget?

Ivan kommer i tanker om de mænd, de så forleden, og historien om den døde mand i sækken. Eller rettere, det var den historie, som de havde digtet. Men så var det, at han havde hørt noget i radioen om, at der var fundet en død mand i en container, noget med asiatisk udseende. Kina, er det ikke Asien? Og havde ham Tomas med figuren ikke også sagt noget om, at de måske have ret?

De hører mændene – det er helt sikker ikke damer – tale dæmpet, sådan nærmest lidt ophidset. De er ude på gangen igen. Så er det, at Malthe kommet til at lave en spasme med sin ene fod, så der er en kugle, der triller ud på gulvet. ‘Pas på, din ged ́, hvisker Ivan og gestikulerer. Malthe fanger kuglen, og de sidder helt stille igen. Der kommer sagte skridt hen mod døren. Ivan kender lyden af døren ind til loftrummet – det er den, han hører. De sidder jo inde bag skunken i det trekantede rum. Mændene er inde i loftrummet.

De ser på hinanden, de tør ikke trække vejret. Heldigvis har de husket at lukke lågen ind til skunken. Hvad nu, hvis de åbner lågen? Ville de kunne komme igennem? Hvad skal de gøre i så fald? Ivan har besluttet sig til at skrige af sine lungers fuld kraft. Han får en uhyggelig vision om to drenge i en sort sæk, der skal smides i åen ligesom Store Klaus og Lille Klaus. Eller var det katten, der røg i åen?
Så går de igen. Drengene sidder stille, indtil der ikke er flere lyde. Først efter et kvarter vover de sig ud igen, meget forsigtigt. Ikke mere kinaskak den dag.

Det er mørkt og det er over midnat. Kevin er i arbejdstøjet – som også er mørkt. Han har på en måde eget firma, men han kan ikke trække arbejdstøj og værktøj fra i skat. Faktisk betaler han overhovedet ikke skat. Man kan sige, at han er håndværker, men han bruger ikke sikkerhedssko, for de laver for meget larm.
Det er nemt at komme ind i gården. Ved skralderummet kan man hoppe over et jerngitter. Andre steder kan man bare vente, til nogen kommer ud af en port og så stikke en plade for at smutte ind. Han har til formålet to fremtoninger. Én, hvor han viser sit ansigt og kan sige en frisk bemærkning, som om det var den naturligste ting i verden, at han var på det pågældende sted det pågældende tidspunkt. Og en anden med kasket ned i øjnene og hætten ovenover.

Gården her er specielt velegnet. Den er langstrakt, der er mange hjørner og nicher, den er overgroet med budskadser, man kan smutte ind i og igennem, og så er der 7-8 porte og passager, han kan vælge for at komme ud igen. Han er helt klar over, hvilke, der kræver nøgle for at komme igennem. Han skulle nødig blive fanget i en af dem. Han var der også forleden men syntes, at der var nogen, der gloede lidt for meget.

I nat opererer han i brokvarteret. Han kan også finde på at tage en tur i villabyerne, men det er bedst i weekenderne. Man er nødt til at være skarp i dette fag. Han skal kende sine kvarterer. Han skal også scanne facaderne for lejligheder, der ikke er oplyst. Dernæst er det nødvendigt at tage et tjek ved at ringe på. Andre gange har folk fast nummer, og så kan de findes i net-telefonbogen. Desværre er der flere og flere, der gået over til kun at have mobil, så det er blevet sværere. Indimellem vover han sig ind på hovedtrapperne. Så er det tydeligt, hvem der ikke er hjemme. Han har en device, der kan se om hjørner gennem brevsprækken og scanne, om der ligger for meget på gulvet indenfor. Det samme gælder med postkasser i opgangene. Det betyder ingen hjemme.

Han foretrækker nederste og øverste etage. Han undgår de døre, hvor folk har to låse på. Hvis der fx. er dobbeltlås på fordøren, hvoraf den ene kræver en særlig nøgle, er der nok også på den bagdøren, og så kan man blive fanget. I hans fag er man nødt til at tænke som en ræv i en hule. Hvis gravhundene dukker op ved den ene indgang, tager han den anden udgang.

Apropos hunde. Hvis der en hund alene hjemme, er det for så vidt ikke noget problem. En luns kød med et hurtigtvirkende sovemiddel er en del af hans udstyr. En mindre luns, hvis kræet siger ‘vif’, og en større, hvis den siger ‘wouff’. Hunden er faktisk en perfekt ejer- detektor. Hvis der bliver råbt efter den indefra, er ejeren hjemme, og hvis ikke, er det ‘godnat vovse’. Og så er der faktisk ofte arbejdsro, for naboerne tror bare, at ejeren er kommet hjem, eller at hunden sover. Hvilket den så også gør. Nogle gange er han muligvis kommet til at overdosere, og vovse har taget sig en snummer … for evigt. Men det er bedre at slå kræet ihjel, end at den vågner. Det var sket én gang. Han måtte ejenhændigt kvæle møgdyret, er stor dum rottweiler, der heldigvis allerede var for sløv til at være effektiv. Efter sådan en event tager man ingen chancer.

Gården er tom, næsten. Et enkelt kærestepar hænger ud ved bænk. Dem passerer han, og går ned i den anden ende. Han tager i alle bagdørene. Folk smører ikke altid låsene på deres yderdøre. Om vinteren er det endnu bedre, for så bliver olien tyk i låsene. Ovre i det nordvestlige hjørne af gården er der en åben bagdør. Han ved, at der mørkt på øverste etage, og det har der været i et par dage.
Femte sal. Han behøver ikke at voldtage døren, han har udstyr til at ordne låsen, helt almindelig, no problem. Det kan gøres lydløst. Han går efter elektronisk udstyr, der kan afsættes, fladskærme – ikke alt for store, kameraer, iMacs er hotte for tiden. Penge er sjældne, men smykker finder han tit. Han ved, hvilke indretningsvaner ældre har – det er dem, der gemmer penge, de unge har designerting. Han ved, hvad man kan forvente af værdier i de forskellige hjem, og hvor de typisk gemmer dem. Han er på en måde en slags livsstilsekspert, og han kunne nemt give modspil til både Henrik Byager og Jørgen Duus, hvis han fik tilbudet. Det har han så ikke fået endnu.

Underboen på 4. sal har gæster, der lyder mandestemmer – voksne drengestemmer – og lyden af maskingeværer og eksplosioner. Det er playstation-generationen, der leger. Det tager under 2 minutter at få låsen op. Der står Tomas et-eller-andet-på-polsk-russisk- whatever på døren. Kevin lukker den bag sig for at være uforstyrret og tænder sin MagLite. Han er trådt direkte ind i et stort køkken med plads til spisebord. Herfra går der døre ud til et badeværelse – ingen interesse – et værelse og to andre rum. Stilen er yngre, et stort spejl på væggen, et rundt køkkenur, en filmplakat, noget med samuraier. Døren er åben ind til et soveværelse med en tom seng, beroligende.

Han starter i stuen. Der er et skab med glaslåger foroven og skuffer forneden. Ud med dem, hurtig gennemrodning. CD’er, dem gider han ikke, for et par år siden var der større marked for dem. En flaske dyr single-malt whisky, uåbnet, ned i sækken med den. PH- lampe, et hurtigt blik, klart en mulighed. Han udskyder beslutningen til før har forlader lejligheden, der kunne være noget bedre. Han er også før vendt tilbage, hvis der var rigtig meget. Ud af vinduet kan han se kirketårnet. Uret viser halv et.

Han drejer rundt for at gå videre til næste stue. Døren står åben, der er et skrivebord med en computerskærm, der skal ses nærmere på. Der er endnu et rum bagved, halvstor lejlighed. Så går det lige pludselig stærkt. Døren går i bag ham, en skikkelse glider op bag ham, en skikkelse kommer ud fra den bagerste dør – ‘hva faen! hvad sker der? slip mig!’ – han er allerede på gulvet, og mændene er over ham. ‘Hey, lad mig gå, det er ikke mig, der bor her, det er en fejltagelse! AAV!’ hans ene arm bliver vredet om på ryggen, den er lige ved at gå af led.

Mændene holder ham fast, de har en lygte, der bliver rettet lige mod han ansigt, så han ikke kan se noget. De taler ophidset på udenlandsk. Så bliver han pludselig hevet op ved håret og armen, trukket gennem lejligheden og køkkenet og ud på bagtrappen, hvor de dumper ham. Han falder 6 trin ned på afsatsen og hører døren smække ind til lejligheden. Han bruger et par sekunder til at overbevise sig om, at han ikke har smadret noget seriøst på sig selv og lægger an til at komme på benene igen, inden der er er nogen i opgangen, der reagerer. Det var jo ikke helt lydløst. Så er det, bagdøren gå op igen, der er tændt lys i køkkenet, der kommer en mand ud af døren, og inden han når at flygte ned af trappen, får han smidt sin taske i hovedet. Instinktivt men også forbløffet griber han den. Han er lige ved at sige pænt tak, men tager den ned ad trappen. En dør går op på 3. sal og nogen råber ‘Hvad sker der?’, men Kevin er allerede nede på 2. og 1. og … ude af bagdøren.

Hvad var det for en scene, og hvem er han løbet ind i? Helt sikkert ikke ejeren, det var ikke en polak, men en asiat – en kinamand? – der havde smidt med taske efter ham. Han nåede at se den ene mands ansigt i døråbningen. De har tydeligvis et håndværk, der er lidt for meget i familie med hans eget, bortset fra, at ikke bruger vold, kun kneb og svindel og alt det andet. I det mindste var det ikke politiet. Selvfølgelig er det ikke nogen, der bor der, ellers ville de jo ha fanget ham og ringet. ‘Stodder, Kevin!’ Han havde én gang før mødt andre i branchen i villakvartererne, hvor de så måtte forhandle om, hvem der brød ind hvor. Men de her er ikke tyve, det er der noget, der siger ham. De er i en anden liga.

Fuck, hvor gør det ondt i hans højre skulder!

Mødet forgår sædvanen tro på neutral grund. Oriental Pearl Hotel er beliggende på Nathan Road, mellem de to havnetunneler. Når Hong Kong-klanerne mødes på tværs af grupperne, er stedet ikke meddelt før i sidste øjeblik for at undgå uventede gæster fra myndighederne.

Man kan ikke sige, at hotellet har det bedste ry i verden. Privatpersoner har anmeldt det med ordene: ‘Det er det mest beskidte hotel, jeg nogensinde har set’, og en anden skriver ‘Personalet er løgnagtige, stedet er beskidt, det er overfyldt, dårlig staff…’ og så videre. Men i dag har personalet i sidste øjeblik gjort deres yderste for ikke at leve op til deres ry. Det har muligvis noget at gøre med de typer, der er kommet lidt i forvejen, model kungfu- gorilla, og som nu har taget opstilling på hver sin side af døren indtil mødelokalet.

Tre mænd fra Wo Shing Wo og tre fra Sun Ye On ankommer hver fra sin side i bil. Da de har øjenkontakt, stiger de ud og går frem mod hinanden. De hilser afmålt, hvorefter de går ind på hotellet. Mødebordet er placeret i et aflangt lokale med en dør for enden. De sætter sig på hver sin side, så alle har lige langt til døren.

Den slags møder har sine særlige ritualer. Man nærmer sig hinanden ved at starte med ufarlige emner. Man forsikrer modparten om sine oprigtige motiver, man nævner de gode aftaler, der er indgået tidligere, og man undgår at nævne uheldige hændelser, der kan skabe splid – medmindre det er uundgåeligt. Et enkelt emne synes uundgåeligt den dag.

Overhovedet for Sun Ye On tager ordet. ‘Mine herrer, jeg går ud fra vi ikke er kommet her for at drikke hvid te og nyde havudsigten. Vi kender hinanden, vi har hver vores forretningsområde og distrikt, og jeg skønner, at vores samtale i dag har bragt disse uoverensstemmeler på plads. Ingen her ønsker at skabe unødvendig opmærksomhed overfor myndighederne. Det sidste emne i dag er, kan jeg forstå, er en vis kunstgenstand, som længe har befundet sig i Sun Ye On’s eje og visse uheldige hændelser et andet sted i verden. Er det rigtig forstået?’

Overfor ham sidder hans modstykke for Wo Shing Wo. ‘Hr Wong. Den omtalte kunstgenstand har muligvis været i Deres eje længe, men vi vil minde om, at den befandt sig i Honghua Ting, Den Røde Blomsterpavillion, da Tiandihui, De Tre Harmonier, blev stiftet, og at vores forfædre alle var til stede. Den tilhører ingen mere, end den tilhører andre.’

‘Hr. Zhöu, tillad mig at belære dem om, at figuren – og vi taler om de gyldne Pu-Tai – var en personlig gave fra Zhū Yóujian, den sidste kejser, som vi anerkender som legitim, til min families fjerne slægtning.’

‘Hr. Wong, tillad mig for min part at gøre opmærsom på, at det ikke var en gave, men et tyveri. Da kejseren måtte forlade Den Forbudte By, forsvandt der mere en én kunstgenstand. At Den Gyldne Pu-Tai er havnet hos deres fjerne forfader, skyldes kun tilfældet og en vis portion frækhed.’

Hr. Wong har et ‘venligt’ smil på, da han spiller det onde kort. ‘Frækhed kan være en dyd. Så lad os sige, at vi har passet på figuren, indtil kejseren vender tilbage. Hovmod, derimod, står for fald. Hvordan går det med jeres forretninger i det lille kongerige Danmark?’

Hr. Zhöu forsøger at beherske sig, dog uden et smil. ‘Hr. Wong, de smigrer os. Vi laver aldrig forretninger i det, de kalder det lille kongerige. Vi har kun lovligt ærinde og er blot på gennemrejse. Det er normalt det større naboland i syd, vi interesserer os for. Men jeg kan forstå, at I derimod har folk på stedet, der både svinger med jernrør og andet inventar og kaster med sten og maling. Det må være en lokal tradition. Køkkenknivene er åbenbart ikke nået til Danmark endnu.’

Det er her, her Wong lever op til sit ry som hr-kold-i-røven. Han tøver et sekund eller to, men det kan ikke ses på ham. Der er ingen ‘folk på stedet’, og de oplysninger, der kommer frem, er helt nye. Det er nærmest en fortalelse, og dette gratis point skal bare hentes hjem.

‘Der er meget, De ikke ved, min herre. Vi har vores øjne, og vi har vores ører. De kender ikke så meget til vikinger, men de kan godt være lidt utraditionelle i deres metoder. Jeg tyder Deres svar i
retning af, at det ikke går så godt med den omtalte forretning. Hvor der handles, der spildes, som man siger. Eller: en rotte, der gnaver i kattens hale, kalder på ødelæggelse.’

Hr. Zhöu’s selvbeherskelse har nået sin grænse. ‘Vær den første på marken og den sidste i sengen. Det sidste ord i denne sag er ikke sagt endnu, selvom vi ikke har mere at sige herom i dag. Disse vikinger, siger De! Måske de også begynder at skyde med bue og pil?’

Hr. Wong har fundet sit lille smil frem igen. ‘Det ved man aldrig. De er fulde af overraskelser. Tak for god ro og orden. Farvel mine herrer.’

Der gives tegn til opbrud, og mændene forlader lokalet i netop god ro og orden, som sagt. Alle fem fingre på hver hånd og et øre på begge sider af hovedet.

Torsdag

Søen er helt spejlblank i de tidlige morgentimer. Fiskeørnen har fundet en fremskudt sten at sidde på. Det er det højeste punkt langs søbredden, og herfra er der et godt udsyn. Den har en rute om morgenen, hvor den krydser mellem de mange øer. Denne morgen har den selskab. Man kan ikke sige, at de er konkurrenter, for deres bytte er ikke helt det samme. Bundfisk og overfladefisk er ikke det samme. Ørnen går efter mindre fisk, og manden i kanoen går efter de større. Regel nummer et: jægere giver plads for hinanden.

Der er både laks, aborre, karpe og gedde. Man kan også støde på bundhelt, som de lokale kalder storsik, det var det, der skete i dag. I bunden af båden ligger to af slagsen. De ligner egentlig et par pingviner, som de ligger der. Mørk ryg, hvide skæl på siden og bugen, let rødlige finner langs bugen. Stor krop og alt for lille hoved.

Han koncentrerer sig om fiskeriet lige i øjeblikket. De tidlige morgentimer er de bedste, for her risikerer man ikke at støde på lystfiskere. De kan finde på at komme helt nede fra Tyskland, men de foretrækker for det meste elevene, hvor de kan blære sig med deres fluestænger, og hvor der er laks, ørred og stalling. De er til sport – civilisationens manddomsprøver – han derimod går efter simpel overlevelse. I dag er han tilfreds. To fisk af medium-størrelse giver mulighed for at koge suppe til flere dage – med svampe og birkebark. Man skræller en birkestamme og skærer indersiden i lange strimler som spaghetti. Kogetid en halv time. En spiseskefuld af den medbragte stensalt med stort indhold af mineraler giver en god smag – og livsnødvendig næring.

Jon har sideløbende projekter kørende, som tilsammen giver en fuld arbejdsdag. Øen er ret stor, og et område består af våd eng. Her findes en koloni af vandrotter. Det er egentlig ikke rotter, men studsmus – en slags kæmpemus, ligesom lemminger. Tricket er at finde deres gange, hvor de opholder sig det meste af tiden. Så graver man et hul tværs igennem gangen og sørger for, at gangen ikke falder sammen. Hullet forlænges, så det passer til en krukke eller overskåret dunk, hvor toppen er i niveau med bunden af gangen. Så dækker man hullet til og placerer en pind, der markerer
stedet. Når man kommer en dag eller to senere, kan der være røget en vandrotte ned i dunken, hvor den ikke kan komme op. Den kan grave og kravle, men den er ikke noget springdyr. Ikke et ondt ord om vandrotte på spid, det er ikke værre end marsvin på spid i Guatemala.

Gæssene er svære at komme i nærheden af. De holder øje med hinanden og finder en holm uden for mange træer med noget lavt vand i siden. Han har altid buen med, hvis der skulle vise sig en lejlighed, men han skal være sikker på sit skud, eller mister han en pil. Det samme gælder for bæverne.

Et andet projekt er tapning af ahorn- og birkesaft. Man skærer et V- formet hak i barken. Så kiler man en pind ind nederst i hakket og monterer en pose eller en flaske på pinden til at opsamle saften, der løber ud. Det er ligesom en slags malkemaskiner. Når snittet løber tør, lukker man det, så der ikke smutter biller ind. Så venter man, til træet er klar igen. Naturen fortæller selv om sin bæredygtighed. Jon har 15 træer på øen, som han passer. Vand er der masser af. Søvandet er så rent, at det kan drikkes.

‘Sin ø’, det er selvfølgelig ikke hans ø. Det er i princippet alles og ingens ø, men hvis man passer på stedet heroppe, skal der meget til, før nogen gør indsigelser. I den tid, han er kommet her, har der aldrig været problemer. De lokale er selvfølgelig velorienterede. Han er på god fod med ejeren af provianteringen nord for søen, og dennes forbindelser og venner / familie kender godt til den unge mand, der indmellem slår sig ned på en af de mange øer i den store sø. Hvis man viser sin respekt for de lokale, får man det samme igen.

Mobilen ringer og Jesper tager den. Han er ikke gået i seng endnu. ‘Det er Tomas. Vækkede jeg dig?

‘Overhovedet ikke. Hvordan går det så med business? Kører du i bil eller hvad?’ Jesper har som sædvanlig gang i et garage-IT-projekt.

‘Jeg skulle bare høre, om du var hjemme, for så henter jeg lige mine ting. Jeg er der om 10 minutter’. Tomas lægger på og slukker for mobilen med det samme. Han sidder bag rattet i en blå Renault Megane stationcar med tagbaggagebærer lejet billigt dagen forinden i Albertslund.

Han venter med at stige ud for at undgå et par bøvede fulderikker, der har dyrket lille-fredag hele natten. Det, der kommer ud af munden på dem kan næppe kaldes sang, men en form for råben på tilnærmede tonehøjder i en tilnærmet rytme. Danskere er muligvis det folkeslag på planeten, der p.t. er dårligst til at synge. Der bliver ikke sunget i hjemmet, til fester, i skolen. Til gengæld har man råbt sig gennem vuggestuen, børnehaven, skolen, gymnasiet, happy- hour 4 dage om ugen, røg-druk og pral, så stemmen er slidt som en landevej i Albanien. Fodboldsang er den mest rå, primitive form, man kan forestille sig, selvom den, indrømmet, har sin egen æstetik. En mindre gruppe X-Faktor-wannabees synger vældig meget og prøver at efterligne de hotteste R&B-show-off-ekvilibrister i verden – med ringe held bortset fra de få heldige. De er til gengæld så uheldige, at de i deres gejlhed over opmærsomhed fra underholdningsbranchen tror, at de er Gud. Det er de så ikke i overmorgen, når det er totalt glemt og på kokain, hvorefter branchen ikke synes, den har et ansvar. Resten af nationen er vokalt mundlamme. Når de skal have døbt et barn, bliver de overraskede over, at der brydes ud i sang i kirken, og de kender ikke en eneste melodi. Nåjo, Kim Larsen, ‘Om lidt blir der stille’, kan vi så ikke få den? Nånej, den handler mest om død og begravelse.’

Lidt senere banker det på bagdøren hos Jesper. ‘Du må godtnok undskylde det med telefonen. Den overlevede jo nok ikke aktionen’

‘Hey, det skal du ikke tænke på. Jeg ofrer gerne en dims i en ond sags tjeneste. Og så har jeg hele skuffen fuld. Kaffe?’

‘Bare en halv, jeg skal afsted med det samme. Vi skal en tur nordpå. Det er derfor jeg smed soveposerne og campinggrejet ned til dig.’ Tomas ser sig om efter grejet.

‘Du er simpelthen nervøs for at gå op hos dig selv? Hvad fanden er det for nogle typer, vi dealer med her? Jeg skyndte mig at slette systemet på mobilen over nettet, jeg skal ikke have nogen rendende her. Enten er det allerede sket, eller også går programmet i gang ligeså snart de tænder for den.’ Nørdsnak. Jesper hælder en kop op. ‘Dine ting står herovre. Hva så, har du fået dame på?’

‘Tja, du skal få hele historien, når den er klar. Det er bare Louise, jeg har mødt hende forleden. Jeg skal lige spørge dig, om du gider have den her konvolut liggende? Det er en fotokopi af et kort og adressen på det sted, vi skal hen. Hvis du ikke hører fra indenfor et par dage, skal du kontakte politiet. Jeg har ikke tænkt mig at holde telefonen åben til andet end hurtige beskeder on-the-fly. Hvis de ikke kender tricket med mobiltelefoner i forvejen, har de nok lært det på nuværende tidspunkt.’

‘Jeg ved ikke lige, hvad du har gang i, men jeg må sige, at jeg ser frem til lidt godnathistorie, når du kommer tilbage. Pas nu godt på de små piger.’

‘Det er faktisk en stor pige, og hun kan godt passe på sig selv. Det ender nok med, at det er hende, der skal passe på mig. Jeg er jo bare journalist og snushane, hun er forsikringsagent og seriøs kajakroer.’

Thomas skal til at gå. ‘Nåjo, lige en ting til. Jeg sender dig også et par billeder. Gider du og trylle lidt med Photoshop og fjerne baggrunden. Manden, der ejer baggrunden, om man så må sige, bryder sig heller ikke om typerne. Udmærket restaurant i øvrigt, jeg kan stærkt anbefale Sun Tzu’s. Og med billederne får du også styret din nysgerrighed med, hvem det er, vi dealer med. Jeg sender et link, for jeg kan ikke lige huske, hvor jeg har lagt dem. Du får også at vide, hvad du skal gøre med dem.’

‘OK. Hvis du hedder Bond, så hedder jeg Q.’

Udenfor på gaden sniger en skikkelse sig op bag den parkerede Renault. Han bukker sig og placerer en sort dims på størrelse med en 5-krone i undervognen. Han trykker den godt fast og forsvinder rundt om hjørnet.

Der er startet et nyt skift, og Anders og Teis er på morgenholdet. Der køres i kvarteret og på de opkald, der kommer. Der er en del mennesker på gaden, torsdag omkring lønningsdag. Der har været et par kørsler på slagsmål, der er fundet kokain og piller hos folk, og en af dem havde temmelig meget mere end til eget forbrug. 17 år og allered hooked på at pushe. Coke er blevet helt normalt hos det unge publikum. Nogle af dem har allerede sniffet så meget, at deres næser er ved at gå i opløsning.

Vi taler om en hel generation, som skønnes at blive et problem for både sig selv og samfundet om nogle år. Ingen af dem tænker på langtidsvirkningnerne, når hele deres liv er bygget op på i dag, i dag, i morgen, i morgen, weekend-party-score-sex-porno-lir-gang-i- den-Ibiza-state-of-mind. Speciallægen Henrik Rindom, manden der ved alt om drugs og misbrug fra Hvidovre Hospital, kan fortælle om, hvad nogle af disse designerdrugs gør ved nervesystemet og kroppen. Fx. permanent at fjerne evnen til at være lykkelig, fordi kroppens egenproduktion af indre morfiner dør. Permanent altså! Det må siges at være en høj pris at betale for et par hurtige år i den sociale overhalingsbane.

Sideløbende sker der en gradvis forråelse og af-empatisering af mennesker. Mere meningsløs vold, mere ligegyldighed, mere falsk feststemning, mere materialisme og forbrug, mere slaveri af elektronisk flimmer. Hver 5. person på gaden krammer sin mobilbamse og har gang i noget elektro-socialt, samtidig med at vekommende ikke er åndeligt tilstede, hvor hans/hendes krop befinder sig.

Helt ned i folkeskolen er det blevet almindeligt, at der storprales af, hvor stiv man drak sig 3 dage i træk, hvor meget man brækkede sig – en særlig sejheds-effekt – og hvor meget man kom til skade, da man væltede indover møblementet. Anders og Teis kommer lige fra en hændelse på Strøget, det værste sted i København at befinde sig efter kl. 2 om natten. Alle bonderøvene fra forstæderne er taget derind – der er så kedeligt i forstæderne – og her er er ingen, der kender dem – de bliver ikke gjort ansvarlige for hærg, medmindre de bliver fanget. De kan gå rundt med kniv i lommen, og de gør det. Og man har ikke kniv i lommen, medmindre man har tænkt sig at bruge den. Et par drenge har den fremme her til morgen. Offeret får ridser i ansigtet og på armen, heldigvis ikke noget vitalt. Han havde bare sagt noget, de syntes var provo, og så havde han forkerte sko på. De bliver fanget nede i sidegaden, den ene er kun 14 år. En anden vogn tager dem med på stationen.

Anders og Teis kører en runde langs dødsruten omkring pladsen på vej tilbage. De fleste er studerende, og dem, der er tilbage, er allerede så stive, at de ikke laver ballade. De råver bare. De drejer om et hjørne. En skikkelse kommer ud af en port med en stor sportstaske.

‘Hva faen, er det ikke…? Du tager gaden!’ Kevin har set dem og prøver at vende om for at fange døren til porten, inden den smækker. For sent. Det betyder, at han har spildt et par sekunder. Teis er ude på gaden og efter ham. Kevin er hurtig, men han har sin taske med dagens høst. Han tager den hen ad fortovet mod det næste hjørne. Han kan mærke, at den ikke går med tasken, så han dropper den og fortsætter. Anders overhaler ham i bilen, og ved hjørnet er der ingen biler, så han svinger forpartiet op over fortovet og blokkerer for ham. Kevin tager den op over køleren på politibilen, men Anders er allerede ude og spærrer vejen. Teis er oppe bag ham.

‘Fuck mand! Først bliver jeg tævet af nogle skide kinamænd, og nu bliver jeg busted af jer!’ Kevin føler sig som en meget uheldig mand, han er simpelthen løbet ind i en stime. Teis har fat i hans ben og hiver ham ned under stort ståhej. På med jernene og ind på bagsædet. Teis er henne og hente hans taske på fortovet.

De kører mod stationen. ‘Hvad søren, Kevin, det må jeg nok sige, du overrasker os. En Lagavullin 12 års, du har simpelthen god smag, du er en kender, en whisky-gourmet. Den kan man vist ikke købe nede ved døgneren på det her tidspunkt.’

‘Jamen pro-li-hør-egå, det er en, jeg har fået, ikke.’

‘Ja, ligesom den bærbare og de smykker, der ligger i tasken ved siden af. Og så lyder det interessant med de dér kinamænd, eller hvad det nu var, du mumlede om. Dem får du rig lejlighed til at fortælle os om det kommende stykke tid. Og en stribe andre sager, der ligger og venter.’

Kl. er 11, da de holder pause med udsigt til Väneren. Den planlagte rute er hovedvej E20 til stedet, hvor de er nu, dernæst hovedvej 26 videre et stykke og til sidst E45 resten af vejen. Det er en køretur på 1500 kilometer. Hvis man er meget dedikeret og har skiftehold, kan det tages på et døgn.

Louise stod og ventede på det aftalte sted i København, da Tomas ankom. Hun havde været oppe på sit loft via bagtrappen for at hente sovepose og campingudstyr. Resten var allerede klar i baggagerummet til bilen.

Søen Väneren er stor som et hav og går rundt om horisonten. Hvem har ikke siddet på kanten af Gefionspringvandet ved Langelinie og repeteret sagnet om Gefion’s sønner? Det må siges at være et tidligt eksempel på langtidsplanlægning. Kong Gylfe tilbyder hende så meget land, hun kan pløje på et døgn. Så tager hun en tur omkring Jotunheimen, parrer sig med en jætte, laver 4 sønner, lader dem vokse sig store, iklæder dem tyreham og spænder dem for ploven – og det er ikke den samme slags sløve, kastrerede kreaturer, der senere kom på mode. De pløjer et pænt stykke land ud, og da de også kunne noget med entreprenørvirksomhed, så bliver jorden transporteret sydpå og dumpet som Sjælland. Hullet i den svenske undergrund bliver til Väneren.

Røverhistorier? Det meste mytologi fremstår for os som sådan. Mens de sidder der ved søen, tænker Tomas på, at vi egentlig ser på vore forfædre og deres fortællinger med samme attitude, som vi ser folk i andre verdensdele på. De er primitive, de besidder ikke egentlig viden – som vi mener, vi gør. De har ingen historie – som vi mener, vi har. De har ingen teknologi – som vi mener, vi har opfundet. Men hvad nu hvis fx. de gamle nordboere vidste noget om geologi, astronomi, elektricitet? Han tænker på den viden, der kom frem ved at udsætte roret på et vikingeskib for de mest avancerede hi-tech-analyser. Man undrede sig over dets form, dets størrelse og dets placering, for det var jo ikke meget andet end en stor åre, der var stukket ned langs siden af skibet. Hvorefter man så finder ud af, at det er mere avanceret end de ror, der sidder på nutidens skibe – hvorefter man mindsandten begynder at anvende dets principper på supertankere!

Og hvad nu, hvis deres røverhistorier om jætter og tordenkiler handler om himmelfænomener, elektriske udladninger fra Solen og Jupiter, supernova-eksplosioner og meteornedslag i de ældste tider? Og hvorfor skulle de gamle spilde deres kostbare tid med at sidde og fortælle løgnehistorier, når de kunne fortælle øjenvidenberetninger? Og hvorfor er det, at der måles besynderligt velordnede elektromagnetiske felter på de megalitiske stenkonstruktioner. Fx. alle ‘nordpolerne’ på de store sten i Stonhenge vender indad mod midten, hvilket de ikke ‘bare gør’, uden at nogen har vidst noget om elektricitet, der er fuldt på højde med vores viden. Har vi undervurderet vore forfædre, har vi fejllæst deres beretninger, og er det os, der er til grin?

‘Hvad siger du til at sejle over den her sø i kajak?’ Tomas bryder den speklulative stilhed. ‘Og faktisk, hvis man orkede, kunne man sejle fra fra Østersøen til Skagerak i kanalerne. Den kommer derovre.’

Han peger mod syd, hvor en vejbro førte over kanalen.
‘Det er jeg da frisk på. Men hvis du skal med i sidevognen, synes jeg, vi skal starte med en lidt mindre sø, eller hur?’ Hun giver ham et dask på skulderen.

‘OK så, vi starter med en mindre sø. Jeg satser på, at vi er fremme ved den by, der hedder Arvidsjaur i morgen over middag. Det er umuligt at køre hele vejen i dag, men er vi enige om at tage det lange stræk? Du ved, jeg sagde, at jeg havde ringet op til proivianteringen i byen, som også er udlejningen og alt muligt andet blandet landhandel – og reserveret to kajakker. Ham, jeg talte med, var superflink, men lidt svær at forstå. Så hvis alt går godt, er jeg klar til et crash-kursus i morgen eftermiddag.’

Tomas tænker på, hvor sjovt det er at komme ind i den slags butikker. Der er ikke ret meget af det overflødige bras, vi har i vores supermarkeder. Derimod er der virkelige livsnødvendigheder og kvalitetsudstyr, for livet heroppe er andet end forkælet velfærd og kedsomhedsfortrængning. Det er overlevelse, især om vinteren selvfølgelig. Han har en ven, der som lægestuderende havde jobs i forskellige flækker nord for polarcirklen. Det var gode penge til studierne, men det var samtidig ret befriende, fortalte han. Alle de sædvanlige pivede og neurotiske hypokondere fandtes ikke her. Til gengæld kunne man opleve, at der kom en fåmælt gut ind for at få savet benet af, der var helt sort af koldbrand. Han havde transporteret sig selv, for naboen var ikke hjemme! Eller en ligeså fåmælt kvinde kommer gående ind på fødeklinikken, hun har gået 10 km, lægger sig ned og føder ungen, og to timer efter er hun på vej ud af døren med kræet. Her går man til lægen, når der er brug for det!

‘Tror du, der er en chance for, at vi løber ind i Jon? Jeg mener bare, det er altså et lidt specielt foretagende, vi har gang i. Prøv lige at høre den her: Jon brænder mig af på en date. Så finder vi en død mand i hans lejlighed, hvor vi overhodet ikke har noget at gøre. Så bliver jeg kidnappet af den kinesiske mafia, eller hvad den nu hedder. Så laver du og din ven Jesper jeres James Bond-manøvrer med GPS’en Så får kinamanden en på lampen og vi stikker af til Lapland. Politiet derimod render rundt og rydder op efter grafittimalere. Og det første jeg siger til Jon, når-og-hvis vi løber ind i ham er: hej du gamle, det er mig med teaterbilletterne, jeg giver ikke op så let, en aftale er en aftale, og jeg er lige rejst til verdens ende for at spørge, hvor du blev af forleden.’

Tomas er flad af grin. Han ruller om på siden. Det er smittende og hun giver efter og smider sig ovenpå ham. De ruller rundt i græsset og de mosklædte sten. De ender mellem to sten, og hun ligger øverst.

‘Du har fuldstændig ret. Det er nøjagtig, som du beskriver det. Dette er så absolut det mest sindsyge, jeg har været med til’, siger han. ‘Det er også derfor, det skal følges til dørs. Hvis ikke, så ville jeg bagefter gå og anklage mig selv for ikke at have gjort det. Jeg fik vist ikke sagt, at manden i provianten kender Jon. Mere ville han så ikke ud med, men jeg har en mistanke om, at han har set ham for nylig – bare en fornemmelse. Du ved, jeg har den slags en gang imellem.’
Hun sætter sig op på hans mave. ‘Er vi enige om én ting? Dette her er også en ferie. Hvis vi løber ind manden med teaterbilletterne, så er det fint nok. Hvis ikke, så er det ligeså fint nok? Er vi enige?’

‘Vi er fuldstændig enige. Jeg fik bare den her ide, og jeg var nødt til at prøve den. Bortset fra dét har jeg glædet mig til at stikke af med dig uden at blive forstyrret af sjove hitmænd, mobiltelefoner, sure redaktører og emsige politifolk. Jeg synes, du er den sejeste tøs, og jeg er glad for, at jeg kender dig. Ku’ du ikke tænke dig, at være min bodyguard?’ Hun ser glad ud. Han hiver hendes ansigt ned og kysser hende.

‘Skal jeg så også passe på den her?’ Hun tager et hurtigt greb om hans ædlere dele.

‘Hej, du misforstår, når jeg siger fornemmelse.’

Hr. Li er lige ankommet med sin kone til sin restaurant. Kokken har været der et par timer i forvejen for at lave forberedelser, så de skal gøre klar i selve restauranten, dække borde, tænde lys, koge tevand, folde servietter. Hr. Li skal se til sine kontorting. Telefonen ringer i samme øjeblik, han går ind på kontoret.

‘Sun Tzu Restaurant. Ja, Wong, min fætter, vær hilset og hvad nyt?’ Han sætter sig i sin kontorstol, mens han lytter til stemmen i røret. Klokken er ud på aftenen i Kina. Han plejer sjældent at blive ringet op om formiddagen, når det er fra Kina. Før kl. 10 bliver telefonen på kontoret ikke taget, og 3 timer efter er Kina gået i seng. Senere om aftenen er Kina stået op igen. Dette tidspunkt er mere normalt, men aftenen før tog han tidligt hjem. Derfor ringer hr. Wong igen.

‘Hvad du der fortæller mig, er ganske nyt. Siden vi har talt sammen, har jeg haft besøg af en journalist, der muligvis kender Jon Ottesen. Han nævnte Den Gyldne Pu-Tai, og han fik ikke mere at vide end nødvendigt. Han virker hæderlig, jeg tror måske, han kan være til nytte. Men jeg tror også, han ved mere, end han giver udtryk for. Hvor kender han for eksempel til Pu-Tai? Han sagde blot, at han havde en kilde i Hong Kong.

Jeg kan forsikre dig for, at vi ikke har gjort anslag mod Wo Shing Wo fra Tyskland, det har vi slet ikke mulighed for. Vi har ikke folk til det. Jeg vil overhovedet ikke have noget med dem at gøre, og jeg har ladet dem forstå, at de ikke skal komme i min restaurant igen. De folk, der opererer her på den måde, kommer normalt fra Rusland eller Sydøst-Europa. Og så er der nogen, som vi kalder rockere, og som kører på motorcykler. Der er også arabere og tyrkere. I Danmark laver kinesere ingen problemer. Og personligt har jeg ingen interesse i den slags business, som du sikkert ved. På det punkt bliver vi aldrig enige, kære fætter. Det ved du også godt.’
Fru Li linder på døren og vil sige noget, men hr. Li gør tegn til, at hun skal vente.

‘Jaså, der har været møde med Wo Shing Wo. Noget kunne tyde på, at deres udsendinge er løbet ind i de unge, der kommer på gaden. Mændene kender ikke til forholdene her. Sådanne unge kan godt være lidt stolte, hvis man fornærmer dem. De rigtige bander bruger ikke maling og brosten, forstår du, det er nærmest drengestreger. Jeg ønsker ikke, at politiet skal blandes ind, medmindre jeg har noget positivt at fortælle dem. Du er velkommen til at bidrage.’

Hr. Li rejser sig op og går over i den anden ende af kontoret for at … ‘Med hensyn til et overfald med et jernrør har jeg ingen forklaring. Hvem siger, at det er sandt? Det kan være bluff fra hr. Zhöu’s side, og det giver ingen mening for mig at se … Nå, du har tænkt det samme! Jeg bliver nødt til at afbryde her, jeg har arbejde at se til.’

Östersund er en halvstor provinsby i Jämtland beliggende ved en af de store søer. Danskere synes, at der er langt til Stockholm, men der er dobbelt så langt til Östersund, som stadigvæk kun er halvt oppe i Sverige. Ovenover Sverige ligger yderligere 200 km Norge inden Nordkap. Sverige er syv gange Jylland ovepå hinanden eller 2000 kilometer, hvilket svarer til København-Madrid i luftlinie. Det er det tredjestørste land i Europa. Jo længere man kommer op, jo længere er der mellem husene. Til gengæld er antallet af træer stigende – og det siger ikke så lidt, indtil det bliver til forblæst tundra helt nordpå. Antallet af myg er tilsvarende stigende.

I den gamle del af byen ligger gaderne nord-syd. Den minder lidt om Fredericia på det punkt, et stykke kongeligt byplanlæggerarbejde. Kongen hed Gustav III og årstallet var 1786. Mere end hundrede år før var området dansk, men Christian d. Fjerde forfejlede sin politik og måtte afstå store områder til svenskerne.

Louise og Tomas har besluttet sig for ikke at køre længere den dag.
Det er ud på aftenen, de har skiftedes til at køre uafbrudt, de er 1000 kilometer oppe i Sverige og er udmattede. De har tjekket ind på et hotel og er i gang med et tiltrængt måltid i restauranten inden lukketid. Næste stop er ødemarken, så et bad er heller ikke dårligt.
‘Bortset fra, at jeg stadig synes, vi skal invitere Jon i teatret, hvis vi møder ham, hvad vil du så egentig med ham. Er det bare historien, du er ude efter?’ spørger Louise.

‘Historien er fin. Men jeg er også bekymret for hans liv. Jeg er jo på en måde dybt indblandet i hans historie, og jeg har enormt lyst til at spørge ham, om han er klar over, hvilket postyr han har skabt. Eller ER skabt, for man kan vel ikke sige, at det er hans skyld, at han har følt det nødvendigt at forsvare sit liv. Det er i hvert fald på ingen måde hans skyld, at hans kæreste omkom. Han skulle muligvis have holdt nallerne fra den Buddha, men jeg tror simpelthen, han har været for oprevet. Hvis det ikke er en fejltagelse, at den er havnet i Danmark, er der noget andet på færde.’ svarer Tomas.

‘Hvorfor gav du egentlig ikke politiet de billeder, du tog den aften på restauranten. Så havde de muligvis fundet typerne.’

‘De havde muligvis hævnet sig på den gamle restaurant-ejer, hvis de havde opdaget, politiet var efter dem. Vi ved jo ikke, om der kun er tre mand, der kan jo være en hel hær. Han ville blive afhørt og presset for oplysninger, og jeg ville aldrig kunne vende tilbage til ham igen. Men godt du siger det, jeg har allerede bedt Jesper om at sende dem, han skal bare lige Photoshop’e lidt først, så man ikke kan se baggrunden. Han skal have en mail her i aften.’

‘Det bekymrer mig lidt, at de stadig har min mobiltelefon. Vi skal nok ikke prøve at ringe til den. Jeg tænker bare på, hvad der findes af oplysninger, de kan bruge. På den anden side har de allerede fundet mig. Men jeg vil bare sige én ting. Inden vi kommer tilbage til Danmark, har du ringet til politiet og fortalt hele historien.’ siger hun. ‘Uanset om vi træffer Jon eller ej!’

‘Jeg kan godt se din pointe. Fair nok, så kan vi ikke strække den længere, det er simpelthen for farligt. Og på en eller anden måde er det også uundgåeligt, at manden med restauranten bliver involveret, for det er han jo i forvejen. Han sagde også ligeud, hvad han mente, mændene var kommet efter. Han kunne tydeligvis ikke lide dem.’ Tomas vinker efter tjeneren for at betale. ‘Og din mobiltelefon. Du fik aldrig den sms, hvor jeg skrev, at jeg muligvis vidste, hvor Jon var? Nej, for da havde du vel allerede mistet den.’
‘Har du skrevet det? Så må vi sørme håbe, de ikke har opdaget, at vi er taget afsted.’ siger hun og rejser sig for at gå ovenpå. ‘Du ordner, det du skal med mail, og jeg tager et bad.’

‘Well, det tror jeg simpelthen ikke på. Vi har været meget forsigtige. Jeg har undersøgt bilen underneden, og der sidder ingen mobiltelefoner, og der er ikke nogen, der har fulgt efter os. Den sidste grund til at møde Jon er, at jeg vil overtale ham til at give den skide figur tilbage til hr. Li’s familieforetagende, så der ikke er mere at komme efter for mænd i varevogne. Det vil være godt for os allesammen, for det er dér, hunden ligger begravet. Vi ses deroppe.’

Tomas har ikke nævnt noget om, at han har blandet de to drenge ind. Ved nærmere eftertanke har han fortrudt det. Det er faktisk over kanten for ansvarlighed. Det er osse bare fordi, at han den dag ikke havde mulighed for at slæbe rundt med den. Den vejede alt for meget. Det var en impulsiv handling. Ak ja! Man kan skrive en bog med titlen ‘1000 dårlige undskyldninger fra hele verden’. Nogle af dem kan skrives på en linie, andre fylder et helt afsnit. Fælles for dem allesammen er, at de starter med ordene: ‘Det er osse bare fordi, at …’

Man kunne filosofere over mediernes rolle i dannelsen af virkeligheden. Er det, hvad, han er i gang med? Hvor er grænsen mellem iscenesættelse og efterforskning? Han vil gerne tænke på, at det kun drejer sig om det sidste, men han kan godt blive i tvivl.
Fredag

‘Vi har lige fået dem her i løbet af natten. Et anonymt tip. Jeg tog lige et hurtigt print, men billederne er bedre end printet.’ Teis langer papirerne over bordet til Anders. De havde skiftedag i går, hvilket vil sige ingen dagsvagt efter en aften-nattevagt. Kevin var godt sur over at skulle sidde i forvaringen en hel dag, uden i det mindste at blive afhørt.

‘Ja, hvad skriver den anonyme? … bør se nærmere på disse typer i forbindelse med den verserende sag om et lig i en container … aktiviteter i det tidligere Dahl’s trykkeri … en sort varevogn, der har fået buler og en omlakering … Verserende sag! hvem fanden skriver sådan noget, det er jo nærmest insider-viden. Der er jo ikke noget i aviserne om alle de detaljer og slet ikke om den sammenkædning.’ Anders er ved at blive knotten.

Teis vender den om. ‘Tror du, det er ham Tomas, der ikke vil ud med hele sproget? Altså det er jo bedre end ingenting at få ansigter at gå efter, men vi skal jo selv rundt og spørge. Der er selvfølgelig ambassaden og det kinesiske politi, men de har nok ikke et katalog med en halv milliard mandlige kineserfjæs i. Baggrunden er jo også væk.’

‘Ja, og det er jo nok med vilje. Der er nogen, der ikke ønsker snushaner i deres butik. Den måde, de sidder på. De sidder da og spiser! Se ham den ene, jeg vil æde min politihat på, at han har et par spisepinde i hånden. Hvad siger du, kinarestaurant. Vi bliver nødt til at tage en tur rundt til nogle af dem. Vi kan jo starte med dem, der serverer dim-sums. Det er Hong Kong-retter.’ siger Anders.

‘Hvad pokker! siger Teis ‘Jeg var ikke klar over, du havde ekspertise på det felt. Vi kan jo også starte med at afhøre Kevin og måske vise ham billederne. Han snakkede om, at han havde fået bank af nogle kinamænd, gjorde han ikke? Og hvor var det henne? Der måske et spor her.’

‘Det er også rigtigt. Det er dét vi gør. Han skal ikke ligge og sove længe i dag, siden han brokkede sig sådan i går til den vagthavende.’

Arjeplog er ingen stor storby. Nogle vil kalde den en flække. Den ligger midt i gammelt Sameland, men i 1600-tallet fandt man sølv på stedet, og der opstod en mindre mineby. Minsandten om ikke danskerne har været helt heroppe sammen med deres norske undersåtter, hvor de brændte minebyen ned. Man kan sige, at den tids imperiale-royale handelsmetoder var utilsløret brutale, mens vor tids er tilsløret brutale. Forskellen bag den acceptable facade er ofte ikke stor, vi har bare haft brug for at udvikle mere sofistikerede metoder, der kan fremstå som lovlige i folkets øjne, hvilket i dag vil sige medierne. Magten har altid skullet legitimere deres ugerninger. En af strategierne i dag er tavshed og uopmærksomhed, for hvad ingen ved, har ingen ondt af. Det gælder i hvert fald i den såkaldt civiliserede del af verden. I Amazonas pløjer oliefirmaernes monstermaskiner stadig gennem junglen og udrydder indianere. I den sydlige del af Afrika hersker der stadig ren middelalder, når det drejer sig om diamant- og guld-kartellerne. Folk bliver skudt på stedet, hvis de vover sig ind på områder hvor diamanterne ligge og flyder i bunker, for i modsætning til myten om diamanters sjældenhed og værdi, er de ikke spor sjældne. Ligesom med olie er det myten og fornemmelsen af sjældenhed, der giver deres handelsværdi. I Europa og USA tømmer handelsfolk bare banker, firmaer og statskasser, mens de trækker på skuldrene og henviser til konjunkturerne. I Hong Kong hugger de fingrene af folk med kødøkser. Det kaldes stadigvæk forretning, men en rigtigere betegnelse vil ofte være gamle ord som røveri og slaveri. Og barbari.

Arjeplog ligger på det sted, hvor de to store søer Hornavan, og Uddjaure løber sammen til én. De hænger endda yderligere sammen med en tredje stor sø mod syd kaldet Storavan. I sammenligning med de helt store søer nede i Sydsverige er Hornavan Sveriges 8. største sø og med de 2 andre er det muligvis, det 3. største søkompleks. I hele kommunen findes der 8.000 søer, mange af dem forbundet af et netværk af elve og strømme, hvoraf et par stykker af dem til sidst løber ud i den Botniske Bugt. Man kan i princippet sejle fra den norske grænse tværs gennem Sverige og til Finland, hvis man vil. De tre store søer er meget dybe, Hornavan
har svensk rekord på 221 meter på det dybeste sted. Alle søerne i kommunen har så rent vand, at det kan drikkes, som det er. Hvis nogen havde besluttet sig til at dumpe Egon Olsen med en betonklods om benet her, ville han aldrig dukke op igen. Der burde også være en historie om en søslange på bunden, men det er der ikke.

I Uddjaure er der et utal af små og større øer, hvor der ikke bor mennesker. Det vil sige, det gør der så alligevel for tiden, hvilket har en vis sammenhæng med den blå Renault, der ruller ind ved provianteringen i byen. Det er en kombination af supermarked, handelsstation, sportsforretning, isenkræmmer og udlejning af gear. Hvis man har brug for en påhængsmotor, et haglgevær eller et helt frossent, parteret rensdyr, så kan man få det. Tomas præsenterer sit ærinde, og drengen bag disken henter sin far. Rauno Savio kommer ud fra baglokalet. Han er en lille senet fyr med læderagtig hud og et stort smil. Hans alder snyder, for han har haft stedet i over 20 år, men ligner stadig en yngre mand. Han går lige til sagen, og i løbet af tyve minutter har de klaret formaliteterne med de to kajakker, model havkajak, og fået dem placeret på taget af bilen. Kajakken er noget, vi har lånt fra innuitterne, men samerne er faktisk også traditionelt fiskere i sommerhalvåret, og deres bådtype er lavet af skind ligesom kajakker og konebåde. Det er bare ikke sæler og hvalrosser, der havde leveret huden.

Tomas undlader ikke at spørge til Jon igen. Rauno smiler blot sit smil og siger: ‘Det er ikke til at sige, om han er her. Måske bor han på en ø, måske ikke. Hvis du møder ham, må du gerne hilse fra mig.’
Der virker, som om der mellem linierne bliver sagt, at han nok er derude, men at han ikke vil have besøg af folk, der ikke har adressen. Er det blot Tomas’s indbildning? Efter at have provianteret sidder de bag rattet og spiser pølse og ost. Pølsen er lavet af rensdyr, hvad ellers, det er jo Sameland. Osten ligeledes. Rensdyrmælk er 40 gange federe end komælk. Samere er ikke fedforskrækkede, for de ved, at al næringen er i fedtet, uden hvilket man ikke ville overleve heroppe.

De har købt ‘suovas bierggo’, som er røget kød. De har også købt et bundt ‘juobmo’, som blev anbefalet af en kvinde, de faldt i snak med, inklusive opskriften. Heroppe spørger man, hvor man kommer fra, der er ingen arrogant-frygtsom storbyattitude. Det rager en, hvem folk er, hvad de kommer her for, og hvordan man kan få dem til at føle sig velkommen. Juobmo er fjeldkvann, og når man koger den får man noget, der ligner rabarbergrød. Serveret med rensdyrfløde er det både en udsøgt delikatesse og en vitaminbombe af en livsnødvendighed. De har også købt tørret fisk. De lokale bruger det mest om vinteren, for om sommeren fanger de det selv, men Louise og Tomas har ikke noget fiskegrej.

‘Du har ikke set det her kort før.’ Tomas peger på en ø midt i søen Uddjaure. Her er afkrydsninger, noter, afmærkninger af fiskesteder, hints om andre øer i søen, osv. ‘Det ligner Jon’s frilufts-kongerige. Det kan godt være, han ikke er her, men hvis der er nogen chance i halvanden-tusind-kilometers-periferien fra København, så er det altså her. Hvis han ikke er her, så bliver det vores lille kongerige en uges tid.’

‘Jeg glæder mig allerede til at slå lejr på en seng af mos. Hvis jeg må foreslå noget, så finder vi en ø ikke så langt fra land i første omgang. Dét her er en stor sø, og øen med krydset på ligger for langt ude for en nybegynder i kajak. Men så kan vi tage den videre derfra. I dag drejer det sig bare om at finde et sted at overnatte.’
Tomas overlader den frilufts-strategiske dømmekraft til Louise, og herefter har de en plan. Nu drejer det sig om at finde et godt sted ved søbredden at parkere bilen og en ø indenfor rækkevidde. Sverige har allemandsretten, der giver lov til overnatninger hvorsomhelst en nat. Heroppe er denne ret i praksis udstrakt til alt, der ikke er til gene for andre eller vækker unødvendig opmærksomhed.

Kortet er nødvendigt her. De veje, der skal til for at komme til den sydvestlige del af søen er kun afmærket på de gode kort. Man skulle tro, at det krævede terrængående bæltekøretøjer, men svenskerne har fundet en smart erstatning for både dyr asfalt og dårlige grusveje, hvor issprængninger laver kratere i vejene. Der findes et biprodukt fra cellulose-produktionen i form af en grålig, klæbrig og hærdende masse. Man hælder den på jordvejene i stedet for den dyre asfalt, der også kræver lagt større fundering og opgravning. Den er flydende som udgangspunkt, trænger ned i jorden, hvorefter den på en måde limer den sammen. Den er slidstærkt og nem at vedligholde. Hvis man så samtidigt har en ordentlig bildækskultur, så giver det fuldt mening. Skovvejene er ofte af højere kvalitet end dårligt vedligholdte asfaltveje andre steder i verden, og så er der pænt meget celluloseaffald i træernes rige, Sverige.

De starter med at køre ad landevejen nord om søen, hvorefter de drejer fra til venstre efter 7 km. Herfra snor skovvejene sig langs bredden, men kortet er præcist og det er ikke svært at finde vejen. Efter at have kørt 12-13 km finder de et sted ved søbredden udfor en stak øer kaldet ‘Mullholmen’. Det er perfekt øvelsesterræn.

På samme tid er en hvid varevogn parkeret ikke langt fra bådudlejningen ved provianteringen i Arjeplog. Den var der allerede, da Louise og Tomas kørte ud af byen. I bilen sidder to mænd af asiatisk udseende, og nu stiger den ene ud og går ind i butikken. De indleder forhandlinger den lille mand med læderansigtet om leje af en båd med påhængsmotor, men der er ikke flere tilbage. Han trækker på skulderen og beklager. De to mænd er ikke tilfredse med hans udmelding, så trækker en stak euro frem fra lommen og spørger ‘How much to buy boat and engine? Herefter er det en anden snak. De går ud på pladsen bag butikken, hvor de bliver forevist en glasfiberjolle. Han ryster på hovedet og peger på en gummibåd ved siden af. I en garagelignende sidebygning til butikken hænger en stak motorer, de finder en af middelstørrelse og accepterer den samlede pris, der bliver forlangt.

Rauno har ikke noget imod fremmede. Det ville være nærmest uhørt for en same, hvis folk jo selv har været udsat for kulturel racisme i lang tid. De er Skandinaviens inuitter eller indianere. Der kommer folk forbi fra hele verden, der lægger penge i hans biks. Indenfor køreafstand ligger en stribe af større og mindre nationalparker, både mod øst og vest og især mod nord. Der er kun 100 km til Sarek Nationalpark, der er et af de smukkeste steder i verden og et hit for vandrere. Der kommer også fiskere op fra Tyskland til elv-fiskeri, der kommer alle mulige mennesker, nationaliteter og racer – hvad det så er for noget. Men de to typer, der nu bærer en gummibåd ud med motor, bryder han sig ikke om. Det er ikke fordi, de er kinesere. Deres penge er ligeså gode som alle andres, de er i hvert fald væsentlig bedre end dollars for tiden. Det er fornemmelsen. Man siger, at samerne har bevaret deres forfædres synskhed. Måske hedder det bare intuition eller mindre støj på den mentale kanal midt i den arktiske stilhed.

Da han går forbi sin søn bemærker han kort: ‘Jeg tror der bliver ballade med dem der.’

‘Ja, så har vi navnet på den ene af de tre mænd. Der var to restaurationsejere, der kendte ham. Hans navn er Martin Hu Lóng. Han er født og opvokset i Danmark, men hans familie flyttede tilbage til Hong Kong sidst i 90’erne. Der er ikke nok til en sigtelse på baggrund af et anonymt tip, men der ryger en efterlysning ud på politinettet.’ Anderes bladrer noterne igennem.

Teis kommenterer. ‘Der er en af restaurationsejerne, ham fra Vesterbrogade, der antyder noget om Wo Shing Wo. Vi er ude i noget bandevæsen gud-hjælpe-mig, som om vi ikke har nok efterhånden. Han siger, de stammer fra Hong Kong, og at de også er i Tyskland. Han har også set Martin Lóng før, og han siger, at han har handlet med hans far, der nu er død. Ikke mere kontakt, ikke flere oplysninger. Der er ikke andre, der har kommenteret det, hvilket er lidt mærkeligt. De er meget lukkede i disse miljøer, og de kender garanteret hinanden ud og ind. De ved meget mere, end de siger.’

‘Ja. Og så er der vores ven Kevin. Han har set den anden mand på billedet. Her bliver det så interessant, for det er jo Tomas’ lejlighed, han vælger at bryde ind i. Af alle lejligheder i hele byen vælger han den! Men det må simpelthen være tilfældigt, for der er ikke noget, der linker de to op. Han siger, at døren står åben, og det er jo hans hood. Det er derimod ikke tilfældigt, at Tomas har besøg af kineserne. Kevin siger, at der kun er to mænd i lejligheden.’ siger Anders.

‘Så vil jeg gætte på, at Martin Lóng ikke er tilstede. Spørgsmålet er så, om han stadig er i landet … om DE stadigvæk er i landet, eller om det er blevet for varmt.’ siger Teis.

‘Lad os lige repetere. Først går de efter Jon. Hvad leder de efter, hvad vil de med ham? Så stikker han af. Hans far siger noget om Sverige, men ved ikke hvor. Det svenske politi er underrettet. Så skaffer de sig af med liget i containeren. Så går de efter Louise
Fromm, som de ikke får noget ud af. De må jo have set hende og Tomas, mens de stikker af fra lejligheden.’ Anders tøver et øjeblik.

‘Det fremgik ikke tydeligt, da vi havde dem inde. Der er et svagt punkt her.’ skyder Teis ind.

‘Det er rigtigt. Det undrer mig også. Men hun stikker af fra dem, siger hun – virker det i øvrigt ikke lidt usandsynligt? De løber ind i grafittibanden og får smadret deres bil. De prøver at få fat på Tomas. Han er ikke til at få fat på, skal jeg lige sige, og heller ikke Louise. Jeg mener, det er på tide, at vi sigter dem, så kan vi i det mindste få hele historien ud af dem, hvis vi truer dem med skyld for medvirken.’ fortsætter Anders.

‘Muligheden er selvfølgelig også, at kineserne har fået ram på dem, og at de dukker op i en ny container – har du overvejet den vinkel?’ spørger Teis.

‘Det har jeg helt bestemt. Men ved du hvad? Jeg tror sgu, det er Tomas, der har sendt os de billeder. Det er i hvert fald min teori lige her og nu. Og du har ret, de er totalt lukkede i miljøet. Det er de stort set i alle indvandrermiljøer, men kineserne har vi ellers ikke problemer med. Der var den sag med nogle unge mænd, der kidnappede en dreng fra et ungt ægtepar for et par år siden. Men det var så amatøragtigt sat op, at de blev fanget med det samme. Jeg tror bare, de havde set for mange kungfu-film. De hér typer er the-real-deal, og jeg vil håbe, at vi ikke skal have dem løbende i København. Jeg tjekkede navnet ‘Wo Shing Wo’ på Wikipediaen, og det er en triade-gruppe. Hvis vi skal til at slås med den slags, så skal vi vist ha’ ansat flere folk i etaten.’ siger Anders.

Udpakning ved søbredden. Louise har taget rollen som coach for en ung, lovende kajakroer. Tomas på den anden side har det fint med rollen som elev. De har taget en tur frem og tilbage langs søbredden, og det går helt fint.

Typen, de har lejet, er havkajak. Den er større og langt mere stabil end de modeller, Louise er vant til, og som også bruges til konkurrencer. De er slanke, lave, hurtige og særdeles levende, hvilket kræver, at man har fuldstændig styr på balancen, ellers ryger man i vandet. En havkajak er fed på midten både til siden og i højden, og derfor også langsommere, men det er uden betydning her. Der er plads til baggage i et rum foran roeren. Baggagen får faktisk båden til at ligge endnu bedre i vandet. For at sige det ligeud: den er temmelig svær at kæntre med.

Tomas kæntrer derfor ikke på sin jomfrusejlads, hvilket får ham til at føle sig ovenpå. Han kan ikke følge med Louise, men det har noget at gøre med brugen af pagajerne og balancen, og mange timer på søen giver både en muskulatur og en måde at bruge den på. Han skal lære, hvilken hånd der holder fast på pagajen, og hvilken der skal lade den rotere. Den type, de har fået, er højrestyret.
De har trukket bådene op langs bredden igen. Dette er ikke en dansk strand, der er sten langs bredden, og det bliver hurtig dybt. Meget dybt. Man hiver kun kajakkerne på land, hvis man ikke skal bruge dem foreløbig. Så går de i gang med at pakke dem med udstyr.

‘Det er ret sjovt, der her.’ Tomas er fuld af gå-på-mod. ‘Hvad er planen for i dag? Vi finder en ø og slår lejr for natten?’

‘Ja. Den ø derovre er fin, men lad os lige kigge på kortet.’ De sætter sig på en sten, og Louise folder kortet ud.

De har først overskud til at se det nu, men søen er imponerende. Den er vældig, den er stor som et hav. Solen står lavt over træerne bag dem, og bredden langt ovre på den modsatte side er belyst i solnedgangen, som varer hele aftenen heroppe. Vi taler om en nat på 4 timer, en meget lys nat, måske en nat med nordlys. Ligeså depressive folk kan være om vintereren heroppe, ligeså speedede kan de være om sommeren. Det er, som om overskud af sollys kompenserer for manglende nattesøvn.

Flagermusene kan ikke vente, til det er blevet mørkt, så de er allerede i gang. De er i flagermuse-paradis, for myg og andre insekter vælter op af søerne. Der er lyde af lomvig og gæs og et par lappedykkere sejler forbi. Der lyder et plask i søen, og ringene spreder sig – der er fisk i vandet, og det er ikke kun småkræ. I
luften kredser en ørn sit territorium af. Hele stedet lever – både fugl, fisk og midtimellem. Tampen brænder.

Louise læser kort. ‘Vi tager den rundt om Mullholmen, måske finder vi en af de mindre øer tæt på. I morgen kan vi tage den ud til Store Nurr og den ø, der er afkrydset nord for, som ikke har noget navn. Så får vi se, om du er på arbejde, eller om vi holder ferie.’

Ørnen, der svæver i cirkler over søen har set alt, hvad der foregår. Et ørneøje er i stand til fokusere som en kikkert, og fra flere hundrede meters højde kan den se en mus i græsset, en fisk i vandet, en fugl på en gren. Den har set de to på stenen. Hvis den kendte til google-maps havde den sikkert også zoomet ind på deres kort og dets afkrydsninger. Den har også set mændene mellem træerne på et næs i den sydlige ende af søen. De har stillet en kraftig kikkert op på et stativ, og betragter nu Louise og Tomas. Bag træerne står en hvid varevogn parkeret, og ved siden af står en gummibåd med påhængsmotor klar til at blive sat i vandet.

Lørdag

Det er en vidunderlig morgen. De har slået lejr på det nordligste punkt af øen i søen, kaldet Mullholmen. Under det lille telt ligger et tykt lag af mos, bedre underlag findes ikke. Hele koret af søfugle, søens beboere, er for længst i gang med deres koncert. Tomas er vågnet som den første og sidder ved søkanten og nyder sin smøg, en af de få i løbet af dagen. Efter han har mødt Louise har han indskrænket det til den nødvendige håndfuld, og han har opdaget, at han ikke savner flere. Til gengæld vil han nødig undvære de få, der er tilbage.

Måske går der en halv time, måske lidt mere, så hører han lyde fra teltet. Et hovede stikker ud ved lynlåsen. Begrebet morgengrimhed gælder ikke her. Det er kun noget, der er til i byens verden med helt bestemte perfektionistiske, modedikterede skønhedsidealer. Morgenhår er godt nok herude, morgen-krøllethed, morgen-søvnig- friskhed måske, morgen-endnu-ikke-rettet-ud-hed. Tilføj selv poesi.

‘Godmorgen, smukke. Er du klar til Sindbad Søfarerens færd over Uddjaure? Hvad er så bedst, Dunlopillo-madras eller mospude- seng?’

‘Mos!’ Det er tilstrækkeligt at tale i enstavelsesord så tidligt om morgenen. Duften af kaffe er ikke til at tage fejl af.

‘Jeg giver den lige et opkog.’ Han tænder for brænderen og går over til teltet for at give hende et kys.

Mens han gør kaffen klar, kommer hun ud af teltet med et håndklæde – i bar figur. Hun styrer målbevidst mod søbredden, udsøger sig den rigtige sten, smider håndklædet og laver et perfekt hovedspring ned i søen. Han overvejer et øjeblik at følge efter, men fortryder. Tøsedreng. I stedet står han klar med håndklædet og en kop kaffe, da hun kommer op igen. Gentleman. Det minder ham om et digt af Benny Andersen.

De sidder på stenen ved søbredden. Vandet er helt stille. Kaffe og knækbrød med ost og tyttebær, så meget de kan spise. Et stykke pølse ryger der også ned. Der er brug for energi, for der venter en rotur på 7-8 km.

En time senere er der pakket sammen og sporene er slettet bortset fra en platform af mos på et fladt stykke mellem træerne. Turen går i nordøstlig retning via en større ø, der hedde Stor-Nuur. Da de nærmer sig øen letter en flok gæs og tager retning mod søbredden. Efter en halv times pause fortsætter de turen de næste kilometer. I stedet for at sejle i lige linie vælger de en rute langs en række små øer for en sikkerheds skyld. Der har ikke været nogen problemer, kajakkerne ligger stabilt i vandet, og der er næsten ingen vind og bølger. Retningen er nu nordlig, men går stadigvæk i en bue om øerne. Målet er øen uden navn. Muligvis har de lokale et navn for den, men den står ikke på kortet. Jon’s ø?

Ørnen er på vingerne, for solen har været oppe længe, og der er termik nok til at svæve. Dens blik scanner hele området, og den har set de to både ude på vandet. Den har også set, at der er aktivitet på det sydlige næs, hvor to mænd er i gang med sætte en båd i vandet. Den registrerer, hvad der foregår, men dens interesse er et andet sted. Dens cirkler snævrer sig ind omkring et græsareal på en tange, der stikker ud i søen, og den krummer sig sammen til et dyk. Manøvren tager herefter kun et par sekunder. En stor harekilling er i færd med at lade livet. Allerede kløerne har næsten gjort det af med den, og næbbet gør resten af jobbet. Det er en nådig død uden langtrækkeri.

Jonna Schmidt ringer på hos fru Svensson. Hun er på ældrebesøg i sognet og der er også et ungt ægtepar, der skal giftes, og som skal have en briefing om, hvad det indebærer. Hun lever i nutiden, og har for vane at forklare relativiteten i ordene ’til døden jer skiller’. Evigheden kan i princippet ikke gradbøjes, men i realiteten gør vi det alligevel, og anderledes kan det ikke være. Når hendes mandlige kolleger, og dem findes der et par stykker af i sognet, begynder på deres fundamentalistsnak ligesom deres fædre, der selv var præster, og som stammer fra det jyske bibelbælte, har lært dem, altså ‘hvad Gud har sammenføjet, må mennesker ikke adskille’, så kan hun finde på at fyre et par friske bemærkninger af om denne menneskeskabte bekvemmeligheds-institution. Sex derimod har Gud skabt, så det er kommet for at blive. Men hun har bestemt ikke noget imod at vie folk, og hun holder meget af det, ligesom hun elsker at døbe deres børn.

Det bliver ikke noget langt besøg hos fru Svensson, hun skal blot konstatere, at hun har det fint. Den gamle kunne sagtens sludre i timevis, men da hun er begyndt at kede sig lidt med sin hjernerystelse og sit allerede helede kraveben, går hun dagligt på venindebesøg. Hun viser blomster frem, hun har fået af sine naboer og veninder. Der er også en fra den unge mand, der var så flink at hente hende på hospitalet. Jonna Schmidt smiler anerkendende og tænker sit. En lille opsang på det rette sted er ingen dårlig ide, og gerne i god tid.

‘Og så er der jo drengene. De er sørme så flinke til at hente varer nede i supermarkedet.’ siger fru Svensson.

‘Ja, de lader sig vel bestikke med en skilling til lakridskonfekt. Bestikkelse er nu en god ting, der har jeg selv dyrket meget overfor mine konfirmanter. Jeg smutter igen.’ Hun lukker sig selv ud af døren. På vej ned af trappen hører hun den karakteristiske lyd af små fødder i løb. Af en eller anden grund kan drenge ikke gå ned af en trappe, men skal absolut forøge risikoen for lemlæstelse. Da de opdager ‘fru Præsten’, som de kalder hende, sætter de farten ned.
‘Hvad har I to gang i for tiden? Jeg hører, I passer godt på fru Svensson.’

‘Det gør vi osse. Vi vil nemlig ikke have, at der flere onde mænd, der skubber til hende.’ siger Malthe.

‘Kender du osse en, der hedder Tomas, for det gør vi?’ spørger Ivan.

‘Ja og vi hjælper allesammen fru Svensson. Vi passer også på kinamanden for hende, og ved du hvad, I går ikke-osse …’ vælter det ud af Malthe. Ivan ser stift på ham og jokker ham over tæerne, inden han blaprer mere ud.

‘Nå, kinamanden! Er det de onde mænd, der skubber?’ Jonna Schmidt er lidt forvirret.

‘Altså det, Malthe mener er bare en gammel figur, som fru Svensson ikke gider at have mere, og så har vi fået lov at lege med den. Vi
skal nemlig ned og købe lakridser, for det er lørdag, og så må vi godt bruge vores snoldepenge.’ Ivan griber fat i Malthe, inden han laver flere verbale ulykker. ‘Kom Malthe, vi skal afsted. Farvel fru Præst.’
Drenge. De skal absolut ud og vende på kanten. Hun kunne godt se, at der ikke blev talt helt sandt, men folk og børn har lov til at have deres hemmeligheder, så længe det ikke går ud over nogen.

Øen en 7-800 meter lang og lidt smallere. Vegetationen er tæt på midten og nogen steder går den helt ned til søbredden. Der er både gran og birk og andre træer. Af en eller anden grund er der frodigere her end de fleste øer i søen. Den er også kuperet, kan man se, for midten af øen rager op. Store sten med grøn mos ligger overalt og rager ud i vandet. Der er en del små bugte og indhak i bredden.
De sejler rundt for at se, om de kan se tegn på aktivitet. På denne måde kommer de halvvejs rundt om øen på dens østlige bred, og på den nordvestlige side er der et sted, hvor det er til at komme i land med de tunge kajakker. Der er ingen træer tæt ved vandet, så de trækker dem op på de lave sten.

De regner med at skulle blive her et stykke tid, så de pakker ting ned i en rygsæk, mad, tørret frugt, en kikkert, en lommekniv, en rulle toiletpapir. Bare det mest nødvendige, de kan altid vende tilbage.
De starter med at gå langs bredden, hvor der er nogenlunde tilgængeligt. På denne måde arbejder de sig langsomt ned mod den anden ende af øen. Man kan ikke tale om en egentlig sti, men Tomas synes, at det virker, som om der har gået nogen eller noget her. Det kan selvfølgelig være dyr, der er både elg og rensdyr i området, nok mest det første, for rensdyrene holder sig til bakkerne og bjergsiderne, hvor der er græs og lav. Elge kan finde på at svømme over til øerne. Det kan også være et menneske.
På et bestemt sted tynder det ud i nåletræerne, og der bliver lidt mere åbent og småsumpet. Her gror birketræerne langs et vådområde. De er nødt til at trække lidt ind i skoven for at undgå at få våde fødder.

Det er Louise, der får øje på træet. ‘Se der! Hvad er det for noget? Vent lidt, jeg tror, jeg kender det. Der er nogen, der tapper birkesaft!’

‘Og det ser ud som om, de har været her for nylig. Man kan se, at saften drypper langsomt. Hvis den havde stået i længere tid, ville der være mere i flasken.’ konstaterer Tomas. ‘Og derhenne er der en til! Han har lavet et helt bryggeri midt i ødemarken!’

‘Vent nu lige med at konkludere. Det kan jo være de lokale spejdere.’ De går videre. Forude løfter øen sig på midten, så de går i en bue udenom langs søbredden. I det fjerne høres lyden af en påhængsmotor. ‘Jeg troede, der var mennesketomt heroppe. Altså bortset fra birketapperne.’ siger Louise.

‘Der kommer altså også turister for at fiske. Søen er fuld af fisk. Man skulle kunne fange nogle monstergedder heroppe. Der var et billede på nettet af en dreng med en gedde, der var ligeså stor som ham selv. Det var nok hans far, der havde fanget den.’ siger Tomas.
De er nået til en naturlig bugt. Indsejlingen er smal, og der er et lille cirkelformet område. ‘Det var her, vi skulle have parkeret. Hvis jeg boede her, ville det være min private havn.’ siger Tomas.

‘Et øjeblik…’ siger Louise, ‘det ligner en havn.’

Tomas er ikke med. Der er ikke tegn på et havnevæsen. ‘Hvad mener du!’

Hun sætter sig ned på hug. ‘De dér striber i mosset på stenen, det er kølen af en båd, der er blevet trukket op.’ Hun rejser sig og går ind i skoven. Der er en tydelig passage, og der er endda hugget et par grene af træerne i siden. Tomas følger efter. Da han kommer frem til Louise, står hun i rydningen og betragter sceneriet.

‘Det er simpelthen her, han bor. Birkemanden’ siger hun De lader blikkket vandre rundt. Enden af et telt med et ekstra tag af
grangrene. Et ildsted. En kano, der er trukket op og vend på hovedet. ‘Se der!’ Han peger op mod dyret, der hænger i bagbenene ned fra en gren. Det er en ung elg.

‘Det betyder så også, at hvis vi er meget uvelkomne, så har vi også at gøre med en jæger. Så må vi håbe, at den indfødte er veligtsindet’ siger Tomas.

‘Jeg tror ikke, han er særlig indfødt. Og så tror jeg, det er en bueskytte, vi har med at gøre. Det er en af de ganske få ting, Jon nåede at fortælle om sig selv. Du ved, vi bonde’de lidt ved at prale af vores sportspræferencer. Og det var én af hans, han har ovenikøbet vundet konkurrencer. Se lige på såret i siden. Det er altså ikke et haglgevær.’ siger hun.

‘Nu er det altså dig, der konkluderer. Det kunne jo være en riffel, jeg tror ikke man skyder sådan nogle krabater med hagbøsse – altså uden at have forstand på det. Men du kan sagtens have ret. Hvis båden er her, er manden her også. Skal vi råbe lidt? Han gider garanteret ikke have besøg af sådan nogle tumper som os, især ikke, hvis han ikke ved, hvem vi er. Den her ø er så stor, at der kan gå dage, inden vi finder ham.’ siger Tomas.

‘Halloo!’ De skiftes til at råbe. De råber både hans navn, så han ved, de kender ham og deres egne navne. Lyden af påhængsmotoren er kommet nærmere. ‘Tror du også han har en motorbåd, tror du, det er ham?’ spørger Louise. De går tilbage til den lille bugt. En gummibåd med to personer har kurs direkte mod stedet.
Tomas tager sin kikkert frem fra tasken. Han drejer på knappen i midten for at indstille linsen. ‘Shit! Vi har et problem. Det er kineserne! Hvad laver de her?’

‘Så skal vi bare afsted nu. Ind i skoven!’ Louise stikker i løb, Tomas er lige efter. De tager den henover rydningen ved teltet. På en stub sidder en lille økse, og ved siden af ligger dens etui med bæltestrop. Louise stopper op og samler øksen og etuiet op, inden hun fortsætter. Hun er stadig foran Tomas.

Herefter bliver det til tæt skov, så de har en chance for at slippe væk. Lyden af påhængsmotoren er stoppet, båden er i land på øen. De har kun et par minutters forspring, og deres eneste fordel er, at mændene i båden ikke ved, hvad vej de er løbet. Det er også uvist, hvorvidt de overhovedet er blevet set, men blot muligheden er nok til at motivere deres flugt.

Øen er halvstor, men større er den heller ikke. De kan gemme sig, men ikke for evigt. Hvis de prøver at stikke af i kajakkerne, vil de for alvor blotte sig. De vil hurtigt blive opdaget og indhentet. Kan man ringe efter hjælp? Vil det nytte noget her og nu? Tomas’ mobiltelefon er nede i båden. Tør de overhovedet nærme sig dem? Øen smalner til i nordenden, og de kan nemt blive fanget. Foreløbig er der langt ned til den anden ende af øen, men det er ikke desto mindre den vej, de styrer.

Tusinde tanker og muligheder løber gennem hovedet på begge de flygtende. Efter et kvarter sætter de farten ned. Tomas er helt flad. De befinder sig midt på øen på et sted, hvor skoven er tæt. Lidt længere fremme tynder skoven ud og bliver til det smalle sted på øen, der er åbent område med birketræer og vådarealer. Hvor de sidder, er der et stykke massivt grundfjeld, der stikker op og et fald ned mod birkeskoven. Mod sydvest går skoven yderligere opad til noget, der fornemmes som et udsigtspunkt. Fra en platform på dette sted i et højt træ dækket af tætte grangrene bliver de betragtet gennem kikkertøjne.

De stopper for at konferere i en hulning mellem nogle store sten, hvor de ikke kan ses fra den sydlige vinkel. Det forbandede eller muligvis velsignede ved denne ø er, at den er svær at overskue. Man er hele tiden ‘sunket ned’ i den. Medmindre man har været der, kan man ikke rigtig vide, hvordan der ser ud – og det har de ikke.

‘Hør lige!’ Louise bryder tavsheden med lavest mulige røst. ‘Vi er nødt til at være helt kolde i hovedet. Vi har dummet os. Du har været naiv og troet, du havde styr på det, og jeg har været dum og troet, at det var en ufarlig ferie. Vi har leget med ilden i en sag, der ikke rager os. Det her er alvor nu, og vi har vidst det hele tiden. Det er gået op for os, dumme Tomas, dumme Louise. Nu gælder det om at træffe de rigtige valg.’

‘Jeg mere end hører, hvad du siger. Vi kan ikke stikke af i bådene, vi bliver nakket med det samme. Hvis de har fulgt os hertil, har de udstyret i orden, kikkerter og alt muligt. Og de har skydevåben, helt sikkert, jeg har selv set det ude i trykkeriet.’ hvisker Tomas.

‘Ok, hør så: det er måske ikke os, de er ude efter, men Jon. Vi har forrådt ham, vi har ført dem hertil og røbet hans skjulested. Det er helt forrykt, du ville hjælpe ham, og nu har du angivet ham. Vi har faktisk et ansvar nu. Selvfølgelig bliver vi skudt, hvis vi bliver fanget, for nu er de ligeglade med os. Men hvad med Jon?’ Louise har en pointe her.

Lyden af påhængsmotoren høres igen. ‘Hvad fanden har de nu gang i? Det er for godt til at være sandt, hvis de bare tager afsted igen.’ Tomas rejser sig og kravler op på stenene og videre op på klippen. Herfra er der udsyn mod nordvest henover birkeskoven, og man kan skimte søen mod vest. Han lægger sig fladt på klippen og tager kikkerten frem igen. Han hører Louise nedenuder: ‘Hej, smid din taske ned med kortet.’

Lyden af motoren panorerer fra venstre mod højre, hvilket vil sige, at båden sejler nordpå. Tomas får øje på den på det smalle stykke, der er åbent mellem træerne. Der er kun én mand i båden. Han bliver deroppe indtil lyden af båden stopper igen. Hans fornemmelse siger ham, at manden i båden har set kajakkerne. Og hvad betyder det? Det betyder for det første, at fjenden har delt sig. Han lader sig glide ned igen.

De overvejer igen situationen. ‘Han har sandsynligvis fundet kajakkerne. Derefter bliver de selvfølgelig undersøgt. Han finder min telefon, så den mulighed er opbrugt. Dernæst smadrer han nok bådene, så vi ikke kan komme væk.’ Tomas har hermed fremført en nådesløs performance af djævelens advokat. De er fanget, der er afskåret fra omverdenen, fjenden har tiden på deres side. De kan i princippet også have smadret Jons’ kano. Tomas får et sekund den vilde tanke, at hvis deres gummibåd punkterer, er de alle strandet her indtil den bitre ende.

Den bitre ende. Lyden af motoren stopper igen i retning nord. Det bekræfter Tomas’ værste formodninger.

Martin Hu Lóng er professionel hitman. Det betyder ikke, at han går
rundt og likviderer folk hele tiden. Det betyder, at når han får besked på det, ved han, hvordan det skal gøres. Ellers passer han til daglig civile gøremål, fører regnskaber, minder folk om, at de skylder penge – og ryster dem lidt, hvis de mener noget andet, udfører chaufførjob, går i hænde, faktotum. For nogle år siden må han nå under jorden, da han er involveret i en likvidering på en restaurant kaldet Luk Yu Tea House i Hong Kong, hvor de også dengang efterstræber en vis kunstgenstand. Han dukker senere op med en anden identitet i Tyskland.

Hans specialfunktioner har for det første krævet en masse træning i kampteknik, og han har haft gode lærere. Dernæst har det krævet våbentræning. Og ikke mindst har det krævet viden om, hvordan man skaffer sig efterretning, forhandlingsteknik, god psykologi. Endvidere kræves det, at man er helt kold i røven, skrupuløs, non- empatisk og ambitiøs i sit fag. Han opfylder alle betingelser. Glemte vi at sige, at man også skal være loyal overfor sit tilhørsforhold, og ikke have egne meninger om, hvad der er rigtigt og forkert. Skulle den slags alligevel snige sig ind, skal de holdes for sig selv. En vis portion stolthed er heller ikke af vejen.

Netop stoltheden har fået lidt af et knæk på det seneste, da en eller anden uventet person pander ham ned i en mørk fabriksbygning i et industriområde. Han ser det ikke komme. Dernæst bliver de udsat for et ydmygende angreb af en mindre hær af unge fyre, der smadrer deres bil, mens de sov bagi. Det er egentlig ikke hans ansvar alene, men succesoplevelserne udebliver endnu engang, hvilket er lig med professionel vanære. Selvom han bør hvile hjernen ovenpå slaget, være blevet i Danmark eller taget tilbage til Tyskland, insisterer han på at tage med til Sverige, en slags kompensation for fiaskoerne. Han argumenterer med, at de stadigvæk har brug for en, der taler dansk og forstår svensk. Han ligger bagi den nye varevogn det meste af tiden op gennem Sverige.

Nu befinder han sig i en rydning på en ø, hvor de har opsporet Jon’s opholdssted. Hans ene makker er sejlet rundt om øen for at finde kajakkerne, som de har holdt øje med. Hans anden makker – for de er jo tre hele tiden – er i øjeblikket i færd med at endevende en Peugeot, der er parkeret ved søbredden. Senere er det meningen, at han skal hentes i båden, så de kan fange og udskadeliggøre de tre danskere. Altså: den ene skal fanges og ‘bearbejdes’, de to andre skal bare uskadeliggøres. Målet i sidste ende er at finde og erhverve sig en bestemt kunstgenstand, der enten befinder sig i Danmark eller her på stedet. Det er en bestillingsopgave fra overhovedet for klanen i Hong Kong. Alle midler kan tages i anvendelse, forudsat kriterierne for diskretion overholdes. Det har knebet lidt på det seneste.

Lige nu er hans job bare at gennemsøge stedet for alle oplysninger. De regner ikke med at finde noget afgørende, men alt skal endevendes. Det samme har hans partner gjort i en lejlighed i København for et par uger siden, men det har haft en uheldig konsekvens. Mere vanære. Flere larmende telefonopkald fra Hong Kong. Og det samme har hans to partnere gjort i en anden lejlighed tilhørende journalisten for et par dage siden. Det er kun en moderat succes, for de har ikke fundet noget af betydning, og så er der ovenikøbet dukket en tilfældig indbrudstyv op. Vanære? Knap nok, men umådeligt irriterende. Det er, som om hele deres projekt har været forfulgt af uforudsigelige og til tider latterlige hændelser. De er fast besluttede på, at resten af forløbet skal styres på strammeste vis, og at de har opbrugt kvoten for uheld og forkerte beslutninger.

Endelig er hans job at sørge for at destruere den kano, der er trukket op på land og ligger i rydningen. Han har som forventet ikke fundet noget i teltet eller andetsteds på pladsen. Han går dernæst over til kanoen. I stedet for blot at smadre båden med sten eller kniv, hvilket vil betyde larm, der kan høres, beslutter han sig for den lydløse metode. Han monterer lyddæmperen på pistolen. Han har tænkt sig et give den 3-4 huller i skroget, det må være tilstrækkeligt.

En lyd får ham til at tøve og vende sig om. Der er ikke noget at se. Det er muligvis bare en fugl. Da han hører den hvislende lyd, foregår alt i mikrosekunder. Lyd – har hørt før – måske – pas på – smerte i brystet! Han når kun at se skaftet af pilen, før det svimler for hans øjne. Egentlig er dette tidsmæssigt lineære resonnement blot en funktion i hjernen. Afstanden er 18 meter, flyvetiden for pilen er 0.26 sekunder. Regn derfra lydens hastighed, strengen der smælder, suset fra luftmodstanden, øret der hører. Vi taler om samtidighed. Det er i dette splitsekund, det går op for ham, hvor han har hør lyden før. Han vakler og taber sin pistol, hvorefter han sætter sig ned på knæ. Smerten er meget stærk nu, og han kan næsten ikke trække vejret. Han ser gennem tågerne en skikkelse, der kommer frem i rydningen. Han bærer en kamouflagefarvet jakke med en hætte over hovedet op til næsen, så man kun ser hans øjne. Han standser i lysningen. Da den næste pil rammer, forsvinder synet, følelsen, smerten og til sidst al ambition og vanære.

Manden med jakken går resolut frem imod skikkelsen. Han sætter sig på hug og drejer hans ansigt op mod lyset. ‘Jing Wei,’ siger han til sig selv. Så rejser han sig igen, trækker en stor kniv op fra bæltet og placerer den ved siden af pilen. Han presser den ind og vrider sidelæns, hvorefter han trækker pilen ud. Proceduren gentages med den anden pil. Han går over til kanoen bag den døde mand, vender den om og trækker den henover stien af mos, der er anlagt ned til vandet. Da den er i vandet, forsvinder han langs kanten af øen mod syd – i modsat retning af manden med gummibåden.

20 lange minutter senere starter motorlyden igen. Tomas ved, at der vil gå et par minutter, inden den kommer til syne igen mellem træerne. Under forudsætning af, at den sejler samme vej.

‘Vi er nødt til at finde ud af, hvor den sejler hen. Vi skal ikke løbe ind i armene på dem.’ siger han.

‘Hvordan har du det med at svømme, hvis det skal være?’ spørger hun.

‘Ikke særlig godt. Jeg kan højst klare en halv kilometer, og vandet er garanteret skidekoldt. Der må være mindst to km over til den ø der. Hvem siger, vi ikke bliver opdaget? Og hvem siger, at det nytter noget at flytte ø. De har stadigvæk en motorbåd. Vi står til gengæld på en øde ø i bar røv hele natten.’ Han kravler op på stenene og lægger sig på klippen.

Louise kommer op og ligger sig bag ham. ‘Vi bliver bare nødt til at gøre noget.’

‘Jeg er bange for, at du har ret. Han har stjålet vores kajakker.’ Gummibåden er kommet til syne mellem træerne. Den har retning
væk fra øen. Bagefter i snore følger de to kajakker, den ene efter den anden. Båden sejler mod søens vestlige bred.’

‘En svømmetur bliver det rene selvmord for mit vedkommende, det kan jeg godt sige ligeud. Jeg kan måske klare den over til den lille knold derovre, men så kan vi sidde der og vifte med de våde underhylere.’ siger Tomas. ‘Der er jo ikke engang et træ, man kan gemme sig bag.’

‘Og hvad med Jon?’ spørger Louise. ‘Har de allerede fundet ham?’
‘Det nægter jeg at tro. Han kender sin ø ud og ind, og de andre har ikke været her længe nok. Vi nødt til at tænke i helt andre baner. Der er så vidt jeg kan se følgende scenarier. Og en forhandlingsløsning er ikke en option, tænk bare på, hvor meget besvær, vi har skabt for dem. Tænk på, hvem de er og hvad de er i stand til. Og tænk på, hvor langt væk fra civilisationen, vi er. Eller i hvert fald langt nok.’ siger han.

‘Så hvad tænker du så på?’

‘Plan A er den desperate plan. At vi stjæler deres båd, når den kommer tilbage. Det går jeg ud fra, den gør. De efterlader den samme sted, det er mit bud. Så går de enten sammen eller hver for sig op gennem øen. De har tænkt sig at finkæmme den.’

‘Det lyder helt sindsygt, det dér!’ siger Louise.

‘Det ved jeg. Plan B er, at vi finder det tykkeste sted i skoven og graver os ned under grenene.’ siger Tomas og stiller på kikkerten.

‘Hvad har vi her? Det var satans!’

‘Hvad?’

‘De er kørt en hvid bil frem på den spids derovre. Der må være 3 mænd’. Båden styrer mod stedet, hvor bilen er standset.

‘Der røg din plan A. Nu sætter de bare den ene mand til at passe på båden, mens de andre går på jagt efter os. Jeg har et tredje forslag. Den hedder plan-BC.’ siger Louise.

‘Sig frem, for enhver pris.’

‘Den er næsten ligeså sindsyg som din, forskellen er, at den måske virker. Ideen med at holde sig skjult er god nok. Men kun til det bliver mørkt, for så skal vi væk. Hvis de ikke finder os, inden det bliver mørkt, sejler de væk, og så kommer de igen i morgen tidlig. Vi har én fordel. Det er folk, der er vant til storbyjungler og ikke svenske skove. De skal ikke have noget af at rende rundt i mørket her, især ikke hvis der er en bevæbnet mand, der kender hvert træ og sten. Og så er de sikker på, at vi er fanget her.’

Tomas afbryder ‘Under forudsætning af, at de ikke finder Jon – eller os! Men hvad er egentlig din plan, hvordan kommer vi væk. Jeg svømmer ad helvede til, og i mørke er det helt i skoven!’
Louise fortsætter. ‘Vi bygger en grenbåd, en sejlende fuglerede. Jeg har lavet sådan en som spejder. Vi bruger øksen her, hvis de er sejlet væk. Hvis ikke de er væk, bruger vi den kun til at lave 4 gode pagajer af små birketræer. Det larmer at hugge i træer, og så opdager de os.’

‘Interessant. Jeg er i øvrigt sikker på, at de har ødelagt Jon’s kano også. Havde du ikke også en schweitzerkniv, der sidder verdens bedste mini-sav i, og den larmer ikke ret meget. Jeg vil godt påtage mig at fælde 10-20 små træer med den. Måske vi skulle gå i gang med det samme, inden båden kommer tilbage.’ siger Tomas.
‘Jeg har en endnu bedre plan.’ En tydelig stemme lyder bag dem nedenfor klippen.

Det giver et sæt i dem begge, de har intet hørt. Der står en mand nedenfor med en kamouflagejakke. Skal de løbe, eller … Han er ikke en af mændene fra båden. De tøver. Han kommer dem i forkøbet ved at trække hætten væk fra hovedet. Han har mørkt fuldskæg og klare grønne øjne.

‘Jon! Er du Jon?’ spørger Tomas.

‘Selvfølgelig er du Jon, jeg kender dit ansigt.’ siger Louise. ‘Ved du til gengæld, hvem jeg er?’

‘Ja det gør jeg da. Til gengæld har du ikke præsenteret din nye date for mig. Jeg har heller ikke fortjent bedre, men som du nok forstår,
har jeg haft mit og se til. Faktisk har jeg ikke haft noget valg.’ siger han.

‘Burde vi tale så højt? De kunne høre os. Og jeg hedder Tomas.’
‘Tænker du på ham, der mente, han skulle ødelægge min kano. Jeg tror ikke vi får problemer med ham. Det fortæller jeg om en anden gang. Jeg er ikke i tvivl om, hvem I er. I har jo råbt og skreget det udover hele Lapland for ganske nylig.’

De er nede på jorden igen nu, på mere end én måde. De giver hinanden hånden.

‘Mener du, at han er væk, eller …?’ Tomas kan ikke dy sig.

‘Tre små kinesere på Højbro Plads. Du kender selv resten, og han spiller ikke kontrabas længere. Men vi har ingen tid at spilde. I er på udebane, jeg er på hjemmebane. Vor mænd i gummibåden, der tror de skal tilbage og holde deres kammerat med selskab, er også på udebane. Derfor er det mig, der giver instrukser nu, medmindre I vil sejle i en fuglerede og drukne i strømmen, der løber ude i midten af søen.’

Lyden af bådmotoren i det fjerne er startet igen efter en kort pause. Det må betyde, at båden er på vej tilbage.

De ser på hinanden, delvist chokeret, delvist lettet. Jon indgyder en ro og sikkerhed, som er svær at komme udenom. Muligvis er han selv bange, men man kan ikke se det på ham. De nikker bekræftende.

‘Godt. Bag den pynt dér ligger min kano. I ved, hvordan den ser ud. I skal vente der, til jeg kommer tilbage. Pagajerne ligger inde i skoven. I behøver ikke at lede efter dem, for I finder dem ikke. I må have mig undskyldt, at jeg ikke tager nogen chancer. Når I ser mig igen, skal der lægges kræfter i, for vi skal væk fra øen så hurtigt som muligt.’ Han ser på Louise. ‘Du skal sidde forest. Er det hele forstået?’ Der er noget kontant og nærmest militant over hans udredning. Faktisk virker han paradoksalt nok både usædvanlig kold i røven og betryggende på samme tid.

De nikker bekræftende igen. ‘Det er forstået’. Jon vender sig om og
forsvinder op i skoven.

Båden nærmer sig nu øen fra vest. Den ene mand styrer bagi, og den anden prøver at holde fast på en kikkert, men båden hugger for meget op og ned. Han forventer at se den tredje mand ved bredden, men han dukker ikke op. Omkring 30 meter fra bredden tager styrmanden farten af motoren og lader den glide. De skal ikke risikere et undersøisk skær.

Lidt senere lyder der et smæld foran på båden. Manden med kikkerten lægger den fra sig og læner sig udover den runde gummikant for at se, om de er stødt på noget. Han kan ikke se noget, men han kan høre lyden af luft, der siver ud af et hul. Så rammer den næste pil. Den første gik hele vejen igennem siden og ligger nu i bådens indre, den anden bliver siddende, så fjerene stikker ud. Han trækker sig tilbage og smider sig i bunden af båden, mens han råber et eller andet til manden bagi. Denne lader sig glide ned i bunden og speeder op for motoren, men han drejer håndtaget rundt. Den trejde pil sidder i siden af båden. Dens hoved stikker ud på den inderste side af kanten. Inden de når at komme uden for skudvidde og videre hen langs kanten af øen, sidder der en fjerde pil bagerst i højre side.

100 meter henne tvinger de båden ind mellem nogle sten og springer i land. Det kan allerede mærkes på båden, at den har tabt luft. De fortøjrer den ikke desto mindre til en gren og begynder at løbe langs søbredden. Den ene mand er udstyret med et automatvåben, den anden med en pistol.

Jon er for længst inde i skoven og på vej over øen, der er smal på dette sted. Ovre på den østlige bred er der ikke så overgroet. Da han kommer ud af skoven, er der frit løb det første stykke. Der høres nogle skingre stemmer bag ham. De har fundet deres kammerat i lysningen. Det er sikkert også gået op for dem, at kanoen mangler. Indenfor et minut vil det også gå op for dem, at de muligvis har et problem. Jon ved, at der ikke er nogen tid at spilde.

Det tager ham under 5 minutter at komme frem til det aftalte sted.
Han har visualiseret det hele til mindste detalje, og han samler de to kano-pagajer op på vejen i et buskads. Louise og Tomas sidder klar med båden, hun sidder forest klar til at ro, han står klar på stenen til at skubbe fra og hoppe ned i midten. Da de er ombord råber Jon ‘Pagajen over i venstre side.’ Det er manden bag i båden, der suverænt styrer, foran er man bare pagajslave.

De styrer stik øst. Der er to kilometeres sejlads til nærmeste store ø og yderligere 3 kilometer til det sted på den østlige bred, hvor der er en chance for at få kontakt til ejeren af det hus, der ligger ved dæmningen, hvor søvejen går op til byen. Foreløbig skal de bare fri af øen.

De er flere hundrede meter ude, da de hører en skudsalve fra et automatvåben. Og endnu en. Der lyder også en serie skud i langsommere rytme. Der er intet, der kommer i nærheden af at ramme – eller var der lige et enkelt plask af en halvsløv kugle. Den slags våben er beregnet til nærkamp og hurtighed. Et automatvåben er så ustabilt at holde på, at hele aggregatet ryster. Der er heller ikke kraft nok til at træfsikkerheden på længere afstand er stor nok. De opgiver hurtigt. Nu har de ovenikøbet gjort opmærksom på sig selv i den store laplandske stilhed, hvor lyd forplanter sig ubesværet henover vand. Der vil være folk helt inde i Arjeplog, som har hørt det, og man jager ikke elg og bæver med en Uzi. De mærker i øjeblikket den skæbnens ironi at blive ramt af deres egen strategi. Den, der lever ved sværdet, skal dø ved sværdet.

Tomas og Louise skiftes undervejs til at ro, Jon ror hele tiden. Der bliver ikke talt meget sammen. Turen tager halvanden time. Det er ikke nok til at vinde et europamesterskab, men det er nok til at komme i land. Manden i huset ved søvejen er hjemme. Der bliver ringet op til Rauno på provianteringen, som er der i løbet af en halv time. Politiet er også underrettet. Arjeplog har en ganske lille lokalstation med 2-3 medarbejdere. Hvis der skal bruges forstærkninger, kommer de som regel via helkopter.

Selvom det er Volvoland, kører Rauno i Range Rover. Den nye model er lige blevet udnævnt til bedste offroader, og heroppe giver det hele mening. Bølgen af 4-hulstrækkere har været en modebølge, før finanskrisen satte ind, og mange af modellerne ville bryde sammen, hvis de kørte uden for vejrabatten. Show-off-roaders. Legetøj til
mænd med små tissemænd, sagde onde tunger. De 5 F-er i grådighedens tidsalder sagde andre: firhjulstrækkere, fladskærme, friværdi, finanskrise og famtalekøkkener

Han får en kort briefing om deres problemer undervejs af Jon. Han er klar over, at der kan være problemer med kajakkerne, men det, der bekymrer ham mest er noget helt andet – udover at der bliver gjort noget for at stoppe mændene på øen, inden de finder en måde at komme væk på eller laver mere ballade. Før han kører hen til politiet, svinger han derfor indenom sin butik, der er lukket på dette tidspunkt. Han kommer ud med en liter vand, 3 dåseøl, en flaske snaps og en luns røget rensdyrkølle, som han begynder at skære af. First things first.

Søndag

Kom hviledagen i hu at du holder den hellig. En del folk skal ned til kirken, andre bliver hjemme. Her findes både missionske og hedninger heroppe. Der bliver talt i byen her til morgen. Hvis nogen tror, at moderne digitale medier er effektive, så kender de ikke det kommunikationssystem, der findes i en landsby eller distriktsby som denne. Det er Facebook og iPhone på steroider, og alle er klar over, hvad der er foregået.

Folk er helt på højde med, at der har boet en ung mand fra Danmark på en af øerne. Der er dernæst ankommet to andre nede fra København, en mand og en kvinde. Og så var der jo kineserne. De havde bare købt en båd og havde skudt til højre og til venste. Vi hørte det jo selv. De havde også stjålet Rauno’s kajakker fra de unge mennesker og havde ladet dem flyde ufortøjrede. Han fandt dem drivende langs søbredden.

Men den unge mand fra Danmark havde sænket deres båd og var stukket af med de to unge. Politiet havde hurtigt fundet deres bil ved søbredden, og senere var der kommet en helikopter, og så havde politiet sat flere både over til øen. Der var blevet råbt i megafoner. Kineserne havde valgt at overgive sig med det samme. Men nu skal I bare høre! Det siges også, at der var en tredje mand på øen, og at han måske er blevet skudt med bue og pil – af ham danskeren på øen! Og det er ganske vist.

Folk heroppe bryder sig ikke om dem, der tilsidesætter god opførsel for at skade andre og ovenikøbet forstyrrer freden. Derfor har de også respekt for dem, der sætter sig op imod dem, der tilsidesætter god opførsel og fred. Den underlige dansker har skiftet status fra at være tålt særling og eneboer til at være lidt af en helt. Han vil sikkert også rydde forsiden på lokalavisen, men der skal heller ikke så meget til at konkurrere med overskrifter som: ‘Elg kørt ned af lastbil’ og ‘Gedde på 20 kilo fanget af lystfisker’. Der er også ‘agurketid’ her – bortset fra, at der ikke gror agurker nord for polarcirklen.

Tomas og Louise er blevet indlogeret i et hus i nærheden provianteringen. Der er ikke tale om en fængsling, men der er en betjent lige i nærheden, der holder øje med dem, og huset har
ingen bagdør. Der bliver selvfølgelig tale om udredning af sagen, og der er immervæk foregået manddrab. Jon er hos politiet, og det vil han sikkert være nogle dage. Han har flere ting, der skal forklares, og senere vil han blive overført til dansk politi.

Politiet er allerede nu klar over, hvem kineserne er, og i de kommende dage vil der uden tvivl dukke mere interessant snavs op. Der er tale om forhold i Tyskland og Hong Kong. Den ene har været efterlyst i Danmark og Hong Kong, de to andre er efterlyst i Tyskland og internationalt. Deres ‘baggage’ taler også sit sprog. Et rum i deres varevogn indeholder våben, sprængstoffer og forskellige medikamenter, der nu bliver undersøgt, formodentlig giftstoffer. I bilen er der elektronisk lytteudstyr, og under den lejede vogn fra Danmark finder de en sender. Politiet i Både Danmar, Tyskland og Hong Kong er kontaktet.

Tomas sidder på trappen foran huset med en smøg. Han har øjenkontakt med betjenten i skuret overfor, en tidligere butik med et stort vindue.

Han tænker på, hvordan han på en måde har været en del af en bevidst plan. Eller rettere, sådan kan man vælge at tolke det. Virkeligheden er aldrig objektiv. Det er en konstruktion, vi foretager set i bakspejlet eller gennem forruden. Problemet med forruden er, at der ofte er så tåget, at vi blænder os selv. Det kan vi så bande over, og vi glemmer hurtigt, at der er vores egen projektion. Eller at der der så mørkt, at vi kun kan se ved det lange lys, der lyser i én retning, mens alt udenom er mørkt. Indimellem kommer der andre køretøjer den modsatte vej. Visse glemmer at blænde ned, og så kan vi bande over det. Vi glemte i øvrigt selv at blænde ned.

Vi kan kun se verden herfra, hvor vi sidder. Vi kan gå ud af køretøjet og trække vejret, hvilket er tilrådeligt en gang imellem. Vi kan vælge et andet køretøj uden forrude, og så kan vi opleve, at der også findes dufte, lyde og en let til svær vind fra sydøst. Hvis vi vælger en cykel eller endda at gå på vores ben, oplever vi også en anden tid. Men vi kan stadig ikke sige, at dette ER virkeligheden. Vi kan fortolke, og så kan vi enes i flok om fortolkningerne.

Hvorvidt Jon havde en plan er svært at sige. Man kan spørge ham om det en dag, hvis man får lejligheden til det. Han kan svare, hvis han har lyst. Han kan endda tale sandt, hvis han ønsker det. Og
sandhed og virkelig er ikke nødvendigvis det samme. Jon havde måske mange planer, og Tomas og Louise havde kun koblet sig til én af dem. Og nu sidder Tomas her og ser på denne plan i bakspejlet.
Herfra ser det ud, som om Jon har valgt sit eget scenarie. Hvorvidt det så igen bygger på et foregående scenarie, som han ikke selv havde valgt, er en udvidet vinkel. Han valgte dette sted på dette tidspunkt med dette udstyr for at give sig selv de optimale betingelser for at imødegå den fare, den fjende, som han vidste måtte komme før eller senere. De guerilla-taktiske operationer, han udførte – for det er svært at se det som andet – kunne kun lade sig gøre og lykkes under de givne forhold. Skoven og øen var sådan indrettet, at den kunne overskues og forsvares, nøjagtig som han gjorde det. Eller han indrettede sig efter øen, så han fik mest muligt ud af situationen, same-same. Skoven var hans kamouflage, buen var hans lydløse forsvar i form af et angreb, præcis og dødelig i kenderens hånd. Og han kendte fjenden og dens styrke. Han kendte også dens svage punkt, dens blinde vinkel, og han udnyttede den til fulde.

Jo mere, Tomas tænker over det, jo mere imponeret bliver han. Jon havde ovenikøbet overskud til at inkludere de to tumper, der dumpede ind i hans territorium, for derefter bringe dem i sikkerhed. Eller var det uventet overhovedet? Hvor meget har han vidst om, hvad der foregik i Danmark? Tomas nægter at tro, at det hele blot er spor, der er blevet lagt ud, for at de skulle hoppe på honningfælden. Tasken på bænken, billetterne, Louise’s mellemkomst, figuren, kortet på loftet, krydserne på kortet, grenen på træet, træet ligger langt ude i skoven.

Det holder jo ikke. Hvilken hjerne eller intelligens lægger den slags planer? Der er dem, der hævder, at vores underbevidsthed og det kollektivt ubevidste felt er i stand til det. At vi tiltrækker og møder de mennesker, vi skal, for at vores ‘plan’ kan bringes i stand. At vi selv påkalder os de hændelser, der giver os chancen til at lære lektien. Og at vi møder det, vi frygter allermest, netop fordi vi frygter det allermest. Frygt skaber frygtens objekt.

Hvis det det forholder sig sådan, kan man sige, at Jon’s plan er lykkedes, men begrebet ‘plan’ skal også omtydes. Der er en dynamisk fællesnævner, et tvetydigt overlappende felt, der
forbinder plan og skæbne. Denne scene på denne ø har været scenen for Jon’s slutspil. Her har trådene samlet sig for ham, og han har via dygtighed, nærvær og mod, eller hvis man vælger at se det på den måde: panisk, desperat og heldig reaktion formået at sætte modstanderen skakmat. Sandheden er tvetydig og dynamisk, den kan ikke patenteres, kun vindes, ligesom et skakspil.

Tomas modificerer sin imponerethed til en dyb respekt for Jon’s evne til at handle i situationen, netop som situation krævede. Hans, altså Jon’s problem er nu, at han skal argumentere for, at han handlede i selvforsvar. Alt taget i betragtning bør han have en rimelig god sag, når man tager hans modstander og hans odds i betragtning. Det er ham, der bliver opsøgt, modstanderen har særdeles betændte motiver, det er ham, der bliver angrebet. En forsvarer for hans modstander vil så hævde, at de bliver lokket i en fælde, de små pus, og at Jon jo havde stjålet en værdifuld genstand, som … så ikke var deres alligevel, hovsa!

Louise og Tomas har fået deres ejendele tilbage. Alt er selvfølgelig blevet undersøgt og registreret. Rauno har fået sine kajakker, ovenikøbet i hel stand. Og minsandten om ikke han har givet nedslag i lejeprisen svarende til de dage, de ikke fik udnyttet. Det er arktisk storsind, og når sandheden skal frem – der var det fine ord igen! – så er han også medansvarlig for, at rygterne i byen taler til fordel for den unge dansker med jagtbuen.

Mens Tomas sidder på trappestenen, kommer Louise ud og sætter sig. Hun lægger armen om ham. ‘Har du ikke en god historie her til morgen?

Han tænker på, at de selv befandt sig midt i den gode historie. Altså den med tasken på bænken, der havde ført til en meget koncentreret ommøblering af hans tilværelse og en kæde af uforudsete hændelser. Måske var tasken bare faldet ned fra himlen. Man har hørt om den slags.

‘OK. Jeg har en anden historie fra Kina. Jeg har aldrig rigtig troet på den, men de forløbne uger har ændret mit syn på, hvad der er muligt. For nogle år siden læser jeg en avisnotits om nogle fiskere, der sidder i deres båd på en sø et sted i Kina. Lige pludselig kommer der en ko flyvende ned fra himlen og smadrer deres båd. Det vil de ikke finde sig, så de går til politiet og beklager sig over det. Politiet smider dem i fængsel for at forsøge at snyde dem med en løgnehistorie. Men de er nødt til at slippe dem fri igen med erstatning. Der er nemlig sket det, at myndighederne i et andet distrikt har besluttet sig til at tvangsforflytte en hel landsby på grund af et dæmningsprojekt. De smider alle folk inklusive kreaturer ind i en stor transportflyver. Men så sker der det, at bagsmækken glider op, og en ko falder ud fra jeg-ved-ikke-hvor-mange kilometeres højde. Jeg tror ikke, den overlevede.’

Vejen er Mount Butler Road. Området er Tai Tam Country Park, der dækker hele den sydlige del af Hong Kong-øen, og hvor der sine steder er en glimrende udsigt over hele byen og dens skyline, havnen og Kowloon nord for havnen. Både charmen og udsigten ved stedet her er temmelig begrænset, for dette er parkeringspladsen ved en tom fabriksbygning.

Fire biler er kørt frem med afstand indbyrdes og køreretningen mod indgangen til parkeringsarealet. Tre mænd fra bilerne i hver gruppe stiger ud og går frem mod midten. Et par personer bliver i baggrunden. Chaufførerne sidder ved rattet. Der bliver tydeligvis ikke tale om et længere møde.

Hr. Wong tager oret. ‘Hr. Zhöu! Vi føler, at det er på tide, at vore uoverensstemmelser på visse punkter bliver afklaret. Vi erfarer, at den seneste udvikling i Skandinavien og Tyskland indenfor – skal vi sige – håndtering af kunstgenstande har taget en drejning, så der ikke længere kan herske tvivl ejerskab og rettigheder. Vi kan endvidere forstå, at visse af jeres betroede medarbejdere har – skal vi her sige – ‘afsluttet’ deres forretninger i det nordlige, skandinaviske område.’

Manden, der står overfor har taget sit stenansigt på. ‘De overrasker os, hr. Wong. Jeg mener, De sidste gang var så venlig at gøre os opmærksom på de lokale skikke i dette Skandinavien. De er ganske besynderlige. Vi har besluttet ikke at forstætte vores forretninger i dette område, men flytte vores aktiviteter til Holland. Her vil jeg til gengæld advare mod at intervenere i vores affærer.’

Hr. Wong tager til genmæle. ‘Det har vi bestemt heller ingen planer om. Tillad mig et godt råd. Hvis dette område er nyt for jer, vil jeg foreslå denne gang at studere de lokale skikke forinden. Men Hr. Zhöu, De er jo en begavet mand. De er ovenikøbet synsk, så der bliver sikkert ingen problemer.’

‘Hvad mener de, min herre?’

‘Måske de har glemt det. Men ved vores sidste møde fremsagde De faktisk en spådom. De sagde, at de lokale vikinger kunne finde på at skyde med bue og pil. Det har jo vist sig at være en imponerende forudsigelse.’ siger hr. Wong.

‘Tillad mig til gengæld at minde om, at De hævdede at have øjne og ører blandt de lokale. De skulle vel ikke have haft en finger med i spillet?’ svarer hr. Zhöu. Der spores en vis irritation i hans stemme.
Her kunne hr. Wong have taget den ud af den overlegne streng og hånet hr. Zhöu og hans håndlangere for deres uduelighed. Strengt taget har de blameret sig selv og ovenikøbet blottet aktiviteterne i Tyskland. Mens de står og taler her, er der en aktion i gang i Hamburg, som ingen af dem har kendskab til, men som i løbet af få timer vil blive viderebragt.

Hr. Wong vælger herefter en anden tone uden ironi, men med en kontant skarphed.

‘Hr. Zhöu. Vi er lige så overraskede som dem over hændelsen i Sverige. Jeg synes vi skal overlade sagen til myndighederne på stedet og tage vores forholdsregler herefter. Jeg vil dog til sidst minde om, at den pågældende person, der var så uheldig at måtte lade livet for en bueskyttes hånd, er den samme person, der sammen med to andre er sat i forbindelse med en hændelse på Luk Yu’s Tea House for et par år siden. Herved synes i hvert fald en del af regningen for dette – skal vi sige – restaurationsbesøg at være betalt, og jeg er villig til at slå en streg over resten af regningen. Vi har aldrig diskutteret denne sag, og jeg ønsker ikke at gå ind i yderligere detaljer. Medmindre De ønsker det, min herre. Men så taler vi om den fulde regning.’

Hr. Zhöu havde ikke regnet med den vinkel. Han er sat skakmat og vælger herefter sin retræte og sine ord med omhu.

‘Hr. Wong. Vi takker for deres storsind. Den pågældende episode har været en belastning for vores forbindelse, og De er i deres fulde ret til at nævne den. Som De ved, er der nu ingen ansvarlige personer i live efter hændelsen. Det er let at undgå et spyd, der kommer forfra, men svært at undgå skade fra en pil, der bliver skudt bagfra. Lad os fremover undgå bueskydning i mørket. Kunstgenstande er ikke vores forretningsområde.

‘Jeg tror bestemt, vi vil være i stand til at lave en aftale. Vi har vores områder og interesser. Nogen kan lide gulerødder, andre kål.’

Efter endnu en par standard-høfligheder går mændene går tilbage til deres biler. Det mest passende ordsprog bliver ikke udsagt ved denne lejlighed: ‘Hvis man skal spille et spil, skal man starte med at beslutte sig for tre ting: spillets regler, indsatsen, og det rette tidspunkt til at stoppe’. Også denne gang skilles de i god ro og orden.

Epilog

Louise og Tomas får overstået deres afhøringer hos det svenske politi om mandagen og får samtidig lov til at slippe for at være under opsyn. De får at vide, at Jon bliver overført til videre afhøring i København næste dag. Der er en lokal lufthavn i byen Arvidsjaur med forbindelse til Stockholm og videre til København. De selv forventes at møde op hos politiet i København fredag. Udeblivelse medfører omgående efterlysning. Skulle der ske uventede forhindringer på turen, skal de straks melde sig hos det lokale politi. Altsammen fair nok, procedurerne skal overholdes. Det slår dem, at de faktisk ikke har mødt nogen, der ikke agerede professionelt, bestemt, og på en venlig måde.

I mellemtiden bruger deres tid på at køre rundt i området og tage en mindre tur på fjeldet. Lapland skal opleves til fods – eller til vands, og det sidste har de prøvet, synes de. Der er en særlig atmosfære over vidderne med det duftende græs, mos og lav, de små søer, de store søer, udsigten til bjergene i horisonten. Der er en fornemmelse af uendelighed, man vil kunne gå i ugevis med den samme fornemmelse. Lapland er en tilstand ligesom ørkenen, Himalaya, Indlandsisen, Amazonas, havet og himlen. Man føler sig lille på den store måde.

Der var som forventet et efterspil i København. Folkene fra kriminalpolitiet er der, Anders og Teis. Der er også folk fra PET. Der fornemmedes en vis kompetencestrid.

‘Kompetence’, dette herlige ord, der for tiden bliver vendt og vredet og kuppet i management- og coaching-sammenhænge. Kompetence betød så sent som for 15 år siden: magt, beslutningsdygtighed, mandat til forhandling og beslutnings- og konkurrencedygtighed. Kvalifikationer betød: evner, uddannelser, færdigheder, erfaringer. I dag er det hele kørt sammen i en verbal-synonym gryde af ny- sproglighed. Man får lyst til at bruge ordet: verbalt inkompetent.

Tomas og Louise oplever situationer, hvor de mærker de to politigrupper pisse deres kompetence-territorier af. Hvis de kan finde noget, de andre har overset, er det en fjer i hatten. Det er der så ikke. Man kan selvfølgelig også mene, at et dobbelttjek på tingene er dobbelt så godt, og måske er det bare sådan, det kører hos det danske politi. PET-folkene vil gå længere i deres krav, kriminalpolitiet holder igen.

Tilbage står Den Leende Buddha. Hvad ler den af? Er det skæbnens ironi og synkronicitet? Både Tomas, fru Svensson, og Jon fortæller om den. Og så er der jo hr. Li, restaurationsejeren, der melder sig på banen og fortæller sin historie, hvorefter figuren bliver udleveret. Det er værd at bemærke, at hr. Li og hans advokat på intet tidspunkt hævder, at grunden til, at den har befundet sig i Danmark, er tyveri. Den har befundet sig her for at forhindre et tyveri. Sagens forløb har netop skyldes et forsøg på at udføre dette tyveri, og tyvene er fanget.

Jon’s forklaringsproblem bliver hermed mindsket. Da det tyske politi i Hamburg om natten rykker ind på et kontor i Hamburg, arresterer en gruppe personer og finder særdeles belastende materiale med tilknytning til de tre kinesere og deres bagland, skønner det danske politi, at der er grundlag for at stille alle sigtelser mod danskere i bero. Politiet i Hong Kong bekræfter oplysningerne fra Tyskland og Sverige. Sagen er ikke hermed fuldt opklaret, men den rykker fri af Jon på en måde, der lover godt i forhold til at blive fuldstændig renset. Det er endelig ikke uden betydning, at hans far har haft forbindelse med de involverede myndigheder for at lette det flow af informationer, han kan.

Men den stopper ikke her. De involverede i sagen får efterfølgende en henvendelse fra restaurationsejen i form af en indbydelse. Det er et kort med en dekoreret forside og en inderside med den formelle invitation. Forsiden har kinesiske skrifttegn. Indersiden indeholder teksten:

Det vil glæde min familie at indbyde … [navn] … til en middag på Sun Tzu Restaurant, fredag d. 15 august. De er velkommen til at medbringe ægtefælle, kæreste og børn til lejligheden.
Vi ønsker at udtrykke vores taknemlighed overfor Deres medvirken til vor genforening med et af de dyrebareste klenodier i familiens historie. Vi ønsker også hermed at sætte et punktum for de stridigheder og misforståelser, der har skabt ulykke for mennesker i det forløbne.

Vi håber, De vil glæde os med at acceptere denne indbydelse.
Med venlig hilsen Chou Wong Li, Sun Tsu Restaurant

En hel stribe mennesker har fået indbydelsen. Inklusive Anders og Teis. De har pænt takket nej. For det første er de på vagt den aften, for det andet må de ikke tage imod den slags, hvis nu der er tale om en form for bestikkelse. De må ikke mænge sig med klientellet, de skal holde deres sti ren. Og et eller andet sted i periferien lurer folk, der er associeret med det, vi plejer at kalde mafia-væsen. Vel vidende, at det i Kina både har en legal og illegal side, ændrer det ikke ved denne sag.

Alle andre har sagt ja. Tomas, Louise og Jon møder op. Ivan og Malthe møder op. De medbringer ikke børn, som der står, de medbringer forældre – og Ivans storesøster og kæreste, meget imod Ivans vlje. Fru Svensson møder op. Jonna Schmidt møder op med sin kirketjener. Tilstede er også ambassadørparret, der er fløjet ind fra Tokyo.

Hele den ene afdeling af restauranten er lukket af med skydedøre. Der er separat adgang fra køkkenet, så dørene ikke går op hele tiden. Det er helt igennem et privat selskab. Der er indkaldt ekstra tjenerskab i dagens anledning. Et stort bord i midten er dækket op og scenen er sat.

Middagen er intet mindre end overdådig. Der er retter i skåle, der er retter under låg, der er friture, der der er fiskeretter, der er kød, der er dekorerede grøntsager, der er indbagte retter, der specielle forårsruller, der er charchou-kål i soya, der er rejer og krabber, der er dumplings, der er en stærkt krydret oksekødsret, der er spareribs, der er det hele.

Hr. Li’s barnebarn sørger hele tiden for, at gæsterne er forsynede. De to drenge er helt oppe og køre, de har aldrig set noget lignende. Malthe er oppe og stå på stolen på et tidspunkt, men så hiver hans far ham ned igen. Fru Svensson fortæller historier fra sin ungdom, hvor hendes afdøde mand er kommet hjem med ting og sager fra Østen. Det hele er ét stort hjerteligt orgie i overflod og taknemlighed. Og lettet afklarethed.

På et tidspunkt, hvor alle er mætte og tilfredse kommer hr. Li ind i rummet. Et rullebord med et klæde bliver trukket ind bag ham. Der bliver stille i rummet. Hr. Li tager ordet.

‘Mit navn er Chou Wong Li. Jeg håber, at I allesammen har nydt dette udvalg af retter, som alle stammer fra mit land og vores traditioner. Jeg er her i dag for at udtrykke vores taknemlighed for igen at kunne nyde synet af dette klenodie. Jeg vil forsøge at forklare meningen.’

Hr. Li går en til rullebordet og fjerner det stykke stof, der dækker genstanden underneden. En gylden Buddhafigur kommer til syne. Der spores en vis overraskelse hos folk i lokalet, der forventer noget andet.

Hr. Li fortsætter. ‘Der var engang en stor kejser. Han så sit rige falde sammen. Derfor besluttede han at sende beskeder videre til fremtiden. Han betroede sine tjenere forskellige genstande og forskellig viden. Hvis man besøger Den Forbudte By i dag, kan man se nogle af disse genstande. Hvis man forstår sig på geometri, kan man studere bygningerne. Man kan også læse bøger, der er skrevet. Da I gik ind gennem døren, var der to løver med en kugle. De fortæller den samme historie. Men jeg skal ikke trætte jer med gamle ting. Som I kan se, er figuren gylden. Vi har fået fjernet det lag af sort lak, der har siddet på den og gemt dens sande natur. Det er unødvendigt at sige, at også som kunstgenstand er den uvurderlig. For min familie er den ikke blot et stykke kunst, den er er et stykke af vores sjæl.’

Hvad gæsterne ikke ved, er at der befinder sig to mænd i baglokalet, der under sammenkomsten er stand-by og bagefter vil anbringe figuren i en kasse og næste dag sørge for at den bliver bragt ud af landet med fly som særlig sikkert gods. Den vil blive behandlet som et andet maleri af da Vinci eller Rembrandt.

Hr. Li går frem mod bordet til gæsterne. ‘Der er gamle ting, og der der er nye ting. Og der er ting, der hverken er gamle eller nye. Tillad mig også at udtrykke min taknemlighed ved hjælp af disse ting.’
Hr. Li giver et tegn, og en tjener kommer frem med et nyt rullebord.
Det er i flere hylde-etager, og der ligger forskellige æsker på hylderne. Han ser først på de to drenge, der sidder mellem deres forældre.

‘Unge herrer! modtag min tak for, at I har passet på vores Pu-Tai. Jeg hører, at I har et hemmeligt tempel, hvor han har boet.’

Drengene pakker en aflang æske ud, og ud kommer to sammenrullede drager af nylon og kulfibre. I en anden æske er der en messingfigur, en miniature af den gyldne figur på rullebordet.
Hr. Li ser på fru Svensson. ‘Min frue! modtag min tak for Deres storsind og min undskyldning for, at mennesker fra mit land har tilladt sig at forulempe Dem. Disse mennesker er ikke mine venner, og hvad de har gjort, kommer de nu til at bøde for. Dette er kun en ringe kompensation for den smerte, der er forvoldt dem.’

Fru Svensson får bragt en pakke over til sin stol, der indeholder forskellige hvide og grønne teer, tørrede svampe, medicinske præparater: astragulus, ginseng og et gavekort til chi nei tsang, qiqong-massage og akkupunktur. Fru Svensson er ikke helt klar over, hvad der er, hun har fået, men fornemmer, at hun vil kunne lide det.

Hr. Li ser på Louise. Hans datter bringer en blød pakke over til bordet. Hun pakker en kimono ud af silke med blomstermøstre. Han giver tegn til Tomas. Han rejser sig kommer over til bordet. En tung pakke indeholder en pragtudgave af Dao De Ching, Laotsi. Han husker i et glimt, at den også lå i Jons taske fra bænken, men denne er langt flottere. Teksten er på engelsk på en en side og kinesisk på den anden. Der er illustrationer og kaligrafi på hver side.

Til sidst ser han på Jon. ‘Min unge herre. De har lidt meget. Ingen gave kan kompensere for Deres tab. Jeg vil slet ikke forsøge. De har også udvist stort mod og handlekraft. Vi glæder os over, at det ikke har medført repressalier, og at vort lands myndigheder har valgt at se det på samme måde. Enhver gave kan kun blive et ringe udtryk for den taknemlighed og anerkendelse, min familie og slægt har for Deres dåd. Vi kan dernæst forsikre Dem for, at alle søgsmål og repressalier, som De har mærket fra visse kinesiske personer grupper, ikke længere vil være mulige.”

Hr. trækker en lang indpakning frem fra nederste hylde på rullebordet. Jon rejser sig og kommer op til ham. I pakken ligger der en perfekt og forfinet kopi af en C-bue og et antal pile i et kogger. Dette er bestemt ikke nogen turistkopi, men en fuldt funktionsdygtig model. En C-bue er den buetype, der gjorde bueskytte-kompagniet hos kongen af Qin berømt. Det var ham, de samlede de 7 riger til ét og blev den første kejser. Hans bueskytter brugte denne type bue, der var kort og hurtig.

Jon ved udmærket, hvad det er for en gave, han har fået. Man kan se på ham, at denne gestus har stor betydning. Den unge mand, der ellers har været tilbageholdt og afmålt i sit udtryk er tydelig rørt. Han slipper en portion af den smerte, der har boet i ham. Han trykker den gamle kineser i hånden og kan ikke længere holde sine følelser tilbage. Den gamle lægger hånden på hans skulder.

Ved 10-tiden er der opbrud. Børnene skal i seng. Fru Svensson skal passe sin hjernerystelse – som er væk, men lidt opmærksomhed er jo ikke af vejen. Ambasadørparret har jet-lack. Præsten og kirketjeneren er også taget af sted – har de noget kørende sammen? Jon, Tomas og Louise har for første gang lejlighed til at tale sammen på vej hjem.

‘Hvad er så dine planer nu. Du siger, at du er sluppet fri mod at oplyse dit opholdssted den næste måned. Det er vel sådan en slags frihed mod kaution, og vel nærmest en frifindelse.’ spørger Tomas.
‘Ja det er mit indtryk. Og hvad er mine planer? Jeg har foreløbig et hængeparti, der involverer en elg i et træ på en ø i Lapland. Den har fået lov til at blive der, og nu skal den parteres og ryges. Der er også nogle fisk, der skal fanges, og nogle træer, der skal tappes. Planen går yderligere ud på at overleve en hel vinter der. Det betyder også, at jeg skal lære at bygge en hytte af pæle og mos. Og hvis jeg overlever vinteren har jeg tænkt mig at starte et lille eksportfirma i området. Om jeg kommer tilbage til København er usikkert. Foreløbig fremlejer jeg lejligheden.’ fortæller Jon. ‘Og jo, så har jeg tænkt mig at slæbe Laotsi, Heidegger, Wittgenstein og Platon med. Dem fik jeg ikke med sidste gang.’ ‘Og hvis du ikke overlever?’ spørger Louise.

‘Hvis ikke jeg overlever, har jeg fået en bedre slutning end at blive henrettet af en eller anden gangster. Og så bliver det en himmelbegravelse, for ørnene og kragerne har tænkt sig at æde mig, når jeg tør op igen.’ svarer han.

Der anes et glimt i øjenkrogene. Vinteren får ikke bugt med ham denne gang. Og foreløbig er det arktisk sommer og blomstrende vidder. Birkesaften er klar til gæring, og måske er der gået en vandrotte i fælden.

Da han er gået, tænker Tomas, at han glemte at spørge ham om, hvordan hans taske egentlig var havnet på en bænk på pladsen for et par uger siden. Men så tænker han, at det alligevel er OK at efterlade den detalje som et ubesvaret spørgsmål.

Man har ikke altid brug for at vide alt.

Den leende Buddha (roman)

Prolog

Fredag aften

Lørdag

Mandag

Tirsdag morgen

Tirsdag eftermiddag

Tirsdag aften

Onsdag

Torsdag

Lørdag

Søndag

Epilog

Mikroessays juli 2022

Ad vandveje (roman)

Prolog

Fredag aften

Lørdag

Mandag

Tirsdag morgen

Tirsdag eftermiddag

Tirsdag aften

Onsdag

Torsdag

Lørdag

Søndag

Epilog

Mikroessays juli 2022

Ad vandveje (roman)

Læs også

Massehypnose – hvordan kunne det ske?

Profeten Alkasetzers seneste opstød

Protokollerne

Fredag aften

Lørdag

Mandag

Tirsdag eftermiddag

Tirsdag aften

Onsdag

Torsdag

Lørdag

Søndag