Essay,  Kultur,  Politik,  Psykologi,  Sundhed,  Teknologi

Det langsomme liv

Det startede med en bevægelse for slow-food og spredte sig derfra til alle livsudtryk.

Det var en bevægelse, der tog udgangspunkt i byens opskruede livsstil og -tempo. Alt ved et byliv er opskruet, alle mennesker bevæger sig hurtigt, mennesker bliver utålmodige og frustreret aggressive i køkultur, i transportblokeringer og på overfyldte steder. Frustrationer, aggressioner og misforståelser bliver forstærket af, at bymennesker har minimal kontakt med de horder af andre mennesker, som de løber ind i, mens de bevæger sig rundt i bylandskabet, mens de prøver at undgå at mødes. De har en lav tolerance- og empati-tærskel, for medfølelse er ikke muligt uden et møde med det andet menneske. Niveauet for kronisk stress er højt i bymiljøet.
Og i arbejdslivet. Industrialismen fordrede skynd-dig hele tiden.
Og på motorvejene, der er bygget for, at folk kan skynde sig på arbejde, og når der altid opstår trafikpropper de samme steder på de samme tidspunkter, så sidder folk i hver deres rullende sardindåse og får blodpropper over det – alene hver mand og kvinde per dåse, for man kan jo ikke finde ud af at køre sammen ind til byen og spare en masse penge på det, og hvis der var udbredt praksis for det, så ville der ikke være trafikpropper.

Slow food var et bevidst ordvalg med tydelig adresse til fastfood. Forstå det ret. Mad, der kan serveres hurtigt, er ikke nødvendigvis ensbetydende med dårlig mad. Det kommer ganske an på konceptet, forberedelsen og valget af de råvarer, der ligger til grund. En madret kan sagtens være en slow-cooked ret, der blot får det sidste touch før serveringen. Men desværre er – og nu slynger vi et tal ud – 90% af al fastfood især i bymiljøer ensbetydende med billige, hurtige og industrielt forringede madvarer. Måske er det smidt ned i en gang klam friture, måske er det smidt ind i en mikrobølgeovn, måske har det ligget og lummerkogt i en varme-montre i timevis, måske er det overstegt via et spid og dernæst tørstegt på en grillplade suppleret med klam madolie. Fastfood-kæderne er ofte internationale megaforetagender, og deres eneste kriterium er, hvor billigt de kan lave det, og hvor meget de kan tjene. De er storforbrugere af smagsforstærkere, der skal kompensere for den naturlige smag, der kommer i al god og veltilberedt mad. Køleskabene i supermarkeder, kioske, 7/11’er, tankstationer er fulde af cateringmad i plastikcontainere. Fastfood er blevet ensbetydende med junkfood – stik hovedet ned i en skraldespand og æd løs.

Til sammenligning er streetfood i udkantsverden fuld af eksempler på kvalitetsmad lavet med små midler af den lille myreflittige handlende på gaden. Han møder op på gaden kl. 7 om morgenen og går i gang med sine gryder, marinader, bagninger, whatever, måske har han/hun bare en et stativ på hjul, og kogeredskaber ligner noget fra en skrotsamler – men det virker, og maden smager himmelsk, når kunderne ankommer fra sent på formiddagen til ud på aftenen. Slow cooked – fast served og masser af tradition.

Det moderne byliv består i at kunne gøre mere og mere på kortere og kortere tid med færre og færre omkostninger. Bevægelsen for langsom mad startede en bredere bevægelse for et neddroslet livstempo i erkendelsen af, at den alt for hurtige mad kun var et symptom på en hel livskultur, der var blevet afstumpet og defineret af industrisamfundets umenneskelige arbejdsnorm på industrialismens betingelser.

De gamle havde et mundheld, der hed: hastværk er lastværk. Det var en simpel snusfornuftig erkendelse i folkesjælen om, at hvis man skyndte sig for meget, så blev resultatet derefter = dårligt. Industrialismen skabte en skynd-dig-hele-tiden-kultur. fabriksakkorder sagde skynd-dig, profit-maksimering sagde skynd dig, rationaliserings-eksperter sagde skynd dig, lean-systemer sagde skynd dig. Kulturen gik fra at være voksen og velovervejet og ting tager den tid, de tager til barnagtig-utålmodig omgående behovstilfredsstillelse. Hvilke børns behov? arbejdsgivernes behov, den store maskines behov, ikke menneskers behov. Men fordi mennesker er lette ofre, identificerer de sig med deres bødler, så de gør det til deres behov.

Det lyder som socialist-præk, men folk, der kender overetagen.dk, ved, at socialisme ligger os meget lidt på sinde, for socialismen var ikke skabt af arbejdstagere men af arbejdsgivere (socialister har INGEN anelse om, hvem der hjernefuckede dem). Den sovjettiske bolsjevikstat skabte et samfund med lav produktivitet, men det var bestemt ikke, fordi de kære-stakkels arbejdere skulle have et bedre og langsommere liv, det var fordi, at sovjetstaten stjal eller ødelagde alle små privatforetagender og demotiverede alt privat initiativ. Hvorfor gøre en ekstra indsats, hvis Staten alligevel stjæler det hele uden at yde noget til gengæld og oven i købet foragter og mishandler befolkningen?

Hvis folk er motiverede, har selvkontrol over deres produktive liv og derfor bliver naturligt belønnet for en ekstra indsats, er der næsten ingen grænser for deres flid og arbejdsvilje. Industrisamfundet og sovjetstaten – industrialismens eksperimentarium i det store åbne fængsel – begik den overordnede brøler, at de forcerede denne produktivitet ved at skabe et slavepisker-slave-samfund. Demotiveringen blev overhalet af piskeriet langt hen ad vejen – indtil regimet brød sammen.

Slavestats-ejerne tænker altid i tvang, magt og forcering og aldrig i en fælles forståelse og en win-win-situation.
Slavestats-ejerne ser sig selv som netop ejere og ikke som allierede.
Slavestats-ejerne tænker som deres bagland romerstaten, der via rå magt undertvang folkeslag og kulturer, konfiskerede deres ressourcer og frembringelser og oven i købet tog æren for disse frembringelser.
Slavestats-ejerne i Vesten så, at socialistmodellen i øst havde ‘uhensigtsmæssige’ bagsider, så de forsøgte at justere modellen, så folk først opdagede, at de var ‘socialicerede’ = slavegjorte, når det hele var for sent.
Slavestats-ejerne har altid opereret efter den fascistiske grundsætning: Der er intet over Staten. Og Staten – det er dem.

Det langsomme liv handler om ét begreb: balance. Det er ikke en snegle-filosofi. Fart over feltet er på sin plads, når det er hensigtsmæssigt, langsomhed er på sin plads, når det er passende. Musikere kalder det for tempo giusto, det rigtige tempo. Du kan ikke sætte metronomtal på det, der er ingen objektiv målestok, du er nødt til at føle dig frem, du er nødt til at tage højde for dagsformen, og den er ikke den samme i dag som i går og i morgen.

Hvad er det næsten altid, der får os til at sætte farten op? Det er omgivelserne.
Vi er omgivet af mennesker, der har sat farten op.
Vi er omgivet af påvirkninger fra medier, der siger, at vi skal sætte farten op.
Vi er opdraget af skolesystemer, der siger, at vi skal skynde os.
Vi går ud på gaden, hvor alle signaler siger, at vi skal skynde os.
Og hvis de ikke siger, vi skal skynde os, siger de, at vi skal vente – og vente og vente,
til de giver os lov til at skynde os.
Vi kører på motorveje, der siger, at vi skal skynde os, indtil trafikken går helt i stå,
så vi sidder og bliver rasende-frustrerede over, at vi ikke kan skynde os,
selvom de siger, at vi skal skynde os.
Vi sidder i toge, der er forsinkede og er ved at komme for sent til at skynde os.

I et konkurrencebaseret samfund skal vi allesammen skynde os.
Det handler om at vinde løbet og komme først.
Vi lærte ikke at komme bedst, kun at komme først.
Hvem kommer først? råbte vi til hinanden som børn, og det var selvfølgelig for sjov, og vi grinede af det, for hvem kan ikke li’ et lille hurtigløb?
Men vi blev ved med at råbe til hinanden som voksne, og nu var det ikke sjovt længere.

Der er et problem med livet i overhalingsbanen med stiv pik og håret tilbage.
Problemet er det samme som rejseoplevelsen.
Når vi sætter os ind i en bil, tager vi en slags TV-skærm på hovedet.
Vejen ruller forbi, og alle fornemmelser af mellemstationer udslettes.
Afstanden mellem punkt A og punkt B er meningsløs.
Der er start, og så er det slut, og alt midt imellem er en TV-udsendelse.
Det er først, når vi stiger ud af bilen, at vi egentlig oplever.

I et konkurrencebaseret samfund glemmer vi, hvad konkurrence kunne være:
at den eneste sande konkurrent er OS SELV.
Konkurrence er at overgå os selv. Vi kan aldrig tabe den konkurrence.
I konkurrencesamfundet er der hele tiden tabere.
Vi ser os hele tiden over skulderen, som om vi er forfulgt.
Vi lever i en tilstand af frygt for, hvad de andre tænker om os.
Eller rettere: Vi lever i en tilstand af formodninger om, hvad andre tænker om os,
hvorefter vi tilpasser os disse formodninger og forsøger at leve på en måde, der formodes at formilde andres formodede formodninger om os.

Det langsomme liv er ikke modstand mod fart over feltet.
At have travlt er ikke det samme som at være stresset.
Lad os definere stress.

Stress er ikke en sygdom, og det er ikke usundt.
Det er kroppens naturlige og hensigtsmæssige reaktion på en kritisk situation, hvor kroppen og dens beboer er i livsfare, eller hvor en ekstrem påvirkning udefra provokerer. Det aktiverer adrenalinen i kroppen, der samtidigt lukker ned for andre funktioner i kroppen, så længe det varer. Og det sidste er yderst vigtigt at forstå: så længe det varer.
For hvis ikke situationen normaliseres, og vi ikke får fuldt overblik over situationen igen, så bliver stressen ikke forløst, og balancen bliver ikke genetableret. Herefter bliver det patologisk, for kroppen kan ikke tåle kronisk stress men kun akut stress. Fra at være akut = livsreddende bliver det kronisk = livstruende.

Hvad skaber stress i arbejdslivet?
Stress er ikke travlhed, det er mangel på overblik. Når vi har fuldt overblik over arbejdsopgaver, kan vi lægge os i selen uden at stresse og få en masse fra hånden. Eller stresse på den uskadelige måde for bagefter af afstresse. I arbejdsformer med akutberedskab, politi, hospitalsvæsen, brandvæsen, militær er der debriefing efter en stressende opgaver for at tage trykket væk og sørge for en normalisering af de involverede.

Hvis dette overblik mangler, må vi stille det næste spørgsmål:
Hvem i arbejdslivet er ansvarlige for eller kan/bør tage ansvar for, at stress kan undgås og afvikles, når det ikke helt kan undgås?
For det første har ledelsen et stort ansvar. Det er en ledelsesopgave at sørge for netop at lede og fordele arbejdet ved at have det store overblik. Den gode ledelse frigør de ansatte ved at skaffe dem fuldt overblik.
For det andet er det medarbejderens ansvar overfor sig selv at sige til og fra. Desværre er en del for ikke at sige mange ansatte blevet intimideret til ikke at sige til-og-fra og vise flaget, når overblikket skrider.

Der meldes i stigende grad i firmaer om folk, der ‘går ned med stress’, hvilket udløser en langtidssygemelding. Udbrændthed er blevet et begreb i vor tid.
I samme periode, som disse tilfælde blev mere og mere hyppige, blev HR-syndromet i management-kulturen udtalt. HR = Human Resource Management, hvilket er håndtering af de menneskelige ressourcer. Bemærk at mennesket i denne teknokratiserede management-kultur ikke betragtes som primært menneske men som ressource. Altså ligesom kul og sand gravet op af jorden, ligesom korn høstet på marken, ligesom svin fra en svinefarm. Vi er altså ikke primært mennesker, der har valgt at stille vores menneskelige ressourcer til rådighed mod passende betaling men ressourcer, der som bivirkning har et vedhæftet menneske, der skal håndteres til at stille sig til rådighed så hensigtsmæssigt som muligt for virksomhedsplanen og årsregnskabet.
Ledelseskulturen i virksomhederne afspejler dette (u)menneskesyn.
Læs: Verden har et problem: ledelse

Det langsomme liv handler om, at det DIG, der styrer, hvornår der skal køres hurtigt, og hvornår der skal køres langsomt. Det handler om selvstyre og overblik. Begæret efter fart er gået grassat, når det skal være fart over feltet med en bidsk hund i røven hele tiden. Først blev vi pisket, og siden blev vi selvpiskere. Også i fritiden skulle alting gå hurtigt.

Maden skulle sluges i en fart.
Sex skulle overståes i en fart.
Folk kan ikke længere læse en bog, for det går for langsomt.
Der bliver spist færdigretter og hurtigmad som aldrig før i de små hjem derude.
Folk bliver nødt til at ofre deres betalte frokost på arbejdspladserne, for der er lige en deadline.
Eller også høvler de en sandwich ned, mens de skriver videre på den deadline-ramte opgave.

Det langsomme liv handler om retten til at styre vores eget tempo. Det viser sig overraskende nok, at produktiviteten er den samme og ofte bedre – blot uden bivirkninger. Arbejdsglæde = produktivitet. Nogle virksomheder har forstået det, andre har ikke forstået en skid. Andre igen – og det er næsten det værste – siger at det har de skam vældig-meget forstået, hvorefter de fyrer en masse fancy floskler og signaler af og hykler, at de er åh-så-forstående.

I naturen foregår alt i sit eget tempo. Men hvor landbruget før levede og producerede ved at følge naturens tempo, er afgrøder og dyr i dag stresset til at producere up-tempo hele tiden. Hverken planter eller dyr når at blive voksne længere. Kyllinger pumpes, så de gror hurtigt hvorefter: af-med-hovedet. Køer bliver avlet stressede fra fødslen, så det kan producere 20 liter mælk om dagen – og må aflives efter 2-3 år og sælges som dårlig hakkebøf. Afgrøder pumpes med gødning, så de kan give så meget som muligt på korteste tid. Vi er forbrugere af hurtigtvoksende træ, selvom vi godt ved, at det langsomtvoksende er langt bedre – hvilket så betyder, at der bliver bedrevet rovdrift på netop det.

Det langsomme liv handler ikke om at fjerne teknologi fra livet. Det handler om, at det er dig, der styrer teknologien og ikke teknologien, der styrer dig. Det er imidlertid bare sådan, det er blevet, og folk er totalt dikterede af sms’er, mails, sociale netværk. Da folks aktiviteter på disse netværk er direkte proportionalt med Tech-selskabernes høst, udnytttelse og videresalg af person-data, er disse bevidst gjort vanedannende. Mobilen er det nye kokain. Det er nu helt OK at spionere dybt ind i folks privatliv, hvilket for 40 år siden ville være strafbart. Firmaerne er urørlige, for de myndigheder, der skulle kontrollere, at de ikke begik disse omfattende overgreb er nosseløst kujonagtige. De ved, det finder sted, men de lukker øjnene. Microsoft har en større omsætning end de fleste staters bruttonationalprodukter. Stater og regeringer er gået i seng med Tech-firmaerne. Hvorfor? For at undgå repræsalier (stokken), og fordi de selv bruger firmaernes hi-tech til at overvåge borgerne (guleroden). Ikke-tech-firmaer – og helt sikkert også tech-firmaerne selv – overvåger nu deres medarbejdere – uden at melde ud om det.
Læs Michael Jarlner og Kim Esherich:
Overvågning på arbejdspladsen og
Fra velfærdsstat til overvågningsstat

Filosofien bag disse ulovligheder er den lavtumpede: Går den så går den.
Og: Så længe vi ikke er straffet for det, bliver vi da ved med det.
Gode gammeldags etiske overvejelser kommer ikke på tale her.
Virksomheder og stat har udviklet en blåstemplet forbryderhjerne-kultur, hvor de giver sig selv lov til det uden at spørge ansatte eller borgere om lov.

Et helt simpelt og lavpraktisk tiltag som at ‘glemme’ sin mobilbamse blot en halv dag ad gangen er et scorepoint til det langsomme liv. Hvis du går ind i et offentligt transportmiddel og laver et lille hurtigt overblik over f.eks S-togskupéen, så vil du opdage, at et sted mellem 50-75% af passagerne er duknakkede. Deres nakker er dukkede og øjnene er limet til deres mobiltelefon. Der bliver talt mindre sammen i togkupeerne end før i tiden, for de fleste trækker i løbet af det første halve minut efter indstigning gardinenet ned for ansigtet og går i duknakke-mode, hvorefter en spontan samtale ikke længere er mulig. Vi er blevet bange for hinanden, og denne kroniske småangst er en del af det alt for hurtige liv, tempo non-giusto.

Er det hurtige liv i overhalingsbanen overhovedet hurtigt?
Kunne man spørge. Svaret ligger allerede i billistens oplevelse i trafikregulerede områder. En yngre fartglad type i en sort Audi eller VW Golf træder på sømmet, når det bliver grønt, og hvem holder og venter, når du kommer frem til næste lyskryds i den grønne bølge? Det gør typen i den sorte Audi. På afstande op til 50 km er der måske 5 minutter at hente ved at køre for stærkt. Hvad skal man med de 5 minutter?

Den modsatte ende af skalaen må være kamelstoppestedet i Sahara.
Nåe, kamelkaravanen kom ikke i dag, så kommer den måske i morgen eller om en uge.
Vi venter bare så længe, ingen grund til at bekymre sig over det, den kommer, når den kommer.

Der findes en stor international undersøgelse over folks måder at færdes på i det offentlige rum. Det har vist sig, at der findes en slags ‘ækvator’ for, hvordan man bevæger sig. Går man målrettet og hurtigt med blikket fremadrettet, eller går man langsommere, mens man ser sig omkring?

Det viser sig, at der f.eks i Italien går en grænse halvvejs nede ad støvlen. Når man er nået ned i overkanten af Palermo, er folk langt mere laid-back. Hvis du sætter dig på en bænk og betragter de forbipasserende, ville du måske bemærke det. Hvis du gjorde det samme i en af de Norditalienske byer, hvor der bliver tjent rigtig mange penge, Milano, Firenze – vi ser bort fra turisterne, der altid slentrer, for de er på ferie – så er tempoet forceret og højt. Men hvis man målte på livskvalitet og lykke, så var det under tempo-ækvator, at de scorede højt.

Hvis man vil være rig, skal man løbe stærkt, siges der. Det gør de så deroppe.
Hvis man vil leve et lykkeligt liv, skal man gå stille og roligt. Det gør de så dernede.

Går de langsomme mennesker syd for tempo-ækvator så og driver den af, og får de intet fra hånden? De får alt muligt herligt fra hånden. De dyrker en masse fantastisk vin og oliven, og bøffelmælk og citroner er verdens bedste – dernede. Byen Palermo på Sicilien, dernede, er kåret som en af de fem bedste byer i verden til street-food – du ved den lille biksejer, der mødet op kl. 7 om morgennen og … Der siges at være større fattigdom dernede, men er det ikke, fordi man måler velstand med parametret indkomst? Hvis man rejser i de såkaldt fattige områder af Udkantsverden, kan man opleve det paradoksale i forhold til de såkaldt udviklede områder i vores del af verden, at glæde og gæstfrihed er langt større. Folk vinker til dig på vejen, børnene er totalt nysgerrige, du kan risikere at blive inviteret indenfor hos en ‘fattig’ familie, der elsker at have en mærkelig gæst fra de fjerne lande på besøg – og hvor du bliver trakteret som en konge. Det gør du ikke i det ‘rige’ lilleputland Danmark længere, for der er lukket for den varme mad og gæstfriheden. Det har vi ikke tid til.

Når den stress-ramte familie kommer hjem fra deres dag på slavefabrikken og i huj og hast har hentet deres overtrætte afkom i børneanstalten med normeret 1.3 m2 pr skrigende-sprællende enhed (hvor mange cm2 skal en burkylling have?), så skal det gå stærkt med de to timers ‘kvalitetstid’ der er til overs, hvor alle konflikter søges undgået, for nutids-familien har overladt opdragelse til institutionerne, og hvor der skyndsomst affodres med hurtigmad, hvorefter de sprællende enheder burer sig inde på værelset med et åndsvagt computerspil, for nu er de grundigt trætte af kommanderede voksne og skrigende medsprællere. Efter en hel dag at have skreget lungerne ud på sig selv og ørerne ud på de medindsatte, har de fået nok.

Husker du den berømte kortfilm af Carl Th. Dreyer ‘De nåede færgen’? Sandsynligvis ikke, for hvilken person under 50+ har vel set en film fra starten af forrige århundrede, der var storhedstiden for dansk film? En motorcyklist med passager i sidevogn har travlt, for han skal nå færgen. En stor sort vogn har lagt sig i vejen. Motorcyklisten prøver på alle mulige måder at overhale. Da det endelig lykkes, ser han, at det er Døden, der sidder i den sorte vogn og griner ad ham ud af sidenruden. De nåede færgen – færgemanden var Charon, der sejlede sjælene over floden Styx til de dødes rige.

One Comment

  • omar ingerslev

    .
    ” skynd dig langsomt ”
    ( gammelt dansk ordsprog )
    .
    store træer, og bjerge, gror langsomt,
    .
    budhistiske munke øver sig i at være, i kontakt med en højere virkelighed, i afsondrethed i 3 år, 3 mdr. og 3 dage
    – når de kommer tilbage, kender de sig selv og omverden bedre
    .
    biblens udvalgte persongalleri øver sig i afsondrethed 40 dage i ørkenen
    – når de kommer tilbage, erklærer de at have mødt “gud og fanden”
    .
    nutidens menneske, har næppe været i enerum med sig selv og en større virkelighed, i mere end 24 timer
    – og proklamerer herefter : “mig-mig-mig”
    .

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *