Det store hvide pengevaskeri

Hvor går pengene hen, når alle de velmenende, godtroende mennesker, organisationer og regeringer donerer deres sparepenge – og i regeringernes tilfælde penge, de har hevet ud af lommerne på deres befolkning – til diverse såkaldt gode formål?

Jamen, det skal vi da kigge nærmere på.
Lad os up-front smide et sæt hurtige påstande op på bordet:

Det meste, der findes på markedet, falder ind unden kategorien velgørenhedssvindel.
Folk bliver forført og truet til at spytte i kassen på falske præmisser.
Folks empati bliver misbrugt med kommercielle og politiske motiver.
Folk køber sig aflad for at skaffe sig selv syndforladelse = feelgoodness.
Organisationer og regeringer agerer som mellemhandlere for det store hvide pengevaskeri.
I såvel organisationer som regeringer findes der en majoritet af folk, der ikke aner, hvad det hele drejer sig om, og som selv er forført, truet og dyrker selvgodhed + en lille gruppe af folk, der ved at de medvirker til organiseret svindel.

Den aktuelle lejlighed til at besøge emnet er, at den danske regering for nylig har sendt to milliarder skattekroner efter fascistregeringen i Ukraine i form af våben.

Som et særlig klamt akkompagnement, har regeringen sendt befolkningen til valg om fremover at rydde forhindringer og forbehold af vejen og give grønt lys for en endeløs serie af lignende udladninger fra statskassen til NATO’s krigshandlinger.

For at befolkninger skulle godkende regeringens krigslystne udgifter, blev befolkningen truet med, at russerne kommer, opfordret til at heppe løs på Kiev-fascisterne med en korrupt skuespiller i front og hade løs på russerne og deres præsident. Regeringen bliver ikke stillet til regnskab for, hvor disse penge går hen, og hvor de angivelige våben, der er købt for pengene, havner.

Strategien går igen i alle former for velgørenhedssvindel. Pengene forsvinder simpelthen i systemet, og efter at de er afsendt, ophører al accountability, altså forpligelse til at gøre rede for, hvor donationerne går hen, hvem der formidler dem efter modtagelsen, til hvem de går, og til hvad de ender med at blive brugt. Ligesom der heller ikke blev spurgt ind til fra starten af, hvem der skabte en situation, der opfordrede til at blive overdænget med velgørenhed, hvad interessentskabets agenda med setup’et var. Ikke et ord om QUI BONO = hvem har gavn af det? eller FOLLOW-THE-MONEY = følg pengene, hvilket ALTID peger på de skyldige i både den ene og den anden ende af fødekæden.

Krig

En krig er det perfekte miljø til pengevaskeri. Ingen ser, hvor pengene forsvinder hen i kampens hede, og i kaos kan alt ske, uden at folk er klar over det. Hvis folk bagefter får lyst til eller mod på at vende tilbage og revidere deres opfattelse, er det for sent, for pengene er over alle bjerge, og sporene er brændt ned ligesom inventaret på krigsskuepladsen. De skyldige har vasket de beskidte penge rene – og deres hænder

Vi skal ikke spare os selv for et par eksempler.

Det internationale samfund donerede milliarder til genopbygningen af Irak, efter at amerikanerne havde smadret hele landet. Pengene forsvandt ned i lommerne på private lejehære som Blackwater og private kontraktere som Dick Cheney’s Halliburton. Det var ’tilfældigvis’ Cheney, der var en af hovedmændene bag både 9/11 og Irakkrigen, men regeringen syntes ikke lige, at der var tale om en interessekonflikt. Dernæst forsvandt der et milliardbeløb af donationer ned i et sort hul. De var bare væk, og ingen havde set dem. Blindebukken var understøttet af den amerikanske neocon-inficerede regering.
Det internationale samfund donerede et stort beløb til genopbyggelsen af Haiti efter en stor orkan havde smadret landet. Udover at selv orkanens karakteristika havde en række anormaliteter, der mere end antydede avanceret vejrmanipulations-teknologi brugt som et ødelæggelsesvåben, så forsvandt pengene ned i lommen på The Clinton Foundation via den Domikikanske Republik. Denne skumle foundation er en af hovedaktørerne i stribevis af sager om velgørenhedssvindel, der aldrig bliver realiseret, for den mafiastruktur, som the Clinton’s brugte det amerikanske statsapparat til i Bill Clintons regeringsperiode, og som var vel forberedt i parrets guvornøskab i Arkansas, havde en hær af advokater til at beskytte dem + CIA og den korrupte del af FBI.
De ufattelige beløb, det kostede det amerikanske samfund at føre Vietnamkrigen, en krig der blev ført under falske præmisser startet ved en falsk-flag-operation, blev brugt til at holde CIA’s drughandel fra Den Gyldne Trekant kørende i et årti. Amerikanske skattepenge blev brugt til at producere og oversvømme USA med drugs, der ødelagde sociale strukturer, grundlagde et netværk af kriminalitet og myrdede mennesker, der blev hooked. Hvilket finansierede CIA’s eget kriminelle netværk, for drughandel med heroin og kokain var no. one indbringende gesjæft på det beskidte marked. I dag er det handel med børn, dele, organer og substanser fra børn og mennesker generelt.
De ufattelige beløb, det kostede det amerikanske samfund at føre Afghanistankrigen, … brug alle ord ovenfra, skift den Gyldne Trekant ud med De Gyldne Bjerge og tilføj NATO som medaktør. Da amerikanerne forlod Afghanistan i huj og hast, sørgede de for, at der blev overgivet for 80 milliarder $$ avancerede våben betalt for amerikanske skattepenge til Taleban, så de kunne fordele dem i hele området til den krig fra alle sider, som USA vil føre proxy mod Rusland. Ukraine er blot starten. Og hvis nogen spørger, hvad de to milliarder danske skattekroner skal bruges til, look no further.

Udviklingsbistand

Den helt store aktør her er FN, og her er pengevaskeriet er sat i system i den helt store stil. Ud af alle de penge betalt af medlemslandene, som FN afsætter til udviklingsbistand, er det kun 1.7%, der når frem. Resten forsvinder i dette monster af et system bag et røgslør af hykleri. En del kan forklares ved et dyrt administrationsapparat og de millioner af ansatte worldwide, der skal fodres og aflønnes, men det er overhovedet ikke tilstrækkeligt. En yderligere del kan forklares via det korrupte modtageapparat i udviklingslandene, men det er stadig ikke nok. FN har et sort hul.

En stribe = hundredevis af NGO-organisationer arbejder aktivt med udvikling i Udkantsverden. 100.000+ velmenende mennesker med tendens mod ungdommen – man er vel idealist som ung, inden man bliver sat og desillusioneret? – arbejder ofte frivilligt på projekter, der lyder lovende, og som giver dem lejlighed til at frelse verden. Problemet er, at disse organisationer er blevet targetted af CIA og George Soros og omegn, infiltreret og brugt som spydspidser, informanter, undergravere i gulvhøjde i lande, som det samlede globalistiske forbrydersyndikat ønsker kontrol over. En række af dem er decideret uønskede i f.eks Rusland, Ungarn, Indien, Kina, f.fl. De er blevet politiseret og militariseret til farvede revolutioner og regimeforandringer – eller hvilken-som-helst festlig maling, der gives til den slags operationer. Graden eller procentdelen af infiltration er uvis, men kun de mindre og mere ubetydelige af disse organisationer er gået ram forbi. Der er en tendens til, at blot man siger NGO – Non Governmental Organisation – så tænker folk, at det er det blå stempel for den gode sag. Well, mafiaen er også en NGO i så fald, for begrebet kan betyde hvad som helst bortset fra et officielt regeringsorgan.

Det samme er sket med miljøorganisationer. Greenpeace og WWF er et par af de største spillere, og begge er bukket under for infiltrationen. Ligesom FN selv som helhed sørger de for at have projekter up-front, der kan fremvise egentlig velgørenhed ift. naturen, for eller ville de hurtigt få dårlig omtale. Hele feltet er forurenet af klimaagenda = Agenda 21, nu Agenda 2030.

Klimapengene og de grønne afgifter – det første globale beskatningsprojekt – er et helt kapitel for sig. Hvad går alle klimaafgifterne til? I EU-regi forsvinder der årligt femcifrede milliard€€-beløb, for EU regnskabssystem er fra begyndelsen af designet til pengevaskeri. Det blev afsløret af chef-regnskabsfører for EU-kommisionen Marta Andreasen, der konfronterede denne svindel. Som andre whistleblowers (fx Dorte Schmidt-Brown, Robert McCoy, Dougal Watt), blev hun udsat for organiseret karaktermord fra den anklagedes side. Niveauet af korruption i EU er tårnhøjt, og der bliver vasket seriøst mange penge. Medlemslandene betaler de tårnhøje lønninger for et kæmpe EU-krati af priviligerede fat cats bestukket til at servicere foretagenets egentlige ejere, milliardærklubben i Davos og deres netværk.

Misforstået hjælp?

Dansk udviklingshjælp har ofte været kritiseret af venstrefløjen for at spekulere i hvad-er-der-i-det-for-os. Danske firmaer skulle sikres deltagelse i projekter, så vi kunne hive pengene hjem igen. Det er både rigtigt og samtidigt ikke rigtigt nok, for venstrefløjen har pga. deres ideologibriller kun været i stand til at erkende overfladen af problemet. Deres forargelsespunkt var, at de mente, at vi skulle forære pengene væk kvit-og-fri og ikke spekulere i donationen, hvilket for så vidt er meget rørende og heller ikke helt ved siden af. Og alligevel, for hvad de aldrig har forstået er dybden af det globale bistandssvindelnummer, som de selv har været en del af. Deres rolle, som de har spillet med bravour, har været at levere den følelsespornografiske komponent baseret på skyld, skam og frygt > syndsforladelse/katharsis > feelgoodness. De fungerer som frivillige i den store maskine som solidaritetssimulanter i et offerrolle-spil, et teaterstykke for offentligheden. Deres følelser var for så vidt ægte nok, for der er mere end nok af nød og elendighed at tage fat på. Deres analyser indeholdt elementer af forståelse, men det marxistiske sprog har det med at tykne til i form af stereotyper og klicheer. Der manglede ikke labels, men til sidst kunne fløjen ikke se andet end deres labels. De blev dovne, de glemte at tænke og mistede derfor evnen til at tænke.

Mellemfolkeligt Samvirke var et af disse venstrefløjsprojekter af infiltrede NGO’ere. De har haft fine, sympatiske projekter gennem årene. Det kunne dog være interessant af se en rapport på, hvor stor en impact de reelt har haft, og hvor mange af deres projekter, der virkelig har flyttet noget derude. Og hvor mange, der er kørt af sporet.

Et nyt syn på bistand

Egentlig udviklingsbistand går ad bagdøren og udenom den store pengevaskende malkemaskine. Den består i, at folk i disse lande får små og simple midler til at blive selvforsynende. Den simple teknologi gør, at der ikke er penge i lortet. Vi taler bl.a om vandteknologi, jordteknologi, landbrugsteknologi, sundhedsteknologi. Ofte er det ikke engang teknologi, der skal til, men en ændret holdning til offerrolle. Der er som udgangspunkt brug for at afskaffe alt er-det-ikke-synd-for-os. Selvfølgelig er det synd for folk, men nu har vi hørt det. Det er det samme problem med intern ‘udviklingsbistand’, hvor det konstant er synd for folk, at de er arbejdsløse, syge, forfordelte/diskriminerede, udsat for ditten-og-datten. Det kan være lige så sandt, som det er sagt, men hvad har vi gjort med det? Vi har skabt en afhængighed og fastholdelse i offerrollen for at fodre feelgoodness hos de skyldbefængte, mens problemet er vokset og vokset hos ofrene.

DER, hvor det rykker, er når folk får nok af elendighed og offerrolle og tager skeen, skylden og skæbnen i egen hånd. DE fortjener en håndsrækning, og når det lykkes for dem radikalt at forbedre deres liv med egen indsats, så vil de kunne inspirere andre. Og fordi de er gået i proaktiv-mode, har de et modtageapparat for hjælp. Men håndsrækningen skal være på DERES betingelser. Hvis ikke det er deres initiativ og deres projekt fra grunden af, rammer det muren.

Det er også her, det bliver farligt for globalisterne. Initiativtagere er ofte oppe imod stærke kræfter. Det er ikke tilfældigt, at de steder i verden, hvor der er mest nød og elendighed, er de områder, der bugner af ressourcer, som andre har udset sig som bytte. Et folk ramt af elendighed har ikke overskud til andet end simpel overlevelse, så der spekuleres i elendighed. Elendighedsindustrien er stor og mægtig og har århundreders erfaring på bagen. Kontinentet Afrika for eksempel. Sydamerika i høj grad. Asien er med i opløbet.

Imperialismen er globalismens far og mor på én gang. Hvis vi forestillede os en situation i et land, hvor dets indbyggere smed neo-kolonialisterne på porten – jeg ved, hvad du tænker lige nu, men vi tænker lige tanken – sammen med den korrupte herskerklasse, de lokale parasitter, der har fodret sig selv i maskineriet, så ville der på blot et årti eller mindre ske et mirakel. Det var rent faktisk det, som Moammar Gadhafi gjorde i Libyen, og som var årsagen til, at han blev myrdet og landet lagt i ruin, for i modsætning til en del afrikanske statsledere var manden ubestikkelig.

Hvad vi nok ikke er klar over, er at der findes myriader af den slags projekter derude i fuld gang, der blot flyver under radaren. Hvem gider da også at høre om folk, der har succes i det små såvel som det store? Det er for kedeligt, det er alt for udramatisk, for vi elsker at sovse rundt i nød og elendighed og allehånde svinestreger. Ulykke er sensationel og kan derfor udnyttes til holdningsmanipulation, succes og trivsel duer ikke til den slags. Vi har vænnet os til elendighedsudbudet i medierne, fordi de globaliserede medier er ejet af de samme folk, der har investeret interesse i elendighedslammelse af befolkninger, hvis ressourcer de er i færd med at stjæle. Samtidigt har de i voldsom grad investeret interesse i lammelse af deres bagland (dig-og-mig-og-vi-to) med skyld-skam-frygt, syndsforladelse og feelgoodneseffekt baseret på politisk korrekthed.

Imperial-teatret spiller i denne sæson: Møntvaskeriet

Hvor effektivt bedraget af den offentlige stemning er, og hvordan det er sat i system ses lige nu i Ukrainesagen. NATO og The Atlantic Council og hele baglandet med WEF, WTO, CFR, FN har pumpet propaganda ud i et sats på, at hvis de blot trykkede hårdt nok på speederen og fyrede medieskytset af over hele linjen, så ville det være nok til at drive russerne tilbage til Kreml.

ELLER var det overhovedet det, der var meningen. Så snotdumme kan de ikke have været i den globale krigslobby. En russisk hær på sin egen fortrappe, der har taget fløjlshandskerne af og har sagt NJET! til 30 års provokation fra Vesten, er ikke noget, man spøger med. Var meningen ikke snarere, at NATO var løbet tør for penge, og at der skulle findes et påskud til, at medlemslandene spyttede en masse penge op?

Og det gjorde Vesten så. Det var et teaterstykke, en sæbeopera, hvor der blev spillet på entreen, og folk stod i kø ved indgangen. Mindre succesfuldt var det så, da stykket nåede anden akt, og i tredje akt blev det nærmest pinligt. Skurken i stykket viste sig at være helten og omvendt. Skuespillerne faldt ud af rollerne. Orkestret nede i graven spillede falsk, og fjerde akt måtte forestillingen afbrydes på grund af inkompetence og talentløshed. Og en seriøs dårlig instruktion.

—– o —–

Download OVERETAGEN som PDF