Egypten – en antik hi-tech-kultur

En af de mest interessante, men samtidig en af de mest tvivlsomme videnskaber er: egyptologi. Nogle går endog så langt som til at sige, at det ikke er videnskab overhovedet.

Det er forholdsvis nemt at sige, hvorfor det er en af de mest interessante. Det er simpelthen fordi Egypten er en af civilisationens og kulturens vugger. Egypten er det sted i Afrika – og i Verden – hvor en uovertruffen højkultur og avanceret teknologisk civilisation er mest synlig. Det er selvom egyptologer og deres såkaldte videnskab har gjort alt, hvad der stod i deres (af)magt for at tilsløre omfanget af denne kultur. Når omfanget af denne højkultur er erkendt, kan vi løfte blikket og opdage, at det var en global højkultur, og at den også stikker hoved op i Peru, Mellemamerika, Indien, det ældste Europa, i Stillehavet og i Sydafrika. Rækkefølgen er for så vidt ligegyldig, men lige pludselig stikker den hovedet frem overalt, fordi man har fået indstillet optikken til at se den. Der findes nu benhårde tegn på en global kultur, der uddaterer, hvad mainstream historikere har beskrevet som – og vores undervisningssystemer er lært os er civilisationens historie.

Indgangen til Templet i Luxor

Det er meget mere omstændeligt at beskrive, hvorfor egyptologi er en tvivlsom videnskab. Det kræver afhandlinger i romanstørrelse af afdække det videnskabelige fallitbo dags dato, hvor vi stadig – på trods af seriøse revner i bygningsværket – befinder os indenfor det paradigme, vi kunne kalde: Mørkets Tidsalder.

Men er vi da ikke børn af Oplysningstiden? Skylder vi ikke via vores videnskabelige verdensbillede og den måde, vores samfund er dannet på, ALT i denne tid? Svaret er på bagvendt vis bekræftende, men begrebet ‘Oplysningstid’ er en noget falsk varebetegnelse. Man har kaldt Middelalderen for en mørk tid, og Renæssancen og dens eftertid for en oplyst tid. Virkeligheden er ikke altid, som den er beskrevet. Modsatrettede kræfter udspillede sig i Renæssancen. Begrebet genfødsel rummer en opfattelse af, at hengemt viden fra grækerne og romerne dukkede op igen. Antikken blev genoplivet.

Der er meget sandhed i det. Udover genopdagelsen af klassisk græsk filosofi var det specifikt venetianernes (Cosimo de Medici lod værket oversætte) opdagelse af Corpus Hermetica – et bogværk, som var fuldstændig tabt i den europæiske fond af viden men bevaret af araberne og arkiveret bla. i biblioteket Konstantinobel – der dukkede op og blev gen-oversat. Dette bogværk indeholdt bla. det, vi i dag kalder kabbalisme, astrologi, alkymi, tarot, hellig geometri, numerologi (gematria) geomanci, m.m., og som efter dets genopdukken blev miskrediteret som overtro. Det er dog bemærkelsesværdigt, at alle fædrene til moderne naturvidenskab: Kepler, daVinci, Galileo, Brahe, Newton, Dee, Bacon, og en række andre ophavsmænd til naturvidenskab som hovedparten af deres livsværk havde disse af eftertiden miskrediterede og såkaldt ‘overtroiske’ videnskaber. Den ‘oplysning’, som disse moderne pionerer stod for og er anerkendt for, er kun en mindre og særdeles amputeret del af deres samlede livsværk. Corpus Hermetica er endnu engang gået under jorden, ligesom det gjorde for 2000 år siden, da man havde for vane at brænde biblioteker ned.

Hermes var det græske navn for den egyptisk visdomsgud Thoth (te-ho-tah)

Derfor har vor tids videnskab fået en – skal vi sige: drejning. Der er noget der er taget ud af ligningen, der er noget, der mangler, som skulle have været der. Videnskaben konkluderede og lærte deres elever: tåberne i antikken vidste ikke bedre, men vi ved bedre i dag.

Det besværlige ved en anden renaissance = en nu afdækning af det skjulte legeme (corpus hermetica) består i at forstå, hvordan det 2000-årige romersk-britiske Imperium har forvansket ALT, hvad vi tager for givet i dag, og hvordan dets totalitære kampagne og twistede menneskesyn har dannet os som menneskelige individer og samfund. Lad os starte med de to begreber: løgn og tyveri.

Gravrøverne

Påstand: vore museer er fulde af tyvekoster. Næ-men-hør, siger museumsinspektørerne, vi har skam erhvervet os disse genstande på ærlig vis. Vel har I ej! Fordi Tyrkiet, Grækenland og Egypten har været fuld af lokale gravrøvere, som I af forskellige uigennemskuelige bagveje har handlet med, gør det ikke jer bedre. Hæleren er ligeså god som stjæleren. I har lukreret på og i mange tilfælde hyret og bestilt lokale tyveknægte til at skaffe jer deres stjålne gods. I 2014 kørte en sag, hvor tyrkerne krævede kunstgenstande tilbageleveret fra Davids samling. Christian Ludvig David købte kunst fra alle, der udbød det til salg – inklusive de værste af skuffen. Museet er fantastisk, jeg elsker det, det er et af de smukkeste i hele Danmark. Men det er skabt på et ind imellem moralsk betændt grundlag, og den fine udstilling består for en dels vedkommende af direkte eller indirekte tyvekoster. Det samme gælder de store museer i andre europæiske og amerikanske storbyer. Hvad laver Parthenon-frisen i Berlin? Hvad laver Dendera-Zodiak’en i Louvre? De blev simpelthen stjålet.

Dendera Zodiak’en i Louvre – her i min egen kopi trykt på papyrus, købt og betalt for!
Originalen blev stjålet under Napoleons togt til Egypten.

Arkæologien er en meget ung videnskab. Det samme med egyptologien, som vel må betegnes som en afledning af arkæologi og historie. Jeg har allerede gjort det og kommer yderligere til at argumentere for, at egyptologi overhovedet ikke er en videnskab men en ideologi.

Egyptologi tager sit afsæt i Imperiets selvforstående aktiviteter. Essensen af Imperiets retorik og propaganda består i at give dets indbyggere = undersåtter en kontrolleret forståelse af deres fortid/nutid/fremtid. Dette udspillede sig tydeligere end noget andet i tid-og-sted i den romerske version af Imperiet. Romerne – det proto-fascistiske Imperium – plantede et ideologisk kors i tid og rum. De ombragte/myrdede alt, der rakte udover deres rige i tid-og-sted. Alle folkeslag, der faldt indenfor, hvad romerne kendte til, blev underlagt det romerske paradigme. Dem, der boede derude på landet og i provincerne (horisontalt), blev frarøvet deres suverænitet. Her er det engelske ord pagans mest dækkende for attituden. Alle, der hørte til dengang (vertikalt) blev frarøvet deres historie og selvforståelse. Her er vores ord hedning mere dækkende. Romerne udsøgte sig kultur og teknologi, herefter de stjal/kopierede den. Herefter udslettede de dem, hvis kultur/teknologi, de havde stjålet, og hvis det ikke var muligt at udslette dem totalt, så afmonterede de deres kultur ved at give dem en falsk historie. Til sidst hævdede det, at de selv havde skabt det.

Det skete mest radikalt med de to mest oprørske og selvbevidste folkeslag, der også gav romerne de største problemer: briterne og hebræerne. Begge folkeslag blev kulturelt karaktermyrdet og deres videnskultur blev tømt/stjålet og de blev givet et substitut, som de kunne sutte på i stedet for. Og pseudo-briterne og pseudo-hebræerne, som vi møder dem i dag, er det Britiske Imperium og henholdsvis rabbinisk jødedom og zionisme.

Gravrøveren er gjort til helt i Hollywood og i computerspillet

Tilbage til egyptologerne. Denne underlige gren af … ja, hvilken videnskabsgren repræsenterer dens udøvere? Er de historikere – muligvis. Er de arkæologer – ikke rigtig, de kommer først ind på scenen, når arkæologerne har gjort det beskidte arbejde. Religionsforskere – nej, men de udgiver sig for at være det. Derudover postulerer de indsigt i lingvistik, arkitektur, ingeniørkunst, fysik, geologi, geofysik, geografi, astronomi/astrologi, genetik, agrikultur, mineralogi, kemi og ingeniørkunst. Disse supervidenskabsfolk er simpelthen så überkloge, at de aldrig behøver at konsultere egentlige specialister indenfor de ovennævnte videnskaber.

Hvis man studerer, hvem disse egyptologer er, og hvilken videnskabstradition, de udspringer af, så dukker der et ord op, der ikke passer i samlingen af fine titler: gravrøvere! Disse typer hylder deres koryfæer, som ofte ikke var andet end simple gravrøvere! Det kan man forvisse sig om ved at besøge de store museer i Imperiet og alle dets gerninger: Louvre, British Museum, Vatikanet, the Smithsonian. Man kan også tjekke forekomsten af egyptiske obelisker i Vatikanet, London, Paris, Washington. Man kan endda gå ind på Nationalmuseet i København og se eksempler på dette organiserede gravrøveri.

De har lækkert lys i den Ægyptiske Samling

Dogmatikken

Hvad er dogmatik? Et dogma er en ubrydelig læresætning, som alle må underkaste sig uden tøven og spørgsmål. Derfor hører den slags hjemme i religion. Man hengiver sig til tro og afstår derfor fra at vide. Desværre er der sket det med videnskaben generelt, at den, efter at den overtog rollen fra religionen som den primære udbyder af virkeligheden for menneskeheden, også har arvet et af religionens karakteristika – nogle vil gå så langt som til at sige værste uvaner: dogmatik = du må gerne vide noget, men grundlæggende skal du tro.

Jeg har ovenfor hævdet, at egyptologi hører til blandt de grelleste. Lad os undersøge de egyptologiske hoveddogmer:

• Der findes 33 dynastier, og Ptolemæerne var de sidste. Dette går nogenlunde, men herefter går det galt.
• De første dynastier byggede de store bygningsværker. De havde ikke lært det af nogen, de havde ikke øvet sig, de gjorde bare historisk set lige pludseligt!
• Egypten var en slavekultur ligesom den romerske.
• Farao var kongen, og kulturen var patriarkalsk ligesom den græske-romerske.
• Selvom de kun havde bronzealderteknologi, opførte de værker, der kræver avanceret teknologi.
• Pyramider er gravkamre, selvom ingen døde eller mumier er fundet i dem. Egypterne var besat af døden.
• Hieroglyffer er en slags alfabet, der bare betyder A-B-C… ligesom det græske alfabet.
• De skikkelser, der er afbilledet i de egyptiske kartoucher er ‘guder’. De dyrkede afguder, de havde mange ‘guder’, Osiris – Isis – Maat – Amun – Atum – Sekhmet – Sobek – Ra – Nut – Seth – Hathor var ‘guder’. Grækerne og romerne gjorde, ergo måtte egypterne have gjort det samme.
• Al billede- og bygningskunst i Egypten kan tydes som religion og (af)gudsdyrkelse.
• Før dynastierne var der primitiv stammekultur, og det første dynasti var tjubang oppe at køre ud af den blå luft.
• De jonglerede med stenblokke på op til 1300 tons forarbejdet med højpræcision og stablet med ligeså svimlende højpræcision.
• De forbløffende matematiske og geometriske sammenhænge, som gennem-dokumenteret og analyseret på kryds og tværs især i den Store Pyramide og Templet i Luxor, men som findes overalt, er allesammen tilfældigheder, for deres arkitekter havde ringe forstand på matematik.
• Den store pyramide i Giza er banket op på tyve år i al sin sindssyge vælde, for at der kunne ligge kadaveret af en konge og rådne inde i midten.
• Den store pyramide i Giza blev bygget ved at 10.000 slaver svedte døgnet rundt og hive i en snor op ad en kæmpe sandkasserampe, som skulle ombygges hver gang, man nåede en række op.
• Ægypterne slæbte obelisker fra Aswan, der er op til 1300 ton ned til en nilbåd og sejlede dem op af floden.
• De mennesker, hvis efterladenskaber kan dateres i og omkring de store bygningsværker, må være de selvsamme som byggede dem. Sagt på en anden måde: da sten ikke kan dateres, må man jo datere en tilfældig bunke organisk efterladenskab som fx en død høne, der ligger på stenen og konkludere ud fra den.
• Det er omsonst at spørge ægypterne selv om noget, der har at gøre med deres ældste historie, for det er de for dumme og mentalt underfrankerede til at have en mening om.

Egyptologer derimod behøver ikke at bevise deres påstande, det er nok at postulere dem, hvilket som sagt er en indbygget del af dogmatikken. En egyptolog har ret til at blive meget fornærmet, hvis han/hun bliver bedt om at foranstalte en praktisk demonstration af byggeteknikker for at sandsynliggøre antagelser og postulater. Middelalderforskere kunne lære dem meget – hvis middelalderforskere påstår, at en kæmpe kastemaskine kan slynge en 20 kg sten 300 meter, så bygger de en og viser det. Hvis vikingeforskere påstår, at en langbåd blev bygget med økser (og det er der en alt anden en primitiv grund til), kan klare al slags vejr og gå i land på de laveste sandstrande, så bygger de sgu’ én, lærer sig at navigere den og beviser det. De er ordentlige mand- og kvindfolk og tør sætte deres røv i klaskehøjde. Hvis Thor Heyerdal påstod, at sydamerikanere befolkede Polynesien ved at drive på havstrømmene, så byggede han en balsatræbåd og satte sit liv på spil – og beviste det! At historikere derefter valgte at ignorere beviset, kommer ikke sagen ved, det er deres problem. Hvis egyptologer derimod bliver bedt om at demonstrere ret meget andet end papyrusfremstilling – og det kan de hyre egypterne selv til, da det er en levende tradition at fremstille verdens stærkeste papir – så lusker de af med halen mellem benene. De har hørt om de få men fuldstændig mislykkede forsøg på at flytte store sten, som enkelte naive, men dog modige kolleger vovede sig ud i. Det skal de ikke nyde noget af.

Nåja, det er jo bare mekanik, og der er jo billeder af det … OK egyptioter, hvis I indrømmer, at det ikke er så nemt, så burde I måske udvise lidt større ydmyghed!

Egyptologer er verdens fremmeste eksperter i absurditeter. Ovenstående dogmesæt er kun et udvalg, for der findes del-absurditeter af del-absurditeter. Har man først accepteret én af slagsen, kan man trygt bygge videre på den. Dogmatik er netop at fastlægge en præmis, som der aldrig bliver spurgt ind til siden. Man tænker undervejs, om disse typer overhovedet har hørt efter i matematik-, fysik- eller geografitimerne? De er et eksempel på, hvordan uvidenhed kombineret med illusionen om viden og deraf følgende påståelighed er en giftig cocktail. Selvom de i dag deler denne dårlige vane med andre videnskaber, kommer de muligvis ind på førstepladsen.

Egyptologer har svar på ALT. De tillader sig aldrig at tvivle. Derfor fortjener de heller ikke som sådan betegnelsen ‘videnskabsfolk’, da selvkritik og evnen til nysgerrigt at holde alle muligheder åbne, inden man tillader sig at konkludere, er bottomline for videnskabelighed. Det er ikke videnskab, der er ‘videnskapisme’. De kaster en hjemmelavet teori ind i feltet, som de herefter ophøjer til ufejlbarligt dogme. De pådutter egypterne religiøsitet i hver linie i deres skriverier, men opfører sig selv som et præsteskab, der forlanger, at vi skal tro i stedet for at vide. Videnskabelig ydmyghed er dem ganske fremmed.

Vi står overfor en kultur, der er ganske gådefuld, og de forklaringer, der lægges ned over den, bærer præg af psykologisk projektion. Where to even begin …?

Khemitologi

Et godt sted at begynde er at se med egne øjne. Jeg havde chancen til i to uger at rejse rundt i det meste af Egypten i 14 dage sammen en gruppe af videnskabsfolk og forfattere – og ægyptere – der alle havde stor viden på deres felt. De havde derudover en noget anden vinkel på tingene end egyptologerne. Et par af dem var selv egyptologer, som havde et temmelig kritisk syn på deres eget fag.

Chris Dunn: ingeniør med speciale i præcisionsinstrumenter til forarbejdning og måling.
Stehpen Mehler: egyptolog, socialvidenskabsmand, naturvidenskabsmand og esoteriker.
Brian Foerster: forfatter med speciale i præ-inkakultur i Peru.
Mohamed Ibrahim: egyptolog og professionel guide.
Yousef Awyan: turguide, skulptør, musiker og søn/elev af den mest berømte guide, egyptolog og ‘wisdom keeper’ Abd’El Hakim Awyan, der døde for et par år siden.
Patricia Awyan, Yousef’s hustru, og en klog dame.

Abd’El Hakim Awyan er igangsætteren til en ny (ældgammel i virkeligheden, men ny for os) og meget givende retning indenfor egyptologi, der overhovedet ikke kalder sig selv for egyptologi, men ‘khemitologi’. Ordet stammer det ord på souf, det egentlig ægyptiske sprog (ikke arabisk), der betyder ‘den sorte jord’. Det er det, som Nilen gør ved jorden, når den oversvømmer den hvert år, hvorved den bliver noget af det mest frugtbare jord i Verden. Alt kan dyrkes på dette sted. Khemt – stavet KMT – er navnet på det prædynastiske Egypten … som ifølge egyptologerne ikke eksisterede andet end i form af primitivt stammeroderi.
Rejsedeltagerne var derudover en række folk med baggrund i videnskab. Plus en gruppe new-agere, der altid føler sig tiltrukket af mysterier og gamle sites, søde og nogle gange lidt … forvirrede. Jeg har mine forbehold overfor new-agere og ny-religion i det hele taget, men en god og sund portion intuition og ud-af-boksen-tænkning og venstre-højre-hjernehalvdels-koordinering er nødvendig for at nærme sig de ægte mysterier, man møder i det land, der indeholder 50% af samtlige arkæologiske værker i hele Verden! Ja du læser rigtigt, mængden er kolossal! Og det skønnes, at der gemmer sig meget under sandet. Der var videnskabelig tyngde nok i selskabet til at give modspil til et par nyreligiøse typer med hang til at slippe jordforbindelsen. Faktisk er begge tilnærmelser udmærkede, og med den rette balance kan det være produktivt. En hel del af det, man møder i Egypten er ganske ‘eksotisk’ teknologi og kultur – ‘hidden in plain sight’.

Abd’El Hakim Awyan, visdomsbeholderen

Hakim vender vores forståelse af tid og evolution på hovedet og siger: dette var det egentlige Egypten før Egypten ved navn Khemt eller Khemit. Det var de folk, der eksisterede her, der byggede de mest avancerede og monumentale bygninger, som dynastierne senere flyttede ind i. Han daterer Khemit, det prædynastiske Egypten startpunkt til 65.000 år f.Kr. Men det var ikke en kontinuerlig proces, for det skete noget, der brød kontinuiteten. Dette ‘noget’ fandt sted mellem 11-12.000 år siden, hvor der fandt en global katastrofe sted. Alle kulturer i hele verden har fortællinger og beskrivelser af denne hændelse. Bibelen kalder det for Syndfloden, men hvad det helt nøjagtig var, findes der forskellige teorier baseret på beskrivelser og iagttagelser men ikke fuldstændig enighed om. Der er heller ikke enighed om, hvorvidt det var en engangs-event, hvilket det sandsynligvis ikke var. Der synes dog i dag at være meget få, der tør benægte eksistensen af dette ‘noget’.

At civilisationen er over 5000 år gammel er derimod en ganske ny og stadig træg erkendelse for historikere. Menneskeheden er selvfølgelig langt ældre, men de var primitive kulturer ude af stand til at beherske byggekunst, organisationskunst, videnskab og teknologi ud over et sparsomt niveau – iflg. mainstream historieskrivning. Men der er sket for mange opdagelser i de seneste årtier til, at man kan blive ved med at fastholde, at mennesker for mere end 5000 år siden blot var samlere og lavere jægere, der bankede løs på hinanden med køller og flintesten. Man flytter langsomt grænserne baglæns i tid. Hakim tager springet fuldtud.

Abd’El Hakim Awyan

var ikke hvem som helst. Han havde grader i egyptologi og arkæologi fra Universitetet i Cairo og Holland, og han blev den mest berømte og respekterede af alle de ægyptiske guides og ‘keepers’. Når Imperiet og den britiske kongefamilie + diverse statsoverhoveder og fornemme folk med bagdelen fuld af penge og prestige kom på besøg, kontaktede de Hakim, simpelthen fordi de havde råd til det bedste, og selvom eliten holder af at fylde alle andre med skrøner, så ved de det godt selv. De såkaldte keepers møder man stadig i dag i tempelbygningerne. De har langt hvidt skæg, de bærer hvid hovedbeklædning/turban og galabea (langt bomuldsdress). De ved alt om det sted, de har opholdt sig ved og passet på (deraf navnet) hele deres liv, og deres viden kommer fra deres far, der havde sin viden fra sin far, osv i ubrudt linie – noget der er en realitet i alle oprindelige kulturer, men som er blevet den moderne kultur fremmed på grund af et fænomen, vi kan kalde videns-monopolisering. Det er denne overleverede viden, som egyptologerne har ladet hånt om, for iflg. Imperiets darwinistiske og racistiske tankesæt regnede man ikke en kulturs indfødte for noget, og fordi den mundtlige tradition ikke var pålidelig ifølge akademia. Som ung mand rejste Hakim hele Egypten tynd og stod i lære hos keeperne, hvis tillid han skaffede sig. Han blev selv en af dem, og som den første samlede han al deres viden til en syntese. De kendte deres sted, Hakm kom til at kende dem alle, og han begyndte at se mønstret. Dette er, hvad han efterhånden kaldte for khemitologi.

Hakim præsenterer os for den ide, at hele Nil-komplekset og alle de såkaldte templer er et sammenhængende kompleks, indbyrdes forbundet af underjordiske gange og udtænkt som et sammenflettet energisystem. Han havde selv været i det underjordiske. Som ung mand steg han ned i en åben skakt 30 km syd for Cairo og var væk i dagevis. Herefter dukkede han op af et hul i levende live på Giza-plateauet. Undervejs havde han gået, kravlet og svømmet i gangsystemer. De egyptiske myndigheder er fuldt klar over eksistensen af disse gange og har sørget for at lukke dem af. Angiveligt for at de stakkels turister ikke skal forsvinde og omkomme.

Angiveligt, og for så vidt fair nok, for man er selvklart ikke interesseret i at skulle hente indeklemte eller omkomne turister op fra et kæmpe netværk af skakter. Men der ligger også noget andet i det. Man er ikke interesseret i, at verden skal vide om det, og det bliver beskyttet som en militær hemmelighed. Vi må som mennesker ikke kende til vores fortid, for det ødelægger Imperiets mulighed for at okkupere vores nutid og fremtid. Husk at egypterne ikke har styret deres eget land bortset fra i korte perioder i over 100 år. CIA styrrer egyptisk forsvarspolitik, IMF styrer på destruktiv vis egyptisk økonomi, osv. Det hænger derfor også sammen med, hvorfor militæret har placeret sig alle de steder, der har interesse, og hvor der findes store uudgravede områder. Hvis man har dette verden-på-hovedet og paranoide tankesæt, leder man altid efter alt, der potentielt kan være våben mod mennesker, jf nazisternes Anunerbe-ekspeditioner, hvor de selvfølgelig også har været. Man er angsfyldt på udkig efter, om nogen skulle opdage noget, de kunne bruge til gavn for mennesker. Vor tids elite er direkte arvtagere af det romerske misundelseskomleks. De har luret, at katten er ved at komme ud af sækken i disse år, og meget af det, der sker i Mellemøsten, har at gøre med den agenda, som Joseph P. Farrell har kaldt for ærkæologi-krig. Derfor prøvede disse ‘udlændinge’ også sætte deres klamme fingeraftryk på den senere afsporede egyptiske forårsrevolution (det arabiske forår) og indsatte først endnu en marionetpræsident/-regering til erstatning og intensivering af den afdankede (der bla. stjal et ukendt milliardbeløb fra den egyptiske befolkning).

Hakim kalder det samlede kompleks af pyramider og bygningsværker i den nordlige del af Egypten for Bu Wizzer, Osiris’ land. Bygningerne havde oprindeligt intet med templer eller gravmonumenter at gøre. Det var kraftværker, der formidlede energi. Denne energi har tre komponenter: vand, lyd (frekvens) og mineraler (sten + metal)?, og når disse tre bringes til at interagere, opstår et samlet energifelt.

Yousef Awyan og hans fløjte

Det indre kammer i den røde pyramide er råt men perfekt. Stenene er knivskarpt tilpasset.
Lyden er fremragende set fra musikerens synspunkt. Hvert kammer har en særlig tone.

Kartoucher i Kom-Ombo Sobek og Osiris

En hi-tech-civilisation

Der er en slående forskel på de egentlige gravsteder i Kongernes Dal og pyramidernes rå stenkonstruktioner. I Kongernes Dal ved Memphis/Luxor er alle vægge overdådigt udsmykkede med kartoucher. I pyramiderne og de rumstrukturer over og under jordoverfladen, der ligger op af hovedbygningen, er der absolut ingen udsmykninger – bortset fra kedelig turistgrafitti. Når man går ind i dem, er det som at befinde sig i et fabrikslokale eller i en militær-installation. Selv om gange og rum kan være forarbejdet med uhyre præcision, og selvom om overfladerne på de ofte hårde stenarter som granit, alabaster, rosenkvarts, basalt eller blødere stenarter som limsten kan være maskinpræcist afskåret og fuldstændig maskinelt blankpoleret, så fremstår de som rent funktionelle uden paladsernes, templernes og de dynastiske gravkamres pragt. De er ikke beregnet til at færdes i og vise frem. Det er som at gå inde i en stor maskine. Og da maskinerne var i arbejde, var det ikke meningen, at man skulle opholde sig der – man ville blive stegt lige så hurtig som i reaktorrummet i Tjernobyl af en teknologi mere avanceret end varm fissionsenergi.

Det geometriske mønster brændt med laserteknik ind i granitten i en søjle i Osireion, Abydos.

Netop i det underjordiske halvt oversvømmede Osireion – vandet er der stadig – er der nogle detaljer på søjlerne, der får ægyptologer til at gå helt i sort. Man ser adskillige steder det mønster med overlappende cirkler, der er kaldt ‘Livets Blomst’. Det besynderlige ved mønstret er, at det ikke er hamret ind i granitten. Det findes inde i selve stenen – det er simpelthen laser-imprægneret! Altså forstå det lige helt: overfladen af stenen viser ingen tegn på fysisk bearbejdning, der er ligesom alle andre nok så polerede eller upolerede granit-overflader. Mønstret ligger inde i stenen! Af samme grund er komplekset også spærret af for turisterne, så de ikke skal stille for mange spørgsmål til de stakkels lokalguides, der kun kender den officielle smøre, de har lært udenad. Og for at de ikke skal falde i vandet, fair nok igen, men man kunne sagtens have bygge træbroer og -gange.

Osireion. Engang lå dette bygningsværk i jordhøjde.
Det falder ikke egyptologer ind at spørge geologerne om, hvornår det mon kunne være.

Det er ikke det eneste unormale ved stedet. Det ligger forsænket under jordniveau, og i det omkringliggende landskab er der silt, materiale lejret af strømmende vand. Geologer kan påvise, at Nilen har flyttet sig mod øst og at den var kæmpestor og bred.

I midten af disse bygningskomplekser findes der ofte et rum med en stor stenkiste. Den kan være med eller uden låg. Egyptologerne har i deres evindelige morbiditet selvfølgelig straks udnævnt dem til at være gravkister til døde kongers kadavere (it takes one to know one…). Ganske vist har de aldrig fundet en død konge her, ikke en gang på steder, de var med til at åbne for første gang, efter disse steder forsvandt under sandet. Men det bekymrer dem ikke. I visse bygninger har man fundet mumier, men det falder ikke egyptologerne ind at forestille sig, at man fornuftigvis flyttede ind i bygninger, der fandtes i forvejen, siden de nu stod der til ingen nytte, og der var slukket for strømmen i fabrikken. Vi ser her, hvordan man beklæder væggene med et lag bindemiddel og støber kartoucher, der så bemales. Disse er ofte helt fantastiske, for dynastierne havde udpræget sans for pragt.

De koptiske fundamentalister kunne ikke klare synet af kvindelig skønhed. Hathor, den ‘Himmelske Ko’, det egyptiske forstudie til den Kvieøjede Hera’. Underlig hovedfacon, ikke? Prøv at sammenligne den med et skematisk billede fra anatomibogen af det ultimative organ for næring og livgivning: den kvindelige uterus. Kopterne kunne lige så lidt døje synet af en livmoder, ligesom katolikerne tålte synet en tissemand.

Vi ser desværre også den umådelige vandalisme, der er udført af kopterne, de tidlige kristne, der dekapiterede figurerne, smadrede især ansigter, næser, hænder, fødder. Vandalismen er senere blevet smurt af på araberne/muslimerne, og de kunne sagtens have gjort noget lignende, men de var ikke ankommet endnu. Det gør visse sted ondt helt ind i marven at være vidne til så meget bevidst ødelæggelse af verdenskunst. Det er også svært at forestille sig, hvad der foregik i hovedet på disse jihaddistiske stormtropper af ødelæggere udsendt på befaling af … ja hvem? Ledelsen af den koptiske kirke i samarbejde med deres arbejdsgivere, romerne og de rige jøder i Alexandria. De ønskede to ting: at stjæle og at ødelægge. Romerne og grækerne ribbede også de fantastiske overfladesten på pyramiderne for at bygge med dem i Cairo og andre steder. Enkelte steder hænger de stadig ved og lader ane, hvad de engang har været.

For at forstå denne organiserede og ideologisk funderede vandalisme, undgår man ikke at foretage en næranalyse af et af de underbelyste områder ved det romersk-kristne projekt: krigen mod naturen. Det er dog så omfattende, at det ville kræve en hel blogspot. Lad os nøjes med at nævne naturen som det kvindelige element og den jødisk-kristne-islamiske Gud, Jahwe, som det maskuline overtag af kosmologien. Kvinden og i det hele taget seksualitet blev fordømt som urent og syndigt. Det kan bedst forstås ved at studere en af de hæderskronede kirkefædre, Augustin. Hans seksualforskrækkelse er lige så sygelig som hele bagsiden-af-medaljen af det kristne projekt. Og mon ikke han har haft en finger i spillet i nedbrændingen af det store bibliotek i Alexandria, hvor en af hans mest forhadte modpoler, en af de sidste repræsentanter for den præantikke visdoms- og videnskultur, OG oven i købet en kvinde af fremragende format, filosoffen Hypathia, havde en fremtrædende plads?

Hvis han ikke havde en direkte rolle i dette skammelige projekt, så leverede han i hvert tilfælde det ideologiske skyts, hvilket kan læses i hans skrifter. Mage til kvindeforagt skal man lede længe efter. Det er hans ånd, der har hvilet over den katolske kirke helt frem til renaissancen. Og hvor mange kvindelige paver var der lige? Der var faktisk en, men det er en anden historie.

Egypterne, derimod, synes ikke at have haft problemer med seksualiteten. Hele Dendera-tempel-komplekset er dedikeret til det. Også i Luxor er billederne ret eksplicitte:

Kosmisk sperm på bagvæggen af det inderste tempelrum i Luxor

Her bliver der ikke lagt fingre imellem. Eller også er det netop det, der sker, for mage til finger-overbegramset felt skal man lede længe efter. 1000-vis af besøgende har berørt det gode område af denne kartouche for at rage noget af kraften til sig  Der er næppe tale om ‘ubesmittet undfangelse’, men på den anden side skal man ikke tro, at der er tale om egyptisk pornografi her. Der er langt større kræfter på spil, og både kristen bornerthed og det overerotiserede forbruger-industri-samfunds lumre liderlighed er projektioner og derfor skudt ved siden af.

Byggeteknik

Khemit-kulturen valgte deres byggematerialer med omhu. Granit, rosenkvarts, alabast og limsten har alle et højt indhold af magnetisk aktive komponenter: kvarts og jern. Når vandet er steget op i de underjordiske kamre i Giza-kraftværket og har aktiveret den serie af kæmpe-resonatorer, der sad i det store galleri – monterings-hullerne er der stadig – for til sidst at aktivere de to kamre med deres perfekte resonans-dimensioner – alle kamre har en grundtone – så blev der skabt voldsomme energier. I dag er der stadig en radius omkring pyramiderne, hvor der ikke vokser noget. 100 meter borte kan der starte en hel skov af palmer. Hvilket modsiger newagernes mytologi om, at det skulle være vældig sundt og spirituelt at opholde sig der. Bygmestrene har haft en videnskab om lyd/resonans/musik, som vi kun aner fra Pythagoras, der studerede hos dem. For selvom folkene fra Khemit var nødt til at forlade stedet under den store katastrofe, var der stadig noget tilbage af deres viden.

En komponent i maskineriet, vi ikke kan se længere, er det, der var placeret i mærkelige fordybninger i gulve og vægge. Nogle steder ligner de et støbehul i form af den dobbeltbladede økse. Også på toppen af pyramiderne mangler der noget, som man tog med, da man slukkede for strømmen. Og har der siddet noget tilbage, er det blevet stjålet og smeltet om. Der var tale om ædle metaller som guld og sølv eller en særlig legering af disse kaldet elektrum – navnet siger, hvad det kunne – og både de anvendte sten og metaller har en høj elektrisk egenskab. At de også har være smukke er der ingen tvivl om, men det var ikke deres egentlige formål.

Dette fænomen er i øvrigt helt parallelt med de sydamerikanske pyramidebyggende kulturer. Også her er historikerne voldsomt forvirrede over datering og formål med dette ufattelige byggeri. De tilskrives maya, azteker og inkakultur, hvilket afgrænser dem til max. 2000 år. Efterkommerne af disse lokale kulturer er derimod ikke i tvivl. Direkte adspurgt siger de åbent, at de ikke byggede dem, og at de var der, da de ‘flyttede ind’. Og hvis nogen antyder, at den megalitiske og verdensomspændende kultur var ældre, mere global og mere avanceret, end historikerne fatter, og hvis man går historikerne seriøst på klingen og tvinger dem til at forholde sig til facts om teknologien, som den direkte kan ses med åbne øjne … så trækker de bare et endnu vildere kort: alien-kortet, ta-daa! De nægter med andre ord stædigt som æsler og med tonstung bevisbyrde stablet op for næsen af dem, at mennesker for mere end 5000 år siden kunne frembring disse mesterværker. Til gengæld har de ingen problemer med at hive udenjordiske ned fra Sirius. Det kan oven i købet være, at vi skal tænke i de baner, men så bliver vi som minimum nødt til at sammentænke det med vores egen fortid som menneskehed.

Laser-grafitti i Osireion, Abydos. På dette billede (ikke mit eget, man kunne ikke komme på det skudhold) ser det ud,
som om det er skåret ind i stenen. Men det er et
optisk bedrag. Hvis du kunne lade din hånd glide hen over, ville det være helt glat. Strukturen er inde i granitten.

Funktionalismen er slående i mange af bygningerne. Templet i Abydos og det bagvedliggende Osireion er så funktionalistiske, at de har inspireret arkitekter i flere hundrede år og i nyeste tid. Romerne kendte og misundte stilen og kopierede fra både ægypterne og grækerne. Den katolske kirke stjal også med arme og ben, se fx. obelisken på Peterspladsen. Og hvad de ikke fysisk kunne stjæle, kopierede de. Napoleon rejste i Egypten og bestilte en aftegning af alt, han stødte på. Nazisterne var i øvrigt også overalt, hvilket kan ses på deres bastante byggestil. Det kan i øvrigt fortælles, at franskmændene – de fjolser – i 1800-tallet smadrede over 50 obelisker i forsøget på at stjæle dem! De kunne simpelthen ikke finde ud af at få dem ombord på en båd. Man ved ikke, om man skal le eller græde over de stupide imperialister. Megalomani = kombinationen af mindreværdskompleks og storhedsvanvid.

Tempelkomplekset, Per-Neter’en, i Abydos. Seti I har bestemt ikke bestilt et bygningskompleks på størrelse med et nationalmuseum som sit gravsted. Dette bygningsværk er så nutidigt funktionalistisk, at det kunne være hovedsædet for et hovedrigt multinationalt firma designet af en af tidens førende japanske arkitekter med en multimillion-gage.

Matematikken

Ifølge egyptologerne var egypterne ikke særlig gode matematikere. Glemte jeg at sige, at egyptologer også har ekspertise i matematik og geometri? Men i realiteten finder vi noget af verdens mest avancerede matematik målbart indbygget i arkitekturens geometri. Egypterne havde blot en anden form for matematik, som vi først begynder at forstå for alvor i dag. De havde et regnesystem, hvor de kunne springe en hel masse mellemregninger over, som fuldstændig ligner måden, en computer regner på. Derudover er proportionerne i bygningerne gennemsyret af de irrationelle tal Pi og Phi og fibonacci-forhold / gyldne snit – naturens egne proportioner.

Husk også, at en af den vestlige matematiks absolutte fædre, Pythagoras, måtte vente 20 år, inden han fik adgang til at studere i de egyptiske skoler, hvorefter han kom tilbage og udviklede grundlaget for den geometri, vi kender. Husk også, at hans tal-resonansforhold hænger sammen med musikken / lyden / frekvenserne.

Selve portalen, hovedindgangen til et egyptisk tempel ligner det tegn, grækerne valgte for π

Den menneskelige krop er organiseret efter de samme proportioner. Man kunne kalde den egyptiske matematik for natur-konkret. Vores matematik går ofte ud af en streng og bliver til ren mekanistisk abstraktion. Egypterne havde en musikalsk matematik. Husk også, at musikken var den næsthøjeste videnskab i Quadrivium – matematik, læren om tallene – geometri, læren om tallene i rum – musik, læren om tallene i tid – astronomi – læren om tallene i rum-tid.

Goethe sagde: Arkitektur er frossen musik. Og ligesom ved alle musikalske, resonante felter, forbliver man aldrig upåvirket, når man befinder sig midt i et kæmpe stykke musik. Medmindre man selv er lavet af sten. Goethe er interessant, se Noter om Goethe. Han kan siges at være en lille lomme af videnskab, der overlevede udrensningen af de mere esoteriske elementer af videnskaben, der som ovenfor nævnt fik en kort opblomstring i renaissancen og optog størstedelen af en videnskabsmands liv og engagement. Som musikvidenskabsmand ved jeg, hvor meget Goethe blev latterliggjort af især den skole, der teoretiserede omkring den 2. wienerskole (Schönberg, Berg, Webern) – ikke så meget komponisterne selv, jeg taler om Adorno og hele kæden af kulturmarxistisk observans, og som stadig var dominant helt op til slutningen af 1980’erne. Kun en genial outsider som Rudolf Steiner synes at have fulgt i hans fodspor. Goethe var bare, ifølge tidens politiske korrekte kulturmarxisterne, en forvirret, inkompetent romantiker, hvilket er helt i skoven, for Goethe tog decideret afstand fra det, vi forstår som romantisk sværmeriskhed. Jeg vil oven i købet påstå, at han sad med det lange strå og var særdeles visionær og indsigtsfuld. I øvrigt var avantgardisten Webern fuldstændig opslugt af Goethes farvelære. I mine musikvidenskabsstudier åd jeg en mig igennem stor tysk doktordisputats, der omhandlede dette.

Obeliskerne

Maskinpræcise skæremærker fra top til bund (foto: marcohanuman)

Lad os blive lidt ved obeliskerne. Hvis vi beholder ideen om et et elektro-hydro-energetisk kraftværk, så ville en centralt placeret 30 meter høj granitnål have et bestemt formål: at sende den enorme energi dannet af bygningsværket, vandet og metallerne opad. Hvordan det har set ud, kan vi kun gætte på. I stenbrudet i Aswan finder vi den eneste eksempel på en ufuldendt obelisk. Her blottes fremstillingsteknologien for det vågne øje, og det var på ingen måde ved at baske løs 10 år i træk med en rund doleritsten og en bronzemejsel. Rundt om stenen ses parallelle serier af halv-meter brede gravemærker, der går ned langs siden af den modsatte væg, vender nede i bunden, fortsætter ind under obelisken og trækkes ud og op igen. Det er så tydeligt en maskine, der har gjort dette her, det har ikke taget 10 år, der ingen mærker af små håndholdte redskaber men store sammenhængende furer af en maskine, der har kværnet nedover granitten. Måske har man lavet en obelisk på en dags tid? Også her flipper egyptologerne ud med diverse bøvede og smådesperate (bort)forklaringer. De tager aldrig stilling til det, som øjet rent faktisk ser, og som for en topgearet ingeniør som Chris Dunn ikke efterlader tvivl. Han er ikke et sekund i tvivl. Dette er præcisions-maskinarbejde, og hvis man hævder noget andet, har man ikke forstand på det, man taler om.

Fuldendt obelisk i Karnak, Luxor/Memphis

Vi kan så yderligere spekulere om, hvordan denne kæmpe-monolit på 1300 tons blev holdt fri fra undergrunden og hentet op af hullet, når maskinerne fik skåret den fri. Her bliver det for alvor eksotisk, og vi slipper ikke for at tage i betragtning, at bygmestrene havde en anden forståelse og beherskelse af tyngdekraften end os. En sådan tanke er stadigvæk fuldstændig uspiselig for ikke blot egyptologer, men også for den samlede videnskab inklusive historievidenskaben.

Den findes en skjult tråd i al videnskab. Den kan bedst studeres i darwinismen og det hoveddogme, at al udvikling i den menneskelig kultur foregået i lige linje fra noget primitivt = dengang = deres kultur til noget avanceret = i dag = vores kultur. Vi er toppen/klimakset på menneskelig civilisation. Det er, hvad det er. Men det er kun egyptologer, der endnu ikke har opdaget, hvori problemet består, og som er i stand til uden at skamme sig at påstå, at ekstreme hi-tech produkter er blevet fremstillet med sten- og bronzealder-redskaber. Der er skabt et kognitivt dissonansfelt, som skriger løs, men disse såkaldte videnskabsfolk sover ganske roligt om natten – undtagen når de bliver stillet direkte spørgsmål, for så ruller deres øjne. Der findes videoklip på internettet, hvor ægpytologer bliver konfronteret med fakta, og roder sig ud i pinligheder, benægtelser, infantile teoridannelser, selvmodsigelser og absurditeter. Man kan simpelthen aflæse det fysisk-mentale ubehag, de føler, når de bliver nødt til at svare på nærgående og substantielle spørgsmål, der for alvor udfordrer deres logik.

Sarkofagerne

Et af de meste surreale steder på jorden må ganske givet være Serapeum. Man stiger ned ad en lang rampe til et gangsystem, hvor man taber underkæben. Hovedgangen er ca. 100 meter lang. I hver side af den brede gang er der nicher, der i dag er understøttet af kraftige stålkonstruktioner for at de ikke skal kollapse. Eller for at man kunne løfte låget på det, der er det forbløffende: kæmpestore stenkister på 500 tons med låg, der vejer 300 tons. Man har i dag formået at løfte lågene og skyde klodser ind, så lågene har løftet sig til udstillingsformål. Ydersiden på disse sarkofager er delvis forarbejdet og delvis rå. Indersiden derimod er fuldstændig glat og præcis.

En af de 30 kæmpe-sarkofager i Serapeum.

Guiden i min rejsegruppe, Mohamed Ibrahim, der var uddannet i egyptologi ved Universitetet i Cairo, havde en særlig måde at præsentere tingene på: ‘Jeg vil nu starte med at fortælle jer den officielle historie…’ fremsagt med knastør ironi og egyptisk stoneface. Det gik undervejs op for mig, at egyptere kan have en særlig form for lakonisk humor. Senere modificerede han denne historie kraftigt og gav den modspil. Den officielle forklaring på de 27 kister i Serapeum – og bag endestykket gemmer sig efter sigende kilometervis af gange med hundredvis af lignende sarkofager (militært område selvfølgelig) er begravelsespladsen for de hellige mumficerede Serapis-tyre. Altså endnu en gang historien om, at helt overvældende anstrengelser og ligeså overvældende hi-tech-præstationer forklaret som low-tech er iværksat for at kadavere kunne ligge og rådne i mørket. Egyptologerne fastholder manisk forklaringen, selvom der ikke fundet en eneste tyremumie i disse kister. Der blev visnok fundet en enkelt støvet mumie på selve stedet, men kisterne var uåbnede.

Det er altså også ret svært med almindelig sund fornuft at forestille sig følgende scene.

Gravrøveren kommer hjem til hytten med en stor støvet pakke og udbryder: ‘
Skat, se hvad jeg har fundet! Vi bliver rige nu! Jeg og gutterne har lige været nede i gravkammeret, hvor vi har løftet låget på en stor kiste på 50 tons og snupset dette her pragtstykke af en død tyr’.
Konen ser ondt på ham og udbryder:
‘Vil du straks fjerne den beskidte tingest, jeg vil ikke have den i mit hus! Og så har I løftet et låg på 50 tons? Det tror jeg ikke lige, for du kunne dårligt slæbe skraldespanden ud forleden!’

Det holder altså ikke rigtig. Det er den samme absurde historie, egyptologerne fortæller om det postulerede gravkammer i den store pyramide i Giza. Altså gravrøvere skulle have løftet en 50 tons sten, der blokerede indgangen til pyramiden, møvet sig op til den postulerede konges postulerede gravkammer, løftet låget på den postulerede grav-sarkofag og stjålet hans postulerede mumie. Herefter har de sat låget tilbage på plads (låget mangler i dag og har sandsynligvis aldrig været der) møvet sig tilbage til indgangen med den døde konge og hans kostbarheder i hænderne, pænt sat den 50 tons store sten på plads igen, og skyndt sig hjem til konen: ‘Skat, vi bliver rige nu …’

Og teorierne om sandkassen og slavebyggeriet hører hjemme i Cecil B. de Milles ‘De Ti Bud’ med Charlton Heston som Moses. En fransk arkitekt, Jean Pierre Oudin, der opgav sin karriere og forfulgte sin fars indskydelse, har en anden teori. Her bliver det interessant, for manden er ikke egyptolog, han bekymrer sig faktisk om reel byggeteknik og ladsiggørlighed, og han ved noget om det. Teorien kan faktisk sandsynliggøres via målinger af den Store Pyramide, der viser en spiralformet indre gang. Så selvom egypterne, dvs. folkene fra det prædynastiske Egypten, Khemit, havde særlig teknologi til rådighed, havde de stadig brug for fast grund under fødderne.

A propos Moses. Vidste du, at Sigmund Freud som noget af det sidste i sit liv skrev en bog om Moses, og at han var dybt interesseret i Egypten? Denne bog er et af afsættene for alternativ egyptologi, som beskrives i brudstykker i dette rejsebrev. Freud havde en lidt anden vinkel på, hvem Moses var. ThutMosis eller Mises var i hvert fald ikke jøde. Og hvad var det egentlig med denne navnkundige person og fænomenet Exodus? En alt for lang sidehistorie. Spørg Freud, Ahmed Osman, Schwaller Delubicz, Stephen Mehler, Robert Beauval, John Anthony West – eller Ralph Ellis.

Det Ægyptiske Museum i Cairo – hvad der svarer til Nationalmuseet – er fyldt med kostbarheder. Her findes en overflod af de vildeste og ofte perfekte kunstgenstande. Alle turisterne skal selvfølgelig hen til Tut Ankh Amons gravbokse og ansigtsmaske m.m. Det er selvfølgelig vanvittigt flot, ekstravagant og overdådigt. Men der findes også mere diskrete seværdigheder, der ved nærmere eftersyn er imponerende på en anderledes måde end guld, ædelstene og kunstfærdig pragt.

Ikke langt fra hovedindgangen er udstillet en af disse stenkister, som er beskrevet ovenfor fra Serapeum. Den er ikke helt så stor, men til gengæld er den ret afslørende og ‘smoking-gun-agtig’ ligesom den ufuldendte obelisk i Aswan-stenbrudet. Kisten står op af en væg sammen med montrer og figurer. Man tænker ikke lige på, at man kan klemme sig om bag ved den, men når man har gjort det, tænker man, hvorvidt det rent faktisk er en fejl, at den overhovedet er blevet udstillet. Bagsiden er imidlertid ufuldendt, og det er her, det bliver interessant ligesom med den ufuldendte obelisk i Aswan. For det er her teknikken bliver røbet.

En videooptagelse, som jeg var forhindret i at optage, da alt udstyr blev konfiskeret ved indgangen. Det er heldigvis lykkedes andre at smugle udstyr ind. Der er bla. et klip, hvor Stephen Mehler demonstrerer den usandsynlige bagside af sarkofagen i Cairo-museet.

Man ser et helt rent snit på 2/3 af sidestykket. Altså en af disse overflader, hvor man kan trække en lige linje på alle leder. Men så var der noget, det gik galt. Lad os sige på denne her måde: saven, eller hvad vi skal kalde instrumentet, smuttede og begyndte at arbejde sig skævt. Man opdager det med det samme og erkender, at det ikke bliver det snit, man går efter. Kisten bliver vil blive ubrugelig og man trækker straks saven ud. Det er en dobbelt muligvis roterende savklinge, der arbejder parallelt, og udtrækket sker både opad og nedad. Når man studerer det halve meter dybe hak, der kiler sig ind i det rå granitstykke, der ikke nåede at blive skåret af, er hakket ligeså glat som den færdige side. Man er nødt til at lyse med en lygte ind i hakket for at se bunden. Desværre havde jeg ikke et James Bond-kamera indbygget i en bukseknap, så du må forestille det det – eller besøge museet selv.

Tænk lige over det. Snittet, når det går galt, er ligeså perfekt som den vellykkede side! Hvad betyder det? Det betyder en total udelukkelse af alle bøvede teorier om primitive bronzealderværktøjer! Man kan ikke læse om denne detalje noget sted ej heller se billeder af det (fotografering er jo forbudt) Man kunne anlægge en slags sideteori om, hvorfor denne ‘smoking gun’ af en stenkasse overhovedet har fået lov til at stå her. Mit helt personlige bud er, at der er ægyptere – arkæologer og musemsfolk – der udmærket ved, at der er noget galt på færde, og at den officielle forklaring er forfalsket, men som på trods af pålæg fra ledelsen har fået gennemført, at de særligt nysgerrige har fået mulighed for at se ‘det umulige’.

Krukkerne

De står rundt omkring i deres montrer. Lerkrukker, tænker man først, det har man set. Men når man opdager, at de er lavet af en af verdens hårdeste stenarter, diorit, med en hårdhedsgrad mellem stål og diamant, så er sagen en anden. Man ser også andre forbløffende artifakter lavet i scist – en anden yderst hård stenart – og alabast, der er nemmere at have med at gøre.

En moderne krukkemager ville betænke sig nøje, inden han gik i gang med sådan et projekt – selv med hi-tech-udstyr. Han ville sikkert afvise opgaven for ikke at komme til kort. Det indre af krukken er ligeså perfekt som dens ydre, alle afrundinger har højeste finish og præcision. Forestil dig, hvad det ville kræve. Og hvis du er i tvivl, så spørg en håndværker. Når han siger nej til opgaven, så kontakt et laboratorium med adgang til hi-tech-skære-fræse-udstyr. Dynastierne havde ikke den slags kunnen, disse krukker er nogle af deres arvestykker. De er uforgængelige, og de vil stadigvæk eksistere om en million år, hvis der passes på dem.

Dette er ikke en hjulkapsel på en Lamborghini – hvilket faktisk ville være tættere på formålet end en kunstfærdig lotusblomst.

Lige så besynderlig som krukkerne i materiale og i særdeleshed i formen er denne skive. Dens præcision er som hi-tech robotstyrede formgivninger, vi kender i dag. Det er tydeligvis en objekt, der er en del af noget andet og beregnet til rotation. Ægyptologerne har selvfølgelig en eller anden forklaring, der er kommet op med, fx en vase til lotusblomster…

Sfinxen

Den gådefulde. Den berømte og kontroversielle forsker Schwaller Delubicz lod en enkelt linje falde en en af sine banebrydende bøger, der har dannet baggrund for et andet og dybere syn på Egypten. Han nævner, at Sfinxen og terrænet omkring den er blevet udsat for vand. Denne indlysende iagttagelse åbnede efterfølgende for, at forskere så nærmere på fænomenet.

Man ser de bløde lag træde frem og de hårde slidt væk. Man vil forvente det modsatte ved strømmende vand. Geologen Robert Shock viser, at der kun kan være tale om hård sidelæns regn gennem meget lang tid.

Der er normalt ikke adgang til området lige omkring Sfinxen. Dette er taget fra normalt jordoverfladeniveau. For 100 år siden var dette hul ikke udgravet, og kun hovedet stak ovenfor ørkensandet.

Dette giver egyptologerne et problem. De påstår, at Sfinxen er bygget i dynastiernes Egypten, men geologien er ‘hard evidence’ og svær at løbe fra, og hvis man gør det alligevel, er man tvunget ud i selvmodsigelser, benægtelser og barnagtigheder. Det har ikke regnet på den måde i minimum 7000 år, og furerne er så dybe, at det har taget tusinder af år af frembringe dem. Et yderst forsigtigt skøn vil være 10-12.000 år. Problem var bare, at vi rammer den mest kaotiske tid rent geohistorisk, hvor der indfandt sig store naturkatastrofer i slutningen af sidste istid. Dette var ikke en tid at bygge store bygninger og figurer i ro og mag, dette var en tid til at overleve.

Læg i øvrigt mærke til ansigtet. Det er en sort nubisk kvinde. Muligvis en af de første dronninger i dynastierne, da ansigtet er efterbearbejdet i dynastisk tid. Har det været et løvehoved førhen? Havde det at gøre med konstellationen Leo i precessionen af stjernebilleder. Var det et hybriddyr som i Luxor med løvekrop og vædderhoved? Vi har lov til at gætte, men vi bør kunne argumentere for alle gætterier. Egyptologer mener, at det er nok at påstå og antage. I esoterisk egyptologi og khemitologi gør man sig stor umage med at underbygge. Og meget vigtigt: man spørger al slags videnskab og ekspertise til råds. Hvis der – hvilket der er i al videnskab – gråzoner af manglende bevismateriale, så kalder man det en hypotese eller en teori – og står ved det! Teorier må ikke indeholde for mange antagelser i for lang tid. Ved førstkommende lejlighed sørger man for at opdatere sin teoridannelse.

Egyptologer ophøjer ikke-tilstrækkeligt underbyggede teorier fulde af antagelser til allerede beviste kendsgerninger. Som multimedie-producent havde jeg et årelangt samarbejde med Niels Bohr-instituttet og den afdeling, der husede glaciologerne – geofysikere i den eksklusive afdeling, der lavede boringer i indlandsisen i Grønland og Antarktis (danskerne borede i Grønland). Det hedder i dag Center for Is og Klima. Via meget præcise analyser af de op til 3 kilometer lange bore-cylindre, de hentede op helt nede til grundfjeldet under isen, var de i stand til at verificere hændelser med sommer-vinter-præcision i op til 50.000 år baglæns – og med stigende usikkerhed op til 100.000 år. I Antarktika går det endnu længere tilbage. Disse analyser præciserede geofysiske hændelser, fx vulkanudbrud, der direkte underminerede egyptologernes dateringer.

Spørg lige, om egyptologerne tog højde for det? Niels Bohr-forskerne grinede ad det hele. De passede deres arbejde og undgik at gå i clinch med egyptologerne. Lige som geofysikeren Robert Schoch holder de sig bare til målbare facts og siger lige ud, at hvis egyptologerne har problemer med det, så har de et problem og steger i eget fedt. Materialet kan måske misfortolkes, men det lyver ikke.

Ansigtet og symmetrien

Disse maskinmærker findes overalt. Chris Dunn har gjort det til sit speciale at opdage dem. De findes både, når det gik godt, og i enkelte tilfælde, når det gik galt. Selv en hi-tech civilisation er ikke 100% ufejlbarlig, for de var stadig mennesker.

Når man rejser i Egypten, støder man undervejs på ‘ansigtet’. Han kaldes for Ramses d. II. Han findes i fuld skikkelse, i overstørrelse, som buste, som ansigt på sokkel. Hvis det er et stort ansigt, smiler det. Hvorfor? Forestil dig et ansigt set forfra, som i virkeligheden skulle opleves nedefra, fordi det var kæmpestort og placeret højt oppe. Nedefra ser ansigtet fornærmet-surt-vredt ud, hvis man ikke kompenserer fra starten og lader det smile det indre Buddha-smil. Man har kendt til dette optiske fænomen, men det for alvor imponerende ankommer, hvis man analyserer ansigtets symmetri.

Det ideelle ansigt – kaldet Ramses II – iflg. Ramses II

Chris Dunn har taget linjerne i ansigtet og skåret dem midt over. Herefter har han spejlet dem horisontalt. Det matcher 100%. Han har gjort det samme fra siden, og det matcher igen 100%. Dette er ikke muligt at udføre for en kunstner med hammer og mejsel på en kæmpefigur i limsten. Og selvom man antager, at det er muligt at forarbejde denne sten i hånden, skulle kunstneren have haft adgang til præcisions-måleinstrumenter, for at sikre, at hans udhug var 100% symmetriske i 3 dimensioner. Som tidligere professionel i 3D-grafik og arkitektonisk CAD-tegning ved jeg, hvor svært det er, og hvor abstrakt dette projekt bliver, hvis man ikke bruger digitale værktøjer til at måle og kvalitetssikre symmetrien. Disse ægyptiske kunstnere har ikke haft adgang til disse instumenter – iflg. egyptologerne – og alligevel har de præsteret med stenalder/bronzealderteknologi, hvad kun vi er i stand til i dag.

Den symmetriske figur, man møder overalt i Egypten er overhovedet ikke Ramses d. II. Det er en idealfigur. Det er Adam Kadmon, urmennesket. Det er hermafroditten – ansigtet er maskulint og feminint på samme tid. Når overkroppen er med, er det en mand, men i selve ansigtet skinner kvinden bag manden.

Muddermaskinen

En del af pyramiderne – der er rigtig mange, og de er alle forskellige – i det nordlige Egypten = det lavere Egypten (Nilen løber nedad) – er sammensunkne muddermaskiner. Hvad mener jeg med det?

Lad os tage på en udflugt til Hawara. Her ligger flere af disse mudder-murstens-konstruktioner. Vi gider ikke længere at spilde alt for meget argumentations-tid på egyptologerne, der har idømt dem ung alder og primitiv efterligning af de første dynastiers bygningskunst. De første dynastier byggede overhovedet ikke pyramider – de overtog dem. Og mudder-murstenene er kun primitive isoleret set. Som fænomen er de en del af et hi-tech-projekt. Hurtigt videre.

Pyramiden i Hawarra beklædt med muddersten.

Labyrinten – eller rettere et hjørne af den begravet i sandet.

Hawara er interessant på flere måder. Man ankommer til stedet og ser mudderklumpen. Altså det er tydeligvis en pyramide, og på toppen ligger disse (eng.) ‘mud bricks’. I midten og bunden af muddermurstenene ligger et granitkammer i stil med Giza-pyramiderne og alle de andre. De indre kamre findes altid, de hårde materialer findes her, skallen er forskellig. Endog meget forskellig. I Hawara er det snarere det omliggende terræn, der er interessant.

Rundt om mudder-pyramiden i Hawara ligger noget stort begravet under sandet og under en underlig vandkanal, der skærer sig igennem stedet, der forhinder, at man kan gå ned i komplekset: et systemkompleks af rum og gange på 3000 kamre!! Grækerne så dem, romerne så dem (og følte sig voldsomt provokerede af bedriften, som vidste, de ikke selv ville være i stand til at udføre), geofysiske scanninger viser dem tydeligt! Man har valgt at begrave stedet i sand og vand. Hvorfor? Intet andet end den psykopatiske romerske misundelseskultur og dens udløbere frem til det Britiske Imperium = den verdenssituation af magt og misundelse, der stagnerede og definerer vore liv lige nu og i dag.

Mudderkomplekset er opbygget som følger: et granitkammer i midten med en resonant stenkiste i centrum. Et lag af mudder som mursten som et isolerede lag til at aflede den voldsomme energi, der blev dannet i kammeret. Mudderet er derfor kun det originale mellemlag, selvom det i dag er det ydre synlige lag. Et dengang ydre lag var overfladesten af limsten som i Giza. Under hele strukturen er der enten som i Giza et kæmpe system af kanaler eller som i Hawara en ligeså stor labyrintisk struktur bestående af 3000 kamre.

Jeg har hørt bekymrede beskrivelser af, hvad man kunne finde i labyrinten. Åh-nej, nu er alle de fine kartoucher ødelagt, ‘The Hall of Records’ er ødelagt, gravstedet for ‘de hellige krokodiller’ er ødelagt (Herodot). Det er uden tvivl noget vås. Herodot, historieskrivningens fader, var ikke meget mere end en omrejsende journalist, der troede på alt, hvad man fortalte ham. Han rejste i de seneste dynastiers periode (Ptolemæerne), og man fortalte også dengang dumme turister, hvad de gerne ville høre. Labyrinten er overhovedet ikke en underjordisk kirkegård, det er ikke Kongernes Dal 2. Man bliver efterhånden trætte at høre på denne selvoptagede gravrøver-dødskult! Mudderet er isolationsdelen af kraftværket.

Naturens hus

Stephen Mehler har forsket i det store billede mht. placeringen af alle bygningerne i Bu Wizzer, Osiris’ land. Man har set linieføringen som et astrologisk kort, en reproduktion af himlen. Men Mehler fremlægger den teori, at astrologi, som vi kender den, ikke fandtes i Khemt. Astrologi er et behov for at holde øje med bevægelserne og de cykliske perioder efter man havde oplevet den seneste kataklysme/syndflod og var nødt til at lukke ned for systemet. Den berømte Dendera Zodiak viser et tidligt eksempel på dette. Hans teori kan diskuteres, da der findes en række meget gamle sites i verden, som er præcist indstillet i forhold til, hvad vi er nødt til at betegne som astrologiske mål. Men hans teori er alligevel interessant, for han tegner i stedet en stor vortex udregnet efter det gyldne snit/Fibonacci. Den kan forstås udefra og ind eller indefra og ud. Hvis vi gør det sidste starter energien – den kommer så at sige ud af jordkloden i Zawiyet el Aryan. Dette sted kan man ikke komme i nærheden af, for det er skarpt bevogtet af fundamentalistiske muslimer, og der er bygget en moske på stedet. Hmm … Dernæst folder spiralen sig ud og rammer den røde pyramide i Dashur, pyramiden i Abusir, to ‘manglende’ pyramider – en stadig begravet? og en, der er fjernet og brugt til byggesten? for at ende i Sirius-konstellationen med den tredje, den anden (ved Sphinxen) og den første (den store) i Giza.

Hakim og Mehler – Mehler er erklæret og anerkendt elev af Hakim – bruger ordet per-neter eller per-aa, energiens hus om pyramiderne og tempelkomplekserne. Pyra-midos på græsk er obskurt, men er måske noget i retning af ‘ild i midten’. Næppe en betegnelse for et gravsted (khemitisk: Per-Ka, kroppens hus eller på arabisk mastaba: gravsted), snarere for det, som de var: energisteder. Per-Neter betyder ‘naturens hus’ (neter – natur). I det omfang et tempel var dedikeret til fx. Osiris, var det dedikeret til et aspekt ved naturen og dermed også det guddommelige (man adskilte ikke natur og det universelt guddommmelige). Men eftertiden, der dannede religionerne, forklarede disse netere som guder. Det er de ikke, de er aspekter, egenskaber, sider, attributter til naturen. De kan sammenlignes med det vediske begreb ‘deva’. De britiske imperialister oversatte begrebet deva med en gud. Men Vishnu, Brahman, Shiva, Kali, osv … er ikke gudeskikkelser. De er ikke personifikationer af de jordiske herskere, som man enten skulle ligge på røven og ofre sig for, være bange for, fedte for eller forvente nådig nedladenhed i form af evig frelse fra. De er billedliggjorte beskrivelser af naturkræfter, kosmiske principper. Disse naturkræfter kunne man kommunikere med, alliere sig med og agere i overensstemmelse med. Det er er på ingen måde det samme som gudsdyrkelse.

Model ‘Pagtens Ark’ i Edfu – en Per-Neter for Horus

En Per-Neter var derfor en bygning, hvor man anvendte naturkræfter/energi til velgørende formål. Det var sådan, det blev forstået i Khemit. Da mørket sænkede sig i krigens tid, i patriarkatets tid, i bystaternes, de organiserede hæres, hierarkiernes, dynastiernes, det alfabetiske skriftsprogs og religionernes tid, opstod i stedet en krig mod naturen og en våbengørelse af naturkræfter til destruktive formål. Gud og naturen bliver fjender. Gud bliver ren og naturen bliver beskidt. Ud fra dette forstår vi yderligere kopternes vandalisme: de var bestilt til at ‘ødelægge naturens huse’. Kvinden blev beskidt, kroppen og seksualiteten blev beskidt (læs om kirkefaderen Augustin og hans seksualforskrækkede syn på kvinden). Man begyndte af afsky og være angste overfor / foragte naturen. Naturvidenskab i dag handler for en stor dels vedkommende om at tæmme og underkue natur. Natur en blevet en losseplads for gift og affald. Det skete ikke på en gang men langsomt-langsomt. Vi er i dag ved et vendepunkt, hvor det ‘næsten’ ikke kan blive værre. Mennesker bliver i dag ligesom naturen behandlet som lort, for Imperiets ideologi har lært dets ideologer, at de har lov til at betragte os sådan.

Dette er ‘ørkengørelsen’ af verden, som er beskrevet i James di Meo’s fantastiske bog ‘Saharasia’. For 5000 år siden satte ørkenen ind i hele bæltet fra Vestafrika til Kina. Før ørkenen fandtes Edens Have = matriarkatet. Misforstå ikke matriarkatet som noget, der har at gøre med det perverterede ideologiske begreb, der kaldes feminisme. Alt var overflod, krig fandtes ikke. Så kom ørkenen og dermed underskud, mangel. Herved opstod patriarkatet og krigen. Når krybben er tom, bides hestene. Selv fredelige folkeslag blev forrået ved at skulle ruste sig mod deres angribere. Du bliver ligesom din fjende.

To hændelser

Du har uden tvivl ikke hørt om dem, for de fik kun ringe omtale i selv de egyptiske medier. På årsdagen for Israels nødtvungne overgivelse af Sinai til Egypten (26. april) havde egypterne planlagt et symbolsk stunt. Militærhelikoptere kredsede om toppen af den store pyramide for at nedsænke en mand fra specialstyrkerne, der skulle plante et egyptisk flag. Den første line knækker og soldaten omkommer. Man sænker en anden soldat ned og linen knækker igen! Altså to gange i træk, hvilket udelukker et uheld. Der er altså tale om sabotage. Hele affæren stinker af Mossad, for kun de har våben og kunnen – og ønske om at udføre den slags. De er specialister i den slags events, som skal få det til at løbe koldt ned ad ryggen på folk. Der er specialister i terror, de ER terrorister. Det er zionistiske pionerer, der har opfundet det moderne koncept om terrorisme som våben mod dem, man ville fordrive-underkue.

Den anden var en 24 timers nedlukning af ørkenvejen ved Nilen i protest mod regeringen. Det betød en stor omvej og natteroderi for mit rejsehold. Man må forstå, hvad egypterne bliver udsat for lige nu. Det er meget tæt på et folkemord. Der sker en bevidst udsultning fra Imperiet og dets organer. IMF har i årtier kørt sit slette spil for at smadre egyptisk økonomi. Så kom det arabiske forår fuld af vrede mod landets korrupte ledere. Men selvom egypterne godt vidste, at der stod fremmede magter bag, var det kun deres ledere, de vendte sig imod. Hold øje med Ramadan i år. Her stiger alle priser, og da egypterne er helt i bund, vil det være her, det eksploderer for anden gang, for det såkaldte forår, revolutionen på Tahrir-pladsen blev kuppet. Og jeg har ikke hørt menige egyptere sige noget pænt om Morsi og hans islamiske-broderskabs-regering. Han er nærmest værre end Mubarak, og ligesom denne er han kun en dukke.

Jeg kunne også have nævnt uanmeldte militærøvelser i luften, der betød en times kredsning før landing i Cairo. Jeg kunne også have nævnt afbrændingen af to cruiserskibe ved nordkysten. Ingen omkom her, men store skibe brænder ikke af sig selv. Der udøves systematisk terrorisme mod egypterne for tiden. Turisme bliver saboteret ved at skræmme turisterne – for at udhungre egypterne.

Sørgeligt. Men jeg kan til gengæld afkræfte alle rygter om, at det skulle være vældig farligt at færdes i Egypten. Det er totalt sikkert. Det farligste er de udhungrede egyptiske souvenirsælgere, og hvis du ikke har dit stenfjæs klar, slipper du ikke af med dem uden at have købt deres junk til overpris.

Jeg kan kun anbefale Egypten. Men jeg vil foreslå forår eller efterår. Det bliver op til 65 grader i Kongernes Dal om sommeren, og kun et æsel eller en kamel vil overleve det. Eller et firben eller en skarabæ.

Med andre ord: vær ikke bange. Til sidst en historie fra Khemit om at overvinde sin frygt. I Per-Neteren, i templet langt mod syd ved Nilen kaldet Khom-Ombo, og som er dedikeret til Osiris og Sobek. Den første har vi hørt om. Den anden er skikkelsen med menneskekrop og krokodillehoved. Den er et billede på reptilhjernen. Her sidder alle instinkterne, som skal overvindes. Frygten blandt andet.

I den bagerste tempelgård i Khom-Ombo er der et stengulv med en skakt nedad dækket af et jerndæksel. Der er stadig vand i bunden af skakten. Forestil dig et indvielsesritual, hvor du bliver smidt ned i skakten, lander i vandet, hører låget smække i for oven. Der er kun en vej ud. Du skal svømme 20 meter under vandet gennem en vandret skakt. Langs skakten ligger der en stak velvoksne nilkrokodiller og betragter dig. En nilkrokodille kan blive op til 6-7 meter, men er de bare 3-4 meter lange har de ingen problemer med at sluge en voksen mand. Dette er den maksimale overlevelsesscene, og overlever du, er du ikke det samme menneske længere, her kan vi tale om genfødsel ved vand, og fødselskanalen går forbi ca. 400 skarpslebne tænder på x-antal skællede monstre.

Hvad adepten ikke vidste på forhånd var, at krokodillerne var stopfodrede. En mæt krokodille kan man holde hvad som helst hen for næsen ad, den gider ikke at røre sig ud af flækken. Det var overhovedet ikke krokodillerne, der var fjenden. Det var angsten i sig selv.

— o —

Rejsebrev med vampyrer

Fra Nilens vande og dens udløb i deltaet ved Middelhavet til Donaus vande og dens udløb i deltaet ved Sortehavet.

Rumænien, Romania. Ikke et sted, du måske tænker på som et muligt turistmål. De fleste associerer fattigdom, Ceaucescu-stalinisme, tyvagtige romaer, upålidelige balkanesere, whatever clichée om landet og dets indbyggere. Og vampyrer, hvis vi også skal have dem med – og det skal vi helt bestemt!

Lad os starte med at sige, at alt dette fandtes og findes, inklusive vampyrer, believe it or not. Men det findes lige så vel som den frikadelleædende, klaphattende dansker i campinghabit og hans lille nuttede ællinge-havfrueland hvor verdens lykkeligste mennesker bor. Er det sådan, vi egentlig er, og kan vi over hovedet lide at se os selv sådan? Kalder vi os selv for klapfrikadeller og er vi egentlig verdens lykkeligste? Kun i det omfang, vi har købt og identificeret os med klichéen. Det handler om selvforståelse og virkelighed. Som rejsende spørger jeg helst mig selv om det samme i forhold til de mennesker og den kultur, jeg møder. Som rejsende har jeg mulighed for at få bekræftet mine eventuelle fordomme. Jeg har også mulighed for at få dem afkræftet.

Jeg har stået foran parlamentet, Ceaucescu-paladset, hvor han i 1989 holdt sin berømte sidste tale til en million rumænere på pladsen. Han træder frem på balkonen som den skikkelse, der passer til hans selvforståelse: landsfaderen. Han starter på sin tale, de planlagte hyldestråb fra forreste række bryder ud i de forudsigelige 30 sekunder, han fortsætter, men på et tidspunkt sker det for hans selvforståelse uforudsigelige og ubegribelige. Det starter langsomt, og så tager det til. Til sidst overdøver folkets – altså den million, der symbolsk repræsenterer folket den dag – deres dødbringende buen af landsfaderen. Det er klart filmdokumenteret, hvordan han simpelthen ikke aner, hvad han skal stille op. Folket lever fra dette øjeblik ikke længere op til landsfaderens billede om hans hengivne børn. Alt, hvad han kan finde på, er at råbe ‘Ti stille! Ti stille!’ i lang tid, og konen råber med i baggrunden. Endelig får han ørenlyd og lover lønforhøjelse til de lavestlønnede. Måske han oven i købet improviserer det som en bestikkende formildelse, hvem ved? Eller også var det kommet ham for øre, at der var noget i gære, der krævede en julegave d. 21 december.

Fire dage efter bliver han og hans kone likvideret i landsbyen Targoviste af en lynchmob, en folkemilitær standret. Ikke særligt charmerende. Heller ikke særlig nyttigt for eftertiden. Han burde have været stillet for en egentlig domstol, hvis man mente, han havde forbrudt sig mod sit folk. I stedet fik han en temmelig tvivlsom kup-militærdomstol oven i købet på falske anklager. Indrømmer man så hermed, at det ikke handlede om forbrydelser med om noget andet – og måske lige så forbryderisk? Derom senere.

Har vi set det før? Man skynder sig at skaffe diktatoren af vejen, fordi han har alt for mange kompromitterende oplysninger om de typer, der straks herefter overtager magten. Fx forsvarsministeren, der var loyal indtil ganske kort tid før, hvor han vejrede vindens blæsen. Selvom diktatoren har været indhyllet i hofsnoge, og selvom alle de, der kunne have sagt ham imod, for længst er skaffet af vejen (diktator-syndromet), så har han stadig alt for mange historier at fortælle. Det gælder også om hans ‘gode venner’ udenfor sit eget land. Mange indenfor og udenfor klappede stille i hænderne og åndede lettet op, da lynchhoben gjorde sit beskidte job. Det kunne have været dem, men nu fik de en ny runde. De fandt hurtigt et nyt sæt tøj i garderoben.

Et land kan enten helbrede sig selv eller lægge grunden til en ny form for elendighed. Fremtiden afhænger af måden, man håndterer sin fortid på i nutiden.

Hvad man skylder at sige, er at Ceaucescu havde stort politisk mod, turde gå imod Sovjetlinjen i sin tid og protesterede mod invasionen i Tjekkoslovakiet og nægtede at sende tropper til nedkæmpelsen af oprøret i 68. Det gjorde ham faktisk populær i Vesten og sammen med Marskal Tito upopulær hos Sovjet-stalinisterne. Ved et statsbesøg i Danmark fik han oven i købet elefantordenen som en noget pinlig belønning for politisk korrekthed i den kolde krigs mentalforgiftede og sort-hvide æra. Pinligheden var helt på danskernes side. Var der noget med, at kongehuset ikke måtte bedrive politik?

Dengang var rumænerne lykkelige over at slippe for 42 års kommunistregime, det hemmelige perfide politi Securitate, den russiske tilstedeværelse og deres paranoide og repressive regime. 25 år efter forlyder det imidlertid, at 60% af alle rumænere ville stemme for Ceaucescu, hvis han stod op fra graven og stillede op til valg. Folk længtes tilbage efter sikkerheden i det kollektiviserede samfund, hvor ingen var rigtig arbejdsløse. Andre blev desillusionerede over, at det Vesten, de havde idoliseret og længtes efter, nu viste sig at have sine, skal vi sige: tydelige bagsider. Rovdyr-kapitalismen var ikke paradis på jord. Illusion i øst, illusion i vest.

Rumænerne blev for nogle år siden noget splittede over, hvordan de skulle forholde sig til det, der skete i Ukraine. Deres gamle had til russerne fra kommunisttiden sad stadig i dem. Ceaucescus afstandstagen til russerne kan forklare noget. Rumænerne er heller ikke russere, de er ikke engang slavere. De er snarere romere. Eller rettere: de er en gammel kultur, der på et tidspunkt blev okkuperet af Romerriget. Man genkender det på sproget, men som vi senere skal forstå, så forholder logikken sig omvendt. Jeg prøvede at lære mig selv at tælle til hundrede på rumænsk, og det er stort set som at tælle på romersk-italiensk: Unu, doi, trei, patru (som quattro), cinci, sase (som sei/sextus), osv… Man kan næsten læse indskrifter på mure og bygninger og vejskilte. Endelser på ord er ‘ul’ og ikke ‘o’, en sø hedder lagul og ikke lago. En drage hedder dracul.

Så rumænerne var ikke tilbøjelige til at holde med russerne, når de blev angrebet af NATO, Pentagon og EU. De var for nylig blevet medlem af EU og var foreløbig glade for det. Foreløbig, for da de langsomt opdagede, hvor korrupt EU-systemet var, blev de mere betænkelige. De havde endnu ikke oplevet, hvordan EU først gav med den ene hånd og dernæst tog alt og meget mere med den anden, for den ufede del af turen var ikke kommet til dem endnu. De burde ellers vide det, for deres nabo mod syd er Grækenland, og deres grænse ved Sortehavet er Ukraine, begge lande, der på samme tid oplevede EU’s og de globale centralbanksystems finansterrorisme.

EU-strategien var i en periode at støtte fx. landbrug og industri i Sydeuropa, det var her, industrialisterne så den bilige arbejdskraft. Herefter kom udvidelsen mod øst, og så flyttede industrialisterne deres støtte hertil. Samtidig slagtede og plyndrede de Sydeuropa. Romtraktaten er ikke underskrevet i Rom for ingenting – på blankt papir i øvrigt, men det er en anden historie (spørg Uffe Ellemann, men han vil aldrig indrømme svindelnummeret). Spanien fik efterfølgende en arbejdsløshed på 25% / ungdomsarbejdsløshed på 50%, og modstanden er i dag slået ud i lys lue. Rumænerne havde ikke helt fulgt med i timen og lod sig narre ind i skemaet.

Rumænien er mest et landbrugsland og håbede selvfølgelig på at nyde godt af EU-støtte til landbruget. De forstod ikke helt, at deres land ikke havde den samme værdi for EU, som den fede, sorte jord i Ukraine, der sammen med dets andre rige ressourcer blev angrebet og plyndret. Men land har de nok af. Når man kører i det møjsommelige tog fra Bucharest mod kystbyen Constanta ved Sortehavet og videre nordpå til Tulcea syd for Donaudeltaet, mit bestemmelsessted, så kører man gennem et landskab med endeløse marker. Fascinerende på sin egen måde. Ikke som andre steder, fx. Danmark, hvor landskabet er underdelt af små frimærker, ikke engang som dansk herregårdsjord, hvor markerne strækker sig helt til nærmeste skovbryn. Markerne i Rumænien strækker sig, til du ikke kan se dem længere for horisonten uden et træ imellem! Dette var statsbrugene under kommunismen, og der var derfor hverken plads til eller brug for skel og opdeling. Mongolerne må have elsket Østrumænien, her var der plads til heste! Magyarerne og mongolerne har gungret i fuld fart med håret tilbage.

Du kan stadig møde bonden og hans hestevogn på landevejen.
Middelalder og modernitet lever side om side.

Jeg indrømmer, at jeg ikke har rejst Rumænien tyndt. Næste gang vil jeg se de transsylvanske bjerge. Til gengæld har jeg sejlet i det enorme floddelta fra Donau, Europas største. Jeg har set 10 millioner åkander, hejrer, skarve og kæmpestore hvide pelikaner, der æder 15 kg fisk om dagen. Og jeg ved, at der lever en malle så stor, at den kan sluge en hund i én mundfuld. Jeg har spist en grillet luns fra dens lillebror.

Dette er ganske vist ikke en turistreklame, men du kan hyre en taxa for 100 lei, ca. 130 kr og køre 50 km. En 340 km taxatur fra Bucharest til Uzlina ville have kostet 600 lei, togturen kostede 68 lei. Du kan ikke komme fra København til Slagelse for en hund. Som dansker er man en velhaver i dette land, og man møder stort set kun søde mennesker. En normal by-taxatur koster omkring 10 kr! Man er nærmest nødt til at give gode drikkepenge for ikke at blive lidt flov. Et måltid med flere retter og det hele koster max 80 lei i det hotte kvarter i Bucharest, den Gamle Bydel. Hvad de mangler i hyper-trendiness, har de i soliditet og tradition.

For Bucharest er hverken Berlin- og Paris-fancy, selvom der bestemt er gang i den visse steder. Men for 100 år siden blev byen stadig kaldt ‘Lille Paris’. Ind imellem Sovjet-modernismens grimme hærgen finder man stadig det gamle Bucharest. Det kan visse steder virke forfaldent og misligholdt, som Prag og Budapest, før de kom til penge. Mellem de renoverede paladslignende bygninger tilhørende banker, regering og militær findes der et væld af små og store pragtfulde 1800-tals-bygninger med afskallede facader, brunt byfedt og rustne metalgitre. Der er en vis nostalgi og svunden storhed over gadebilledet, 3D-fotografier af det forgangne. Der er en rolig rytme. Forfaldsæstetik.

Der er forfald

Og der er pragt – side om side

Grimheden er der også. Parlamentet er ikke engang rigtig grimt, det er bare monstrøst og tidstypisk, men er parlamenter ikke altid det?

Tag som sammenligning en tur i dit eget hood og omegn og se, hvordan betonmodernismen har hærget her. Er der noget at prale af? Se de trøstesløse socialdemokratiske sociale boligbyggerier. Se de endeløse forstæder i København med lejekasserner på stribe. Se ødelæggelsen af landsbyerne og det udplanerede landskab. Se villa- og rækkehuskvartererne med deres røvsyge ligusterkonformitet. Høj levestandard kalder vi det, men i sit væsen fantasiløst. Jeg har svært ved at se den kvalitative og æstetiske forskel på det og det, som turister kalder for Ceaucescu-stilen – der i virkeligheden er fra den russiske periode og dansk standardiseringskultur. Skandinavien er lige nu ved at blive til det nye kollektivist-eksperiment, det nye bløde internaliserede Sovjet starter her, og EU-SSR er dets onkel.

Se De dødes by

Rumænerne har oven i købet et kulturelt forspring fremfor danskerne: de er endnu ikke blevet historieløse.

Manden de kaldte vampyr

Kælderen under det gamle fyrstepalads

Vi springer tilbage i historien. I bygningen for det gamle fyrstehof, Curtea Veche, er der en anden form for restaureret forfaldsæstetik. Det er det ældste bygningskompleks i byen og kun kælderkomplekset er velbevaret efter brande og jordskælv. Ovenfor indgangen til kælderen finder vi en statue af en bemærkelsesværdig skikkelse i rumænsk historie fra en tid, hvor navnet Rumænien ikke var i brug, den tidligere ejer af stedet, kan man sige. Landet omkring Bucharest hed Valachia og dets hersker i 1400-tallet hed Vlad (prins) Tepech. Han var også kendt under navnet Vlad Dracul, fordi han som sin far var medlem af en ridderorden, Dragens Orden. Af twistede omveje er han endt som en roman- og filmskikkelse kendt under navnet Grev Dracula. Og ikke helt uden grund, for navnet ‘Tepech’, på engelsk ‘The Impaler’, kan på dansk bedst oversættes med ‘Pælestikkeren’. Han placerede simpelthen sine overvundne fjenders hoveder på pæle. Så ku’ de lære det! Herfra har Bram Stokers sit plot med pæle og kældre, men også herfra holder lighederne op.

Vlad så som ung prins, at landet var i forfald. Handel, håndværk og landbrug var stagneret, landet var havnet i hænderne på ‘boyarerne’, lavadelsmænd, der med bla. tyrkisk rygdækning havde raget land og besiddelser til sig og blot blodsugede – for nu at blive i sproget – landet til eget favør. Hans svar var at moblilisere og herefter vippe dem af pinden og i de fleste tilfælde henrette dem. Ikke så meget pjat. Heller ikke så meget pjat, da tyrkerne under Mehmet II senere gjorde krav på landet ved at forlange, at der skulle betales tribut. Tribut var lig underkastelse og indrømmelse af, at Valachiet var en del af det Ottomanske Imperium. Vlad nægtede, og da tyrkerne ankom med gesandter og 2.000 mand blev de smidt i fængsel. Tyrkerne sendte en straffeekspedition på 20.000 mand, men på vejen fra Bulgarien til Valachia blev de mødt af det makabre syn af de 2.000 gesandters hoveder på pæle. En del desserterede allerede ved synet. Resten blev fanget og omkom i en snæver passage undervejs. Og hvor har vi hørt om denne taktik før? Det var den samme, som germanerne brugte i år 9 f.Kr., da de nedslagtede tre invaderende romerske legioner i Theotoburg-skoven, der skulle gøre endeligt indhug på Nordeuropa. Historien var kendt for eftertiden, og valachierne var allierede med germanerne, der kendte deres egen historie. De kunne også fortælle om, hvordan deres danske allierede stoppede romerstatens arvtagere, romerkirken og de franske imperialister ved Dannevirke, og senere stoppede frankerne og briterne ved at blive til: vikinger.

Hoveder på pæle, krigens grimhed og rædsel. Som regel ganske ukendt af dem, der bestiller arbejdet. Tag og send en stak danske ministre på turisttur til en libyske ørken, til Felluja-provinsen i Irak, til Afghanistan, til Homs i Syrien. Giv dem en hyggelig rundtur i Ukraine, så de kan se, hvad deres tåbelige beslutninger har affødt af elendighed og folkemord, og hvilke perfide slyngler de danske skatteydere betaler penge til. Lad dem opleve på egen krop, hvad de i deres korrupte, imbecile bekvemmelighed har været med til at beslutte på danskernes bekostning. Og lad danskerne vide nøjagtig, hvad der forgår, så de kan forstå, at de er fuldt medskyldige, så længe de ikke siger fra.

Så han var altså ingen flink fyr, mr. Dracul. Men vi må også forstå, at var en helteskikkelse hos flere folkeslag i sin tid og langt ind i eftertiden. Både grækerne og ungarerne har, om man så må sige, en vis forståelse for hans bedrifter. Det var ingen bagatel som lokal fyrste at sætte sig op mod datidens førende Imperium og oven i købet med succes. Senere blev han bagstukket af sin egen bror, Radu den Smukke, der som en anden prins John i røverhistorien om Robin Hood havde lavet en deal med tyrkerne og blev en ny boyar, en usurpator.

Vlad søgte hjælp hos Matthias Corvinus, den ungarske konge og tidligere allierede. I sted for hjælp fik han 12 år i ungarsk fængsel. Ikke så meget fordi ungarerne var hans fjender, men fordi også Pavemagten var begyndt at frygte hans effektivitet og foragt for Imperier, og fordi den ungarske konge efter egne krige ikke havde råd til at sætte sig op mod dem. Så han lavede en lokumsaftale med katolikkerne for at formilde dem, da Vlad søgte tilflugt. Efter fængslet blev Vlad frigivet og gjorde et kortvarigt comeback. Han døde i december 1476, 45 år gammel, på et togt et uvist sted i Sydrumænien eller Bulgarien, og hans gravsted er i dag ukendt.

Halvt i skygge, halvt i lys

Det er blevet hævdet, at han var begravet i en grav uden titel i et kloster udenfor Bucharest. Men da man åbnede graven var den tom. Uhuuh… mere stof til legender om vampyrer, der står op af graven. Det rigtige sted er snarere Comana-klostret nær Giorghiu på grænsen til Bulgarien. Klostret blev bygget af Vlad som et befæstet kloster, og udgravninger i 70’erne fandt et skelet uden hoved. Med skæbnens ironi kan Vlad, Pælestikkeren, have endt sine dage med sit hoved på en pæl.

I dag kan vi se en buste af denne grumme men fascinerende skikkelse ved ruinerne af fyrstepaladset. Bemærk det flot svungne overskæg. Hugtænderne overlader vi til Bram Stoker og Bela Lugosi, der spillede vampyren i filmatiseringen fra 1931. ‘Hai hamm Drac-culaa. Vell-camm…’ (teatralsk ungarsk-transsylvansk accent med let læspende savlen).

Et glemt kapitel i europæisk historie

Hvordan kan det være, at vi taler om Rumænien som det nye Rom, og hvordan kan det være, at vi har fået at vide, at rumænerne blev romaniseret og latiniseret, og at deres sprog er en lettere forvrænget version at det ‘rigtige’ romerske latin, som romerne talte?

Romerne havde kun okkuperet en del at landet i 160 år. Andre steder som England, Egypten og Palæstina var de i mellem 400-800 år uden af efterlade sådanne radikale spor i sproget. Dernæst må vi forstå, at de romerske soldater slet ikke talte latin, der er et kunstigt sprog forbeholdt eliten men derimod hvad man kaldte for vulgata, eller vulgær/almindelig romersk. Der er noget galt i historieskrivningen, hvilket sikkert ikke kommer som en overraskelse for lærere af NedersteEtage.

Rumænerne selv lærte en falsk historie om dem selv i skolen om dem selv som efterkommere af romere. Det lærte, at alle Romerrigets fanger ville blive frigivet, hvis de hjalp kejseren med at omstyrte Dacien, som det hed dengang. Først for nylig er en mere ægte historieskrivning begyndt at oversvømme medierne og sandsynligvis på grund af internettet. Men historien har altid været kendt af særlige folk, for eller ville den ikke være blevet rekonstrueret. Som fx landets fejrede digter Eminescu, der betalte med sit liv for sin viden.

Måske er der skoleelever, der har spurgt sig selv om, hvorfor mon romerne kaldte landet for Romania, når de kaldte deres eget land for Italien? Flyttede alle romerne pludselig til Romania, og var Italien et tomt land? Og det endnu mærkeligere, når det påståes, at romerne fuldstændig fjernede det lokale sprog også fra de områder af Romania nord for Donau, som de aldrig okkuperede. De besatte kun 14% af Dachien. Det er ikke sådan, der fungerer med sprog. Selv da briterne prøvede at udslette det valisiske sprog ved at fyre alle skolelærere og forbyde, at man talte valisisk, lykkedes det ikke for dem. Et forbudt sprog vil blive talt i hemmelighed bag lukkede døre.

I 1800-tallet var der en nationalistisk tilbage-til-Dacien bevægelse i Rumænien. Det blev undertrykt af den transylvanske skole af tænkere, der primært var græske intellektuelle instrueret af jesuitterne i tjeneste for den katolske kirke. Disse folk forfalskede den dachiske historie af ideologiske årsager.

Nylig paleo-genetisk forskning viser udbredelsen af de dachiske folk. Ikke så sært at Misundelsens Imperium både ærede og frygtede dem.

Romerriget inkluderede over tid 67 lande og 270 forskellige etniciteter, der talte et lignende antal sprog. Så hvorfor vil blot et af disse lande lære deres sprog så perfekt? Du har selvfølgelig gættet det: det var romaniernes/dachiernes originalsprog! Ikke omvendt. Det har i lang tid været en historisk hemmelighed, fordi det bevidst er blevet tilsløret.

Vi må holde op med at betragte Romerriget som et land eller en forlængelse af et land. Det var en organisation, en metastruktur, der blev påtvunget et antal lande. Det var mere som de multinationale selskaber i dag, der påtvinger deres marketing og verdensopfattelse, deres produkter, der infamøse handelstraktater, deres korruption og grådighed, deres lobbyisme, deres administration og management, deres lejehære og iscenesatte krige for profit. Det startede i Babylon og endte med det angelsaksiske imperium kørt af bankmænd og efterretningsvæsener.

Romerne havde enorm respekt for dachierne. Eller trakierne, en anden navnkundig gruppe eller stamme lovprist af Herodot. Eller barbarerne, en betegnelse, der ikke betyder det, vi mener i dag: brutale og primitive. Det betød simpelthen en kultur, hvor mænd lod deres skæg vokse i modsætning til romerne.

Eller Geet’erne (gederne – med skæg) som grækerne kaldte dem. Man kan se deres stolte skikkelser på Trajans søjle, kejseren der førte krig imod Decebel, deres konge. It er som en kæmpe tegneseriestribe, der vikler som rundt om monumentet. De ligner ikke folk, der bare tabte deres krige og glemte deres sprog.

Og det gjorde de bestemt ikke, for det dachiske rige var kæmpestort og bestod af mange stammer. Da de blev samlet under kong Burebista og den højt elskede dronning Tomyris – der udslettede kong Cyrus af Persiens mægtige hær – strakte det sig fra Ukraine til Sortehavet til Serbien og til Makedonien. Det var enormt! Dachierne holdt det ikke-okkuperede område som Dacii Liberi i modsætning til det okkuperede område, som de kaldte Dacia Romană, en romersk provins – pro-vince i betydningen vundet for Rom med magt.

Det dachiske sprog affødte vulgær latin ud fra hvilket det latin, vi kender, blev skabt. Så historien er fortalt på hovedet af de, der anså sig selv som sejrherrerne og derfor havde midlerne til at påtvinge omverdenen deres historie, uanset hvor omvendt den var. Og det giver os et problem, siden vi er blevet præsenteret for historie baseret på forfalsket historie, der igen er baseret på forfalsket historie … Rom siges at være skabt af settlere fra Troja og Aeneas, søn af kong Priamus (Pryam) af Troja 753 f. Kr – og var altså en dachisk koloni.

At disse folk på ingen måde var primitive er beskrevet af græske og byzantinske historikere. De var bla. berømte for deres kunsthåndværk og teknologi med minedrift og guldsmedning.

Barbarer med langt skæg skabte dette mesterværk

Opbygning af viden – tech-know-logos, teknologi – og omfanget af guldforekomster var en af årsager til, at romerne ønskede at okkupere dele af Dachien. Romerne var teknologi-tyve. De stjal deres berømte vandteknologi og akvadukter fra de folk, som de senere udslettede eller fordrev: etruskerne. De overlevende flyttede til den Iberiske Halvø.  En nutidig parallel ville være besættelsen og ødelæggelse af Libyen – jf. Scipio’s mantra i senatet: Og i øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges – og plyndringen af de libyske guldreserver og deres vandteknologi, The Man Made Projekt. Det er fuldstændig det samme.

Romerne festede i tre måneder efter slaget mod dachierne. De hjembragte hundreder af tons guld og sølv. Den romerske befolkning behøvede ikke at betale skat et helt år for den romerske giganthær – husk at al skat er krigsskat, der er forlænget ind i fredstid. Parallellen i dag vil være den amerikanske hær, CIA og NATO’s megagesjæft med drughandel fra deres okkuperede områder.

Der var altså masser af guld i Romania. Minerne i Rosea-bjergene er 400 km lange! De indeholder stadigvæk meget guld, men et eller andet udenlandsk selskab har eneret på at føre minedrift, og de betaler intet til rumænerne. Til gengæld er området totalt forurenet med søer af cyanid. Så hvem er disse folk, og hvordan fik de dette enestående privilegium. Det vides ikke, men én ting er sikkert: det har ALT at gøre med omstyrtelsen af Ceausescu og den forarmelse af befolkningen, der fandt sted i kølvandet.

Der er altså en klar parallel til, hvad der skete i Libyen, i Afghanistan, i Sudan, i Irak i Syrien og i Ukraine. Og i Serbien. Den samme skjulte hånd fortæller aldrig, hvad den gør og hvorfor. Hånden sidder på bankfolk, karteller, tyve og mordere.  I deres kølvand vil vi se statskup, revolutioner, borgerkrige og midt i dette kaos foregår røveriet, mens folk dukker hovedet og prøver at overleve. De store guldreserver i Libyen og Ukraine forsvandt. Lige nu er der set amerikanske tropper bære sorte kasser med alt det guld, som ISIS har stjålet fra syrerne ud i pansrede køretøjer, og Syrerne anklager dem åbenlyst for det. Olieproduktionen blev ødelagt i Irak, hvor man satte oliefelterne i brand og derefter stjal alle de penge, der skulle være gået til opbygningen. Nationalmuseet blev plyndret. Det samme med natur-ressourcerne i Rumænien. Udover guldet bliver de gamle træer i nationalparkerne fældet og ender som pindebrænde til brændeovne i Østrig. Hvem bliver bestukket for at tillade det? Scumbags i jakkesæt kører Verden!

Tarabostes, en frygisk-dachisk kriger med hue og skæg

Det er som om historien gentager sig selv, selvom historikere altid benægter den slags ‘vås’. Jamen gør det ikke? Tilsyneladende. Kunne grunden være, at en historie, der fornægtes er nødt til at gentage sig selv? Psykologer kan i hvert fald bekræfte dette. Når du lyver for dig selv og for andre, vil løgnen en dag før eller senere springe op i ansigtet på dig og tvinge dig til at genopleve og revidere den. En seriemorder, der ikke bliver fanget, vil gøre det igen-og-igen og efterlade flere-og-flere spor for at blive fanget. Historien peger baglæns og siger: se her efter det, du ikke har set. Hvis vi ikke fuldt ud kender os selv, og hvor vi kommer fra, har historien en besynderlig måde at trække os baglæns.

Trajan, den iberisk-romerske kejser, sagde, da han ankom til Thrakien: ‘Jeg vender tilbage til mine forfædres hjem’. Han vidste det, for han havde jo mejslet det på sin søjle. Men Rom ødelagde ikke Dachien/Thrakien. De ødelagde kun deres historie for eftertiden. Denne historie vender nu tilbage med to formål: at berige os med den sande historie og holde os ansvarlige for ikke at have fortalt historien i alt for lang tid.

Et fabeldyr, der ofte ses i dachisk mytologi er drage-ulven. Der er to forbindelser til noget, vi har nævnt ovenfor. Den ene er den drageorden, som Vlad Tepes og hans far var medlemmer af. Husk også, at det var Rom, der arrangerede hans indespærring i Ungarn. Den anden er den ulvemor, der fødte Romulus og Remus, der iflg. myten blev Roms forfædre. Interessante måder at fortælle historie på uden at fortælle hele kulturhistorien.

Og hvor gammel er så denne kultur, kan man spørge? En specifik samling af kunstgenstande giver et fingerpeg: Tartaria-tavlerne fra Vincea-Turdas-Donau-kulturen med billeder og skrifttegn. De kunne ikke kulstof-dateres, da dumme arkæologer havde brændt dem for at kunne læse dem, hvilket det ødelagde deres daterbarhed. Men knogler fundet i samme udgravning blev dateret som 7.500 år gamle, hvilket betyder, at skrifttegnene er ældre en Sumer.

Jeg håber, du bemærkede, at Tartaria dukkede op her igen. Og som slutnote, vil jeg sige, at der fra Donau-kulturen ikke langt til Bosnien, hvor det virker ret overbevisende, at der findes pyramider begravet i tidens sedimenter. Men de findes overalt på Jorden, i Syd-Mellemamerika og i Kina med sikkerhed – selvom vi ikke få adgang til pyramiderne i Kina. Dernæst er der fundet pyramider i farvandet omkring Cuba og Bimini, faktisk er der fundet en hel Metropol dernede, men der har været hektiske anstrengelser for at holde det ude af medierne. Ziguraten i Ur, Irak er en pyramide. Visse templer i Indien har pyramideform men med dekorationer på trinnene. I det meste overbegroede område mellem Peru og Bolivia i det kæmpe område, der i dag hedder Reserva Territorial Madre de Dios er der fra luften fotograferet noget i stil med 20 pyramider. Var der noget, der tænkte Paititi?

Er det i øvrigt ikke bemærkelsesværdigt, at disse energizoner – og pyramiderne synes netop at være bygget på jordnettets knudepunkter for energi – er centrum for alle disse militære og politiske konflikter? Men det må blive en anden gang.

Se Dacians – unsettling truths
og The Thracians, a hidden history

—– o —–

Download OVERETAGEN som PDF