Empatisk elendighed

Nøiij, hun er så empatisk, hvor er det flot med al den medfølelse, det må vi have noget mere af, for det er vældigt oppe i tiden og smadder-buddhistisk, og det kan vi godt li’!

Her er skriveren nødt til at være partykiller:
Medfølelse over en kam er grundlæggende en gang misforstået bullshit!
Så er jeg også sikker på, at der er et par stykker derude, der kommer op af sofastykket eller som minimum spidser ører og øjne, for hvad bilder jeg mig ind at komme og anfægte den ultimative feel-goodness på markedet? 

Det skal jeg gerne gøre rede for og med største fornøjelse.

Medfølelse/empati kan meget vel være noget møg, fordi det er meget nemt kan blive undertrykkende og fastlåsende for offeret for ens medfølelse.
Ih, jeg føler sådan med dig, for det du fortæller om, kender jeg vældig godt.
Det kan du tro, det gør jeg!

OK hr. eller fru verdensmester i indføling, jeg har et par spørgsmål til dig.
Det første spørgsmål er: 
– Mener du, at det kommer sagen ved? 
– Mener du, at staklen, som udsættes for din medfølelse, har brug for at vide, hvad du har oplevet i samme kategori?
– Mener du, at dit eget forkvaklede følelsesliv eller social-økonomiske ditto kvalificerer dig til noget som helst indenfor genren support til medmennesker?
– Mener du, at et menneske, der mest af alt har brug for at få styr på sit liv, har brug for oven i hatten og roderiet at få at vide, at der findes nogen = dig, der er i stand til at genskabe og efterligne både hatten og roderiet?
– Mener du simpelthen, at mennesker, der har brug for at få styr på deres liv, kan få nogen til at gøre det for dem?

Disclaimer 1
Her bliver der ikke sagt, at mennesker ikke har brug for at vide, at de ikke er isolerede, og at der findes andre, der har det på samme måde.

Problem: Det løser imidlertid ikke deres problem. Det kan allerhøjest opmuntre dem til at tage hul på bylden og ikke sidde med hænderne i skødet iført tudefjæs og offerolle. Hvis de ikke gør det, kan al tåredryppende empati i hele universet ikke hjælpe dem.

Der findes i realiteten kun én situation og ét forhold, hvor betingelsesløs medfølelse er garanteret livsfremmende. Det er mellem moder og barn i barnets første halve leveår. Barnet har brug for at være i den forlængede livmoder, som det skrøbelige skvat af en menneskeunge er afhængig af i dette halvår. Herefter begynder barnet af udforske verden, og så er det fra naturens hånd meningen, at moderen gradvist træder tilbage og ikke forhindrer barnet i at gøre sine erfaringer, så afkommet med tiden lærer at beherske sin omverden og begå sig i den.

Disclaimer 2
Her bliver der ikke sagt, at moderen eller hendes mandlige partner – hvis hun er så heldig at have en sådan i en verden af feministisk partner- og familiedestruktion – ikke for enhver pris skal forhindre det udforskende barn i at gøre alvorlig skade på sig selv. Barnet har brug for at lære, hvad der er farligt, og hvad der gør ondt, og hvis det ikke mærker det, så lærer det aldrig noget. Det har selvfølgelig ikke brug for at kravle udover klippekanten og omkomme.

Det er hele problemet med den curling-kultur, der har dannet sig i sidste halvdel af forrige århundrede og med tiltagende styrke = svaghed frem til i dag. Der er skruet op for alle medfølelses-parametre, så lille Bimmer og Bimmeline aldrig skal føle smerte, ubehag og udsætte sig for det, der på gammeldags hedder lidelse. Der bliver hældt tøndevis af socialpsykologisk glidecreme og mentalt uhygiejnisk valium på bimmernes løbebane, hvorved de voksne med deres misforståede empati stjæler barnets muligheder for at gøre livsvigtige erfaringer.

Disclaimer 3
Der bliver heller ikke sagt, at det skal gøre ondt, for så er det sundt. Ejheller at forældre har ret til at udøve vold mod deres børn. De knubs og ‘tæv’, som barnet skal have, får det helt af sig selv i mødet med tilværelsen. Det er som forælder en pligt at kende grænsen for, hvornår knubs går over til at blive traumatiserende.

Skovbørnehaven er en genial opfindelse. Her er der ikke BUPL-certificerede legepladser med smertestillende gummibelægninger under alle gynger og karousseller. Her er der faldne træstammer, som nødvendigvis skal bekravles og faldes ned af. Til gengæld er der ikke hård beton og asfalt at falde ned på. Her er der irriterende skovflåter, som man lærer at håndtere ved at pille dem af igen … hvad, var det ikke sværere? Her er der brændenælder, der lærer kræene, at de brænder og klør, og at man ikke dør af det. Her er der måger og duer, der skider én i hovedet, vandhuller, som man kan falde i og få våde sokker, grene der svirper en i hovedet, hvepse og bier, der passer sig selv, hvis man ikke dasker løs på dem, grøntsager man kan putte i munden og andre, man skal være med at putte i munden, is der kan bære og is, der knækker, vejr der bare er vejr og ikke nødvendigvis dårligt vejr + frisk luft og motion i så store mængder, at forkælet kræsenhed er utænkelig, for nu er man satanædeme sulten og spiser, hvad der er på madpakke-menuen.

Naturen er non-empatisk. Til gengæld er den en uovertruffen læremester. Metodikken hedder kontant afregning ved kasse 1. Det hedder også loven om tiltrækning eller loven om aktion-reaktion. Du ligger som du har redt, du får, som du giver. Hvis du gør skader andre, vil du en eller anden dag opleve den samme skade på dig selv. 

Mnjææ – men skal man da ikke hjælpe mennesker i nød, er det dét, du siger, er det, er det …?

Er det det, jeg siger? Hvilken hjernedød og hjerteløs idiot hjælper ikke en gammel dame op, der er faldet eller en fætter, der er faldet i vandet? Det behøver du ikke medfølelse for, for det er et naturligt instinkt at beskytte liv. Hverken du eller den faldne person har brug for, at du først sætter dig i vedkommendes sted og mærker efter – et tyndslidt og klamt coaching-management-udtryk – hvor ubehageligt, det ville have været, hvis du selv var faldet. Drop dit klamme føleri og agér prompte.

Har tiggeren på gaden brug for, at blive forsørget og underholdt af forbipasserende på daglig basis, forever? Han har reelt brug for at yde noget for at få noget igen og dermed genvinde egen-respekt og respekt fra andre. Den omgående indvending er selvfølgelig, at han er udstødt af samfundet og aldrig får mulighed for at gøre noget. Der kan være noget om den sag, men hvad man sjældent taler om, er at han på et tidspunkt i sit liv har truffet nogle valg, og et af disse valg var fravalget af insisteren på at være selvopretholdende, for samfundet tilbød at gøre det for ham. Det andet valg er gjort af det samfund, der har valgt at betale sig fra sit ansvar med at involvere mennesker, der er faldet af pinden. Denne involvering kan kun ske ved at stille kontante krav mod kontante kontanter. Det var for besværligt. Det er derfor, at social bistand gør mere skade end gavn. Staten er dobbeltmoralsk. Den ønsker på den ene side, at undersåtterne skal være dybt afhængige af statens ydelser og autoritet. Ellers er de ikke rigtige undersåtter. Når de så opfører sig som nogle undersættende og hjælpeløse skvat – var det ikke det, der var meningen? – så betaler staten sig bare fra det og lader de hjælpeløse rådne op i krogene. 

Er det urealistisk at hjælpe de hjælpeløse? På ingen måde. En fransk pater modbeviste det engang i forrige århundrede. Hans navn var Abbé Piérre. Når han så en hjemløs, forhutlet bums på gaden, sagde han til ham: Du kan hjælpe mig med noget. Hjælp mig med at skaffe brugte og kasserede ting og sager og tøj, som vi kan sælge på et loppemarked, så sørger jeg for, at du selv får noget tøj, et tag over hovedet, en seng at sove i og mad hver dag. Løn kan jeg ikke give dig, for der er andre, der har det endnu værre end dig, og overskudet bruger vi til at hjælpe dem – så de kan hjælpe os med at hjælpe endnu flere. Han skabte en hel klunserbevægelse med den filosofi og hjalp tusindvis af hjemløse i Paris’ gader ud af elendighed. Ikke ved at belønne dem for deres uduelige elendighed men ved hjælp af et indsigtsuldt pædagogisk trick at vise dem, at de selv kunne gøre noget ved det. HER kom empatien så på banen, for disse folk vidste med hud og hår, hvad det ville sige at være miserabel, så når de hjalp andre og havde det som formål, var det dem selv, de hjalp.

Men hvad var egentlig munkens filosofi, hvad bestod hans strategi i? Den bestod i at fratage folk deres offerrolle og dermed deres undskyldning for at være forhutlede. Den pladder-socialistiske filosofi består i, at folk, der har held til at hævde en offerrolle, per automatik har ret til, at blive forsørget og tilmed forsørget oven i hatten. 

Disclaimer 4
Har jeg sagt noget om, at der ikke være et socialt sikkerhedsnet for folk, der på grund af markedskræfterne er blevet skubbet ud af arbejdsmarkedet? 

Selvfølgelig skal der det. Men hvis du siger markedskræfterne. Så kunne du passende overveje at adressere løbende regeringers politik – socialistisk-socialdemokratisk-liberalistiske, same-same – der har bestået i fej duknakkethed overfor de globalistiske karteller og bankstere, der har fået hundredevis af gratis milliarder i rigmandsbistand hvert år på grund af samme regeringers feje, duknakkede politikere. 

Disse såkaldte ‘markedskræfter’ er såmænd ingen andre end vore egen folkevalgte politikere og deres inkompetente + korrupte valg. For disse penge kunne folk, der ønskede at leve på lavt blus uden at yde voldsomt meget have undgået den ydmygende bliven-trukket-gennem-systemet og sølet. Incitamentet til at gøre bare noget eller lidt mere havde til gengæld været langt større. Det havde været totalt win-win.

Jeg har sagt det før og siger det igen: Al socialisme opererer på en elendighedsfilosofi. Elendighed er nødvendig, for at social-pusherne kan tilbyde deres undertrykkende medfølelse og udnytte segmenter med en påklistret offerrolle. Man får lyst til at omskrive et af de marxistiske dogmer: Offerrolleindehavere i alle lande – forener eder! I har ikke andet end jeres offerrolle at tabe.

Mnjææ – men hvad så med ulandsbistand da. Skal vi nu heller ikke hjælpe alle de fattige i ulandene, er det det, du siger, er det, er det …?

Hvornår har du sidst oplevet, at fattige i ulandene rent faktisk er blevet hjulpet af penge, som du og andre har betalt? Hvis du havde gjort et lille stykke hjemmearbejde og tjekket, hvad pengene er gået til, ville du opdage, at en stribe større eller mindre bistands-organisationer med hjælp fra stribevis af NGO-grupper har opsuget størstedelen af pengene til ‘administration’, hvilket betyder, at de har puttet dem ned i egen lomme. FN er det mest glimrende eksempel på det. Dernæst vil du opdage, at det meste af resten af beløbet er røget ned i lommerne på disse organisationers ‘samarbejdspartnere’ i form af korrupte mellemhandlere i den del af verden, hvis befolkninger skulle have haft gavn af pengene. 

Der er altså skabt en hyklerisk og korrupt empati-industri. Empatien befinder sig i front-operationen rettet mod regeringer og landes befolkninger. Empatien forsvinder imidlertid som dug for solen, når de opsugede midler er trukket udenfor søgelyset af medierne i de lande, hvis befolkninger er forført via empati og efterfølgende feel-goodness. Som i middelalderen betaler vi aflad ved at spytte i kassen for at få syndsforladelse. Har vi så samtidigt hjulpet folk i u-landene? Det er lige netop det, vi ikke har, for vi har belønnet deres uduelige ledere for at være uduelige, for det eneste de duer til er at rage til sig – inklusive den hjælp, du troede du sendte til deres befolkning. Vi har blot dulmet vores indbyggede dårlige samvittighed ved at leve et sted, hvor vi ikke falder om på gaden af sult. Og skal vi overhovedet have dårlig samvittighed over det?

Der er mange problemer med offerroller. Vores forlorne empati med offeret er kun et af dem. Offeret har ofte forelsket sig i sin egen rolle og er blevet afhængig af den. Vi er blevet offerets medmisbrugere og elendighedspushere og har ‘hjulpet’ offeret med at forblive i sin rolle. Jeg kender folk med indvandrerbaggrund, der, selvom de har fået mulighed for et godt job, der kan forsørge hele deres voksende familie, stadigvæk hænger i offerrollen som indvandrer og hvor synd det er for dem og hvor meget de grimme, hvide racistiske danskere er ude efter dem og hele udtrækket af klicheer. 

Der er HELE TIDEN nogle politiske opportunister, der står på spring for at hælde benzin på den klichee. Empati-hajerne ligger og lurer i vandskorpen efter den mindste dråbe blod, der røber et byttedyr i farvandet. Problemet med empati er, at det er en pushervare, et misbrugsobjekt. 1-2-3 EMPATÈR – eller du er stemplet som en slet person og udstødt af kulten/partiet for politisk ukorrekthed.

Behov versus begær

SÅ, hvad skal der til, siden empati ikke flytter en femøre? Eller sagt på en anden måde: siden empati muligvis kan være OK som afsæt, men hvis det strander ved empati, så bliver det sidste værre end det første. Medmindre empati fører til handling, så bliver det til undertrykkelse. Det er ligesom forelskelse. Med mindre det fører til kærlighed og venskab, så fører det til hurtig skilsmisse. Mennesker har ikke brug for empati. De har brug for kærlighed og venskab.

Igen, naturen er non-empatisk. Men den er ikke ondsindet. Naturen understøtter, hvis man er i stand til at lade sig understøtte på den rigtige måde og selv at understøtte, når der er brug for det.  Naturen har en særlig form for kynisk kærlighed. Nogle gange er det gavmild kærlighed, andre gange er det kærlig afstraffelse. Naturen er selvregulerende og går altid efter balance. 

Min nabo har hængt en kasse op på sin ladegavl, hvor der er plads til en natugle-familie. Uglemor sørger for sit afkom og fodrer dem med mus, til de næsten kan flyve. Så bliver de smidt ud af reden, for der er heller ikke plads længere. Her vil empatiker-ideologen straks fare i flint og skælde uglemor ud for sin brutalitet. BEEP, uglemor er en kærlig mor, men hun ved, at det er på tide, og hvis hun IKKE smider kræet ud, så vil det dø af både sult og pladsmangel, for det er ikke længere bæredygtigt og fremtidssikret – bemærk de helt rigtige buzzwords her – bare at fodre løs på en forslugen pivskid. Så flapser det dunede kræ ned på jorden, hvorefter det kravler op i et træ. Så kan ræven og katten heller ikke komme efter den. En ugle kan faktisk gå op af en træstamme med sine kløer. Så sidder den lidt dér et par dage og tuder-piver. Den beslutter sig dog til at flyve lidt frem og tilbage, og dens mor stikker den stadigvæk en mus, men nu er det meningen, at den selv skal fange dem. Det lærer den så, og kunne den have lært det i hullet i uglekassen? Nej vel. Hvis den ikke lærer det, omkommer den. Det er naturens tough love. Naturen og uglemor elsker sit afkom, men hun kvæler det ikke i omsorgsimperialisme. Hun giver afkommet, hvad det behøver og ikke, hvad det begærer.

Empati-dyrkelsen blandt mennesker er blevet omsorgsimperialistisk. Vi kvæler de elendige i misforstået og ubegrænset omsorg, så ungerne aldrig kan flyve fra reden. Vi fodrer dem forever, når de skriger på mad. Naturen tillader ikke, at afkommet udvikler sig til tyranniske sociopater. Det gør mennesker. Vi fortrænger behovet og fremmer begæret. Den forlorne empati har sneget sig ind i medier og politik og bruges som skyts til at overtage dagsordener og fremme agendaer. Den samme forlorne empati har fundet vej i skolesystemet. Den bruges som påskud til at fremme laveste fællesnævner. De bedste hoveder keder sig røven ud af bukserne, fordi de grundet påtvungen empati er nødt til at vente på den tunge del af klassen. Excellence er ikke længere mulig. Resultatet er skræmmende, for det går også ud over den tunge del af klassen, der nu ser niveauet sænket som en kæmpe sovepude. Ingen grund til at tage sig sammen.

For to timer siden i skrivende stund hører jeg i det lokale supermarked stemmen fra den enlige mor: Hvad for en slags rugbrød kunne du tænke dig, lille skatter? Jeg vender mig om og ser et 4-års barn i indkøbsvognen, der har lidt svært ved at træffe den beslutning, som den usikre, konfliktsky, behagesyge mor skulle have truffet. Måske et dårligt eksempel, for alt supermarkedsrugbrød har intet at gøre med ægte rugbrød, da det ikke er bagt på surdej, og da der er meget andet end rug i det. Det smager af det, det er: forkert franskbrød. Men blot det faktum, at industrien har opfundet forkert franskbrød er et eksempel på misforstået behagesyge = misforstået empati. Vi forstååår vores kunder, så de skal da have, hvad de vil have. Men hvad vil kunderne have? De vil have det, der nemmest glider ned, og som vækker mindst modstand hos de institutionsbørn, de lige har hentet i børnefængslet = institutionen/skolen. Jeg føøøler sådan med dig, lillle skatter, når du skal spise rigtig mad, så vi køber da en pappizza.

Hvad skulle den ansvarlige mor have gjort i stedet. For det første skulle hun have ladet være med at fodre sig selv og kræet med junkfood. Det er en historie for sig. Dernæst skulle hun have præsenteret ugleungen for rigtig mad, som hun i sin voksne ansvarlighed havde valgt, og hvis ungen vrængede af det, så var der ikke mad den dag. INTET barn sulter sig selv. Det vil ret hurtigt spise det, der kommer på bordet, hvis det er seriøst sulten. Problemet med kræsenhed og forkælelse ville være løst up front i løbet af meget kort tid for aldrig at vende tilbage.

Så ankommer de overbeskyttede kræ til skolen. I USA gik de så vidt – det var under Bush-regimet (2000-08) – at de iværksatte No Child Left Behind-programmet. Det betød for eksempel at den svære matematik blev gjort forsimplet. Det betød desværre også, at skolerne producere udgående elever, der var inkompetente og ude af stand tl at håndtere opgaver, hvor den rigtige og svære matematik var påkrævet, for det havde man af empatiske årsager forskånet dem for. Det producerede et kuld af imbecile morons. Uglemor lærte ikke sine unger at klare sig selv, så nu er de en klods om benet på samfundet. På de højere læreanstalter sneg marxistisk ideologisering af viden sig ind, hvilket producerede en historieløs generation uden evne til selvstændig tænkning, hvoraf tilstrækkelig mange blev villige til at skabe sig åndsvage i gadebilledet. Det sker lige nu. Nogen skabte en kulturkrig via fordummelse for at nedbryde systemet. Nogen begærede og forberedte en revolution, som der ikke var behov for, men fordi disse nogen formåede at hælde benzin på begærets bål, så blev den udrullet. Vent blot til 3. november, når præsidenten bliver genvalgt, så bryder det iscenesatte helvede løs.

Når helten i historien forfølger sit begær fremfor sit behov, har vi en tragedie. Hvis helten kommer overens med sine behov og overvinder sine indre fjender – i fortællingen antager de altid ydre former, for mennesket er et projicerende væsen – så har vi en komedie. Tragedie og komedie er dårligt forståede begreber. Især komedie, der bliver opfattet som falden-på-halen, noget der er fjollet-sjovt. Komedie betyder happy ending i den forstand, at det gode i mennesket finder vej via hovedpersonens valg og besindelse. Komedien er i den forstand dybt dramatisk, for den indre-ydre modstand, der træder i karakter som hovedpersonens opponenter, er i stand til at vælte hele historien og vende den til tragedie.

Det duer ikke i historien om Helten med de tusind ansigter (Joseph Campbell), den arketypiske historie om os alle som hovedpersoner i vores eget liv, at der interveneres med forloren empati, fordi det er så søøøønd for staklen. Det er det, der forsøges i den medieskabte krænkelseskultur. Det er det, der er essensen i curling-kulturen. Det er derfor, vi har alle de snowflakes, der går i stykker ved den mindste modstand. Det er nemmere at stille op med buhuu og tudefjæs og how-dare-you-forargelse og pege fingre. Det er samfundets skyld og aldrig min egen. Det er det, der gemmer sig i cancel-kulturen, der aflyser-ustøder al modstand og modsigelse. Men hvad tudefjæsene aldrig har forstået er, at de udtuder den dårlige nyhed for dem selv. Når deres elendighed aldrig er deres egen skyld, kan de aldrig gøre noget ved deres liv men er dømt for tid og evighed til at være afhængige af, at nogen kommer og redder dem. Det er mentalt usundt og menneskeligt umodent at være afhængig af en offerrolle.

Empati er benspænd i enhver udviklingshistorie. Uden modstand, ingen fremgang. Der er dømt tragedie. Hele venstrefløjens begreb om det progressive er forlorent, det er et falsum. Derfor var den Russiske Revolution en total regression og ikke en progression, og derfor var den det 20. århundredes største tragedie. De, der begærede denne tragedie, var de Wall Street finansoligarker, der betalte for bolsjevismen (bullshit’ismen) for at kunne plyndre Rusland for ALLE ressourcer, høj og lav og midt imellem. De betalte også for at få omskrevet verdenshistorien, så menneskeheden ikke opdagede, at dette var agendaen, og at operatioen blev gennemført. Venstrefløjen har stadigvæk ikke forstået, at det var deres afsæt, og at de stadigvæk render rundt med 300 millioner lig i lasten + et par milliarder miserable menneskeliv, der med yderste anstrengelse holdt sig i live i generationer og under x-antal dysfunktionelle elendighedsregimer. Illusionen er lige så sejlivet som elendighedsfilosofien. 

I USA bliver der kogt tynd suppe på en sten for tiden. 
I Kina spiser de hunde og flagermus.

Narcissisme og dens modgift

Empati er narcissismens holdeplads. Narcissister faker følelser for andre, men de er tomme indvendigt. De har ikke for fem flade ørers medfølelse for andre. Deres postulerede empati har aldrig konsekvenser og fører aldrig til handling. De misbruger andre, mens de gemmer sig i deres postulat. Deres indføling har udelukkende at gøre med måden, hvorpå vampyrer snuser sig ind på deres bytte, før de suger blodet ud af det. Fef-ff-ff-følelse. Vampyrer er meget empatiske, for de føler angsten fra deres ofre i udsugelsens øjeblik. De beruser sig i den. De indtager den adrenachrome, der indeholder den boostede angst, som barnet lukker ud i dødsøjeblikket. De smager på kemisk empati. Du lider, jeg lider med dig, jo mere du lider, jo mere liderlig bliver jeg.

En depressiv person har ikke brug for, at du er deprimeret sammen med hende.
En fattigrøv har ikke brug for, at du føler dig fattig i hans selskab.
De undertrykte har ikke brug for, at du solidariserer dig med deres undertrykthed.
Man kan ikke give folk den livserfaring, de har til gode.
De skal gøre den selv.
Man kan ikke tage folks karma fra dem.
De skal selv løfte stenen fra deres skuldre.
Man kan ikke berige folk ved at stjæle fra de rige og give dem ufortjente goder.
Man kan ikke hjælpe mennesker, der ikke har noget modtageapparat for hjælp.

Hvis folk ikke ønsker at lære selvhjælp, så har de ikke fortjent hjælp.

Man kan ikke hjælpe mennesker, der forelsket sig i deres egen elendighed.
Man kan ikke gøre noget for mennesker, der er blevet narkomaner af en offerrolle.
Man kan give dem et los i røven, men skruer de bare yderligere op for offerrollen. 

Mnjææ, så kan man slet ikke gøre noget, ka man vel, ka man …?

Nemlig. Det er det første rigtige spørgsmål, du har stillet i dag.
Først når du har indset, at du ikke kan gøre en skid, kan du begynde at gøre en forskel.
Først når du har spurgt, OM du overhovedet skal gøre noget, kan vi snakke om det.
Man kan ikke løse et problem på problemets eget niveau. Det prøver vi hele tiden.
Man er nødt til at gå et niveau op. Hvorfor lærer vi ikke det i skolen?
Fordi der er rigtig meget, vi ikke lærer i skolen. 

Så hvad kan vi gøre? Svaret er uhyre simpelt.

Vi kan lade være med at forhindre folk i at gøre noget for sig selv.
Vi kan lade være med at stjæle med arme og ben i de såkaldte udviklingslande og understøtte deres egen korrupte overklasse, der også stjæler med arme og ben.
Vi kan – vel vidende at det ikke er du og jeg, der stjæler med arme og ben – lade være med understøtte, undskylde og tillade vores egen korrupte overklasse at stjæle med arme og ben.
Vi kan lade være med at holde hånden over og under forbryderen, fordi det var så søøønd for ham, at han havde sådan en dårlig barndom og en ond far.
Vi kan lade være med at fratage folk deres frie valg uanset om de er gode eller dårlige.
Vi kan beskytte andre imod deres dårlige valg, men lad dem endelig tage livet af sig selv.

Det handler med andre ord mindre om, hvad vi kan gøre men mere om, hvad vi kan lade være med at gøre. 

Disclaimer 5
Der bliver ikke sagt, at vi skal være passive eller defaitister. Det bliver sagt, at vi AKTIVT har valget og muligheden for at afbryde understøttelse af menneskelig udnyttelse under dække af empati.
Der bliver sagt, at folk kan finde ud af det hele selv, hvis de får lov til det. 

Folk kan finde ud af at leve i fred og fordragelighed og skabe velstand for sig selv, så snart vi stopper udplyndringen og dermed grundlaget for deres egen misbrugeriske overklasse, der har været udplyndringens hjælpere siden starten på klassisk imperialisme for 170 år siden.

Vi har valget og muligheden for AKTIVT hive stikket ud på systemet ved ikke at understøtte det og ved at kræve systemets kernefigurer og deres institutioner til ansvar. 

Først når det sker, vil al pladderhumanistisk snak om empati forstumme og virkelig trivsel indfinde sig.

—– o —–

Download OVERETAGEN som PDF