Essay,  Satire

Godt humør og halvdårlige vitser fra landdistriktet

Problemet med halvdårlige vitser er, at de bliver endnu dårligere af at blive skrevet ned. En virkelig morsom mand – eller kvindfolk, og jeg har mødt et par seriøse stykker af slagsen – er i stand til at få en joke til at sidde lige i skabet, fordi de forstår at finde den helt rigtige timing til en frisk bemærkning. Men det er ikke sikkert, at det virkede, hvis man selv prøvede.

I øvrigt er det ikke en selvmodsigelse at tale om at være seriøst morsom?
Eller er det måske det, der skaber den bedste humor, at nogen evner at snige et alvorligt emne ind under radaren, så folk, mens de griner, lærer noget og tænker over det bagefter? Jeg tror, det er derfor, George Carlin står som en af den største stand-up-komikere nogensinde. Han fik folk til at tænke over tilværelsen ved at få dem til at dø af grin.

Min kære salig far var ingen morsom mand som sådan. Han havde et godt humør, men det er ikke det samme. Man kan sige alt muligt andet godt om ham, men han fyrede stort set aldrig vitser af. Han præsterede dog et par gange en frisk bemærkning. Han og hans bror Marius havde underbid, der må være noget genetisk dér. Så storebror Marius Peter Filip Hansen , der nok også havde det største underbid, skulle engang drille min far Hans Kjeld Emanuel Hansen med sit ditto. Hvorefter den gamle fyrede den af: Ja og hvad så med dig? Når du lukker munden op, så regner det sg’u ned i skuffen!

Marius havde også de største landmandsnæver, jeg kan huske. Når man som knægt gav hånd, hvilket man altid gjorde, så husker jeg, at mine hænder forsvandt totalt. Han var bare en simpel landmand, men han havde en slet skjult passion. Han elskede at danse. Vi taler om en old-school svingom i forsamlingshuset. Man tænker lidt på, om ikke også kvindfolkene syntes, det var fedt at blive svunget rundt af gårdmand Bjørn og hans store næver.

Min gamle kæreste har en historie fra sin barndom om børns besværligheder med sammensatte ord, som de ikke har lært endnu. Hun spurgte engang: Mor, Mor, hvad er en tante-knikker for’n en? Hun havde set et skilt på gaden. Nåe, en tand-teknikker. Eller hvad med en læ-kage, er det sådan en stjålen romkugle man spiser bag skuret i den modsatte side af vindretningen?

Halvdårlig vits 1

En dame kommer hen til skranken i supermarkedet, hvor de gemmer medicin, smøger og sprut og spørger: Jeg vil gerne have sådan en Cotesteron. En hvoffen-en? spørger kassedamen. Ja sådan en Cotesteron, som jeg fik sidste uge. Øh, jeg tror ikke, vi har sådan noget medicin her i håndkøb. Jo, det er den, der står deroppe på hylden, hvorefter hun peger. Nåe, en Côtes du Rhône.

Aahr – så dårlig var den heller ikke.

Personligt synes jeg, at virkelige hændelser, der bonner ud som komik, er fuldtud så sjove og ofte meget huskværdige. Jeg havde en kolerisk nabo Henrik, der også var udlejer af mit forhenværende landhus på den anden side af vejen. Og så var der Lenette et par huse henne, der i sit omfattende menageri havde to hængebugsvin. En dag var den ene af dem stukket af og løb rundt på Henriks grund. Så Henrik kom farende ud af huset og skældte og smældte på Lenette: og nu må du krafeddeme tage og fjerne din hund, for ellers §?¤@!! – hvorefter hun meget bekymret for hans mentale helbred råbte tilbage:
Jamen Henrik, ka’ du da ikke se, at det er en gris?
Hun har sikkert har kæmpet en kamp, for som man sagde om de hjulbenede ude på landet: Du har vist svært ved at fange grise, (eller også går de, som om de har skidt i bukserne) og Lenette var bestemt ikke hjulbenet og havde ej heller skidt i bukserne, så vidt vides, men det skulle efter sigende være megasvært at fange en gris, der er stukket af.

De to svin blev fodret med halvrådne tomater indimellem. Det betød, at de sprøjtelakerede det sydvendte læstykke, hvor de gik, med tomatkerner, så der voksede 100-vis af de fineste tomatplanter der.

Lenette var i øvrigt selv af et temperamentsfuldt gemyt. Hun havde bygget en shelter i sin forhave, hvor hun sov om sommeren. Ved siden af var der et kæmpestort kastanjetræ, hvor der boede et par natugler. Som navnet antyder, så er det om natten, de giver lyd fra sig især i de timer, hvor man lige har brug for et par timer ekstra. Så de glade ugler vækkede træets ejer – hvilket de selvfølgelig mente, at DE gjorde, altså ejede træet. Hun kunne blive så splittertosset på dem, at hun sprang ud af sin shelter og råbte ukvemsord efter dem nu er den fandenfiseme nok med jeres tuderi, nu må I kraftædeme … Så tav de stille … i ca. fem minutter, hvorefter uhuhuuuh!

Hun fortalte selv historien med et grin. Er det ikke livshumor og godt humør, og er det ikke det, det handler om? at være i stand til at se, når man har været ufrivillig komisk og så tage kontrol over det. Det er her, vi kommer videre med det hele. Alternativ: en tragedie. Det bliver patetisk = vi lider, mens vi skilter med det, hvorefter det er kastet i grams for et billigt grin.

Halvdårlig vits 2 – første papegøjevits

En langturschauffør kører en kyllingetransport. Den er åben foroven bagtil, så der ikke skal hørme alt for meget af hønseskid. Med sig i førerhuset har han en papegøje, der er lærenem og kan sige sjove ord. På rastepladserne står der folk, der vil med på stop, og han bliver lun på tanken om at samle nogle af de søde piger op for at få lidt fjabbe. På et tidspunkt bliver han træt af de længere interviews og reducerer sin forspørgsmål til fuck or walk? De siger allesammen walk, for de skal ikke have noget i klemme hos en gammel gris af en langturschauffør, hvorefter de straks bliver smidt ud af førerhuset. Men så efter mange forsøg er der sørme en, der siger fuck. Han skynder sig at smide papegøjen om til kyllingerne, så den ikke skal forstyrre og begynder at køre derudaf for at finde en afsides parkering. Efter nogle kilometer kører der blå blink op på siden af ham og vinker ham ind: Goddag, det er politiet ... Ja undskyld hr. betjent, har jeg kørt for stærkt, hvad er problemet. Betjenten svarer: Er De klar over hr chauffør, at der ligger døde kyllinger for hver 200 meter bagud? Chaufføren springer ud af førerhuset og går om til ladet og åbner. Her står papegøjen med kvælertag på en kylling og råber Fuck or walk? Den stakkels kylling udbryder wååk! hvorefter papegøjen smider den udenbords.

Jeg har en søn, der fik hovedrollen som skibsdrengen Jim i Skatteøen til skolekomedien. I en bestemt scene var det ved at gå galt. På vej til Skatteøen i det gode skib Hispaniola fuld af skumle sørøvere under ledelse af Long John Silver har skibsdrengen sneget sig ned i lasten, da han hører kumpanerne ankomme, hvorefter han gemmer sig i æbletønden. Her hører han deres pønseri om at gøre mytteri, når de er ankommet til øen og stjæle skattekortet og skatten, du ved. Men kaptajnen ankommer i samme øjeblik for at inspicere lasten, og slynglerne forsvinder. Så hopper skibsdrengen frem fra sit skjul i tønden og udbryder: Hr. kaptajn, hr. kaptajn – de vil gøre mytteri! Men her i skolekomedien begynder æbletønden at rokke faretruende frem og tilbage adskillige sekunder, før det er meningen, og publikum kan ikke undgå at bemærke det. Knægtens er super-parat til at springe ud af tønden og fyre replikken af, og alle kan se det.

Men hey – hvis det ikke var sket, var der ikke noget at fortælle om bagefter og grine af.
Og er det ikke sådan, at de gode historier fra det virkelige liv tåler at blive genfortalt, hvor de halvdårlige vitser kun kan klare en enkelt tur hos det samme publikum?
Således opildnet af papegøjen på skulderen af Long John Silver kommer der endnu en tema-vits:

Halvdårlig vits 3 – anden papegøjevits

En papegøje er alene hjemme, da nogen banker på døren. Den kan sige én sætning og det er Hvem er det? … Det er blikkenslageren, svarer manden på dørmåtten. Så papegøjen gentager: Hvem er det? og manden svarer igen Det er blikkenslageren. Så siger papegøjen igen-igen Hvem er det? og manden svarer højt og tydelig og en anelse irriteret Det er blikkenslageren !, hvorefter papegøjen råber: HVEM ER DET? og manden – nu højrød i hovedet af irritation råber DET ER BLIKKENSLAGEREN !! hvorefter han falder om på dørmåtten med et hjerteslag. Da husets ejer kommer hjem efter at have siddet i en bilkø håbende, at hun har nået det i tide, ser hun en mand i kedeldragt ligge på sin dørmåtte, så hun udbryder: iih du allergodeste, hvem er dog det? Hvorefter papegøjen på den anden side af døren råber:
Det er blikkenslageren!

Brandmænd og ambulance-reddere og andre, der til daglig er tæt på død og ødelæggelse, har efter sigende udviklet en særlig form for skjold mod det. Det er en form for professionel galgenhumor med en terapeutisk virkning.
I Ungarn i Sovjettiden var der efter sigende to populære genrer: politivitser og russervitser. De gjorde grin med undertrykkelsesapparatet, efter som de ikke kunne afskaffe det.
Magten hader at være til grin.

Darwinprisen er en lidt uskøn men indrømmet grinagtig hjemmelavet ‘pris’, der uddeles for de mest idiotiske måde at omkomme på. Og det behøver ikke at være, fordi den omkomne er en idiot, men fordi omstændigheder er så idiotiske. F.eks dyrepasseren ved Hagenbecks Tierpark i Hamburg, der var den allerbedste ven med elefanten. Dette imponerende bæst på fire tons dødvægt i levende live havde haft lidt problemer med hård mave og havde ikke besørget i adskillige dage, så da den endelig får slået en ordentlig fis, står den stakkels dyrepasser lige i skudhold. Vi må forstille os en ældre herre, der lige skal trække vejret lidt og halvsøvnigt står og læner sig op af sin kost bakkende på sin pibe, der i mellemtiden er gået ud. Da det første møgfald rammer ham, bliver han slået omkuld og slår hovedet på en sten. De finder ham kvalt under den største bunke elefant-poop i mands mindre. Altså skal man, så skal man. Om elefanten var klar over, hvad der skete med dens oppasser, melder historien ikke noget om.

Halvdårlig vits 4 – tredje papegøjevits

En papegøje hører husets ejer ringe og bestille olie, før han tager på arbejde. Det ankommer senere samme dag. Da ejeren så tager på arbejde næste dag sidder papegøjen der på sin pind og keder sig, så den tager telefonen og bestiller endnu en gang olie – allerede her går det totalt skævt for vittigheden. Nåmen, da ejeren kommer hjem, flyder der med fyringsolie både udenfor og indenfor. HVAD, HVEM har bestilt olie for anden gang? Han ser op på pinden, og papegøjen ser påfaldende uskyldig ud, plirrer med sine blå øjne og fløjter en lille sød melodi. DET ER DIG, DU ER GENNEMSKUET! hvorefter sadisten kommer op i ham, og han tager papegøjen og klasker den op på væggen og banker et søm i hver vinge – og så kan du hænge der, til du angrer! Om natten hænger den der og småangrer, månen lyser ind gennem vinduet, og ovre på den anden væg får den øje på en anden fyr, der også har et søm i hver hånd på to brædder og ikke ser ud til at have det så godt. Så hvisker gøjen til ham: Psst! du der – har du også bestilt olie?

Se det er muligvis god værkstedshumor – siger man. Vi ser for os et autoværksted med olieindsmurte, kedeldragtbetrukne, ildelugtende bisser, der for at holde tilværelsen ud mellem rustne lydpotter, brændt gummi og svejserøg i mandligt selskab lige får lyst til at fyre en sjofert af med og det sagde hun også i går. Der er dét med spontanvitser, at de letter trykket på dagligdagen og hey det er lidt af et lortearbejde, men vi er sammen om at få det overstået. I øvrigt tror jeg ikke, at automekanik er et lortearbejde, for jeg har oplevet de, der både er stolte og passionerede med det, og det er sikkert både sjovt og udfordrende på en god dag at rage rundt i indvoldene på en bil. Og så bliver det blot ekstra god værkstedshumor.

Ahr så pyt, så tager vi:

Fjerde papegøjevits – halvdårlig vits nr. 5

– og den er virkelig plat.

Mexikaner-Juan-Pablo bor med sin papegøje på en hønsefarm i udkanten af ørkenen. Du skal forestille sådan en rigtig tegneserie-spaghetti-western-ørken med Saguaro-kaktusser – hvilket i virkeligheden er en tilsnigelse, for de er mest hjemmehørende i ørkener i USA’s SouthWest. Vi kan også bare sige, at det er her, det foregår. Nåmennee, den her papegøje er lidt af et problem, for den har det med at voldtage hønsene. En dag bliver det for meget for hønsefarmeren, så han snupper den liderlige gøj, binder den op og smider om på det støvede lad af sin Toyota pickup og kører den ud i ørkenen, hvor han binder den fast til en kæmpekaktus, for så kan den lære det. Det er så her, det går galt for vitsen, og dyrepsykologer vil indvende, at det er en helt forkert metode, men det er fordi, de ikke har forstået, at i vitser er al realisme ophævet, og alt kan lade sig gøre. Da han kommer hjem bliver han grebet af indvandrer-mexikansk bondeanger, og hvordan kunne han dog gøre det mod sin bedste ven Gøjen Gonzales !? Han hopper straks ind bilen og kører tilbage. Da han til fods går det sidste stykke, kan han se et stak gribbe kredse over stedet. Åh nej, tænker han med sved på panden og hjertebanken, det er allerede for sent, se nu bare hvad jeg har gjort! Da han er så tæt på, at han kan se kræet, hænger der slattent med lukkede øjne. Hans værste formodninger synes bekræftet. Og så er det, at Gøjen Gonzales åbner det ene øje, for det kan papegøjer i tegneserier, og hvisker til ham: Skrub af din idiot, ka’ du ikke se, at der er fisse i luften?!

Her ville den klassiske gentlemand nok forinden have spurgt, om der var damer til stede. Vi kan selvfølgelig også efterfølgende spørge, hvad vi kan lære af det? Det viser sig sørme, at dyrespykologerne havde fuldstændigt ret: Det VAR den forkerte pædagogiske vinkel at anvende overfor en stangliderlig papegøje. Så blev vi så kloge.

Jeg skal som den fødte gentleman, jeg er (æø-hæm), spare jer for en stribe kamelvitser og en gorillavits fra karlekammeret og herreværelset. Fortæller kvinder vitser i ammestuen, eller er de ikke kommet sig over dagene på pigeværelset, hvor alt kunne udløse et fniseflip uden reelt at være morsomme? Det var nok noget andet, der var på færde her, måske noget hormonelt kombineret med en usikkerhed overfor verden og dens situationer. Altså selvfølgelig kan kvinder være morsomme og køre bil, og selvfølgelig kan mænd lave mad og passe børn. Findes der sådan noget som god køkkenhumor? En af mine køkken-helte Umut Sakarya kan det dét med køkkenhumor, mens han laver rigtig mad. Er der ikke et par konekokke derude, der tør-og-kan det samme? C’mon, feminismen var selvhøjtidlig hele vejen, kom ind i kampen igen koner – frigør jeg selv fra korrektheds-tyranniet.

At fortælle vittigheder er en ældgammel tradition. Det er mundtlig fortælling. Det behøver sådan set ikke at være vittigt. Det kan være fantastisk, eventyrligt, spændende. Der er noget særligt med genfortalte historier fra gamle dage og de syv verdenshave og Bedstefar, bedstefar, hvordan var det, du fik dit ar på armen? Jo ser du, det var haj, sønneke, og den var lige ved at få mig, men så tog jeg … Og er det ikke, som om at historien bliver længere og længere hver gang, den bliver fortalt? Det er jo en god historie, og børnene elsker den. Det gør de voksne også, men de lader sig ikke mærke med det. Og hvad gør den pensionerede sørøver som fortællertrick? Han spicer den op, han trækker den i halen, han indskyder små sidespor og fordyber sig i detaljer undervejs og det blæste op i Biscayen, og kokken kom farende ud af kabyssen , og-og … jamen bedstefar, bedstefar, hvad gjorde hajen så, og hvad gjorde du selv … så? Bedstefar holder af at holde sit publikum fangen, så han må jo holde dem hen med snak. Det er meningen at de skal være kontrollabelt utålmodige. Han spænder elastikken mere og mere, og når han endelig slipper pointen og spændingen løs, så siger det så meget-desto-mere SLAM! Det sjove på siden er, at børnene da godt ved, hvad bedstefar gjorde med hajen, for de har hørt historien adskillige gange før, men ingen kan finde på at afbryde med en showstopper ja og så tog du din bådshage og plantede mellem øjnene på hajen, og kan vi så komme videre, for alle vil jo genopleve historien, og det kan man kun, hvis tager den fra ende til anden. Børn er beundringsværdigt solidariske overfor en god historie.

Det er kun storebror på 14, der kan finde på at skære igennem, for han skal lige demonstrere, at han kandiderer til at blive voksen og kedelig. Men lur mig, når han selv bliver far, så fortæller han bedstefars historie med to måbende unger på skødet. Og sådan skal det være.

One Comment

  • Helge Rasmussen

    God vits
    Rigmanden forudså energikrisen, og hamstrede 200 liter benzin i 20 dunke.
    Han beordrede sin altmuligmand til at grave benzinen ned i baghaven.
    Altmuligmanden nedgravede, som beordret, benzinen og og spurgte:
    Hvad skal jeg gøre med de tomme dunke?

    Den bedste vittighed jeg har hørt i mange år.
    Den kom midt af et timelangt foredrag af Ole Therkelsen, som handlede om glæden ved at dø.
    https://youtu.be/b-jcu56S4Bk?si=D4w0__M_z09V3tuS&t=2215

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *