En sang fra bænken

Jeg ser mig selv som en gubbe,
der har givet sig selv lov til at være den gamling, jeg er blevet
siddende på hvilken som helst bænk, det falder mig ind
eller træstub, havnekaj, græstot,
mens forårssolen vælger den vinkel og slagstyrke,
det nu falder forårssolen ind at falde – for derefter
at løfte sig yderligere over det blændede landskab af refleksion

Jeg ser mig selv som en legesyg betragter
af livets påtrængende pulserende pragt
henslængt i en afkrog af offentligheden
observant på spontane livsytrende forekomster
af eksistens i bevægelse
ej blot til lystig betragtning men også
til given interaktion med ovennævnte ytringer

Jeg ser mig selv som inter-agent med livet,
der pulserer og udsender menneskelige pulsarer,
for hvem er du, der passerer den bænk, jeg sidder på?
gi mig gavmildt et minut eller to af dit liv,
og jeg gir dig gladeligt et hørerør, et talerør,
et rør med gehør uden gebyr
et sted, hvor vi alle berører og beser det behørige

Jeg ser mig selv som i nogen grad afdanket med tak
siddende på bænken observerende med selv-tak
og lov til at forholde mig taknemlig til dagen og vejen
uden at forlange af dig min ukendte forbipasserende ven,
at du skal melde tilbage til hovedkontoret
endsige redegøre for hverken færden eller fodarbejde
eller forekommende forunderligheder

Jeg ser mig selv som jubelpensionist,
der nu omsider har lov til at udføre rigtigt arbejde
og ikke blot som pligtskyldig leverandør af stykgods til centrifugen
af vi-lader-som-om-heder og paradenumre,
mens jeg tjener til livets møg-sommelige forlængelse
1-2-3 det var bare en øvelse, 4-5-6 skal vi så se at komme videre
og få et liv på den anden side af arbejdsmarkedet

Jeg ser mig selv som en, der har tid, hvis nogen selv har tid
og lyst og mod og føler tilskyndelse uden at skynde sig
den dag på bænken eller stenen eller græstotten,
hvor der bare skal en øjeblikkelig bemærkning til,
før det kan risikere at vælte ud med hengemt visdom
og guldrandede fortællinger med fint støv på
til fælles opbyggelighed tilsat hyggelighed

Jeg ser mig selv som potentielt frivilligt offer
for uventede udfald af hjertelighed
der rimer på frigivet smertelighed
ikke kun prøveløsladt men omsider fri
fra tremmeruskende, lænkeraslende tomrums-trummerum
og evig vandren fra Herodes til Pilatus mellem Scylla og Charybdis
med Alpha uden Omega som emeritus uden portefølje

Jeg ser mig selv i spejlet en sjælden gang imellem
blot for at konstatere, at der ikke gror skæg
helt op om næsen ud af ørene langt om i nakken
og selvom vi kun har det skæg, vi sidder på,
der risikerer at komme i klemme i postkassen,
vil jeg sidde på træstubbe og gnubbe mine nylige skæstubbe
og skrubbe mit humør med et blødt vindpust

Jeg ser mig selv som samler ej af gods og guld
men af den forbipasserende historie,
der i al sin tilsyneladende tilfældighed
pludselig er utilfældig for den, der er er så heldig
at være tilfældets mellemlandingsplads
og altid siger ja til sku’ der være en portion til
og levninger er altid bedst de næste årtier

Jeg ser mig selv som benovet pamjulefis
i nostalgisk måben over mellemtidens fremfart,
der ikke kan blive mæt af undren over tilværelsens tiltag,
tilstedeværelsens tagfat-hed,
der ikke kan få nok af levende live
og begivenhedernes utrættelige trang til at give
uden mellemregning og efterkrav

Jeg ser mig selv som bedaget bænkebider
en ubefippet overlevende fra Gorm den Yngres tid
stridsøksen lidt rusten men æggen stadig skarp
Eigil Skallesmækkersøn giver stadig smæk for skillingen
endskønt skulderklap er at foretrække for nakkedrag,
langsommeligt benarbejde er bedre end hovedkuls benspænd
og ti trut i guldhornet er sjovere end ét horn i siden

Og når det så er sagt, og jeg ser mig selv,
og jeg ser dig i forbifarten
og jeg ser, hvad der er sket med os og verden,
så siger jeg: Lad os se os selv
som de sete, hørte, følte, anerkendte
uden hvilke intet syn, ingen lydlighed,
ingen føling giver mening

Jeg ser mig selv som den gubbe,
den gamling, den genkomne opkomling af den vejfarne yngling,
summen af erfarne træffeligheder og forbløffeligheder
hvor hver skramme indeholder sin bevaringsværdighed i klasse 1,
og det er ikke alderen, min ven, det er antal kilometer
der afgør, at karosseriet endnu ikke er klar
til genbrugspladsen eller de evige brakmarker