Forandring

Skab forandring, eller de gør det for dig.
Lad os forandre, ellers bliver vi alene om det,
og så ved vi godt, hvad der sker – der sker ikke en skid.

Skab forandring, eller gro til i mos og alger.
Lad os bidrage omend blot med et anerkendende nik, der siger:
jeg har set det, jeg har forstået det, det er nu, der skal gøres.

Skab forandring, eller se i øjnene med måbende apati,
at vi bliver forandret til saltstøtter, pølseskiver på bræt,
edderkoppespindsomspundte kokoner og jammerkommoder uden ben.

Jamen ævler de ikke om forandring hele tiden derinde i den talende kasse?

Jo, men nu skal du høre, det er her paradokset kommer ind.

Når de siger forandring – derinde i kassen,
så betyder det noget andet eller tredje eller fjerde.
Men det er næppe usandsynligt, at det betyder det første, du havde i tankerne.

Du tænker måske på forandring til det bedre,
noget der kommer os alle sammen til gode.
Du tænker måske på livsfremmende forandringer,
der oven i købet kommer vore børn og børnebørn til gode.
Du tænker muligvis på forandringer,
der ikke gør skade os selv og vore omgivelser.
Du tænker på forandringer, der er gennemtænkte
og motiverede ud fra bekymring for menneskelig velfærd.
Du tænker måske oven i købet på forandringer, der er nødvendige,
fordi det, der forandres, er forældet og ikke længere fungerer.

Ja, det tænker jeg, men hvad tænker du, de tænker på?

Jeg vil bare sige til dig, at det ikke er sådan, de tænker derinde i kassen.

Man kan få det indtryk, at de faktisk ikke tænker overhovedet – derinde.
De taler meget, gør de ikke? Men tænker de før-under-efter, de har talt?
Tænker de det igennem, som de taler om, forinden? Er der omtanke tilstede?
Det kunne tænkes, at de tænker: Hvad er det, jeg skal sige, så jeg ikke lyder som en komplet idiot og helst fremstår som en, der ved, hvad der tales om?

Jeg tænker: De tænker ikke nødvendigvis på forandring til det bedre.
Forandring er et underligt styresystem. Det virker mere som om, de prøver at slå benene væk under folk ved hjælp af forandring.

Når folk derude er nødt til at realisere deres omsiggribende forandringer, reformer, strukturændringer, tiltag til implementering, handlingsplaner, så har de nok ikke overskud til at kræve egentlige og tiltrængte forandringer.

De tænker ikke nødvendigvis, at forandringer skal komme alle til gode. Måske er det meningen, at det kun skal komme lige netop så mange til gode, at det kommer dem selv til gode.

Måske tænker de på forandring som en demonstration af handlekraft og vilje. Måske laver de en Rèné Déscartes 2.0: Jeg forandrer, ergo tænker jeg.
Burde de ikke have haft omvendt ordstilling: Jeg tænker, ergo forandrer jeg?

De tænker ikke nødvendigvis, at forandringer skal komme de kommende generationer til gavn. Du må tænke på, at deres skud i bøssen kun har en rækkevidde på 4 år. Så deres forandringstiltag er måske kun til for at forlænge deres skud til 8 år. Hun var vel nok god til at forandre, hun må skisme-suseme belønnes med 4 år til. Tænker de, at folk tænker.

Måske tænker de på uegentlige forandringer som en udsættelse af de tunge beslutninger om egentlige forandringer.
Måske tænker de ikke over, hvad der kan gøre skade eller ej.
Måske gør de i virkeligheen og i så fald, hvor stor skade det kan gøre på dem, de hader.
Måske tænker de ikke over nødvendigheden af forandring men mere på effekten af forandring.
Måske er de tilhængere af et abstrakt tankesæt, en ideologi, der tænker for dem og fortæller dem, at alt nyt per definition er godt, så derfor er forandring godt.

Tænker de allesammen sådan derinde i kassen?

Nej – og ja.

De, der inviteres indenfor i kassen, er udvalgt efter særlige kriterier.
For det første må de ikke tænke ud af kassen.
Det er anathema, hvilket er højeste synd behæftet med dødsstraf.
De slår selvfølgelig ikke folk ihjel, de sørger bare for,
at de ikke har noget liv i kassen og omegn længere.

Du ser og hører aldrig dem, der ikke inviteres indenfor i kassen.
Der er mange, der kan tænke derude, de er bare uønskede.
Man kan jo ikke vide, hvad de kan finde på at tænke. Det er noget rod.

Det virker, som om klassekamp er afløst af kassekamp!

Det er ikke engang løgn.
De vil jo gerne have penge ned i – kassen.
Det hele er en kamp om sjæle og kasser og sjælekasser.
Det var den med klassekampen også, men det er en anden historie.

Altså for det første. Men for det andet vil de gerne beholde deres gesjæft.
De har skabt en forandringsindustri, for at der ikke skal ske nogen forandring. De vil ikke save deres egen gren over. De lever af det, skaklerne, vi skal nærmest føle empati over, at kunderne forsvinder.
Men her er så det næste paradoks: Det er netop det, de gør.

De har glemt, hvad det var, de kom for, ikke?

Fuldstændigt!

*

Skab forandring, eller æd den forandring, der blev sat i gang som en stor, sløv, altædende, selvkørende maskine med en gigantisk frontlæsser og retning mod affaldspladsen, hvor den heller ikke har tænkt sig at stoppe, for den vil uden tvivl køre gennem hegnet på den anden side og udover havnekajen.

Skab forandring, ikke for at forandre men for at bevare.
Bevar det bedste, som er skabt, før nogen tændte for maskinen
eller overhovedet tænkte på at skrue en maskine sammen, hvis hovedformål var at skovle alt til side for at rage til sig og forhindre andre i det samme.

Skab forandring, men husk at du selv skal være den, før du inviterer indenfor.
Hvad skal denne forandring bestå i, hvem skal udføre den, hvor skal den finde sted, og hvornår har du tænkt dig at gå i gang?
Glemte jeg at spørge om, hvorfor der skal forandres? Altså inden vi går i gang (baglæns logik for en gang skyld).

*

Hvad var det vi kom fra? Nu har jeg selv glemt det …

Det har jeg også, men den maskine, der rullede forbi, er et godt billede.’
De laver maskinforandring. De synes, at de er nødt til at forandre for at have en berettigelse. De gør det, for at få opmærksomhed. Nogle af dem gør det for at ødelægge det, andre har skabt. Det er nu deres fornøjelse.

Før i tiden var der lissom to fløje. Dem der ville forandre verden og dem, der ville bevare den. Hvis man var ung og fyrig, ville man forandre HELE verden, og det kunne ikke gå stærkt nok. Der måtte revolutioner til, der måtte sprænges paladser i luften, blodet måtte flyde i gaderne. De vidste ikke, hvad de ville med det, og hvor de ville hen, de ville bare forandre.

Det lykkedes langt hen ad vejen, kan vi konstatere, men de forandringsliderlige havde glemt af afstemme forandringerne med det landskab, det hele var beregnet på, så de skabte abstrakte realiseringer af deres landkort og helvede på jord.

Den anden fløj ville bevare det hele. De talte om mådehold og besindelse, de manede til ansvarlighed. Det kan der siges meget godt om, men de havde glemt, at deres egne forfædre, der skabte det, de gerne ville bevare, havde skabt det ved forandring.

Burde de så ikke have stukket hoderne sammen?

Ja, det skulle man jo mene. Forandringskraft og bevaringskraft, yang og yin. Så mangler vi bare balancekraft, dao.
Men sådan skulle det ikke være, for der var tændt for den store forandringsmaskine. Den havde flere gange rullet henover landskabet, og hver gang forsvandt der huse og træer, halvdelen af bakken og vandet i søen inklusive ænder og guldfisk. Og 20-30 millioner sjæle, hver gang. Landskabet, der før var gennemløbet af snoede sideveje, blev nu gennemskåret af sekssporede motorveje. Omkørsel stod der, hvis der overhovedet stod noget.

Børn og badedyr blev skyllet ud med badevandet. Vi begyndte at glemme. Vi fik demokrati med amnesi. Det var også her, der blev skruet helt op for den talende kasse.

SVOAPP!! Der opstod et vakuum, en afventende tavshed indfandt sig. Der manglede noget her. Hvad var det, vi glemte? Det ku vi ikke huske, fordi .. vi havde glemt det. De, der huskede, var borte. Vi begyndte at blive dumme. Nogle blev så dumme, at de ikke vidste, hvor dumme de var. De snakkede løs i den talende kasse og var så dumme at mene, at de var berettigede til at belære alle andre med deres dumhed. Det er lissom at sige: I skal bare grave et stort hul i jorden med … en sofapude. Deres belæringer gav ingen mening.

Fordi vi havde glemt, hvad det var, den store maskine havde skovlet med sig og smidt på affaldspladsen, begyndte folk at genopfinde det varme vand, den dybe tallerken, ilden, hjulet og suppeskeen.

SE, sagde de med jublende røst, vi har opfundet noget HELT NYT! Så opfandt de … vindmøllen. Den stod sådan set overalt i landskabet indtil for 150 år siden og kørte møllerens melfabrik. Don Quijiote jagtede vindmøller 1605, og da havde de stået i århundreder. De mere beskedne og søgende sagde med bekymret røst: Vi må prøve, om det ikke er muligt at-at … at langtidskoge en lammesteg. Det gjorde de i Norge i vikingetiden. Med kål til. Eller også med seriøse panderynker: Ja, videnskaben har nu endelig forstået, hvorfor myggestik klør. Det kan betyde et væsentligt skridt i retning af at løse gåden om kløe. Vi taler i dag med leder af forskningsenheden, seniorforsker Anna Mosquito Hovmand, kan du fortælle seerne …

Altså, vi havde i mellemtiden glemt, hvad det var, vores tipoldemor havde lært at sin tipoldefar, som de vidste i Bulgarien for 4000 år siden.

Så tror da pokker, at der er brug for forandring. Hvis vi har glemt så meget, så er det at komme i tanker om blot noget af det en radikal forandring.

Vi er tilbage til de to fløje igen, forandringskraft og bevaringskraft. Paladsrevolutionen havde overset forbindelseskraften, selve sammenhængen, overgangen, formidlingen mellem de to. Vore forfædre havde ikke brug for revolutioner, for forandringen var indbygget i traditionen. Når forholdende skiftede, fandt man på noget nyt. Når man mødte fremmede derude, som gjorde det på en anden måde, tog man det med hjem og prøvede det. En dag var der et lyst hoved, der opdagede, at man kunne pumpe vand ved hjælp af undertryk. Hejsa, så gjorde man det. Elefanter med uld på havde sådan set opfundet det før istiden, det var bare at aflure naturens vidensfond. Forandringer ankommer naturligt. Det har forandringsmanikerne ikke forstået.

De har forstået noget andet. Tvangsforandringer beregnet på at rage magt til sig og ødelægge det, der er bygget op. Det svarer til at sige: Nu fælder vi alle træer i skoven og brænder stammerne af, så vi kan plante en rigtig skov. En anden og bedre slags træer fra et eksotisk sted. Det bliver storslået!
(jamen, hvis de nu ikke kan finde ud af at gro i et andet klima, og er det ikke spild af …?)
BANG, du er død!

Så ikke nok med, at vi nu er nødt til at genopfinde alt det, vi har glemt og mistet. Vi er også nødt til at genopfinde den måde, som de gamle videregav viden på, og som de kaldte for tradition nede sydpå eller overlevering oppe nordpå.

Men de gamle levede jo i familier, hvor de lærte af hinanden.
Eller i landsbyer, hvor de kunne spørge naboen.

Du har ret. Også det ødelagde tvangsforandringen.
Forandringsmagerne tog heller ikke dengang folk i ed.
Øh, hvordan koger jeg et æg? jeg må hellere YouTube det.

*

Skab forandring, når DU mener den skal skabes.
Lad os bevare det, VI mener skal bevares.
Et håndtag, der er slidt rundt af mange års brug, er et godt håndtag.

Skab forandring som DU synes er tiltrængt.
Når kassemennesker taler om forandring, så hiv i håndtaget.
Hvis du mener, at tiltrængt forandring er at skrue tiden tilbage,
så gør det!

Skab forandring med forankring.
Kassemenneskene kappede alle ankertov og hoppede på dødssejleren
i retning af Vestpolen befolket af cyklamefarvede pingviner og transkønnede vaniljeisbjørne med implantater af sprinklervæske. Det giver så meget mening.

—– o —–

Download OVERETAGEN som PDF