Poesi

Mellemlanding i Gomorrah

Så er vi der igen, mellemlanding i Gomorrah.
En enklave besat af omvendthed og bagvendthed.
Stedet hvor det er svært at finde blot ti gode mennesker,
og hvor alle synes besmittet af illusionsforgiftning.

Byen lever i de sidste tider, 
det store titaniske skibsforlis, civilisationens endestation.
Indbyggerne fester og horer og nedbrænder deres marker,
så intet barn, ingen efterkommer vil kunne bruge det til noget, sidenhen.

Hvad der engang var værdi er nu værdiløst.
Hvad der engang var ord af betydning er nu babelsnak.
Hvad der engang galt for samtale er blevet til børnepludder og hylekor.
Hvad der engang var tillid og tro værdigt er nu utro-værdigt.

Det er nu kvinde mod mand, forældre mod børn, ung mod gammel,
hudfarve mod hudfarve, stamme mod stamme, antagelse mod antagelse.
Men ingen troskab, for utroskab er det nye normale,
og ingen tro, for på Intethedens Alter er både tro og viden det første offer.

Indbyggerne er fanget i den ottende sfære af hukommelsestab.
De fortæller ikke længere historier om fortiden til opbyggelse af fremtiden.
Børnene sidder ikke længere og lytter til de gamle, de glor ind i en skærm.
I de sidste tider findes ingen fremtid, kun historieløs her-og-nutid.

Her findes ikke længere tradition og videregivelse af viden.
Når alting forsvinder, er der ikke brug for den slags forældelser.
Æd hvad du kan, hengiv dig til dine forlystelser, had din næste som dig selv.,
En for en og alle for sig selv, og fanden tage den sidste.

Lad os komme bort fra dette fortabte sted af uskik og utro,
inden det går op i en støvsky og en søjle af ild.
Lad de fortabte hytte sig selv, siden det er deres udtalte ønske.
Hvornår går den næste karavane ud af dalen og op i bjergene?

Jeg vender tilbage mange år senere i et andet liv.
Der er intet tilbage, kun sand og eroderede klippestykker.
Lugten af svovl findes stadig i luften efter 10.000 år.
Smagen af salt fra de dødes pøl hænger på læberne.

Ikke engang et stykke arkæologi kan støves op,
så fuldstændig var ødelæggelsen.
Et hold turister med solbriller og bøllehatte er lukket ud
for at tage billeder af det ødelagte i al sin golde pragt.

Det nye Gomorrah er vendt tilbage
lidet anende, at det er deres egen fortid, de knipser løs på
uvidende og uopmærksomme på den slående lighed
med deres egen forvirrede og hendøende civilisation.

Hvem skal redde dem fra sig selv og deres forfald?
Findes der længere en udgående karavane, når stedet i mellemtiden er alle steder?
En støvsky rejser sig i horisonten, er det blot en forbigående sandstorm?
Jeg husker noget om et løfte: Det kommer ikke til ske igen.

*

Jeg har taget hul på det uudtømmelige.
Jeg har åbnet låget til kisten uden bund.
Jeg kunne have sagt mig selv på forhånd, at det ville blive sådan.
Når først kisten er åbnet, kan den ikke lukkes igen.

Det er ikke muligt at use, når vi først har set.
Vi kan lukke øjnene eller tage dynen over hovedet,
men det sete er der, når vi åbner igen.
Det har brændt sig ind på nethinden.

Det er ikke muligt at uhøre det én gang hørte.
Vi kan proppe øregangene med vat eller skrue op for musikken,
men en dag inden længe hører vi lyden igen.
Den, der ikke vil høre, må føle, som de sagde engang.

Vi kan prøve at uføle det følte med ufølsomhed.
Vi kan iføre os rustninger af fornægtelse og muskelpansring
men vi er stadig nødt til at trække vejret gennem det bulede blik.
Vi kan holde vejret til vi bliver blå i hovedet men ikke længere.

Jeg spørger mig selv, hvordan det var muligt ikke at se og høre og føle.
Jeg forstår, at vi er udstyret med et oversættelsesfilter.
Jeg forstår også, at der er noget derude, der intervenerer med filteret.
Jeg forstår på den anden side også, at det er muligt at afmontere det.

Det er ikke et kønt syn, det uudtømmelige.
Meget af det er lige til at lukke op og skide i.
Siden der allerede er lukket op, er det for så vidt bare at skide løs.
Bortset fra at uudtømmeligheden skider igen.

Kunsten er ikke at falde ned i den beskidte uudtømmelighed.
Hvis den skal ud, så skal den ud.
Fred være med den, lad den gå sine egne veje.
Luk døre og vinduer op og lad den flyve med vinden.

Der høres protesterende mumlen i baglokalet:
Du kan da ikke have døre og vinduer stående pivåbne hele tiden!
Her mener jeg dog at have fundet en vis frekvens for gennemtræk.
Jeg tager sgu patent på en cirkulationspumpe for uudtømmelighed.

*

Jeg gik til floderne for at vaske støvet af, 
men der sad de allesammen og græd.
Jeg gik til Babylons gader.
Men der stod de allesammen og råbte.

Jeg gik til kongens palads,
men der var ingen adgang for uvedkommende.
Jeg gik til markedspladsen,
men der stod en luder på hvert gadehjørne.

Jeg gik til det store bibliotek med sten og ruller,
men der sad de og fedtede med tegn og underlige gerninger.
Jeg forsøgte at spørge om vej, men enhver, jeg spurgte,
talte et nyt uforståeligt sprog, som de ikke engang selv forstod.

Jeg gik til den store statue med hoved af guld,
overkrop af sølv, lænder af kobber og ben af jern.
Jeg så, at dens fødder var lavet af ler
og valgte at fjerne mig, hvis den skulle få overbalance.

Jeg spurgte profeten, men han sagde bare mene, mene, tekel ufarsim,
så det blev jeg ikke meget klogere af.
Da jeg vendte tilbage efter 5 års vandring i ørkenen,
talte de allesammen oldpersisk.

*

De erklærede for nylig permanent undtagelsestilstand.
Deres opbakning blandt folket var faldet til et niveau, 
hvor det eneste, der kunne redde den omvendte dans om guldkalven,
var at aflyse folkets stemme, dets liv og dets levned.

Fra at undtagelsen bekræftede reglen,
var det nu reglen, der bekræftede undtagelsen.
Nedlukning af livet blev erklæret det nye normale.
Livsglæde og trivsel var offerdyr på Baals alter.

Folkelig forsamling blev nu anset for hjemlig terrorisme.
Meningsdannelse blev anset for forbrydelse mod meningernes monopoliske ejerskab.
Sundhed blev kureret med en passende injektion af diverse sygdomme
skabt i laboratorier med prædikater fra hændeligt uheld til naturlig udvælgelse.

Hverken Darwin, Marx eller Freud har levet forgæves 
i den nye normale verden af serieforbundne undtagelser.
Det mentalt svækkede menneskes konstante kamp for overlevelse
i en verden af evigt tilbagevendende og destruktiv tilbagerulning – er det fællesudsagnet?

Tilbagerulning – revolution – var det ikke det, Sisyfos brugte sine dage på?
Er forgæveshed en erstattet grundtilstand for menneskeligt fremskridt?
Er de efter eget udsagn progressive, de fremskridtsvellige ikke fremskridtets værste fjender?
Er ALT, der kommer ud af deres mund og hånd ikke tilbageslagets bedste venskab?

De erklærede herefter tyranni som det ypperste blandt styresystemer.
Ikke så sært, da en sådan erklæring vælter direkte ud af hestens mund.
De siger det selv, og de mener, hvad de siger – vær venlig at høre efter i timen.
De sælger en mærkelig kærlighed til at elske bomben.

De lavede simpelthen en omvendt Platon, en Statens styreformers buttoms-up.
De ophøjede tyranniets støvlespark til det nye filosofiske kongedømme.
I disse eskatologiske alt-eller-intet-tider, i det apokalyptiske slutspil
i krigen mellem tilsløring og afsløring griber de dybt ned i sækken efter den magiske kugle.

*

Floden kommer, siger de.
Der er underlige skyer i horisonten,
der høres en rumlen i undergrunden.
Der er striber på himlen og konstant banken på vandrørene.

Hvor tit har vi ikke hørt det?
Vi skal alle dø lige om lidt, vær beredt.
Spæn mens du kan efter nærmeste musehul.
Vi kan hjælpe og frelse dig, hvis bare du tror.

Hvis bare du opgiver ævret og retten til dit liv,
så får du et menneskeliv – hvilket giver god mening.
Hvis bare du falder om på maven af benovelse,
så får du medlemskortet tilsendt med posten – det manglede da bare.

Krigen kommer, siger de.
En særlig filial af reklamebranchen har som opgave,
at sælge folkemord, statskup og terror
som vaskepulver, flødeost og hovedpinepiller.

Hvor tit har vi ikke hørt det?
Russerne kommer, kineserne kommer, oliesheikerne kommer,
klimaet kommer, finanserne kommer, og om lidt kommer de små grønne mænd.
Vi kan frelse dig fra dem, hvis bare du afleverer din frihed – for evigt.

Hvis bare du opgiver al menneske- og borgerret, det billige lort,
så får du sikkerhed, ja det gør du, og det er ganske vist og helt sikkert,
for sikkerhed, det vil du gerne have, det forsikrer vi dig om.
Og for en sikkerheds skyld: vend dig lige om og træk bukserne ned.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.