Kultur,  Politik

Demokratiets sidste dage

Læg først mærke til at der ikke bliver sagt, at det er bedre, nødvendigvis.
Svaret er: I et monarki lægges der ikke skjul på, at folk ikke har noget at skulle have sagt, fordi monarken eller diktatoren – i visse tilfælde samme person – sådan set bare fortæller folk, hvad de skal gøre. Det er ren besked, og så kan de tage den derfra, hvilket folk så har gjort. Hvis monarken lytter til sit folk, skal det betragte det som et udtryk for nåde og mildhed.

Enten føjede folk sig, måske i erkendelse af, at det alligevel var begrænset, hvor meget monarken gad at hundse rundt med dem, og at de egentlig levede deres liv, som de ville, hvis blot de ikke gjorde sig ud til bens. Glem ikke, at der også fandtes velgørende monarker og oplyst enevælde. Enkelte blev endog elsket af folket. Der har også fandtes velgørende diktatorer + nogle seriøst dumme svin. Det afhænger fuldstændig af personens etiske standard. Det kan være, at folk mente, at monarken traf de rigtige valg.

Eller også tog folk en anden konsekvens og gjorde oprør mod monarken. Måske blev han smidt ud af sit palads og mistede sin position. Måske mistede han hovedet. Det hører vel med til en monarks risikovurdering.

Stat

I et demokrati derimod bilder man folk ind, at de har noget at skulle have sagt, selvom de vigtigste beslutninger allerede er truffet bag lukkede døre for nedrullede gardiner. Hykleri er en integral del af demokratiet, en dårligdom som det deler med religiøse institutioner. Demokraturet lader som om, de vil os det godt, men egentlig vil de bare manipulere os, trække os rundt ved næsen og hive penge ud af os, så de = den herskende parasitklasse i demokratiet kan opretholde deres livsstil og illegitime privilegier. 

Det demokratiske projekt er uærligt, fordi det ikke er, hvad det giver sig ud for. Det var derfor, Platon placerede demokratiet næstnederst på skalaen over ønskværdige styresystemer lige over bundskraberen tyranniet. Som vi har set i de forløbne 2-3 år, er der blot en tynd hinde mellem demokrati og tyranni. Mange, der kalder sig demokrater eller folkevalgte, er i virkeligheden skabstyranner med en latent totalitærhjerne. Platons idealstat var det, vi ville kalde for oplyst enevælde blot uden monarkiet. Hans ideelle statsleder var en filosofisk konge med indsigt i verdens gang og menneskehedens behov. Han var ikke valgt via sin evne til at lefle for opinionen, for en af demokratiets svage sider er, at det er leflerne og demagogerne, der indtager pladsen. Det er en popularitetskonkurrence. Han var udvalgt, selvom han ikke ønskede positionen. Han var altså ikke magtbegærlig. Han var samtidigt tvunget til at leve et asketisk liv uden rigdom, pomp og pragt.

Forfatning

I et demokrati eller en republik findes der forfatninger beregnet på at forhindre tyranniske overgreb på befolkningen. Der ligger gode tanker og intentioner bag forfatninger, men tyranner til alle tider har også forstået, at de var forhindringer for deres ønskedrøm om absolut og hensynsløs magt. Ikke så sært, da forfatninger stammer fra en tid, hvor monarkiet var på retræte. Så forfatninger – og det gælder også den danske grundlov – er udhulet og udvandet, så der er smuthuller af fortolkningsmuligheder for de, der ønsker det. Derudover kan vi se i dette land, at grundloven er noget, som magthaver lukker op og skider i alligevel, for vi har ingen forfatningsdomstol til at holde dem ansvarlige. Og selv i de lande, hvor man har, Tyskland f.eks, regnes forfatningen ikke for en hindring. Tyskland har i øvrigt to forfatninger, en officiel og en hemmelig, men det er en anden historie.

Undtagelse

Et af disse smuthuller er så graverende, at det er en tikkende bombe under demokratiet. Det hedder undtagelsestilstand. Grundlov eller ej, så er den slags drastiske tiltag altid blevet regnet som uetiske, med mindre der virkelig var brug for det. Påskudet blev forstået som decideret livstruende tilstande for landet og dets befolkning, krig eller katastrofe. Det blev også forstået, at det var, som ordet siger, en undtagelse, og at tilstanden før undtagelsen ville blive fuldt restaureret.

Hvis det kan påstås, at situationen berettiger en sådan undtagelsestilstand, så kan man gøre ALT. Alle de rettigheder, folk mente, de havde i demokratiet, kan herefter slettes med et pennestrøg og en flot håndbevægelse under påberåbelse af nødvendighed og sikkerhed. Folk forventes herefter at sælge deres gamle bedstemor til hesteslagteren for et stykke ussel sikkerhed. Sikkerhed for hvad må vi altid spørge?

En regering, der har lov til at bryde loven under en undtagelsestilstand,
vil skabe en undtagelsestilstand for at bryde loven.

Menneskeofferet

Et sådant pseudodemokrati er barbarisk, for det baserer sit virke på menneskeofring. 
Mennesker tvinges eller forføres til at ofre deres livskraft på alteret. Vi er regrederet til den gamle pagt. De civile rettigheder er inddraget. Der findes herefter intet over Staten, som Mussolini sagde.
Mnjææ men det jo bare midlertidigt, og dem får vi igen, når det hele er overstået …
BEEP! Du har ikke hørt efter i timen, min ven. Ifølge de latente totalitærhjerner er undtagelsen nu det nye normale. Der er ingen historiske eksempler på, at stjålne civilrettigheder er givet tilbage.

Demokratiet er et svagt system, for det levner mulighed for – ja, det nærmest inviterer til den form for power-grab, som vi er vidne til for tiden. Demokratiet har for at blive i sproget ikke noget politisk immunforsvar mod den form for virusangreb, hvor sundhedspolitik er blevet militariseret, gjort til et våben mod menneskeheden. Den aktuelle historie med WHO’s pandemitraktat viser, hvad det drejer sig om. De lægger nu op til, at WHO som et skummelt  privat interessentskab ejet og kontrolleret af Bill Gates, medicinalbranchen og det kinesiske kommunistparti skal bestemme over samtlige menneskekroppe på planeten Jorden og diktere nationerne, hvordan de sådan set bare skal administrere diktatet. De løb tør for covidvarianter, så nu hev de abeknopper op af spanden.

Fascisme

Demokratiet er let korrumperbart og nemt til fals for fascisme

Definition: Sammensmeltning af stat og private særinteresser, så staten ikke længere beskytter sine indbyggere mod overgreb fra særinteresser men er disse interessers tjenende ånd og serviceorgan.

Når nationalstaterne overgiver deres ret til selvbestemmelse til supernationale og private særinteresser, det være sig WHO, NATO, EU, BIS eller World Economic Forum, så har vi ikke længere demokratier. Så har vi globalfascisme. Disse folk er ikke folkevalgte, og de respekterer hverken folks ret til folkevalg eller folk som sådan.

Klaus Schwab (WEF) omskrevet og rent-ud-sagt:
I 2030 er Verden overgået til fascisme, selvom vi kalder det for alt muligt andet smart.
Du ejer intet, for vi har stjålet det hele. Vi har ret til det, fordi vi kan.
Du er lykkelig, hvilket betyder, at du har været nødt til at resignere, for du kan ikke gøre en skid. Der er intet over os, for vi er nu Staten.

Men er de ikke ærlige så? De siger det jo lige ud.

Det kunne man sige. Vi er på en måde ved at vende tilbage til monarkiet men på en ny og meget ubehagelig måde. Det er neofeudalisme, vi ser etablere sig, og schwaberne i milliardærklubben i Basel ser sig selv som de nye imperiale feudalherrer. EU-projektet var allerede et stykke intern imperialisme, hvor kejsermagten = EU-kommisariatet iklædt sine nye klæder = EU-parlamentet decimerede nationerne til vassalstater. Nu gør WHO/FN og WEF det samme – på steroider.

Og nej, de er ikke en døjt ærlige, de har aldrig været det, og de kommer aldrig til at være det. Grunden til, at de plaprer op, som de gør, er deres arrogante overmod. De tror sig magtfuldkomne. I hvert fald på en god dag, for det sker samtidigt med, at de lukker sig mere og mere inde i deres omvendte sikkerhedsfængsler (fangerne befinder sig udenfor hegnet). De er både arrogante og bange på samme tid. Hvad var det, vi konstaterede? At det var en del af monarkens risikovurdering, at han kunne miste hovedet en dag?

Med andre ord: der er ingen grund til at blive monarkist, og de dage er også slut. 
Der er derimod grund til at gøre sig klart, hvad de, der regner sig selv for vor tids monarker, egentlig har gang i, og om det er værd at kæmpe for at være et menneske, længere.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.