Essay

Små-store historier om dyr og mennesker

Dyreverdenen – et samfund

Dyrenes verden er fuld af eksempler, at dyr laver aftaler med hinanden og hjælper hinanden.
Vi kender alle til solsortens advarsels-skrig. Man kan sige, at den advarer sine egne, når der er rovdyr i nærheden, men den gør det også, når dens egne er i sikkerhed, eller når den er alene. Den har altså påtaget sig rollen som vagtfugl, der blæser i alarmen, og de andre fugle forstår lyden og reagerer på den.

Her er en case story om et mere sofistikeret samarbejde mellem to dyrearter, jordegernet og mongoosen. Den er et væsellignende rovdyr, der er kendt for sin hurtighed og frygtløshed overfor giftige slanger. Der er mange arter, og den indiske grå mongoose er Riki-Tiki-Tavi fra Kiplings Junglebogen. De er dog ikke i familie med væseler og mårdyr, de er marekatte.

Jordegernet er dygtig til at grave huler. Den laver en aftale med mongoosen, at den får lov til at flytte ind, bare den ikke æder egernet og dens unger, hvilket den sagtens kunne have gjort. Egernfar er ude at få lidt snack i skumringen, hvor den godt er klar over, at den giftige cobra jager. Egernet passer på sin tre unger, da den opdager en cobra på vej gennem græsset. Ungerne kan ikke se den, og en af dem vil blive ædt lige om lidt. Egernet stiller sig op på to ben og udstøder sit kald. Mongoosen flyver op af hullet og farer i flæsket på cobraen. Cobraen indser efter et par nasty bid i halen, at den hellere må forsvinde, og det skal den bare være glad for, for mongoosen er fuldt i stand til at nedlægge den, for den er lynende hurtig, og når slangen hugger, så hugger den igen. Den har i øvrigt immunitet over mindre doser slangegift.

Dens taktik er, at den danser i cirkler omkring slangen, der vrider og vender sig for at vende den rigtige vej. Den gør slangen rundtosset. Men den tester også dens svage punkter ud. Når slangen hugger ud, springer den baglæns og opad, og hugget bliver til vindfrikadeller. På et tidspunkt hugger den selv til. Det perfekte hug er selvfølgelig det afgørende nakkehug. Men et bid i slangens rygrad kan være lammende for den. En slange er jo én lang forlænget rygrad, hvor dens nervesystem befinder sig. Hvis dette system afbrydes med et bid, der trænger ind i rygmarven, bliver slangen lammet og kan ikke længere sno sig. Derefter kan mongoosen levere dødsstødet, slæbe bytter ned i hulen og æde den – fra ende til anden.

Road Kill – det store spild

Jeg har valgt en anden vinkel på de døde dyr, der ligger og flyder i vejkanterne. Normalt ville jeg have fokuseret på, at bilister burde sætte farten ned, hvor de ved, at der er dyr, der krydser vejen.

Svenskerne ved udmærket, at et sammenstød med en elg på landevejen går ud over elgen, der nok ikke overlever. Men det går så sandelig også udover deres køretøj, for en fuldvoksen elg er et voldsomt dyr. Man skal have en solid bil udstyret med et udvidet forgitter – en almindelig kofanger er ikke nok – for at undgå skade. Der er af samme grund sat hegn op på mange svenske landeveje, men de skal jo vedligeholdes. Næste problem. Hvis bilen overlevede med elggitteret, men elgen omkom, hvem kan så lige smide den om i bagagerummet, for den kræver jo ladet på en hel pickup? Og hvordan får man den op på ladet? Eller skal man partere den på stedet og efterlade resten til rovdyrene? En jæger med medbragt udstyr kunne gøre det, men her Svensson på vej hjem fra arbejde kan ikke.

I USA er der enorme vejstrækninger, hvor dyr løber frit over, og der sker hvert år masser af sammenstød. Derudover er der især to dyrearter, der går uhæmmet løs på afgrøderne: hjortedyr og vildsvin. Så landmændene vælger at skyde dem ned og bruger sine steder mange kræfter på det. Især Midtvesten er hærget af millioner af vildsvin, der er en hybrid af vildsvin i naturen og tamsvin undsluppet fra farme. Der er 7.6 millioner, der render rundt i landet.

Her kommer så problemet set ud fra et ressource-anliggende. De skyder bare ned uden at bruge det til noget. Man kan spørge, hvorfor det ikke er gjort rentabelt at bruge disse enorme mængder af koncentreret næring, der oven i købet tilberedt rigtigt er delikat og derudover propfuldt af protein m.m? En beregning viser, at vildsvinene hvert år koster skader på 2.5 milliarder $ = 17 milliarder dKr.

Der er desværre endnu et problem, der er svært at komme udenom. Det har at gøre med den måde, vi selv smider affald på. Vores affald er simpelthen giftigt. Emballage er giftigt, kasseret metal er giftigt, selv madrester er giftige. Svin æder alt, de kan komme i nærheden af inklusive affald, og hvis man bare æder svinene, så kan man forgifte sig selv. Vildsvin i deres naturlige habitat, der er skoven, er ikke forgiftede. Men når vi forstyrrer naturen så bastant, som vi har gjort, så slår den igen.
Vi er større svin end de løsslupne svin derude.

Der er kun ét sæt af løsninger, og de er radikale og omfattende.

  1. Det ene argument er, at vi holder op med at forgifte både vores affald og vores afgrøder og finder ansvarlige måder at skaffe os af med dem på.
  2. Det andet argument er endnu mere omfattende, som landet ligger lige nu. Det handler om, at vores landbrug og vores okkupering af naturområder. De er blevet så store og i USA så enoooorme, at det er umuligt at holde styr på dem. Storbrug giver store problemer. Monokulturer i storbrug giver monomane problemer i stor stil.

Forestil dig blot en halv million svin undslippe fra danske svinefarme. Der findes 20 millioner af slagsen i de hi-security-fængsler for svin, der kaldes svinefarme. En masseflugt er ikke sandsynligt af samme grund + at de nøgne stakler med nedsat immunforsvar pga det ekstremt kunstige miljø i staldene ikke ville overleve vinteren derude.
Men forestil dig. Hvad ville vi stille op med, hvis de fik lov til at etablere sig? Vi har rent faktisk set problemet med lakse-ørred-farme, hvor 100.000’er undslap. De gik herefter i gang med at æde alt, de kunne komme i nærheden af, for de er rovfisk. Lystfiskerne gik prompte i aktion og fangede løs af dem. For at hjælpe miljøet eller opportunistisk at fylde kummefryseren med fisk, men som bivirkning gjorde de faktisk havmiljøet en tjeneste.

Et argument, der har en vis sandhed, er at f.eks tam-vild-hybrid-svinene ikke længere har naturlige fjender. Det skulle i så fald være ulve, pumaer, flokke af coyoter og andre rovdyr. Eller at disse fjender sådan set er der men ikke længere kan holde trit med den voldsomme reproduktion, de vilde hybrid-kræ er i stand til at levere. En af deres fjender ulvene i USA er på deres vis et kæmpe problem. De myrder hvert år millioner af husdyr og er begyndt at blive aggressive overfor mennesker. Husdyrene er lettere at angribe end vildsvinene, så ulvene udfylder ikke længere deres naturlige rolle.

I f.eks tyrkiske hyrdesamfund har de gjort effektive tiltage mod ulve. De har ‘ansat’ en stak seriøse hyrdehunde til at passe på flokke af får og geder. Den tyrkiske hyrdehund hedder kangalen og er ikke en hund, du har lyst til at møde på en mørk sidegade en sen nattetime. Til gengæld er den en loyal familiehund, der ser både mennesker og dyr tilhørende ejendommen som sin egen familie og er villig til at beskytte hele storfamilien om nødvendigt med sit eget liv.

En sådan løsning er kun mulig i familiebrug, for en hund er et familiedyr, og den kræver, at man opdrager den til det. De enorme landbrugs-industri-enheder, der er opstået, er ikke længere familiedrevne. Så løsningen er altså en, der ikke vil falde i landbrugsindustriens smag: Nedskalering til en opdateret og sund udgave af familiebruget. Landbruget tilbage til jorden, familien og folket. Vi har i mellemtiden fået et neofeudalistisk system, globalistiske storbrug der ikke er familieejede, der minder om de store statsbrug under kommunismen, kolkhoz’erne, hvor arbejderne var bedøvende ligeglade, for Staten var jo den nye despotiske herremand og fuck ham! De nye landarbejdere – de hed ikke længere bønder – var ikke engang opvokset i landbruget, de var udkommanderet fra byerne, for bønderne, der boede der før, var frarøvet deres ejendom og sendt til Gulag i Sibirien. Det var det, som Holodomor i Ukraine handlede om. Og nu kører de Holodomor 2.0, denne gang uden Stalins bøddel Krusjtjev.

Er det ikke sært, så globalismen-neofeudalismen minder om kommunismen?
Det må da betyde, at det er helt tilfældigt.

Således skrev vi os fra road kill til human kill. Sådan kan det gå.
Hvad vi gør mod naturen, gør vi ved os selv
Hvad vi gør mod os selv, gør vi ved naturen.

Menneskets bedste ven

Lad det være sagt med det samme: Jeg er ikke hundeejer, katteejer, papegøjepasser eller fodermester for fisk i farver. Jeg har kun de husdyr, der selv kravler ind gennem sprækkerne. Held og lykke, hvis de overlever det. Jeg er ikke villig til at påtage mig ansvaret for et levende væsen. Jeg orker ikke at betale de ublu dyrlægeregninger, der åbenbart er obligatoriske. Ejheller er jeg villig til at betale 15.000 kr for en sibirisk kat med stamtavle. Jeg orker ikke deres hår overalt, at de skider på gulvet og kradser tæpper og tapeter i stykker.

Jeg holder vældig meget af dem, og hvis naboens hund eller kat synes, at de skal snakke med mig, siger jeg ikke nej. Dyr er hyggelige og fascinerende. Jeg snakker også med snakkesalige børn, hvis de lægger op til det. Jeg mener så afgjort, at husdyrene er en vigtig del af menneske-kulturen.

Jeg bor på landet. Der er plads til dyr, de hører til her. Jeg har nok et par indvendinger mod dyr i byerne. Visse steder under visse forhold. Jeg kan sige så meget: De hører ikke til som naturvæsener i dyrefængsler med prøveløsladelse to gange om dagen i snor. Det bliver ikke til natur uanset hvor mange sjove klatremiljøer, katten har at hoppe rundt i. En hund i snor er som en straffefange med fodlænke.

Mnjææ ville dyreejerne sige en anelse såret, vi mishandler jo ikke katten og hundehandler jo ikke vovsen. Vi ææælsker dem så højt, at vi er villige til at propfodre dem med dåsemad, til de revner. Og behandler de dyrene godt? De fleste gør, nogle gør ikke og burde miste kørekortet. En hel del er ude af stand til at opdrage deres møgdyr, og det er ikke hunden, der er problemet, det er ejeren – hvorefter hunden så bliver et problem for omgivelserne. Det ligner lidt for meget curling-børnene, der har fået lov til at udvikle sig som små sociopater af grænseløshed pga impotente forældre. De er ikke møgunger af natur men af (mangel på) kultur.

Dyr, der bor i indelukkede menneskemiljøer, får menneskets sygdomme. Dyrlægerne tjener kassen på det. Dyr, der lever i fri natur eller med adgang til den, når de har lyst, bliver sjældent syge. Det gælder i øvrigt også børn og deres voksne. Overisolerede indendørsmiljøer med alt for høj stuetemperatur, syntetiske beklædninger, beskidt elektricitet, mangel på jordforbindelse og industrimad gør både mennesker og dyr syge. Der er alt for lidt snavs og jordbakterier i bymiljøer, og børn skal have snavs på sig. Hurra for skovbørnehaverne.

Og så er der alt for meget støj og alt for meget kunstigt lys hele døgnet rundt i byerne. Mangel på god søvn er et kæmpe problem.

Det var så en hel masse cons, så her er et par pros. Dyr er eksperter i følelser. Mennesker er følelsesmæssigt forvirrede og forurenede. Vi er følelsesmæssigt sønderlemmede og traumatiserede af en kultur, der kørte ud på sidesporene. Vi er befængt med følelsesparasitter, nogle er menneskelige, andre er af anden herkomst.

Vi har brug for dyrene til at stabilisere og harmonisere vores følelser.
De har noget, de gerne vil lære os.
Børn, der vokser op med dyr, udvikler kærlighed og empati.

Dyr udviser ikke psykopatisk adfærd. Hvis du synes, at måren er psykopatisk, når den slagter en hønsegård, så er det fordi, den har unger, som den vil sørge for. Den havde tænkt sig at vende tilbage igen samme dag, men da havde ejeren opdaget det og fjernet dens bytte. Hvis det virker, som om en hund med hundegalskab er psykopatisk, er det en sygdom, som den ikke selv har bedt om. Hjælp naturen og afliv staklen, for naturen ville have gjort det selv på en mindre behagelig måde. Hvis man mener, at en dårligt opdraget hund er psykopatisk, så har den det ikke fra fremmede.

Her er en historie om en hund, der var menneskets bedste ven. Det var en stor rottweiler. Den boede i en familie med to børn i et område med store skove. Børnene var gået ud i skoven på egen hånd, hvor de ikke kunne finde hjem Hunden satte efter dem og fandt dem tidsnok i selskab med en puma, der havde tænkt sig, at de skulle være dens middag. En puma, en mountain lion, en cougar, eller hvad den nu kaldes, er ikke et dyr, man skal bide skeer med. Dens kill-power er formidabel, og den nedlægger bytte på flere gange sin egen størrelse. Den går ikke ad vejen for at overfalde mennesker.

Da man senere på dagen fandt hunden og børnene, lå de og gemte sig under et nedfaldent træ. Pumaen lå død på jorden. Hunden lå og var udmattet og ilde tilredt men i live. Den brugte flere uger på at komme sig. Den havde kæmpet om nødvendigt indtil døden for at beskytte sin familie.

Jeg er ikke katte-gorisk. Kattene i Istanbul har det tilsyneladende fint i en bykultur. Jeg tror også, at katten i villahaverne ville sig, at det minder tilstrækkeligt meget om natur til, at den er tilfreds. Jeg er selv vokset op et sådan sted med flere generationer katte. Jeg husker gråmis. Han var en tæt gråstribet legesyg kat. Jeg kunne godt finde på at provokere ham ud over kanten, så han sad oppe på skabet ned i kælderen med ørerne tilbage og tyk hale og hvæsede ad mig. Jeg var nok selv lidt af en slagsbror. Når han var faldet til ro, hoppede han ned på ottomanen med grøn uopskåren mekka og faldt til ro. Det var jo bare en leg.

Hvad der ikke vare en leg men et lærestykke i livets alvor var, da jeg fandt gråmis kørt over ude på vejen. Dyr kan ikke forholde sig til trafik, for det er ikke et naturfænomen. Jeg bar ham hjem med en klump i halsen og tårer i øjnene, og vi begravede ham nede i baghaven. Med et hjemmelavet trækors, for det skulle der til.

Hvis du er til computerspil, så kom der for et stykke tid siden et usædvanligt spil på markedet. Det er et adventurespil, hvor du er en … kat. Det hedder Stray. I forhold til mange at de hæsblæsende og blodige computerspil, der er derude, så er Stray usædvanlig for genren Adventure-spil. Du er en kat, der kommer væk fra flokken af vilde bykatte i et enormt, postapokalyptisk bylandskab befolket af underlige robotter. Det kan måske synes lidt dystopisk, men spillet er både sjovt, rørende og smukt. Det er super-realistisk i sit skraldespands-futuristiske miljø, katten har smukke, organiske bevægelser, du kan få den til at hoppe rundt på gesimser og rør, kradse på gulvtæpper, smide dåser og krukker ud over kanten. Der findes endog en kontrolknap, hvor den kan mjave. Indimellem skal den tage benene på nakken for at slippe væk fra irriterende kræ. På et tidspunkt får den sig en usædvanlig ven. Hver scene byder på noget overraskende nyt.

Dyr der husker

Vi kender udtrykket: en hukommelse som en elefant. Elefanter kan blive lige så gamle som mennesker. Det er kun matchet af kakaduen og overgået af landskildpadden. Der skal være fordele ved at være så langsom. Jonathan var er en 150 år gammel landskildpadde, der lever på Skt. Helena midt i Atlanterhavet, og som har mødt Napoleon! OK, der er ingen optegnelser over, at den rent faktisk mødt Napoleon som fange på øen, men den levede der på den tid. Hvorvidt den husker sin egen barndom er uvist.

Men udtrykket … som en elefant er ikke en skrøne. Der er mange beretninger om elefanter, der møder mennesker efter adskillige årtier, og afhængig af om dets møde dengang var positivt eller negativt, husker de tydeligvis og reagerer på det.

Den smukke historie om Androkles og løven er fiktion.
Men den kunne rent faktisk have være en virkelig historie.

En kvindelig dykker og videnskabskvinde befinder sig i vandet, da en stor pukkelhval svømmer lige imod hende. Den gelejder hende ind under sin ene finne, hvor hun opdager en anden ‘hval’ tæt på, der stedet for at bevæge sin hale op og ned bevæger den sidelæns. Det er ikke en hval med en kæmpe tigerhaj, der lægger an til angreb. Hvalen dykker under kvinden og samler hende op på sit hoved og smider hende af ved den båd, hun kom fra.

Hvaler og delfiner – også hvaler – er kendt for at udvise altruistisk adfærd og beskytte både egne og andre væsener fra fare. En flok delfiner kan beslutte sig til at være en pain-in-the-ass for en aggressiv haj.

Kvinden møder den samme hval flere gange siden. Den ved, at hun er der og husker hende. Den hopper op og ned i vandet og inviterer hende til at hoppe i, hvorefter den giver hen et forsigtigt slow-motion hval-kram. Hvordan, den ved det, er en gåde i sig selv, men vi nærmer os en forståelse af, at dyr har adgang til frekvensområder, der tillader dem det. Hvaler er f.eks klar over, at Jorden har et tilt på 23.4390, som de bruger til at navigere efter. De følger en lineær kurs ud at fravige så meget som én grad. Vi må herefter formode, at trækfugle har den samme evne. Vi må også formode, at skildpadden Albert, der blev dumpet hos en anden familie 100 km væk fra sin oprindelige familie, og som forsvandt – hvorefter han dukkede op fire år senere 100 km væk hos sin oprindelige familie – også har adgang til naturens GPS.

Dyr kan også finde på at bede mennesker om hjælp, hvis de er blevet syge eller er besværet/truet af en eller anden menneskedims, en krog, et net. Eller hvis deres unger er fanget i en fælde. Og hvis de modtager denne hjælp, så husker de og udviser taknemlighed.

Mnjææ, hører jeg ofte som bortforklaring af denne adfærd, vi projicerer bare vores egne egenskaber over på dyr, men de er bare snotdumme reaktionsmaskiner. Vi kører antropomorfisme, vi tillægger dem menneskelige egenskaber.

Det er helt forkert og misforstået efter min bedste overbevisning. Dyr er både hyperfølsomme og intelligente, men vi har bare ikke forstået, hvad intelligens er. Hvor intelligent er det? Vores naturvidenskab ved ikke, hvad bevidsthed er og definerer det som ‘et stort problem’. Intelligens og bevidsthed burde ikke findes som sådan ifølge naturvidenskaben, for det er bivirkninger af hjernen og kødmaskinens neurologiske netværk, og vi er ikke er andet end biologiske maskiner. Fysikken bag biologien – fysikere har altid følt sig overlegne ift. biologer – er et produkt af en tilfældighedsmaskine, der ifølge termodynamikkens 2. lov går sin egen død i møde som en kosmisk dampmaskine.

Planter og træer er intelligente væsener. Ifølge naturvidenskaben er planter noget biologisk splat, der blævrer op af jorden. Har planter og træer ikke dna? Har de ikke et sofistikeret sanseapparat? Er de ikke levende væsener? Ifølge tyske forskere har de, og de kan dokumentere det. Ifølge de samme forskere udviser de tegn på bevidsthed. Dette er også veganeres hovedproblem. De tror, at de lever af ikke-levende væsener og gør diverse fordømmende udfald mod ikke-veganere (de vantro), for veganere tager jo ikke livet af livet. Gør de ikke? Forskellen er same-same, men de forstår det ikke – skide massemordere!

Materialister, nihilister, rationalister whatever der argumenter for, at vi bare projicerer menneskelige egenskaber over på dyr, glemmer at de selv biologisk set er dyr. Med en overbygning, javel men stadigvæk dyr. Tillægger vi os selv dyriske egenskaber eller menneskelige ditto?

Så er mennesket dyret, der husker? Er det ikke snarere dyret, der glemmer?
A specia with amnesia.

Svinet, det urene dyr

Vi taler ikke om, at svinet kan li’ at vælte sig i mudderet, for så ville elefanten, flodhesten, næsehornet og et par tusinde andre dyr også være urene. Dyr mudderbader og støvbader for at skaffe sig af med utøj, og det kan vel næppe betragtes som urent at skaffe sig af med parasitter, der lever af dets blod.

Vi taler heller ikke om det nyere fænomen, vi nævnte ovenfor med, at svin æder affald. Høns spiser også madaffald, og i gamle gårddage gik de rundt på møddingen og fandt kartoffelskræller. Eller orme der allerede var gået i gang med skrællerne. Men gårdaffaldet var ikke giftigt før kemien eskalerede i det 20. århundrede. Og i landsbyer var grisen faktisk skraldemanden, der forhindrede sygdom i at sprede sig fra råddent affald. Det kan vel næppe heller betragtes som urent at gøre rent.

Så vi taler om noget andet. Det stammer fra religiøse tekster.
En af dem er Leviticus i Det Gamle Testamente også kaldet 3. Mosebog. Der er her, man finder det mylder af love og regler, der er den jødiske form for sharia, kosher. Men man gjorde sig ikke synderlig umage for at forklare, hvorfor. Gud har befalet, Gud behøver ikke at forklare sig. Jamen kære Gud, hvorfor er det, at vi … FORDI JEG SIGER DET!

Så vi er nødt til at gætte på det ved at studere kulturen.
Der er flere bud på en forklaring.
Der er tale om en hyrde- og nomadekultur. Hyrdernes dyr skulle være mobile som menneskene. Svinet er ikke et mobilt dyr. Derfor var det ikke muligt at holde svin.

Svinet er et skovdyr. Mellemøsten og Arabien er ikke just kendt for sine store skove.
Ørkensvinet er et non-eksisterende dyr.
Svinet afgiver ikke sekundære produkter som uld og mælk. Garvet svineskind findes, men det opfylder ikke de behov, man har i sådanne kulturer. Svineskindsfrakken et et stykke non-eksisterende beklædning.
Svinet bærer på sygdomme, der kan springe til mennesker. Dets biologi er faktisk tæt på mennesket, så derfor er det muligt at transplantere organer fra svin. En senere kendt sygdom er trikinosis navngivet efter parasitten trikiner. Det er det punkt, der kommer tættest på at stemple svinet som urent. Men det er næppe sandsynligt, at Moses Maimonides, den jødiske filosof (1138-1204 bosiddende i Spanien) skulle have knækket bio-koden for trikinosis, før han skrev, at svinet var et urent dyr.

Men man ved, at der blev spist svin i Mellemøsten i bronzealderen, og de fleste steder i verden er svinet en vigtig proteinkilde. Svinet udgjorde 40% af husdyrholdet i f.eks de irakiske kulturer 3.600 f.Kr. I løbet af de næste 2.000 år falder det til at være sjældent.

Forklaringen er samfundsøkonomisk. Svin er ikke bringere af velstand. Hesten og oksen bidrog til velstand i landbrugskulturerne i bronzealderen. Hesten var også et stykke militærteknologi. Får og geder bidrog med fremragende sekundære produkter. Disse kunne gemmes og sælges videre, og bronzealderen er rig på udveksling af varer. Svinet kan slagtes og spises, men det er kun opretholdelse af livet og ikke forøgelse af velstanden. Man kan ikke transportere sig selv på ryggen af et svin.
En svinerytter er en non-eksisterende rejsende.

Religiøse tekster er ikke avantgardistiske i forhold til kulturen. De stadfæster det, der allerede er praksis. Lovreligionerne bekræfter best practice. Så da disse love bliver nedfældet i Leviticus, er det for længst praksis. Gud sagde, at … nej, menneskene gjorde, og SÅ sagde Gud, at menneskene skulle gøre …

Jamen Islam da, der ved vi, at svinekød er helt forbudt. Nå, gør vi det? Hvor i den hellige Quran står der noget om det? Lad os også minde om, at der findes en meget stor islamisk befolkning i Østasien, Indonesien, Filippinerne, o.a. De spiser gladeligt svinekød, og hvis de ikke som befolkning i østater med store tropiske skove åd et af de indfødte dyr, der findes i rigelig mængde der, så ville de ikke overleve.

Jeg bor selv i omegnen af Præstø på Sydsjælland. Byen er opkaldt efter øen, hvor præsterne boede. Det var faktisk en ø langt op i historien, inden man drænede og inddæmmede det omliggende landskab, og man måtte dengang sejle til øen. Senere kom der en bro og endnu senere en dæmning. For nylig (slut-november 2023) forsøgte naturen at rulle historien tilbage ved at oversvømme det meste at byen og nærmest nedlægge dens handelsliv i flere uger efterfølgende. Præsterne, der havde til huse her i middelalderen, var munkeordenen Antoniterne. De var en tiggermunkeorden fra pestens tid i Europa. De bemærkede sig bl.a ved, at deres kors var et Tau-kors formet som et stort T. De bemærkede sig også ved, at deres hellige dyr var … svinet!

Hvorfor var svinet et helligt dyr for tiggermunkene Antoniterne? Forklaringen skal måske søges i de samme omstændigheder, der fordrev svinet som et landbrugsdyr i Mellemøsten. Det var husdyret for fattigfolk. De fattige var fattige, fordi de var henvist til at opretholde deres liv og ikke kunne forbedre det. Betegnelsen for en rig mand var ikke, at han havde så-og-så-mange svin men køer, får, geder eller kameler. Selv et æsel og et muldyr var at foretrække. Munkene i Præstø var selv fattigmunke. Deres årsag til helliggørelse af svinet vides ikke rigtigt. Måske de bare elskede flæskesteg.

Til sidst endnu en svinehistorie fra mit eget sted. Jeg bor i det hus, hvor Orne-Peter engang boede. Min sidebygning, der nu er isoleret og har ovenlysvinduer, var engang en svinestald for Orne-Peters orner. Han tog dem med ud på gårdene, hvor de gjorde deres arbejde. Når de var færdige, fik de et klask i røven og fandt selv hjem, mens han fik sig en kaffepunch med gårdmanden. Landsby-boerne kunne se, at de gik ned gennem hovedgaden (der er kun én hovedgade).

Orne-Peter fik en krank skæbne på sine sidste dage. Om det var fordi, han havde fået for mange kaffe-punches med for meget punch i den dag vides ikke, men han kørte med sin bil op bag i en kævlevogn, en lastbil fuld af træstammer. En stor kævle faldt baglæns ved sammenstødet og gennemborede bilen. Han måtte få begge ben amputeret, for de var smadret, og resten af sine dage sad han i kørestol. Og det var ikke en moderne kørestol, som vi kender dem men et torturredskab med et lodret håndtag i hver side, der møjsommeligt drev køretøjet fremad.

Forresten, jeg glemte en yderligere mulig teori om, hvorfor nogle ikke spiser svin. Grisebassen er faktisk et temmelig intelligent dyr. Hvis du har haft børn i den rette alder, husker du måske semi-animationsfilmen Babe den kække gris. Det var jo rigtige grise, de fik til at spille rollen. Grise er nemmere at træne end selv de mest intelligente hunde. De er legesyge kræ. Og så har vi allerede nævnt, at deres anatomi-fysiologi er tæt på mennesket.
Så her kommer teorien i al sin korthed: Det føles som kannibalisme at spise svin.

OK, den tror jeg ikke helt på selv.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *