Tartaria – det forsvundne rige

Det kan ikke siges ofte nok. Uden historie ved vi ikke, hvem vi er, hvor vi skal hen, og hvad vi er i stand til. Historie er menneskelig styrke.

Det er uheldigvis også årsagen til vores store svaghed. Vores historie er blevet stjålet fra os. Den er blevet gemt af vejen, forfalsket og ødelagt. I heldigste fald er den som en gammel maskine, der er havnet i en overfyldt lade, hvor der ikke har været åbnet i en menneskealder. Maskinen er dænget til med skral og støv, duerne har skidt på den, og metallet er rustent. Men når tingesten først er hevet frem, viser det sig, at alle delene er intakte. De skal bare ned i en spand eddike et par uger og smøres ind i maskinolie. Der skal males og strammes, kileremme skal skiftes, og der skal lige et par nye dæk på. Første gang, den starter, kommer der sort røg op, men ganske langsomt kører den sig varm og viser sig at være gjort af en kvalitet, som ikke kan købes længere. Den er avanceret for sin tid, men den er også langt simplere, hvilket er dens store styrke. Kvalitet var en selvfølge dengang, og indbygget forældelse var ikke opfundet.