Essay,  Poesi

To verdener – en digtsamling

Vi lever i to verdener, hvor VI ikke findes længere

den ene verden sejler med et skib la-lala derudaf
og da jorden som bekendt er flad, sejler båden mod kanten
(og husk lige at ringe og fortælle, hvordan der ser ud, for ingen har været der endnu)

den anden verden holder fast i molepælen en tid endnu
da jorden som bekendt er rund, og havnen er det rigtige sted at ligge i stormvejr
med mindre – selvfølgelig – man udtalt er til la-lala
hvilket der i og for sig ikke er noget galt i,
men har man dermed tilladelse til at tvangsudskrive alle andre til den samme galaj?

den ene verden har midlertidigt løst problemet med erkendelses-uoverenesstemmelse
ved at smide al tvivl = den ene del af uoverensstemmelsen i skraldebøtten 
og hengive sig til de til enhver tid foreskrevne absurditeter,
for når der sidder en rar mand med panderynker derhenne på fladskærmen,
og når man ikke ved, hvad man i øvrigt skal mene om det hele,
så kan man vel godt mene, at man mener det samme som den rare mand med panderynker

den anden verden har løst problemet med erkendelses-uoverensstemmelse
som de fine kalder for kognitiv dissonans, fordi det lyder finere,
ved at tillade tvivl at opstå, spørgsmål at formulere sig, svar at blive afkrævet,
ansvar at blive forlangt og sammenhænge og årsager at blive efterspurgt
vel vidende, at svarene på spørgsmålene ikke kommer flyvende som stegte duer,
at de ansvarlige ikke påtager sig ansvar for den slags,
og at sammenhænge er en by i omegnen af Yakutsk i det nordøstlige Sibirien
hvorfra man kan sejle de næste 1000 km ned af floden uden at møde en sjæl

den ene verden har hyllet sig selv ind i tåger af forløjethed
der blev serveret på en tallerken lige under næsetippen
… og dette er så en særlig fugl, der er fløjet ind fra Slaraffenland
garneret med en særlig grøntsag, der har groet på Månen
hvorefter folkene i den ene verden æder tingesten og udbryder:
hvor smager den da usandsynligvis dejligt

den anden verden har indimellem lidt lovlig svært
ved at få jahatten på fra morgenstunden og henover frokost
siden det er anbefalet at indtage selvdød måge
garneret med rød fluesvamp, skarntyde og hestekastanjer
en populær ret fra det nye trendy global-normalkøkken
… moar, jeg tror hellere at jeg vil have en gammeldags ostemad

Der er serveret

*

Hvis du sad i en konkurrence for æggehoder
og blev bedt om at finde fire ord, der beskrev,
hvad der er galt med den her verden,
hvad ville du så svare?

Der er ikke så meget at rafle om dér:
fejhed, dumhed, korruption og hykleri,
fire ord, der trækker alle synonymer for sig selv op med rod.
Jeg springer det femte ord, misundelse over, for det falder i en særlig ond kategori.

Enhver person, der har indflydelse for tiden som politiker eller journalist
eller meningsdanner med det blå stempel fra de store grå skyggekabinet,
der kører showet i disse for vor klode så klamme tider,
falder i en af de fire kategorier – mindst.

Man kan både være fej og korrupt på én gang,
en fej hykler synes at være det mindste problem,
eller fej og dum og muligvis også korrupt og dum,
og man kan muligvis, hvis man gør sig umage, være alle fire på én gang.

Vi har alle et touch af det hele indimellem,
for hvem har ikke begået en dumhed, hvem har ikke stukket halen mellem benene,
hvem har ikke i en snæver vending pudset sin glorie, hvis den var lidt støvet,
og hvem har ikke været til falds for at benytte en situation til egen fordel?

Det er ikke det, jeg taler om.
Jeg taler om mennesker med indflydelse og position,
der har sat lortet i system, der har det som et princip,
der med andre som gidsler springer deres hjemmearbejde over,
raver til sig af godbider og privilegier, træffer beslutninger der ødelægger menneskeliv,
stikker af fra regningen og tisser i bukserne, når der bliver knurret ude fra baglokalet
i det store grå skyggekabinet – alt imens de foregiver at være dydsmønstre 
med den allerstørste og helhjertede bekymring for almenvellet.

Jeg taler om mennesker, der er gode til at dække sig bag den immunitet,
de bliver tildelt, når de indtager et betroet hverv,
en tillidspost hvor det ligger som en præmis,
at man skal yde tjeneste til det samfund og de mange mennesker,
der har betroet hvervet og posten til dem – 
og som det øjeblik, de sidder trygt i stolen,
agerer som om, de fuldstændig har glemt, hvad de skrev under på.

Jeg taler om, at verdenskrisen ikke er en økonomisk-finansiel krise,
ejheller en politisk krise, en klimatisk, en klinisk eller en kinesisk.
Krisen er moralsk (hvis du vil snakke romersk) eller etisk (hvis du vil snakke græsk).
Og hvis du er til en tredje slags snak, så er det en spirituel krise.

De typer, der har været så gode til at møve sig på plads,
og som har set demokrati som en karrierebane og ikke som en æressag,
har ikke det moralske format, der reelt hører til hvervet.

Den eneste undskyldning for typerne, jeg kan komme op med,
og så skal jeg også strenge mig gevaldigt an og se det helt fra distancen,
er at hvervet i sig selv og selve demokratiet som præmis
nu også er korrupt – det forventes af en politiker eller en journalist,
at de mishandler deres metiér, og at de har fuldt lov til at svindle,
rave til sig, skikke en plade og ikke bare i ny og næ men hele tiden,
dukke nakken og løbe fra regningen. Det er da sådan, man gør, er det ikke?

*

NGO – Non Governmental Organization – lyder det ikke fint?

Straks får man glansbilleder på nethinden med en hær af selvopofrende idealister, der af deres gode hjerte og bedste intentioner udfører frivilligt arbejde derude i marken for at hjælpe den nødlidende menneske med at … frelse sig selv.

Virkeligheden er desværre en ganske anden. Det kan koges ind til ét ord: udenomsparlamentarisme. Eller om man vil: utidig indblanding i statslige anliggender for egen vindings skyld. 

Og hvem er den ‘egen’ med efternavnet vinding? Man behøver blot at se på, hvem der spytter penge i de 1000-vis af NGO-organisationer, der operer derude i marken – en bag skriveborde derhjemme på parcellen. Follow the money, qui bono? Det er såmænd ingen andre end de sædvanlige mistænkte: de multinationale, globalisterne, milliardærklubberne. 

Og NEJ, milliardærklubberne er ikke godartede mæcener, der i bondeanger over deres stjålne milliarder har besluttet sig til at søge aflad og syndsforladelse. Når de investerer i NGO’ismen, så er det som den blålige væske, man hælder i sin vaske- eller opvaskemaskine for at forhindre forkalkning: blødgøringsmidlet

Horderne af hjernevaskede nyttighedsidioter har som formål – uanset om de har kendskab til formålet eller ej, eller uanset om det svarer til det formål, som de selv mener, de har – er at blødgøre regeringer og nationer derude og gøre dem rede for det globalistiske overtag. De er den hær af blødgørende bløddyr, der skal sive ind som enzymerne i den Nye Verdensorden og facilitere (elsker vi ikke bare det ord?) ankomsten af verdensordenen. NGO rimer på NWO.

*

Det er videnskabeligt! – sagde tumpen, der aldrig havde læst en videnskabelig afhandling, studeret en pier-reviewed videnskabelig artikel eller var i stand til at formulere grundprincipperne for den videnskabelige metode.

Der er skam videnskab bag – sagde coachen, mens han slyngede om sig med begreber fra hjerneforskningen som amygdala, neo-cortex, oxytocin og det limbiske system for at appellere til højeste autoritet, mens han var inde og fucke med folks hjerner.

Vi skal lytte til videnskaben – sagde ministeren, mens alle sundhedsfaglige og -videnskabelige udsagn, der ikke harmonerede med det narrestativ, der var aftalt mellem aktørerne i baglokalet, blev tilsidesat. De blev aflyttet, hvilket ikke er det samme, som at der blev lyttet.

*

´… og skal vi så allesammen ikke marchere ud og male byen rød og give den gas hele vejen på dødsruten’´,
råbte hun ud i mikrofonen efterfulgt af klapsalver.

En uge efter blev anklageskriftet offentliggjort:

‘Det skønnes herved, at tiltalte har gjort sig skyldig i offentlig opfordring til ulovlig grafittimaling og massemord og terror i værtshusdistrikter i Indre By og Brokvartererne. Der lægges op til dobbelt straf med to års fængsel, da det ikke er oplyst, hvorvidt malingen er sundhedsskadelig og da der risiko for, at folk kan falde i malerklatterne.’

*

Den sorte dronning er på skideren (3D scene bygget i Blender)
Da de hvide brikker tilhørte Bobby Fischer, må vi formode, at det ikke kun var dronningen, der efterfølgende var på skideren.

Bobby Fischer er bemærkelsesværdig udover at være den måske bedste skakspiller nogensinde. Han blev udnyttet til propagandaformål under Den Kolde Krig – fx under en berømt match på Island mod Gary Kasparov i 1972.
Han brød sig ikke om det, og på sine ældre dage blev han åbenmundet om misbruget.
Det brød CIA sig til gengæld ikke om.

*

Diagnostarium for det herskende segment

Demofobi: 
angst for det uforudsigelige og uregerlige ved det egentlige menneske

Forsamlingsfobi:
angst for at mennesker, når de er i stue og forsamling sammen, udveksler meninger

Ytringsfobi:
angst for at mennesker skal ytre sig på tværs og på trods af det forudsigelige og regerlige

Uafhængighedsfobi:
angst for at mennesker opdager, at de ikke har brug for godkendelse fra Staten for at leve

Individufobi:
angst for at mennesker træder ud af massen og fremstår som et non-divid, en udelelig enhed

Organofobi:
angst for menneskelige fællesskaber, familier, foreninger, nationer, der ikke er dannet af Staten

Psykofobi:
angst for at mennesker har en sjæl, en indre styrke, en emotionskraft, en uantastelig integritet

Infofobi:
angst for egentlig viden og forståelse af sammenhænge blandt mennesker

Historifobi:
angst for, at mennesker fortæller deres egen historie og ikke den ønskede historie

Kailofobi:
angst for menneskelig sundhed, livsenergi, immunforsvar og overlevelseskraft

Handlingsfobi:
angst for at mennesker handler på viden og sætter organiseret handlingslammelse fra bestillingen

*

Jeg vil gerne se dit coronapas!

Javel ja. Kan jeg så til gengæld se dit clamydiapas, jeg føler mig ikke helt sikker på, at du ikke har fået en dårlig, og du kunne godt ligne sådan en, der kunne finde på at rende rundt med den slags, og man kan jo ikke være for sikker i disse dage, og så kan man selvfølgelig ikke være i stue med dig.

Og du derovre, jeg vil gerne se dit spedalskhedspas, for jeg synes jeg kan fornemme en svag tendens til at din næse er lige ved at falde af, og jeg tror godt jeg vil anbefale på vegne af det neonormale politiske korrekthedskor, at du bliver skrevet op til social udstødelse og bliver frataget din rejsefrihed og mulighed for at søge job hos kommunen for tid og evighed.

Og til den lille indfedtede kommissær derovre i hjørnet, så vil jeg gerne se dit certifikat til nytotalitær magtudøvelse, der fratager mennesker liv og værdighed, ødelægger virksomheder og hele erhverv, deres økonomier og menneskeligt samvær. Jeg vil også gerne se dit kørekort til at indføre militær undtagelsestilstand for en sikkerheds skyld, påtvinge et industrielt nanoteknologisk overgreb på den menneskelige genetik og slette århundreders og generationers hårdt tilkæmpede civile rettigheder med et arrogant pennestrøg.

*

En materialist er nødt til hvert sekund i sit liv af fornægte sig eget sanseapparat.

Sansning forudsætter bevidsthed i en eller anden form, selv materialister, nihilister, ateister, positivister og alle den slags istre inklusive minister, register og medister har et sanseapparat, et tankesæt, et mentalt refleksionssæt. Nogle af dem har stadig noget så umaterielt som en samvittighed. Men deres verdensbillede forbyder dem at anerkende det som bevidsthed, for bevidsthed er udnævnt til at være en utilsigtet hændelse, et affaldsprodukt af biokemien, en bivirkning af celleaktivitet og nerveimpulser. 

Hele universet er ifølge materialisten én stor bevidstløs utilsigtet hændelse, for der findes jo ikke en Tilsigter. Universet er en maskine, der af uforklarlige årsager i et spontant anfald af tilfældighed eksploderede i et splitsekund, hvorved Intet blev til Alting. Mennesket er et apparat, der i sin bevidstløshed raver rundt i sit biprodukt af formålsløse impulser reagerende på en pavlovsk pølse-på-pind og skinke-i-snor.

Det er lykkedes materialisten af fornægte selve Livet og hengive sig til en abstrakt tanke om en randomiseret, entropisk dødsmaskine – på trods af at den forvirrede stakkel hvert sekund i sit liv befinder sig i sit bevidshedsfelt med konstant kontakt og interaktion med andre bevidsthedsfelter omsluttet af det store generøse universelle bevidsthedsfelt. For NEJ, siger staklen: jeg er bare en møtrik, der triller rundt i en maskine, en samling nuller og ettaller i en binær maskinkode i et kæmpe computerprogram, hvor der ingen programmør findes!

Jeg har et spørgsmål til dig, hr/fru/frøken meterialist. Når du ser dig selv i spejlet om morgenen, siger du så godmorgen til et krøllet, forsovet stykke affaldsprodukt af kemiske processer, eller hilser du med selvrespekt på et levende væsen med bevidsthed? Hvis du er en maskine, som den højhellige videnskab har fortalt dig, og som du flinkt forventeligt har gentaget, hvordan kan du så se dig selv i øjnene i det spejl om morgenen? Er dit afstumpede verdensbillede ikke en fornærmelse af din egen intelligens?

*

Det såkaldt moderne menneske hjemmehørende i et splitsekund af historien bosat på en nanoskopisk del af Verdensaltet er sandsynligvis det eneste væsen, der tror, at døden er udslettelsen af livet. Og det er så langt fra hele den bosatte og hjemmehørende menneskehed, der tror dette. Samtlige livsformer omkring denne parantes i den menneskelige historie udlever en benægtelse af dødskultens dogmatik og lever, som om livet aldrig ophører.

Så hvad er mest troværdigt – repræsentanterne for parantesen eller Verdensaltet?

*

Goethe havde en flabet bemærkning om sin samtid, eller snarere umiddelbare fortid. Han kaldte Oplysningstiden for en revolution i en pissepotte. Et andet udtryk ville være en rationalitetskult.

Rationalisme er blot endnu et synonym for denne småtskårne fornuftsdyrkelse, der startede parantesen i verdensaltet. Paradokset er, at rationalismen banede vejen for alle mulige former for destruktiv irrationalitet. Når man benægter halvdelen af det menneskelige væsen, så perverterer den udstødte halvdel og hævner sig på udstøderen.

Rationalitet er det fine ord for fornuft. Men der findes et sammensat begreb, der hedder sund fornuft. Hvilket mere end antyder, at der også findes usund fornuft. Det var den, som Goethe gjorde sig morsom over.

Den usunde fornuft lever i et reduceret abstraktions-univers. Ratio er et begreb for målbarhed. Det kaldes også for nominalisme eller positivisme. Det har givet afsæt for den videnskabelige materialisme, der ikke længere anser mennesket for et menneske. Hvilket muligvis ikke er helt sundt.

*

Til John Mogensen

[Omkvæd]
Der er noget galt i Danmark
Folkestyret har det helt ad helvede til
De, der loved guld og grønne skove,
gør nu bare som de vil
Folket er en by i Rusland
Gulag er et sted, du kommer til
Styret er et tekno-klepto-
ny-fascisto-ansigtsmaskespil

[Vers 1]
Før var der mening og maling
og multimange møller, der malede mel
Nu er der nedlukket nedtrykning,
ned og skrabe bunden på den tredje fjerdedel
Før var der liv hen ad gaden,
butikkerne var der, hvor man gik ud og ind
Nu bærer de gasmaske, mundkurv,
og fodlænke fordi …

der – er – vist

[Omkvæd]
noget galt i Danmark
Folkesjælen har det helt ad helvede til
Medier og politikere har solgt din krop
og sjæl og mer og til
Skide være med folkesundhed
Folkesandhed folke-ve-og-vel
Neo-nazi-stasi-staten
anbefaler: Gør det mod dig selv!

[Vers 2]
Før var der gøren og leben
og fødselsdag og bryllup for folk og for fæ
Nu er der aflyst, for mormor må
ikke længere få besøg af børnebørn og kræ
Før var der byliv og landliv og menneskeliv
og liv for de store og små
Nu er det nye normale
at livet går i stå

for – der – er 

[Omkvæd]
noget galt i Danmark
Folketinget gør det helt ad helvede til
Statsmedisterpølsen er klædt af
til pølseskindet, om du vil
Skide være med landets love,
nu er globalismen højt på strå
DERES fede tegnedrenge fyldes op,
når vores går i stå

Der er noget galt i Danmark
Folkestyret har det helt ad helvede til
De, der loved guld og grønne skove,
gør nu bare som de vil
Folkemorder-folkevalgte 
falskespiller-taskenspilleri
Folkerøver-Kardemomme-lovelove
må nu klappe i!

[Outro]
Ja, gu’ må de så!

*

De byggede en algoritme
Og det var ikke, fordi de ikke havde andet på hylderne
Isenkram, du ved
Korps, hære, styrker, afdelinger
Gear af metal til at holde dyrene både inde og ude
akkompagneret af vedholdende henholdende bemærkninger
til at holde folk for nar

De byggede en algoritme
Og det var ikke, fordi de ikke havde maskiner,
der kunne sige både tju og bang
og lave teaterrøg og slå gnister
Men hvis man kunne få usynlige og uhørlige tal 
og urørlige bogstaver inde i maskinen til at gøre det samme,
hvorfor så al den råben bag tremmer og svineri på slagmarker?

De byggede en algoritme
Og det var ikke, fordi de ikke havde love og forordninger
og hele rytterier til at betjene paragrafferne
med samt rengøringshold i sikkerhedsdragter til at rydde op efter festen
Men hvis man nu kunne få en kodesnas på et par tusinde linjer
til at gøre den samme skade på menneskelig velfærd,
hvorfor så spilde krudt og røg og middelalder på det?

De byggede en algoritme
Og det var ikke, fordi, de ikke havde kommunekemi til det samme
Men som de siger deromme i skuret med de røgfarvede glas:
Det ene udelukker jo ikke det andet. 
Og hvad de dog ikke har af nymodens stads
Tænk engang, en algoritme, der både kan føre bogholderi, læse tanker,
udføre en razzia og skille skæg fra snot, det er dog noget at regne med

De byggede en algoritme
Og det var ikke, fordi tanken var ny
Det var bare en ny måde 
at udøve den samme gamle udåd på
Nu findes jeg, nu findes jeg ikke – simsalabim og alakazam
abrakadabra og hokuspokus, du kan ikke bevise noget, 
for det har algoritmen sørget for, mens katten gør æg

De byggede en algoritme
Og det var ikke, fordi de ikke havde andet at tage sig til
Det var fordi, når de nu alligevel havde brugt så mange linjer kode
på at skabe styresystemer, databaser, managementskabeloner
DJØF’okratiske regnearksmodeller og manipulerede årsregnskaber,
hvorfor kunne de så ikke putte hele den hujende menneskehed ned
i ÉT KÆMPESTORT COMPUTERSPIL, som DE havde uploaded?

uwuiip brrab uwiib
lyder det nede fra kæret, 
det snart udtørrede vandhul i bunden af marken
hvor pileskoven står og prøver at drikke det hele
Som så mange andre kræ har den fået navn efter den lyd, den laver,
viben uwiip

I det allerseneste forår er der stadig en fornemmelse af, 
at vinteren kun lige er slut
Er det det forsømte forår, det fortabte forår, 
det fordømte forår, der maskerede forår,
er det den aldrig afsluttede forbandede vinter,
som mørkets magter lovede os?
Hvor alting skulle lukke sig op, blev der lukket ned og lukket ude

Måske er det et prøveløsladt forår med fodlænke og passerseddel
de fortryktes forår, de samtykkendes sammenbidte forår
forår for både Hitler, Stalin og statsministeren
Rapporterne begynder at ankomme
Den højt besungne opreklamerede substans,
der skulle flyde frejdigt og frigørende i vores biologi,
er som en stor træhest på hjul,
der i sit indre gemmer på en dødelig hemmelighed

uwuiip brrab uwiib
den flaksende flyver er ganske ubekymret 
om det stykke unatur, der med snigende 
og dog larmende støvletramp er ankommet til menneskenes boliger
og hvorfor skulle den dog bekymre sig om det?
den har altid holdt en tilpas social distance til disse væsener
og deres knurrende maskiner, der sprøjter stinkende væsker udover markerne
En dødskult har ingen relevans for kærets forårs- og sommerbeboere

*

Det er på en måde som at sidde foran et hav
det fuldvoksne græs, modnet med sprængladte aks
Ikke tungt som kornet, dets kultiverede slægtning
men let og luftigt, som vinden der får det til at bølge

Det står ikke mange dage endnu,
før det fældes af et motoriseret segl,
høstmanden har sat strøm og benzin til det ældgamle ritual,
der sørger for, at fårene i vinterstalden har nok at gumle løs på.

Som Græs er Menneskets dage, 
han blomstrer som Markens Blomster; 
når et Vejr farer over ham, er han ej mere, 
hans Sted får ham aldrig at se igen.

*

Roms forfald. Roms undergang. 
De har prøvet at forklare, bortforklare, klarlægge og alt, hvad man kan ønske sig.
Mnjaa, det var økonomien – hvilket det var – det var størrelsen – hvilket det var
det var de skide barbarer – hvilket det selvfølgelig var, for de havde skæg og deraf navnet.

Men når dagen er omme er der kun én forklaring.
Denne forklaring er imidlertid ikke en, der huer historikere.
Historikere er en særlig tjenstvillig klasse af skriverkarle,
der får penge for at beskrive fyrstens herligheder 
og alle de krige, han førte for at kunne plyndre sine ligeså fyrstelige modstandere,
så han kunne få råd til at føre den næste krig.

Forklaringen huer ikke Imperiets beundrere og arvtagere.
Det går dem for nær, det rammer et svagt punkt af pinlighed i deres almagtsfølelse.
Det minder dem om, at også Imperiets dage er som græs,
og vel blomstrer det som markens blomster,
men et vejr vil fare over det, og pludselig er det ikke mere.

Hvad taler du så om, du skriverkarl, der ikke får penge for det
men gør det helt af egen vilje og motivation?

Det er det, jeg taler om – vilje og motivation.
Den romerske hær bestod af professionelle lejesoldater.
For dem galt det om at udføre deres arbejde, så de kunne nå hjem til aftensmad.
Hvad kan en hær af kontorpersonale i rustning stille op
med og mod en hær af barbarer, der kæmper for,
at deres landsbyer ikke bliver brændt ned,
deres koner bliver voldtaget og deres børn bliver solgt som slaver,
og som ikke har en bagkant med en boblende kødgryde?

Vor tids Imperier har oplevet det gang på gang.
De bukkede under ved Stalingrad.
De måtte opgive ævret i den vietnamesiske jungle.
De kørte død i den afghanske ørken.
Holder de af at høre historiens uforfalskede lektie?

De opgav i de støvede landskaber i Syrien.
De bliver aldrig budt velkommen i den libyske ørken igen.
Deres udåd huskes af egyptere, yemenitter, sudanesere,
iranere, irakere, ukrainere, libanesere, palæstinensere.
Ønsker de mon, at de nedslagtede får et talerør?

Lejesoldatens motivation kan aldrig matche hans ofres motivation.
Ingen udrustning, intet våbensystem, 
ingen pengstrøm op i endetarmen på maskinen
kan nogensinde hamle op med den vilje,
den underkuede menneskehed er umistelig ejer af.

*

Har du hørt lyden af solnedgangen?
Hvad taler du nu om, du fortænkte skriverkarl?
En solnedgang er noget, man ser på, ikke noget man lytter til.

Det skal jeg fortælle dig, du forgabte læserven.
Jeg taler kun yderst sjældent om noget, du ikke kan gå efter i sømmene.
Jeg kan kun bifalde, hvis du tænker, at du vil høre det, før du tror det.

Alle lyde forandrer sig i solnedgangens øjeblik.
Vi taler måske om et øjeblik på fem-ti minutter,
men kun et øjeblik i døgnperspektiv.
Det har lige fundet sted, hvor jeg sidder.
Datoen er 16 juni, lokationen er Sydsjælland.
Klokken er nu 21:55, og det skete mellemm 21:40 og 21:55.
Hele fuglemenageriet skruer tydeligt og hørbart ned, 
kun en enkelt solsort er nødt til at markere,
at den trods alt er en solsort. 
Dens klangrum er en demo på, at alle de andre har forladt scenen.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.