Operation surrøv
En af de mest betænkelige sider af den bølge retfærdighedsporno, der kører over verden, er dens UDTALTE MANGEL PÅ HUMOR.
Definition 1
Humor er evnen til at træde et skridt tilbage fra sig selv i situationen og se den, hvorved forlorenhed fremstår, som hvad det er.
Definér definér: at afgrænse. Det er lidt farligt at forsøge at afgrænse det grænseløse. Men vi gør det alligevel, for ikke at gøre det er ubrugeligt.
Det vil altså sige med Definition 1, at man er nødt til som udgangspunkt at se sig selv lidt skævt fra siden/bagfra, før man kan se alle projektionerne af sig selv, derude. De bedste komikere er de største selvironikere. Det var derfor, at Kasper Christensen aldrig blev den helt store komiker, for han satsede for meget dengang på pranks, udlevering af andre på andres bekostning og tæskeholdet og alt det hejs – og hvor blev han i øvrigt af? Komik uden selvironi er dømt til bortgang. Det er samtidigt derfor, at Anders Mattesen stadig er sjov i dag – han har et større projekt end bare at fede sig over andres latterliggørelse. En af de helt store komikere derude, George Carlin, kørte showet til han nærmest faldt om på scenen. Han beviste samtidigt – han var bestemt til det venstreorienterede – at humor ikke handler om korrekt selvretfærdighed. Han havde absolut intet imod at fremstå som lidt af en gammel gris, men folk faldt ned af stolene af grin over det, fordi han turde være ved det. Han lod det bestemt gå ud over andre, men han glemte aldrig selvironien.
Humor er imidlertid en menneskesag og ikke en sag for professionelle komikere. Wokeness-kulten, retfærdighedspornograferne ved det, og de frygter dens power. Humor er i stand til at punktere enhver selvhøjtidlig spade, der stiller sig op og argumenterer for et-eller-andet politisk korrekt nonsens. Det er – for at vende tilbage til den professionelle komik – at komedie og satire er i en generelt sørgelig forfatning for tiden – it sucks! Retfærdighedskulten har kuppet den og gjort den til et politisk våben i retfærdighedspornografiens tjeneste. Man SKAL være til venstre, hvis man vil have job som komiker i dag. I England er man nødt til at lave særlige stand-up scener og -events, hvis man skal fyre jokes af om de selvretfærdige. Ukorrekt satire er cancelled. Det er derfor, at det er så sjovt, når ukorrekte komikere som Rick Gervais sidste år til Grammy Awards og Bill Burr i år stiller sig op og trykker den af lige midt i retfærdighedspornografiens – og pornografiens i øvrigt – højborg blandt halelogrende woke’ies i Hollowood og musikindustrien. At se etablissementets surrøv fra øre til øre hvorefter: Du er cancelled! du er socialt udstødt! du er sortlistet! du er berufsverbot’et, du er øremærket til social lynchning! du-du er … er kosteligt og ynkeligt på samme tid.
Men problemet for satiren, når den bliver censureret på denne måde, er at den ikke er rigtig sjov længere.
Politisk korrekt humorforladthed
Husk: begrebet politisk korrekthed er et socialistisk begreb. Det betyder ‘ikke i overensstemmelse med partilinjen’. Et tilbageblik i europæisk historie viser, hvordan humorforladtheden ankom med stats-socialismens ankomst i Østblokken.
Det ligger muligvis nok til det slaviske sind ikke at rende rundt med et stort smil på. De er alvorlige mennesker, men på den fede måde. De er atutentisk alvorlige. De har en historie, for de har oplevet de humorforladtes totalregime i op til 70 år (Rusland, Polen DDR) og andre steder mellem 30-50 år (Tjekkiet-Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Moldova, Albanien). Ups, kom jeg til at kalde Ungarn slavisk, sorry. Og albansk aner jeg faktisk ikke, hvad er for et sprog – de kalder det selv for shqip og er medlem af de såkaldt indo-europæiske sprog (hvad det så end er for tiden), men de er hverken germanske, slaviske, romanske, helleniske eller keltiske i oprindelse.
Nåmen sidespring – pointen var, at der muligvis også er en historisk-kulturel grund til denne alvor: der var simpelthen ikke noget at grine af under statskommunismen. Og i øvrigt var det forbudt at grine af noget. Hvilket de så gjorde alligevel, men de sørgede for ikke at gøre det offentligt, for så kunne de ryge i fængsel for det. Kommissærvældet er nødt til altid at gå rundt med et surt fjæs, for ellers ville de dø af grin over deres egen absurditet. Og befolkningen blev nødt til at gå rundt med en maske på, indtil de følte sig i sikkert selskab.
Definitioner 2
Humor er liv og humor er menneskeligt.
Et dyr kan ikke være humoristisk, for det har ingen selv-distance, det reflekterer ikke, det forudser ikke noget i fremtiden, det grunder ikke over sin fortid. Dyr kan være sjove, legesyge, drillesyge osv. men det har ikke noget med humor at gøre.
Hvis man fjerner humor fra ligningen: menneske, får man umenneske.
Sagde du maske i øvrigt …?
Kommissærvældet i Østblokken var en krig mod det livfulde menneske. Det var en totalistisk underkuelse af alt det, der skabte det gode menneskeliv. Det var ikke noget at grine af, så derfor måtte der overhovedet ikke grines.
Som ung rejsende i Ungarn i 80’erne før murens fald – fik jeg at vide, at der var to forbudte typer af vittigheder – som folk selvfølgelig og af samme grund elskede: russervitser og politivitser. Den besatte Østblok og frem til i dag har et belastet forhold til russere, for de repræsenterer det 20. århundredes mest modbydelige besættelsesmagt og påtvungne styresystem, selv efter at de har smidt deres egne despoter på porten. Politiet i et totalitært styresystems var altid repræsentanter for den samme besættelsesmagt.
Operation Surrøv
Her kommer så den dårlige nyhed. Kommissærvældet er vendt tilbage, denne gang i Vestblokken. Vestblokkens mennesker har været vant til simuleret-postuleret frihed. Eller vi skulle måske sige: frihed under prøveløsladt observation. Sydeuropa har oplevet fascismen, Tyskland har oplevet nazismen. Middelalderens Europa har oplevet kirke og kongemagt med feudalismen, den agrare slavestat som fællesnævner – netværket af monarkier og fyrsteslægter + deres opkomlinge, ny-baronerne. De fine og de magtfulde havde folk til det hele, inklusive at plyndre løs på hinanden og lade sig nedskyde på slagmarkerne.
Ikke så snart, feudalsamfundet var afskaffet, indfandt det nye slavesamfund sig med industrialismen. Stavnsbåndet blev ophævet for dernæst at blive afløst af lønarbejder-slaveriet og senere forbrugerismen og gældsslaveriet. I udkantsverden mærkede de ingen større forskel, for stavnsbåndet blev aldrig ophævet i imperialismens protektorater.
Det kan ikke undgås at blive set som et mønster, at frihed for den vestlige civilisation og dens civilister mere er undtagelsen end reglen.
Ikke alene er kommissærvældet vendt tilbage. Feudalismen og imperialismen er også vendt tilbage. ALT det, vi troede tilhørte en uoplyst og barbarisk fortid, er vendt tilbage – with a vengeance = på hævnerisk vis. Hvad hævner de? De hævner for alle de gange, folk spændte ben for dem derude og derinde. Så meget had, misundelse, grådighed og nidkærhed – og så lidt humor.
Definitioner 3
Humor er ikke eskapistisk. Hvis det er eksapistisk, er det ikke humor.
Magten frygter humor, fordi det er ORDET. Ordet er stærkere end våben af jern –
eller hvad de nu laver våben af i disse tider.
Humor klæder Kejseren af, så han står i bar røv –
og det bliver ikke mindre morsomt af, at Kejseren ikke selv har fået øje på det.
Alvor og selvhøjtidlighed er ikke det samme – det er diametrale modsætninger.
God humor er en alvorlig sag.
At skabe sig åndsvag er ikke det samme som humor. Det er bare barnagtigt.
Psykopater besidder ikke egentlig humor, for så ville de opdage, at de er … psykopater.
Så kommissærvældet vendte tilbage. Eller også forlod de aldrig scenen men dukkede blot nakken, mens de pønsede på deres gloriøse come-back. Disse folk, disse globalistiske styregrupper tænker og opererer ikke som du og jeg. De tænker ikke her-og-nu, de tænker ikke engang i 5-årsplaner, som to af deres historiske organer, Sovjetstaten og EU(SSR) kører. De tænker i århundreder! Det, vi ser blive til grim virkelighed i dag, har været i deres pipeline i 100-150 år.
Humor er bestemt ikke deres stærke side. Verden er blevet styret i udslagsgivende grad af psykopater – der ikke besidder egentlig humor. De er uden tvivl i stand til at fyre en eller anden morbid sarkasme af under deres møder i det store baglokale, men de er – som de psykopater eller designer-sociopater om man vil – fuldt overbeviste om, deres gode sag = det nødvendige onde = den ædle løgn. De har ingen selvdistance = humor.
Definitioner 4
Humor er guddommelig (Karen Blixen).
God must be a Boogieman (Jonie Mitchell).
Man må se det hele såen lidt fra oven (dansk revyvise).
Komedie er langt sværere end tragedie (citat: skuespillere der har gjort sig i genren).
Den der kun ta’r spøg for spøg og alvor kun alvorligt,
han har nok forstået begge dele lige dårligt (Piet Hein).
Så meget har psykopaterne i styregruppen forstået: at humor er en alvorlig sag. De forstår den ikke helt, men de forstår, at der er nogen derude, der forstår den i selskab med hinanden og derfor er i stand til at bagtale dem. Det gør dem rasende. Derfor blev satire infiltreret med politisk korrekthed eller gjort til harmløs fjolleri. Egentlig satire – og den findes stadig derude – er bidsk. Man skal blot lede efter den. Forudsigelse: den vil trænge igennem og ramme magthaverne, de humorløse despoter som en boomerang.
De troede, de havde den under kontrol. De mente, at når deres folk nu sad i diverse nævn og råd og bestyrelser og organisationer og virksomheder, så var den uhellige grav vel forvaret. Forældrene var nu til at trykke hengivent-opgivent på en knap og glo på forbrugshumor med Linje 3 og Cirkusrevuen, og de unge gloede på hjernedøde udslip fra de sociale medier, hvor jævnaldrende skabte sig åndsvage, hvilket de mente, var humor – det var det så ikke. De politisk korrekte, the woke’ies, lod sig nøje med hån og karaktermord på lette ofre og lavthængende hade-frugter som Rasmus Paludan, der allerede havde serveret sig som en parodi på sig selv i den tro, at forhånelser og karaktermord var en form for humor – det var det så ikke. Det var henholdsvis tandløst, åndsvagt og nedladende, men det manglede biddet.
Humor er, når du befinder dig midt i en absurd verden med absurde udslip gjort af absurditeter udstyret med to ben og noget, der kunne have været en menneskehjerne … og er nødt til at slå dig på låret af grin over det. Som tænkende menneske har man som minimun i det forløbne år (2020-21) været nødt til at væbne sig med humor over den farce, som de kalder for en pandemi. Farcen består ikke i, at en eller anden årligt tilbagevendende forkølelse har været medvirkende til som dråben i bægeret at få folk med en gennemsnitsalder på 82 til at stille træskoene. Farcen har bestået i det, som et sammenrend af enten (vælg selv) snotdumme, duknakkede eller korrupt-ondsindede-magtliderlige politikere + en stak medier iført de samme adjektiver har budt befolkningen. Farcen er politisk og medieskabt.
Definitioner 5
Man ved ikke, om man skal le eller græde.
At ‘væbne sig med humor’ er nødvendigt i tider med for meget sur røv,
hvis man ikke vil dø på absurditeternes slagmark.
Humor og musikalitet er beslægtede. På engelsk hedder det ‘amusement’.
Djævelen er en dårlig musikant (Martin Luther).
—– o —–
