maj -24

Undergang

det er maj -24, og Jorden er ikke gået under endnu,
omend skal vi da lige love for, de har forsøgt
dem som vi ikke ved så meget om,
andet end at de efter eget sigende regerer hele verden,
og hvis hoveder er skruet sammen
som noget, der ligner løgn

hvilket det for så vidt også er
men bare ikke på den måde,
for når man lever på en løgn
kommer man til at dø indhyldet i samme løgn,
som når man lever ved sværdet
og kommer til at dø ved sværdet

det er maj -24, og overgangen er slut,
og de har slagtet den røde tyr på tempelbjerget,
og det kom der ikke så meget ud af
og de har påkaldt det Store Intet
ved ziguraten i Ur,
men Intetheden udeblev

hvilket for så vidt var forudset
men bare ikke på den måde,
de mente, det stod skrevet,
for når man læser,
som Fanden læser Biblen,
kan det kun gå ad Helvede til

det er maj -24, og Himlen drejer stadig om Jorden,
omend, skal vi da lige love for,
der blev drejet på diverse knapper i kontrolrummet,
med befalinger om begåelse
af morderiske handlinger til påkaldelse
af den Store Intethed, der aldrig ankom

hvilket for så vidt lå i kortene,
og hvorfor korspillerne ikke var i stand til at læse det,
er lidt af en sphinxens gåde,
men indbildningens kraft er som bekendt stor,
og vanens magt for de, der er vant til magtmisbrug,
er stærkere end selv den stærkeste selvopholdelsesdrift

det er maj -24, og solen skinner ad Heckenfelt til,
for det er ubenægteligt, at dens varme stråler
vækker alt til live, der lå og ventede på et indspark
af livfuldhed ovenpå æoner af livløshed
omend, skal vi da lige love for, det ikke blev set på
med milde øjne af Intethedens akolyter

hvilket for så vidt er uinteressant og irrelevant,
for er det ikke på tide af placere fokus på,
hvad menneskeheden har som forgodtbefindende?
og ikke, hvad det selvoptagede flødeskummende topsegment
har tænkt sig at bruge Gazastriben til med al respekt og medfølelse
med stribens indvånere, der var udset som kynismens affald i et perfidt ritual
til ære for en formodet Ba’al og dæmonens formodede tilbagekomst

det er maj -24 og solen skinner, som om den mener det
pipfuglene pipper, som om det var alvor denne gang,
vinden blæser helt hen i vejret, som var den bestilt,
striberne på himlen er for aftagende, så midlertidigt tiltagende, så aftagende,
regeringen spræller i sin egen ble og hopper i sin egen gynge,
og er vi ikke bedøvende ligeglade med hoppegyngeriet?

hvilket for så vidt er et snapshot-stillbillede af verdens gangart
i et ubevogtet total-overvåget øjeblik fjernt fra verdens tæthed,
hvor Magtens blinde øje ikke ser sig selv
men fortsætter ufortrødent udover den afgrundskant,
den havde tiltænkt menneskeheden
i blind tro på egen forgæves fuldbyrdethed

Kan du hjælpe et andet menneske?

Svaret er overraskende og upfront skuffende: Det kan du ikke!
Udgangspunktet er: Det andet menneske kan kun hjælpe sig selv.
For at hjælp kan gives, skal der være et modtage-apparat, en parathed.
Uden parathed er hjælp ikke mulig.

Hvis modtageren er fast besluttet via indbygget programmering i nervesystemet,
at dette og hint ikke kan læres
at dette og hint er udenfor rækkevidde
at dette og hint er udenfor trygheds-zonen
at dette og hint er ubehageligt og besværligt
at dette og hint er skræmmende

så er der INTET, du kan stille op,
for det andet menneske er hjælpeløst ubehjælpsomt.
Som de siger:
Du kan slæbe en hest til truget,
men du kan ikke tvinge den til at drikke.

Hvis du prøver at hjælpe dette andet menneske,
så se det fra sidelinjen. Observér, bedøm.
Er din hjælp en tændsats, og glemmer det andet menneske straks hjælpen og går i gang?
Eller er det andet menneske fuld af lovende udsagn og erklærede intentioner og mundvand?

Mennesker har alle mulige selv-destruktions-programmer indbygget i deres nervesystem.
Mennesker siger alt muligt, som de ikke gør.
Mennesker gør alt muligt, som de ikke siger.
Mennesker ønsker et bedre liv men har i mellemtiden forelsket sig i deres dårligere liv.
Mennesker er fulde af blokeringer, som de selv har skabt,
fordi nogen har sagt, at de selv skulle skabe dem.
Mennesker søger overspring og påskud til ikke-handlen.
Mennesker mener og siger, at en kantsten, en trappesten er som en klippeskrænt.
Mennesker begår selvskade, fordi de abonnerer på en dødskult.
Mennesker søger opmærksomhed via offerroller og er-det-ikke-synd-for-mig.
Mennesker søger et sandskorn i maskineriet til at påberåbe sig dårlige undskyldninger for ikke-handlen.
Alle dårlige undskyldninger i hele verden begynder med ordene: jamen det er også bare fordi at …

Du kan ikke give noget til et andet menneske,
som dette menneske ikke allerede ejer omend i uerkendt form.
Dette menneske skal genkende og erkende sin egen form
og dernæst af egen helt frie vilje vælge at handle på det.
Din hjælp var kun en bekræftelse på et allerede truffet valg.
Når DET valg er på plads, er al mulig hjælp mulig.

Hvis ikke kan du godt glemme ALT om at hjælpe
og se at komme videre med dit liv
i velsignelse af det andet menneskes hjælpeløse ubehjælpsomhed.

Jeg er fornærmet

Jeg er fornærmet, det kan jeg godt sige dig
Du har sagt noget, og nu er jeg fornærmet
Du og dine og en-eller-anden har forsømt
at stryge mig med hårene og sige det, som jeg holder af at høre,
hvilket i dén grad er for dårligt, for enhver må jo kunne forstå,
hvad der skal til for at betjene mit indre bløddyr.

Jeg er fornærmet på egne vegne,
for det er lidt svært at være det på andres vegne,
altså vi kan tale om indignation i ift. overgreb på andres liv og levned,
men fornærmelse er ikke i den boldgade,
det er en anelse mere privatiset, egocentreret,
vi er i sfæren af sippethed, bornethed og blaserthed.

Jeg er alvorligt stødt på manchetten,
for jeg er et sart gemyt, der ikke tåler kritik,
og min mor ville aldrig ha’ gjort dette mod mig
bortset fra, at det kunne hun faktisk godt finde på,
og det var så her, jeg lærte mig selv at være fornærmet,
for hvor vovede hun at opdrage på mig?!

Jeg er forarget, jeg føler mig anfægtet,
det er synd for mig, jeg er en stakkel, der bliver udsat,
det er de andres skyld, det er samfundets skyld,
og ved at beskylde de andre og samfundet mener jeg,
at det må være muligt at påkalde mig så meget opmærksomhed,
at de alle sammen kan se, at jeg havde ret hele tiden.

Jeg er fornærmet, det kan jeg godt sige dig,
du skal ikke kommer her og fortælle mig noget,
jeg ikke på forhånd har godkendt og forudsagt,
for kritik er ikke indenfor min tryghedszone,
hvilket også gælder for selvkritik,
og tror du måske, at jeg er masochist?