Skurke og helte – 16 grundregler

Skurke og helte + 16 grundregler

Der findes helte, og der findes skurke. Javist. Men i en verden, hvor begreber som daglig standard vendes på hovedet i propaganda-øjemed, kan de mest besungne helteskikkelser ved nærmere eftersyn vise sig at være nogle gevaldigt dumme svin. Ligeledes kan de, der konstant er blevet udråbt til at være de værst tænkelige umennesker og fjender af den ganske menneskehed – ifølge udråberne – vise sig at have helt anderledes og nuancerede egenskaber.

Grundregel 1

Propaganda røber sig via stereotypen, sin kategoriske firkantethed og sin tegneserieagtige mangel på nuancer.

Vi kunne derfor have anlagt den modsatte synsvinkel: Når helte bliver til skurke. Vi kunne se på de skikkelser, der er blevet glorificeret via propaganda, og pille glorien af dem ved at grave ned i deres beskidte undergrund.

Vi har ofte i Paradigmet set på de skikkelser, der er dyrket som helte af de, der har fået lov til at skrive vores historie i Vesten. De har i forbløffende høj grad vist sig ikke at leve op til deres højt-besungenhed. Men hvad med alle skurkene? Det kunne være interessant at foretage et tanke-eksperiment. For hvad nu, hvis deres skurkestatus ved nærmere eftersyn viser sig at være fremkommet ved, at de anfægtede Magten og Magtens fuldkommenhed?

I det følgende vil vi se på skikkelser af både høj og lav profil. Skikkelser, der alle har fundet anvendelse som ikoner, fortællende billeder om den absolutte ondskab, som vi alle bør afsky, foragte, frygte, hade, forfjendske og umenneske, nu, som dengang, og i al evighed, Amen. Det er meget interessant, dette her. Hvis vi i årevis på daglig vis har studeret Det Store Propagandaprojekt = Den Store Løgn om det 20. århundrede, der indkapsler alle tiders løgne om hele menneskehedens historie, så har vi stensikkert udviklet et Bullshit-O-Meter. Hver gang fjende-skurkebilleder bliver smidt i hovedet på os, lyser en stribe røde lamper.

Grundregel 2

Stereotyperne røber en hensigt allerede i den måde, de præsenteres på.
Og det er en hensigt uden rent mel i posen.

Vi skal se nærmere på følgende skikkelser, der alle er blevet udskreget som skurke:

Vlad Tepes
Rasputin
Nicholas II
Adolf Hitler
Richard Nixon
Slobodan Milosevic
Mahmoud Ahmadinejad
Moammar Gaddafi
Vladimir Putin

Vi kunne også have set på:

Otto von Bismarck
Chiang Kai-shek
Kejser Hirohito
Bashar al Assad
Rodrigo Duterte

Fælles for alle ovennævnte skikkelser er imidlertid, at de er blevet og stadig bliver anset som ægte lederskikkelser med folkelig legitimitet, og at de som historiske eller nulevende skikkelser er blevet dæmoniseret, karaktermyrdet og udstillet som hadeobjekter, hvilket bør aktivere Bullshit-O-Meter’eret og som minimum anspore til kritisk tænkning … for den tænkende.

NB! Hvilket hverken er ensbetydende med hyldest eller had. Altså: var personen Adolf Hitler en god eller ond person? Han er ikke en af mine personlige venner, med det er er uinteressant og irrelevant, hvis man er seriøst interesseret i at forstå menneskelig historie. Men det er selvfølgelig dybt interessant og relevant for de til enhver tid herskende propagandister, der altid har forsynet os med de fjendebilleder, som de forsøger at holde i live så længe som muligt.

Grundregel 3

Når vi bliver forsynet med fjendebilleder og dæmoniske skikkelser, de store skurke, er det fordi disse vil blive brugt som påskud for et overgreb og efterfølgende for en legitimering af, at overgrebet fandt sted.

Fælles for ovennævnte skikkelser er ikke, at de nødvendigvis er the good or the bad guys. Det ville for det første være uinteressant og for det andet en kopi af de memes, der er blevet dem selv til dels. De er alle sammensatte personer på godt og ondt, som ethvert menneske, der ikke er født som en helgen. De har alle stået i vejen for magtfulde personers drøm om endnu mere magt, end de folk og nationer, som disse personer repræsenterede. Men læg også mærke til, at disse skikkelser havde ægte legitimitet, i modsætning til deres erklærede fjender, hvis magt i næsten alle tilfælde er illegitim. Det skal blive uddybet. De er dernæst alle sammen overgået i historien som mørke skikkelser – historien, der som bekendt er skrevet og præsenteret for os af deres fjender, og sjældent deres egne. Medmindre deres egne er blevet slået så kraftigt i hovedet, at de ikke turde eller evnede andet.

Nogle af dem er blevet helt eller delvist renset for Imperiets propaganda. Det gælder de tre skikkelser, vi skal se på. Med Imperiet menes her det imperium, som de stod i vejen for og blev en skydeskive for. Vi skal i det følgende se, omend antydningsvist, for vi kan ikke genskrive deres biografi og hele historien omkring dem, hvordan hele billedet kan forandres, hvis man tager kritiske briller på overfor Imperiets version.

Grundregel 4

Når de ‘relativister’, der i dag vedligeholder stereotyperne, skal karakterisere deres skydeskiver (‘Du kan ikke tale om godt og ondt, for alt er jo relativt’ … akkompagneret af et forarget, nedladende fnys), bliver de lige pludselig til absolutister, deres udsagn skal for alt i verden ikke relativiseres.

Er det ikke morsomt!? Og er det ikke også morsomt, at absolution betyder syndsforladelse? For det er jo det, som syndebukken skal give. Det er igen det okkulte offer, det kabbalistiske ritual, hvor enhver udåd ved en magisk handling bliver overført til selve offeret i udådens øjeblik. Det er det sabbatæiske hokus-pokus, hvor alt vendes på hovedet, og offer bliver til bøddel og omvendt. Her er det morsomme for længst ophørt.

Grundregel 5

De mørke skikkelser har til formål at dække over noget, der for alvor må betegnes som mørkt.

Alt det mørke, der har samlet sig i århundrederne, er mørke ovenpå mørke. Men der skal blot en smule lys til, før mørket begynder at føle sig ubehageligt tilpas. Ligesom vampyren ved dagslys, det første ikonbillede på listen.

Vlad Tepes

Prins af Vallachia (1428/1431–1476/77). Hans imperiale modstander var det Ottomanske Rige. Ottomanerne har altid anset Balkan som deres domæne. Det samme har det Russiske Kejserdømme, for der var tale om slaviske folk, deres små brødre. Det vil sige undtagen nuværende Rumænien, der dengang bestod af fyrstendømmer som VallaciaVallakiet og Transsylvanien, og befolkningen var ikke slaver, men efterkommere af dachiere. Sproget var forgængeren for det, som romerne senere hævdede var deres opfindelse. Ungarerne er for øvrigt heller ikke slavere.

Den vallakiske prins var opdraget af ottomanerne, og han kendte alt til deres stil, og derfor også deres svagheder. Derfor kunne han sætte sig op imod dem, med den særlige sans for psykologisk krigsførelse, hvor han så at sige lagde grunden til myten omkring sig selv. Javist, han var Vlad, pælespideren. Da den ottomanske sultan Mehmet II’s enorme hær på 150.000 mand i 1462 krydsede Donau, fandt de kun forladte landsbyer (den brændte jords taktik). Da de ankom til Târgoviște, nord for nuværende Bukarest, fandt de hovederne af deres kammerater plantet på pæle langs vejen. Allerede her besluttede dele af hæren sig til at desertere. Senere blev de udsat for magisk teater midt om natten med ulvehyl, galloperende heste med fakler i halen og andre gysereffekter. Sultanens hær besluttede sig til at trække sig tilbage fra Vallakiet.

Vallakiske ryttere stormer sultanens lejr i et dristigt forsøg på at tage ham til fange.
Der er en ret slående parallel til hændelsen i år 9, hvor velorganiserede germanske stammer totalt udraderede de romerske legioner i skovene omkring Teutoburg (udtales tøutoburg) i nuværende Sydtyskland. Man kan forestille sig, hvordan de gennemblødte romerske legionærer har pisset i bukserne over synet og sikkert også lyden af krigsbemalede, langhårede og skæggede vildmænd med seriøse våbenskills, for de havde ikke bestilt andet end at bekæmpe hinanden i århundreder, inden en afhopper – og her er den direkte parallel – ved navn ?? brugte sine både organisatoriske talenter og indsigt i romernes krigsteknikker imod dem selv – kombineret med guerillakrigsførelse, kendskab til landskabet og bevidst psykologisk terror. Romerhæren var skabt til at konfrontere lignende hære og var som sådan uhyre effektiv. Men på udebane og i et miljø, de ikke selv havde valgt, viste de sig at være uduelige.

Germanerne var af romerne blevet dæmoniseret. Disse vilde uregerlige barbarer (mænd med fuldskæg), disse primitive stammefolk. Ikke desto mindre var vildmændene i stand til at holde dem fra døren i århundreder. Deres stil blev senere overtaget af vikingerne, der ligeledes vha psykologisk krigsførelse og terror holdt frankerne, det andet Romerrige og briterne fra døren i yderligere 400 år. Romerne dæmoniserede alle deres fjender, og jo større modstand, de ydede, jo større dæmonisering: briterne, druiderne, hebræerne og den messianske bevægelse. De løj om alt, de lystede. Deres eget sprog, deres egen storhed, deres forfinede opfindelser, som de havde stjålet fra folkeslag, de havde udryddet.

Vlad Tepes (Vlad Dracul) lagde sig frygtløst ud med to Imperier: Osmannerne og Den Katolske Kirke. Eller rettere, katolikkerne frygtede ham, for de havde set, hvad han havde gjort ved osmannerne, og han så ikke kirken som sin fjende. Men i et rænkespil mellem romerkirken, den ungarske konge og hans egen bror, blev han smidt i fængsel i 10 år.

Sir Christopher Lee har hygget sig i sin re-make af Dracula fra 1958.

Den dag i dag fremstår han som en folkehelt blandt rumænere. Bram Stokers Grev Dracula er blot et typisk victoriansk misfoster, der afspejler deres hang til okkultisme. Selvom hans hovedfjende var det Osmanniske Rige, så blev han åbenbart posthumt til en dæmonisk skikkelse i Det Britiske Imperium. Man ser for sig okkultisterne i det britiske establishment sidde for tykke nedrullede gardiner i deres victorianske palæer og søbe rundt i alskens betændt sortemagi og Blavatsky-mumbo-jumbo. Dronningen selv dyrkede sin spiritisme halvdelen af sit alt for lange liv. Hele etablissementet færdedes i frimurerloger, der dyrkede en udgave af sabbatæisk Kabbalah. De mænd, der bagte på The Great War, var okkultister. Og minsandten – det er næsten for morsomt – Prins Charles hævder at være efterkommer af Vlad Tepes! Var der nogen, der sagde Hertug Blåskæg (en variation af Dracula-myten) og hustrumord? Eller måske Henrik VIII?

Grundregel 6

Hvad du siger, er du selv. Det er nemt at se splinten i din broders øje, men ikke bjælken i dit eget. Den, som fisen lugte kan, den er fisens ejermand. Det benævnes af psykologer som et stykke patologi ved navn projektion.

Rasputin

Vi ser det andet ikonbillede for os. En vildt stirrende munk med sorte rande under øjnene og sort fedtet hår – iført sort selvfølgelig (ligesom alle ortodokse præster), der med sortekunster forfører og vildleder den russiske tsarina, og dermed også hendes mand, mens han hypnotiserer hende til sex. Seriøst, det er den historie, vi har fået fortalt! Det er vitterlig grundregel 6 i praksis, for de, der fortalte historien, var just de britiske og franske okkultister, de frimurer-sammensværgelser, der planlagde og udførte omstyrtelsen af tsardømmet, den erklærede fjende i det britiske aristokrati. Da Vinterpaladset blev besat, udførte de deres kabbalistritualer. Da Nicholas og hans kone og børn blev tortureret, lemlæstet, voldtaget og myrdet, hvorefter de blev dekapiteret, var væggene oversmurt med kabbalistiske, hebræiske tegn. Perverteret sex er en del af deres ritualer. Det er deres syge hoveder, vi finder indskrevet i historien.

Så hvem var denne Rasputin. Han var såmænd en særdeles fredelig munk fra Sibirien, der allerhelst ville tilbage til sin hjemegn, men som blev overtalt til at blive en stund endnu i regeringsbyen Petrograd, fordi han havde en beroligende virkning på tsarinaen, Alexei.

Hvorfor var han så farlig for folk med visse interesser? Det var han blandt andet, fordi han havde talt imod Ruslands involvering i 1. Verdenskrig. Tyskland var ikke Ruslands fjende, Tyskland var et setup til at være fjenden via Edward VII og det britiske establishment, der i 20-30 år havde bagt på en krig, for at de europæiske storriger skulle ødelægge hinanden, så Imperiet kunne komme til. Dette var den våde drøm for Misundelsens Imperium, der blev til blodig virkelighed i det 20. århundrede. Alene i Indien måtte 50 millioner lade livet pga briternes udsultningsblokade, og det selvom de overhovedet ikke var involveret i 1. Verdenskrig. Et tal, der heller ikke figurerer i britiske historiebøger. Krigen blev hybris og nemesis for Imperiet, der hermed underskrev sin egen dødsdom. Der skulle en verdenskrig til og en Gandhi, før briterne endegyldigt blev smidt ud af Indien. I barnagtig hævnrus rev de Indien midt over i Indien og Pakistan.

Briterne så allerede i 1800-tallet Rusland som hovedfjenden, fordi de var naboer til Indien, og fordi tsardømmet var gået hen og blevet lidt for succesfuldt og fremmeligt. Indien, kronjuvelen i Imperiet, blev regnet som selve forudsætningen for Imperiets overflod. Hvad englænderne, altså sørøver-slavehandler-drugdealer-racist-imperiet ikke har hevet ud af især Indien af ressourcer og skatte, er ubeskriveligt. Lad os gøre et ophold her og se på et verdenskort over alle lande på kloden, hvor det er langt lettere at overskue de lande, som IKKE er blevet overfaldet, udplyndret eller omstyrtet på en eller anden måde af Det Britiske Imperium. Der er kun 22 lande, som de ikke nåede at fucke up! Ikke at de ikke ønskede det, men de nåede det bare ikke! Hvor var det en skam, men så er det godt, at vi har amerikanerne, deres historiske metastase, deres mentale lillebror/muskulære storebror, British Empire 2.0 …

Når man slår Rasputin op i Wikipedia i dag, bliver man mødt med følgende skilt:
The world is in a state of turbulence. Fake news spreads too easily and people don’t know what’s true or whom to believe… og bla-bla-bla som optakt til, at man skal spytte penge i foretagendet. Et udsagn, der er total bunkum, da Wikipedia er ejet og kontrolleret af data-mafiaen, der har ubegrænset adgang til finansiering. Derfor repeterer Wikipedia-artiklen om Rasputin selvfølgelig alle Imperiets historiske spindoktorier, der netop er: fake news, udvidet til fake history + grundregel 6 i praksis (det, du siger …). Wikipedia startede muligvis i en god hensigt, og det er endog muligt, at Jimmy Wales selv troede på det i starten. I dag er Wikipedia ensbetydende med fake info i alle de tilfælde, hvor viden og information berører emner, der har betydning for Den Store Uædle Løgn om virkeligheden og menneskehedens historie.

Grundregel 7

Hvis man fortæller en løgn tilstrækkelig mange gange, som folk hører fra tilstrækkelig mange forskellige kilder, uden at vide, at den stammer fra en og samme kilde, så transformerer løgn sig til til den pure, uforfalskede sandhed. Og det er ganske vist!

Grigori Yefimovich Rasputin stammede fra den sibiriske landsby Pokrovskoye, Tyumen Oblast, nær Turafloden (Dolgaya), der kom ned fra Uralbjergene. Han var en rejsende munk, og i Sct. Petersburg kom han i kontakt med tsarfamilien, der havde stor respekt for traditioner fra det agrare Rusland (95% af landet) og så sig selv som varetagere og beskyttere af traditionen.

Modsætningsforholdet mellem tsaren og en klike indenfor adelen stod i vejen for revolutionen, den kommende udplyndring og statskup iværksat af Ruslands fjender og med de adelige parasitter forankret i frimureri som Femte Kolonne. De var direkte linket op til Jacobinerne fra den Franske Revolution, og hvad de søgte var fuldbyrdelsen af det, som Napoleon nåede at afbryde. Altså simpelt sagt: hemmelige loger som skalkeskjul for kupmageri efterfulgt af landpirateri, slaveri og nationernes opløsning. Så mangler vi bare drughandel, så ind fra venstre kommer Karl Marx og hans udtryk opium for folket. Marxismen/kommunismen var just dette bedøvende opium for folket i den ideologiske forgiftningskrig og det folkemord, der kaldes Den Russiske Revolution.

Opium for folket, i den marxistiske forstand, var alt det, som Rasputin stod for. En for så vidt ubetydelig skikkelse, hvis betydelighed blot bestod i, at han tilfældigvis færdedes i cirklerne omkring tsar Nicholas og hans hustru, og dermed blev udset som et passende ikon for den dæmonisering af tsardømmet, der var optakten til statskuppet/udplyndringen, den Store Destruktion.

Under Karenski’s overgangsregering, efter mordet på tsaren, nedsatte man en undersøgelseskommission kaldt Nødkommissionen, der skulle endevende arkiverne for alt, der kunne miskreditere den tidligere regering. De fandt absolut intet. Bureaukratiet under tsaren var yderst begrænset, og de var højt specialiserede og isolerede i Sct. Petersborg. Der var stort set ikke plads til korruption, som i de forvoksede bureaukratier, vi kender i dagens demokratier og diktaturstater.

Et af de emner, som Nødkommissionen beskæftigede sig med, var netop Rasputin. De blev nødt til at frikende ham for samtlige af de anklager, som smædekampagnen havde fabrikeret: drukkenskab, korruption, hor, sort magi, hypnose, medlem af Kalisti-sekten – altså, alt det, som var spredt via den tids nyhedsmedier, der på mange måder mindede om vor tids ditto. De var den gule presse, og de var købt og betalt til at propagandere for statskuppet/revolutionen, og det handlede ikke engang om Rasputin, men om at tilsværte kernen i den russiske tradition, som var den ortodokse kirke, sammen med tsardømmet. Bemærkelsesværdigt er det, at frikendelsen, der også fastslår, at tsardømmets administration havde udført deres arbejde efter den allerhøjeste standard, kommer fra kupmagerne selv og altså tsardømmets svorne fjender!

Alexander III havde med stort held holdt den russiske adels arrogance stangen, især dem med tilknytning til Romanov-familien. Terrorhandlinger fandt sjældent sted i Rusland under hans styre. Hans efterfølger Nicholas II var en idealist, der ikke troede på en regering, der udøvede vold, for at holde sig oppe. Traditionen var den højeste autoritet for ham. Rasputin, med sit direkte udspring i traditionen og bondekulturen, anerkendte Nicholas’ attitude. Det, vi ser ved statskuppet/revolutionen, er den første generation af teknokrati, hvor teknologi overtager traditionel viden. Bondekulturen bevarer den gamle viden, og teknokratiet, det nye parasitiske oligarki-apparat fjerner sig totalt fra den, mens den lever i deres egen syntetiske virkelighed. I dag er dette stort set fuldbyrdet, men det startede dengang.

En vis prins Felix Usapoff henvendte sig til Rasputin og tilbød ham bestikkelse for at gifte sig med tsarens ældste datter. Historien lækkede, og Usapoff måtte flygte til England. Det er her i 1909-10 via den britiske presse, at historier om Rasputin begynder at cirkulere. Han skulle være en jøde (underlig beskyldning i betragtning af, at hele den russiske revolution var et jødisk projekt), han skulle have en ukontrollabel libido og skulle være alkoholiker. Her er der en adelsmand tæt på tsarfamilien, og hør, hvad han fortæller os! Briterne labbede det i sig, smurte det ud på avisforsiderne, og snart befandt skrønen sig også på forsiden af russiske aviser. Og alligevel fastslår Nødkommissionen også kaldt Den Ekstraordinære Kommission, under Karenski, forseglet under ed af Højkommissionen, at alle rygter var fabrikeret af magtfulde fjender af tsaren.

Blot denne ene passage i sig selv i kommissionsrapporten betyder reelt, at hele det 20. århundredes russiske historie skal skrives om, og at den provisoriske regering var illegitim. Også bemærkelsesværdigt er, at selve formanden for den daværende duma offentligt indrømmede, at det var en frimurerkongres i Bruxelles, der direkte havde opfordret ham til at angribe Rasputin. De russiske frimurere udtalte endvidere, at når Rasputin var væk, kunne ‘reformationen’ af Rusland begynde. Selv BBC, der ellers er et fuldstændig loyalt organ for det britiske etablissement, siger i en dokumentar fra 1990, at det var den helt tidlige udgave af MI6, dengang kaldt The Secret Intelligence Service, der myrdede Rasputin via en af deres agenter Oswald Rainer, der var ansat (havde infiltreret) tsarens palads.

Rasputins grav og hans jordiske rester blev ødelagt under den provisoriske regering. Undersøgelseskommissionen blev herefter sat ind og fandt, som sagt, intet. De konstaterede endvidere, at der ikke var en eneste rubel efterladt, så han ejede med andre ord intet, men efterlevede på strengeste vis sit munkeløfte. Rygtet om hans alkoholisme blev understøttet af 1 person, der 1 gang havde set ham drikke 1 glas sød vin på 1 af sine rejser. I øvrigt støttede han tsar Nicholas’ beslutning om alkoholforbud i Rusland. Politiet skyggede ham i Sibirien i 1910, og så ham aldrig røre alkohol. Mht de vilde sexrygter, udførte politiet ovenikøbet en lægeundersøgelse af hans påståede elskerinde Anne Volve, og konstaterede, at hun var jomfru. Det er et mirakel! Jeg mener, det er sort magi!

Staten fandt sig nødsaget til at donere 500 rubler til kirkesamfundet i Sibirien, hvor Rasputin kom fra, for at kompensere for den skade, de falske rygter havde forøvet. Så når viderebringeren af for længst skamskudte rygter, Wikipedia, hævder, at han var en sekterisk kultfigur, der intet havde at gøre med kirken, har skribenten vist ikke gjort sit hjemmearbejde. Til gengæld går der et andet rygte for tiden: at den sataniske kapellan i den amerikanske hær, den berygtede personage ved navn Michael Aquino, skulle være en flittig bidragsyder til Wikipedia. Interessant.

Grundregel 8a

Den konsekvente benægtelse af, at okkult praksis og sort magi finder sted, (hedengang overtro) er altid et dække over den praksis, som folk i de højeste magtcirkler, selv har. Til gengæld er de ikke blege for at beskylde deres skurke-ikoner for den slags.

Grundregel 8b

Selvmodsigelse synes ikke at være et problem. Når folk først har labbet en skrøne i sig, vil de også labbe dens modsigelse i sig.

Nicholas II

Vi er allerede inde i emnet og ved, at tsarens Rusland blev udsat for et angreb fra sin værste fjende, briterne. Ganske vist kom der både finansiering og invasionsstyrker af primært jødiske revolutionære fra USA, men hovedkvarteret for rænkespillet, the master mind of evil, skal vi finde i kredsen omkring Edward VII og en særlig magtfuld familie i England, der bærer navnet Cecil. For de, der interesserer sig for blodlinier, er denne familie værd at studere. En anden blodlinie, der kan forfølges, er den venetianske familie d’Este. De bliver vagt benævnt som Den Sorte Adel, en noget udefinérbar betegnelse, der sjældent sætter navne på. Herefter via Huset Hannover frem til ingen ringere end dronning Victoria. Heraf hendes søn, Uncle Bernie aka Edward VII, som må regnes for en af de hovedansvarlige for 1. Verdenskrig, og dermed for Folkemordets århundrede. Og for den japansk-russiske krig. Og for den Russiske Revolution. Og for fire kejserdømmers sammenbrud. Og for brugen af det europæiske frimurernetværk til at videreudvikle konceptet fra den Franske Revolution 2.0. En meget dygtig mand, der til gengæld figurerer som en af Imperiets helte.

Grundregel 9

Gældende for Oligarkiet:
Vis mig dine helte, og jeg skal sige dig, hvem du er.
Vis mig dine skurke, og jeg skal sige dig, hvordan dine helte er, når malingen falder af.

Som overhoved for Rusland var tsar Nicholas på sin tid det sidste levende overhoved for en et kristent-ortodokst land. Der blev ikke skelnet mellem kirke og stat. Var man ortodoks, var man samtidig royalist, var man konge/tsar, var man per definition ortodoks. Traditionen var loven. Vi skal ikke forstå begrebet ‘lov’, som den måde, vi er vant til det i dag, som er bureaukratiets selvservicerende regelsæt for at kontrollere befolkningen. Der var ikke antydningen af DJØF over denne form for lov, det var i betydningen lore på oldengelsk: hævdvunden overlevering, tradition, godkendt af folket. Ordene er gået i forrådnelse. Hvis vi siger legitimt i dag, mener vi blåstemplet eller dekreteret fra Staten som et diktat. Men legitimitet i den traditionelle forstand handler om en harmonisk pagt mellem folk og monark.

Her bliver det speget, for hvem er denne monark? Hvis vi i Rusland taler om mænd som Peter den Store, så var der tale om et særdeles korrupt monarki, der var yderst destruktivt og fremmedartet for det russiske samfund, og altså på ingen måde et legitimt monarki. Det var det franske frimurervæsen, der var hans bagland, og han hadede indædt russere, det russiske sprog (som han ikke talte), den russiske kirke, som han gjorde alt for at ødelægge og de russiske traditioner i den agrare forstand, der var ham vederstyggelige.

Vi taler i tsar Nicholas’ tilfælde om en monark af en helt anden beskaffenhed. Som sin forgænger, Alexander III, var han en folkelig skikkelse. Fordi han respekterede og venererede, altså ærede – et ord, der af samme årsag er foragtet og gjort politisk ukorrekt af de revolutionære – sit legitime ophav, det russiske agrare, traditionelle samfund, blev han selv respekteret og æret. Der var tale om monarki at it’s very best. Tag den, toast-ædende og te-søbende oligarkiske tronranere fra Misundelsens Imperium! Hvornår har I præsteret en monark, der var respekteret af sit folk? Og med respekt, menes her ikke den form for ugeblads-orgasme, som en del englændere stadig har, når de loader sig med den seneste kulørte glamour-skandale om de stinkende rige i Windsor Castle. Eller tilsvarende om det rådne belgiske monarki, der har tjent deres milliardformuer ved imperialistiske overfald og udplyndringer.

Det tætteste, det britiske monarki kommer på en egentlig respekteret og elsket skikkelse, var Prinsesse Diana – der blev myrdet af det britiske efterretningsvæsen, med hendes mands godkendelse. Og lad være med at hænge mig op for den påstand, for over halvdelen af den engelske befolkning ved det og tør sige det. Så hvorfor blev hun myrdet? Fordi hun var for populær, og fordi hun havde æggestokke til at stå op med personlig integritet og intakt menneskelig samvittighed for essentielle sager, der kompromitterede englænderne, f.eks brugen af landminer, der blev flittigt og kynisk spredt i landskaberne i udkantsverden af både briterne og amerikanerne, og som hvert år lemlæstede 10.000’er af civile. Og selvfølgelig for, at hun datede en egyptisk forretningsmand efter skilsmissen, noget som det ærke-racistiske, socialdarwinistiske, eugenistiske Establishment fik aldeles røde knopper af.

Hvorfor tale om det? Fordi det britiske monarki i bund og grund var misundelig af netop denne årsag: De har aldrig haft egentlig legitimitet, men har gennem århundrederne været nødt til at stjæle, bedrage og tronrane sig til deres position. Bare sig navnet Prince of Wales. Det har intet at gøre med den gamle walisiske kongerække helt tilbage fra de to Kong Arthur’er – der ifølge englænderne ikke fandtes. Al historie før 1066 er blevet slettet fra officiel historieskrivning. Al senere britisk historieskrivning er ideologisk bestillingsarbejde. Da det engelske oligarki og den britiske kongefamilie indså, at Rusland var i færd med at blive et særdeles succesfuldt og betydningsfuldt land, og at deres leder besad alle de egenskaber, som de ikke selv besad – deriblandt folkelig respekt – kogte de over af raseri.

Og hvorfor yderligere tale om det? Fordi vi netop 100 år senere ser nøjagtig de samme udgydelser mellem det anglo-amerikanske establishment og Rusland. Fjolserne er ikke kommet længere end til puberteten!

Grundregel 10

Alle, der nægter at tale om den nære fortids ugerninger, når de bliver præsenteret for dem, pådrager sig skylden for, at fortiden gentager sig selv i fremtiden via nutiden. Og fremtiden er i morgen.

Mordet på tsar Nicholas og hans familie foregik på en måde, der ikke er forstået af menigmand. Det var et jødisk ritualmord under overopsyn af en rabbiner. Den brooklyn’ske Kahal, den rabbinske overhøjhed i New York, havde erklæret dødsstraf for tsaren i 1905. Postkort fra den tid viser den bloddryppende rituelle høne, der bliver holdt over hovedet på offeret. Fra en fransk jødisk frimurerloge ser man et billede af tsarens hoved på en stav.

Det romerske antipol er Rom. Og i det russiske tilfælde det Tredje Rom. Rom bliver fordømt igen-og-igen i Talmud. Det har selvfølgelig sine historiske forklaringer, der handler om, hvordan Rom brændte Templet ned og stjal alle skriftrullerne. Og hvorfor gjorde Rom, som Rom gjorde? Det gjorde Rom, fordi datidens rigeste mænd, en gruppe af jøder fra Alexandria, havde lavet en aftale med romerne om, at de kunne gøre, hvad de gjorde. Allerede dengang var der de Store Jøder og de små jøder. Det handler også om, at de, der kalder sig jøder, ikke er jøder, men khazarer, som blev smidt ud af Khazaria, deres rige i det sydlige nuværende Rusland-Armenien-Hviderusland-Khazakhstan.

Så, når der finder et ritualmord sted i nyere tid – hundrede år, er som i går – så er der noget meget gammelt og indædt på spil. Og fordi folk ikke har forstået deres historie i dybden – heller ikke jøderne – så forstår de ikke, hvad der foregår.

Nicholas II var ikke blot den sidste kristne kejser (cæsar, tsar, shah), men også den sidste romerske kejser. Husk i den forbindelse, at Rom ikke er en lokalitet men en funktion. Rom har været Byzans/Konstaninopel, Rom i Italien og Moskva.

Nicholas blev tilbudt adskillige gange, mod bestikkelse, at overgive den russiske rubel til jødiske bankfolk fra Vesteuropa, men han nægtede. Hvilket gjorde ham til deres værste fjende, noget, de færreste er klar over. Tsar Nicholas var fuldt ud klar over dette. Han var også klar over det faktum, at Rusland var tæt på at være 100% selvforsynende. Dets eneste afhængighed af udlandet, var en positiv afhængighed, hvor Rusland i 1914 via Ukraine brødfødte resten af Verden.

Der var fundet olie i Kaukasus. De russiske bønder fik tildelt massive landområder kvit og frit, så de kunne eje land i den helt store stil. Der var befolkningstilvækst, og Rusland er som bekendt i stand til, uden at blinke, at absorbere massive mængder af folk via dets enorme og næsten ubeboede arealer. Hvis 1. Verdenskrig ikke havde fundet sted, ville hele den russiske landmasse være blevet bosat. Der ville hverken have været Hitler, Stalin eller Roosewelt – alle er utænkelige uden den Russiske Revolution. Og uden 1. Verdenskrig ingen 2. Verdenskrig, ingen Koreakrig, ingen Vietnamkrig, ingen Kold Krig, intet Folkemordenes Århundrede.

1. Verdenskrig kan ikke ses ude af sammenhæng med revolutionen. Den russiske succes under tsaren var årsagen til, at han måtte fjernes – ifølge Misundelsens Imperium. Det russiske folk, et begreb, der efterfølgende blev misbrugt af kommunisterne, udtalte som oftest, at det var den arrogante adel, der stod i vejen for deres fremskridt – endnu et begreb, der blev kapret og misbrugt af kommunisterne som progressivt.

Hvis man sammenligner tsarens Rusland med England eller USA på samme tid, var der tale om et egalitært samfund. Noget, som det anti-egalitære britiske klassesamfund anså som den ultimative vederstyggelighed. Derfor finansierede de den japanske flåde og hær og startede den russisk-japanske krig, alt imens de spekulerede som galninge over, hvordan de skulle få russerne og tyskerne til at bekæmpe og ødelægge hinanden. Begge lande kunne hver for sig have ødelagt England i en 1-1 konfrontation. Og hvis de ovenikøbet forenede sig, hvilket der historisk, etnisk og politisk ville have været indlysende gode grunde til, så ville Det Britiske Imperium være slettet fra Jordens overflade with a blink of an eye.

Begrebet egalitært blev også kapret og misbrugt af kommunisterne, der hævdede/hyklede, at de arbejdede for det egalitære, mens de ad bagdøren indførte en falsk-egalitarisme, en udtværethed, hvor alle var lige i det slavesamfund, de havde skabt fra Sibirien til Atlanterhavet – altså lige bortset fra, at det ikke nåede til Atlanterhavet, men blev senere stoppet af tyskerne, der syntes, deres udtværet-egalitære slavestat ikke var noget, de inderligt længtes efter.

Briterne brugte Balkan i 1914 til at konfrontere Wien og Rusland, og da Wien og Berlin var forbundet, blev tyskerne hevet indenbords i samme åndedrag. Otto von Bismarck så det komme 20 år forinden. Leo Tolstoy så det komme 20 år forinden. Og 20 år forinden, kunne europæerne læse i aviser og publikationer udgået fra den britiske såkaldte elite, at alt dette var ønsket, forudset og planlagt. Tilbage stod kun det at sælge det glade budskab til Verden om The Great War som retfærdig – og selvfølgelig at udrulle den.

Tsar Nicolai havde i sin tid omtrent udryddet analfabetisme og fattigdom – ja, du læser rigtigt: fattigdom fandtes stort set ikke længere! Ikke sådan at forstå, at alle var stinkende rige, men at det, vi definerer som fattigdom, hvor folk dør af sult og går til grunde, ikke længere fandtes. Generationer af uansvarligt, korrupt oligarki har lært os remsen om, at fattigdom altid vil findes, og nærmest er nødvendig for Verdens opretholdelse, fordi kunstig mangel, fattigdom, sygdom krig og elendighed er selve næringsstoffet for det parasitiske oligarki. Det fandtes ikke i tsarens Rusland før revolutionen, hvor elendighed, uden historisk sidestykke, satte ind.

Grundregel 11

De har kaldt elendighed for nødvendig. De har hævdet, at mennesket er ondt i bund og grund. De har givet os arvesynden. De kalder det for videnskabeligt bevist, at livet er en desperat kamp for overlevelse, hvor kun den mest brutale er egnet. De har defineret et menneske som en skyldner fra fosterstadiet.

Tsar Nicolai var af en anden mening i en tid, der synes fuldstændig glemt af vor tid. Han forærede russerne medicinske uddannelser og hospitaler. Disse var ikke blot finansieret af Statens penge, men af hans egne midler. Han var Verdens rigeste mand på det tidspunkt, og han brugte sin rigdom på sit folk. Det var disse enorme midler, Vestens oligarker drømte om at rage til sig, og oligarker har ALDRIG i historiens løb haft interesse i folkets velfærd, udelukkende deres egen. Det kom desværre til at ske.

Børnedødelighed og -sygdomme var på kraftig tilbagegang. Den britiske elite var i en tilstand af stumhed/lammelse over, at et samfund kunne tillade den form for livsfremgang for de masser, som de ikke selv anså for menneskelige væsener. Nicolai forbedrede forholdene for industriarbejderne, og deres lønninger var de højeste i Europa. Oven i det, var beskatningen den laveste i Europa, for de skulle ikke opretholde et forvokset bureaukrati, da det ikke fandtes. Europæerne betalte ca. 15 x skat i forhold til russerne. Set i den kontekst,bliver alle postulater om kommunismens velsignelser dobbelt groteske! Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er alt fuldt dokumentérbart, og hvis du spørger dig selv om, hvorfor vi så ikke har lært om det i skolen og set det i fjernsynet, så bør du spørge dig selv: Ja, hvorfor mon ikke?

Sammenlign fx samtidens USA, hvor The Robber Barons smadrede arbejderbevægelsen, og hvor The Federal Reserve kuppede den amerikanske nationaløkonomi, så landet blev et regime totalt domineret af banksters. Selv en mega-skurk som Woodrow Wilson får på sine gamle dage bondeanger og indrømmer, at han har været med til at ødelægge den amerikanske retsstat.

I Rusland gør de det stik modsatte. Alexander II, og især hans efterfølger, Alexander III, ophæver al gæld fra bønderne til godsejerne og skaber en ægte folkelig nationaløkonomi. Resultatet er, at produktiviteten målt i fx korn, saltet kød og mejeriprodukter stiger med mellem 100-500% i det første årti af det 20. århundrede.

Grundregel 12

Ondskab vil altid pervertere godhed i dets nærhed, for således ikke at skulle konfronteres med sin egen væmmelighed. Det vil ske ved, at ondskab annekterer og patenterer godhed, og benævner den som sin egen egenskab og opfindelse. Herefter vil godhed blive udsuget for mening og substans, for til sidst at blive dumpet i en skraldespand.
Eventuelle forstyrrende mellemled kan springes over på vejen til skraldespanden.

Det var i realiteten tsardømmet, der havde respekt for det, som kommunisterne efterfølgende tog patent på og hyklede deres dybfølte solidaritet med: det arbejdende folk. I Rusland var det primært de arbejdende bønder, som kommunisterne hadede som pesten, fordi de var selvforsynende og bærere af den tradition, kommunismen var sat i verden for at ødelægge. Hykleriet længe leve …

Meget mere kan siges om Nicholas II. Og det vil der blive, for billedet er endnu ikke fuldt restaureret.

Adolf Hitler

Med den sidste tsar var det ikke så kompliceret at afmontere skurke-ikonet. Når først man fik fat i det indpakningspapir af propaganda, der var smurt ud, faldt det fuldstændig fra hinanden.

Med en skikkelse som Adolf Hitler, er det langt mere komplekst. Vi minder igen om, at begrebet good guy og bad guy er irrelevant og uinteressant. Jeg møder konstant mennesker, der kun søger quickfix og hurtige labels. Han var jo sådan, hun var jo sådan en, han omgikkes den slags, derfor er han sådan-og-sådan …

Lad os for det første slå fast – og dette er indiskutabelt, uanset om man ikke bryder sig om manden, hvilket der i øvrigt kan være gode grunde til – at han var en krigshelt fra 1. Verdenskrig. Han var flere gange dekoreret for, som underofficer, at have udført særdeles krævende og livsfarlige handlinger, for at hjælpe sine kammerater i skyttegravene. Han vidste allerede dengang, hvad 1. Verdenskrig var for en størrelse.

Da han efterfølgende så, hvordan Tyskland blev hængt op på det, som briterne og franskmændene havde iværksat, og så, hvordan Tyskland blev lagt i helt utålelige lænker ved Versaillesfreden, hvordan franskmændene rykkede ind som arrogante frankiske herremænd i Ruhr, efter at have taget Alsace-Lothringen, og så, hvordan polakker, som de skødehunde, de altid har været og stadig er for Magten (de tillader lige nu NATO at rykke ind i Polen med tusinder af kampvogne, for at forsøge at starte endnu en verdenskrig), ragede til sig af tysk landområde i Østpreussen, og så, hvordan bolsjevikkerne forsøgte at eksportere deres folkemorderiske revolution i Bayern i 1919, efter i forvejen at have medvirket til, at Tyskland tabte krigen (dolkestødet) via den kommunistiske arbejderbevægelse, og så, hvordan bankmændene malkede den tyske økonomi … så blev han til den, han var.

Like it or not. So far, so good, so bad.

Hitler kom efterfølgende til at spille rollen som den, der hev Tyskland ud af dets slaveri, dets politiske-sociale-økonomiske forarmelse påført på falske præmisser af briterne, franskmændene og amerikanerne. Man kunne spørge, hvad franskmændene havde at gøre i en angelsaksisk plan? Som de frøgnaskende, snegleædende, selvoptagede opportunister, de var, så var deres eneste mål, den luns, de fik: Alsace-Lorraine. Og at Tyskland, der også var deres konkurrent, kom ned med nakken. Og at de fik lov til at plyndre Ruhr med den af Versaillestraktaten blåstemplede opkrævelse af krigserstatning, erstatning for at franskmændene selv havde været med til at starte krigen. Det svarer fuldstændig til, at franskmændene invaderede og ødelagde den lille ø Madagascar, og efterfølgende præsenterede øboerne for en regning for operationen – og det gjorde de!

Et langt stykke hen ad vejen fandt der ingen dæmonisering sted af Hitler. Han var en særdeles dygtig politiker. Fordi han så klart havde identificeret problemer og mål, var hans tiltag så effektive. Den tyske økonomi oplevede et hidtil uhørt boom, der skyldtes, at han ramte slangens hoved så direkte: centralbankvæsenet. Sagde jeg det jødiske centralbankvæsen? Det sagde jeg ikke, det sørgede jøderne selv for at sige, at det var. Som indrømmelse af det, og som direkte reaktion på, at storbankerne blev tilsidesat, ankom krigserklæringen i 1933 fra Judea – Zionistisk Internationale, kunne vi passende kalde dem. Endnu engang startede Tyskland ikke en krig, bankmændene startede krigen, det venetiansk-jødiske bankvæsen, der nu havde hovedsæde i City of London og hoved-filial i Wall Street, startede krigen. Vi ser nøjagtig de samme spillere, som havde krævet af tsar Nicolai II, at han skulle overgive det russiske bankvæsen og nationaløkonomi til dem, hvilket han nægtede. Så fik han krigen og revolutionen. Tyskerne nægtede at dukke nakken, efter Versailles, og lade sig udplyndre af bankmændene. Så fik de krigen.

Hitler var stadigvæk ikke en dæmon i folks øjne. I tyskernes og østrigernes øjne var han en helt. Østrigerne valgte Anschluss med næsten 98%. I adskillige europæiske lande blev han af folk og politikere studeret med største interesse. Sådan en nationaløkonomi burde vi måske anskaffe os …

Her ser vi, hvis vi ellers ser noget for bare røg og spejle, en direkte parallel til den britiske frygt og misundelse overfor den russiske succes. Det gælder både succes i form af nationaløkonomi og velstand, men det gælder også succes med legitimitet og folkelig opbakning. En intelligent joke, der opstod under den daværende Bush-administration i erkendelse af, at man endnu engang havde anvendt valgsvindel: Hvad er forskellen mellem George Bush og Adolf Hitler? Hitler var folkevalgt (tsk-tsk). Lo-and-behold, om man ikke gentog svindelnummeret med den seneste neo-con-præsidentkandidat, Hillary Clinton. Og bagefter sagde, at det var russerne, der havde ødelagt svindelnummeret! Dobbelt pinligt! Det gik altså for godt for tyskerne, lige som det gik for godt for russerne. Og nu begyndte de også andre steder i Europa at synes, at det var værd at overveje en anden model. Briterne og deres bankierer kogte over af raseri.

Hvad gør man lige nu med den kandidat, der mod forventninger og planer vandt den folkelige opbakning i USA? Man skurke’ficerer-dæmoniserer-karaktermyrder. Medierne kører i overdrev for at fuldføre, hvad de blev hyret til i deres uforbeholdne, ukritiske support af Hillary Clinton. Donald Trump står endnu ikke på listen over stereotype anti-helte, der ved nærmere eftersyn viser sig at have heltestatur. For det har han ikke bevist endnu. Han kan vise sig at være en dampfløjte.

Britiske historiebøger ønsker ikke at skrive om det, men Stalins sovjethær var allerede under opmarch i slut-30’erne, da tyskerne gjorde sig klar til at slå først. Stalin havde angrebet de baltiske lande, Polen og Finland. Hændelse i Bayern/München i Valpurgisnatten i 1919 havde frembragt de tyske frikorps af 1. Verdenskrigs-veteraner, der ikke stiltiende ville finde sig i et bolsjevikisk statskup, med alle de uhyrligheder, der ville følge. Briterne brugte snedigt og kynisk polakkerne i deres venetianske diplomati, strategien, der oprindelig var udviklet i den lille, rige bystat, og som fik alle andre til at bekæmpe hinanden, mens de selv ragede til sig. Polakkerne blev lovet støtte, hvis de ville fremprovokere en tysk invasion. Det fik de aldrig, og briterne var totalt ligeglade med at holde løfter (det har de aldrig gjort i verdenshistorien), for krigen var jo startet efter planen.

Englænderne og franskmændene fik som bekendt bank i Flandern. Franskmændene blev besat og englænderne sendt hjem, over kanalen i fiskebåde, med halen mellem benene. Churchill knurrede som en engelsk bulldog, og han afviste 25-30 henvendelser fra Hitler om fred. Churchill ønskede mere krig, Hitler ønskede fred, for England var ikke Tysklands fjende – for Christ’s sake, de er jo gamle tyskere, selv deres kongehus er tysk, så hvorfor? Det havde hele tiden været omvendt. Det var i britisk optik, at Tyskland og Rusland var en trussel, ikke omvendt.

Herefter Operation Barbarossa, hvor den tyske hær pløjede i lyntempo, med kurs mod Moskva. Overalt, hvor hæren kom frem fra Østpreussen, i Baltikum, i Hviderusland, i Ukraine – hvilket er helt udeladt i britisk historieskrivning og generelt i vestlig historieskrivning – blev de modtaget med stående ovationer, og blev betragtet som befriere fra bolsjevismen. Igen succes, igen folkelig opbakning og igen britisk skummende raseri over, at dette formastelige kunne finde sted.

Det var herefter, det begyndte at gå galt for tyskerne og deres fører.

Det gik især galt, fordi dømmekraften svigtede Hitler og en af hans nærmeste øverstbefalende, Heinrich Himmler. Vi kommer ikke udenom, at nationalsocialismen indeholdt racistiske elementer. Vi taler ikke her om skældsordet racisme, som især kulturmarxister elsker at misbruge, og hvor man overhovedet ikke må bruge ordet race, for ellers er man racist. Hvilket de så gør hele tiden (…).

Grundregel 13

Hvis nogen ønsker at ødelægge virkeligheden, vil de starte med at forvrænge og dernæst ødelægge specifikke ord, der beskriver virkeligheden. Når ordene er forsvundet, er virkeligheden forsvundet. Tilbage er et vakuum, hvor der kan fyldes hvad som helst i.

Vi taler om, at der findes racer (uanset at ordet er forsøgt afskaffet), og at de har forskellige egenskaber, kvaliteter. Disse er forskellige, og derfor giver det mening at tale om ægte diversitet, der reelt bør fejres og styrkes. De er i princippet komplementære, og har at gøre med geografi-demografi og den genetik, der altid har understøttet tilpasning til forskellige levevilkår.

Nationalsocialisterne begik den fejl, at de ikke anerkendte slaverne som komplementære og ligeværdige til sig selv, som de kaldte for arier. Arierne var resterne af den urgamle armenske civilisation, AR-Menia. Den trækker sine spor hele vejen til Indien, deraf begrebet Indo-Europæisk. Vi skal ikke i dag tale om det armenske folkemord, men lur mig, om de jødiske frimurergrupper, kaldt Dönmeh, De Unge Tyrkere, der væltede det Ottomanske Rige, ikke var fuldt klar over det. Og som medvirkede til folkemordet. De var frankister opkaldt efter kabbalisten Jacob Francks efternavn. De var parallellen til Jacobinerne opkaldt efter Jacob Francks fornavn. Vi ser mønsteret og konturen af en global, parasitisk, destruktiv størrelse, der er bestandig over store tidsspænd. Historien om Noahs ark og Araratbjerget i det daværende Armenien, nu besat af det nuværende Tyrkiet, viser, at jøderne var fuldt klar over, at civilisationens vugge på denne side af den store katastrofe i Bibelen, kaldt Syndfloden, stod netop her.

Folkemordet med fingeraftryk, man ikke må tale om

Den tyske hær blev tiljublet af slavere, der kørte ind i de sovjet-besatte byer og lande. I Ukraine var der flere hundrede modstandsgrupper, der tilsammen kunne have gjort det af med bolsjevismen/stalinismen i Ukraine. De vidste om nogen fra Holodomor, hvad folkemord ville sige. Hvis tyskerne havde anerkendt dette og brugt det lige så dygtigt, som de havde brugt lignende modstandsgrupper andre steder, var de kørt ind i Moskva og sat Sovjetstaten skakmat. Herefter kunne de med den rette timing have koncentreret sig om Vestfronten. Og senere amerikanerne, der på det tidspunkt var fuldt optaget i Stillehavet. Men sådan skulle det ikke gå, fordi Hitler og Himmler ikke havde guts til at anerkende slaverne, men så ned på dem. Himmler siger i en tale fra 1944, at slaverne var dyr, der skulle udslettes. Deres racisme fik overtaget, og hindrede dem i at se, at slaver og germanere ikke er hinandens naturlige-kulturlige fjender.

Så, Tyskland tabte 2. Verdenskrig i Ukraine. Det stod bestemt ikke i kortene. Tyskerne rådede over den mest veludstyrede hær nogensinde. Deres slagkraft var formidabel. De havde endog eksotiske våben i baglommen, men blot deres infanteri var knusende effektivt. Både i luften og på landjorden beherskede de den kværnende Blitzkrieg. Vi har altid fået at vide, at Hitler var dette monster, der aflivede millioner af jøder med giftgas, men hvorfor brugte han så ikke giftgas på Østfronten in a tight spot? Fordi den tyske hær fokuserede på hurtighed (blitz), mobilitet og behændighed. Belært af de forfærdelige stivnede skyttegrave, som Hitler kendte ved selvsyn fra 1. Verdenskrig, skulle dette ikke gentages.

Slaverne/russerne anerkendte ikke kommunismen som repræsentant for dem selv. Fra 1918 foregik der en konstant borgerkrig i Rusland. Der var konstante oprør et eller andet sted i kommunist-imperiet. Hånden på hjertet (hvis du stadig har installeret den slags forældet software) euro-kommunist, dinosaurus-kommunist, socialromantiker: Vidste du, at det russiske folk gjorde oprør imod kommunismen BigTime? Jeg forventer ikke et svar, for eurokommunisten anede absolut INTET om, hvad kommunismen reelt var. Det samme gjaldt for Roosewelt-kommunisten, en totalt ignorant moron!

Der var undergrundsbevægelser overalt i Sovjetstaten. Der var sabotage overalt. Vi hørte intet om det i Vesten under stalinismen, for Vesten finansierede Sovjetstaten og stod derfor på undertrykkernes side. Hvilket er grunden til, at du ikke kan føre en intelligent samtale med en dinosaurus-kommunist eller en kulturmarxist i dag, for de kan ikke få sig selv til at indrømme deres egen korruption, deres stupiditet, deres civile fejhed, og dermed deres medansvar for Det Store Folkemord.

De, der nægter at tage stilling til kommunismens 300 millioner ofre, er moralsk medansvarlige. [Jüri Lina]

Sovjetstaten kaldte undergrundsbevægelserne for fascister, nationalister og monarkister. Læg mærke til, hvordan vi i vort marxist-inficerede sprogbrug har overtaget og godkendt disse udtryk. En fascist er selvfølgelig et negativt udtryk, men ordet bliver hverken defineret eller forstået. Men nationalist er også blevet negativt, og monarkist ligeledes. Vi taler simpelthen marxistisk.

Den bedst bevarede hemmelighed i det 20. århundrede er, at kommunismen blev skabt og finansieret af USA. Jacob Schiff, jødisk Rothschild-bankster fra Wall Street, finansierede og organiserede revolutionen. General Electric (Rockefeller) og Ford Industries opbyggede størstedelen af den sovjetiske infrastruktur. Eksempel: Ford opbyggede den største lastbilfabrik i hele Verden i Kharkov, Ukraine, og alle lastbiler i Sovjet udgik derfra. Standard Oil opbyggede oliefelterne mod syd (Baku, det Kaspiske Hav). Und so weiter. Så, Sovjetunionen skulle altså gennem den såkaldt Kolde Krig have været hovedfjenden, mens de store vest-syndikater investerede big-time i den samlede sovjet-industri? Bullshit, den kolde krig var et falsum, et teaterstykke!

En bestemt person var særlig behjælpelig til denne åbenlyse fiasko, midt i succesen. Han personificerede Hitlers største fejltagelse overhovedet. Hans navn var Erich Koch. Han var SS-officer og overhoved for administrationen i Ukraine. En sand bestialsk slagter. Manden arbejde for Stalin, selvom han var nazist. Han blev dømt i Nürnberg-processen, men blev aldrig retsforfulgt, for ‘nogen’ holdt hånden over ham, og han døde en naturlig død i 1986. Sovjetunionen nægtede at modtage ham. Allerede under krigen opererede der mange Stalinistiske dødspatruljer i Ukraine, men ingen af dem gik efter Koch, selvom han burde være deres hovedmål. Besynderligt og sigende.

Så, slagteren og stalinisten, forklædt som SS-officer, Erich Koch, saboterede krigens forløb i dens afgørende stund, men den tyske overkommando fattede det ikke. Derfor er det umuligt at idealisere dem, for de skød sig selv i foden som fjolser, der blev korrumperet af deres egen racisme. De havde samme attitude som bolsjevikkerne, da de ankom til Ukraine. De så en uendelighed af frugtbar jord og mennesker, de ikke forstod og respekterede, og som de nedkæmpede. Hvor stupid kan man være?

Erich Koch var en del af venstrefløjen indenfor NSDAP. De stod i modsætning til Canarus, Ribbentrop og Rosenberg, der havde et ikke-racistisk syn på slaver og Ukraine. Rosenberg så faktisk en stærk nationalistisk, ortodoks, ukrainsk stat som den bedste allierede med Tyskland. Superstrategen, den måske bedste hjerne i nazi-tyskland, Martin Bohrmann, advarede Hitler om, at anti-slavisme ville ødelægge hele krigsprojektet. Men Hitler gik imod det. Helten, der blev til politiker, der blev til et fjols. Han var, sammen med Himmler, i mindretal i partiet, hvor der var en overvældende støtte til et germansk-slavisk-nationalistisk fællesskab. Alligevel trumfede han sin vilje igennem.

Alfred Rosenberg

Erich Koch talte som det, han var: en stalinistisk agent. Han kaldte ukrainere for ‘hvide negre’, de var ignorante, de var dovne, de skulle behandles som slavemennesker. Det var som at høre Lenin eller Trotskij tale. Han skabte deportationslejre, koncentrationslejre og udnyttelse i stor stil. Næsten alle afgrøder blev stjålet på stalinistisk vis fra bønderne.

Rosenberg skriver til Himmler i april 1943, at Koch ødelægger de tyske krigsbestræbelser, og de, der kunne have været instrumentale i succes’en, blev ladt i stikken. At ukrainerne var villige til at arbejde frivilligt for tyskerne, hvor Koch smed dem i arbejdslejre – og hvor smart var det? Det giver kun mening, hvis Koch var agent for Stalin.

Grundregel 14

De tænker som Stalin. De taler som Stalin.
De handler som Stalin. De skriver som Stalin.
De er selvfølgelig en af vore egne.

Protagonisten, helten, i enhver fortælling, kan antage karakter af komisk eller tragisk, afhængig af, hvorvidt der forfølges behov eller begær. Med komisk i den klassiske betydning menes der ikke falden-på-halen-komisk eller morsomt i det hele taget. Der menes lykkelig afslutning. Hvis helten forfølger sine begær, og ikke indser sine behov, bliver fortællingen en tragedie. Det er her, historien om Tyskland, der satte sig op mod Imperiet, ender.

Krigshelten fra 1. Verdenskrig, der endte som et træt fjols

Resten er historie, og den ved vi udmærket, hvem fik lov til at skrive. Briterne og amerikanerne og alle de, der snakker dem efter munden i eftertiden, har viderefortalt den firkantede, dæmoniserede historie om Tyskland, de onde nazister og deres onde fører. Der er ovenikøbet plantet opsamlingshistorier for særligt tænksomme individer, der ikke er tilfredse med stereotypen: Hitler var MI6-agent, Hitler var i familie med Rothschild, Hitler var zionist, Hitler var Jesuit, Hitler var okkultist, han var ditten, han var datten. Så kan skurken få lov til at forblive skurk, og folk, høj og lav, klog og dum, kan få lov til at være grundforvirrede. Igen: hvorvidt han var god eller ond, er uinteressant. Hvad, der er interessant, er, at historien er forfalsket, så vi ikke har fået den virkelige historie, men en postkrigs-propaganda-version, hvorved vi ikke længere kan forstå, hvad der skete, og hvad den egentlige ondskab om de to verdenskrige bestod i.

Og så skal vi i øvrigt ikke komme nærmere ind på det vedvarende rygte, at han over hovedet ikke omkom i bunkeren men slap ud og levede i et par årtier endnu i Argentina. Når man tjekker dette forlydende ud, virker det overordentlig sandsynligt.

Richard Nixon

D. 17. juni 1972 brød en gruppe mænd ind i den den Demokratiske Nationalkommités bygning. Det blev udført af cubanske professionelle indenfor faget iført operationshandsker. Indbruddet var på trods af professionalismen gjort så amatøragtigt, at det straks blev opklaret – og omgående tilskrevet Richard Nixon, der var i færd med et genvalg som præsident. Hvem andre kunne have fundet på at bestille den slags svinestreger, Tricky Dicky, som demokraterne kaldte ham, hvem ellers? Det kunne selv et 10-års barn forstå.

Som ved hans første valg var der intet, der tydede på, at han ikke totalt ville udradere sine demokratiske – og republikanske – modstandere. Et så tydeligt scenarie var bestemt til at gå rent ind. Den demokratiske modstander, George McGovern, gentog beskyldningerne konstant, før, under og efter valget.

Via de båndmaskiner (som man brugte dengang), som Nixon selv havde ladet installere i det Hvide Hus, og 3.700 timers optagelser, kan man bl.a høre Nixons egen reaktion i en samtale med Bob Haldeman:

Selvfølgelig, dette er en Hunt-operation. Hvis du åbner det betændte felt, så er der en helvedes masse ting … Det involverer disse cubanere, Hunt og en hel masse hanky-panky, som vi intet har at gøre med … Det vil lukke op for hele Bay-of-Pigs-tingen …

Hunt er CIA-agenten, E. Howard Hunt. Bay of Pigs er som bekendt den operation, som John F. Kennedy skulle have godkendt i forbindelse med en invasion af Cube. Det gjorde han ikke, og det og andre modvilligheder fra hans side, affødte hadet fra Deep-State-mafiaen, folk som Foster-Dulles (CIA-direktøren, som Kennedy fyrede), Howard Hunt og George W. Bush, hvilket kostede ham livet.

En angrende agent på sine gamle dage.

Disse cubanere, som Nixon nævner, er ikke nærmere defineret. Men han har som den intelligente mand, han var – og tag ikke fejl af det, han var en af de mest veluddannede amerikanske præsidenter nogensinde – været fuldstændig klar over, at CIA benyttede sig af cubanske hitmen. Vi er fra journalisten og forfatteren, Ole Dammegård, gjort bekendt med Operation 40, en gruppe af mestendels exil-cubanske hitmen, der går igen i en hel stribe højprofilerede politiske mord fra Kennedy, Luther King, Malcolm X, Salvador Allende og Olof Palme + kulturpersonligheder med politisk farlighed, John Lennon og Bob Marley. Den selv samme gruppe. Hvis senere CIA-direktør flittigt benyttede sig af dette apparat, har det været etableret allerede under Hunt.

Nixon kom in office kun fem år efter Kennedy-mordet, og hans nærmeste rådgivere konstaterede, at han var besat af at finde ud af, hvad disse besynderlige hændelser handlede om, altså både mordet på JFK, og andre, og hændelsen i Svinebugten. Han har altså skaffet sig viden, som potentielt gjorde ham farlig. Han havde bl.a bestilt oplysninger fra FBI om de sidste dage i Kennedy-administrationen i form af 1000’er af dokumenter – som FBI aldrig leverede. Folk, der ved noget for alvor, er altid blevet betragtet som farlige, og mange har måttet lade livet for det. Vi behøver blot at nævne statsledere som Ceaucescu, Saddam og Gaddafi. Og selvfølgelig Kennedy selv, hør blot hans berømte tale, hvor han i princippet beskriver hele New World Order-fænomenet.

CIA valgte i Nixons tilfælde ikke at likvidere ham. Eller gjorde de alligevel, for han døde jo? Muligvis fordi det ville være for åbenlyst at gentage en JFK mindre end 10 år efter. Der var problemer nok med at kvæle den offentlige skepsis dengang, amerikanerne lugtede stanken fra Warren-kommissionens hvidvaskning og cover-up. Nixon var – og det glemte alle i det efterfølgende – en populær præsident. Ikke folkekær på den samme måde som Kennedy, for han delte vandene i højere grad. Så, et effektivt udført karaktermord i form af et setup og efterfølgende kampagne, ville være tilstrækkelig til at ødelægge hans rygte for evigt. Herefter: Watergate.

Vi behøver ikke engang at gætte på, at han gennemskuede setup’et. Han havde selv medvirket som såkaldt action officer i forberedelsen til the Bay of Pigs. Så lad os lige slå fast, at Nixon aldrig kommer til at fremstå som en af de entydige good guys, der blev uskyldigt forfulgt. Han havde sine mørke sider, lige som Kennedy i øvrigt, womanizer og drug-addict. Hvad vi dog allerede, med ovenstående oplysninger kan fornemme, er, at hele dæmoniseringsbilledet fra Watergate, der klæber til ham, er et falsum.

Nixon lugtede setup’et og forsøgte at tage det så afmålt som muligt. Fra Bob Haldeman fik han at vide, at FBI-direktør Richard Gray havde kontaktet CIA-direktør Richard Helms med bemærkningen: Det ser ud, som om vi er løbet lige ind i en hemmelig CIA-operation. Nixon og hans rådgiver, John Dean, satsede på at få CIA til at rydde op efter sig og afvikle sagen.

Watergate kører i flere år. På det tidlige tidspunkt vidste han ikke, at de overvågningsbånd, han selv havde installeret, ville blive misbrugt, og at hans samtale med Haldeman ville blive twisted og redigeret, så det fremstod, som om han konspirerede om at lægge hindringer i vejen for efterforskningen af det indbrud, som han også blev hængt ud for.

For at gøre en lang og detaljeret historie kort: Var der andre forhold, der gjorde, at The Establishment bag de mørklagte gardiner ikke ønskede ham genvalgt? Helt bestemt. Han havde udtalt sig direkte om at ophæve petrodollar-aftalen med Saudi-Arabien. Denne aftale, der i princippet var en gigantisk finansiel malkemaskine, hvor al handel med olie i Verden skulle ske i dollar, og dermed gå indover den Rockefeller-kontrollerede Bank of America – meget forenklet forklaret – var så ømtålelig for Imperiet, at det var livsfarligt for en præsident blot at nævne den slags.

Man skal ikke komme på kant med CIA, især ikke som præsident. Når en nuværende præsident vælger en så høgeagtig person som general ‘Mad Dog’ Mattis som forsvarsminister, tænker man først åh-nej, så har vi krigsmaskinen igen-igen. Hvilket vi måske også har. Men årsagen til valget skal uden tvivl ses i, at Mattis skal beskytte Trump mod CIA. Sætter man sig op imod CIA, sætter man sig op imod World Gestapo, og så lever man ikke længe. Det kalder de for demokrati …

Så hvem var det egentlig, der satte Nixon op? Den prisbelønnede investigative journalist (en sjælden race), Russ Baker, siger det i sin tre-delte artikelserie på 89 siders tætskrevne, veldokumenterede, detaljerede udredning. De er kapitler i hans bog Family of Secrets: The Bush Dynasti, America’s Invisible Government and the Hidden History of the Last Fifty Years.

Disse mænd vil være nødt til at bede temmelig hårdt om tilgivelse.
Faktisk er der ikke noget, der tyder på, at de ønsker det.

De fleste mennesker har det sådan med Nixon og Watergate: Det kan godt være, at de ikke er til at stole på, de amerikanere, men dét her er vi da sikre på!

Tro om igen.

Slobodan Milosevic

Jeg har kun mødt ganske få, der har et kvalificeret bud på, hvad den underlige krig i midten af Europa i 1992 gik ud på. Vi taler om Bosnien, Kosovo, Serbien. Vi taler om splittelsen af daværende Jugoslavien. Det er nu 25 år siden, og jeg indrømmer blankt, at jeg intet anede dengang og hoppede på mediernes narrativ med samlede ben.

Det får mig til at udtrykke en vis fortrøstningsfuldhed i forhold til Verdens fremtid. Hvis en jævnt begavet, småforvirret glad amatør, som undertegnede, kan bevæge sig fra total uvidenhed i 1992 til fortsat total uvidenhed i 2001, da der faldt et bygningskompleks sammen i NY, og en ny stribe krige blev skudt af et sted derude i Udkantistan, til stadigvæk total uvidenhed, da finanskrisen satte ind i 2008 til …. hør, hvad fanden foregår der egentlig?? Altså, for derefter i løbet af et lille årti at pudse brillerne, forlange skolepengene tilbage, gå i tørdok og gøre et stykke hjemmearbejde – så er tingene gået stærkt, og så er der sket et afgørende ryk i vores fælles potentielle virkelighed.

Og det er ikke blot et subjektivt statement, for al den viden, som ikke kun undertegnede er i stand til at komme på skudhold af og derefter fordøje og formidle, er nu tilgængelig for alle, der oprigtigt ønsker den og har åndsevner til at frasortere alt det garbage, der er udskidt over hele informationsfeltet.

Lad os starte med seneste nyhed. Vidste du, at Slobodan Milosevic, tidligere serbisk præsident og derfor daværende jugoslaviske præsident, posthumt er blevet frikendt for samtlige, gentager samtlige! anklager for krigsforbrydelser, som dengang bragte ham til domstolen i Haag, og som gjorde, at han begik selvmord i sin celle? Nyheden fremkom i en parentetisk passage nederst på avisens side 23 i samme periode, som forsiderne var ryddet til det cirkus, der kaldes for den amerikanske valgkamp. I denne valgkamp var favoritkandidaten, samtlige mainstream-mediers (der selvfølgelig var helt seriøst-journalistisk upartiske) kæledægge, Hillary Clinton, gift med Bill Clinton, den daværende amerikanske præsident, der i 1992 startede NATO-krigen mod Serbien.

Ak ja, som tiden går, et kvart århundrede er som sidste år!

Jugoslavien er Marskall Titos livsværk. Vi taler altså om et kommunistisk land. Men det besynderlige er, at hans form for kommunisme havde meget lidt at gøre med sovjet-kommunismen. Kvalitativt nærmest intet. Den altafgørende forskel var, at arbejderklassen blev respekteret og taget alvorligt i Jugoslavien. Lenin-Trotskij-Stalin-slænget foragtede både arbejdere og bønder. De ævlede om solidaritet, hvorefter de henrettede et par millioner af slagsen. Hvert år i 70 år! Tito gav dem selvstyre på fabrikker og i kommuner.

Det var det Jugoslavien, der blev sønderskudt i 1992. Forinden havde den Internationale Monetære Fond, IMF, det globalistiske rovdyr-kapitalistiske mega-organ, der reelt blot er en klub for banksters og finansoligarker samt deres masseødelæggelsesvåben, indledt et angreb på Jugoslavien/Serbien. De havde magt og midler til at få den jugoslaviske økonomi til at crashe i løbet at et par år. Herefter trådte de ind, som de altid gør, som ridderen på den hvide hest og tilbød deres ‘hjælp’. Betingelserne var, at Jugoslavien prompte opgav deres lokale selvstyre for fabrikker og kommuner og åbnede deres nationalt ædlere dele for en voldtægt af landet via udenlandske firmaer og syndikaters ubetingede adgang til udbytning og ditto bankers udplyndring. By-the-way: det er, hvad der altid sker, når IMF ankommer. Spørg hvilket som helst land i udkantsverden. Nu var turen altså kommet til et udvalgt land i Europa.

Bankvæsen og krigsvæsen hænger sammen som ærtehalm. Serbien havde Europas stærkeste hær på det tidspunkt. Den skulle ødelægges. Kosovo var landingspladsen for den strøm af drugs, opium/heroin, som CIA/NATO transporterede ind fra Afghanistan via Centralasien og Tyrkiet. I Kosovo befandt sig de største underjordiske militærinstallationer for NATO/Pentagon/CIA i Verden. Ødelæggelsen af Jugoslavien betød ødelæggelsen af resterne af Sovjet-alliancen og Warszavapagten, så NATO kunne fortsætte deres ekspansion ufortrødent, mens Østpagten lukkede ned. Det var starten på det, som USA så, som deres nye unipolære storhedstid.

Det er i den kontekst, man skal se en serbisk præsident, hvis land i 1992 blev udsat for et finansielt-kulturelt, og senere militært angreb, og hvis person efterfølgende blev udsat for et karaktermord. Men det stopper ikke her. Et videreudviklet masseødelæggelsesvåben blev også taget i brug ved samme lejlighed. Det var ikke nyt, som sådan, men det blev brugt på en ny og meget veldesignet måde: det muslimske kulturimplantat. Der var anbragt et muslimsk mindretal i Bosnien, med det formål at skabe konflikt i forhold til Serbien. Der var ovenikøbet blevet indskibet ledere af det CIA-skabte terror-netværk Al Qaeda i Bosnien til at hjælpe med at eskalere konflikten.

Der er intet som en offerrolle i form af et stakkels forfulgt mindretal. Et af Det Britiske Imperiums favorit-billeder, når det skal rykke i selvforherligelsen på bagrund af deres fjenders fornedrelse, er legenden om Sct. Georg og Dragen. Den tapre ridder, med den ædle sag, redder den belgiske prinsesse fra den skrækkelige drage. Er det ikke smukt og ædelt, og fælder vi ikke en tåre over den hjælpeløse prinsesses lidelsesfulde kvaler? Får vi ikke lansen op at stå, når vi i retfærdig harme gennemborer dyret og ser dets blod vælte ud af dens bug? Får vi ikke yderligere rejsning af lanser og faner, når vi betænker, hvilket ædelt offer, vi har gjort, for ganske uselvisk at træde i karakter som de svages, de uskyldigt forfulgtes og tilfangetagnes sande beskytter? Får vi ikke tårer over vores egen godhed?

Måske hev Imperiet ikke den klassiske Sct. Georg-retorik frem, som umiddelbart før 1. Verdenskrig. Men alle elementer var til stede. Og i mellemtiden havde Samuel Huntington skrevet sin infamøse insider-elitære bog The Clash of Civilisations, hvor han præluderer en stor-skala-konflikt mellem Islam-Jødedom-Kristendom som essensen i Tredje Verdenskrig. Hvornår er iscenesat religionskonflikt set før i verdenshistorien? Da en venetiansk spindoktor (Sarpi) iværksatte den store religionskrig ved navn 30-årskrigen, der kostede halvdelen af Europas befolkninger livet.

Den ædle ridder har spiddet en frygtelig drage på størrelse med … en halvstor hund.

Venedig driver stadig sit spil 500 år senere. Spillet, der foregår, er venetiansk. Der bæres masker til maskeballet.

Mahmoud Ahmadinejad

Man skal være en seriøst gammel knark, hvis man skal have et direkte hukommelsesbaseret forhold til Hitler. Men ham her iraneren, kan de fleste huske. Bortset fra, at den nutidige medieforbruger har udviklet en hukommelse, som en flue. Og der er jo ikke tale om en neurologisk form for prædemens. Der er tale om, at når vi som medieforbrugere udvikler den medieskabte tegneserie-2D-virkelighed, hvor alt er fragmenteret, og intet har at gøre med noget andet, der intet har at gøre med noget tredje, så mister vi evnen til at huske fra næse til mund.

Jamen, siger den hjernedøde medieforbruger, var han ikke sådan en fra det forfærdelige præstestyre i Iran, der stillede sig op og sagde nogle forfærdelige ting? Og jeg skal garantere dig for, at det er stort set det eneste, der hænger ved hos 99% af fx den danske befolkning! Og jo, for resten, så havde han sådan nogle meget sorte øjenbryn, der gjorde ham ekstra sortsmudsket og suspekt …

Siden vi lige er ankommet fra Hitler, så blev ‘Hitler-kortet’ trukket adskillige gange i forhold til den iranske præsident, når han lige havde været for åbenmundet. Og hvem trak selvfølgelig kortet op af hatten + en selvdød kanin? Zionisterne, hvor er det godt gættet, hvor er det overraskende … Dette er i sig selv gået hen og blevet en kliché. Hvis man skal klistre en hurtig label på en eller anden, der siger noget, man ikke bryder sig om, og som fornemmes at blive hørt af lidt for mange mennesker, og derfor potentielt har indflydelse, så er han pludselig den nye Hitler. Man kan næsten oversætte Hitler med Imperiets værste fjende, det er blevet en titel. Ikke overraskende, da skikkelsen Hitler er totalt dehumaniseret, karikeret og afpersonificeret. Tilbage en en tom skal, et neonskilt, et begreb, en titel. Du er en Hitler!

Grundregel 15

Hvis man ikke har rent mel i mølposen, og i et snævert øjeblik ønsker at benytte sig af psykopatens non-empatiske, de-humaniserede attitude til andre inhumane størrelser, så trækker man Hitler-kortet.

Det afhumaniserede mennesker er en tingest, som kan udsættes for hvad som helst.

Lad os lige nulstille et par begreber. Præstestyre er den traditionelle styreform i Persien/Iran. Det har det været i alle både shia- og sunni-muslimske lande, før briterne og franskmændene begyndte at vride armen rundt på Mellemøsten og Nærorienten. Man skelner ikke i Islam mellem politisk og religiøst styre. Der har med andre ord altid været en indbygget moralsk faktor i islamisk politik. Amoral som grundprincip, som nu er helt tydeligt i det ‘frigjorte’ vestlige demokrati, er fuldstændig fremmed for Islam i sin oprindelige form.

Men så ankom briterne i 1800-tallet. Med briterne ankom alt det, som vi kender i dag som fundamentalisme, for det var deres opfindelse. Wahabisme, Salafisme, det Muslimske Broderskab, despotiet Saudi-Arabien, terrorisme. Alt sammen britiske opfindelser. Ligesom staten Israel og zionisme. Og omstyrtelsen af Det Osmanniske Rige. Og åbenlys konflikt mellem Shia og Sunni. Og opdelingen af hele regionen med lige streger i sandet (Sykes-Picot). Og oliekrige. Og mere terrorisme.

I årene mellem 1917-19 blev Iran udsat for et folkemord under britisk okkupation. Halvdelen!! af den iranske befolkning blev ombragt ved et masseødelæggelsesvåben, der var blevet perfektioneret af briterne og anvendt mod flere befolkninger i Verden: udsultning via fødevare-blokade. Dette enorme folkemord har indtil for nylig været en velbevaret hemmelighed. For efterfølgende blev der indsat en nikkedukke for briterne. Hans efternavn var Pahlavi, og han var far til den senere ligeledes indsatte nikkedukke, Shah Reza Pahlavi. Bortset fra en mellemperiode med demokrati, har Iran været under britisk kontrol, og disse har været i stand til at forhindre, at noget kom frem om massemordet i starten af århundredet.

I 1953 blev den demokratisk valgte præsident, Mohammad Mossadeq styrtet ved et MI6/CIA statskup. Årsag: han mente, at Irans olie tilhørte Iran og ikke British Petroleum. Resultat: en ny nikkedukke-shah indsat af Vesten til at styre for Vesten. Reaktion: et præstestyre med endnu en nikkedukke og MI6-agent ved navn Ayatollah Khomeini, et forsøg på kontrolleret opposition. En slags daværende parallel til Fetulah Gülen i forhold til Tyrkiet. Men han blev læst og gennemskuet, og han døde efter sigende og rygter ikke på naturlig vis, selvom han var en ældre herre.

Den pæne mand havde sådan en pæn kone, som altid kom i damebladene.

Iranere er begavede og sympatiske mennesker, med en gammel og fin kultur. Mange af de flygtninge, vi har i Vesten, er ankommet pga præstestyret. De er ofte veluddannede og tidligere priviligerede mennesker i deres hjemland. De har uden tvivl haft deres grunde til at forlade landet, og den tidlige udgave af præstestyret, under agenten Khomeini, var en hård nyser. Det var det, han var indsat til, og intet er tilfældigt, når Vestens efterretningsvæsener sætter en regimeforandring i værk. Det er dog, efter min mening, en anelse sørgeligt at se, at disse i princippet sympatiske og dannede mennesker, iranere der, har fået asyl i Vesten, ofte har en ringe forståelse for det 20. århundredes historie og deres eget land, og at de blot mener, at nikkedukke-shahen var en velsignelse. Det viser desværre blot, at det kan lade sig gøre at erstatte en hel befolknings historie med et falsum, en løgn. Det er måske noget af det mest sørgelige at være vidne til.

Det bringer os med lidt mere historisk bagage og forhåbentligt lidt mere kontekst frem til Mahmoud Ahmadinejad. Det er blevet sagt, at der kun findes to hovedstæder i Verden i dag, hvor man åbent kan udtale sig om, hvad 2. Verdenskrig egentlig gik ud på. Det ene sted er Tokyo, der andet sted er Teheran. Og som præsident for regeringen i Teheran benyttede han løbende lejligheden til at tale lige ud af posen.

Han fik fx konstant hårene til at rejse sig på den israelske præsident, Netanyahu, når har nævnte, at Holocaust, som vi har fået det præsenteret, ikke var … som vi har fået det præsenteret. Og her bliver det for alvor morsomt og interessant, for der findes et videoklip på Tuben, hvor man ser ham i selskab med den hardcore indercirkel af rabbinere med slangekrøller i New York. Bliver han skældt huden fuld og buhet ud af mødelokalet? Nej, for de har jo selv inviteret ham, og han bliver omfavnet og budt velkommen i fuldstændig autentisk stil.

Hvordan kan noget så tilsyneladende selvmodsigende finde sted? Det kan det kun, hvis m

an forstår, at de ortodokse jøder overhovedet ikke anderkender staten Israel, ej heller zionismen, som er en khazarisk, politisk bankmands-ideologi. Mændene med hat, skæg, briller og slangekrøller ved udmærket, at Holocaust, som det er fortalt, ikke fandt sted. Der var ‘noget’, der fandt sted, men det hollywood-stunt, vi har fået proppet ned i halsen, er et falsum. Ahmadinejad sagde det åbent, og blev kaldt Hitler for det. Hvilket igen er en ironi af de helt store, når man tager i betragtning, at det er Hitler, der skabte staten Israel via Ha’avara-aftalen, hvor jøder fik lov til at forlade Tyskland kvit og frit, med hele deres jordiske gods, og tage til Palæstina. Hvis du ikke har hørt og læst om det, er det på høje tid.

Moammar Gaddafi

Er det ikke, som om der hersker dyb tavshed om Libyen for tiden? Først heppede medierne og de dummeste blandt intelligensian (en åbenlys selvmodsigelse ..) på NATO og CIA og det folkemord og terror-statskup, der fandt sted. Hurtigt derefter slog de blikket ned og skiftede kanal til X Factor og Vild med dans, og for ikke at skulle indrømme deres dårlige smag, ironiserede de over de latterlige skikkelser, der aftenen forinden vred sig foran skærmen. Først søbede de lortet i sig, dernæst vrængede de næse ad det, for at distancere sig. Det er med smag som med moral: dobbelt er dobbelt så godt.

Der blev zappet væk fra virkelighedens verden. Endnu en tegneseriefigur, en stereotyp bøhmand havde set dagens lys og var forsvundet i nattens mørke.

Gør et forsøg. Gå hen til en repræsentant for det efter eget udsagn tænkende segment (jeg ved det, jeg har brugt udtrykket så tit, at det bliver til en kliché) og spørg henkastet: hvad kan du fortælle mig om Gaddafi? Og hvis du har gjort et rimeligt stykke hjemmearbejde og selv mener, du kan svare på spørgsmålet, så hør, hvad de har at byde ind med. De aner nul og en spade!

Husk, at vi taler om de samme personer, der for år tilbage ikke holdt sig for gode til, som små papegøjer i et ekko-rum, at gentage-entage-ntage-tage-tag-ta-a alle de udsagn, som de ugen forinden havde ladet skylle gennem deres kønne hoveder foran fladskærmen om, at: Gaddafi var en ond mand, Gaddafi mishandlede sit folk, Gaddafi var en diktator, Gaddafi kan vi ikke li’, Gaddafi og alle libyere har fortjent af blive sønderbombet, Gaddafi skal dø! Men adspurgt om facts, substans og sammenhæng vil de ikke være i stand til at formulere én eneste sammenhængende og relevant sætning. De havde meninger, men intet at have dem i. Som Niels Skousen synger i sangen ’68’ – og det er endda alt for venligt-nostalgisk overfor de typer, vi taler om her: Skuddet det var godt nok, der var bare ingen pil på buen.
Her var ikke engang skuddet godt nok!

Moammar Gaddafi var en ubetinget helt hos sit eget folk, libyerne. Han havde 95% opbakning i befolkningen. Ikke overraskende, da han var den mest velgørende statsleder overfor eget folk i nyere tid. Folk var fuldstændig kolde i varmen over, at deres leder blev kaldt for en diktator, for de levede et velgjort liv. Han havde skabt et land med uhørt velstand og den højeste levestandard i både Afrika og Mellemøsten. Vi taler ikke her om enklaver af oliesheiker, som Qatar, og heller ikke de ville kunne konkurrere med Libyen, for her var det kun en stinkende rig overklasse, der nød godt af oliepengene. I Libyen var det alle indbyggere.

Alle libyere havde adgang til rent vand via The Man Made Project, hvor store vandledninger bragte vand fra en gigantisk sø, under den libyske ørken, ud til kysten. I hele Afrika blev Gaddafi regnet som en ægte leder. I den arabiske lige havde han meget at skulle have sagt. Han arbejdede, før mordet på ham, på at skabe en afrikansk dinar baseret på de libyske guldreserver, for at frigøre de afrikanske nationer fra petrodollaren, den uhellige alliance mellem despotstyret i Saudi-Arabien og USA. Det måtte for enhver pris ikke finde sted ifølge saudierne, amerikanerne, israelerne, briterne og franskmændene – den egentlige Ondskabens Akse. George Bush’s ditto bestod til gengæld af de tiloversblevne lande i Verden, der endnu ikke var nede med nakken overfor det globale centralbankvæsen, IMF og WTO, og som CIA endnu ikke havde omstyrtet og korrumperet. Libyen var et af dem.

Hvorfor skulle Libyen ødelægges? Som sagt, fordi hans tiltag truede USA og deres dollar-imperium. Men også, fordi Gaddafi havde fornærmet den saudiske delegation ved et topmøde i Den Arabiske Liga, og kaldt dem ‘navne’, fordi de havde tilladt, ja opfordret USA til at overfalde et medlem af ligaen, Irak. De tilgav ham aldrig for at sige sandheden i et forum, hvor andre hørte på.

Grundregel 16

Vi, Imperiet, tåler ikke velstand og menneskelig lykke. Når Vi med stort V ser velstand, må Vi ødelægge det. Det gode liv blandt mennesker er en hån mod Os. Uden fattigdom og elendighed kan Vi ikke føle os sikre.

Vladimir Putin

Når en statsleder scorer så højt på Hitler-stereotyp-skalaen, som manden her, kan man gå ud fra, som givet, at han har format. Titlen bliver ikke brugt om de små fisk, der ikke er i stand til at få Imperiet til at føle sig usikker. Men lige netop at kalde Putin for den nye Hitler, må siges at være lidt af et selvmål. Af flere grunde.

En af grundene er, at den amerikanske regering og dens iboende neocon-celler har været medvirkende til et statskup i Ukraine, hvor de har installeret ingen ringere end en vaskeægte ny-nazister! En anden grund er, som et højtstående medlem af regeringen for nylig udtalte offentligt: Det er ikke nazisterne i Kiev, vi er bekymret for. Det er nazisterne i Washington! (Yes! han sagde det sgu!)

Det er jo en gammel historie, men taget disse historiske kræfters bestandighed i betragtning, er det dybt aktuelt. Det giver os lejligheden til at komme i hu, at det var de selvsamme pengemænd fra Wall Street, Rothschild-protegeen, Jacob Schiff, der finansierede det bolsjevikiske statskup, som også var inde over, sammen med brødrene Warburg, Kuhn-Loeb, Wanderbild, Bush (bedstefaderen til baby-bush), Rockefeller og alle de andre medlemmer af den khazariske mafia, der finansierede Hitlertyskland under dets opbygning.

Hvis vi yderligere tager i betragtning, at der fandt en betydelig ‘import’ sted i USA af nazityske videnskabsmænd, gestapofolk, pengemænd + enorme pengemidler, der i hele efterkrigstiden (den forlængede krigstid) har trukket i alle mulige tråde, så giver den russiske udtalelse fuldstændig mening. Det tidlige CIA, OSS, bestod bla af tidligere gestapofolk. Se på neocon-typer som Victoria Nuland og John McCain stille sig op i Kiev og omfavne deres nazi-nikkedukker! Vis mig dine venner, …

Neocon-typerne kunne selvfølgelig hævde, at fordi de bruger nazister, så er det ud fra standardparolen They may be Nazis, but they are our Nazis. Det er den gamle britiske parole, som briterne har anvendt på alle de dårlige kammerater, de har dyrket, for at ødelægge en ny nation et sted i Verden (der var kun 22 nationer, de ikke ‘nåede’ at fucke up). Det er en modulbaseret parole, med et skrivbart felt i midten. Efter behag, kan der skrives: Muslimsk Broderskab, Al Qaeda, italienske fascister (Operation Gladio), tjetjenere, ISIS-terrorister. Man kan også skrive high school shooters eller bare assassins.

Den russiske præsident har et efterhånden omfattende ‘synderegister’ i forhold til Imperiet:

han smed olikarkerne på porten
han stoppede udplyndringen af Rusland efter CIA-agenten Jeltsin
han stoppede ny-nazisterne fra Kiev på Krim.
han har bragt russisk militær op til en standard, der er i stand til at forsvare sig mod en NATO-aggression
han har stoppet ISIS i Syrien (at amerikanerne nu prøver at lyve sig til en del af æren for det, er patetisk!)
han har taget fat i nakken på Tyrkiet og hjulpet Erdogan med at afværge et statskup. Muligvis har han også forhindret en likvidering af manden. Og pas på her, Erdogan, det er noget-for-noget …
han er foregangsmand for adskillige initiativer for økonomisk – og handelssamarbejde i lande, der lige som Rusland ikke orker Imperiets højrøvethed længere.
han har indledt storstilet samarbejde med Japan, hvilket pisser amerikanerne af, da de har parasiteret Japan i flere menneskealdre
han er en statsmand, i modsætning til sine vestlige modspillere, der med ganske få undtagelser er degenererede afstumpninger af, hvad statsmænd og -kvinder burde være.
han er skakspiller og judoekspert, dvs han træffer iskølige velovervejede beslutning, uden af fortrække en mine og uden at forfalde til præfabrikerede stereotyper, som fx en Obama – manden, der ikke kunne finde ud af at skrive sine politiske taler selv, fordi han reelt ikke var politiker. Han kunne ikke engang finde ud af at lære sine forskrevne taler udenad, men måtte læse op fra en teleprompter.

Affæren om Krim er særligt sigende for den særlige vestlige dobbeltmoral, når det kommer til demokrati-begrebet. Indbyggerne på Krim, der for størstedelen er russere, stemte med tydelig majoritet for optagelse i den russiske føderation. Straks forlød det fra Washington, at valget ikke var gyldigt. Det hed sig også, at Krim blev invaderet og besat af Rusland, selvom Krim altid har været russisk. Selvom Rusland havde indlemmet Ukraine, ville det samme have været tilfældet, for Ukraine/Kiev er selve fødestedet for det, vi forstår ved Rusland.

Pentagon/CIA har en særlig template liggende, der kan udløses, hver gang, der finder et valg sted et sted i Verden. Hvis udfaldet passer USA, så bliver den i skuffen. Hvis det ikke passer USA, er valget ugyldigt. Den kan også bruges indadtil. Til gengæld er et statskup eller en invasion fuldt gyldigt ifølge templaten.

Men Putins største ‘synd’ er nok, at han gør, hvad han siger, og at han sætter magt bag agt og handling bag ord. Amerikanerne og briterne ser lige nu alt det ske, som de har haft dårlige drømme og sengepisseri over i … ja, århundreder. At de ikke længere var The King of the Hill og gøre lige, hvad der passede dem.

Åh ja, glemte vi at sige, at vest-oligarkerne også kan finde på at kalde ham for Den Nye Tsar. Men da du jo, kære læser, har kæmpet dig igennem 30 siders blog – og tillykke med det – så kan du, sammen med mig, trække på smilebåndet og tage dig til hovedet over dette tiltænkte karaktermord. For når du ved, hvad den sidste tsar stod for, så er det jo det største kompliment! Der er mange russere, der tænker på Putin, som en velgørende tsar-skikkelse i bedste russiske tradition. De ved godt, at tsardømmets Rusland var en gylden tidsalder, især i sammenligning med det helvede på jord, der fulgte efter og terroriserede dem i 70 år. Vladimir Putin kunne godt forveksles med en slags oligark. Og alligevel ikke, for man kan ikke være ortodoks kristen og nationalist og oligark på samme tid. Egentligt oligarki har historisk set altid været uforeneligt med begge. Oligarkiet er aldeles fremmed for nationen, altså folket og dets traditioner, og dermed også den ortodokse kirke, der ligger dybt i den russiske folkesjæl.

Så, den propagandistiske, systematiske tilsvining, der foregår af russere, Rusland og deres præsident for tiden, kan han og de på sær bagvendt vis tage som en kompliment. Den foregår, desværre, i tider, hvor netop oligarkiet i vest er nået det punkt af desperation, at de konstant tænker i termer som storkrig. Det er en del af den indbyggede mekanik i liberalismen, rovdyrkapitalismen og bankstervældet. Krigen er nødvendig for opretholdelse af parasitten.

Mens vi skriver og læser her en stund endnu, da vi stadig ‘har lov’ til det, så kører der 1000’er af amerikanske kampvogne op i Polen. Alle har kanonløbene vendt mod Rusland.

Post Scriptum – den anden vej rundt

Vi kunne have valgt at udsætte glorificerede skikkelser for den samme behandling. Altså, at rette projektørlyset mod dem og deres facade. Det ville i så fald give det modsatte resultat. Fra at være helte, landsfadere, besungne ikoner, ja, endog helgener, ville de falde dybt ned i deres egen sump og den ildelugtende suppedas, som Imperiet har prøvet at forsegle.

Følgende er blot en synopsis med punktnedslag:

Lenin og Trotskij

– massemordere (folkemord: 30 millioner), simple tyveknægte, med milliarder på schweiziske bankkonti stjålet fra det russiske folk, stjernepsykopater, frimurere/okkultister og medlemmer af den khazariske mafia.

Mao Tse-dong

– massemorder (folkemord: 100 millioner), medlem af Skull & Bones fra Yale, kannibal (der foregik omfattende rituel kannibalisme, hvor man parterede og åd modstandere af revolutionen).

John D. Rockefeller

– (jamen, han var da en filantrop, og jeg har selv set film, hvor han deler pennies ud til fattige mennesker og trykker dem hjerteligt i hånden), skattesvindler (filantropien var for, at hans fonde ikke skulle betale en penny i skat), søn af ‘Devil Bill’, en berygtet snake oil svindler, oliemagnat, der sammen med Carnegie skabte medicinalindustrien og ødelagde lægevidenskaben, ødelægger af det amerikanske uddannelsessystem, eugeniker og fundør af Kaiser Wilhelm Instituttet i Berlin (dr. Mengele, you know…) + næsten alt det lort, man overhovedet kan finde på at sige om USA i det 20. århundrede og ind i det 21.

Winston Churchill

– kujon, drukkenbolt, massemorder fra Sudankrigen og Boerkrigen, ansvarlig for sænkningen af Lusitania, fætter til Roosewelt, købt og betalt for millioner af £ af jødisk-liberale finans- og industrimænd til at starte en krig med Tyskland (jvf breve med Chaim Weitzmann), massemorder fra tæppebombardementer over Tyskland, der udelukkende ramte civile (‘This is not a war against Nazi Germany, this is a war against the German people’).

Franklin Deleanor Roosewelt

– fætter til Churchill, kommunist og beundrer af Stalin, medstifter af FN, organet der tog sig ud som en fredsorganisation, men som skulle fastholde USA’s greb om Verdens lande i efterkrigstiden (stiftet som et krigsorgan mellem de allierede på Presidio Military Base), vidende om Pearl Harbor som false-flag-operation, havde oprindelig i midten af 30’erne planer om en krig mod England, for at sikre kontrollen over opium, men så indsatte de Churchill, og USA fik alligevel lov til at overtage drughandlen.

Mother Theresa

– (åh nej, går I nu også efter en ‘helgen’?) – beretningerne om religiøs fanatisme, sadisme, hygiejnesvineri og mishandling på hendes asyler, børnehjem og hospitaler er mange. Den katolske kirkes propaganda-apparat dækkede over hende. Lidelse var ifølge damen en Guds gave, hvorefter hun ‘frelste’ sine ofre med masser af lidelse. Se Aroup Chatterjee: Mother Theresa – The Untold Story.

Bill Clinton

– dybt involveret i drughandel som guvernør i Arkansas, voldtægtsforbryder (over 100 sager på halsen), massemorder (Bosnien), økonomisk svindler og pengevasker via The Clinton Foundation, tyv på højt niveau (stjal alle penge, der skulle have opbygget Haithi efter katastrofen), voodoo-dyrker (eget udsagn), pædofil (Lolita Express), gift med Hillary Clinton, der om muligt er endnu mere forbryderisk end ham.

—– o —–

Download OVERETAGEN som PDF