Essay,  Kultur,  Poesi

Togturen – en digtsamling

Med mindre toget svinger kraftigt
– hvilket det ikke gør i disse højhastighedstider – 
så ved vi ikke, hvor det kører hen
Kun lokoføreren har et fremadrettet vindue
Hvad han bruger udsigten til, ved vi heller ikke
for det øjeblik han får øje på en ko eller en parkeret bil på sporet,
er det alligevel for sent at standse
160 tons IC4 fordelt på 4 vogne

Så vi finder os i en udsigt på max 1200
der operativt er reduceret til 900, for hvem vrider nakken af led?
i det tempo som togets tonstunge fremdrift tillader
Vi ser i den forbindelse bort fra transportforstoppelser
i form af nedfaldne køreledninger, personer på sporet –
kodeordet for en livstræt, frustreret stakkel, der har smidt sig ud fra en bro,
og hvis lemmer og indre organer nu ligger ujævnt fordelt over banelegemet –
signalproblemer på strækningen, der forhindrer ‘fremførelse’ (ja, det hedder at køre)
og vi venter på signal til at køre frem til perronen
og prøver at indhente forsinkelsen bla-bla-bla
vi beklager og gør opmærksom på, at der kan søges om rejsegaranti

Er det ikke paradoksalt, at jo mere avanceret teknologien bliver
jo mere dysfunktionel og fejlbehæftet er kerneydelsen = togdriften
jo større ventetider, jo flere frustrationer og forsinkelser
jo flere smarte apps, jo mindre simpel nydelse ved en togrejse?
En vis nostalgi efter dampmaskiner kan godt finde på at indfinde sig
og ikke at jeg er gammel nok til at huske den slags
men så lad os nøjes med at sige det nu afskaffede dieseldrevne lyntog
iført sneplov og udstødningsrør malet med rød eller sølvmaling
og som jeg husker det vel vidende at hukommelse kan bedrage
stort set altid kørte til tiden

Eller var det snarere, at al det smartsnak om tog-til-tiden var irrelevant?
Har vi glemt midt i app-helvedet, robotstemmerne i højttalerne,
elektroniske rejsekort med programmerbare microchips
tavse medpassagerer med blikket dybt forsænket i mobilsjoveren
og hvis du har baggage, så husk at tage den med
ja hvem fanden har ikke baggage?
og hvis den digitale robotmor i højttaleren bare gad at holde sin kæft
Altså: har vi glemt, hvad det var, det gik ud på at køre i tog?
At sidde og drømme sig igennem landskabet
eller at falde i snak med en fremmed, som vi ikke havde drømt om.

*

Transportpolitik er et kapitel for sig. Hen ad vejen et jævnthen sørgeligt kapitel.
Politikere har ævlet så længe, mand kan mindes, om at styrke den kollektive trafik,
og så har der aldrig være så mange biler på gaderne. Vi føler os vældig bestyrkede herude i kollektivet.

De selvsamme politikere har i deres voldsomme trang til at lefle for diverse globalistiske agendaer skudt sig selv i de små fedtede pusselanker, for hvem gad køre rundt i kollektivet iført masker og coronapas i toge og busser, der oven i købet var stærkt forsinkede på grund at et løsrevet snefrug på strækningen eller andet under fællesbetegnelsen tekniske problemer?
Nu køber vi krafteddeme en bil, skat!
Bilbranchen oplevede en herlig business case under hele fake-pandemien.
Så hvor blev alle de fine floskler af om styrkelse af den kollektive trafik?
Det var årtiernes mest løsslupne styrkelse af privattrafikken.

DSB var en af de statslige virksomheder, der tilbage i forrige århundrede/årtusind
blev regnet for en stabil faktor, et solidt statsligt foretagende.
De tider var forbi, da den nyfascistiske privatiseringsbølge startede i 90’erne.
Det kaldte det alle mulige fine navne.
De borgerlige kaldte det: at styrke erhvervslivet.
Socialisterne kaldte det først for penge ned i lommen på storkapitalen.
Årtier senere kaldte de det for public-private-partnership,
og så var monopol-rovdyrs- og casino-kapitalisme pludselig blevet stueren,
for nu var fløjen selv blevet til etablissementet, det var altså bare dét, det gik ud på.
Sådan kan det gå.

Det var i samme årti, outsourcing-bølgen startede, den globale privatisering.
Den handlede som bekendt om, hvor i verden man kunne finde det næste proletariat
til at underbetale og slavegøre – hvilket belastede det hjemlige samfund med sociale problemer,
hvilket, hvis de skulle opgøres i udgifter for samfundet, altid betød en stigning.

Begge bølgeskvulp medførte deres kompleks af dysfunktion.
Man kan ikke i tilbageblikket undgå at få den tanke, at de vidste fra starten og hele vejen igennem,
at det ville gå galt, og at det derfor var meningen, at det skulle gå galt.
Jeg mener … så meget inkompetence er næsten utænkelig.

Seneste vildskud er den fikserede ide om, at elbiler kommer til at frelse verden.
Elbiler er ikke en skid grønne. De har fuldstændig glemt regnestykket fra vugge til grav, og elbiler fejler fælt i det regnestykke. Batteriet går ned i løbet af fem år, hvilket er 2/3 af bilens pris. At genbruge et elbil-batteri er ikke muligt i dag, så det er håbløst giftigt affald. Det er ligeså håbløst som at genbruge en vindmølle af epoxy-glasfiber. Man graver den simpelthen ned ligesom atomaffald. Dieselmotoren i dag er så effektiv og ren, at den er elmotoren fuldstændig overlegen, men politikerne er i færd med at bandlyse dieselbiler grundet politisk korrekthed. Det hedder greenwashing, feel-goodness og fiks ide. Det hedder også stupiditet

Storebæltsbroen er en infrastrukturel succes. Den er til gengæld en samfundsøkonomisk skandale. Ikke at den ikke kunne betale sig, den har netop kunnet betale sig som ind i helvede! Den er for længst betalt af skatteyderne inklusive vedligeholdelse i årtier frem, men regeringen bliver ved med at malke penge ud via broafgifter. Broen er en pengemaskine, en gås der lægger guldæg. Gevinsten for de regionale erhvervsliv ved at droppe afgifterne er fortiet, for Staten er grådig efter penge her-og-nu og så længe som muligt. Går den, så går den. Alt i dette lille ynkelige land er dobbeltbeskattet, for vi har det største og mest forslugne statsapparat i verden ift. indbyggertallet. 

Hvis man gik politikerne og embedsmændene i regnedrenge-ministeriet på klingen, kan det vise sig, at de vil have, at Storebæltsbroen skal finansiere den nye Fehmern-forbindelse, som tyskerne allerede hader. Den bliver med garanti dobbelt så dyr, som der er budgetteret med ligesom i alle andre offentlige anlægsarbejder. Kan de overhovedet ikke regne i regneministeriet, eller regner de forkert med vilje for at narre fjenden (læs: befolkningen)?

Er den københavnske Metro en succes? Det er den, hvis man spørger brugerne, altså primært københavnerne. I halvandet årti har beboerne i stationsfelterne måttet finde sig i ulidelig larm, roderi og svineri. Deres boligkvarter har været en industrigrund, og nu har de endelig fået fred. Til gengæld er boligpriserne steget i de samme kvarterer, for nu er det sexet at bo der. Man har med andre ord flyttet transport-succesen over til en fiasko for boligpolitik, for der er kun ét segment, der nyder godt af stigende priser på boligmarkedet: byggespekulanterne, udlejningsselskaberne og ejendomsmæglerne + de boligejere, der lige vil tjene kassen på at sælge deres lejlighed. De folk, der bare gerne vil blive ved med at bo i deres kvarter, betaler nu for gildet.

Jamen cykler, det må da være en solstrålehistorie!
Det er da så grønt, at selv grønkålen bliver gul af misundelse.
Ja, hvis du spørger cyklisterne og politikerne.
Hvis du spørger fodgængerne eller bilisterne, så bliver svaret et andet.
Som en person, der ikke længere færdes til daglig og til fods i storbyen, 
er cykelstien og alt udenfor fortovet et af de farligste steder overhovedet. 
Ikke engang fortovet er helligt længere. En cyklist har kun rettigheder og ingen forpligtelser.
Biltrafikken er, hvad den er, men den er i det mindste forudsigelig. 
Cykeltrafikken derimod er uforudsigelig og anarkistisk på den ufede måde.

Har regeringen overhovedet en transportpolitik og en vision om fremtidens trafik?
Det mener den selv, at den har. Men andre og større spillere har deres meninger om samme sag,
og det ender altid med, at de større spilleres interessentskaber får det sidste ord i sagen.
Interessentskaberne har det privilegium, at de ikke skal spørge befolkningen om lov,
for det har de ansat politikere til. 
De har deres metoder, deres organer, deres lobbyvirksomheder, deres gulerødder og stokke,
deres adgang til kasseapparater, hvor midler kan overføres på betingelse af …
De har fløjlsbløde ord med en ladt pistol i baghånden.
De har mediemaskiner, menneskehandlere og milliardær-fora.
De har tænketanke, totalitær-tanker og taskenspillere.

*

Jeg drømmer mig gennem landskaber fra et togvindue.
Jeg forestiller mig selv som en krage på speed
dykke ned gennem topologien langs strækningen.
Snart over åbne marker med spredte landhuse,
snart gennem en skov over en sø og langs et skel,
snart gennem gaderne i den provinsielle bebyggelse
med dens hække og smalle gader.

Jeg drømmer mig tilbage i tiden fra kystbanen om Sicilien.
Fra Palermo til Cefalù til Messina til Taormina til Catania til Siracusa.
Jeg nedsænker mig i fortid i normanniske kirker
og cafeen på torvet i Corleone – hvor jeg faktisk ikke har været,
men det er det gode ved togture, for man kan drømme, at man har været der.
Jeg vinker til Etna undervejs, jeg visualiserer Vesperen i Messina,
hvor franskmændene fornærmede de lokale én gang for meget.
Det skulle de ikke ha gjort, så de overlevende måtte se sig om efter … en anden ø.

Bucharest til Constanta til Tulcea, kysten ved Sortehavet.
Der er ikke langt til krigszonen mod nord.
Uendelige græsmarker uden så meget som en knold over to meter,
ingen skel eller hegnspæle, for det brugte man ikke i kommunistiske statsbrug,
man brugte sådan set heller ikke at dyrke noget, for kommunismen var uproduktiv.
Hunner med rytterbue på hesteryg ville have følt sig hjemme den dag i dag.
Endestationen er sidste stop før transporten overgår til pram med påhængsmotor,
gennem Donaudeltaet, hjemstedet for hvide pelikaner, karper, isfugle og en milliard frøer.

Orientekspressen til Budapest – eller hvad der i dag svarer til den,
for den er efterhånden kun for rigmænd og -fruer,
der har råd til at lade sig spolere i klunkerestauranter af tjenere i fuld ornat.
Men altså slavemodellen, dog med rigtige sovekupeer
og togkonduktører, der skal bestikkes på vejen hjem, for at reservationen gælder.
Her kunne der sagtens foregå et mystisk mord i vogn 3, kupé 37.

Jeg drømmer mig trans-Sibirien, 
mens jeg hører livshistorier fra Gregor, Ivana, den pensionerede oberst, 
enken efter storbonden, hvis familiebrug i Ukraine blev beslaglagt af bolsjevikkerne,
den iranske forretningsmand, manden fra Perth, der ville ønske, at han var foruden mafiaen,
de to unge på bryllupsrejse og præsten fra Vladivostok, der skal med hele vejen.
Silkerutebyer med navne duftende af 1001 Nat,
sneklædte bjerge i Altai, uendelige fyrreskove, taiga og mongolske stepper.
Hvad betyder en times forsinkelse her, for alle tidspunkter er til tiden.
Det er ikke ankomsten, der tæller men vejen ad hvilken undervejs.

Johannes W. drømte på Memphis Station i 1903 om at stå af.
Hvad skulle han der? Synke ned i ukendthed i et seks timer lang anfald af spleen?
Har du ikke som jeg drømt om at slå en streg over al historie,
og starte på en frisk et sted, hvor ingen har hørt om dine dårlige vaner?
Har eskapisten ikke iblandt overlistet dig, for tænk engang, hvis du kunne.
Ville vi gøre det, hvis vi fik muligheden? (Johannes W. gjorde det ikke, han drømte bare)
Og tror vi virkelig, at vi kan nulstille skæbnen?
En dag ville vi vågne op i Memphis og opdage, at den sov i samme seng som os.

Tag ikke fejl. En drøm er ikke i sig selv et stykke eskapisme.
Togvinduet er lige så vel et stykke livsmeditation, en poetisk bevidsthedsstrøm.
Vi kan være fælles om denne drøm i kupéen, hvis vi vil, og hvis vi husker, hvordan vi gør.
De anspændte, ansigtsløse passagerer med pendlertoget har glemt alt om det.
De er fanget i et stykke ikke-præsent online-uvirkelighed 
hvor de er blevet til nøglehulskiggere i et fiktivt mobilunivers.
En dag for et par årtier siden brød strømmen ned i hele storbyen.
Pludselig sad folk og talte med hinanden.

*

Jeg har lige rødstemplet min Twitter-Facebook-Instagram-Google-whatever-konto + samtlige affilierede globasfascistiske hangout-wannabe-asociale-netværk, da de har voldtaget (violated) mine og størstedelen af menneskehedens skrevne og uskrevne regler for anstændighed ved at opfordre til cencurbaserede overgreb, diskrimineret anderledes tænkende, opfordret til krigshandlinger mod undertrykte mindretal i østlande, opfordret til racistisk gadevold i vestlande, misbrugt deres påståede status som uafhængig platform, bedrevet redaktionel udgivervirksomhed uden de forpligtelser, der følger med en sådan virksomhed, medvirket til valgsvindel, stjålet penge i milliardstørrelsen fra folk via korrupt jura og hjemmelavede pseudoregler, deltaget i mafiavirksomhed under dække socialt ansvar, løjet så vandet drev, manipuleret meninger og målinger ved algoritmer og behandlet deres egne medarbejdere som slaver og svin.

Pas på socialmedie-manipulatorer! for
jeres digitale slangeskind er ikke uigennemtrængeligt,
jeres fordækte forbrydelser mod menneskeheden bliver nedskrevet i den sorte bog,
jeres kryben langs jorden udenfor radaren bag skærmen er ingen garanti,
jeres giftige bid rammer ikke målet, og modgiften er nu på markedet,
jeres göbbelske propaganda-ministerium er set og forstået,
jeres slimede påhit bliver skrevet bag øret, og intet bliver tilgivet,
jeres Don’t be evil er taget ad notam, for hvorfor skulle man vælge et så påfaldende slogan,
hvis man ikke lige netop havde tænkt sig at være ondskabsfuld, men millioner og snart milliarder
af projektører peger i jeres retning, og der er sidste udkald med Elon Musk til Mars – one-way-ticket.

*

Vi lever i totalitærtider.

Hvordan overlever vi som delvise mennesker blandt de, der tror sig totale?
Vi er kun delvist vise, men vi deler trods alt vores delte visdom.
Vi bliver opdelt og behersket, men vi deler os, slår til og samles igen.
Vi er som insekter, der bebor enhver revne i bygningen,
og der er kun én måde at slippe af med os på: at rive hele bygningen ned,
men hey: det er jo samme bygning, som bebos af de totale,
så hvad skal de totale så selv bo i?

Og så var det et eller andet ubetaleligt geni blandt de totale,
der kom op med, at de jo bare kunne flytte hovedkvarteret væk fra søgelyset,
altså i stil med Amsterdam, London eller Nøw Ørk,
men så kom de en dag til at lukke Internettet ud af indhegningen, 
så folk storbrugte det og røbede og skrev om det nye hovedkvarter og alle de gamle,
og så var det nyt kosteligt geni blandt de totale,
der kom op med, at så kunne de bare købe nogle øer til at gemme sig på, 

men så ankom projektørerne også til dem,
og så kom det suveræne geni op med, at de bare kunne grave nogle kæmpe huller i jorden og gemme sig i og love deres villige håndlangere, at de kunne få en plads i helvedes paradis for rigmænd,
hvilket der selvfølgelig ikke var plads til, men det glemte de at fortælle,
for det handler om, hvad man kan love og ikke, at man har tænkt sig at opfylde løfterne,

men så var der nogen, der bombede helvede ud af hullet i jorden,
så omsider var der så et helt overset geni, der kom op med,
at de bare kunne flytte ud i rummet, for der var rigtig god plads,
og der var en hel stak ubeboelige byggegrunde billigt til salg i det nærmeste solsystem,

og det var så der, problemerne for alvor startede,
for perlerækken af lovpriste genier havde glemt at regne med,
at der måske allerede fandtes beboere af det nærmeste solsystem,
der kunne tænkes at have en anden og endog velfunderet mening om verdenssituationen,
og som ikke syntes, at forbrydere af den værste skuffe, der mente,
at solsystemet og resten af Universet var deres uforpligtende legeplads,
skulle have tilladelse til at hærge løs udenfor deres hood – eller for den sags skyld indenfor,
hvor de i cirka-rundt-regnet x-tusinder af år havde mishandlet deres medmennesker,
for det stod rimeligt krystalklart, at det havde de også tænkt sig at gøre – derude.

Spørgsmålet var – inden vi røg ud af et relevant sidespor:
Hvordan overlever vi som delvise mennesker blandt de, der tror sig totale?
Svaret et, at VI i virkeligheden er totale, de har bare fortalt os noget andet.
Vi har alt, hvad der skal til, og total er ikke det samme som totalitær.
Vi har totalitetens, fuldkommenhedens potentiale.
På den anden side har vi fået det indtryk,
at DE efter eget udsagn totale er, hvad de udgiver sig for – det er de så ikke.

Vi overlever delvist, fordi genierne i den indbildte totalsfære er nogle idioter.
I deres overmod er de ved at bombe sig selv sønder og sammen.
De har muligvis hørt om hybris og nemesis, men de mener at have fundet en work-around.

Vi overlever, fordi vi har venner blandt solsystemets beboere,
der ligesom os – altså de af os, der har … fået nok og besluttet, 
at én gang for meget er én gang for meget, og nok er nok.

Der er kun ét missing link i denne overlevelsesreaktion:
at det ikke kun er de-af-os, der har fået nok,
men at tilstrækkeligt mange = endnu flere af os har fået nok.
Vi er ikke helt dér endnu, men vi er på vej.
Først hoppede vi på covid-skrønen, og så smagte den dårligt.
Forinden hoppede vi på koprut-historien, men så begyndte den at lugte for meget af prut.
Derefter hoppede vi på terror-overalt-hele-tiden-historien, men så floppede den.
I 50 år forinden hoppede vi på koldkrigshistorien om at russerne kommer – det gjorde de så ikke.
Lige nu har de plan B-C-og-D liggende i affyringsrampen,
og vi nævner i flænge en ny og værre laboratorie-pandemi, cyber-angreb (russerne kommer igen),
økonomien crasher, alle forsyninger crasher, vandet crasher og til sidst: invasion fra rummet.

Måtte den dag komme, hvor vi kan nøjes med VI uden DE.
Alt dette pegefingeri er ikke til at døje.
Det er på den anden tid heller ikke til at døje længere
at være de oh-du-guds-dumglade-får, der bærer alverdens skyld og alle regninger hver gang,
totalhovederne har totaliseret et nyt land eller et nyt afsnit af menneskeheden,
holdt mega studenterfest i hele overetagen og undladt at rydde op efter sig.

Vi overlever ved at hjælpe medvind på cykelstierne for tiden,
og selvom vi har lært af krigskunstneren, at man ikke skal forstyrre en fjende,
der er i færd med at ødelægge sig selv,
så kan man godt hjælpe til med et lille skub i ny og næ.

Kong Nebukadnezar havde en drøm, som han ikke forstod [Daniel, 2, 31]
Læs også: Nebukadnezars drøm – og hvad betød drømmen egentlig?

Den dag kolossen på lerfødder ligger med sit gyldne hoved i sandet,
med dens torso af sølv og ben af jern,
fordi stenen i tidens fylde kom rullende ned fra bjerget og ramte den,
den dag kan vi tillade os at sparke den i dens kobberklunker,
men den dag kan det være lige meget, for da har vi alt for travlt med
at genskabe alt det ødelagte, misbrugte og bestjålne.

*

Ordtennis med halv skrue

For at sige det rent ud:

Jeg  har lidt svært ved at finde halen på hovedet og omvendt.
Måske mangler der noget solid krop sådan cirka midt imellem ekstremiteterne.
Hvad foregår der i øvrigt i det afhuggede hoved på hønen,
mens resten af dens fjerede korpus zigzagger i dens sidste stund?
Det kan også være, at spørgsmålet er forkert stillet,
da en hønes tankeorgan muligvis ER dens æglægnings-ringmuskel,
og hovedet blot et organ til at samle korn op og sige gok!

Vi kan altså ikke rigtigt vide, hvad der er hoved eller hale på dyret.
Ejheller kan vi vide, hvad der egentlig er fokuspunktet for intelligens,
for halen logrer med hunden og ægget overhaler hønen indenom med 100 km/t.
Hvad vi KAN vide, er at INTET af det, der kommer ud af munden på organet
= det store mangehodede meningsdannende monster, er meningsfuldt.
Vi tager den derfra, skulle jeg mene, og der er åbent for diskurs og plads til forbedring.
Mening kan ikke downloades, mening kan kun dannes.

SÅ: Når verden ikke giver mening på den måde, som meningsmageriet mener,
og når kaos ad absurdum har forstødt orden, logik, mening og sund fornuft,
når perfidt karaktermyrderi har erstattet diskussion via dannede meninger,
når præfabrikerede medie-udslip har kuldkastet ansvarlig formidling,
når undtagelser, mangelvare og livsangst er dagens orden,
og når de, nogle af os troede var vores ledere, er en stak usle forræddere,
hvilke muligheder har vi så for at manøvrere i det forvirrede-forværrede univers?

Så er det sagt, for alting forstærkes i disse forstyrrede tider.

Hvis det er sådan, så er det vigtigere end nogensinde før,
at det forstærkbare er noget, som VI ønsker forstærket.
Vi ved efterhånden, hvad DE ønsker forstærket,
byer i brand, eksplosioner og elendighed, skrigene fra flygtende kroppe,
strømmen af stjålent gods til underlige schweitziske eller off-shore bankkonti –
men hvad er det, VI har på hjerte, hvad er det, der står på ønskelisten for mennesker?
Lad os glemme alt om identifikation med DERES våde drømme.

Og hvad hedder spillet for øvrigt? for her er vi mødt op i korte bukser
iført tennisketcher, og så siger de, at der skal spilles ishockey,
og da fløjten lød, kom der en amerikansk fodbold ind fra venstre.
Så tror da pokker, for snart viste det sig på lystavlen, at det drejede sig om at score selvmål,
at det ene hold havde lov til at tackle, mens de andet fik både gule og røde kort på stribe,
og dommeren og linjevogterne var reserverne fra det ene hold.
Spillets regler var, sagde de, at reglerne blev lavet om, hver gang spillerne havde lært dem.

Og det blev værre endnu, for i stedet for at uddele kort og sende på sidebænken i fem minutter,
så begyndte et hold dommere at tæske løs på spillerne med politistave,
og en spiller blev skudt på stedet for at protestere, for så ku’ han lære det.
Det blev for alvor grimt, da publikum begyndte at heppe på the officials i stedet for spillerne,
og helt galt gik det, da publikummerne på stolerækkerne væltede ned på banen
eller direkte fra siddepladserne brød ud i håndgemæng i alles kamp mod alle,
hvorefter dommerne begyndte at heppe på amok-hoben.

Når det så er sagt, hvad hedder teaterstykket så?

Hvad hører jeg dernede på bagerste række?
at det simpelthen er den skinbarlige virkelighed, for de fortæller os blot,
hvad der sker derude, mens vi flæsker røven ned mellem sofapøllerne
og inhalerer den store rødbrune kloakstrøm via dens installation
= fladskærms-2D-virkeligheden med eller uden vægbeslag.
Jeg bor ret langt ude på landet, men den skal du endnu længere ud med,
måske på en eller anden forblæst-forfrossen ø sydøst for Helsinki beboet af måger.

Jeg vil måske foreslå et stykke absurd teater som hos Samuel Beckett
Mens vi venter på Godot eller Glade dage,
muligvis skal vi over i genren farce i stil med Ebberød Bank
iblandet elementer af dyb tragedie fra Shakespeares Othello,
og nej det er ikke en lagkage men et stykke dystert 500 år gammelt drama,
hvor megaskurken og manipulatoren Iago demonstrerer,
hvad det venetianske styresystem dengang som i dag går ud på: kynisk-perfid-intrigant korruption.

Måske er det et stykke Kabuki-teater, 
hvor man kun ser skyggerne og aldrig de egentlige aktører.
Måske er det slet og ret dukketeater,
hvor aktørerne danser i tråde styret af en usynlig dukkefører.
Måske er det totalteater,
der udspiller den totale krig med alle forhåndenværende midler.
Måske er det Hollywood-teater, Apocalypse Now,
men uden F.F. Coppolas kritiske vinkel på Imperiets værste mareridt.

Nysprogets forbandelser

Kultursammenbrud – dekonstruktivisme, hvorfor ikke kalde det for destruktivisme

Disruption – det lyder management-lækkert – hvorfor ikke kalde det for ødelæggelsestrang

Forargelses-porno og cancel-kultur – hvorfor ikke kalde det for udsmidning, ostrakisering, social udstødning/udrensning

Krænkelses-kultur – hvorfor ikke kalde det for en offerrolle-manipulation og barnagtig, narcissistisk, selviscenesættende biden i gulvtæppet for at få ret

Revolution – altså tilbagerulning eller build-back-better – hvorfor ikke kalde det: at bombe en befolkning tilbage til middelalderen og geninføre maskeret ny-feudalisme

Social retfærdighedskamp – hvorfor ikke kalde det for ragen til sig på andres bekostning under et hklerisk påskud af at ville hjælpe de stakkels svage

Antiracisme – hvorfor ikke kalde det hvad det er: re-branding af racisme på steroider

Antifascisme – hvorfor ikke kalde det hvad det er: re-branding af fascisme på steroider

Socialisme – hvorfor ikke kalde det for en desperat trang til at social-kontrollere andre

Liberalisme – hvorfor ikke kalde det for fri bar, frihed for ansvar og frit-og-kvit tag-selv-bord

Ligestilling – hvorfor ikke kalde det for undertrykkelse af unik feminin og maskulin styrke

Diversitet – hvorfor ikke indrømme, at det betyder det stik modsatte: udslettelse af naturlig forskellighed

Hate speach – hvorfor ikke sige, at had er OK, når det er de politisk korrekte, der hader

Fact checking – hvorfor ikke kalde det for totalitær censur

Social distancering – hvorfor ikke kalde det for isolationsfængsel

Sanktionspolitik – hvorfor ikke kalde det for civil gidseltagning eller lækkert folkemord

Udviklingsbistand – hvorfor ikke kalde det for penge lige-ned-i-lommen på pengevaskerne

Terrorisme – hvorfor ikke indrømme, at terror er iværksat af de, der kalder sig vore beskyttere og smurt af på de, der forsøger at beskytte sig selv

Djævlene i Davos

Hvad kan vi forvente af dem?

Djævlene i Davos
Bøllerne i Bruxelles
Nazisterne i NATO
Varanerne i Vatikanet
Dæmonerne i DC
Uruk Hai’erne i Ukraine
Elendighederne i EU
Fascisterne i FN
The Clowns in CIA
The Crown Cannibals in The City
Fæhoderne i Folketinget

Vi kan forvente

Absurd adfærdspsykologi
Bizarre bedragerier
Cyanidforgiftning og centripetal-globalisme
Dødelig dysfunktion
En encyklopædi af elendigheder
Fascistisk fængsels-filosofi
Groteske grimheds-grimasser
Helvedes-hologrammer og hulheds-hykleri
Irreversibel indavl
Jerntæppets genkomst
Kannibalistisk kadaverdisciplin
Ledelseskrise og luderlighed
Monetært magtmisbrug
Nihilistisk narkopushing
Opportunisk ondskab
Partitro pengepugeri
Qvælningstendentiøse qvalmegrænser
Russerhadsk rovdyrsracisme
Skinhellig sygdomkult
Transhumant tronrageri
Umenneskelige uhýrligheder
Vanskabte voldsscenarier
Xenofobisk xylofonspilleri
Ytringsfratagelse og yderpolarisering
Zapperkulturel zocialstupiditet
Æreløs ækelhed
Ødelæggende ødselhed
Åleglat ådselsædning

Hvad kan vi gøre?

Sige sandheden uanset hvad
Nægte løgnen koste hvad det vil
Elske din næste trods hadpropaganda
Insistere på samvittighed i en ryggesløs verden
Aldrig bøje nakken for tyranniet
Holde hovedet højt i nedtryktheden
Åbne munden i nedlukningstider
Vælge virkeligheden i udstyrsstykkernes uvirkelighed

Vi lever i en tegneserie.
Alt er karrikeret 
hvad går øvelsen ud på?

Hvis du spørger mig, så vil jeg foreslå absurditetstræning.
Men jeg spørger samtidigt mig selv, 
om ikke denne verdens ledere 
selv har været igennem et intensivkursus
i absurditet.

Der skal dog noget ganske særligt til
at stille sig op og fyre den ene absurditet af efter den anden.
Her spørger jeg også mig selv om,
hvorvidt de selv tror på det eller rettere:
hvem af dem tror faktisk på det, 
og hvem står bare og lader som om?

Jeg må konstatere, at 
der er de hjernevaskede, og så er der hyklerne
og helt sikkert nogle gradbøjede hybrider af halvtroende i gråzonen.
Men – og det er jeg nødt til at spørge mig selv om –
hvor galt står det fat med alle os,
der bliver udsat for det sekundære træningsprogram
i absurditet?

Der er duknakkerne i ledersegmentet,
og så er der duknakkerne i modtagersegmentet.
Jeg spørger nødtvungent mig selv om,
hvor tykt et lag af absurditet der skal til 
for enten at tynge så voldsomt, at vi bryder sammen,
eller også for at vi fatter spade og skovl
tager en dyb indånding, snyder næsen i medvindssiden
og begynder at grave os fri af lortet?

*

Jeg står ved indkørslen til Gråzonen.
Der står ingen skilte ved indgangen i stil med
Der trædes nu ind i Gråzonen eller 
Gråzone – parkering forbud eller
Gråzone – Det er ikke tilladt at bære farvede solbriller

I Gråzonen er der altid overskyet
Deraf navnet gråvejr
En særlig giftig tåge sover til middag her
Hvis du møder nogen
Har de afført sig deres røde kinder

Her kan du ikke kende forskel på ven og fjende
Her findes ikke godt og ondt
Her findes en gråskala mellem uanvendelig og særdeles anvendelig
Her er livet dødbiderligt leverpostejfarvet
En enkelt grå stær har slået sig ned på et vissent vejskilt

*

Det 20. århundrede
Her havde hundrede generationer forinden forsøgt
at skabe en kulturel grobund for voksne mennesker,
og så tager det kun 100 år at bombe menneskeheden tilbage til stenalderen
og forholde mennesker deres voksendom i en infantiliseret pseudokultur,
hvor de sidder og sutter på patten på hver sin sofahynde,
og da jeg blev voksen, talte jeg stadig som et barn, tænkte jeg stadig som et barn,
og jeg kastede mig omkuld og bed i gulvtæppet som et barn,
hvis jeg ikke fik det, jeg pegede på, eller hvis nogen sagde mig imod.

Det 20. århundrede
det måske mest depraverede århundrede,
oliens århundrede, verdenskrigenes århundrede,
det amoralske århundrede der hele tiden talte om moral,
depressionernes århundrede, forbrugets århundrede, 
det kemisk forgiftede århundrede, løgnens århundrede,
teknokratiets århundrede, masseformationernes århundrede.

Det 20. århundrede
fuld af hjernevask og pengevask og grønvaskning
Pontius Pilatus ville have følt sig hjemme i håndvaskens århundrede,
i misbrugets århundrede, hvor børn i voksenkrop 
åd sig selv en pukkel til i den ene del af verden
mens udkantsverden blev pumpet for livsenergi.

Det 20. århundrede
Var det ikke grænseoverskridelsernes århundrede?
Var det ikke modernitetens våde drøm om den store uforpligtende frigørelse
fra … hvad var det egentlig det betød det omstillingsparate ord: frihed?
I misbrugets århundrede blev også dét ord misbrugt,
sammen med en hel bunke gamle ord i nysprogets århundrede.

*

Det 21. århundrede
Som forventeligt og forudset af eksperter
blev det 20. århundrede efter dets udløbsdato afløst af det 21. århundrede,
og hvor er det godt, at vi fik sådanne eksperter,
der kunne fortælle os det, som Bedstemor And vidste alt om forinden,
blot uden videnskaben, der kunne bekræfte, hvad enhver vidste.

Det 21. århundrede
viste sig at være stærkt opreklameret,
for det var blot en remake af det 20. århundrede og alle dets dårligdomme,
en re-branding, som de sagde i reklamebranchens og massekommunikationens århundrede,
med managementkulturens terminologi, hvor alt er blevet til anvendelige eufemismer
i en tegneserie-karikeret udgave af en mediemanipuleret virkelighed.

Det 21. århundrede
har foreløbigt været det 20. århundrede på speed og steroider
Der var intet nyt under solen, bare mere af det
Det startede med en øvelse 3-2-1-millennium, en falsk alam, en simuleret verdensundergang
De skulle lige se, om vi reagerede, for de havde en masse i tasken til de kommende årtier

Det 21. århundrede
Finanssvindel, klimasvindel, pengevaskersvindel,
pandemisvindel, testsvindel, vaccinesvindel
terrorsvindel, lovsvindel, digitalt svindel
journalistsvindel, businessvindel, regeringssvindel

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.